hævn? - jeanna

T: lige efter solnedgang.
S: en lysning i skoven.
O: kun luciel og hendes bytte

luciel sad og nød sit måltid. hun havde ikke sørget så godt for sig selv i den seneste tid, og hendes måltider var blevet mere og mere uregelmæssige.
det irriterede hende, men det ville hun ikke tænke på nu, sagde hun til sig selv.. nu skulle hun bare nyde blodets smag der gjorde hendes stærkere og farligere..
alligevel kom hun til at tænke.. på kampen med pitch... englen der næsten havde brændt hende levende... velarians forvandling..
hendes øjne blev sorgfulde ved tganken om hans forvandling.. det havde jo ikke været meningen..! men hun havde været for svag til at jage.. hun rystede på hovedet og smed den nu tomme skal af sit bytte væk..

Jeanna gik stille inde i skoven, hun sukkede let og så rundt, hendes arm var der en forbinding om, hun så på sin arm og vreden steg i hende, hun så rundt, og fik øje på vampyren.. Vreden steg i hende, det var vampyrens skyld at jeanna havde haft ondt og var blevet uvenner med Chris, det var alt sammen hendes skyld, vreden steg bare, hun lod ild komme ud af sine hænder

hun havde ikke set jeanne, og rejste sig smidigt op. hun følte sig stærkere og bedre tilpas end hun havde gjordt i noget tid, og hun smilede ud i luften.
hun stakte sig, som en kat, og stillede sig op på tæer, med halvt lukkede øjne.

Jeanna lod ild skyde mod vampyren, hun smilte koldt, og ilden fangede vampyren og lavede en ring om hende, hun grinte bare koldt og gik hen mod hende, hun var meget stærkere end dagen før, hun lod flammerne blive større og hun mærkede hvor stærk hun var blevet, da hun var så vred

da ringen af ild omringede hende, for hun sammen.. før hun langsomt vendte sig om. hun så træt på englen.
- jamen jamen... så mødes vi igen, engel..
et lettere ondskabsfuldt smil kom frem på hendes ansigt, men bag det var der kun anspændthed. hun trak på skuldrene, men panikken var ved at brede sig i hendes øjne da hun så flammerne vokse så hurtigt.
- skal vi nu til det igen..!?

Jeanna hvæsede vredt "Det ser det ud til!" sagde hun koldt og flammerne blev større og større og nærmede sig vampyren, hun smilte koldt, og ville bare havde hende til dø.. Men inderst inde vidste hun at hun ikke kunne dræbe vampyren, men hun skulle lide

flammerne var på højde med luciels hals, og de kastede uhyggelige skygger over hendes ansigt. de hvide øjne var vidt åbne, og hendes hænder var stadigt knyttet ned langs siden.
hun prøvede at kalde på frost, og et kort øjeblik trak flammerne sig lidt tilbage, inden frosten forsvandt og ilden var tilbage, lige så stærk som før. luciel sank sammen, og prøvede igen med alt den kraft hun havde i sig at kalde på frosten.. effekten var kun lidt kraftigere end før og hun sank sammen.

Jeanna gik tættere på vampyren, hun smilte koldt og lod flammerne blive større "Har du fået nok?!" hvæsede hun vredt og lod flammerne komme tættere på "Du kan ikke flygte!" hviskede hun iskoldt og lod igen flammerne blive større, hun betragtede bare vampyren

luciel sad stille på jorden.. hendes magi var simpelt hen ikke stærk nok, og hun kunne mærke at ilden voksede sig større og stærkere. hun så næsten tomt på flammerne.
ingen flugt mulig...... hun indrømmede det for sig selv.. *det her slipper du ikke godt fra... luciel... og hvis du gør.. så skal den engel passe på hun ikke dør en megetlangsom og smertefuld død!*
hadet i hende voksede.

Jeanna smilte bare koldt, vreden havde vokset så meget i hende at hun ikke kunne stoppes, eller sådan føltes det, hun lod flammerne vokse tættere om vampyren, hendes øjne lynede af vrede og det gjorde ondt i hendes arm hvor vampyren havde bidt, hvilket bare gjorde hende vredere

En kulsort skikkelse kom langsomt gående. Dens krop var dækket af mærkelige, røde aftegninger, og den bar en kappe og en nederdel syet af blankt, rødt stof. Dens øjne lyste i samme, klare, røde farve. Da den så flammerne, gav den en dyb, rungende lyd fra sig, og bevægede sig mod Jenna og Luciel. Dens horn var slidte, men så stadig meget dødelige ud, og dens kløer var lange og skarpe nok til at kunne gå lige igennem en dværg i pladerustning. Dens krop var bygget som et menneskes, bare uden muskler, fedt og knogler, og den lignede næsten en mannequin-dukke. Da den kom nærmere, så den på de to, og bevægede sig langsomt mod Luciel, mens den udstødte endnu en lyd.

luciel rejste sig op og flammerne var nu højere end hende.
hendes stemme var tyk af had.
- det her tilgiver jeg dig aldrig.. dig, som kalder dig selv en engel..
hun vidste at hun nok snart ville dø for anden gang og stirrede på englen.. hun lagde ikkbe mærke til væsnet bag sig..

Jeanna spærrede pludslige øjnene op, hun lod flammerne forsvinde og sprang væk, hun så rundt og løb så, hun sprang op i et af træerne og kravlede op

Thurok så på Jenna. En meget dyb lyd kom fra dens indre. Den rakte en hånd imod hende. Han ville ikke gøre hende noget ondt, bare slukke ilden. Det var dens instinkt at passe på skoven, og på træerne. Så så den på luciel. Dens røde øjne så lige ind i hendes. Den rungede glad.

luciel faldt sammen da flammerne forsvandt, udmattet af brugen af hendes magi..
hun lukkede øjnene i erkendelse af hvor tæt på døden hun havde været fort anden gang. da hun åbnede øjnene så hun træt over på dæmonen.
hun smilede ikke.. så bare på ham.

Den trak kløerne ind, og hans øjne glødede lidt svagere. Den skubbede Luciel lidt væk, og holdt hænderne mod det brændte sted på jorden. Pludselig voksede et træ op, lige så stort som mange af de største træer i skoven. Det så lidt anderledes ud, som om det ikke var helt færdigt. SÅ gik den hen imod Luciel, og lagde en hånd på hendes pande. Vand begyndte at strømme ud af hans håndflade, og kølede Luciel ned efter at have været fanget i flammerne.

Jeanna fik et lille chok, hun så på dæmonen "Ehm.." mumlede hun lidt undrende, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre og kravlede forsigtigt ned af træet, hun bed sig hårdt i læben

luciel lå bare og stirrede på væsnet... hun virkede ikke bange for den, og løftede knap et øjenbryn da træet skød op. hendes øjne lukkede sig nydende da kulden strømmede over i hende igen.
hun rakte hånden ud og et spyd af is formede sig i hendes hånd, og hun støttede sig træt til det da hun rejste sig op.
- forvent ikke jeg tilgiver dig.... jeanna... engel kan jeg ikke kalde dig mere.. for mig er du ikke en engel...

Jeanna hvæsede vredt "Jeg er en engel!!" skreg hun vredt og så, så ned, Chris måtte nok havde påvirket hende, hun sukkede dybt, hun kunne vel ikke ses med Chris længere, hun måtte væk, og løb så dybt ind i skoven

Thurok brummede. Han havde ikke lyst til at slås, så hvorfor skulle de små væsner nu gøre det? Hans øjne holdt helt op med at lyse, og han blev en smule mindre. Han udstødte en lyd, der lød som et godstog, og satte sig så op af træet.