"Er dette stranden??" Sagde jeg.. [Edward=Privat]

Tid: ved en aftens tid.
sted: stranden-La Plage.
omgivelser: rislende vand, og en masse sand.
påklædning: et par jeans, der er smøget op til under knæene. Og en sort langærmet trøje.
____________________
En pige gik nede ved vandkanten, hendes hår var mørkt, og det forreste var sat op i baghovedet med en blå spænde. Hendes jeans var blevet trukket op til under knæene, og hendes sko havde hun hængende løst i højre hånd. De bare tær, gik elegant over det let våde sand. Vinden kom fra vest, og løftede hendes hår, som et kærtegn. Hun gik bare, tænkte ikke på det helt vilde. Mest hvad hun skulle have at spise, hendes blik faldt på en hund. Der løb ned langs en klit, og løb ud i vandet. *Hvilken frihed!* tænkte hun, mens hun gik med raske skridt videre.

En mørk skikkelse trådte ud af skoven, dette var en høj spinkel mand som så ret gammel ud dog var der noget over ham, han var iført et par lange grå slidte jeans samt et par slidte sko men igen bluse eller noget så hans overkrop var synlig, hans overkrop var slidt med ret mange ar og nogle mystiske tatoveringer, hans ansigt var også slidt med mange dybe rynker, hans hår var brunt og gik ham til lidt over skuldrene, det krølle let og så var håret utroligt fedtet som om det ikke havde været vasket lige så var hans skæg også fedtet, hans øjne var grå lysegrå næsten hvide og bar et sindssygt blik, han begyndte at bevæge sig ned mod vandt, i hans ene hånd holdt han en stok som var ret fin(se i profil), et koldt smil hvilede på hans læber imens han så ud over havet, navnet var Edward og han var djævel en meget gammel djævel som i helvede var kendt som Ed nu var han blevet sendt hertil for at skabe kaos og få flere folk til at dø.

Sookie så med både beundring og foragt på denne mand, han så interessant og var nok ikke en ond mand. Men på den anden side, havde hun lært af sig selv og den lille tid hun havde været på jorden som spøgelse, at man ikke skulle tage bøger for omslaget. Han kunne være hendes fjende, så det rigtige var da bare at se ondt på ham først? Det gjorde hun skam også, hun så ham lidt an. Det så lidt dumt ud, at et menneske skulle se et magtfuldt væsen an?? Men hun var jo mere end det, hun kunne mere end bare hvad man skulle tro. Hun vidste at de flestes indtryk af hende, var en lille pige der ikke kunne finde vej og ikke stolede på nogen. Hun stolte ikke på nogen, men der var ikke nogen vej hun skulle så hvorfor skulle hun kunne fare vild? Hun smilede sit søde tandpastasmil, inden hun nikkede til den lettere ældre mand. ”Hvad bringer Dem til denne strand..?” Spurgte hun, med en accent som hun ikke vidste hvor kom fra. Hendes mørke hår svang hun lidt bag sig, inden hun rettede på hendes bluse. Hun fortrak nu en yndig gammeldags kjole?

Ed betragte havet hvad han enligt lavede her vidste han ikke han var bare endt her efter at ha gået i skoven hvor han havde indtaget føde, føde bestående af en ung pige der var faret vild men nu var der kun hendes knogler tilbage alt andet var spist, et koldt smil gled hen over hans læbe hvorefter han dreje hovedet og fik øje på en ung kvinde"det samme ku jeg spørger dem om"svadrede han med en kold stemme som var dyb og mørk, han betragte hende køn var hun måske ku hun blive en god slave? han snusede lidt"spøgelse"gætte han så koldt.

Hun løftede det ene øjenbryn, inden at hun bed sig blidt i læben. Stoppede hurtigt igen, inden at hun trak på skuldrene. Hun vendte sig hurtigt om, så hun stod halvt med ryggen til ham. Hendes åndedræt var lettere hurtigt, skulle hun sige noget til ham? Kunne hun virkelig stole på ham, kunne hun stole på nogle? Hun smilede og rystede på hovedet, inden at hun lagde armene over kors og så på solen. Den var ved at forsvinde for deres åsyn, mon hun skulle se at komme væk? Et suk undslap hendes læber, inden at hun bed sig i læben igen. ”Jeg syntes at søen er smuk, vandet er rent.. Alt.. Er så perfekt?” Hun lagde hovedet på skrå, inden at hun så sig tilbage da han nævnte hvad hun var. Hendes blik var koldt, inden at hun nikkede en enkelt gang. ”Ja.. ” Hun så ned af ham, inden at hun tog en stor indånding. ”Og du er… Død?” Hendes øjenbryn røg op i panden, han var farlig!

