Turn up the volume! (Cheshire)

Tid: Aften
Sted: Parken
Vejr: Køligt
Omgivelser: Træer, park-ting

_________________________

Et højt klang fór gennem parken, efterfulgt af en svag jamren og bandeord. Starlet stod ved porten ind til parken og prøvede at få den skubbet op, efter et stykke tids skubben og en hel masse bandeord gik den endelig op. Det var nok ikke alle ting som var bygget ligeså godt op igen, efter den dér kamp, han ikke havde deltaget i. Han havde ikke engang lyst til at g hjem. Hans far sad vel oppe på kontoret og arbejdede, mens hans mor var 'ude'. Han havde mest af alt lyst til at vende om og søge tilflugt i den lille lejlighed han havde sin lille 'butik' i. Det ville ha' været meget lettere, bare at sidde og snakke med Mie en hel nat! Et suk undslap hans smalle læber og Starlet begav sig langsomt afsted, selvom han ikke havde lyst. Jo langsommere, jo bedre! De ord var netop grunden til at han åbnede den orange messenger bag, der hang ved hans side og fremdrog en lille mp3'er... en gammel julegave fra én han ikke kunne huske mere. Han satte høretelefonerne i ørene og skruede helt op for den musik han plegede at lytte til, hvis dagen havde været dum og idiotisk! Starlet's tågede, grålige øjne gled rundt på de natur-agtige omgivelser og han lod sig med en klagende lyd glide ned på den første bænk han kom til. Han svang benene op så han lå i fosterstilling og lukkede øjnene, mens han ønskede at tiden bare ville gå hurtigt!

På denne tid af natten var de fleste nok taget hjem da mørket havde for længst lagt sig over parken som et tæppe. Men helt livløs var parken heller ikke, Chez var der inde og flere suk kom efter hinanden. Så var dagen endelig kommet hvor han måtte bo alene, Cloud og Diva var flyttet til England da forretningen var bedre der over. Chez havde afvist at tage med, da han ikke ville forlade byen pga en særlig ting, eller rettere en særlig person. *over 300 år og det er første gang at jeg skal bo alene* tænkte Chez og følte sig ret dum. Han ville nok aldrig kunne holde styr på det kæmpe hus, så han havde købt en lejlighed i stedet for. Men det var ikke det eneste som havde ændret sig i hans hverdag. Han var blevet højere igen. De sidste par måneder havde hans krop vokset, og det fik ham til at se en smule ældre ud. De gyldne øjne som havde havde haft, var nu blevet til natte blå øjne. Han var blevet så anderledes, men alligevel kunne man godt se at det var ham.

Han blev først vækket af hans tanker, da et stort klang kom. Det lød som om at der var nogen over ved porten, der prøvede at få den op. Det måtte være noget af en lidt udmattene kamp da porten var meget gammel og rusten. Normalt ville Chez være lidt ligeglad med hvem der tråde ind i parken, men da skikkelsen kom tættere på kunne han se at det var en han kende. "Starlet?" spurte Chez undrende, men Star ville nok ikke kunne høre ham for høretelefonerne. Han satte sig på en bænk ikke så langt væk, Noget virkede anderledes han virkede..deprimeret? som om at han havde haft en dårlig dag. Men uanset hvad ville Chez nok alligevel gå hen til ham. "hey Star?" sagde Chez igen med en spørgende tone og lag hånden på Stars skulder.

Starlet ville ikke kunne høre den velkendte stemme som fyldte parken, siden musikken i hans høretelefoner var for høj, først da der blev lagt en hånd på hans skulder blev øjnene åbnet igen med et sæt, da han havde fet et chok, hvorefter han hurtigt satte sig op for at stirre på personen overfor sig med et undrende blik. "Uh... Chez!" Han slog hurtigt armene omkring hans hals og pressede sig ind til ham. Det eneste gode der sket den dag! Ellers var der ikke sket andet. "Hvorfor er verden så dum...og åndssvag?" Mumlede han ind i Chez' skulder mens han lod øjnene glide i. Okay, måske overdrev han en smule, men når Star hande en dårlig dag, så var det altså en dårlig dag.

