Rainy Songs.. ~Naoya~

Regnen sivede stadig ned her efter mørkes frembryd. Det havde dog ikke regnet hele dagen me blot nu eller havd man kunne sige. Det haglede ikke men det var heller ikke kun støvregn. Man ville blive sjask hamrende våd hvis man var så dum at gå ud i det uden en paraply. Eller hvis man i det hele tagte gik ud i det på dette tidspunkt. Og vinden gjorde det heller ikke bedre. Den kølige og let krafige vind der havde hærget over Di Morga de sidste tre dage fik bare regnen til at skølle mere ind mod folk. Det var ikke regn nok til at der ville blive overscømmelse. Overhoved ikke. Regn her i byen ville bare komme og så stoppe igen. Aldrig i lang tid. Og det kom for det meste kun når klokken viste aften.
Der var helt stille ved De Ferme - Byens udendørs bandegård. Der var ingen toge der kørte på dette tidspunkt. Togene var faktisk begyndt at køre færrere og færrere gange. Og der kom ikke så mange til byen uden at de havde valgt at blive boende. Men siden at rygterne om at der kunne findes en hel masse af disse eventyr figure her blev det heller ikke til så mange. Dog var der en enkel person der var her på pladsen. En lille pige på ikke mere end de 14-15 år. Nok lignede hun en på den alder men det kunne man jo nemt komme til at gætte forkert på. Denne pige havde boet her lige siden hun var helt lille. Lige siden hendes familie forsvandt fra jorden overflade og steg til himmels. Håbede hun da. Denne piges navn var Amelia. Hun var intet menneske men lignede et. Dog over hendes skønhed der kunne afsløre hendes umenneslighed hvis man kendte til det. Hun havde langt hasselnøddebrunt hår der nu bølgede lidt over hendes skuldre siden at det var ved at tørre efter at hun nok havde været ude i regnen. Hendes latinobrune og bløde hud fremhævede hendes smukke og krystalklare øjne med deres specielle hasselnøddebrune farve. Hun var ikke iført mere end en kort rød nederdel og en løs hvid skjorte. Ingen sko. Tøjet var også ved at være helt tørt igen og man ville nok regne med at hun ahvde siddet der på den ene bænk under et halvtag i lang tid. Hun havde trukket sine ben tæt ind til sig og svunget sine arme om dem. Hendes blik var retett mod fliserne og selvom at hendes knæ dækkede for det halve af hendes ansigt kunne men nemt fornemme og nok også godt se at hun ikke smilte.

//sry tiden =.= min mor tvang mig til at slæbe ting ned i kælderen //

Naoya havde husket, at tage sin paraply med, men han blev jo stadig våd pga vinden. "udulige regn..udulige bror.." mumlede Nao til sig selv. Han havde ikke ligefrem haft den bedste dag, da hans storebror besluttede sig for at drikke sig fuld og hver gang at Conrad (storebroren) var blevet fuld..tævede han altid Naoya over de mærkeligste runde. Så i dag var ligesom alle andre dage hvor storebroren var blevet fuld. Naoya havde ondt i ribbenene pga de to spark som han havde fået. Han var derfor kommet til at bide sig i læben, så det bløde svagt. Men alt dette var ikke noget som gik ham specielt meget på, han var van til det eller rettere opvokset med det så for ham er det bare en del af hverdagen.

Da han kom ind på bandegården rystede han paraplyen og gik inden for. Hans halvvåde brune hår dækkede næsten helt for det eneste, som viste at han ikke var et normalt menneske.. de hvidlige øjne (se profilbilled) Intet normalt menneske havde sådan en øjenfarve og det var nok derfor at han blev afvist af hans forældre som boede i England.
Enlig var en bare gået en tur og ende tilfældigvis på banegården, her var tomt. Eller næsten, en skikkelse fra en pige på de 14-15 år var det eneste liv udover ham selv. Hun lignede et menneske..men alligevel ikke. Der var noget over hende som afslørede hendes umenneskelighed. Hvilken race hun var, kunne han kun gætte sig til. Han gættede nok på at hun var en af de fredelige racer som alfer, elvere og Aspara'er. Men som sagt havde han ikke rigtig nogen ide om hvilken race hun tilhørte.
Naoya var en blanding imellem en engel og et menneske, men han kende ikke til hans engle halvdel. "godaften" sagde Nao venligt og satte sig ikke så langt væk fra hende.