Ed smilede koldt og betragte hende hun var tydeligvis forsviret efter hans mening, han trådte drilsk et skridt frem mod hende"okay ja her er pænt nok"sag han roligt dog koldt, han lo så let af hendes ord"ja jeg er død, det har jeg været i mange år"sag han koldt hvorefter han så på hende"men de ikke også det?"spurgt han og gik et skridt tætter på, køn var hun da og det fik hans sexlyst til at komme frem dog ku det ikke ses på ham kun en lille smule fordi hans blik tit så på hendes barm samt hendes under del, han sendte hende et grumt smil"nå"mumlede han så, hvad sku der nu ske han begyndte at kede sig.

Hun så ned i jorden, inden at hun rejste sit blik op, lidt for langt op. Så hendes bare hals blev blottet, for hans åsyn. Hun smilede skævt til ham, da han begyndte at tale. Et nik kom frem på hendes hoved, inden at hun drejede lidt med hendes højre fod. ”Jeg er blevet sendt tilbage, efter et andet liv..” Hun så barsk på ham, imens at hun knep øjnene sammen. ”Jeg lever ikke af folk, jeg hjælper dem så godt jeg kan.. Så hjælper de mig, med at finde den eller det jeg nu skal finde!” Hun så ham ind i øjnene hele tiden, han var forbryder. Ikke noget godt væsen, overhovedet ikke! ”Jeg.. Kan ikke lide dine blikke..!” Sagde hun med en pirrende stemme, men hun følte sig fortabt i ham. Han var gammel, alt for gammel! Men hans blikke, og det var ikke fordi hun kunne huske eller sådan noget.. Hvordan det var, og om hun nogensinde havde prøvet det?? Var hun en.. Hun så ned af sig selv, inden at hun nikkede.. En 17-18 årig jomfru??

Edward ku ikke lade vær med at le lidt koldt inde i hovedet så hun var en flink type men det ku vel laves om på?, han var ikke forbryder men havde skab meget kaos igennem sit liv han havde endda været med til at sætte Jesus på korset, han havde dræbt mange folk og folk der stod ivejen for ham blev spist"ja hm"svarede han så til hende"jeg har også engang været levende den gang var jeg vampyr men blev dræbt"sag han køligt hvorefter han trådte nærmer og lag en hånd på hendes skulder"kan de ikke? hvorfor dog?"spurgt han og mødte nu hendes blik, hans grå øjne var kolde og man ku næsten se at der aldrig havde været noget godt i dem, han havde heller aldrig været god han havde altid tjent det onde, han betragte hende nøje"er du nu helt igennem god eller er der noget ondskab der gemmer sig der inde"spurgt han koldt og klappe hende let på skulderen.

Hun så surt på hans hånd, hun ville ikke blive berørt af hans hånd. Hun vidste ikke hvorfor, det begyndte efterhånden af føles ret så mærkeligt og forkert. Hun åbnede øjnene stort, han havde været vampyr engang? Der var noget inden i hende, som reagerede på vampyr. Men hun rystede det hurtigt af sig, hun ville gerne finde ud af hvordan hendes liv var før hun døde. Men hvordan? Han spurgte hende, selvfølgelig kunne hun ikke lide det! ”De er. Ja De er jo fremmed??” Hun så med store øjne på ham, inden hun rettede sig lidt op. ”Jeg stoler ikke på fremmede.. Jeg stoler ikke på NOGEN.” Det sidste ord, hviskede hun ham i ansigtet. Hun var tæt på ham, men han var højere end hende. Hun pustede stille ud, så hendes blomsterduftende ånde ramte hans hår. Hun lagde hovedet på skrå, og fik kuldegysninger af hans hånd på hendes skulder. Hun stirrede stadigt halvt på den, den var malplaceret der..
Hun så hurtigt op, solen var der snart ikke mere.. Hun kunne mærke hendes hud blive mere og mere gennemsigtig, samt hans hånd der lå på hendes skulder føltes varmere og varmere. Hun sukkede, inden hun så med hendes blå øjne ind i hans. Hun bevægede sig tættere på ham, så de stod helt op af hinanden. Hvad var det hun lavede?? Et surt og fremmet blik viste sig i hendes ansigt, imens hun så på ham. ”Ingen er perfekte..? Heller ikke mig.. Ingen kan gemme sin ondskab, alle har den!” Hun så ham stift ind i øjnene, hun lod hendes tær bære hende.. Så hun kom op på hans højde, og trak vejret dybt. ”Nogen.. Tjener den bare??” Det var henvendt til ham, mere end nogen anden. Men.. Tjente hun den ikke også?

