The return, on a kold winters night.. //Privat - Catherine//

Sted: Banegården
Tid: 00:15
Vejr: Uffateligt koldt, dog en klar natte aften
Omgivelser: En stort set tom Banegård


Den høje summen fra togets spor, skar igennem nattens dybe stille ro. Der kom en lav skrigen, da toget drejede i et svagt sving. Inde i den bagerste kabine, var der ikke mange mennesker. Der var en ung kvinde, og tilsyneladene hendes kæreste, der sad og kyssede og gned op ad hindanen. Kvinden var en ung Djævel, og manden en vampyr.. En mere og mere normal hændelse.. De to racer sammen.. Eller for den sags skyld, alle former for race blanding..
De lave blide, smaskende lyde, af deres læber, der mødtes i saftige, og udfordrende kys. De blide berøringer, og udfordrende kropshentydninger, gjorde at de sad næsten sammenklempt, og så vidt som muligt gemt væk, for at de fire personer bag i toget, ikke kunne se så meget af dem.. De ville have deres privatliv..
I gruppen af mennesker, stod en mand og en kvinde forrest. Manden stod og kiggede nedaf, med sin hætte godt krympet ned ove rhans ansigt, så det ikke var synligt, og hans hænder var dybt begravet i hans lommer.. Kvinden ved hans side, stod med en sm'g i hendes mundvig, og trippede med sin højre fod, imens hun kiggede rundt. Hendes ansigt var stort set gemt væk af mørket, men hendes, ellers sorte hårs' lillae stribe, skar igennem det.. Bag dem stod to herrere, den ene stod, næsten præcis som den forreste herre, imens den anden stod med en notesblok, og i stedet for en hætte, havde han en fin hat.
De hedde kys, og bevægelser, steg langsomt i intensitet, og en lav stynden kom fra kvinden. Dette blev efterfulgt af en lav hvæsen fra den forreste herre, som så straks satte i hastige skridt imod de to elsklinge.. Et bredt smil bredte sig over kvindens læber, og hun spyttede sin smøg ud af munden, og sammen med de to bagerste herre, satte efter den højeste.
"Så er det nok!!" Hvæsede den foreste herre, greb fat i herrens hår, og hev ham baglæns, og ned fra den bænk han sad på. Han hvæsede hidsigt, og ligeså gjorde kvinden, som bakkede tilbage i schok.
"Hraargh! Hvad tror du at du laver! Du h.." Manden blev afbrudt, i det han blev sparket ud af en af togets døre, og der kom et smertefuldt skrig fra ham, da han forsvandt bag ved det bevægende tog.. Kvinden hulkede over de fire store figure, og hun hvæsede lavt.

Ikke lang tid senere, landede toget, og den højeste herre steg ud, og gik et par skridt væk fra toget. Bag ham kom der et kort skrig, og han kiggede kort over sin skulder, og rystede så på hovedet, imens han rullede på øjnene.. Resten af hans gruppe blev i toget, imens han stod af, og de kom ikke ud, men fulgte med toget, da det satte i bevægelse igen..
Den behættede herre, stirede nu rundt på Banegården, og en lav hvæsen kom fra ham, dog kom der ingen lille skyg fra hans ånde, selvom det var uffateligt koldt, på denne vinter nat..

