Doors of breath - Leldorin

V: Tunge regndråber fra en mørk himmel.
S: Et sted ude på landet/ Aba
O: Varierende...
T: 02:00

Lyden af regn der accelerede fra de sprækkede skyer fik Liam til at trykke på den knap, der gjorde at den metalliskfarvede Lexus lukkede sig sammen og gav ham tag over hovedet. Han holdte parkeret ved et af landevejens kryds og ventede utålmodigt mens dieselmotoren brummede kærlige ord til ham. Det var nok en smule mærkeligt at sådan en bil holdte midt ude på landet, men man så trods alt aldrig en vampyr i en gammel Skoda. Da de første dråber af regn begyndte at skamfere hans forude tværede han dem desperat væk med vinduesviskerne, men dette blev hurtig en kedelig hobby, så han valgte at overgive sig til naturens overlegene kræfter.
Han strammede grebet om rattet og tænkte, at hvis han blev ved sådan ville hans brede fingerringe sætte mærker, men dette var dog blot én af de bekymringer, der dansede rundt i Liams reptilhjerne. Han stod med lort til halsen, og det var bestemt ikke af ren interesse at han havde kontaktet elveren. Han forsøgte ikke at tænke så meget over det ry han ville få hvis det nogensinde slap ud at han havde søgt til en elver for at få hjælp, men det skete at hans mentale barrierer bukkede under og efterlod ham med faretruende nervøsitet i de obsidianfarvede øjne. Med et par hurtige bevægelser åbnede han handskerummet, fandt en skinnende skive frem og satte den i bilens afspiller. Cambodjanske stemmer og besynderlige instrumenter fyldte bilen op, og i et forsøg på at føle sig en smule bedre tilpas lænede Liam sig tilbage i føresædet. Hvis elveren nærmede sig bilen ville han knap kunne høre det.

Leldorin lod de gråbrune øjne glide fra brevet til den parkerede bil, der holdt med tændt motor og lygter der kastede skrå lyskegler gennem regnens grå tåge. Det måtte være ham, det var for besynderligt at en blæret bil ellers holdt på det beskrevne sted på det beskrevne tidspunkt. Han foldede brevet sammen og stak det i baglommen på sine jeans. Han skævede op til trækronen over sit hoved som lige nu holdt regnen ude, men ikke meget længere. Træet stod med en bred krone i et markskæld og havde været Leldorins skjul mens han havde set tiden an. Hvis ikke der havde været for den truende undertone i brevet ville han efter al sandsynelighed ikke være dukket op. Hvad pokker, det hjalp ikke at trække tiden ud selvom dette møde ikke var noget han så frem til, og han ikke havde lyst til at bevæge sig ud i regnen uden overtøj.

Hans sko strejfede så godt som lydløst jorden da han løb over marken i hastigt tempo, men langt fra hurtig nok til at undgå t-shirten blev gennemblødt på skuldrene. Tavst forbandende han regnen mens han i tankerne gennemgik hvad der muligvis snart ville ske.
Formentlig ville denne, Liam, hvem han end var, have forestillet sig en traditionel elver med langt hvidt hår og langbue, og ikke en drengerøv som Leldorin i jeans og t-shirt med pjusket halvlangt hår, som af fremtoning lige så godt kunne være et menneske eller en engel hvis det ikke havde været for de spidse øre. Han satte farten ned og nærmede sig bilen forfra mens han prøvede at skelne skikkelsen bag rettet gennem den drivvåde rude.

