Bored to death! (Carlyle =-= Privat)

Nanase sad lænet foran nogle noder, eller retter mange noder, de lå spredt foran hendes bord sammen med flere åbne og lukkede bøger om musik og tekniske ting om klaver spil. Det så næsten ironisk ud, da hun var enestående til at spille violin, men klaver var først noget hun havde fået interesse for nu, og da hun var af en karakter der næppe slap sin fascination, når den først var opdaget, blev hun ved med at læse og suge information til sig. I mens skrev hun også sine egne kompositioner ned, godt nok ikke til klaver men til sine fremtidige violinspil, hun ville helst ikke kede folk ihjel på Impuré. Hun smilte svagt for sig selv og rettede på de skæve briller, der kun var til for at få hende til at se mere eller mindre uinteressant ud, hun kunne godt lide at få folk til at tro hun var af mindre rang, end hun faktisk var. Det var nemmere at få folks respekt ved at få dem til at tro man var af lavere stående race, for så at arbejde sig op, hun nikkede tænkende til sig selv. Selvom hun jo kun gjorde den slags for sjov, hendes realitet var en helt anden. Hun så sig rundt i den næsten helt tomme del tomme af biblioteket.
Lige meget hvor meget hun prøvede at undertrykke det, så ville man tydeligt kunne se hun ikke var som alle andre. Hun sukkede og strakte sig.
Intet selskab?, hun grinte mildt af tanken, hvad havde jeg regnet med da det næsten er midnat?

De store døre til biblioteket åbnedes på klem, eller lige nok til at en slank person kunne klemme sig indenfor. Det var Charlyle, en ung fyr på kun de 19, som ingen magisk atmosfære udsendte. Dette var til trods for hans race, som faktisk stod højest på nutidens hieraki. Egentlig forvirret over at besøge dette kedelige sted, lukkede han igen dørene og traskede indenfor, hverken lydløst eller højråbende. Den menneskelige del af ham sagde, LÆS!. Det indre bæst derimod, sagde, BRÆND!. Det var rimelig sent og han havde ikke engang forventet en smule lys, selvom det egentlig ikke gik ud over hans syn, der havde det helt fint i mørket. De lidt for lange cowboybukser lavede små lyde, for hvert skridt han nærmede sig musik afdelingen. Egentlig var han ligeglad, for hvem i alverden ville være så tåbelig at læse så sent? Lige udover ham selv, of course. Selvom et par usete bøger næsten fik ham til at falde, lod han sig hverken varme af sin ild eller bare overvejede at bruge den. For bange for sit indre monster, det der lå på lur og ventede på at træde ind, flænse og brænde alt. Tankerne var få og dog optagede de en hel del af hans sind. Det var som at sidde i et fængsel, hvor alt lys og lyd var slået fra og det eneste der holdte en vågen, var den endeløse flamme i en, der bare ønskede at bryde ud og skabe sin lille ravage. Den der ville gøre sig selv fri, men kun for at sætte andre i trammer af ild. Ligesom et lille monster. Han standsede, så et lille lys i musikkens afdeling. Hvem det end var, udsendte det en aura, der fik den sædvanlige finger til at prikke, i en meget traumatiserende takt.

//Plejer normalt alt lave længere, men kan ikke nå mere for i aften ^^//

Nanase tog sit tågede dog fokuserede blik væk fra noterne hun lige havde skrevet, hendes feminines skrifts bløde kurver kunne skimtes på pergamenterne foran hende, det var en næsten ulæselig gammeldags skrift, den slags der var typisk for 1200-tallet. De mørkeviolette øjne fik et mindre glimt af nysgerrighed, da hun fornemmede hvad der kunne anes som et magisk væsen, der var kommet ind af døren, dog var hun lettere usikker på hvilket køn det var, da hun ikke var den bedste til at genkende dufte, men hørte kort efter på trinene at det var en mand. Der var næsten ikke dét hun ikke kunne få ud af en persons gang. Hun så ned på sine papire, men rystede på hovedet, hendes koncentration var væk, og hendes tanker forstyrret, hun lagde pennen ned, da hun viste hun ikke ville skrive videre iaften, hun satte sig istedet med hovedet hvilende imod sine knor, og lyttede stilfærdigt efter kommende skridt, hun undrede sig lettere over hvad der havde bragt den fremmede hertil og på denne tid? Hun smilte svagt og så ned på sine lange hvide porcelæn fingre, hun skulle nødigt snakke.
//me understand~ har selv en smule krea lack :b//

