Reincarnation - Sinclare - Carlyle

T: 23.48
S: En grotte skjult i bjergene.
V: mørkt, overskyet, og utrolig koldt.
O: Grotten, og hvad der grotter hører til.

Itarians sammensukne skikkelse lod sig genkende i indgangen til den lille grotte, hvor en let rislen af vand lod sig høres, over den skarpe lyd af bare tæer mod småsten, der ruller væk.
Hans vejrtrækning, der slet ikke burde være der, var hurtig, og uregelmæssig, som om han havde glemt hvordan man trak vejret rigtigt. Hans øjne var opspilede og anstrengte, og hans bevægelser fumlende og ubalancerede. Hans tøj var revet i strimler så store stykker af hans overkrop var bar, og afslørede et enormt hul i brystet hvor hans hjerte skulle have været. Størknet blod lå i små kager langs hullets kant, blod der ikke var blevet renset væk af det salte vand da han faldt i havnen.
Han fumlede sig blindt frem i halvmørket, mens hans uregelmæssige, uvirkelige og unaturlige åndedræt fyldte grotten, og lod lyden gentage sig millioner af gange mod dens vægge.
Han sank sammen mod en væg, ude af stand til at røre sig en tomme, lod han luften presses ud af lungerne, for at sidde tilbage, og vente på at klokken i byen Terre slog tolv.
Han lagde hovedet tilbage mod grottens væg, for at lukke øjnene, og sunde sig et øjeblik.
Den flammende glans i hans ildrøde hår var væk, erstattet af en trøstesløs våd rød-brun masse, samlet i en pisk i hans nakke for ikke at komme i vejen. De isblå øjne, der på dette tidspunkt var lukkede, havde mistet enhver glans, og gået hen i en tåget efterligning af den tiltrækkende aura de havde haft før i tiden.
Hans læber blev presset mod hinanden, indtil de formede en tynd streg, hvorefter han spejdede ud i mørket, hun havde sagt hun ville være her.
Så det ville hun, ikke?

Ud af skyggerne drev en kvindelig skikkelse, hendes hår var oprejst som svævede det, og lod sig delvist lege med af en usynlig vind, der ikke syntes at påvirke noget som helst andet i det lille hulrum i klippen. Hendes øjne var røde som blod, og virkede faktisk som om de lyste let, eller glødede, for den sags skyld.
Hendes ansigt var præget i et sarkastisk grin.
"Så du kom altså? Din ulydige lille hund" hendes ord virkede kærlige, som en mor der omtaler sin dreng som sin 'egen lille djævel', og dog med det sarkastiske glimt af smilet, blev det hurtigt erstattet med en kynisk latter, der lod sig bølge mellem væggene.
Hendes lettere benede skuldre lod sig køre let op da hun lagde hænderne på hofterne, for at hvile på det ene ben, og samtidig få et bedre syn på ham.
Han virkede... Død. Hun havde allerede for lang tid siden vidst at han var blevet myrdet, og dog havde det virket som et fjernt anlæggende midt i hendes genoptagede kurmageri til Lucifer.
Hun lod overkroppen glide tættere på ham.
"Fik du den med?" sagde hun, og lod den røde tunge glide over den øverste læbe, hvorefter hendes sarkastiske grin endnu en gang gled på plads på hendes ansigt.

