Let us know eachother together... (Privat - Tiva & Sean)

Sted: Havnen
Tid: Formiddag - 13:24
Omgivelser: En slags småforladt typisk havn uden andet end den rådne fiskeindvolde stank
Klima: Grå skyer, der dækker himlen fuldstændigt og truer med regn, frostgrader på 4-5 stykker

Lens strube slap et gab, lydløst som skridtene, der pladskede imod vandpytterne.
Den hvide t-shirt om hans utroligt tynde overkrop strakte sig, lavede folder og klyngede sig hans frosne hud. Den pjuskede hale rystede sig let, fik duggen til at flyve fra hårstråene til væg og asfalt. De bandage indbunde arme, fra knoer til albuer, havde en vis lighed med de rimelig snigmorder-agtige våben, der han fra det tynde læderbælte, der svang sin om hans talje og de alt for korte shorts, der klamrede sig til kroppens underliv som t-shirten gjorde det.
Len standsede, der havde været en lyd, mistænkeligt almindelig, bare ikke i en havn. Det havde været lyden af et smadret glas, der havde splintres imod en væg, der standhaftigt havde lidt ingen skade overhovedet. Hvilken ulykke kunne mon ske lige rundt om hjørnet? Han rystede gaske sagte på hovedet, overvejede om han var blevet paranoid, selvom at de mystiske lyde og skummelheden var i overtal.
Jeg er paranoid, helt sikkert...
Han så op, de dybrøde øjne glansede let og glubsk, selvom han ingen tanker om blod havde i sindet lige nu. Efterhånden var han blevet god til at holde sulten efter blod tilbage, især fordi han havde undgået at støde ind i så mange, efter han havde flyttet til Di Morgas omegn.

”shiit.. sch..” Den hvide ånde stod ud af munden på pigen, der kort forinden havde kastet et glas fra sig, i sin travle søgen. Hun havde påtaget sig en vane med at hviske med sig selv. En vane, hun ikke selv rigtig tænkte over og som gav afløb for de alt for mange tanker, der fyldte hendes hoved.
Stilhed. Der skulle være stilhed. Det havde hun lært, Tiva. Efter at verden havde vist sig at være en helt anden, og efter at byen var blevet et kaotisk sted, med væsner der tilhørte eventyr, havde Tiva indset at hun skulle tage en masse forholdsregler for at overleve. Stilhed var en af dem.
Mennesket stod, i en bunke affald, og ledte. Ledte efter alt der kunne brændes og på anden måde give varme, for det var koldt. Iskoldt, at hendes tænder klaprede.
I denne travle leden, glemte hun i et øjeblik en anden af sine forholdsregler, der gjorde at hun kunne overleve dagen, uden at støde ind i farer. .. Nemlig at lytte.

Zean sukkede og strakte sig endnu en gang, noget han tit gjorde, han elskede den afslappede følelse bagefter.
Han foldede sine hænder bag nakken og tvang albuerne så langt op mod himlen de kunne komme, så man svagt kunne høre leddene give efter i hans ryg og skulder.
Bag efter lod han armene falde dovent ned langs siden og smilte tilfreds.
Men hvad lavede han dog her? En jorddæmon midt i en havn hvor der ikke var så meget som lidt ukrudt! Hvor smagløst.
Han lod et kuldegys varme sin krop op, p havde han nogle lette, sorte bukser, en sort vinterjakke.
Hans mørkebrune hår strittede lidt.
Han så ud over det...døde hav? Det var hans første tanke, det stille vand forsvandt ud i en tåge, her var bare koldt og dødt, han forstod godt vis folk blev deprimeret.
Han så sig omkring og opdagede at han nok ikke havde samme sindelag som alle andre, han havde ikke oplevet krigen og var kun lige flyttet til, til skoven, for et par uger siden. Han ville altså blive stemplet som anderledes? Det ville passe ham fint.
Hans mørke øjne stoppede op med at vandre rundt da han hørte lyden af smadret glas og begyndte at gå mod lyden, af ren nysgerrighed, men tanken om at skræmme hvem der nu var tiltrak ham også.

Len gik imod stedet, hvor lyden af smadret glas var kommet fra.
Hvorfor? Fordi det var det eneste interessante ligenu. Hvis det er et andet væsen? Så smutter jeg afsted igen, medmindre det bare er et menneske... Hvis det er hurtigere end dig? Så må jeg vel kæmpe.. Eller forsvinde ind i kloarkerne som væsel...

Han standsede, den lille konversation han havde haft med sit indre jeg, var nu sluttet og der sad en pige, uden magisk udstråling, intet specielt i hende tiltrak ham, overhovedet. Hun var bare et helt almindeligt menneske, der stod han lidt fra hendes side og skuede ned på hende, med de dybrøde øjne.
Hun var uforsigtig, ikke koncentreret på ham lige nu og sikkert ikke engang opdaget hans tilstedeværelse. Han kneb øjnene let sammen, øjenbrynene mødtes i midten og fik små hudfolder til at vise sig imellem dem.
Et skridt nærmere... Skulle han ikke tage afsted? I samme øjeblik han var ved at forlade stedet igen, gav en speciel kraft ham et kuldegys ned af ryggen. Hans øjne gled advarende imod stedet, hvorfra udstrålingen kom fra, inden de faldt ned på pigen igen, med en mere blid og dog undersøgende tone. Dette andet væsen, sandsynligvis dæmon, ville sikkert forsøge at skræmme tøsen væk.
Han stod og spekulerede et par sekunder, egentlig var hun ikke speciel eller noget særligt væsen, bare en ligegyldig eksistens i hans øjne. Dog... Noget dragede ham til at stille sig bag hende, drage armene under hende med en hurtig bevægelse og løfte hende i et greb, der mindede om gommen når han bar brudgommen på deres bryllupsnat.
Nu ventede han bare, klar på at det ville betyde kamp i mange tilfælde, over dette egentlig ligegyldige væsen. Hendes reaktion.. Den tænkte han ikke på og ville ikke slippe hende, hvis hun begyndte at skrige, måtte han bare lukke den med det først tilgængelige... Hans blik faldt automatisk på en fisk.