Regnen forsatte med sin provokerende oversvømmelse af forruden, men det forhindrede ikke vampyren i at sidde fuldstændig stille og stirre gennem de knuste dråber. Mennesker bevægede sig hele tiden lidt. De ville altid se ud som om de lavede et eller andet meningsfuldt hvorimod vampyrer kunne bare stå stille et sted uden at føle behov for at retfærdiggøre det. Selvom han ikke kunne høre de fodtrin der nærmede sig, så fornemmede han dem, og lidt efter lidt så han noget bevæge sig ude i mørket. Han vidste ikke helt hvad han havde forventet. Før i tiden havde elvere ellers tendens med at være så forbundet til deres natur at de gik rundt og lignede omvandrende.... ja, naturfænomer. Eller katastrofer i visse tilfælde. Men denne skabning der bevægede sig rundt i natten virkede ikke ligefrem som et syn Liam havde forventet. Rent faktisk nåede han at tænke tanken, at denne slet ikke var hvad han søgte, men inderst inde vidste han at han bare måtte stille sig tilfreds med hvad han fik. Skulle det vise sig at han havde overvurderet elverens evner, var det selvfølgelig dennes skyld og ikke Liams. Med denne konklusion i baghovedet lænede han sig over passagersædet og tog et sippet greb om dørens håndtag.
I det musikken begyndte at presse sig ud af den nye åbning, faldt himlens dråber ind som erstatning. Hvis elveren ikke snart fik det ene ben foran det andet ville Liam føle sig tvunget til at smække døren i for at undgå en mindre oversvømmelse.

Leldorin greb om døren der blev åbnet for ham og svang sig smidig ind på passagersædet og lukkede døren med et lille smæld efter sig, som en sikker barriere mellem ham selv og det våde mørke.
Aha, så det var denne vampyr der havde tilkaldt ham. Hans øjne løb hurtigt hen over vampyrens ansigt i forsøg på at kode alle former for intentioner. "Er du Liam? Og er det dig der har sendt det her?" han lettede sig lidt og trak brevet op af den våde baglomme og rakte det frem mod den blege vampyr med de sorte krøller. At sige han følte sig godt tilpas ville være en stor, fed løgn. Hans tanker kørte allerede i retning af, hvor hurtigt han ville kunne få smækket døren skråt bag sig op, og flygte igen. Han tilkastede CD-afspilleren et irreteret, lidt forundret blik, ikke ligefrem hvad han havde forventet. Hans gråbrune øjne flakkede nervøst rundt for hele tiden at vende tilbage til dens andens ansigt.
Rollerne var fordelt allerede før de mødtes, en ting som ikke ligefrem huede Leldorin, og da slet ikke når de ikke var fordelt til hans fordel. Denne Liam, som oven i købet havde vist sig at være vampyr, havde sat tiden, stedet og mødet, i det hele taget. Han så på regnen der flød ned over forruden og strøg det pjuskede, våde hår væk, som truede med at falde ned i øjnene på ham. Han, Leldorin, var den lille der måtte rette ind efter denne fremmedes ønsker og vilje, en rolle han på ingen måde brød sig om at skulle forlige sig med.

Selvom døren var blevet lukket, følte Liam stadig, at en hel masse snavs forsatte med at oversvømme bilen. Hans spørgsmål virkede en smule tungnem. Hvem fanden skulle han ellers være? Han lod et kort øjeblik uden nogle bevægelser passere, blot så elveren havde tid til at tage sikkerhedssele på hvis han i modsætning til Liam følte dét behov. Liam placerede sin ene hånd på rattet og fik sat gang i bilens hjul, i første omgang uden at svare på noget af det elveren havde sagt. Han kørte et stykke ud på vejen, lavede en u-vending og da han endelig forsatte ned ad samme vej som han var kommet stak han en smal pegefinger mod afspilleren og drejede på en lille skive, der fik musikken til at dæmpe sig. Det kunne måske virke som en høflig gestus så en samtale kunne blive sat i gang, men Liam gjorde det mere bare som en hån, eftersom at han var klar over at elveres hørelse var over det sædvanlige, men med denne handling betvivlede det.
"Hvad havde du tænkt dig at gøre hvis det ikke var mig?" Han vendte blikket mod den malplaceret elver og brød sine læber i et tandsmil. Dog uden alle tænderne blottet. Han flyttede blikket tilbage ud på vejen og forventede ikke ligefrem et svar. Vinduesviskerne peb sælsomt mens de blev presset over forruden, og gav musikken en ekstra rytme. "Jeg har aldrig drevet forretning med elvere." Det var sandt nok. Den eneste form for nærvær han havde haft med elvere, kunne på ingen måde sammenlignes med forretning. "Så -" Han skiftede gear og satte farten yderligere op. "- hvis vi antager at du klarer jobbet, hvad forventer du så i betaling?"

