Lys i mørket - Naoya

Tid: Ca. 21:48
Sted:Gangen ved vente rummet
Omgivelser: Den sædvandelige slags på et hospital
Vejr: regnede(regner)

Julius var blevet kaldt ind for at give en ældre døende kvinde hendes sidste bøn. Det var en af de ting ved at være præst Julius ikke kunne lide, Hospitaler var et underligt sted, alle de overnaturlige væsener der var der som folk ikke kendte til, ånder, spøgelser og sjæle det var fortabt for altid. Og da Julius var dødsengel var dette et af hans job at føre dem videre men dem der var i hospitalet var ikke for det stod nemlig sådan til at vis man takkede nej fik man lov til at blive i alt evig tid indtil tilsidst man opløste og forsvandt, og da de stadig havde menneskelige følelser havde de det med at blive sindsyge. men nok om det.

Julius lukkede sin bibel da hun var sovet ind, og lagde rosenkransen på hende og kiggede på hendes grædende familie, hvor han gik hen og lagde en hånd på den der kunne være hendes søns skulder og sagde lavt til ham "Hun er et bedre sted nu, må hun ville i fred" han vidste aldrig hvad han skulle sige. Han forlod rummet kort efter og gik ud på gangen hvor han sukkede lavt for sig selv før han rystede kort da han følte sig dårligt til måde da de 'onde' ånder var tæt op af Julius da de ved han kunne få dem videre, men han måtte ikke så han prøvede at ignorer dem.

Julius gik hen til Skranken for at få sin frakke og taske udleveret, han kiggede på damen bag den og spurgte "undskyld mig.. tror de jeg kunne få min frakke igen?" Hun svarede med en venlig tone "selvfølgelig.. men før de går fader tror de at de kunne snakke med en.. de ser ud som en forstående person og drengen er en der før har været udsat for vold i hjemmet regner vi med.. men det er ikke noget han snakke med os om måske kunne de finde ud af noget?" han nikkede kort og gav et venligt smil før han gik hen til drengen som hun havde peget på.

Julius gik hen og satte sig ved siden af drengen der ikke så meget yngre ud end ham selv, han kiggede på ham og sagde med end venlig stemme "hej.. hvordan går det?" Julius havde besvær med at omgås andre mennesker men det var dog nødvendigt så han gjorde sit bedste også selvom en kikset start. Julius var iklædt en sort jakkesæt, med sort skjorte og den hvide præste krave.

Der var et par grunde til at han ikke ville snakke om hans problemer derhjemme. Hans broder Conrad, arbejdede som doktor på dette hospital.
Så vis Nao kom til at fortælle det til sygeplejeskeren eller de andre doktoere ville Conrad højst sandsynligt miste hans job. Hvilke ville gå ud over Nao i sidste ende. Det var alligevel ikke så tit at han kom til skade, det skete kun hver gang at Conrad drak sig fuld.
Nao havde bandage om det forstuvede håndled og havde nogen få skrammer i ansigtet. Han var, ligesom Julius, i stand til at se spøgelser og ånder. Men til Naoya's uheld havde han svært ved at hjælpe dem. Mest fordi han aldrig rigtig vidste hvad han skulle gøre. Han var jo en blanding imellem en engel og et menneske, hvilke han selv ikke vidste. Han troede fuld og fast på at han bare var et menneske. Det skulle så også lige siges at Nao godt kender til alle de forskellige racer som gemmer sig iblandt mennesket.
En stemme fik Naoya til at løfte hovede. Foran ham stod en ung mand.. en præst? Han var ikke en del af dette hospital..så måske? måske kunne det lade sig gøre at snakke med ham.
De hvidlige øjne studerede præsten, han havde ikke set ham før? men Nao var jo også ny i byen, så selvfølgelig havde han ikke set ham før.
" hvordan det går?... *kort pause* det har gået bedre, men jeg har det fint " sagde Nao venligt og lod et smil brede sig på hans smalle blege læber. Det gjorder lidt ondt pga en af skrammerne var på hans læbe.
"hvad laver De har på hospitalet? " spurte Nao undrende og havde kun troet at præster kun ville være ved kirker?

han fik ham til at snakke, det var et godt første tegn, betød at der dog stadig var chance for at han kunne hjælpe også selvom han ikke vidste hvordan men han blev nød til at prøve fra en ende af og så på et tidspunkt kunne man hjælpe hvilke sikkert ville gøre godt både for drengen, som endnu ikke havde givet Julius en grund til ikke at kunne lide ham, og ham selv som en træning i mennesker.
Julius tænkte kort over spørgsmålet før han svarede "Skulle give en kvinde hendes sidste bøn.. en der sov ind for ikke så langt tid siden.. men nok om det.." Julius snakkede med en venlig stemme som man ville forvente dog kunne man måske høre en anelse af en følelse af at være ukomfortable.

Efterfulgt af Julius der kort kiggede på et bestemt område som for nogle ville være den tomme luft men for ham i hvert fald et sted hvor der stod en ånd og stirrede direkte tilbage på Julius og da Julius kiggede tilbage på knægten. "Navnet er Julius.. vad med dig har du et navn jeg kan kalde dig ved?" spurgte han igen med en venlig tone

"Sidste bøn?" mumlede Naoya og tænkte sig om. Det var en god gerning, men alligevel skræmmende at tænke på hvor mange der døde i denne bygning hver dag.
Da Julius kiggede over i den 'tomme luft' vende Nao også blikket den vej. Han kunne se hende, men hun havde kun fokus på Julius. For han var jo en dødsenglen som havde større sandsynlighed for at sende hende videre. "Du kan også se dem?!" spurte Nao overrasket.