//Bah! :b Deter okaii! x]//

Amelia så ikke helt ud til at reagere på at der var nogen der snakkede til hende. Hun forblev bare helt stille og roligt. Og fuldkommen fredelig som det lille smil hjælp til med at gøre hende. Hun havde ingen problemer med at holde balancen og have sine ben oppe på bænken sammen med hende. Så lille og spinkel var hun altså. Men stadig væk var hun heller ikke super tynd. Hun spiste godt og var ret så glad for mad. Lige ud over grønsager. Det var ikke ligefrem hendes favorit føde. Men hun kunne da godt spise det hvis det var. Man kunne lige skimme hvordan at hun sad og vippede frem og tilbage. Som om at hendes hoved var helt tomt for tanker der skulle tænkes igennem. Som om at hun ikke rigtigt var til stede. Som om at hun blot var en robot eller en dukke der havde fået sig et liv på jorden som sin egen herre. Men sådan var det nu ikke. Sådan havde regn bare på hende. En virkning hun var blevet vant til. Noget der lignede en tåre lavede en bøjet bevægelse ned langs hendes kind og det var der at hun sådan vågnede. Som om at hun havde været i en trance.
Hendes øjne var spærret en smule op og hun rettede nu sit blik mod denne dreng der ikke stod særlig langt væk fra ham. Hans stemme var vist kun lige nået hendes hørelse. Hun sad nu med et lettere overrasket ansigts udtryk mens at hun studerede ham. Hans udseende. Hans halvvåde hår der stadig kunne ses glimtrende dråber i. De lidt mælkehvide øjne der så mod hende. Hans næse sammen med hans kindben. Og så hans læbe. Det var her hun stoppede op. Blod! Hun spærrede igen sine hasselnøddebrune dådyr øjne op og med lette og smidige bevægelser lykkedes det hende at komme op og stå på bænken. Så hun var et lille smule højere end ham eller cirka på samme højde. Hun så stadig mod den lidt blodende læbe og uden at sige noget førte hun sin ene lille hånd op mod hans ansigt. Hun sagde ikke noget og man ville nemt kunne tro at hun var en stum lille pige. Især på hendes opførsel og hendes ansigts udtryk der viste hendes følelser som en åben bog. Hun lagde sin hånd mod hans kæbe og lod sin tommelfinger glide hen over hans læbe. For at fjerne det blod der nu var fremme. Hun så så spørgende mod hans øjne mens at hun roligt fjernede sin hånd igen. Hun var lidt af en sær en. Og det var ikke noget hun tog sig yderligere af..

Naoya var ekstrem madglad, han spiste for 3 voksende personer hver dag, hvilke man ikke kunne se da han stadig var tynd/slank. Han elskede det meste både grønsager og kød men han brød sig ikke særlig meget om noget der var alt for stærkt såsom chili. Han havde en 'katte tunge' som man kalde det. Det betød at han smagte tingene kraftigere end andre så chili brænde på hans tunge.
"er der noget galt?" spurte han, da hun virkede lidt...livløs? Hun mindede ham om en af de der kønne pynte dukke, som sad og stirrede ud i luften. Han begyndte at blive mere bekymret da hun ikke svarede så han valgte at gå tættere på for at studere hende mere. Men i det at han gik tættere på reagerede hun og kiggede på ham. Hun havde klare hassel nøddebrune øjne, men alligevel var der noget liv som manglede i hende.
Det var tydeligt at se hvor overrasket hun blev da hun så blodet ved læben. Nap kunne mærke hendes varme hånd ligge sig på hans kolde kæbe, og derefter fingeren som tørte, det stadig varme, blod væk. Der var dog ikke særlig meget blod, men nok til at hun kiggede spørgende på ham. "når det...Umm jeg kom til at bide mig i læben " forklarede han, det var enlig ikke løgn men stadig 'kom han ikke til det' han bed sig i læben for ikke at vise smerte. Men det var ikke meningen at bide hul.
Han så undrende på hende da han ikke vidste om hun var stum, måske var det ubehøvlet at spøger? men vis han ikke spurte ville han jo nok heller ikke få svar "Hvad laver du her? burde du ikke tag hjem? eller søger du ly for regnen?" spurte Nao og håbede på at få svar.