Han så bare udtryksløst på vampyren og ignorerede tilstedeværelsen af en sikkerhedssele. Han lænede sig lidt tilbage i sædet og så ud af forruden mens han dog konstant holdt nøje øje med alle vampyrens bevægelser. "Betaling?" han fnøs foragteligt, somom denne blodsuger ville betale ham noget som helst, Ha. "At slippe fra det her med livet i behold og uden en perforeret strube, tak" Han drejede atter hovedet og betragtede Liam. Om han fattede hvorfor denne virkede så fjendtligt indstilet og åbenlyst hånede ham, fattede han ikke, men lod sig ikke mærke med noget. Han skulle ikke have den tilfredsstillelse at håne ham oven i købet.
Uden for bilruderne susede marker, træer og en enkelt gang et hus forbi. Leldorin sukkede indvendigt, han skulle udføre en opgave, og det krævede noget baggrundsviden, så måtte han bare bide vampyrens skarpe kommentarer i sig og ignorere hans lidt for brede smil. "Godt så..." han lagde det ene ben over det andet i noget som kunne synes som en afslappet stilling, men hans i forvejen forfinede sanser var alle i højeste alarmberedskab. "Har jeg forstået ret, at du ønsker jeg skal afhøre en fugl for dig?" hans tonefald var let spørgende, men han fortsatte selv, somom det havde været et retorisk spørgsmål. "Det kunne være til uvurderlig hjælp hvis du allerede nu kunne oplyse mig om hvad jeg skal finde ud af, og vilken slags fugl derer tale om..." Det ville i sandhed lette opgaven en hel del og også med al sandsynelighed give et bedre resultat hvis han vidste hvad han skulle frem til. Fugles tanker og næb var lige så flyvske som hele deres korpus og de havde en koncentrationsevne på ca to et halvt minut, men hvis Liam fastholdt sin tavshed og undlod at svare, gik det jo i bund og grund ud over ham selv, Leldorin kunne egentlig være ligeglad med kvaliteten på svarene, han skulle bare hive nogle oplysninger ud af en, efter alt at dømme, forvirret fugl.
Hans øjne gled hen over vampyrens slanke hænder på rattet for at nå speedometret, men han trak hurtigt øjnene til sig igen og prøvede at ignorere hvor hurtigt landskabet fløj forbi i natten uden for.

To enorme gule perler dukkede op i vejkanten, og Liam nåede lige at betragte en hjort stå og glo. Eller den stod vel nok og ventede på en lidt for lykkelig billist hvis liv den kunne sætte kraftigt ned i værdi, blot for at neutralisere glæden. Han kunne ikke gøre op med sig selv om det var ham selv eller elveren på passagersædet der gjorde, at hjorten ikke tog chancen og hoppede. Hans øjne slikkede efter den i bagspejlet, men efter få sekunder gav han sig til at betragte sig selv frem for noget andet, mens Leldorins jamren fik et smil til at trække i hans hud.
"Du er ikke min type," betroede han ham med en glat stemme, der hverken lagde glæde eller raseri over ordene. Det var vel blot sandheden i sin fulde pragt, kold og direkte, og hvis man var for menneskelig endte man med at blive såret af den. Dette betød selvfølgelig ikke at Leldorin kunne ændre sig. Fik Liam blot sparket ham i et bad, så han kunne blive løsrevet for den stank - der fik resten af bilen til at lugte af noget, der kunne minde om våd hund - jo så kunne han da meget hurtig blive hans type.
"Jeg modtog den som en hilsen af en gammel bekendt. Hans navn er Lenz Ferdinand - jeg ved ikke hvor opmærksom du var under krigen - men under alle omstændigheder er nazist. Ironisk nok sendte han mig en krage." Han sørgede for at fortælle så lidt information som muligt, så Leldorin ikke havde en mulighed for at komme med under overfladen. "Så mens disse to rydder op i samfundets gader, forestiller jeg mig, at du kan rydde lidt op i fuglens hukommelse." Liam sagte hjulenes omdrejninger, satte højre blinklys til og drejede ind ad en smal bumlet vej, hvor han skrev sig selv en mentalt notits om at få kontaktet en grusleverandør til at få slæbt nyt grus over den privatvej, der førte ned til hans hus. Som forventet bemærkede han et blegt ansigt et sted mellem de træer, der satte grænserne for den gamle bygning, og som forventet dukkede der flere op ved verandaen.