Starlet gav langsomt slip på Chez mens han lavede noglen små klage-lyde og suk, for at man rigtigt skulle have ondt af ham. Han trak høretelefonerne ud af ørene og slukkede for mp3-afspilleren, hvorefter han lænte sig tilbage mod bænkens ryglæn og sukkede endu engang. "Vil du ikke nok løbe væk med mig? Og bare forsvinde?" Mumlede han surmulende og så hen på Chez med et bedende blik. Selvfølgelig kunne han ikke løbe væk, men han kunne vel altid prøve.

//skal logge, svare imorgen ^^ //

"Undskyld jeg ville ikke skræmme di-" mere sagde han ikke før at arme pludselig omfavnede ham. Det gav et sæt i ham, men selvfølgelig ville han ikke klage over det. Han gengælde krammet og lag langsomt armene rund om Star, og pressede ham lidt mere ind til sig. Normalt ville de være i samme højde, men nu var der pludselig 5 cm højde forskel, selvom at det nu heller ikke var så meget igen. Først vidste han ikke helt hvad han skulle sige, da han hørte Star beklage sig, om at livet var uretfærdigt. Det var første gang at han så Star på denne måde. Det gjorder ham en smule glad at han fik set en ny del af Star men selvfølgelig var han ikke glad for at Star var deprimeret eller irriteret over livet.

Noget tid efter trak Star sig tilbage og lænede sig tilbage imod ryglænet igen. "Løbe væk? jo det ville jeg elske, men jeg tror at vi begge ved ,at det ikke er muligt" sagde han, men efter at have set Stars bedende blik fortsatte han samtalen "Men der er andre muligheder, vis du virkelig trænger at komme væk, kan du altid komme på besøg hos mig, jeg har lige fået en ny lejlighed og bor derfor alene " forklarede han og uglede Stars hår før at han satte sig ned ved siden af ham "Men vil du fortælle mig hvad der er sket?"

"Men alligevel... Jeg tror godt at jeg ville kunnet lide at stikke af sammen med dig, det er i det mindste bedre end at være her." Starlets surmulende ansigtsudtryk fortsatte idet han trak benene op til sig og lagde armene omkring dem. "Dét skulle du ikke have fortalt mig, nu kommer jeg jo bare rendende hele tiden, for at irritere dig..." mumlede han lavt og lagde sig ned på bænken med hovedet i Chez' skød, også for at sige 'se-hvor-jeg-lider', selvom det godt nok ikke lige var dét ord der var mest brugbart.

"Altså... det hele startede oppe i lejligheden, og der var én eller anden fyr, som kun har brug for én at snakke med. Men så kom jeg til at tænke på noget som gjorde mig irriteret og så skældte jeg ud på ham uden nogen som helst grund, og så blev han sur, og så blev Mie sur og så bad hun mig om at gå hjem. Men jeg har ikke lyst til at gå hjem, så jeg gik hen i parken og... nu ligger jeg her." Han tog en dyb indånding, da han endelig var færdig og han lukkede øjnene for at slappe mere af. Bare at tænke på det, gjorde ham sur og han havde ikke lyst til at være sur foran Chez, selvom han sikkert bare ville være glad for at se ham på dén måde.

//det blev ikke så langt xD undskyld /

Chez nikkede, det ville være hyggeligt at stikke af sammen, men alligevel vidste de begge inderst inde at dette ikke var muligt. Det ville være for hårdt hele tiden at være på flugt for ikke at blive fundet. "Nah, du ville aldrig kunne komme til at irritere mig, det ville jo være hyggeligt vis du kom forbi engang imellem, du altid 100% velkommen" sagde han med et smil på hans blege smalle læber. Star lag sig hovede på Chez skød og han kærtegnede/nussede Stars hovedbund i en rolig bevægelse for at opmuntre ham/ vise ham at han ikke er alene.

Et tænkende blik hang ved hans øjne "Hvad blev du sur over? og hvad havde drengen have hjælp til?" spurte han undrende, imens at han satte hovedet svagt på skrå. Han kunne godt huske at Star havde nævnt Mie en eller to gange. Hun var vist hans gode ven. Rigtig ville Chez ikke minde Star om hans skænderi tidligere men han var nysgerrig og ville derfor gerne vide mere.

