Hunter of the Silent ((Privat Emne - Damia))

Sted: Abandonné banlieue
Tid: Nattens Begyndelse, samt mørkets
Omgivelser: Få fulde personer/væsner og en helvedes mørke med gråligt skær fra månen af, fattighed og usselhed
Vejr: Halvmåne, et par sorte skyer men ellers klar himmel, 17 minus grader og en bette sne hist og her, kold vind fra syd-vest

De røde øjne sendte flygtige blikke imod spilledåsen på kanten. Den stod halvt oppe og halvt nede af trinnet. Det ene hjørne af dens smukt dekorerede låge var væk, en pris for bare at være halvvejs oppe af livets kant. Den hvide kappe, halv omlukket om hans talje allernederst, svajede lidt da hans en førte ham imod spilledåsen. Få centimeter fra dette instrument, bøjede han sig ned. Den var beskidt, havde været efterladt med så mange sørmodige minder at dem der så dens indre balletdanser, ville have svært ved at holde tankerne rene. Dens musik, rusten men stadig med den samme klang som dengang, dengang Di Morga ikke var et hærget sted. Den havde været fint pyntet med det bedste kvalitet af stof, i en smuk og varm lyserød farve, der flød sammen med den mahognifarvede træværk. Hans arm strakte sig let, bare for at strejfe dette håndværk, for at se ind i den gamle tids glæder og sorger den havde bragt med sig som ormehuller.
Arah førte, imens den ene bemærkede træhåndværket ganske lette ruhed, den anden hånd op foran øjnene, men stadig langt nok fra at begge kunne skue de dybe mærker i dens flade. Vinden tog fat i det platinlyse hår og svang det let til siden, for at det kunne lande nogenlunde på skulderen og dække det meste af den, samt den højre brystkasse. De fine strænge der sad på hans blege hud, lyste prægtigt op i månens lysende skær. Det var halvmåne. En yderst excentrisk tid for Arah at være vågen på. Det sitrede nærmest i hans krop. Melodien så sørgmodig, at hans gamle side næsten vågnede. Men han rystede ganske let på hovedet. Han var ikke det følelsesfyldte fjols uden at kunne passe på ham selv, men nu et særpræget væsen der havde sin egen mening om uslinge fra byens mere snuskede gader. Dem der havde viet deres liv til alkohol og endeløs kamp, uden at kunne vædde med penge de ikke havde. Han var kølig, dette tidspunkt hvor det eneste der fik ørene til at danse, var vinden der ruskede let i buskenes få blade, der stadig var tilbage disse vinterdage. Han fnøs ganske let og et lille smil fremkom på de ellers så kolde kinder. Han frydede sig over noget. Noget han så lige foran sig. En skikkelse, en meget høj og skyggebeklædt skikkelse. En skikkelse der havde vagt hans indre dyr og givet hans sanser en prøve. Han følte hvordan det sitrede indeni, denne gang af en blanding af frygt og nysgerrighed. Det var som om han kunne hører en lydløs latter. Eller nærmere en hoverende stemning. Men endnu vidste han ikke hvad dette væsen ville eller tænkte. End ikke hvordan det så ud...

