Alene i skoven... Igen... //Manda Privat, Hold dig væk Black! xD//

//Undskyld overskriften... kunne ikk la vær! xD :p //

Sted: Skoven
Tid: IRL?
Dato: IRL?
Vejr: køligt, solen er ikke tilstede som sådan.
Omgivelser: Træer, jord, buske... Rettere sagt: skov xD


Tanja kom gående igennem skoven og sparkede til en sten. Hun var i menneskeskikkelse og hun så en smule ældrere ud end dengang hun havde mødt Manda. Hun kørte en hånd igennem håret og stoppede op. Hun sukkede stille og lukkede øjne. Hun indåndnede den dejlige duft af skoven.
Hun smilte glad og tænkte på at hun lige havde været nede ved søen for at lege med noget vand. Hun stod bare med lukkede øjne og nød stilheden der var i skoven denne dag.

//Du ved godt der er en der hedder Black herinde?oo'

Manda gik rundt i skoven. Han sukkede lavt og tog en hånd til hovedet. "Ti stille..." snerrede ahn lavt og knyttede den lidt. Han gik en smule videre og satte sig ved et træ. Han lagde sig med et bump og sukkede. Han surmulede lidt og kiggede rundt. Han lugtede lidt og bed sig i læben. "Det er Taja..." sagde han stille og krøllede sig en smule sammen på siden. Han kom i tanke om det der skete sidst og rystede på hovedet. Hun hadede ham nok for det.

//F*ck det xD //

Tanja sukkede stille og gik videre. Hun så ikke efter hvor hun gik men opfattede en skikkelse da hun gik forbi. Hun gik direkte forbi ham, stoppede op og gik baglæns og stoppede op foran skikkelsen. "Manda?!" spurgte hun med en overrasket men glad stemme. "Gud er det dig?" Hun lod helt glad og hun smilte. "Nøj hvor har jeg savnet dig!" sagde hun og satte sig ned ved siden af ham.

Det gav et sæt i ham og han kiggede på hende. Han satte sig op og kiggede på hende, "Taja..." han kiggede væk og bed sig i læben. "hvorfor har du ikk bare glemt alt om mig?" spurgte han stille og krøllede sig en smule ssammen. "Det ville have været nemmere for dig..." sagde han stille og tog hænderne til hovedet. Han ville ikk have hun mødte BLack igen, men det var jo nærmest uundgåeligt. Han kravlede lidt væk fra hende og ramte ind i træet bag sig.

Tanja rystede på hovedt. Hun rykkede hen til ham igen. "Rolig Manda... Jeg ville aldrig glemme dig... Aldrig nogen sinde... Du er min krammebamse... min plysbjørn af en slags storebror." sagde hun og rejste sig. "Det ville aldrig være nemmere for mig hvis jeg glemte dig." hviskede hun og satte sig på hug ved siden af ham. "Se på mig Manda... " hun kiggede på ham og håbede han ville gøre det. "Rolig... Jeg har intet imod Black.... han er en smule skræmmende men." hun rystede på hovedt og en lille tåre løb ned over hendes kind.

"Du ved intet om det! Det ville have været nemmere for dig at du aldrig havde mødt mig og det ved du...!" han knyttede hænderne ved sit hoved og rystede. "Sådan har det været ved alle..." sagde han tille og kiggede ned. Han stoppede op og kiggede op på hende da hun sagde han skulle. "Du hader mig... Jeg kan se du hader mig for det..." sagde han stille og kiggede ned. Han rysted elidt, "Jeg berejder dig ikk, men ikk lad dig selv lide over mig. Vær sød og gå, du ved jo det ville være bedre."

Tanja rystede på hovedt og satte sig ned. "jeg går ikk Manda!" sagde hun bestemt. "Du... du må ikke lide sådan... Du betyder meget for mig... jeg er ligeglad med Black... jeg... Du er den bedste ven jeg har" sagde hun og rakte ud efter ham og tog hans ene hånd i sin. "Jeg lider ikke på grund af dig... Jeg lider fordi du lider..." hviskede hun og gav hans hånd et klem. Hun slap hans hånd og rejste sig. "Men... hvis du hader mig så kan jeg da godt gå..." sagde hun og så væk.

