en fuldmåne nat i skoven Manda(privat)

T: 23:00
O: ingen
V: fuldmåne
S: skoven



Galadria var ud i skoven. Hun hade gemt sig for Tikano hendes fars forræderiske lakej han hade svoret at dræbe, hele underverdens kongens yngste datten Galadria for at kunne komme til magten. Der nede men hun var meget hurtig til at komme væk hun var i in mennslke form og man ville, ikke kunne lugt at hun var en djælve eller ikke en gang smage det vis man bed hende. Hun var godt til at kamofler sin lugt,smeg og udsende

Manda gik rundt i skoven, han havde armene om sine ribben og opførte sig som om han havde fået tæsk. Han havde dog ingen skader på kroppen, ingen sår eller noget. Han reagerede bare på den fuldmåne som var fremme i nat, han havde glemt det var i nat så han kunne ikk skjule sig væk fra skæret. Han faldt dog til sidst sammen og lå med ansigtet i græsset. Hans krop rystede og han lukkede øjnene hårdt i. Hans krop voksede og blev normal igen hele tiden, hans varulveform blev stoppet af et segl i hans krop. Men det gjorde utrolig ondt når hans krop hele tiden skiftede størrelse. Han skreg lidt en enkelt gang, hans hale og ulveøre kom frem. Hans segl var ikk gået i stykker, men det var stadig svagt når det havde arbejdet mange gange når han glemte fuldmånen. Hans gule øje blinkede nærmest, mens hans sorte gik fra sort til gul og så tilbage igen. Han åndede uroligt og prøvede at kontrollere sit åndedræt så godt som muligt, men fuldmånen skinnede på ham og han var ikk i stand til at flygte fra den.

//Det er ikk fordi jeg vil lyde opmærksomheds syg, men fuldmåne og varulv går jo ikk hånd i hånd så... ^^'

Galadria hørt er svaget skrig. og gik efter lyden men stoppe lige fra kilden det var en dreng , på hendes engen alder hun kunne lugte at han var en varulv og det. kunne hun også se på hans aura som hade ulvefrom hun gik frem i mod ham, og satte sig på hug foran ham med et skævet blik hun viste at hun skulle passe på. Men han så ud til at ha smerte og nogen stærke noget, i det sammen opdage hun at ham ikke var forvanlet til varulv endnu og det var mærkeliget. For den klat fuldmåde skinde ned på ham i det hun rurte ham mærke hun noget, som var helt forkeret ind i ham

Han åndede tungt og hurtigt. Han mærkede en der kom tæt på og han løftede hovedet lidt. Han så på hende, hun kom tættere på ham. Han snerrede lidt, men det blev hæst fordi han ikk var i stand til så meget. Han smed panden ned i jorden og borede en smule sine skarpe negle gennem sin hud. Hans krop voksede en smule igen, men blev til sin normale størrelse igen. Han mærkede hendes hånd og det gav et lille sæt i ham. Han reagerede ikk så meget på det, men det overraskede ham at hun ville røre ham. Han prøvede at få styr på sit åndedræt for at kunne tale, men det gik ikk for godt for ham fordi det lod som om han blev kvalt over det og ikk kunne få luft overhovedet.

Galadria trak ham idn i mørket. Hvor lyset fra måne ikke kunne komme ind hun lag ham på ryggen og smilede, svaget til ham og satte sig ved hans side hun var ikke bange for ham. Og hvorfor skule hun også være det hun var en djælve og han var en varulv, de var ikke i krig med hinanden mere som de an gang var. For mange herrens år siden før hun blive født det hade hendes moorder fortalt hende

Han snerrede lidt igen da hun trak ham. Han vidste dog godt hun prøvede at få ham væk fra månens skær. Han lå stille på sin ryg og hans åndedræt var mere roligt men stadig en anelse hurtigt. Han havde sine arme om ribbene, men hans krop voksede ikk mere. Den forblev sin rigtige størrelse. Han kiggede stille på hende og prøvede at sætte sig op, men hans krop faldt sammen og han måtte blive liggende. Han kiggede stille op på træets blade. "Hvorfor...?" spurgte han lidt besværet og blev liggende. Han forstod ikk hvorfor hun ikk bare ville være ligeglad med ham.