Leldorin nikkede blot for at vise han var med. En krage, fandens også. "Det kommer til at tage resten af natten" forudsage han med slet skjult beklagelse i stemmen "Krager er pokkers snakkesagelige, så det blivere sværre at få det du vil vide ud for alt det andet den vil fortælle end fordi den ikke siger noget. " Han knækkede fingre og sukkede tungt. Han havde egentlig langt fra overskud til at høre en hel krages livshistorie midt om natten fordi en eller anden vampyr skulle bruge nogle oplysninger om nazisterne. "Kan du oplyse mig om hvilke elementer jeg skal lytte efter? VIl du vide noget om en bestemt handling eller en bestemt person, eller er du interesseret i hvor kragen lærte at flyve?" Han smilede tyndt og ironisk til vampyren der endelig, efter totalt at have ødelagt Leldorins retningssans, satte farten ned til noget der mindede om normal hastighed mens de skrumplede ind af en dårlig vedligeholdt vej. Leldorin betragtede med et anstøg af anspændthed de mange ansigter der dukkede op i mørket. "Dine venner?" han så spørgende på Liam.

"Jeg har oceaner af tid," svarede Liam hurtigt, næsten en smule fjendtligt og smed et skarpt blik i hans retning som tegn på at han ville holde ham ligeså længe det tog ham at udføre arbejdet. "Jeg er ikke sikker på, at det er en helt normal krage. Den teer sig... anderledes." Lyden af knogler der blev sat på plads fik det til at sitre i Liams fingre, så han strammede dem om rattet og rykkede utålmodigt på sig i sædet. I et roligt tempo lod han den brede Lexus trille over på den sædvanlige plads under et ensomt bøgetræ. Han holdte motoren tændt i et øjeblik og overvejede sit svar, det var vigtigt han ikke trådte forkert og overlod elveren med for meget information. Men på den anden side kunne han jo altid forblinde ham, og slette det igen.
"Din opgave er at finde ud af hvor nazisten fandt den." Det ville i hvert fald give Liam et nogenlunde indblik i hvor tæt på han befandt sig, selvom Lenz kunne rejse over landegrænser hurtigere end man kunne sige 'Det Gyldne Snit'. "Men som jeg sagde, den er anderledes, jeg har på fornemmelsen at han har manipuleret en bestemt besked ind i knolden på den, hvilket måske er derfor den ikke spiser. Den lader til at have glemt hvordan man gør, fordi noget andet har overtaget pladsen." Han slukkede motoren og musikken døde fuldkommen. Hans sidste spørgsmål der var henvendt til de omkringværende vampyrer fik endnu engang et smil til at hærge hans blege ansigt.
"Dine bodyguards," svarede han og trådte ud af døren. Regnen havde mindsket sine dråber radikalt, så hvis ellers elveren kunne få fart på ville Liam undgå at blive total gennemblødt. Han stak hovedet ind i bilen igen inden han lukkede den og tilføjede: "Fik jeg fortalt dig at nazisten er djævel? Dukker han op skulle du jo nødig komme til skade." Sandt nok.

Han steg ud af bilen og smækkede døren i efter sig "Jeg føler mig mere som middagsmaden end som en gæst" mumlede han så, håbede han, kun Liam hørte det. Det strejf af død som hang over alle de tilstedeværende indikerede kun deres race al for godt. Han gøs og så så atter på Liam, "Nå, det lyder som en speciel opgave, skal vi se på kræet?" En djævel, den oplysning kunne han godt have undværet. For ikke første gang gentog han spørgsmålet: Hvad laver jeg her med en vampyr klokken over to om natten? for sig selv i tankerne. Stadig var det mest åbenlyse svar: prøver at overleve.