Carlyles blik faldt på flere klipper. For tiden havde han haft brug for hvile fra overnaturlige væsner, bare for at kunne fængsle sit indre væsen endnu engang. De gyldne tråde slog sig om hans drengede ansigt, det var uglet og ville ikke give slip på de ferskenlyse kinder. Et let suk slap fra ham, fik brystkassen til at blive en del tyndere, en den havde været i forvejen. Så man på vandpytten, der fik den ene sten til let at glimte mærkværdigt, kunne man se han ikke havde været i alt for god form de sidste dage. Han havde fået for mange anfald, der næsten, kun næsten, fik hans ilddæmon frem af skyggernes tempel. Han måtte indrømme, han ville aldrig drømme om så meget kontakt med overnaturlige væsner, som han havde den første uge i Di Morga. Det var som om han nærmest tiltrækkede dem fra deres skjul. Jeg er sikker bare paranoid... Endnu et trist suk slap fra ham, imens han var ifærd med at søge et tilholdssted. Benene føltes som bly, forståeligt efter 3 timers uafbrudt klatren, og den tynde streg, der var hans ellers buede mund, blev meget lang. Endelig viste sig en lille grotte, men noget i ham tog hans pust. Bare sådan pludselig måtte han klynge den ene næve imod brystkassen, føle hvordan det pumpede i ham. Ikke nu! Bare ikke nu!
Han tog en dyb indånding, da det var muligt igen at trække vejret halvnormalt, og fik fæste på benene. De nådesløse klitters bøvlede bjerggang, blev til en flad og næsten asfalteret agtig vej. Han løsnede grebet imod brystkassen, da hans vejrtrækning og logiske sans, igen var velfungerende. Skridtene blev hurtigere, mere faste og besluttede, da grotten nu stod mindre end 5 meter fra ham. Nu var Carlyle ligeså besluttet, som dengang i ladens brændende gang. Han ville indenfor! Søge ly og se sig lidt omkring, hvis der nu hvilede en bjørn eller noget. Men at han skulle finde noget meget værre, havde han dog ikke troet.
Han tog sig lidt tid til at få benene rigtigt igang, fik sig fremad og lænede sig svagt op af væggen, da han trådte indenfor i det buldrende mørke, der herskede. Et par lyde, eller nærmere stemmer, fandt deres vej ind til hans øregange. Han standsede, lyttede godt efter og fulgte lyden af stemmen. Den havde et antag af.. Sadisme? Hånlighed? Begær..? Lyden af hans skridt var lave, alt for lave. Istedet var tonen fra hans lette og dog stadig begyndende dybere vejrtrækning, højere end selve lyden af de lave ord, der hvislede fra et sted længere inde. Han nåede en drejning. Gik til højre, lyden af ord sluttede hen, men han fandt alligevel hele vejen frem, før han velfortjent kunne standse brat op. Der sad en mand, men ovenpå ham var en kvinde. Dette syn, fyldt med stanken fra indtørret blod og en sær dis, der syntes at blive tykkere for hvert sekund, det blev tættere på midnat. Han så bare på dem, ikke en lyd kunne slippe fra hans frosne læber, der dog ingen nød havde, til trods for hans menneskelige udseende.

Hans isblå øjne åbnede sig da kvinden kom frem af skyggerne. Hun var lige så smuk som altid. Hendes buede former, og hendes underskønne øjne tog næsten vejret fra ham, og han lod et suk forskrue hans vejrtrækning et øjeblik, og fik ham til næsten at virke som den mand han havde været før vanviddet havde sat sit tag i ham. Han rettede sig op, hans øjne lyste en anelse, og han knyttede hænderne hårdt, gennemborede kødet, dog uden at den mindste dråbe blod flød ud.
Mundvigene gled let op, da han følte en løsnende følelse i mellemgulvet, hvorfra det bredte sig til hele kroppen, helt ud i fingerspidserne, da tolv tunge slag bredte sig gennem luften. Det var Di Morgas kirketårn der slog tolv. Tænk at det kunne høres helt herude?
Han lod sig svæve over klipperne under sig, da der ikke længere var nogen fast grund for ham, han ville gå direkte igennem grunden under sig, hvis ikke han gjorde en indsats for at holde sig oppe. Han ville ryge lige lukt til helvede, ude af stand til at komme op igen.
Han nikkede til kvinden da hun spurgte ham. Han holdt en lille bylt frem, i sine lange, elegante fingre, der glinsede som var de dækket af et lag vand.
Gløden i hans øjne forsvandt komplet, da han lod øjnene hvile på hende, ventede på hendes reaktion.

I udkanten af øjnenes periferi, opfangede han en svag, næsten ubemærkelig bevægelse, af et andet væsen.
Han havde mistet den sans der gjorde ham i stand til at føle andre væseners tilstedeværelse, men hans syn var betydeligt forstærket, og han vendte ansigtet mod denne uvedkommende fremmede.
Han rejste et bryn, videde øjnene let ud, og lignede endnu en gang det miserable spøgelse han skulle forestille at være.
Hvad ønsker du? - En dyb, magtfuld stemme ville lyde i væsenets sind. Lyden af Itarians stemme inden han døde, havde hængt ved i hans sind.

Hun greb ud efter bylten med et lille hvin af fryd.
Hendes fingre lukkede sig om Itarians glinsende fingre, og hun mærkede tydeligt at det virkede som om de var våde. Hun gav hans hånd et let klem, og et lille blink med det ene øje, før hun rettede sig mod bylten.
Blind i sin iver efter at få denne elskede genstand tilbage, opdagede hun ikke dette væsen der ikke virkede til at skulle være her.
Slagene hørtes for hende som en knugen dybt i maven, og hun lod sig svæve. Hun stod nu i sin spøgelsesform, umiddelbart på fast grund, og dog, hun stod på intet. Hendes holdning virkede mere afslappet, og da hun endelig begyndte at få famlet med at åbne bylten, opfangede hun en lille ændring i luften. En lille ubetydelig lugt sneg sig ind i hendes næsebor, og fik hendes alarmer til at flyve i vejret, da hun stoppede op. Stivnede fuldstændig fra top til tå, og umærkeligt videde øjnene en anelse ud.
Denne lugt.. Hun havde lugtet den før, og dog var denne anderledes. Det var samme race, men ikke samme person.
Hun så op, og direkte på dæmonen, med et så intenst, stikkende blik, at de fleste ville føle sig komplet gennemskåret, og blottet for det. Hendes mundvige gled op i et bredt, koldt smil, og lod det brede sig helt op i hendes øjne, hvor den varme røde farve af blod, langsomt syntes at fortage sig for en lidt mere lunken farve. Irritation.
"Vi har vist fået en gæst?" Sagde hun, med en ret å nedværdigene stemme.