”Men det ville blive irriterende hvis jeg var der hele tiden. Og så ville du synes at jeg er kedelig, og så ville du bede mig om at gå... og så ville jeg blive ked af det,” kom det mumlende fra ham. Hvor deprimerende... han hadede når han var sådan, han kunne egentlig ikke gøre for det, det kom bare lige pludselig. ”Jeg kom bare til at tænke på noget som gjorde mig irriteret... det er ikke noget, du skal bekymre dig om. Og ham jeg blev sur på, er bare én som kun kommer fordi han ikke har nogen andre at tale med... han er ret mærkelig, men det er okay, han er ret sjov alligevel.” Star sukkede igen og lod kort sin hånd stryge hen over Chez' ben.

Han lagde sig på ryggen efter et kort øjebliks stilhed, så han kunne se op på Chez, mens han talte til ham.”Du ser anderledes ud, Chez...” Han smilte lidt og lagde hovedet en smule på skrå, mens han betragtede ham, de blå øjne som var der i stedet for dem han var vant til at se ind i. ”Men det er pænt...”

//Gør ingenting, skriver selv ret kort xD//

"Nope, tror jeg nu ikke at du ville kunne. Jeg er en meget tålmodig person, " Chez kunne slet ikke forstille at være sur på Star. "det lover jeg at jeg aldrig ville gøre. " fortsatte han og nussede igen Stars hovede. Da han sagde at han ville blive ked af det vis Chez smed ham ud, gjorder ham enlig meget glad. Han havde han lyst til at kramme Star ind til sig og fortælle ham hvor glad han var for at høre de ord , men han holde sig selvfølgelig tilbage. Han nikkede til det han fik at vide. En mærkelig dreng som var sjov at være sammen med? Chez venner var nok heller ikke helt normale da de alle var fra arbejdet. Hvorfor de ikke var helt normale gav vel sig selv.

"Anderledes? Virkelig? når ja det er jo fordi at jeg er nået en vis alder. Eller rettere en vampyrs krop udvikler sig jo ikke som normale mennesker, vores kroppe udvikler sig først hvert 100 år " forklarede han og prøvede at gøre det så simpelt at forstå så muligt. "Der er dog ikke sket så meget, jeg er bare blevet højere og så har jeg fået min rigtige øjenfarven igen. De gyldne øjne, som jeg havde før, var dem som jeg fik lige efter at jeg blev bidt " Han kiggede ned på Star og ind i de blå-grå øjne som han misundende.

"Men jeg kan være meget irriterende... altså virkelig meget. Og jeg har ikke lyst til at irritere dig, altså... bortset fra når jeg godt vil..." Starlet smilede op til Chez og viftede en irriterende hårtot væk fra sit lyse ansigt. Mie havde ihvertfald altid fortalt ham at han var irriterende. Nok fordi han spurgte meget, hvis der var noget han ikke forstod så godt som alle andre, men det kunne han jo ikke rigtig gøre for, kunne han vel? Starlet satte sig op og skubbede sig tilbage så han tilsidst endte oven på Chez. Han tryggede sig ind til ham og lukkede øjnene for at få tankerne på plads.

"Så... jeres krop... bliver ældre, når der er gået hundrede år?" Mumlede han lavt og lukkede et lille suk ud. Samtalen fik den tanke ind i hovedet på ham igen. "Ved du hvad, Chez?" Kom det lavt fra ham, efter et kort øjebliks stilhed til at tænke i. "Du er faktisk en gammel mand... i forhold til mig. En gammel, pervers mand, som går efter de små, uskyldige drenge, som ikke engang er gået ud af skolen endu..." Han så op og smilede drillende til ham. "Du er så ond... ved du det?"

