Shadow of the Night

Sted: Uden for Katedralen
Tid: 23:45
Omgivelser: Corbin
Vejr: Overskyet, og med en tyk tåge


Et stramt greb af mørke have lagt sig over himlen, og havde sat sine klør dybt ind i himlens legeme, uden noget ønske om at slippe som som det var. Skyerne lå tungt, og var næsten sortere end natten selv.
Hård og kold, stille og næsten død. Byen var så godt som død, ikke grundet i tiden, men et eller andet havde taget sit greb over byen, og lå i hver gyde og rundt om hvert hjørne, i hver krog, og gav det Di Morga en kold og ubarmhjertig følelse.
En tung, tyk tåge lå over jorden, og kastede sig i vilde bevægelser ud til siden, når noget skubbede den til siden. Bevægelser endte dog med at være blide, og endte næsten med at danse i elegante cirkler, før de døde hen.

En blidt vind legede omkring, og tog fat i ting der var efterladt på jorden, for at skubbe lidt til dem, men måtte opgive, da der ikke var nok styrke til at flytte dem omkring længe.
Det varede dog ikke længe, før alt blev helt stille og vinden havde opgivet at lege omkring, i denne stille nat, hvor alt virkede så dødt.

En enkelt person stod foran Katedralen, dog ikke med blikket fæstnet på den storslående bygning, der imod ned i sin egen hånd, hvor et lille timeglas lå. Et lille timeglas hvor sandet ikke faldt ned i bunden, men hang stille ved det tyndeste punkt. Noget sand lå dog i i bunden, men massen blev ikke forøget. Sandet var hverken stift, eller ubevægeligt, tvært imod, det bevægede sig lykkeligt ved hver lille bevægelse, og slog mod siderne.
De sære sølvfarvet øjne, med det gullige skær, stirrede stift på glasset, men ejede ingen følelser bag. Blikket var koldt, og ejede kun ligegyldighed.
Et kort suk gled over læberne, før hånden lukkede om timeglasset, og gled ned af siden.
Personen bar en lang sort frakke, der slog let til tågen, da han tog et skridt frem, og fik hele dansen til at starte forfra, før den selv lagde sig. Et par lettere tætsiddende bukser beklædte benene, og dækkede de sorte store støvler. En sort tætsiddende, langærmet T-shirt gemte overkroppen, men afslørede korset der hang om halsen.
Han flyttede lidt på en af de hvide striber, og gik et skridt tættere på kirken.
Et kort sort silhuet af noget der lignede vinger, sad på hans ryg, men svandt hen, uden en lyd, og virkede til aldrig at have eksisteret.

Nanase kom med foldede hænder ind i kirken. Et mindre smil kom på det marmorhvide ansigt, hun gik næsten i et med de smukke dekoration. Hendes mørkeviolette øjne så frem mod podiet. Hendes smil var ikke søgende efter tilgivelse, men en smule sarkastisk. Inden i søgte hun måske en smule tilgivelse, men hun viste det ikke. Hun sukkede med et mindre grin. "Jeg høre slet ikke til her mere.. Vel?". Hun pustede til det silkebløde sorte hår og legede lidt med den mørkerøde rose hun havde i hånden. Hun satte dog hovedet undrende på skrå. Hvor længe er der gået inden jeg sidst var her? tanken undrede Nana, minderne kunne ikke forblive i fortiden. Hun så op på de smukke marmor dekorationer hun så godt gik i et med og kunne ikke lade vær med at huske tilbage på den gang hun først var kommet her. Nemlig i begyndelsen af 1200-tallet. Hun lukkede øjne og mærkede til sin overraskelse en anden stærk tilstedværelse. Hun tog en kort indånding, hvor et smil derefter dukkede op på hendes rosa læber. Selskabet overraskede hende ikke så meget, da hun jo sad i en kirke.

Corbins sære øjne fortsatte med at ligge på kirken i nogle sekunder, før han endelig begyndte at gå mod kirken. Hans skridt var rolige, sikre og stille. Ingen frygt for hvad der skulle ske ved næste skridt, og hvad fremtiden ville bringe ham, hvis han fortsatte den vej han var på vej ned af.
Hans ene hånd hvilede i hans bukselomme, mens den anden hang ned af hans side, som nu kun holdte fat om snoren til det lille timeglas, så timeglasset svang lidt frem og tilbage som han gik. Sandet bevægede sig dog stadig ikke fra den ene ende til den anden, men svingede dog rundt i den øverste del af glasset.

Tågen dansede rundt omkring ham, for hvert skridt han tog, og lavede sig egen lille solo, så elegant og blidt, før den gled ud i resten af tågen. Corbins forstyrrelse af tågen stoppede dog, da han nåede til den store overdådige træ dør, der tydeligt vidste tegn på alder. Han løftede den behandskede hånd med timeglasset, og tog let fat i døren, for at skubbe dem op, i en næsten lydløs bevægelse.
Et skridt og han var indenfor.
Hans grund til at gå ind i kirken, var dog ikke af tro, eller ønsket om tilgivelse. Han fandt begge trivielle, som så meget andet. Hvorfor skulle man tro, når man kendte sin plads, og det var alt hvad der var vigtigt?!
Den massive dør blev lukket let bag ham igen, efter to enkelte og lydløse skridt havde ført ham ind i kirken. Han tog sig ikke af visheden om en anden eksistens inde i kirken, men fortsatte blot roligt ned af midtergangen.
Det tydelige kors omkring hans hals, svang let i takten med hans skridt, og det samme gjorde den lange sorte frakke.
Intet omkring ham udstålede bekymring, faktisk udstrålede det ikke ret meget andet end en kølig sjæl, og et hjerte der pralede af ikke at slå længere, eller have de ting som føglede af at slå.