Amelia rystede blot på hovedet. Både til det første han sagde og det sidste han spurgte hende om. Hun kendte godt til smerte og selv bed hun sig ikke så hårdt i læben hvis hun bare var nervøs eller sådan noget. Men så igen. Han kunne jo vare vampyr. Og ikke kunne styre sine hugtænder. Altså at han ikke kunne trække dem væk igen. Men efter bide mærkerne at tænke på så så de ikke ud til at være sådan som hun huskede et vampyr bid. Hun gad egentligt ikke at svare hans spørgsmål. Hun kunne godt og skulle nok gøre det men der var noget andet der skulle gøres først. Hun ville være sikker. Hun førte igen sin hånd op mod hans kæbe og ikke bare den ene. Nej hun tog rigtig fat i den og pressede en smule for at tvinge ham til at åbne munden. Hun havde ikke taget fejl. Ingen hugtænder overhoved. Hun slap igen og så så mod ham igen. Lettere smilende. Og uskyldig. "Det må du undskylde.. Men hvad er det der har gjort du har bidt dig i læben?" lød endelig hendes stemme. Den var overraskende rolig og næsten engleblid.
Hun lod sig så gå et enkelt skridt tilbage så de ikke stod helt så tæt. Hun havde ikke så meget imod det men hun tænkte meget på ham. "Ehm.. Jeg slapper af.. Regnen har denne beroligende effekt på mig og så kan jeg ikke helt sove.. Hvorfor skulle jeg taget hjem? Huset er alligevel tomt" Hun stod stadig bare der og smilede helt ubekymret. Som om at det ikke var noget særlig mærkeligt i at hun boede alene..

//sry for det korte svar =.= //

Hun rystede på hovedet, så det betød at der ikke var noget galt og til det sidste. Det var da en lettelse at der intet var galt, men undrede sig stadig over hvad hun lavede her ude på denne tid.
"hm?" sagde han da hun lage begge hænder på hans hovede eller rettere kæber og pludselig pressede på en nerve i begge sider så han ikke kunne gøre andet end at åbne mundet "Av av Aw " brokkede han sig og tog tilsidst hendes hænder væk. "hvad skulle det til for?" spurte han og tog hans hænder op til de ømme kæber men da hun sagde undskyld smilte han bare "gør ikke noget, hvad jeg har gjort? når jeg kom op og slås med min storebror" det var den korte men stadig sande forklaring. Han havde ikke rigtig lyst til at forklare i detaljer hvad storebroren havde gjort.
Hendes stemme virkede overraskende blid, det var ingen tvivl om at hun var en af de fredelige racer.
"beroligende effekt? måske lidt for meget, du så i et kort sekund meget...livløs ud?" sagde Naoya og passede på med ikke at lyde ubehøvlet. Hans mælkehvide øjne studerede hende. Hendes navneløse ansigt var allerede kodet ind i hans hukommelse "tomt? hvor er dine forældre da henne? "

//Det er okaii x3 Mine indløg bliver heller ikke helt så lange//

Amelia rystede blot på hovedet. Både til det første han sagde og det sidste han spurgte hende om. Hun kendte godt til smerte og selv bed hun sig ikke så hårdt i læben hvis hun bare var nervøs eller sådan noget. Men så igen. Han kunne jo vare vampyr. Og ikke kunne styre sine hugtænder. Altså at han ikke kunne trække dem væk igen. Men efter bide mærkerne at tænke på så så de ikke ud til at være sådan som hun huskede et vampyr bid. Hun gad egentligt ikke at svare hans spørgsmål. Hun kunne godt og skulle nok gøre det men der var noget andet der skulle gøres først. Hun ville være sikker. Hun førte igen sin hånd op mod hans kæbe og ikke bare den ene. Nej hun tog rigtig fat i den og pressede en smule for at tvinge ham til at åbne munden. Hun havde ikke taget fejl. Ingen hugtænder overhoved. Hun slap igen og så så mod ham igen. Lettere smilende. Og uskyldig. "Det må du undskylde.. Men hvad er det der har gjort du har bidt dig i læben?" lød endelig hendes stemme. Den var overraskende rolig og næsten engleblid.
Hun lod sig så gå et enkelt skridt tilbage så de ikke stod helt så tæt. Hun havde ikke så meget imod det men hun tænkte meget på ham. "Ehm.. Jeg slapper af.. Regnen har denne beroligende effekt på mig og så kan jeg ikke helt sove.. Hvorfor skulle jeg taget hjem? Huset er alligevel tomt" Hun stod stadig bare der og smilede helt ubekymret. Som om at det ikke var noget særlig mærkeligt i at hun boede alene..