"Nej vent, eller var det vært 50 år?.. anyway, vores kroppe ændre sig først efter noget tid i hver fald " forklarede han og tænkte stadig over om det var 50 eller 100, men det var jo forskelligt fra person til person. "irriterende? well, du er kun irriterende når ud prøver at drille mig, men du er aldrig ubevist irriterende " forklarede Chez med et mildt smil på hans læber. Star gjorder jo aldrig noget som ubevist irriterede nogen, ikke efter hvad han havde oplevet. Derimod var Chez anderledes, der var mange gange hvor han uheldigvis kom til at irritere f.eks kollegaer, ved at sige noget forkert eller holde ting hemmeligt som han ikke burde. Lidt lige som den gang hvor Star blev sur på ham da han fandt ud af hans job.

"gammel pervers mand?" gentog Chez med et dybt suk. Det var jo enlig sandt, så han kunne ikke sige noget imod det. "Ja det har du ret i, jeg er en pervers gammel mand " grinte han kort imens at han krammede Star ind til sig og gav ham et kys på kinden. "tænkt at du kun har fundet ud af det nu, men jeg er glad for den alder som jeg har, for pga den har jeg oplevet mange ting som man ikke ville kunne nå på en normal livstid " sagde han og fik alle hans minder frem, både gode og dårlige, lange og korte. Der var mange flere minder end han kunne håndtere.

//kunne ikke finde på mere =.=//

”Pas nu på du ikke forvirre mig med alt det der... 'Hundrede, eller halvtreds... ubevidst irriterende', det ender bare med at jeg bliver rigtig forvirret og så bliver jeg irriterende, fordi jeg bliver irriteret, og så-...” Han stoppede op midt i sin sætning og så tænkende ud i luften. Han lagde armene over kors og sukkede tungt. Star havde aldrig været specielt hurtig, heller ikke i skolen, hvilket gjorde det svært for ham at følge rigtigt med i ting... og han hadede det. Han havde også svært ved at forstå ting og sager, selv de simpleste ting. ”Se nu! Nu gjorde jeg mig selv forvirret!” Typisk, hvorfor skulle Chez også lige spørge om hvad der var sket. Ikke fordi han ikke ville have at han blandede sig, eller noget, men det endte bare så... irriterende!

”Men du er jo meget ældre end mig...altså... rigtig meget! Og der går... like...hundrede år, før du kommer til at se lidt ældre ud! Og dér er jeg jo ligesom død!” Det sidste sprang bare ud af munden på ham, uden han havde tænkt over det. Og selvom det jo var sandt var det stadig sært at sige. Han sukkede igen og gemte ansigtet i Chez' jakke. ”Det kan godt være at du får set og oplevet mere, end hvis du var et rigtigt menneske... men det er altså ret selvisk af dig, alligevel.”

"Men jeg kan ikke huske om det er halvtreds eller hundered " sagde Chez med en barnlig tone imens han han stadig holde hænderne om Stars krop. Et stort grin kom fra han, da Star fortalte at han lige havde gjord sig selv forvirret. Latteren stoppede hurtigt da Star snakkede om hans død.
De ord kom som et stød i hans krop. Det er utrolig få som gerne vil forstille deres elskede dø og Chez var ikke en af dem. Selvfølgelig var alt det han sagde sandt, den dag Star døde og ville ligge i en kiste ville Chez stadig være i en ung krop. "Det er sandt " sagde Chez helt toneløst, man kunne ikke aflæse hans humør lige nu. Hans øjne udstrålede sår, imens at hans læber viste glæde. Han var selvfølgelig ikke sur, men han fik en ubehagelig følelse i kroppen da hans tanker kørte omkring Stars død. Død delen var hård nok i forvejen, men nu kom han til at spekulere på hvordan at Star ville dø. For denne by var i hver fald ikke sikker at bo i, døds tallet bliver ved med at stige og det ligger folk ikke mærke til.. typisk.
"jeg ved at det er selvisk af mig, men jeg har intet valg, jeg dør ikke før at der er nogen der dræber mig så jeg kan lide så godt opleve så mange ting så muligt og nyde mit liv siden at det enlig ikke var mit valg at blive til en vampyr" sagde han med et suk og håbede ikke at han kom til at lyde mere selvisk. Det eneste han ville var jo bare at nyde det liv som Toru gav ham.