Han kastede et nevøst blik på de omkringstående vampyre og trådte ind i husets læ. Hans første indtryk var ikke ligefrem positivt. Det toetagers hus virkede koldt og på en sælsom måde direkte afskrækkende på Leldorins elvergener der for øjeblikket var travlt optaget af at skrige at han skulle flygte så hurtigt som muligt. "Jeg kan vel lige så godt komme i gang?" han løftede let det ene øjenbryn og så opfordrende på Liam. Han brød sig ikke om selvskabet, tidspunktet eller stedet, og havde ikke til hensigt at trække noget som helst i langdrag. Jo hurtigere han kunne komme væk destro gladere var han.

Liam trådte igennem det drivvåde grus med en overlegen lethed, nærmest som om han kendte hver en stens placering i forhold til den næste og gled langsomt op ved Leldorins side. "Ae anírach," svarede Liam med en stemme der umuligt kunne have tilhørt ham. Hans følgende bemærkning omkring 'kræet' valgte han ikke at svare på med ord, men skridtede bare en meter foran ham, da det trods alt var hans hus, de skulle til at træde ind i. Kræet, havde han sagt. Bæstet, var nok bedre beskrivende, efter at det skide bur blev sat op, havde hans hus virket nærmest fjendtligt i mod ham.
Verandaen knagede under deres fødder da de i al hast bevægede sig væk fra himlens væde, og med to fingre prajede han Adrian og to andre vampyrer med ind i huset og efterlod mørket, regnen og de resterende udenfor. Entreen var mørk og uden kunstigt lys, så han trådte hurtigt til højre for at guide ind i stuen hvor både fugl og belysning var stablet. Bagerst i det rektangulære rum stod et glaskabinet med samleobjekter fra fortiden, i hjørnet et gammelt klaver som han havde taget fra en pub, midten var beklædt med to sofaer, en lænestol med tilhørende fodskammel og et sofabord hvor overfladen havde et oldengelsk verdenskort indgraveret.
"Selvfølgelig," svarede Liam og gjorde et bekræftende nik og en gestus mod buret der dækkede over det meste af afrika. "Hvis der er en besked, bør du lytte efter noget tysk," tilføjede han og sendte Leldorin et hårdt blik. Hans erfaringer med elveren bundede kun ud i rygter, der sagtens kunne vise sig at være usande.
"Jeg ved ikke hvordan du arbejder bedst, skal... den... være ude af buret?" Han skævede ned til bæstet der var begyndt at skrappe ved deres tilstedeværelse. Lenz havde selvfølgelig været så betænksom at lade burets hængelås - og resten af konstruktionen - være lavet af sølv.

Han fulgte tavs efter ham ind i, det for ham, særdeles utiltalende hus. Om han forstod hvordan noget levende menneske kunne leve her... nå ja, levende og levende... Han tilkastede Liam et skævt blik og trådte efter ham ind i stuen, med alle dens besynderligheder.
Langsomt gik han hen til buret hvor kragen skappede løs i en uforståelig ordstrøm. "Liam?" Han slap ikke fuglen med øjnene "Jeg skal bruge noget vand, kræet er helt dehydreret, en blok og noget at skrive med så jeg kan tage diktat. Det her kommer til at tage sin tid...." Kragen reagerede på hans tilstedeværelse ved at give udtryk for sine uopfyldte behov, det var en start, men heller ikke mere.
Han vendte sig endelig mod vampyren. "Jeg skal gøre mit bedste" han tilkastede buret et munteret blik da han bemærkede materialet, et ganske genialt træk hvis man spurgte ham "Jeg tør ikke lukke den ud endnu men.." Han rakte hånden frem med håndfladen op af "...det kan blive nødvendigt hvis den skal smøres lidt for at rykke ud med sproget, så hvis jeg måtte få nøglen? Så slippe du også for..." igen strejfede et smil hans læber "...visse ubehageligheder ved kontakt". Han gjorde et kast med hovedet mod buret før han snuppede en høj trebenet skammel af mørkt træ fra et hjørne og ventede på at han fik hvad han havde brug for, mens han dæmpet, uden ord, mumlede til det opskræmte dyr for at få det til at falde lidt ned.

