I can see you from my shadow

Hun havde lukket døren til sin lille bolig. Hun smilede for sig selv, da den kolde vind ramte hende. Hun bevægede sig stille over til sin cykel. Et stykke tid kiggede hun på den, var ikke helt sikker på om hun vil køre på den. Men tanken blev så afgjort efter par minutter og hun gik op på cyklen. Hun plejede altid at cykle en tur om lørdagen. Altså de lørdage hun havde fri. Hun smilede, da brisen legede med det brune hår. Hendes blå øjne løb i vand, og det var ikke fordi hun kørte for stærkt, for det kunne hun ikke. Cyklen var specielt lavet til hende, og kørte kun i en tempo, og de var hendes. Ser du, Maricela kunne ikke give så meget. Hun blev al for hurtigt træt.

Hun havde tænkt sig at cykle ud til Sombre, fordi der var så pænt på dette her årstid og der var næsten aldrig nogen der, så hun kunne have det hele for sig selv. Hun vil også lige have nogle visne blade med hjem, fordi hun samlede på det.
Hendes store smil var på, da hun ankom. Det havde taget hende cirka en halv time, og hun synes det var meget godt i forhold til starten, hvor det næsten tog to en halv time. Hun hoppede ned af cyklen og trak den med til den første lygtepæl hun så. Hun stillede cyklen der og låste den. Man kunne aldrig vide. ”Hvor smukt!” sagde hun og klappede i sine hænder. Hun løb over til et træ længere henne. Træet var omgivet af visne blade i mange nuancer. Hun begyndte at trække vejret hurtigere, men smilet var skam på. Hun skyndte sig over til cyklen og tog sin kurv.

”Wow” kom det fra hende. Hendes jeans var allerede blevet mudret til, og hun havde smidt sin lille frakke og sad kun i en rød skovmandskjorte som var knappet helt op, så man kunne se hendes undertrøje, som var sort og havde tallet 503 på. Men hun betragtede så bladet og kunne bare høre hvordan bladene omkring hende bare dalede ned. Derfor vendte hun hovedet til siden og så hvordan de stille faldt til jorden. Som var det snefnug. Maricela satte sig ned og studerede bladet videre. Den var rød i toppen, også blev den lysere og lysere. Den skulle op over hendes seng, selvom der allerede hang en del der.

Hvor elskede hun dog det her sted!

Han fløj højt op. Det var hundekoldt, men han overlevede. Hvor han dog havde kulden. Men udsigten var det værd. Han smilede, da han så sit sted. Eller det var jo ikke hans sted, men han havde lige opdaget Sombre, da han sådan set var ny her i byen. Og han var allerede forelsket i stedet. Jose var jo et freds væsen, så det var da ikke så underligt, at han gik efter det idylliske.

Vingerne blev slået ind idet han landede. Bladene omkring ham fløj rundt i en hvirvl. Det så næsten magisk ud. Han havde ikke opdaget hende, før bladene var landet. Han lag hovedet på skrå. Han havde ikke regnet med, at her vil være nogen. Det fik også hans hoved til at dreje omkring, men det eneste han kunne se var en cykel, nogle bænke og træer. Når jo, også hende.

Han kløede sig på nakken og bevægede sig imod hende. Menneske. Det var det hun var. Han kunne ikke rigtig mærke noget sært ved hende, og det var han taknemlig for. For det var faktisk længesiden, at han havde mødt et menneske. Han var næsten blev bange for, at menneske racen var blevet udryddet. Han fnøs over sin tankegang og standsede op. Han satte sig på hug bag hende og tog et blad op. ”De er pæne” sagde han roligt og kiggede på bladet. Han vil ikke forskrække hende, men hun havde sikkert hørt ham da han landede. Han skjulte jo heller ikke sin tilstedeværelse. Øjnene rettede sig til hendes smukke brune hår og det fik ham til at smile. Det hele så, så naturligt ud.. omkring dem. Det var det han savnede i verden.

Hun mærkede med det samme, at her var nogen. Hun vendte også hovedet om, men fik med det samme et blad i øjet plus nogle småsten. Hun fik lige pludselig travlt med at klø sig i øjet, at hun helt havde glemt, hvem der stod foran hende. Da hun så var sikker på, at der ikke var mere tilbage blinkede hun og kunne mærke at det var væk. De blå øjne nåede lige at se, at de store hvide vinger forsvandt. Hun smilede. Et lille smil for sig selv. Han var en engel. No doubt about that. Han så ud til at kigge efter nogen, hvem mon det kunne være? Der plejede ellers aldrig at være nogen her udover hende.

Han nærmede sig pludselig hende. Hun fik travlt med at nedstirre sit blad, men ud af øjenkrogen så hun englen. Hun kunne se hvordan han satte sig på hug bag hende. Hun vendte sig også imod ham, da han sagde noget. ”Ja ik’?” sagde hun stille og vendte sig helt om imod ham. Hun satte sig i skrædderstilling og kiggede på hans blad. Den var gyldenbrun, som de fleste omkring dem. Hun løftede stille sin op og lod blikket glide på den, da hun lod den dumpe i mandens hånd. Først nu så hun hvordan han rigtig så ud. Han havde et meget venligt ansigt, som havde oplevet lidt at været. Hun så inde i hans øjne og derefter imod hans mørke hår. Øjnene stoppede dog ved hans igen og et lille smil kom frem.
”De er alle specielle på dette her tidspunkt” afsluttede hun og tog hans blad fra hans hånd. Hun kiggede roligt på den. De var ret skrøbelige, så man skulle være forsigtet med dem.