”Det er altså ikke spor sjovt, Chez! Jeg kan ikke lide at være forvirret, for det gør mig bare mere irriteret!” Mumlede han surt, da Chez havde grint af hans forvirring. Han lagde mærke til at Chez pludselig blev stille, da han havde skudt 'døds' kommentaren ud, og han så hurtigt op på ham og prøvede at smile lidt. ”D-det var bare for sjov, Chez... Jeg mente det ikke rigtig,” han rettede ryggen en smule og lagde armene rundt om Chez' hals, mens det lille, nervøse smil stadig hang over hans tynde læber. ”Du ved hvor dum jeg er... sådan at sige sådan noget...” Han strammede grebet, så det endte i et kram. Hvorfor fanden er han også så idiotisk? Kunne han da ikke bare tie stille! ”Undskyld,” lød det svagt fra ham, mens han lukkede øjnene og placerede et kort kys, på Chez' hals. ”Du skal også ha' lov til at nyde livet, jeg er bare en idiot, som ikke kan holde sin kæft,” hans smil blev en smule størrere, idet han trak sig væk fra ham, for at kunne se på ham. ”Du må godt fortælle mig, når du ikke vil have at jeg skal sige noget.”

//Undskyld at jeg skriver kort D://

”nej nej , det kan jeg høre” sagde Chez lige før at grinet stoppede.
Det var et underlig blik eller rettere måde at hans øjne så ud på lige nu – så unaturlig mørkeblå eller rettere øjnene havde en unaturlig mørk natteblå farve. Lidt tid efter da Star prøvede at gøre det godt igen ved at kramme ham. Hvilke gjorder at han blev i bedre humør, pga at han kunne følele den dejlige kropsvarme, som kom fra en varm og levende person.
Da Star trak sig tilbage løftede han sin højre hånd og prikkede Star op til flere gange på panden ” Jeg tilgiver dig, men sig ikke sådan noget igen ” sagde han med en overraskende blid stemme. Derefter formede der sig et smil på han ansigt og han lod bagefter sin hånd glide ned på Stars kind. Hvorefter at han kyssede ham på munden i noget tid. ”Det er ikke dumt at sige sandheden, men pas på med hvad du siger ” sagde ham og grinte så igen. Selvom at det var et lidt hæst grin. Ikke fordi at der var noget galt, men han skulle lige have stemmen i den rette tone.

Stilheden blev brudt da Chez mobil ringede, han havde ringetonen fra en kendt spøgelses krimi som blev vist på tv'et. Hvilke nok ville få de fleste til at grine. "Hall-" mere sagde han ikke før at en stemme råbte i den anden ende af røret "HVOR ER DU DIN UDULIGE KØTER?! " Stemmen kom fra en ung person, men om det var en dreng eller pige var utydeligt at høre. Et dybt suk kom fra Chez "Dette nummer de har kaldet er 'desværre' ikke i brug i øjeblikket, ring tilbage eller læg en besked efter tonen som kommer når jeg ligger på" sagde Chez med en utrolig ironisk stemme og lag på. "jeg kommer til at dræbe mig" sagde han med en sukkende stemme. Lige nu var kollegaer fra arbejdet ikke vigtigt, han ville hellere tilbringe tid sammen med Star.

Star så i et øjeblik forvirret på Chez, da han begyndte at prikke ham i panden, men da han havde talt ud, gav Star et kort fnis fra sig. ”Jeg lover aldrig at sige sådan noget igen,” smilede han, og måtte nok indrømme at han var lettet over at Chez ikke var blevet sur, eller noget. Han lænede sig fremad, da Chez' lagde sin hånd på hans kind, og pressede ligeså sine læber imod hans, lukkede øjnene mens et usynligt smil kom frem. Han lænede sig så tilbage så Chez kunne få lov til at tale, men det så godt nok ikke ud som om Star hørte efter mere, han lagde kun lige så stille armene omkring Chez og pressede sig ind til ham, han holdte øjnene lukkede og lod et kort suk slippe ud gennem hans halv-lukkede læber. ”Ja, ja.” Lød det svagt fra ham, efterfulgt af endu et suk. ”Men, du må altså seriøst øve dig på at blive sur, Chez. Engang imellem har alle folk brug for at lukke noget vrede ud.”
Et stød gik igennem Star, da Chez' telefon begyndte at ringe, og han åbnede hurtigt øjnene igen, og trak sig en smule væk, bare for at stirre undrende på ham og hans telefon, hvor en utrolig høj stemme kunne høres. Chez lagde på, hvilket fik Star til at undre sig endu mere. ”Hvem var det?” Spurgte han lavt og lagde hovedet spørgende på skrå, hvorefter han lagde sig ind til ham igen.