Lyden fra en kuffert med små hjul nede for neden kunne høres ikke langt væk fra togskinnerne, en ung kvinde kom gående, der var intet overnaturligt ved hende, hun var almindelig.. og kedelig at se på i forhold til visse andre, "Hm.." mumlede hun, inden at hun lod sin tungespids glide ud at strejfe sin underlæbe på en kærlig, blid og lidt tiltrækkelig måde. Det var en vane for hende at stikke tænderne i kødet, men det gjorde hun ikke denne gang. En utrolig dum vane, at bide end til at der gik hul på læben. Det var klart at folk ikke vidste bedre, når man troede på at det var fordi man var nervøs, når man gjorde det. Men det kunne også betyde noget andet, som andre signaler man sendte fra sin krop.
Hendes sorte lange hår som gik længere ned end til hendes bryster, blafrede lidt med vinden, imens at hun trak sin kuffert med sig, som hun holdte nøje styr på for ikke at hun ville begå en klodset fejl, med sin ene hånd klistret til håndtaget fra kufferten, hun skulle ud på en rejse med hen og besøge sine forældre som boede et stykke væk udenfor byen Di Morga. Hun var næsten lige flyttet væk hjemme fra.. eller hun tog hen på et hotel når hun havde brug for det, ellers gik hun der hvor det passede hende, uden at hun kunne sige at det var hendes eget ynkelige hjem.. men hun trængte allerede til at komme hjem. Skønt. Også dog.. det passede ikke. Faktisk var det hendes forældre som havde sendt bud efter hende, om at hun skulle komme på besøg fordi de havde noget vigtigt at fortælle hende. Hvad det var, vidste hun ikke.
Der var koldt, mere end det kunne beskrives med ord, pige barnet havde ikke taget nok tøj på, det kunne ses på hende at hun frøs, af og til fik hun kuldegysninger igennem kroppen, hvor hårene rejste sig selvom det ikke kunne ses fra hendes beklædning. Det kunne ikke undgås at høre en knirkende lyd fra hendes små højehæle, som passede til hendes sorte kjole som hun havde på, hvor hun udenover havde en jakke på der dækkede det meste af hendes overkrop så man kunne se noget af hendes ben. "..Måske skulle jeg først tage toget i morgen.. klokken er alligevel mange..", og et lille gab undslap fra hendes læber, inden at hun førte sin anden hånd op til munden da det var uhøfligt at gabe når man ikke sad for sig selv inde på et værelse eller noget lignende. Hun havde ikke lagt mærke til at der var andre til stede og alligevel fortrak hun sin ene mundvige i et skævt smil imens at hun stod stille på jorden.

Den mørke skikkelse, der var steget fra det tidliger tog, havde stået stille i al den tid Catherine var gået imod peronen, og havde blot stiret imod jorden, så dennes mørke hætte dækkede dens ansigt fuldstændigt.. Den sorte skygge den skabte, ruskede sig kun den ganske lille smule, som den kolde vind påtvang, da den skar over peronen, og formodentligt tvang en kuldegysning igennem mennesket på peronen. Men denne skikkelse, rørte ikke en finger på sig, men stod blot og stirede imod jorden, tilsyneladene med et fuldstændigt tomt blik, gemt væk bag hætten.
Vinden skiftede pludseligt, og det blæste nu den modsatte vej. En mærværdig ændring i vejret. Langt fra normalt , uden for skoven.. Da dette skette, begyndte lyset i loftet at blinke, så den mørke skikkelse, fra gang til gang forsvandt, i det komplete mørke.. For det var ikke kun et, eller to af de store lamper der blinkede, men tvertimod dem alle, over helle peronen. Hvilket kun tillod månens lys, lyse peronen op, i det få splitseconder, der gik imellem at lyset var tændt..
Den mørke skikkelse, rørte nu endeligt på sig, og kiggede langsomt op på lamperne, og lagde sit hoved en anelse på skrå. Nu kunne halvdelen af ansigtet, lige skimtes, fra hvor Catherine stod. Men det var kune, hvis hun kiggede meget grundigt efter, at hun ville kunne skimte, hans komplet, mat hvide øjne, og så også dette kun, når lyset en sjælden gang tændte..
Skikkelsens tomme blik, begyndte derpå, langsomt at række imod Catherine i stedet, hvor den nu stod og stirede. Der kom en lav buldren, fra det tog, der nu var på vej imod peronen. Skikkelsens ansigt var nu endnu engang gemt væk bag hættens skygger.