Han smilede ved hendes reaktion. Stille og rolig, som om de havde set hinanden før. Også den måde hendes lille smil dukkede op på. ”Jo. Jo det er de” sagde han og lod øjnene følge hendes bevægelse. Han selv satte sig ned i skrædderstilling som hun gjord. For det vil komme til at gør ondt, hvis han sad på hug hele aften også var det også mere behageligt. Blikket gled til hans udtrukne hånd med bladet i. Han løftede hovedet op til hende. Han kastede et hurtigt blik på hendes blad, som var rimelig pæn i forhold til hans, som lignede resten af flokken.

Han lod hende kigge på sig og han kunne bare mærke hendes blå øjne. Han fulgte efter dem, hvor de til sidst endte hos hans. Hendes smil dukkede frem igen, og han gengældte den. Han erklærede sig enig i det hun sagde og han lod hende tage bladet fra hende. Han havde et skævt smil på da han betragtede hende. Han kunne mærke hvordan godheden strømmede over hende. Og glæde, vel vidende at hun havde siddet her længe. Kun gud vidste i hvor lang tid. Hun var spøjs.

”Hvad laver du så herude.. ehm…” han lag hovedet på skrå og så på hende. Et menneske. Det gjord ham glad, fordi hans mennesker var derhjemme. Han betragtede ikke sig selv som et menneske længere. Det var der ingen grund til. Mennesker var så uskyldige nogle punkter. Hvor vil han dog inderligt gerne give sit liv for at være et menneske igen. Hvor vil det være rart at kunne rette om på sine fejl.

Hendes lille smil kom frem, mens hun kiggede på bladet, for hun kunne mærke hans blik. Han virkede aldeles flink. Men ikke noget at sige til, at han var en engel. Hun havde læst om de væsner før, og hørt al for meget om dem, at hun havde store drømme om at selv at være en. Mennesker var kedelige og der skete ikke så meget i hendes liv. Mens engel havde mange ting at se sig til.

”Jeg er bare gået ud for at se på bladene her ved Sombre. Jeg elsker bare generelt at være ud på dette her tidspunkt og nyde naturen uden andre omkring en. Og mit navn er Maricela ” sagde hun og kiggede på ham. Hun smilede stort og nikkede. ”Og dit er..?” spurgte hun lige efter, inden hun kom i tanke om noget. ”Nu da du er en engel. Har du så set Gud?” spurgte hun og de blå øjne blev lige pludselig interesseret. Det kunne være fedt hvis han havde set Gud før. Tænk på, at hun sad overfor en skabning som havde set vores herre?

”Hvordan døde du?” spurgte hun par sekunder efter. Nu vil hun ikke lægge skjul på sin nysgerrighed længere. Det var heller ikke så tit man fandt væsner, som gerne vil sætte sig ved en og snakke. Selv englene var ikke sådan længere. Verden havde forandret sig, som alt andet, og det gjord hende sørgelig til mode. Hun vil ønske, at for en gang skyld, så kunne lyset herske. Det kunne være kønt med en sådan en forandring.
Hun kiggede dybt inde i mandens øjne og ventede på svar.

Han så først ned og derefter på hende. Så hun vil slet ikke have nogen ved sin side. Det elskede han. Sådan var han nemlig også selv. For det meste. I de spanske grønne områder havde han hadet, at have nogen rendende. Han vil helst nyde den alene, om det så skulle være på en iskold nat. Så han forstod hende udmærket. Maricela? Var det, det hun havde sagt? Han smilede til hende og nikkede. ”Jose” sagde han, og tyggede lidt på hendes navn. Det var da lidt specielt synes han. Det lød næsten som mirakel. Hvis han da havde forstået navnet korrekt.

”Gud?” sagde han og rystede på hovedet, da hun allerede var i gang med at stille et andet spørgsmål. Men inden han kunne svare på det, kom de sidste flyvende imod ham. Han kunne ikke lade være med at ryste smilende på hovedet. ”Okay. Lad os da tag den fra starten af” sagde han og rykkede sig lidt tættere på hende. ”Sikke et smukt navn du har” sagde han og løftede en pegefinger op. ”Jeg har ikke mødt selveste Herren, men det gør jeg snart. Det kan jeg mærke” så kom den anden finger. Han lag sit hoved på skrå og sænkede sin hånd med de tællende fingre. ”Tre. Jeg ved det ikke” han kiggede på bladene under dem og smilede stille. ”Lige pludselig, ikke .. så var jeg denne her bevingede engel” han så på hende og trak på sine skuldre. Han vidste ellers ikke hvad han skulle sige. Sandt nok, så anede han jo ikke hvordan han døde og han havde heller ingen ide. Ligesom resten af hans familie. Lige pludselig var de alle engle. Han kunne bare huske hvordan hele familien havde panikslagene blikke. Han var så en af dem, som tog det godt nok.

”Men Maricela? Hvorfor virker du ikke overrasket over jeg er en engel? I mennesker ved jo ikke noget om den skjulte verden?”