// i øvrigt skulle der stå 'han kommer til at dræbe mig' og ikke jeg xD og kunne ikke lige finde på mere =.= i hver fald ikke før at de kommer hjem til ham //


"Godt, og husk: altid hold det du lover " Det lød faktisk lidt som om at han snakkede til et barn. Eller i hver fald på det tonefald han havde. Efter kysset, så Star ikke rigtig ud til at lytte, men det var vel også okay. Chez havde jo alligevel ikke noget vigtigt at sige. Lige nu nød han bare krammet, og varmen fra det levende væsen kaldt Starlet knight.
"Jeg har op til flere måder at komme ud med min vrede på, " sagde Chez og det var ikke fordi at han ikke lukkede vreden ud, han gjorder det bare ikke foran Star. Desuden var der som han sagde tidligere ikke noget som ville gøre Chez gal, men nu mere irriteret eller ked af det.
"Bare en kollega fra arbejdet, han sende mig enlig ud for at købe 'ingredienser' til hans projekt eller rettere eksperiment, han er vores våben mekaniker og står derfor for de våben vi skal bruge" forklarede Chez og lod hans hovede hvile på Stars skulder "kan vi ikke lige få købt det og så gå hjem til mig og aflevere det? så kan du jo se hvor jeg bor til en anden gang" spurte han og

Starlet smilte en smule og kom med et kort 'heh', før han lavt svarede; ”Du behøver ikke at tale til mig, som om jeg ikke forstår noget, det kan godt være at jeg dum, men jeg kan altså godt finde ud af at holde det jeg lover!” Det var måske ikke helt sandt, men hvilket menneske kunne holde på noget som helst nu til dags? Det var ikke engang sikkert at han kunne holde det han lovede, der ville sikkert komme andre tidspunkter hvor han ville råbe af Chez, skælde ud og sige alle mulige ting, bare for at tage dem tilbage igen, men det kunne han jo ikke rigtig gøre for, kunne han? Han passede jo bare på ham! ”Men du råber ikke...?” mumlede han svagt og sukkede kort, ikke fordi det ville gøre det bedre hvis han gjorde, men det kunne godt blive lidt irriterende at det kun var Star der råbte og blev sur.
Star vippede efter et kort øjebliks stilhed hovedet op for at se på Chez, klemte øjnene en smule sammen og så egentlig ret livløs ud. ”Har du seriøst tænkt dig at slæbe mig med ind, i én eller anden våben-butik? Tænk hvis én fra skolen ser mig og tror at jeg render rundt med et eller andet våben! Og så siger han det til sine forældre, som siger det til de andre forældre, som siger det til mine forældre, som giver mig stuarrest for livstid!”

”Men du er jo et barn, jeg er en gammel mand, og du er et barn” sagde Chez ironisk og grinte. "Jaja så siger vi det, " Chez vidste godt at mennesker ikke var så gode til at holde på hemmeligheder, men man kunne jo godt stole på dem alligevel. "Nej jeg råber ikke, vis jeg gør det mister jeg bare stemmen " Det var enlig ikke helt rigtigt. Han blev dog altid hæs af at råbe og fik altid ondt i halsen.
En latter kom ud af ham da Star nævnte en våbenbutik og så alt det med skolen ” Det ville da være så sjovt. Ej laver kun sjov, en våbenbutik? Nej nej du har misforstået, han er i gang med at lave patroner hjemme hos mig ude i køkkenet og jeg ville aldrig i mit liv give dig et våben * ansigs udtryk --> =.= * tænkt vis du kommer til at trykke på aftrækkeren ” sagde Chez med en opgivende stemme. Han tude ikke engang tænke på hvad der ville ske. Våben var ikke altid lige nemme at håndtere, selv Chez glemte nogle gange at håndtere en pistol rigtigt f.eks. ved at sætte sikring til når man ikke brugte den.