Liam betragtede elveren, men ud af øjenkrogen fulgte han nøje med hvad en af de tilkaldte vampyrer havde gang i. Det var en ung dreng, ikke mere end 15, hvilket jo ikke var meget yngre end Liams kropsalder, men drengen var fra "Den Nye Verden", hvilket næsten fik Liam til at ligne en olding i forhold til ham. Derudover var han fra det skandinaviske hvilket gav ham en glat hud, klare blå øjne og blond hår.
Da Leldorin forklarede at fuglen havde brug for vand skulle han lige til at forsvare sig selv med, at fuglen jo for helvede ikke kunne finde ud af hverken at spise eller drikke, da han så en perfekt lejlighed til at hundse med drengen. Eller i hvert fald få ham til at stoppe med at... lave ingenting.
"Vad väntar du på?" spurgte Liam over elverens hoved og borede et stenagtigt blik ind i drengen, som han fulgte med øjnene indtil han forsvandt ud i entreen og videre ud i køkkenet. Det var nok det mest elendige køkken der fandtes i hele Terre, da det var uden funktionel ovn eller køleskab, og alle skabene var uden tallerkener, bestik og andet skrammel mennesker normalvis havde brug for. Hvis elveren måtte blive sulten, ville denne blive nødt til at nøjes med ananas, granatæbler og en dåse tun.
Liam vendte sin fulde opmærksomhed mod Leldorin og gengældte hans hånlige smil, hvorefter han stak et par knoglede fingre under sin krave og hev en halskæde frem. For enden af lædersnoren hang der en nøgle, som glinsede på samme måde som buret, men som alligevel havde formået ikke at brænde sig fast på Liams brystkasse, da den var skjult under tekstilerne.
"Kopper og nikkel. Nysølv. Praktisk." Med disse korte bid rakte han nøglen frem så elveren ville have den i sin varetægt. Da den knap buksemyndige svensker endnu engang trådte ind i stuen, var det med et vinglas fyldt til randen, blok og en kuglepen i hænderne. Efter Adrians anvisning blev de placeret på bordet og Liam gjorde en gestus med hånden som tegn på at elveren kunne begynde sit arbejde.

Han rynkede kort brynene over Liams behandling af den yngre, yders ariskudseende vampyr, men vendte så opmærksomheden mod nøglen. "Tak..." han drejede den et par gange mellem fingrene og hængte så snoren om halsen. Han ville ikke ricikere at tabe den ned i en revne i gulvet eller noget andet fordi han måtte gøre pludselige bevægelser. "Tak skal du have" han sendte et venlig smil til den unge, lyshårede knøs der virkede til at være den laveste i hirakiet her. Leldorin fik helt kvalme. Han hadede når folk troede sig mere værd en andre, præcis ligesom Liam netop havde gjort. Han fnøs og så på Liam mens han anstrengte sig for at ryde al respekt eller underlegenhed væk fra sit blik. De var ligeværdige, så godt som, i hvert fald, og uden ham ville den blege blodsuger aldrig få at vide hvad fuglen havde at sige. "Hvis du vil være så rar at forføje dig ned i den anden ende af rummet eller gå" Det var ikke en forespørgsel, og han ventede ikke på et svar før han gik hen og tog glasset, kuglepennen og blokken hen til skammelsen han havde sat foran buret og placerede forsigtigt glasset på gulvet mens han selv tog plads. "Ja så, hej med dig, min ven" han rettede et mildt blik mod fuglen der lagde hovedet på skrå og klikkede med næbet mod sølvgitteret.
Kragen viste sig at være overdrevent villig til at tale. Leldorins hånd næsten fløj hen over papiret i takt med den rå skrappen fra buret. Efter at have fyldt to sider med fuldkommen lige gyldige ting rejste han sig og tyssede på fuglen mens han hældte lidt van op i hånden og holdt det hen til tremmerne så den kunne stikke næbet ud og drikke. Han måtte give Liam helt ret i at der var plantet noget i hovedet på den, noget som lå dybt i den så han blev nødt til at have al vrøvlet om reder, unger, æg, træer, luft mellem fjerene, biller, og hvad den nu ellers havde sat til livs. Alligevel virkede det til, at han var ved at nærme sig det Liam ville have fat i, hvad det nu end måtte være. Med et suk satte han sig atter på skammelen og hævede kuglepennen "Gå videre, fjerboldt" mumlede han overdrevent venligt.