Catherine gik et skridt tilbage da nogle af lysene begyndte at blinke, hun brød sig ikke så meget om det, kort sagt imens at hun følte at hun ikke længere var alene, men hun vidste bare ikke om det var sandt at der var andre på banegården end hende selv. Imens vidste hun godt at der var et tog på vej hen til perronen, det kunne høres fra togets buldren.
Af ren nysgerrighed og måske en blanding af nervøsitet, udbrød hun, dog ikke som en råben eller skringen, men kun så det kunne høres godt nok til hvis en skikkelse stod inden for hendes rækkevidde: "..E..r der nogen?!"
Catherine ventede på at få et svar, imens at hun mærkede en kuldegysning igennem kroppen, det at hårene rejste sig igen. Hun sank en lille klump imens at hun drejede lidt rundt på stedet, hun vidste ikke om hun havde set noget, men hun mente bare at hun kunne mærke at der var nogen til stede og derfor ville hun finde ud af det, inden at toget kom før at hun skulle tage af sted på sin rejse. Hun prøvede samtidig at holde godt fast i sin kuffert som mislykkes, efter at hun drejede sig om for at kigge alle vegne; det resulterede i at hun væltede ned på gulvet med kufferten hen over sig, hun ridsede sig længst nede på sit ben da hun faldt, ikke til at vide om det blev til sådan et sår, hvor blod ville strømme ud. "..Flot Catherine.. Cay McCartney" mumlede hun letter nedgørende til sig selv.

Lysende fortsatte med at blinke i et kort stykke tid længere, inden at de stoppede brat op, og nu lyste normalt igen. Vladimir stirede imod Catherine imens hun snakkede, men lod sin opmærksomhed stige op på lysende, da hun faldt.. Han kneb sine øjne en anelse sammen, og havde en fornæmmelse om hvad det var der skete.. Ikke fordi det gjorde ham det store, vrede onder kunne kun skræmme folk, og var ikke fordi Vlad var specielt nem at skræmme. Han kiggede så tilbage på Catherine, og smilede stort. Lige da, slukkede lyset fuldstændig, og der blev næsten helt mørkt, indtil Catherines øjne have vændt sig til mørket, så var månens lys godt nok til at lyse peronen op ordentligt..
"Ja.. Der er.. Nogen.." Vladimirs hæse, dybe og ru stemme, skar sig igennem stilheden der var faldet over peronen.. Dens dysterhed, var ikke ligefrem fordi den prøvede at hælpe på kvindens angst..
"Men. Vi er ikke.. De eneste.. Er ikke mig.. Der genere.. Lysende.." Sagde han så, og kiggede langsomt rundt. Nu begyndte alle telefonboxene på peronen at ringe, på samme tid, alle lamperne begyndte at gnistre, dog tændte de ikke.. Alle former for elektronik Catherine havde, begyndte at skratte, og lavede en static bagrund, kun med sorte og hvide pixels.. Vladimir kiggede rundt, og kneb langsomt hans øjne sammen. Toget buldrede ind bag ved ham, men det ignorerede han, og blev ved med at kigge rundt.. Men da der så kom et lavt og skingert skrig fra toget, kigged han hurtigt imod dette.. Toget stoppede, men dets døre åbnede ikke for Catherine. De forblev lukket og låst, og toget holdt bare stille hvor det var..

Catherine kiggede tilbage over sine skuldre, da hun hørte et tog stoppe ved banegården, hun bed sig lidt i underlæben imens at hun prøvede på at få skubbet sin kuffert væk fra sig, inden at hun kiggede hen på skikkelsen, som trådte væk fra sit skjule sted. "..Okay.. men kunne heller ikke tænke mig frem til at du var den person som generede lysene..." sagde hun stille, så han knapt nok kunne høre hende. Imens havde hun noget besvær med at fjerne hendes kuffert, da den vejede rimelig meget for sådan en som hende.. "Mhm.." mumlede hun imens at hun fortsatte med at prøve og skubbe den af hende.. som hun efterhånden opgav, "Måske skulle jeg bare vente til i morgen.." brummede hun atter og sukkede dernæst dybt, inden at hun kiggede op på denne ukendte mand igen.
Catherine kendte ikke nogen.. hun var ny på stedet, det var der ikke taget fejl af.. det ville i al fald undrer hende hvis nogen troede at hun havde været i byen i lang tid.. eller i et godt stykke tid. Hun fortrak sine mundvige i et skævt smil; "Hm.. vil du være flink og hjælpe mig.. herre?" spurgte hun med en blid stemme. Hun var lidt nervøs for at spørge, men hun vidste at hun skulle have noget hjælp og hun kunne ikke lige se hvem hun ellers skulle spørge.. og hun var jo allerede kommet lidt i snak med ham..