// skal lige i bad xD kommer tilbage bagefter //

”Gider du-...! Det er altså ikke specielt sjovt at blive mindet om det hele tiden at du ved det! Gamle mand...” Han lagde armene over kors og så surmulende væk, nok som et barn ville gøre hvis det blev irriteret, hvilket bare gav Chez ret i hvad han sagde. Star stirrede dog på Chez igen, da han begyndte at grine og forklare hvad det var han faktisk mente. ”Står der seriøst en mand ude i dit køkken og laver patroner?” Star smilte lidt over hvor komisk det faktisk lød, og så det billede man fik ind i hovedet af en stor og kraftig mand med forklæde på, som stod og kogte noget i en gryde, hvilket nok ødelagde alt det farlige der faktisk var ved en lejemorder.
”Og bare så du ved det, Chez, så kan jeg faktisk godt finde ud af at håndtere et våben, men det er godt nok ikke en pistol...” han grinte kort og satte hovedet et smule på skrå mens han smilte hen til Chez. ”Nårh, men så lad os da komme afsted så vi kan komme ind i varmen,” mumlede han og rejste sig op, hvorefter han vendte sig om, tog fat i Chez' hænder og trak ham op på benene. ”...Hvis du, da vil med?” Smilte han og trak kort i ham.

"ja der står en mand ude i mit køkken og laver petroner " grinte Chez og kunne godt se hvor underligt det lød. "tror jeg ikke på" han ville ikke lade Star komme i nærheden af våben. Han vidste godt at Star måske godt kunne finde ud af at håntere våben, men alligevel ville han ikke lade Star komme i nærheden af dem for en sikkerheds skyld.

"ja lad os" sagde chez med et smil og tog fat i Star's hånd. Der var ikke specielt langt til Chez nye lejlighed. Den var faktisk ret stor hvilke ikke var en overraskelse når man tænkte på alle de penge som han havde. Eller det var ikke hans penge men han måtte alligevel bruge dem på hvad han ville. Chez fumlede lidt i hans lomme og fandt nøglen frem hvorefter at han låste døren op og gik ind. Da døren blev åbnet var der en kæmpe røgsky som sev ud. ”hvad i alverden! ” snerrede Chez og åbnede hurtigt et vindue så røgen kunne komme ud. ”Al for fanden!! du trækker måske ikke vejret men helt ærligt luft dog ud” sagde Chez (vampyrer trækker ikke vejret xD eller det behøver de ikke)og da røg skyen forsvandt kunne man se at uden i køkkenet stod der ikke en stor mand som man nok ville havde troet, men nej. Der stor en dreng som var på alder med Chez, men han lignede faktisk Star på en måde. Han havde lyst hår og samme øjenfarve som Star, men hans aura og attitude var anderledes. Drengen som åbenbart hed Al smilte overhovede ikke og hans øjnene virkede kolde/skarpe. ”vis du var kommet tidligere ville der slet ikke være så meget røg, Så har du købt det jeg bede om?” spurte Al med en toneløs stemme ”ups... deeeet glemte jeg ” sagde Chez og tog hånden op til baghovedet sådan lidt 'ehe' agtig. Det kølige ydre blev ændret til et vredt ansigt udtryk ”du har været væk i 5 timer og så husker du ikke engang at købe de 2 ting jeg har spurt om?...DIN UDULIGE HUND!! ” råbte Al og strammede grebet om en køkkenkniv som lå på bordet imens at han gik hen imod Chez som blev ved med at sige undskyld. Dog stoppede Al med at råbe da han lag mærke til Star.”hvem er det?” spurte Al og lod hånden med kniven sænke sig. ”Det er Starlet, du ved drengen jeg fortalte dig om” sagde Chez og lød nærmest stolt. ”menneske drengen?” spurte Al og bukkede sig frem for at kunne se Star lidt bedre. ”jeg har et spørgsmål: er du okay med den?” spurte han og pegede på Chez som så hurtig svarede igen til Al ”Hvem har bedt om din mening?!” spørgsmålet var nok betød nok : er du okay med at være kærester med Chez?