Han nåede endelig hvor lyset slog ethvert monster væk, selv tankerne. En ung kvinde sad, sikkert ældre end hvad det så ud til, for skriften kunne han overhovedet ikke tyde. Den ene hånd gik fra sin trygge varme i den tætte lomme, til kanten af en reol. Han behøvede den ikke der, men det faldt ham naturligt at bruge støtten, nå den nu endelig var der. Han genkendte de røde øjne, ikke fordi de var set alle vejne, men han havde dog set andre med disse bloddryppende sjælespejle. Blankt. Alt han så ved at prøve at få kontakt til disse var ikke andet end spejle, uden reflektion. Hun var død, levende, men død. Efter et par skridt igen, slap hånden den betryggende og dog hårde trækant, for at finde vejen igennem pandehåret. Hun var rolig, men den magiske atmosfære han udsendte, var nærmest på det menneskelige niveau. Det blide væsen af hans, eller det udseende som sin normale alder, rakte heller ikke i retningen af et 'monster'. Nu var stilheden nærmest gennemborende. Da pigen ikke sagde noget, måtte Carlyle tage sig sammen og begyndte så at tale, inden han satte sig på en allerede udtrukket stol. "Hvad laver de her? Det er rimelig sent.. Men jeg burde egentlig ikke spørge, jeg er her jo selv" En slags 'praktikal' joke. Han burde slet ikke tale, men noget fik dette væsen til at være dragende, hvad enten om det var det marmorhvide hud eller bare hendes væsen.. Hvem gad spekulere?

Et sted dybt, dybt inde i hendes øjne kunne man få et kort glimt af en følelse hun sjældent viste. Nemlig forvirring. Drengen udsendte en aura hun fandt bekendt, men på samme tid var der noget, hun ikke kunne sætte sin finger på. Noget helt udover det sædvanlige, men dette kunne hun ikke forholde sig til lige nu. Istedet studsede hun over tanken om hvorfor hans Dæmoniske aura næsten ikke var der. Hvis hun havde været koncentreret kunne hun have taget ham for at være et menneske. Hun lod en finger glide forbi et af sine noder, dog var det ikke noden hun havde sit blik på. Men det lige neden under noderne, nemlig det billed hun havde skitset af hvad der kunne ligne en perfekt familie. Hun tog sig i det og fjernede let men hurtigt sin hånd fra stedet, man kunne næsten tro hun havde brændt sig. Nana valgte istedet at lade sine nu tågede mørkeviolette øjne hvile på sit selskab.
Nanase trak venligt på smilebåndet da hun kunne mærke stilheden omsluge dem. Dog blev hun rimelig overrasket da han åbnede munden for at tale. Det var sjældent folk faktisk turde at komme over til hende, endnu mere sjældent hvis de snakkede i stedet for at løbe for livet. Hun grinte let og rystede på hovedet, "Jeg var ved at skrive nogle noder færdig og før jeg vidste af det var det begyndt regne som vanvittigt, dermed mistede jeg min lyst til at gå hjem medmindre regnen pludselig ville stoppe." Hun sukkede og pustede næsten sarkastisk til det lange sorte pandehår der dækkede for hendes venstre øje. "Og hvad med dig", hun satte hovedet undrende på skrå og betragtede ham med sit syrelig blik, hendes smilehuller var blevet tydeligt markeret på det mælkehvide ansigt.

"Tjaa.. Da jeg er... Sårbar overfor vand, måtte jeg søge ly" Iforhold til hende, var han nærmest rædsenslagen for at vise hvad han virkelig var, et bæst, noget umenneskeligt. Det havde taget ham uendelig tid at gemme og fange hans rigtige natur, det der gerne ville destruere alt, og så lade det være gemt. Det var selvfølgelig ikke så svært efter så lang tid, men nogengange var han sikker på, at uhyret talte i hans indre. Hans grønne blik faldt over noderne, hun så elskværdigt havde rørt, med en flygtig og dog ur-gammel bevægelse, kun de fineste damer fra gamle tider burde kunne. "Normalt ville jeg ikke spørge.. Men hvor længe har du levet, bare nysgerig.." Han flyttede ikke det nysgerrige blik fra pigens håndled. Ligemeget hvor højt Carlyle ønskede at bringe et spændende emne på banen, var der intet sådan set, der var nær interresant. Hendes alder var ihvertfald minimum 500 år, da hendes udseende var meget visdomsagtigt, selv når han forestillede sig hendes ansigt, uden brillerne på. Hendes røde øjne der reflekterede ham, men ikke andet, var yderst bemærkelsesværdige. Roligt og sagte, sagde hendes små bevægelser deres, men holdt stadig en masse oplysninger tilbage. Bare måden hun var på, fik Carlyle til at spekulere, om alverdens ting, der mon var sket omkring hende og selvfølgelig også indeni hendes krop. Hentaget til følelser og tanker, det væsen der sad og var så stille og formelt, trækkede hans nysgerrighed til nye længder. Det fik Carlyle til at rende alle sine tanker om kedelige, formelle væsner væk for en stund. Den pige han ikke engang kunne navnet på, der sad og var så stille, dragede hans opmærksomhed og lod ikke slippe ham, ikke før alt var klaret og hørt, sagt var også vigtigt lige nu.