Ed betragte hende nøje hvorefter han fjerne sin hånd fra hende"fremmede ja det er jeg men de ku lære mig at kende?"sag han køligt og lavede for sjov et let sving med stokken før han igen stod stille og så på nogle"du er klog kvinde"sag han kort og kørte en hånd gennem sit hår før han kløde sig i skæget, han så dog undrene på hende da hun kom helt tæt på ham noget hun ikke sku ha gjort for nu lag han armne om livet på hende med et let lumsk smil"ja men nogle prøver at glemme den"sag han koldt"tjener den ja det kan man sige jeg gør? jeg har altid tjent det onden det ligger i mit blod"sag han han roligt og trak hende helt ind til sig så hun ku mærke at han faktisk var stærk.

Hun smilede til ham, mest på grund af at han fjernede sin hånd. Hun nikkede en enkelt gang, hvorefter at hun nævnte. "Det kan vel aldrig.. Skade?" Hun så spørgende på ham, inden at hun tog en dyb indånding. Hun grinede let for sig selv, da han lavede det lille sving med hans stok. Men på den anden side, så vidste hun at denne stok kunne noget.. Den var stærk og kraftig! 

Var hun klog?? Sookie trak på skuldrene, kiggede op mod himlen, inden hun trådte det lille skridt frem.. Som denne man gjorde noget ved. Sookie skulle lige til at træde et skridt tilbage igen, men manden var hurtigere og stærkere end hende. Han tog hende som sagt om livet, hvor hun så med sammenknepende øjne. Der var ikke nogle som have rørt hende i alt den tid, hvor hun havde været spøgelse. Det var en varm følelse, men desværre og foruroligende. Det føltes forkert, at være så tæt på en person.. Og hun kendte jo ikke engang denne mand, ikke engang hans navn? 

"Der er nogle, som bare er STÆRK nok til at glemme den?" Hun løftede det ene øjenbryn.. Drillende??. Han var virkelig ond og frygteligt ussel, denne mand var i hvert fald ikke med det gode. 
Hans styrke kom bag på hende, han var så gammel??
Hun blev så forbavset at hun helt glemte at stritte imod, men så rystede hun sig hurtigt og dumdristigt. Hun stødte hendes hænder mod hans bryst, for at få hende væk. Men det var ikke hårdt.. Hun havde brug for dette.. Om det så var kærlighed, eller om det bare var et eller andet som denne mand ville gøre med magt.  

Ed betragte hende let før han igen slap hende han elskede at gå over folks grænser og prøve at se hvor meget de ku klare det var sådan nogle ting han gik og morede sig med, han sendte hende et let smil"Edward er navnet men kald mig Ed"sag han og lavede et let nik med hovedet det tætteste han ku komme på et buk den eneste han bukke for var satan selv, han mødte hendes blik med sine kolde lysegrå øjne "eller dumme nok"sag han køligt og lage hovedet let på skrå"hvordan blev de spøgelse?"spurgt han så ret nysgerrig imens han kløede sig let i skæget imens han betragte hende nøje uden at ligge skjul på det hvorfor sku han dog det? mange folk troede han var svag fordi han så gammel ud men det var han ikke han ku klare mange ting.

Hun åndede hårdt ud, da han slap hende. Det var virkelig en befrielse, hans tætte nervær gjorde hende helt ør i hovedet.
"Jamen Ed.. " Hun nikkede med hovedet, og tog sin ene hånd på sin mave. Hun vidste ikke hvorfor, det var bare en vane hun efterhånden havde fået? "Mit navn.. Er Sookie.." Hun så ned med lidt rødt på hendes kinder, det var ikke kraftigt, men alligevel var det let at lægge mærke til. "Tror jeg da.?" Hviskede hun lavt, men så derefter stærkt op på ham.

Spørgsmålet der kom, kom fuldstændigt bag på hende. Sookie rystede på hovedet, imens hun glippede lidt med øjnene. "Jeg.. Jeg regner med.. At.. Jeg blev dræbt?" Hendes spørgende og hjælpeløse blik kom tibage, lige så hurtigt som den var kommet. "Jeg.. Jeg ved det virkelig ikke??" Hun rystede på hovedet, imens at hun trak op skulderne. 