Den høje skikkelse bevægede sig et skridt frem. Lod månelyset afslører skikkelsen som en kvinde med de rigtige former. En kvinde med en kjole der så ud til at være lavet af flere forskellige sorte stoffer som blot var blevet snoet rundt om hende. Smøg sig om hendes krop som var de kun tilstede for denne krop. Som ville de ikke være i denne verden hvis ikke hun havde været der. Skikkelsen havde en mørk kutte om sig. En kutte hvis hætte var slået op over hovedet så det skjulte hendes øjne. Så skyggen nåede ned over næsen og kun lod læberne og den fine hage slippe for mørket som havde indfanget resten af det kønne ansigt. Læberne var fyldige. Formet og malet af en fantastisk kunstner der vidste hvordan man skulle gøre sit publikum tilfreds. Kutten var åben så man kunne se kjolen .. Selv de højhælede lidt anderledes sko var synlige. Ikke alt for høje, for tykke eller for lave. En størrelse som passede perfekt til den kvindelige skikkelses højde. Noget dybrødt hår gled udenfor kuttens hætte og bølgede nedover den unge kvindes bryst som var håret lavet af det fineste blod.
Under hætten var de mørklagte øjne fastlagt på den langhårede dreng foran hende. Drengen med de fascinerende øjne. Drengen med det lange hår. På den unge kvindes synlige læber var et smil. Et lille uhyggeligt og dog blidt smil. Et smil som sagde 'kom her'. Lettere lokkende. Hun var ikke typen der undervuderede andre. Faktisk var det andre som undervurderede hende.
Omkring hende var hendes aura. Den havde lagt sig over hende som en ekstra tyk kappe. Næsten synlig. For dem som kunne fornemme andres aura ville sikkert lige kunne ane de mange filtrede tråde og sorte flammer som omgav hende og bevægede sig i en slags organiske bevægelser. Kvinden var en dæmon. Udfra hendes bevægelse fra skyggen.. En skyggedæmon. Ældre end hvad hun så ud til. Endnu et skridt blev taget mod drengen. Men så stoppede hun også. Halvmånens skær oplyste hende. Afslørede hvert af hendes bevægelser.

Læberne skiltes ad da de første ord undslap dem med en perfektion så stor at man ikke skulle tro det ville være muligt for et levende væsen. "Hvad laver en som dig her? På et sted hvor du hvert øjeblik det skulle være.. kunne blive angrebet?" stemmen var som at blive rørt af iskrystaller. De var smukke. Og dog så kolde. Ryggen på kvinden var rank. Læberne mødte endnu engang hinanden og blev siddene. Liggene op af hinanden hvor de havde det bedst. Kvinden virkede afventene. Kvindens navn var Damia. Damia Ambrosia.

Han så op. Bemærkede dette væsens indtil videre perfekte former. Som en statue, der skulle være smuk til evig tid. Han så bare på hende, lod tankerne være stille og afventede hendes kommende spørgsmål, det der altid kom efter en tid med stilhed. Som han havde ret, skiltedes hendes fyldige læber sig og hans ører trippede let efter melodien af hendes ord. Han kunne ikke hører den kolde klang, hans hjerte var selv af is, og bemærkede ikke hvis andre snefnug ramte ham. Og alligevel, han kunne høre hun var selvsikker, ikke på den overvurderede måde, men rigtig selvsikker og som var lige så farlig, eller måske endnu mere, som hun lød. Han lod håndfladen strejfe panden og rykkede lidt af det lange, platine hår falde til siden. Nu kunne de røde øjnes mørkere ringe skimtes klart, de stod stille, men den måde de var på, lignede at de roterede. Rundt og rundt, og så rundt igen. Det kolde blik og det dog frydende smil, det var tydeligt for de fleste, denne dreng var en Isdæmon. En ganske kold og modbydelig en af slagsen. Hans ansigt formede sig let, fik det lille smil og de sturderende øjne til at ligne en lille dreng, der havde haft hånden i kagepotten og nydt efterslaget. "Måske.. Men i såfald ville angriberen blive angrebet" I sig selv var hans stemme som en normal drengs på de 13 år. Men hvis man kendte mord, fortvivlelse og ødelæggelsen godt, kunne man hører den frosne undertone der fik hår til at rejse sig og den mere modne melodi, i klangen når han sagde dette, med et frydende smil og et par velsigende blik. Han kunne ikke se andet end kvindens hage og læber. De mindede om ham selv. Lokkende, faretruende, men uden at vise det som andet end et almindeligt smil. Den hvide kappe, der lignede den var malet efter kantens former, indeholdt spor af rødlige og dog sortagtige pletter, i forskellig størrelse og med forskellig lugt. Håret der lige nøjagtigt ramte jorden bag ham, svajede let frem og tilbage. Kvinden foran ham, det fascinerede Arah en del. Hun lod slet ikke til at tage sig af den høje kulde eller de mange væsner, der vandrede med hver deres våben på sådan en unådig nat, endnu en frygtelig nat der foregik i det gudsforladte Di Morga. En nat, skabt af Malakel Lemoris, hjulpet af Lucifor Mort De Sang og Vladimir.