//Sorreh, ikke så god til lange indlæg

Itarians rå latter, lød som en rusten låge i den stillestående luft, da han så på denne Dæmon. Han havde forstyrret dem, havde afbrudt øjeblikket hvor han ville komme ud af denne tilstand af død stilleståenhed. Hvorfor kunne dæmonen ikke bare have holdt sig væk?
Han gned tænderne let mod hinanden, fik en svag skrigende lyd til at klinge gennem kraniet, da hans bleggule, lettere forrådnede tænder sled imod hinanden, og knyttede hænderne.
Han rystede på hovedet, og besluttede sig for at ignorere denne lille forstyrrelse, for så at se på Sinclare endnu en gang.
Den smukke, yndefulde Sinclare. Kvinden der ikke havde set ham som et omvandrende lig, men som en dreng. Hun havde været mere mor end hendes søster nogensinde havde været, på trods af hendes små skavanker her og der. Ting såsom druk, forførelse og one-night-stands hver evig eneste aften.
Han havde intet imod det, han nød at læne hovedet mod væggen og lytte til hendes stønnen, og en fremmed mands skrig når hun gennemborede hans hud. Det fik det til at sitre i hans krop, og selv nu, hvor han blot tænkte på mindet, krøb et svagt, sadistisk smil over hans ansigt, og omfavnede hans træk, fik huden til at stramme sig over de hule kinder, og de indsukne isblå øjne, der fik et svagt glimt af en kynisk følelse af begær overfor kvinden.
Hans blik veg ikke fra hende, ventende på hendes reaktion lod han sin hånd hvile bag hans nakke, mens han krydsede anklerne.

Latter. Rusten som en gammel låge, og velkendt som skriget fra en Arrakkoa. Hun smilede ligeså, og så på dette andet spøgelse med et lille blink fra det venstre øje.
Hun ville ligeså blot ignorere dette andet væsen, hvis Itarian ikke ønskede at tage notits af dæmonen, ville hun heller ikke. Dette var trods alt hans reinkarnation. Han skulle selv have lov at bestemme.
Hun vendte sig tilbage til den lille bylt, og åbnede den langsomt. Inden i den lå en lille grøn ædelsten, svejset fast til en ring af metal. Et hvin kom fra hende, og hun lod fingrene sulten bore sig ind i det billige metal stenen var fastsat på. Hun rev det af, det skulle aldrig mere besudle denne sten. Denne sjæl hun så længe havde ventet på at få tilbage.
Hendes kyssede den, og ved kontakten med hendes læber, syntes den at lyse op. Lyse med et flammende skær af rød intensitet, hvorpå dens farve skiftede, og blev til en rød version af dens tidligere selv.
Hun puttede stenen i lommen, hvorpå hun vendte sig mod Itarian. Hendes elskede lille hund. Hendes tjener, hendes lydige tjener, der ville gøre alt for hende. Heh, hun ville miste ham. Hun ville dræbe hans sjæl, og sende den afsted til et nyt liv. Det var hans eget ønske at blive reinkarneret, og ikke blot ført til dødsriget, som all andre.
Hun havde lavet en aftale med selveste døden, der gjorde hende i stand til at sende ham til en ny krop efter hans eget valg.
Hun smilede bredt, sadistisk, og gik frem mod ham, lænede sig ind over ham, da hun stjal et sultent kys fra hans læber, hvorpå hun blot lod sin pande hvile mod hans.
"Vil du føre, eller skal jeg?" Hendes stemme virkede på en eller anden måde eksentrisk, mens hun smilede så bredt og indbydende at det flammende skær, der havde været omkring ædelstenen, syntes også at sluge hende, at få hende til nærmest at skinne af energi.
Den fik hende til at ligne et levende væsen.

Itarian lod til at indtage hver eneste lille bevægelse, hver eneste lille detalje omkring kvinden, da hendes slanke fingre lod byltens lædersnor løsne sig, falde til gulvet, og lade bylten åbne sig.
Det lille hvin fik et frydens smil til at vise sig på hans læber, da han lod sit ansigt smelte ind i en gladere maske end hvad han normalt bar.
Someregel hadede han glade følelser, men lige netop denne kvinde fik ham til nærmest at flyde over af dem.
Han havde gjort ret i at gå til hende da han var blevet myrdet. Af en eller anden grund var han blevet til et spøgelse, og ikke væk, død, som han burde have været.
Han var aldrig blevet eskorteret til det evige slagmarker, ej heller til en dødens hule.
han ville forevigt have skulle vandre i en død krop, hvis ikke det var på grund af denne kvinde.
Han ville gøre alt for hende.