Han kiggede på hend eog det gav et sæt i ham da hun tog hans hånd. Den rystede lidt og han kiggede stille på hende. Han græd lidt og kiggede på hende. "MEn... Hvorfor lider du over mig? JEg lider ikk..." sagde han stille og kiggede ned. Det gav et sæt i ham igen da hun sagde han hadede hende. 2Jeg hader dig ikk! Jeg hader mig selv...!" sagde han stille og peb en smule. "Hvordan skal jeg kunne hade en der vil være venner med mig? Jeg hader mig selv fordi jeg gør hende fortræd på den måde..."

Hun satte sig ved ham og så ulykkeligt ned. "Manda..." hviskede hun. og tog hans hånd igen. "Du må ikke hade dig selv..." sagde hun stille. "Manda?" spurgte hun lavt og så på ham. "Du betyder virkelig meget for mig... så du må ikke hade dig selv på den måde... jeg ved det kan være svært, men du skal vide at jeg ikke hader dig..." sagde hun og gav hans hånd et klem.

Han kiggede på ehnde og kravlede hen til hende. Han nussede sig til hende og rystede en smule. "Men... Hvorfor hader du mig ikk..." sagde han stille og kiggede tomt ud i luften. Han nussede sig mere til hende og rystede rimelig meget. Han kunne ikk helt kontrollere sin egen krop og derfor rystede den. Han peb en smule, "hvad hvis det sker igen..." spurgte han stille og kiggede op på hende.

Tanja lagde armen om ham. Hun smilte stille og nussede ham på skulderen. "Sssshhh... Manda... jeg hader dig ikke fordi jeg... Du er min krammebamse... Min plysbjørn... Min storebror..." hun stoppede med at snakke og holdte ham indtil sig. "og hvis det nu skulle ske igen." sagde hun og lænede hovedt ned på hans. "så vil jeg gøre alt for at du kommer tilbage..." afsluttede hun. "Du er Min Manda." hviskede hun så.

Han rystede lidt og kiggede på hende. "Men jeg har ingen familie..." sagde han stille og krøllede sig sammen. Han rystede en smule og kiggede ned igen. Det gav et sæt i ham og han kiggede på hende, "Men... Det er svært at få kontrol igen... Jeg vil bare ikk..." han peb lavt og græd en smule. Han knugede sig til hende. Han ville bare ikk gøre hende fortræd igen.

Tanja smilte stille og gav hans skulder et klem. "Du har mig..." hviskede hun glad. "Jeg vil altid være der... Og Manda? hvis det nu sker, så lover jeg dig, jeg vil stritte mere imod end sidst, og du vil ikke kunne gøre mig fortræd" sagde hun og bøjede hovedt ned og gav ham et venskabeligt kys på kinden. "Det skal nok gå..." sagde hun og lo. "Det burde i teorien være dig der trøstede mig og ikke omvendt, men jeg har det helt fint med det her." sagde hun og nød hans nærvær. "Manda, bare det at du vil være min ven hjælper mig med at få det bedere." hviskede hun stille.

Han kiggede op på hende og knugede sig mere til hende. "Men han er jo stærkere end dig..." sagde han stille og rystede. Han var blevet negativ og trist. Så han kunne ikk inde ud af at komme til sig selv igen. Han rystede let og kiggede på hende, "undskyld... Jeg er til besvær..." mumlede han og kravlede lidt væk fra hende. Han kiggede ned og sad stille. Han prøvede at kontrollere sig selv, så han ville stoppe med at græde. Men hans krop ville bare intet gøre afdet han ville.

Tanja rykkede helt op til ham igen. "Manda... Jeg har lært nogle flere ting med vand... jeg kan godt passe på mig selv, også selvom jeg ville ønske at du var nødt til at passe på mig hele tiden." sagde hun med et smil og tog fat i hans skuldre for at trække ham ned og ligge på hendes ben. "Prøv at slappe af..." sagde hun med at smil og kærtegnede hans kind. "Manda... jeg... jeg kan virkelig godt lide dig... derfor hader jeg dig ikke..." sagde hun stille og lukkede øjne.

Han kiggede på hende, "Men hvis han holder dine håndled, kan du jo ikk gøre noget?" sagde han stille og kiggede undrende. Han faldte ned at ligge med hovedet på hendes skød da hun fik ham ned og han kiggede tomt på hende. Hans krop rystede en smule. Han kiggede væk, "jeg slapper da ogs af." han kiggede på hende og sukkede let. "Du kan lide mig på forkert grundlag... Du burde hade mig."