Han blik gjorde hende mærkelig til mode, hvad var det der interesserede ham så meget? Hendes øjenbryn mødtes, men hun var glad.. Hvorfor??

"Men De..? Hvorfor valgte De.. Ed.. At vælge den mørke tro, vælge.." Hun hviskede nu. "Satan selv..?" 

Ed så let på hende det der interessere ham var næsten alt ved hende han så ikke spøgelser så tit og desuden var han i dag ret nysgerrig" Sookie pænt navn"sag han let hvorefter han satte sig ned i sandet da han ikke gad stå op mere, han lag sin stok på skødet imens han så op på hende, han lukke kort øjne men åbnede dem hurtigt og så nøje op på hende"dræbt? når okay "svarede han så og lod stille det emne dø da hun ikke lød til at gad snakke om det, hvorefter han havde valgt det onde? det var nok efter den dag en vampyr bed ham og forvandle ham til vampyr som 18 årig lige siden den dag var han blevet ond"jeg valgte det ikke selv"svarede han roligt.

Hun smilede let, da han gav hende et komplement. Han var god nok, nu var han mere.. Naturlig og.. Ed? "Tak Ed." Hun så ned på ham, inden hun også selv satte sig ned. Det var mærkeligt at stå op, nu da han ikke selv gjorde det mere.

Hun nikkede, da han gentagede hende. "Jah.. Dræbt.." Hun så ned i hans skød, hvorfor vidste hun ikke. "Jeg kan intet huske fra mit forrige liv, det er så sløret for mig!" Hun sukkede engang, men så op på ham igen. "Men 18 år overlever jeg nok, ikke at kunne huske.. Men der er nogle ting som jeg har fundet ud af.. Men der er flere jeg har brug for at vide, for.. Når jeg ser blod, bliver jeg så.." Hun rystede på hovedet, inden hun pustede hårdt ud. "Jeg har LYST til det?? Men jeg væmmes, ved at stjæle fra folk!"

"Åh.. Det må De undskylde Ed!" Hun skulle til at række hånden frem, men stoppede så sig selv i det. ".. Nogle.. Elsker at ændre andres fremtid?"

Ed smilede let dog stadig koldt da hun satte sig ned overfor ham, han undre sig lidt over hvorfor hun så mod hans skød det var ret mystisk dog slog det ham at hans stok nok var det der fange hendes blik"nå du kan li mi stok? du har nok set at jeg ikke er dårligt gående så det er ikke derfor jeg har den"sag han og løftede øjenbrynet let, han regnede med at det var derfor hun så der, han så lidt ud på havet"hmm måske har du været vampyr engang?"forslog han"ja sådan nogle fol findes og jeg har mødt en, da jeg var 18 år og menneske blev jeg overfaldet af en kvindelig vampyr som forvandle mig men efterlod mig så, så jeg selv måtte lære at styre mine kræfter"sag han køligt og tænkte tilbage han ku huske det helt tydelig det var den dag der havde entret sit liv og han fik lyst til hævn flere år efter dræbte han kvinden.

Han blikke var ikke ligefrem behagelige, men hun kunne klare dem. Hun havde klaret en masse andet, som var mere frygteligt end disse nedladende og onde blikke. Som hendes.. Død? Hun vidste ikke hvad det var hun havde lavet eller opnået, med denne rejse fra jord til himmel – Eller helvede?? Men hun kom jo tilbage igen, for hun havde en mission. Problemet var bare.. Hvad var det hun skulle udrette i denne tid, hun havde her på jorden?
”Jah.. De må da indrømme, at den er let genkendelig samt en utrolig ting som kan få Dem til at skille sig ud?” Hun havde nærmest store øjne, for da han ikke gjorde noget ved at det var en stok eller noget. Han haltede jo ikke engang? Så måtte den da være mægtig, på en eller anden måde?
”Åh..” Hendes medfølelse kom før hendes afsky, denne kvinde var jo direkte ondskabsfuld? Det var jo en forbrydelse, at pålægge en anden den skæbne som en selv havde fået lagt i sine hænder. Det var afskyeligt! ”Det er altså hende.. Som havde valgt, hvad du skal og ikke skal i denne verden?” Hun rettede sig op, skød brystet let frem. Hun vidste ikke hvorfor, hun havde ondt i nakken? ”De.. Føler et svigt, for den der ellers skulle våge over dem..?” Hun stoppede igen, hun skulle ikke lyde selvfed og klog. Det ville hun overhovedet ikke få noget ud af, tværtimod.