Damia læber skiltes endnu engang.. denne gang kom et lille uhyggeligt 'heh' over hendes læber. hun kunne lide hans svar. Et svar som kun kom fra personer der vidste lige præcist hvad de skulle svare på den slags normale spørgsmål. Spørgsmål som virkede normale her i området. Men også spørgsmål som Damia brugte til at teste andre med. For at finde ud af deres indre tanker. Han så ganske vidst ikke særlig gammel ud - temmelig nuttet.. hvis man altså brød sig om iskolde typer. Læberne skiltes endnu engang og den søde musik som skulle forestille at være hendes stemme stillede ham endnu ett spørgsmål.. Mere personligt. "Hvad er dit navn?" Han behøvede teknisk set ikke at svare.. Hun kunne sagtens finde ud af det uden at hans egen stemme udtalte navnet. Men hun nød klangen i hans stemme. Kulden som ville fryse andre til med få sætninger. Hun havde nyt at høre hans svar.
Hendes hovede under hætten blev ført lidt på skrå kort efter spørgsmålet var blevet udtalet. Smilet på hendes læber var der stadig.. havde dog fået noget mere varme over sig. Trods det mørke som omgav hende lod det til at ingen uden en kniv turde nærme sig hende for at tvinge penge ud af hende. Trods hun så ud til at være en der ikke manglede penge overhovedet. Trods de fleste heromkring ikke var helt rigtige oppe i hovedet. Der var alligevel noget over hende der fik folk til at blive tynget ned af den stærke aura som omgav hende.

//sowwy det ULTRA korte svar.. x) lover det bliver længere næste gang ^^'//

Han smilede ganske let, men stadig på den mere kølige måde. Han vidste næsten at hun ville undgå sit eget, og udtænkte et svar der fik hende til det alligevel. Hans øjne smilede for sig selv, ikke den normale kolde måde, med den måde der kun opstod når han havde mødt et interessant væsen. Noget der kunne udfordre hans mentale såvel psykiske styrker og svagheder. "Navn? Det er bare en flygtig ting vi har valgt at tage til os, for ikke at behøve huske skikkelsen af vores modpart... Men nuvel" Han lod håndfladen gå fra den ru spillekasse til taljen, imens den anden hjalp ham med at komme på benene. Det lyse hår filtrede forover, skærmede for hans blik. Ligenu kunne kvinden angribe ham, lade hans ansigt falde til jorden og lade ham prøve den metalliske smag af rester fra bilstød imod kanten, til små kryb der gik uskyldigt forbi. Men der skete intet de 4-5 sekunder håret blev kastet tilbage og rettet, af den stadig lige smilende dreng. "Je.." Inden han nåede at sige mere, fløj hastigt to aviser imod dem. Nyhedspræsidenten, Gossip, havde endnu engang fanget to mordere i gerningen. Den ene, en kvinde der hed; Angelie.. Den anden.. Han forstod det ikke. Hvordan havde nogen opdaget ham på en havn, så sent, og stadig overværet hans drab på den yndige Sookie?. Endda kende hans navn og især hans plan imod Malakel?.. Han lod avisen blive til rent is og også kvindens overfor blev det rene is, der gik i flere tusinde stykker. "Jeg er blanding.. Halv isdæmon og halv varulv" Man så en smule glød, der bevægede sig for hans indre øjne. "Wanna know what i can beside making some ice..?" Han smilte lifligt igen. Fryden var atter vendt tilbage i de glødende øjne men smilet var lige så 'l' formet som før. Den anden hånd, flyttede sig fra siden af taljen, til pandehåret. De to fingre legede med den, krøllede og svajede den til siden. Han blev så forfærdeligt nysgerrig. Ville gerne se hvad denne kvinde rummede, der kunne skabe så frygtindgydende aura omkring sig. Hun var højt stillet, det kunne enhver se. En kvinde i de fineste klæder og dog iført kappe? Hun skjulte ansigtet, et kendt ansigt endda. Han vidste ikke hvilket, men at det var et kendt og måske endda frygtet et, herskede der ingen tvivl om. Han kendte kun det smil alt for godt.. Lidt for godt endda.