"Julius " gentog Nao for at kunne huske det, og igen studerede han Julius grundigt. Han studerede alt hvad han kunne, udseende, stemme og førstehånds indtryk. Så nu var hans navn og udseende kodet ind i hans hukommelse.
"Mit navn er Naoya, hyggeligt at møde dig " præsenterede han sig selv og rakte den raske hånd frem i en hilsen.

Navnet Naoya betyder ærlig (eller èn som er ærlig), hvilke han enlig også er. Han er en meget ærlig person som aldrig lyver og siger sin mening som det er. Dette var også nogen af grundene til at han kom ud i problemer. Det er jo både en god og dårlig ting at være ærlig.

"hvor gammel er du?" spurte han da Julius virkede ret ung, næsten alt for ung til at være en præst. Julius var nok 1-2 år ældre end han selv, derfor virkede det mere beroligende at snakke med nogen som var tættere på ens egen alder. Ikke så meget pga det der var sket, men mere fordi at de sidste par dage har han kun været omgivet af folk som var meget yngre end ham selv. Han fik lov til at hjælpe lidt til på hospitalet i børneafdelingen med at lege eller opmuntre de små børn.

Julius valgte med vilje ikke at svarer på om han kunne se dem eller ej, for i hans verden var det ikke nødvendigt for folk at vide hvem eller hvad han kunne se, dog undrede det ham en hel del at knægten kunne, knægten som påstod kun at være menneske, ikke det at det ikke var sket før at mennesker havde på en eller anden måde fået evnen til at se ånder men stadig det var meget underlig. Endnu en ånd have genfundet Julius og valtede hen til ham og stod og stirrede groft på ham fra side, Julius hadede det men gjorde sit bedste for ikke at vise det.

"Naoya... interresant navn.. men hyggeligt at møde dig" han rystede venligt hånden og gav et venligt smil, før han trak sin hånd til sig igen, han tænkte kort over hvorfor det så ud som om knægten havde nærstuderet ham før han svarede på knægtens næste spørgsmål "jeg er 18.. ja jeg ved godt det er meget ung for en præst men sådan er det jo.. hvad med dig?" Julius følte det stadig lidt underligt for engangs skyld bare at snakke med en og ikke være ude at lave store opgaver men istedet mere civile opgaver, præsten han arbejdede for i byen havde nok også syntes at det var noget som Julius kunne bruge da han ikke var den bedste menneske person.

Julius forsatte men en lidt mere stille tone end før "Tror du at du måske har brug for at snakke med en om de blå mærker, og skader du får? " Spurgte han venligt, han ville faktisk gerne prøve at se om han kunne hjælpe i hvert fald denne gang

Han behøvede enlig ikke at svare. For han kunne se på de andre spøgelser, at Julius kunne se dem men bare ignorerede dem. "ja jeg ved godt det er et specielt navn, jeg er fra England så jeg har ingen ide om hvorfor mine forældre døbte mig 'Naoya', men det er også hyggeligt at møde dig" forklarede han og grinte kort imens at han gav et lille klem, hvor han derefter gav så slip på Julius hånd. "jeg er et år yngre end dig, 17 år" sagde Nao og blev faktisk overrasket over at Julius ikke var ældre, men nok om det. Han havde enlig allerede regnet ud hvorfor en præst lige pludselig var kommet hen til ham for at snakke. Men han sagde ikke noget før at spørgsmålet faktisk kom.

"Det er faktisk ikke så meget at sige, som du kan se er jeg blevet tævet, men vis du gerne vil høre det så vil jeg gerne fortælle det " Naoya holde en kort pause, mere for at tænke på hvilken rækkefølge han skulle fortælle det i. Han var jo ikke van til at fortælle nogen om det, mest fordi han heller ikke ville lyde alt for pivet/ynkelig.
"Mine forældre bor i England, så jeg bor alene med min bror Conrad i Terre. Han er læge her på hospitalet, og er enlig en meget god og kærlig person, men han har bare et 'lille' alkohol problem." han holde lige en kort pause, og tog hånden oven på hans forbinding. "Der er tit meget stress på hospitalet så når at han komme hjem vælger han tit at drikke stressen væk og ja som du kan regne ud går hans stress og vrede ud ove- Kirken er meget flot , jeg tænker på at komme forbi " Nao havde pludselig skiftet emne midt i hans forklaring, men det var fordi at en ung doktor gik ind i rummet. Han var høj, havde sort hår og blå øjne. "Hej Conrad " sagde Naoya og lag pres på navnet Conrad for at understrege til Julius, at denne læge var hans storebror. De lignede overhovedet ikke hinanden, man ville slet ikke kunne gætte, at de var i familie vis man ikke allerede vidste det.

Conrad nikkede i en hurtig hilsen, og tog en kop kaffe fra automaten der var ved siden af dem og gik så hurtig videre igen. Han virkede som om at han var meget stresset, for han havde næsten igen tålmodighed ved automaten. Nao tog en dyb indånding af lettelse og afsluttede så sætningen "Hans stress og vrede går ud over mig"