>Ed nikke let til hendes ord"folk ville se mig selvom jeg ikke gik med den, folk på gaden er ret bange for mig"sag han roligt og man ku hørere at det var noget han nød det, han løftede let sin stok op"den kan noget særligt derfor går jeg med den"sag han så og betragte hende let før han så lidt på sin stok, han så dog hurtigt hen på hende igen"ja det var det jeg lærte mig il at overleve og forlod mit hjemland efter at ha dræbt min familie fordi jeg ikke ku styrere min tørst men så kom jeg her til og her lærte jeg det, dog levede jeg ikke så længe dog nåde jeg at få hæv ved at dræbe kvinden men så blev jeg selv dræbt 5 år efter"sag han køligt og tænkte tilbage han ku tydeligt huske kvindens ansigt og især da han kom for at dræbe hende hun troede ikke han havde overlevet forvandlingen man han var ikke en svag fyr.

”Åh..” Sagde hun til hans beretning, så folk frygtede ham altså? Det var mærkeligt, for hun forholdt sig så underligt roligt?
Sookie strøg en tot hår, om bag hendes øre. ”Det er noget af et liv, som De har været udfor?” Hun smilede halvt, for den var jo også sørgelig.
Hun tog mod tilsig, inden at hun rykkede lidt tættere på ham. Ikke helt tæt på ham, men så der ikke var nogen grænser. ”Må jeg..” Hun rystede på hovedet, inden hun sagde noget alt for dumt. ”Nej..” Hun gispede sagte, inden hun rømmede og begyndte på noget andet. ”Men Ed.. Må jeg være så fræk, at spørge Dem om de har følelser?” Hun så ned på hendes hænder, dette var et mærkeligt emne. For hun sad her på stranden, med en mand som alverdens folk frygtede.. Og snakkede om følelser? Kun en tanke strejfede i hendes lille opkogte hjerne; *Han spiser mig snart?* Hun bed sig prøvende i læben, inden at hun så stille og roligt op på ham..
Han måtte ikke blive sur, det måtte han virkelig ikke! For han havde da lidt potentiale, til at blive en ven. Eller en grænseoverskrider.. Ven? Hun grinede indeni, hvorefter at hun satte sig stille og roligt på knæ.

//Sorry.. Blev ultra kort..//

Ed så let på hende hun var fyldt med ord det ku han tydligt hørre"ja det er det, jeg har oplevet ting du næsten ikke kan drømme om"svarede han og lag stokken ned igen og løftede et øjnbryn da hun rykke tætter på ham dog ku han ikke røre hende enddnu, han rystede på hovdet"ikke som alle andre mennesker jeg har fravalgt kærligheden har heller aldrig følt den"sag han og så undrene på hende"hvorfor spørg de?"spurgt han undrene venner ku de måske blive vis hun turde se ham igen, dog ville han ikke spise hende der var noget ved hende som fik ham til at blive nysgerrig og hun var også den eneste person her oppe på jorden der nu kendte lidt af hans lang liv"jeg ha været djævel i lidt over 1000 år"tilføj han let.

//hallo?//

Hun så nysgerrigt på ham, inden at hun lænte sig mod ham. "Hvad.. For nogle mange ting, har De oplevet?" Hun hævede det ene øjenbryn, som hun syntes var rimelig cool.. I hvert fald, når hun så andre gøre det.

Svaret chokerede hende, for hvordan kunne man bare fravælge kærligheden? Det var en af de stærkeste og mest intime følelser der fantes, hvordan kunne man kaste det bort.. Som var det bare en slidt hat, man alligevel aldrig gik med? 
Sookie sukkede let, så op på Ed. "Jamen.. De har lever i ret så langt tid, flere århundrede mere end mig! Men De er stadigvæk ikke været i kontakt med kærlighed? Er det ikke.." Hun prøvede at få de rigtige ord frem, men de ville ikke sammenarbejde? ".. Ensomt?" Røg det ud af hende, men hvordan kunne hun tro sådan noget? Hun kunne jo ikke engang selv huske, at hun selv havde været forelsket?

Sookies øjne blev store, da de nu regnede i rimelig store tal. "Et-Ettusinde??" Hun lød på samme tid skuffet og nysgerrig, han havde oplevet en masse.. Men han var for gammel.. ALT for gammel til..
*Hvad laver du.. Nød??* Tænkte hun inden i sig selv, hendes underbevisthed havde åbenbart tager over.. 

//Undskyld, glemte lige noget!!//