Damia havde levet længe. Havde været kendt flere steder i historien som 'skyggen'.. Selv havde hun blot valgt at handle I selve skyggen. Så ingen havde kunnet kende det smukke ansigt som hun ejede. Faktisk kunne hun selv ikke det præcise tal af hendes levetid. Dog huskede hun at hun havde levet længe før folk begyndte at tale om en 'Kristus'. Hun koncentrerede sig dog om nutiden. Nutiden og fremtiden. Kendt ansigt eller ej. Øjnene som var skjult under hættens skygge, observerede hver eneste lille bevægelse som drengen foran hende gjorde. Da han rejste sig op. Da han greb avisen. Da han gjorde den til is. Hvorfra hun konkluderede at der måtte være noget isdæmon i ham. Helt klart isdæmon. Hvilket også ville forklare den kulde som omgav ham. Hans blik. Og hans lille frysene smil.
Sikke en fangst hun havde fået sig her. Smilet om hendes læber voksede en smule. Stadig med den lille blide varme der omgav dem. Endnu afslørede hun ikke sit sande ansigt. Lod ham tale. Uden at nævne sit navn. Sjovt nok havde hun allerede regnet ud at han ikke ville sige det. Og så tilbød han at vise hende mere. Enten var det et desperat forsøg for at komme væk fra sagen om hans navn - hun tvivlede stærkt på at det var det tilfælde. Han havde netop fortalt hende hans race. Så havde hun altså haft ret med isdæmon delen. Is havde altid været et smukt syn for hendes øjne. Altid. Og halv varulv? spændende.. Damia var inderst inde nysgærrig efter at vide hvad han ellers kunne. Men hun var ikke dum. Hun måtte træde varsomt frem. Desværre kunne man jo aldrig vide om den modsatte person havde bagtanker med deres ord. Hun var en af de personer man ikke kunne læse. En af de personer som havde en barriere der ikke kunne trænges igennem.

I stedet for at besvare hans spørgsmål og sige ja til at finde ud af hvad han ellers kunne - hvilken hun hellere end gerne ville - løftede hun begge hænder i en rolig bebevægelse, og trak hætten væk fra ansigtet, og lod den falde om på ryggen. To lysene måner så på ham. To fuldmåner som havde valgt at bo der hvor hendes øjne skule være. To måner som skulle forestille hendes øjne. Der var et lille glimt i dem. Smilet om hendes læber blev lettere faretruende, og gav dæmonkvinden noget ekstra frygtindgydene over den skønhed hun ejede. En skønhed som hun ikke blottede. Men som hun alligevel havde valgt at bruge på en lidt anden måde. Damia slog ikke ihjel ved at forføre. Det var noget hun havde gjort før. De forførene blikke var et gammelt trick som selv isdæmoner kunne se igennem.
Hun behøvede ikke at kende hans navn. Og han behøvede ikke at kende hendes.
Især ikke nu. Hvor hætten var slået tilbage. Og halvmånen over dem lod sit lys afsløre hendes kønne ansigt. Et ansigt som mange kendte og som mange ikke kendte. Læberne på det kønne ansigt skiltes ad i et lille faretruende smil før hun endnu engang lod de fortryllede ord undslippe; "Heller ikke jeg behøver at udtale mit navn.. " Nej om hun gjorde! drengen ville selv finde ud af det. ".. vis mig.." stemmens hvislen var ikke til at tage fejl af. ".. hvad du ellers kan.." Damia læste også avis. Dog var hun typen der ikke stolede fuldt ud på aviserne. Der blev altid smurt en ekstra klat fedt på artiklerne.
Nu skulle det så vise sig om drengen foran hende var den i avisen. Hun havde ikke set ham før. Ej heller havde hun hørt hans navn blive omtalt. Men måske havde skyggerne?