Liam blev stift stående og betragtede elveren iføre sig det halssmykke, som han egentlig var blevet en smule glad for, og følte sig på underlig vis forbundet med Leldorin, nu hvor de begge havde haft den på. Der var et eller andet over elverens blik som gjorde, at Liam rent faktisk havde minimal lyst til at være bundet til denne. Faktisk, havde han lyst til at placere sine smalle, oldtidsfingre om fyrens hals og ... tjah, ganske enkelt skille hovedet fra resten af kroppen. I et par sitrende øjeblikke kunne han rent faktisk mærke den varme hud mellem sine fingre, mærke blodet sprøjte ham i ansigtet og mærke det lettede sug i maven. Så kunne han altid bare skyde fuglen og leve i uvished, hvilket vel egentlig var til at overleve hvis elveren ikke snart tog sig sammen, og fattede spillereglerne. Lyden af Adrians tænder der skød frem fik det til at trække i Liams ene mundvig.
"Aha-aha-aha!" Liam lagde hovedet tilbage da denne overdrevne latter gled ind over ham. Han vendte få sekunder senere sine mørke øjne mod elveren, trådte et par skridt om bag ham og stak sit ansigt få centimetre for hans øre. "Du har mit ord på at 'slippe fra det her i god behold og uden en perforeret strube', men ét skridt til og dine fremtidige nætter vil være på spil." For at understrege dette forsvandt han med overnaturlig hast hen til klaveret hvor han satte sig til rette, dog lykkedes det ham at holde fingrene fra de matte tangenter. "Saorie!" sagde han med en klar stemme for at få sendt de tre andre vampyrer ud af rummet, eller som elveren så fornemt havde beskrevet det 'forføje'. I mellemtiden gav han sig til at betragte sin gæst. Hvordan han skrev, hvordan han trak vejret, hvordan han bevægede sig og hvordan han med en lidt for blid stemme talte til fuglen.

Han lod lettere fraværende kuglepennen skratte hen over papiret. Han havde fuldkommen ignoreret vampyrens trussel, det var sådan set lige meget hvad denne blodsuger måtte have lyst til at true ham med, for han var fuldt ud klar over, at han formentlig ikke kunne stole på ham alligevel. Utroværdige skabninger havde det med at stå lige så lidt ved deres trusler som deres løfter. Kragen stivnede pludselige, somom der var noget er slog klik eller kortsluttede inde i hovedet på den. Hurtigt kom han på benene og trak nøglen til buret frem. Det glatte, blanke metal virkede køligt mod hans hænder da han drejede nøglen i låsen og lod det parti af buret som fungerede som dør glide op. Han trak nøglen ud af låsen og lod den atter falde ned af brystet i sin kæde, da han forsigtigt fik kragen til at sætte sig på hans håndled. "Liam?" Han stemme var en anelse anspændt "Jeg kan ikke notere ned og få den til at tale samtidig, så jeg håber du kan hører mig". Han gik stærkt ud fra at vampyren havde en skarp nok hørersans til at kunne skelne hans ord fra hinanden, skønt han formentlig ikke havde så gode øre som Leldorin selv.

Fuglen lagde hovedet på skrå og baskede lidt med vingerne, mens den skræmt skrattede af ham. Det var tydeligt at hvem denne djævel der havde sendt den nu måtte være, var fuglen panisk bange for ham. Et øjeblik lod det til at den kæmpede med sig selv, som hvis den prøvede ikke at kaste op, så skiftede dens tone til noget nær menneskelig. Det var et fremmed sprog, og han forstod ikke rigtig indholdet. Han gav sig heller ikke tid, men lod ordene glide over sine læber i næsten samme splitsekundt som hans hjerne opfangede dem fra fuglen.

