Time Is Unknown Down Here.. [Carlyle]

Skridtene gav en rungene genlyd gennem de lange og måske snoede kloarker der lå fint for sig selv under den ret så store by Di Morga. Og denne persons skridt tilhørte en pige. En pige på ikke mere en de 16-17 år og selv om at hun måske ikke ligefrem var et menneske så var hun ikke mere. Hendes krop blev forældet lige som hende selv. Eller det ville nok stoppe på et tidspunkt men hvornår havde hun intet svar på. Hun var sådan set også bare ligeglad med det. Hendes lange og bølgede rødlige hår faldt en smule slapt ned af hendes ryg og hen over hendes skulder men spidserne bevægede sig dog stadig en smule, siden at hun gik ret hurtigt. Hun var heldig nok til at hun ikke var kommet hen til de kloarkrør der stadig virkede så hun gik ikke i slam til knæene. Bunden hun gik på var helt udtørt. Hun kunne nemt bare gå hvor hun ville da det var ret stort. Loftet lå langt over hendes hoved og hun kunne lige strakke sine arme og snitte med sine langefingre. Men sådan gik hun ikke ligefrem nu. Hun havde trukket sine arme tæt ind til sig som om at hun krammede sig selv. Det var ikke fordi at hun frøs eller sådan noget men blot en mere betryggende ting at gøre. Hendes tøj var en smule beskidt. Både hendes jeans og hendes kendetegnede lyseblå lynløs trøje hvis ærmer var lidt for lange til hende havde op til flere jord pletter som så ud til at være tværet lidt ud. Hendes ansigt så en smule lige sådan ud. Hun lignede lidt en som havde fået et stort læs jord smidt ned over sig. Men det var mest fordi at hun havde snublet over diverse ting der lå på bunden og havde derfor væltet ned på det beskidte 'gulv'. Natalie's klare grå øjne søgte hele tiden rundt omkring i mørket og hun prøvede så vidt muligt at komme ud af denne labyrint. Hun anede ikke havd klokken var eller hvor længe hun havde været der nede. Hun vidste ikke om det var dag eller aften eller nat oven på. Det fustrerede hende en smule. Dog havde hun blot et ligegyldigt og lettere irriteret udtryk i det lidt beskadede ansigt. ".. Hmpf! Hvorfor fanden lod du dig også lede her ned!? Kunne du virkelig ikke bare have taget til parken eller søen som du plejer! Hvorfor absolut søge et nyt sted hen.." mumlede hun irriteret til sig selv mens at hun bare gik videre. Dog vidste hun godt hvorfor. Hun havde blot prøvet at vige så langt væk fra overfladen så muligt. Et sted hvor at hun kunne være heldig at blive ifred fra det kaos der var begyndt her i Di morga. Alt det med den franske hær der prøvede at invadere den by hun havde boet i så længe hun kunne huske. Mælkesyren i hendes ben kunne mærkes som en stikken og prikken og fortalte hende at hun faktisk havde gået ret længe. Og et gab viste at hun virkleig trængte til at slappe af og måske få en smule søvn. Men hun ville ikke stoppe nu..

Lidt for langt nede i kloarkgangene, en del væk fra denne pige, gik en dreng. Hans teenage ansigt og dog de reflekterende øjne, bevidnede ham til en alder på de 19. Den ene hånd var begravet trygt i hættetrøjens lomme, den anden fik lov til at røre de slimede vægge. Lugten var hæslig, næsen rynkedes for ikke at suge for meget ind, og bedøve sanserne, der var svækkede i forvejen. Hans tøj faldt ind med de dybe skygger, med en neutral grå farve. Selv skoene der havde en kendelse grøn i sig, forsvandt, overfaldet af kloarkens mange skygger. For tiden var han ikke det mest heldigste væsen, ihvertfald ikke i Di Morga. Alle job var for bange til at tage ham og hans indre 'monster' ind. Det at være ilddæmon, alene og så må skjule sig i arbejdstiden, var alligevel ikke det bedste, når man stadig havde appetiten som et menneske. Charlyle, som han hed, traskede langsomt frem. Benene truede med at give efter, siden det nu var minimum 2 timer, han havde gået hvileløst rundt, i kloarkens uvenlige hørm. Det var som at gå rundt i en labyrent, uden ledetråde og en masse ting, der bedøvede alt i ens krop. Det først så klare blik af hans, var nu tåget, uden at en eneste sky var indenfor. Det lyse hår der hang ham til starten af brystet, var møgbeskidt og lignede mere en platgul, med lidt mudderbrun. Maven rumlede og strakte sig, den var så sulten, så en lille klump kvalme, havde klistret sig fast til hans hals. Uden videre at tænke over det, sparkede han til en sten og opdagede