Ikke en eneste gang fjernede, hun blikket fra ham mens han talte. For hans ord tiltalte hendes nysgerrige side mere end han anede. Det overraskede hende lidt at han på den ene måde virkede rolig, men på den anden virkede en smule frygtende. Dog var det ikke noget man ville kunne spotte, hvis ikke man havde et trænet øje. Der lå mere til ham end hvad man så, så meget havde Nanase opfattet. Da hun spurgte om hendes alder, kunne hun ikke lade vær med at sætte hovedet på skrå med et næsten varmt smil, på hendes ellers så kolde ydre. "Jeg er næsten stoppet med at tælle, men jeg blev født i 1200-tallet" Nana hvilede tænkende sin pegefinger mod sin underlæbe, med et næsten skjult sarkastisk smil. Hun granskede ham igen let med øjne, "Du er en del yngre end mig, ikk sandt?" Nanase smilte en smule, hun kunne mærke det. Al hendes opmærksomhed havde været rettet imod sit selskab, men noget fik hende til at kigge væk og over sin skulder. Hendes tågede mørkeviolette øjne, blev blanke i det hun roligt med et tomt smil tappede fingrende på bordet. "Har du tænkt dig at give dig selv til kende?" Det var tydeligt hun ikke snakkede til manden der sad foran hende, men til en skygge ved døren. Skyggen blev hurtigt til en person, bebrillet og lettere klodset, men Nana vidste at udseendet let kunne bedrage. Person gik to skridt frem og bukkede dybt, det var bibliotekaren. "Stedet er lukket, vær venlig at finde et andet sted at være" Manden prøvede at lægge en smule autoritet i sin stemme, men det virkede ikke på Nana. Hun rystede blidt på hovedet, "Bare læg nøglen på bordet, så skal vi nok lukke af" hendes stemme var tiltalende, men det var ikke bare det. Selv om hun åbnede sin mund kom stemmen ikke derfra, men fra væggen bag manden. Et mindre gisp undslap ham før han vendte sig imod hende igen. "Hør! Je" Men han fik ikke sagt sin sætning færdig. Den skygge han var dukket op af trak ham modvilligt direkte tilbage igen. Nana smilte en smule undskyldne. "Det regner stadig, så jeg gættede på du ikke ville derud nu" Hun skuldrede kort til mandens retning og så at nøglerne nu bare lå på gulvet.

Carlyle var blevet en anelse forskrækket, var det skyggen, der havde trukket den stakkels mand væk? Uhyggeligt.. Det gav ham en smule gåsehud, hun var vidst rimelig stærk, men egentlig var 811 år også rimelig lang tid til at øve sig i. Hendes spørgsmål, han fattede sig hurtigt og lod læbernes bue skilles. "Korrekt.." Måden han fik sagt det på, var ikke som han havde prøvet at få den til at lyde. Den kom mere som en let og dog dyb mumlen, end den klare og mere blide tone, han normalt havde. Igen så han mere kontrollerende på denne kvinde, såvist var hun da gammel, men hold da helt kæft, hun var også utrolig smuk. Den gammeldags og dog mere fine holdning, imens hun bare sad der, var dragende. De mørkeviolette øjne, der bevidnede at have set ildens gnitren, gav hans hår til at rejse sig højt. Hans eget ansigt måtte ligne, at han bare sad og fascinerede hende dybt, hvilket han egentlig også gjorde. Hun huskede kommentaren før hun fortalte alderen og hans fascinerede udtryk ændredes til et blidt, falskt, smil. "Så sandelig, jeg har kun levet i 19 år, jeg er en hel del yngre end dem" Han knyttede hænderne til en lang knytnæve, ikke fordi han ville væk, men fordi hendes magiske aura tydeligt pulserede i et ekko, grundet de mange vægge og få personer. Det blonde hår slog imod hans kinder, tæt på at være helt tørre, men denne gang mere pjusket. Hvor længe mon han kunne bruge regnen, som undskyldning for at blive, bare for at se hendes læber vibrere og øjne skule i nattelyset, fra de glinsende lampers næsten døde status. Han måtte finde på et emne, noget der fik natten til at vare længere, eller ihvertfald mødet imellem dem. "Da de nu ser ud til at have levet rimelig længe, hvad siger du så til Di Morgas status nu om dage? Egentlig antager jeg selv at det er rimelig... Farligt, bare at tage en tur ned i købhandleren, man risikere jo at rende ind i en.. Slavehandler" Han prøvede intenst at holde det blide smil, men det blegnede ved ordet, slavehandler. Endnu havde han ikke selv mødt en, men at han skulle, kunne sandelig ikke undgås! Ikke fordi han satte sig selv højt i hierakiet, men på en anden plan, selv rovdyr som varulve og dæmoner risikerede at blive små slaver i lænker, der brændte imod ens hud. Hvad mon hun sagde til det? Havde hun mødt noget skrækindjagende, kun begrund af selve hieraktiets opstanden? Eftersom hun egentlig var utrolig køn, umenneskeligt køn, kunne det jo egentlig være et tumpet spørgsmål, der gav sig selv. Hun havde helt sikkert mødt et eller andet frygteligt, men selv havde vist sig at være endnu mere rædselsvækkende. Det fik de allerede knyttede næver til at strammes, den ene holdte sig til bordets kant. Det hårde greb, fik alle fingre og håndfladen til at prikke provokerende, manglede blod her og der, indtil de blev helt blå visse steder. Det eneste han ønskede ligenu, var, at hun snakkede med sin blide og beroligende stemme.