Vladimir kneb langsomt sine øjne sammen, og knurrede lavt. Han skævede halvt ned imod Catherine da hun bad om hjælp, og fnøs en enkelt gang. Han rystede langsomt på hovedet, og kiggede igen rundt. Han havde ikke boet i Di morga i mere end få måneder, inden han var rejst til Rusland, for at tage sig af nogen sager, der ikke kunne vente, mere end var nødvendigt... men selvom han ikke havde boet i Di Morga længere, var det stadigt en fantastisk følelse at vende tilbage.. Magen til voldsfyldte byer, fandt man ikke i Rusland.. Og Vladimir ville ikke have det på andre måder..
Vladimir kiggede så tilbage på den unge kvinde, der havde været så.. Uheldig.. At få sig selv sat fast, under sin kuffert. Han fnøs endnu engang, og begyndte så endeligt at gå imod hende. Han stirede ned på hende, og i takt med at han kom tættere på, kom mere og mere af hans hage og ansigt til syne. Dog dækkede masken for hans næse og op efter, så det var kun hans hage og mund der nu kunne ses. Hans matte og blege læber, viste sig næsten ikke frem, fra den grå flodsede hud, der var på hage og kinder. På blot hvad der nu kunne ses, så han uffateligt udmagret og udtøret ud.
"Hvordan.. Holder.. Jeres udulige.. Race.. Jer overhovedet.. I live?" Spurgte han med en hånene stemme, og et lavt hvæs.. Da han var få skridt fra Ctherine, stoppede han brat op, og kiggede nu over hende, og imod noget bag hende. Et lumskt smil bredte sig over hans læber, og han lavede nu en fagt imod noget bag ved Catherine.
"Kan være.. At han.. Vil hjælpe dig..." Sagde han, med sin hæse, ru stemme.. Bag hende stod en mandelig skikkelse, der var fuldstændig gennemsigtig, og knapt nok kunne ses.. Skikkelsen stirede ned imod Catherine, med et fuldstændigt tomt blik.. Dette var tydeligtvis en ånd eller et spøgelse, hvis man kendte til disse.. Vladimir vidste at den ikke ville kunne skade ham, men at den godt ville kunne skade Catherine.. Nu ville han se hvor meget hun virkeligt gerne ville leve.. Og om hun var bange for denne skikkelse.. Lyset over dem begyndte at blinke mere og mere, og en gennemtrængende hulen begyndte at kunne høres, som blev højere og højere. Selv Vladimir måtte trække en anelse på læberne over hyle lyden, så den må have været forfærdelig for et menneske.. Ånden begyndte nu at bevæge sig imod Catherine, med dets ansigt rettet brat imod hende.. Toget stod stadigt stille bag ved Vladimir, men dørende begyndte nu at åbne og lukke, med dets skyde døre hylende ved hver en bevægelse..
Vladimir elskede den effekt spøgelser, og ånder kunne have på dets omgivelser.. Var så fantastisk..