"Alle warten auf das Licht
Fürchtet euch fürchtet euch nicht
Die Sonne scheint mir aus den Augen
Sie wird heute Nacht nicht untergehen
Und die Welt zählt laut bis zehn"

Kragen skælvede over hele kroppen og tog et par slingrende skridt frem og tilbage på hans arm, hvor dens krampagtigt sammenlukkede klør efterlod blodige spor i huden. "Det lader til at være det..." han var ikke helt sikker på om vampyren var tilfreds, men han turde ikke slippe fuglen med øjnene for at se hen på ham. Han talte dæmpet til fuglen og strøg den med fjerende ned under næbet og ned over brystet for at få den til at falde til ro. "Den er meget bange for 'din ven' der har stoppet det her ind i hovedet af den..." Han så medlidende på fuglen der virkede helt fra den. "Budskabet har taget en del plads i den hjerne, så dens hukommelse minder om et slidt blondegardin... fyldt med huller." Han så hen på Liam "Men den mener at denne mand, djævel, eller hvad han nu er, befinder sig ti dagesflugter i lige linje nord for os." Han satte forsigtigt kragen ned på skammelen og gned sin arm men de blodunderløbne mærker med en grimasse. Det plejede kun at være små rovfugle der efterlod mærker, men kragen havde været så panisk at den havde mast klørene helt sammen. "Er der mere?" Han vidste ikke om vampyren forventede yderligere informationer, eller han havde fået de oplysninger frem han ville.

Der var et eller andet over Leldorins bemærkning, som gjorde, at Liam ikke helt kunne finde ud af om han skulle græde eller grine. Sandsynligheden for at han gav sig til at flæbe var trods alt lille, så beslutsomt flækkede han endnu engang sit ansigt med et smil. Elveren irriterede ham grænseløst, og noget sagde ham, at det var nødvendigt at justere lidt i dennes hukommelse før den kunne få lov til at gå. Selvfølgelig ikke meget, men tilstrækkeligt nok, så husets lokalisering ville blive slettet.
Af utallige årsager valgte Liam ikke at svare på Leldorins opfordring til at bruge ørerne. Helt ærligt, var han virkelig så dum, som han så ud? Det var næsten ikke til at fatte, for på en eller anden måde, havde Liam forventet mere viden fra en elver. Muligheden kunne jo selvfølgelig også være, at lige netop denne elver var et særtilfælde. At der altså stadig var et lille håb om at resten af racen ikke også var blevet til en flok tungnemme gremlinger.

Som han havde spået, var der gemt noget tysk inde i det stakkels kræ. Liam syntes faktisk ret godt om sproget, men det var ret svært at elske, når ens nemesis gik og plaprede det, og endda gjorde det som et slags guddommeligt sprog. Die Sonne scheint mir aus den Augen? Han forstod så sandelig at lege med ilden, den kære djævel, for i samme takt som ordene, der flød over elverens læber, boblede et indebrændt had op i ham. Hvorfor kunne han ikke bare lade ham være i fred? Liam var ham jo overlegen i styrke! Men ligegyldigt hvor meget han forsøgte, var djævlen bare ikke til at slå ihjel. Han var som kræft, man forsøgte at bekæmpe. Han rejste sig rasende fra sin plads, trådte et par skridt nærmere sit stuebord og mens han gik, regnede han afstanden ud i hovedet. Det var jo ikke engang en dags rejse for Lenz. Han mærkede hvordan hans pupiller udvidede sig og slettede hvert tænkelig indikation på, at der nogensinde havde eksisteret en mørkebrun iris, bed hårdt sammen og med et par overnaturlig hurtige bevægelser strøg han op til kragen og Leldorin. Før han vidste af det havde han grebet fat i det buede burs tremmer med et stål greb og kastede det fra sig i retning af et af stuens vinduer. Lyden af knust glas blandede sig sammen med lyden af sydende hud, og stanken derfra kradsede ham i næseborene. De åbne sår i håndfladen fik dråber af det ældgamle blod til at besudle resten af den blege hud, og selvom han vidste at det ville heale sig, føltes det bare som om han stod i uendeligheder med den brændende smerte.
"Du bløder," bemærkede han til Leldorin på en måde, der varslede, at hvis han ikke fik gjort sig ren meget hurtigt, ville Liam føle sig tvunget til at bryde deres løfte. Leldorin kunne jo altid skænke blodet fra sine flænger til hans håndflader, men han troede det næppe. "Der er ikke mere, nej." Havde han haft et fungerende hjerte, ville det banke løs i brystet på ham, men i stedet stod han bare helt forstenet og stirrede frem for sig. Nok også en anelse blegere end han burde.