En Fyrig Sjæl og Et Lysten Hjerte (Joe)

Tid: Omkring midnat
Sted: De utallige gyder i byen
Omgivelser: Dystre? Stille og mørke
Vejr: Overskyet, og trækker op til regn. Koldt

Det var koldt udenfor. Vinteren havde stadig et stramt greb om verden, og så ikke ud til at ville slippe igen, men klemmete hårde fast for hver dag der gik. Dækkede hver dag med mørke, og for hver gang lyset fik mast sig frem, blev det kvalt igen. Natten holdete stædigt fast, og efterlod folk i et dystert sind.
Årstiden hvor der er flere der nægter at holde fast i livet, og blot giver slip for at svinde bort i deres eget mørke. Egentlig en selvvisk tanke.
Der er ingen omtanke, kompetence, ingen medfølelse for dem der efterlades, og får følelsen af skyld. Selvmord er en svaghed. Mørke er blot en fase der overstår, og i morgen står solen op igen, selv hvis det bare er for nogle timer. Nat, dag, varme eller kulde. Den samme ting, hvis man ikke giver det omtanke. Navne...
Stilheden lå tungt, og et tykt tæppe af tunge sorte skyer, havde lagt sig over himlen, og blokere alt håb i den mørke stjernehimmel, men hvem har brug for håb, når man ved at imorgen stadig er der, og at uro er helt irrelevant?!

Alt dette blot flygtige tanker, der passerede en lille skikkelses sind, uden at have større vægt eller vigtighed, for lige rundt om det næste hjørne ville der være en ny opdagelse, noget nyt dog... Foranderligt. Verden er et mirakel, og fyldt med en liflig smag. Lidenhed burde ikke burde ikke have sin plads, i en verden der var så stor, der har så meget at give.
Det er latterligt egentlig, hvor smålige folk kan være. Utroligt hvor barnlige folk kan opføre sig, selv dem der påstår at de er voksne, og at de har styr på alt. Alt i alt er det egentlig dem der forstår mindst. Verden er en gåde der kun er løst når tiden starter, og jo mere sand der løber gennem timeglasset, jo mere glemmer man hvad det hele var omkring. Selvom man nu står med ny viden, og hvasse bemærkninger som man kan kaste efter andre, hvis de prøver at sætte spørgsmålstegn ved ens viden.
Viden er triviel, for det gør ingen mand mere klog.

Et hastigt åndedræt, fulgtes af en legesyg latter. Lette skridt lød ned af gyden, men forsvandt så hurtigt som de var dukket op. Åndedrættet var også blot forsvundet ud i intetheden, uden nogen varsel.
En jagt?
En flugt?
Lyden af sko der slog mod jorden vendte tilbage, men det var ikke længere foran, den var. Det var nu i en gyde, to gyder længere nede, og en let skramlen kunne høres, da et par hænder blev trykket ned mod en af de store metalcontainere, for at få et legeme over, og ned på den anden side, i en elegant bevægelse.
En rumlende lyd fra himlen, overdøvede lyden fra den omkring løbende skikkelse, for nogle sekunder, før natten igen blev lydt, og de hastige håndedræt igen kan høres.
Kort kunne en skikkelse ænses, som den løb forbi en åbning ind til en gyde. Men før det er muligt at nær studerer den, var den væk, og lydende ophøre igen.
Stilheden lagde sig tungere denne gang, og alt hengav sig hen i stilhed.
En dyb næsten irriteret rumlen lød igen fra himlen, og et lille glimt syntes at kunne ænses et sted i horisonten, eller måske var det blot et pus der blev spillet med dem der så mod himlen?

"Fireogtyve!...." Hurtige åndedræt sluttede sætningen.
Skridtende vendte ikke tilbage, men den lille skikkelse kunne svagt ses stående i en skygge, med hænderne liggende på knæende, og resten af kroppen sunket let sammen, kun med lænden liggende støttende mod væggen, for at sikre at kroppen ikke blot ville vælte bag over, i den udmattelse som ejeren havde bragt over sin krop.
Et forpustet grin forlod læberne, mens en fyrig sjæl stadig brændte tydeligt, i de sære, sølv og -let grønfarvet øjne. Et stærkt skær af den legesyge lyst, stod lige så klart som den fyrige sjæl.
Noget som knurren oppe fra ikke kunne ødelægge, uanset hvor højt det skulle lyde.
Det lille, spinkle ansigt, flyttede sig op af, og øjne fæstnede sig kort mod himlen, hvor på et lille smil lå på læberne, og et næsten grinende åndedræt trillede over læberne, da det ikke blev til mere, i den lette afmagt.
"Så kom dog an... Bevis at du er mere end buldren og gråtoner" lød den kvindlige, eller nok mere feminine lettere barnlige stemme, selvom personen der ejede den, langt fra var et barn længere.

Hun lagde hænderne i sin side, og rettede sig let op, for at tage en dyb indånding, før hun tippede let tilbage mod væggen, og lod sig langsomt glide ned, mens hun holdte knæene bøjede.
Der var ingen bekymring for hvorvidt de sorte korte shorts, eller de hvide strømpebukser inden under blev beskidte. Der var trods alt bare tøj, og det kunne altid vaskes hvis det blev nødvendigt. Men som det var nu, var det dog ikke, selvom hun havde løbet en del, og havde trættet sin egen krop. Der var mere en behagelig lugt omkring hende, dog meget dæmpet. Lettere sødlig.
Den lille skikkelse rettede kort på den langærmet sort og hvid strippet T-Shirt, og lod blikket igen vende sig mod himlen.
Hun rakte den ene hånd ud til siden, for at trække en grønlig, og meget slidt sækkelignende ting ud fra bag en container, lettere sagt hendes vadsæk.
Hun stillede den ved sin side, og lod der efter hånden hvilke oven på sækken, og lukkede øjne. Hun havde brug for at samle sine tanker, hvilke langt fra var særlig let, da hver eneste puslen i de omkring liggende gyder, fik hende til at åbne øjne let, for at kigge i retningen lyden var kommet fra. Hendes øjenlåg gled dog i igen, og hun fortsatte med at trække vejret hastigt, selvom det langsomt faldt til ro, og blev mere rytmisk. Hendes hjerte stilnede også i hendes brystkasse, og føltes ikke længere som hvis det ville briste.
Det nægtede dog at glemme handlingen som hun havde udført, og bankede stadig fast. Adrenalinen nærede hele hendes krop, og hendes krop skælvede let, men det var ikke vigtigt. Hvad der var vigtigt var den følelse af liv hun havde bragt sig selv, som nu løb gennem hendes krop, og bragte et smil på hendes læber.
Der var intet som at føle sig i live.

Timeglassets sand løb, og hvad tiden ville bringe af minder var der ingen vished omkring. Nattens minder ville måske blot glide bort i tidens strøm?

//jeg svare imorgen/sener skal lige tænke over et godt svar//