" selv om jeg kunne ha sloge dig ihjel. Syndes jeg at du skulle vide at ikke alle er ligeglad med ander, jger er Galadria en Djælve medet store hjerte i forhold til min race. Men jeg er nok bare blødsøden af en djælve at være men de så ud til at, ha smerte og det kunne jeg ikke lige så nu skal du bare hvile dig lidt. Så er du igen på bene i løbe af ingen tide " sadge hun stille og så ned på ham

Han kiggede stille på hende imens hun snakkede. "Manda..." sagde han for at fortælle hans navn. Han havde stadig ondt og hans krop var øm over alt efter al for lang tid ude i fuldmånen. Han kiggede stille rundt og derefter på hende, "Jeg har det fint..." sagde han og kom op at sidde med meget stort besvær. Han knyttede hånden ved sine ribben og bed sig hårdt i læben. "Se...? Intet galt..."

" jo der er det kan jeg se. At der er og det suden kan du ikke lyve over for en djælve for vi kan, lugte en løjn fra flere meter afstand så lad være med at lyv over for mig. Vil du ikke ha noget at spise " sadge Galadria og regen ham en Sandwitce med kyling og rejer, Hun ville se om han var så ond som nogen sagd at. Varulve var men det tor hun endlig ikke på

Han kiggede stille på hende, han sukkede let. "Fint... Min krop gør rimelig ondt, men jeg har det fint..." sagde han roligt og kiggede op hende. Han rystede let på hovedet, "Nej... Jeg føler mig ikk sådan vildt sulten..." sagde han, men tog alligevel imod den. Han kiggede stille på det og derefter hende. "Behold du den hellere, det er dit mad..." sagde han og rakte hende den igen.

" nej bare spis jeg har flere. I tasken så jeg klar mig bare orlig spis nu bare mad er godt for smerte, eller det siger min mor ellers altid til mig og mine søsken og der er altid . Masse af mad hjemme hos mig for vi er rigtig mange søsken så mage, at jeg ikke kan huske alle min søskens naven uden ad men vis jeg har listen kan jeg 2 sadge Galadria. Og sendt ham et svaget smil

Han tog en enkelt bid og det blev til flere. Han kigged op mod månen selvom den ikk var til at se. Han gøs let ved tanken og kiggede på sin ene hånd. Den rystede lidt, det gjorde hele hans krop pga det tidligere. Han kiggede på hende og grinede let, "I det mindste har du en familie." sagde han og sukkede let. "Jeg ved ikk hvad jeg har af familie...2 sagde han og trak på skuldrene. han blev lidt hurtigt færdig med at spise, han var rimelig sulten og ville ogs gerne se om det virkede mod smerte.

" tja det er slet ikke sjovet. Med så magen søsken som jeg her altid drille og altid over set når man er den yngste, der det slet ikke let at være en djælve eller lillesøset. Du er mere heldig at du kun har dig selv trot mig vis du så alle mine søsken, ville du nok også heller være et andet sted de hjemme sådan har jeg det lige for tiden " sadge Galadria

Han kiggede på hende, "Men jeg vil hellere have bare lidt familie end at stå alene..." mumlede han og krøllede kroppen lidt sammen. Han kiggede lidt tomt ud i luften, "Det er ikk rart at være uden familie... Især når du ikk ved om du har haft en eller været alene fra fødslen af..." sukkede han og knyttede hænderne lidt. "Jeg har altid gerne ville have en familie. En søster eller bror... Bare noget..." sukkede han. Han vidste godt det ikk var værd at fortælle hende, men nogle gange havde han bare lyst til at sige det selvom den anden måske var fuldkommen ligeglad.