først nu, ved at glippe lidt med øjnene og sammentidigt løfte blikket, en anden skabning ikke så langt fra ham. Han standsede automatisk. De safirgrønne øjne sturderede skikkelsens mørktbeklædte former. Lyden af tættere kommende skridt var den eneste lyd, udover en let drippen et eller andet sted, som rungede sagte i hans øre. Nu rykkede kvalmen en smule op af halsen, benene var tæt på at give efter og med hele overarmen, støttede han imod den klistrede og bræklugtende vægs flade. Den mørke skygge blev omringet af nye skygger, ikke naturlige, men af den forstyrrelse i hovedet, der ringede for hans ører. Trætheden var overvældende, fristede ham til at sove, lade det indre bæst vågne fra sin 19 årige søvn. Nej. Om han så ville dø af det, skulle det bæst ikke fremstå. Den hånd der forlod varmen i bukserne, rykkede sig op foran læberne, med kun en negls afstand. Kun det ene øje så nu fremad, det andet var dækket af det matte og filtrede hår. "Hurgh!.. For silvan da også..." Nu var ikke kun kvalmen, stanken der døsede hans allerede fortumlede hoved og de svage ben der var problemer. Nu var en let hikken og synet af et nærmende væsen sig, også tilføjet til den snart lidt for lange liste. "Hurgh!... Hurgh!" Kvalmen var nu altødelæggende for ham. Benene ville ej mere, og lod både under og overkrop ramme den slimede bund, sammen med hovedets ene kind, der fik den indåndende næse til at stikke under lugtens nærhed. Han var faldet sammen, syg og svag, ikke i stand til at tale men måtte have vand... Ligenu var det den eneste tanke i hovedet, da alt nu stod sort for hans øjne. Vand.

Natalie havde ikke opdaget nogen anden her nede i dette slimede hul af en ubrugelig kloak. Ikke da skridtende blev tydeligere. Ikke da stenen trillede end over det rustne metal. Det kunne jo bare have været en rotte der legede fodbold. Så det fik ikke hendes bliv til at stige op i øjenhøjde. Hun strammede sit greb om sig selv før at hun så slap det så hendes arme bare faldt ned langs siden. Derefter sneg hendes hænder sig ned i lommerne på hendes slidte jeans. De var ikke stramme så det var noget hun kunne gøre så nemt som ingenting. Og det var hun også glad for. Hun havde det ikke særlig godt med at tingene blev alt for besværlige. Og specielt ikke når at hun var i dette humør. Tingene skulle bare ikke gå alt. Alt skulle gå efter hendes hoved. Som sådan da.
Hun nåede ikke engang at sukke færdig før at et bump kunne høres. Og denne gang var det ingen sten eller noget mindre væsen som en rotte der væltede over sin modspiller i en glidende takling. Hun tænkte kort om det før at hun lod hendes klare grå øjne rette sig mod den retning hun havde hørt denne lyd. Hun stoppede op da hun så denne menneskekrop falde sammen lidt fra hende. Hun stod nu bare og stirrede mod denne dreng eller unge mand med et lidt ligegyldigt og undrende blik mens at hendes ene øjenbryn. Hun lagde sit hoved lidt på skrå mens at hun blev stående og ligende en kræft idiot der ikke anede noget om at hjælpe folk. Overhoved. Hun fugtede let sine læber med tungespidsen og bed en smule dødt hud af sin overlæbe før at hun fik taget sig sammen til at nærme sig dette væsen. Roligt og ikke forhastende. Men dette betød dog stadig ikke at hun ikke bekymrede sig om andre. Hun var bare i denne tilstand at hun virkede s skide kold i røven. Hun så kort ned på ham før at hun satte sig på hug efter at have taget sine hænder op af hendes lommer igen. "Hey!?" lod hendes stemme så. Den havde ingen større kølighed men den var heller ikke den mest engleblide. Det var ikke noget som hun tænkte så meget over. Hun vidste intet om hvad hun skulle sige nu. "..Hvad laver du? Man ligger da ikke særlig godt her.." Hun sank en mindre klump før at hun så førte sin ene hånd hen mod denne fremmede persons ansigt. Lagde den mod hans pande og derefter hans kind. Hvorpå at hun hurtigt træk sin hånd til sig. Nok var hendes hud en smule kold men han var så varm at det overraskede hende en helt del. *Fuck!..* tænkte hun og satte sine tænder ned i sin underlæbe og afslørede detfor hendes syle spidse hjørnetænder en smule. Dette var ikke fordi at hun var sulten men hun havde bare ikke evnen til at kunne trække den ind eller skjule dem som andre vampyrer. Men nu var hun heller ikke fuldblods vampyr. Kun halvt.