Han havde ladet sine tanker flyve, men da han følte hendes nærhed, hendes kys på hans læber, som han ivrigt deltog i, lod han sit blik fokusere, og han lage en arm omkring hendes nakke, da han følte vægten af hendes pande på sin egen.
"Bøddelen burde føre døden, som døden styrer dansen" citerede han med et let smil.
Hun havde sagt de selv samme ord den dag de havde mødtes, den dag for så mange århundreder siden.
Han havde kun været en dreng på det tidspunkt.
"Men gør det hurtigt, jeg vil ud af det her helvede" sagde han lidt efter, med et lettere bittert udtryk.
Hans hænder greb fat i hendes hår, tvang hendes hår tilbage, og lod ham læne sig ind over hendes nu tilbagelænede overkrop.
Han lod læberne sensuelt glide over den vide halsudskæring, inhalere SInclares som altid honningsøde duft af råd og blomster, og lade tungen glide ud og blidt duppe hendes strube, hvorefter han blot lukkede øjnene, og ventede på det.
Han ville ikke føle smerten, hans nerveceller var forlængst forsvundet, men han ville savne denne krop, lige meget om den var død eller levende.
Hans egen, og hendes.

Hans kærtegn blev til et lidenskabeligt smil fra hende.
Normalt ville hun have hadet denne form for kærtegn, hun hadede at føle sin strube blive berørt, og dog. Dette var deres sidste tid sammen, hun ville skulle dræbe hendes hund.
Hendes tjener ville drage bort i en ny krop.
Hun følte sig selv stivne, og så så på ham.
Han ville have hun skulle gøre det hurtigt, så det ville hun.

Frem af den flammende kjole fremdrog hun en abnormt lang daggert. Næsten stor nok til at blive kaldt et sværd, og dog, man ville ikke være i tvivl om at dette var en daggert, intet andet.
En svag glødende essens af død hang omkring den, og en blomst omgivet af asiatiske tegn prydede dens blad.
Knivens æg var skarp som en ragekniv, og lod sig villigt skære igennem.
Hun trak armen tilbage, lukkede øjnene, og lod det ske.
Hendes arm susede nedad, gennemborede hans ribben, og gik tilbage igen. Ind og ud af hans krop. Igen og igen.
Huller hans sjæl kunne flyve ud af blev dannet omkring det livløse legeme.
Intet blod.
Ingen følelser.
Intet andet end pligt.

For første gang i sit liv havde hun ikke noget imod faktisk at hjælpe et andet væsen, at gøre hvad denne bad hende om.
På hendes ansigt var plastret et smil, et smil af sørgmodighed, af sadisme, og af længsel.
Hun stoppede sin arm. Lod den synke ned i skørterne, mens hendes ansigt blev vådt af tårer.
Hvad end der skulle ske ham nu, ville ske på grund af hende, og hun kunne ikke vente, til en ny hund, ville opsøge hende.
Hun lod daggerten kløve hulens gulv, hvor den sad fast, og dirrede, indtil den faldt til ro, og blot genspejlede kvinden og lige, i sit glatte blad.
Blomster prydningen syntes at falme. Blamsten visnede, og tegnene ændrede sig.
Alt virkede så sørgeligt.

Ingen smerte.
Ikke så meget som et enkelt sting.
Enhver anden ville have skreget, men ikke en lyd blev ytret, da han følte alt splitte.
Intet var det samme længere.
Hvem var han? Hvor var han? Hvad var det her for en fornemmelse?
Lyset i hans øjne slukkedes, mere end det havde været slukket for et øjeblik siden.

Han gav slip. Hans korpus faldt, hans sjæle sled sig fri, fløj ud gennem hullerne i hans krop, i hans hjerte.

Han fløj gennem vind,svævede højt over byen, han kunne end ikke huske dens navn længere.
Hans sind var blankt. Han lod sig falde mod byen.
Han svævede, han fløj, gennem gaderne, lige igennem de væsener der ikke kunne se ham.
En enkelt djævel kiggede op, hans drabelige smil var blodigt.
Itarian gyste ved synet af liget i hans hænder.

Han lod sig føre opad, han fløj væk fra byen. Væk fra verden. Til fremmede himmelstrøg, til Italien.
Den sydlige spids a denne, set fra luften, enorme støvle, virkede tiltalende.
Han dykkede.
Han var i Calabria. Han ledte.
Timer gik. Dage.
Han søgte efter en bestemt krop, og han fandt den.

//wee 8D!
Out