" Jamen jeg kan da være. En slags søster for dig vis du vil ha det og jeg vil love dig at ingen komme til at skade dig, Det har du mit ord på og det brýder jeg ikke " sagde Galadria. Og så på ham hun ville gøre ham en smule glad vis det kunne lade sig gøre

Han kiggede på hende og smilede let, han rystede på hovedet og aede hendes hoved blidt. "Nej... Det er ikk fordi jeg ikk vil, men jeg synes du har nok søskende og ikk skal tvinge dig til at være en form for søster til mig..." sagde han roligt og tog sin hånd til sig. Han sukkede og strakte sig lidt. Han gned sit hoved og kiggede op på bladene, *Tænk at jeg oplever sådan noget her en gang til..* tænkte han opgivende og sukkede let.

" du forstår ikke. Du er ikke som mine rigtig søsken du er meget mere end dem fordi de er dig selv, og de forsøget at være nogen ander end de endlig er og der kan jeg ikke lige. Sagde Galadria hun så på ham og satte sig lidt fra ham og fik tåre i øjne, hun ville ikke græde " EN DJÆLVE GRÆDE IKKE GRÆDE IKKE!" skreg hun

Han sad stille, "Hvem skulle jeg ellers være?" spurgte han hende og lod hende sige resten. Han fnøs let, "jeg hader ogs dem der lader som om de er andre end de egentlig er..." sukkede han let og blev siddende. Han blev lidt forskrækket da hun gærd og kiggede på hende. Han tørrede hendes øjne, "hey... Hvorfor græder du?" spurgte han undrende og kiggede stille på hende. Hun græd jo ud af det blå?

2 forstår du når alle mine søsken lade som. Om de er en anden laver de sig alltid om til mig og fortælle alle mine venner, en masse løjne og så gå de allde fra mig så jeg ville kke lade dem gøre der mere. men hvad kan jeg selv gøre jeg er en i mod 399 det er alle mine søsken " sagde galadria

Han aede hendes hoved blidt, "Hvorfor skiller du dig ikk bare af med dem?" spurgte han roligt og kiggede på hende. Han smilede let, "Tag dem én af gangen, du behøver jo heller ikk gå efter dem alle på én gang." sagde han og gned sin nakke lidt. Han fik den til at sige knæk og blev lidt lettet da det blev mere behageligt på den måde. "Jeg kan da dræbe 500 vampyrer alene, dæmoner er heller ikk så svære." sagde han roligt. Han var ikk stolt over at dræbe, men hvis hun ville have ham til det ville han gerne hjælpe hende.

" jeg kan ikke dræben . Mine egen søsken de ved slet ikke beder for de ha aldrig være oppe på jorden, som jeg er lige nu de gim i underverden og ved slet ikke hvad e skal gøre. De er nok ond men de er mine søsken og selv om de kan være striide, er de nogen som jeg holdeer af " sadge Galadria

Han kiggede på hende og smilede let, han aede hendes hoved. "Du har lige indrømmet at de ikk er så slemme." sagde han og smilede let. "I stedet for at græde over det de har gjort, så lad dem dog være? Fri dig selv for dem, i stedet for at klage over dem. Fordi som du sagde holder du af dem."

" de er mine søsken. jeg elsker og hader dem på sammen tid og desuuden kan jeg slet ikke undvære dem, og de mig vi er alle smamen forbunden af smamen blod magi som lege i os. Men min magi er meget stærke end deres er " sgade Gladria

Han kiggede roligt på hende og smilede let, "Jeg forstår det ikk. Men det er vel rart på en måde..." sagde han og lagde sig ned. Han krøllede sin krop sammen og mærkede den ryste lidt. Han vidste at det var fuldmånen selvom den ikk rørte ham. Han reagerede stadig lidt fordi den var fremme.

Galadria trak en skygge over dem. Som dække for måne så han ikke ville kunne mærke den over hovedt, hun var meget stille hun hade i lange tid være på vagt over for Tikano. Det mænset at en djælvedæmon