Hun sad lidt og holdte sin balance ret så godt mens at hun tænkte over hvad hun nu skulle gøre. Hun vippede lidt utålmodigt før at hun så så mod sin højre hånd. Hun sukkede lavmælt og lidt efter voksede noget der lignede is som en hanske om hendes hånd. Den smeltede dog igen ind og hendes hånd var igen fleksibel og blød. Men denne gang var den mere kold. Som en våd klud. "Dette bliver nok koldt men læg stille.." mumlede hun nærmest og lagde så sin hånd ind under hans pandehår og mod hans pande. Dette var vel hendes form for første hjælp..

Alt hvad hun havde sagt og gjort, var smuttet forbi hans forstand. Alt var i hans øjne, gråt og tåget. Hørelsen var skarpt sat ned og kroppen reagerede nærmest ikke, selv da den våde hånd rørte hans pande. Udenpå lignede han et almindeligt menneske, der var alvorligt syg. Indeni var snakken en anden. Det var hverken en virus eller en sygdom, nærmere et skænderi. Efter de mange dage i Di Morga, med alle de mange kuldegysninger af andre væsners tilstedeværelse, var hans egen krop begyndt at reagere kraftigt på det. Efter de mange år på landet, hvor han skulle være meget heldig for at møde en anden, havde dette nu vækket det han ønskede at skjule. Det tog lidt tid, for at dem udenfor kroppen, kunne se hvad der rigtigt skete. Pludselig, midt i det hele, åbnede øjnene sig fuldt. Nærmest så de uhyggelige ud, da smilet bare var en lige strej og vejrtrækningen var sløvet ned, til at være utrolig tung og langsom. De skræmte øjne så på hende, pigen der havde hånden på hans pande, eller fjernet den. Ligenu kunne han intet mærke, kun den smerte indeni kroppen hans mave udløste. "Haaaaah!" Nu slappede alle de før så spændte muskler af. Øjnene lukkede sig igen og vejret blev trukket ind og ud, i sin normale rytme. Tiden slog, men uden for deres rækkevidde. Varmen i Carlyle steg for hvert sekund der gik. Snart var hans krop nærmest ved at koge, men huden var normal, og han svedede ikke. Et par forvredne grimasser indikerede et slags 'mareridt'. Uden at kunne se pigen, slog den ene arm sig til siden og fik godt fat i hendes trøje. Den lukkede sig, ville ligne noget, der aldrig gav slip igen. "Haah..." En hæs og dog lavmelt hoste undslap fra hans lunger, til den buede og små åbne mund. Det var først der han åbnede øjnene normalt, med et par hurtige luk-og-åbn bevægelser. "Hvem...?" Carlyles forstand, syn og hørelse svigtede ham ikke længere. Det eneste der ikke var normalt i ham længere, var den kraft, der var steget på meget få minutter, eller timer. Han havde ingen ide om tiden, men var egentlig også ret ligeglad. Han løftede hovedet op så kun overkroppen sad rankt. Som han bevægede de sløve skuldre, lavede de begge et lille knæk, der indikerede hans langttidsvarende kramper. Først nu så Carlyle til siden, den side hvor den kønne pige var kommet. Det tog et shok og en hurtig vejrtrækning, før hans sind var parat til at tage det uventede til sig. I det mindste så pigen ud til at være normal, og ikke et af de der vansirede bæster, der kunne finde på at luske rundt i kloarkernes skumle mørke. "Hvem er du...?" Han tog sig til hovedet og ømmede sig let. Det dunkede men var meget køligere end resten af kroppen, mon hende pigen havde en finger med i spillet? Hans forsigtige og dog barmhjertige øjne fik et glimt af hendes, de var smukke, ikke hans egne, men det andet væsens. Som han fik modet i sig, lod han sig tillade at tage en kigger på hende, fra toppen af håret til skotåen. En slank pige, med en unormal balance som ham selv, der bare sad og så helt køligt på ham. Hun virkede nærmest som den rene is, modsætningen til ham selv: En slags isdronning.