Catherine fattede ikke helt hvad han mente med ordet race da han sagde at hun direkte var uduelig. Hun kendte ikke til de forskellige overnaturlige racer, hun mente at der kun levede mennesker, som hende selv. Måske var hun også uduelig, uden at tænke mere over det. Men hun tog sig ikke af hans tonefald i stemmen imens at hun kiggede på ham.. eller op på ham, med sine øjne; hvad mente han, med at denne person af en mand, kunne hjælpe hende? Catherine kiggede hen bag over skuldrene og hævede det ene øjenbryn.. et spøgelse? Kunne det være sandt? Og hvis så.. hvad ville et spøgelse som ham, hende? Det overraskede hende at se sådan et væsen! "Når jeg er så uduelig, som jeg bliver beskrevet.. hvorfor i al verden vil et spøgelse som ham, så mig noget?" spurgte hun lige ud med en fast tone i stemmen, hun virkede ikke bange tværtimod.
Hun havde lige vundet; at være modig i det sekund spøgelset viste sig frem for hendes øjne, "Det..må du næsten kunne svare på.. ikke min fine herre?", ellers sagde hun ikke mere til det, da hun så at lyset over dem begyndte netop at blinke mere og mere, end det gjorde i forvejen og at en gennemtrængende hulen også kunne høres, som blev atter højere og højere for hver gang der blev hørt hyle lyde.
Hun lagde sine hænder på hver sit øre og rettede blikket mod manden, der tydeligvis ikke ville hjælpe hende fra starten af; "Hvad skal jeg gøre for at du af alle normale væsner, som er til stede, vil hjælpe mig? Inden at dette ukendte spøgelse vil tage fat i mig?.. Uden at jeg ved præcist hvad der vil ske?" spurgte hun og sagde det ret hurtigt, af ren nysgerrighed for at se om hun kunne opnå at få hans hjælp..
Hun vidste jo ikke hvad der foregik, hun vidste ikke hvad der ville ske når spøgelset nærmede sig hende endnu engang. Det hele gjorde hende lidt nervøs, så det kunne ses på hendes krop da hun begyndte at ryste og hårene begyndte at rejse sig. En kuldegysning for igennem hendes krop. "Pffft.." mumlede hun letter irriteret imens at hun afventede et svar.. et klogt nok svar, som ville kunne hjælpe hende, så hun også kunne komme væk fra banegården.

Spøgelset nærmede sig fortsat Catherine, og reagerede ikke på hendes spørgsmål imod Vladimir.. Vladimir rejste langsomt et øjnbryn, og rystede langsomt på hovedet.
"Det.. Er et.. Spøgelse... Hvad.. Regner du med.. At det vil dig?" Spurgte han, og endte sin sætning med et fnys. Han kiggede fra hende, og op på gespænstet, som stadigt ikke reagerede det mindste på ham.. Som om at han ikke eksisterede. Hans blik kørte så langsomt ned på Catherine igen, og han kneb sine øjne sammen, imens han tog de sidste par skridt imod hende. Han stirede nu ned på hende, med øjne hun ikke kunne se, pågrund af hætten der skyggede over dem.. En meget lav knurren, som mindede mest om en hidsig hund, der viste tænder, kom så fra Vladimir, som hun tydeligt ville kunne høre hvor han stod nu..
Vladimir ville nyde at se hende tryle om hjælp, mindst lige så meget som han ville nyde at se spøgelset flå hende i en masse stykker.. Men.. Det var ikke sjovt.. Når folk frygtede andre.. Det var kun sjovt.. Hvis de frygtede en selv.. En lumskt smil, bredte sig meget kort over de blege, sprækkede læber, og et utal af nye sprækker bredte sig over dem. En tom åndene lyd kom nu fra spøgelset, som ikke stod mere end et skridt fra Catherine, og buggede sig nu ned imod hende, med dets arme strakt imod hende, som om han rakte ud for at angribe. En skrigende lyd, kom fra Vladimirs hånd, da fem meget lange klør, bredte sig ud igennem hans lange fingre.. Kløerne var næsten længere end selveste hans fingre, og det var tydeligt, at de var urelaistisk stabile, og kraftige. Lige da disse havde bordet sig ud af hans fingre, rev hånden ud imod spøgelset, som gav et åndene, hult hyl fra sig, inden det forsvandt, som om det blodt var en tåge, Vladimir havde revet ud efter..
Nu stod Vladimir over Catherine, som den eneste, og hans lange klør der, når han stod afslappet, med sine arme ned langs hans sider, næste nåede ham til hans skindeben.. Den lave knurren var nu forsvundet, og han stirede endnu engang ned på hende.
Efter kort tid, kørte de lange klør, langsomt tilbage, og han rakte i en hurtig bevægelse ned imod Catherine, i et forsøg på at gribe fat om hendes håndled. Hvis han fik fat, var hans greb fast og smertefuldt, og da han havde fast, begyndte han at lyfte hende, ganske langsomt. I den bevægelse, blev hendes kuffert tvunget væk fra hende, og hun var fri.. Bortset fra at Vladimir ikke gav slip. Han lyftede hende op, så hun lige præcis ikke kunne nå at stå på jorden, men kun lige prikke til den med spidsen af hendes sko. Han stirede nu op på hende, så lyset fra loftet, der nu var helt normalt, efter at spøgelset var væk, nu oplyste hans ansigt. Hans hud var helt grå, og flodset, som var han allerede udtøret i sin grav. Og hans øjne, havde ingen farve.. De var fuldstændigt mat hvide, uden nogen glans.. Som var det blot to træ øjne, med et hvidt lag stoff uden om. De tomme, døde øjne stirede nu på hende, med et tomt blik.
"Er du.. Tilfreds.. Menneske..." Sagde han så, med sin faste hæse stemme.
Hvis ikke han fangede hendes håndled, fjernede han blot sin hætte, for så at stire ned på hende, med det samme blik..