Tanja rystede på hovedt. "Manda... du ligner ikke en der slapper af. Prøv at glemme at din anden personlighed, Black, findes. Lad som om det kun er dig og mig, her i skoven." hviskede hun og nussede hans skuldere, hans kind og hans mave. "Manda. Jeg kan lide dig færdig du var så sød overfor mig, efter det med Black, du behandlede mig som om jeg betød noget for dig... men lige nu... lige nu er jeg faktisk i tvilv." sagde hun så og trak på skulderdne.

"Men... Han er der..." han tog en hånd til hovedet. "Selvom jeg ignorerer ham kan jeg stadig hører ham... Alle hans tanker, hans meninger...!" han rystede lidt og kiggede på hende. Han nød lidt at hun nussede ham på den måde. Han lukkede øjnene og nussede sig lidt til hende, "Undskyld... Men har det bare så svært for tiden..." sagde han stille og prøvede athvile lidt så han kunne være sig selv igen.

Tanja mærkede at han slappede mere af. "okay... men hvad mener han om mig?" spurgte hun med at smil. Hun lagde sig ned og trak ham op så hans hoved lå på hendes mave.
Hun nussede ham i håret. Hun nød at han var der sammen med hende.




//Skal logge... skriver færdigt om lidt... skal hjem fra en veninde. Medmindre du kan svare på det der. //

"Black?" han tænkte sig lidt om og sukkede. "Altså for ham er du nok som mange andre piger. En der bare skal prøves om hun er god..." sukked ehan stille og kiggede undrende. Han nussede ist hoved lidt til hendes mave og lagde sig på siden så han havde front mod hende. "Black har aldrig nogle speciel mening om piger..." sagde han opgivende og sukkede lavt. Han kiggede på hende og nussede isg lidt itl hendes hånd. Han smilede en smule og lå stille ved hende.

//Det fik jeg ikk noget af...xD

//Undskyld at jeg først svarer nu... Blev overfaldet af min hund, som lige ville total gennem slikke mig og gøre min sorte bluse hvid med hendes lyse ples. xD //


Tanja smilte til ham. Hun nussede hans hår med den ene hånd og hans kind med den anden.
"Det var godt..." hviskede hun. "Det måtte være ulideligt hvis han nu tænkte om mig, når du kun tænker på mig som en søster ting." sagde hun med et smil og blinkede til ham. "Ej jeg driller dig bare... Jeg skal nok lade være... Jeg skal nok være sød nu" sagde hun og drejede sig en smule så hun kunne se ha i øjne.

Han kiggede undrende på hende og sukkede let. Han lagde sig til rette og havde ryggen til. Han kiggede på græsset og sukkeede let igen. "Det er lige meget..." sagde han roligt og gabte lavt. "Det er ikk fordi jeg har nogen grund til at tage det til mig." sagde han stille. Han lukkede øjnene og prøvede at å en smule hvile, han tænkte at det måske kunne hjælpe lidt på hans humør. Han nussede sit hoved til hende.

Tanja så undrende på ham og rejste sig halvt op så hun støttede sig på albuerne. "Hvad er der Manda? du taler i gåder, eller nej det gør du ikke men sådan føles det." hun lo lidt af hvad hun havde sagt, så forvirrende. "Men altså... du virker som om du slet ikke er glad for at se mig, eller glad for at jeg gider bruge min tid på dig... jeg elsker dig som en bror Manda... Jeg kan ikke lide at se dig lide sådan her..." sagde hun og så ned i jorden. Hun lagde en hånd på hans skulder og gav den et klem. "Se på mig Manda" hviskede hun og ønskede at han ville lytte til hende.

Han rystede på hovedet, "Der er ikk noget galt..." mumlede han træt og prøvede fortsat at få noget søvn. "Jeg er glad, jeg undertrykker det bare fordi jeg ikk har lyst til at være glad lige nu. Der er sket så meget på så kort tid, jeg kan ikk finde mig selv..." sukkede han lavt og krøllede sig lidt sammen. Han mærkede hendes hånd der gav et klem på hans skulder. Han kiggede på den og derefter på hedne. Han havde ikk rigtigt et udtryk i ansigtet. 2Hvad er der?" spurgte han undrende.

Tanja så på ham med bekymrende øjne. "Manda... vil du have mig til at gå?" spurgte hun og skulle til at rejse sig op og gå væk. Det var tydligt at se på hende at hun gerne ville blive, at hun var en smule såret over at han havde det sådan. "Kan du ikke prøve at slappe af og være lidt glad?" spurgte hun og rynkede øjenbrynene. "Og hvorfor vil du ikke være glad?" hendes stemme var så lav nu at det lød som en hvisken.