"Jeg ved det ikke.." sagde hun letter irriteret, hvad regnede han med? Hun kendte ikke til disse væsner, hun var ny i området, hun vidste ikke bedre. "Er ny i området.. pfft.." mumlede hun lavt, så det ikke rigtig kunne høres, imens at hun kiggede op på ham og vidste godt at han var kommet hende nærmere, det skræmte hende ikke så meget, at han knurrede som en hund, men det gjorde at hun stoppede med at sige noget, Catherine havde ignoreret spøgelset imens at hun havde opmærksomheden mod manden der stod foran hende, som hun ikke kendte. Catherine mærkede en kold luft imod hendes nakke, da spøgelset bukkede sig ned imod, uden at hun vidste det, med det samme at hun hørte den skrigende lyd, førte hun sine hænder op til ørerne, hun kiggede kort hen, over skulderen og udbrød et skrig inden at hun kiggede tilbage på manden der viste sine.. hånd frem med sine lange klør som bredte sig ud gennem hans lange fingre, noget som hun ikke havde regnet med at få at se.. nogen sinde, det kom som et lille chok fra hende, "Hmm.." sagde hun imens at hun bed sig hårdt i underlæben så der kom et bide mærke, efterhånden begyndte hun at føle sig svag.. så svag at hun ikke kunne gøre noget, hun sad blot stille, eller.. det prøvede hun på, imens at hun rystede lidt i kroppen og svang sine arme omkring sig selv i stedet for at dække for ørerne så hun kunne lade som om at hun intet hørte. Catherine måtte indrømme at hun blev skræmt af alt dette, hun kunne ikke ligge sin frygt bag sig, selvom hun gerne ville spille modig. Hun prøvede på at slappe mere af i kroppen og tog en dyb indånding inden at hun åndede ud. "Ta..k.." nåede hun mere eller mindre at sige, før at han fit fat om hendes håndled og hun mærkede en hård smerte som spredte sig i håndledet, "..S..top.." mumlede hun og gispede lidt, før at hendes fødder gav efter da han løftede hende ganske langsomt, huh? Uden hun vidste af det kom hun fri og kufferten var blevet fjernet fra hende, prøvede han virkelig på at hjælpe hende? Catherine sagde ikke noget, mens at hun ligeledes kiggede på ham, hun tiede stille og nikkede kort, efter at han spurgte.. om hun var tilfreds. "Catherine.." præsenterede hun sig så og fugtede sine læber, og hun kiggede ned i jorden, inden at hun kiggede op på ham igen, "Jeg skylder dig en tjeneste.."