The Return to Innocence. ((Allen/Privat))

The Return to Innocence.

- Allen.

Tidspunkt: Omkring midnat.
Vejr: Overskydet, små drypende, lægger op til voldsom regn.
Omgivelser: Forladt, dog kan nogle folk skimtes længere væk, søge tilflugt for regnen i forskellige huse rundt omkring.

Grålige nuancer kunne skimtes i de tunge skyer der lagde sig som et senge dække over himmelens førhen stjerne klare ydre. Som et slør lagt hen over en afdøds ansigt, inden dennes kiste blev lukket og sunket ned i jorden for at foreviges ved at blive forenet med det den var opstået fra.
Fra jord er du kommet, til jord skal du blive.
Det var på sin vis dobbel moralsk, taget i betragtning af at kristne påstod at være skabt af Adam og Eva, at mennesket blev skabt af Gud, så hvorfor den modstridende sætning der påstod at mennesket skulle være skabt af jorden selv? Hvis altså ikke jorden var en metafor for Gud?
Forvirrende tanker, i et alt for autistisk spind kørte rundt i hovedet på en sort beklædt herre, der søgte kirken som tilflugtsted for den ubehagelige regn. Himmelens dråber gjorde på sin vis ikke megen skade på ham, det var sandt, men det var et spørgsmål om smag og behag, og han var ikke typen der nød at blive våd helt ind til skindet.
Han var trådt ind af den mindre kirke sti hen til katedralens hoved indgang, gået op af de få trin der førte op til den prægtige hoveddør, for blot at ryste sig på hovedet, så det fugtige, lange, sorte hår fløj til alle sider, endnu mere krøllet fra den fugt det blev påført af den endnu milde regn. Dets silke skær var dødt sammen med de udfiltrede tråde, der nu fangede hinanden og lod de lange slange krøller flette sig ind i hinanden. De blev lige så stille forvandlet til tynde, uldne, dreadlocks, der lagde sig over hans skuldre og ryg, indtil de stoppede ved skulderbladendes ende.
Han tog fat i dørens håndtag med en sort, handske beklædt, hånd, trak ned så det gav en knirken i den gamle dør, idet den blev åbnet og en herre på omkring de en-seks-og-halvfjerds ville kunne ses i døråbningen, træde ind med rolige skridt, så de sorte sko gav små klak imod det rene marmor gulv, for til sidst at lukke døren efter sig.
Hans antræk var ganske pænt i forhold til at det ikke var nogen speciel dag. Under en ankel lang sort frakke, stod han iklædt et ligeså sort jakkesæt, matchende med et sort slips. Han kunne minde om en bedemand, eller en person der kom for at sørge over en afdød slægtning, skønt at sådan var det ikke. Desværre kunne hans ansigts træk ikke afværge teorien om den sørgende, han havde en udstyksløs maske, vidste knap tegn på sin ubehag ved regnens plagen.
Et par mørke røde, næsten sorte, øjne gled hen over den enorme kirke gang, hen til et lige så prægtigt alter. Søgende en anden livsform, skulle der da være nogen, hvis der var og hvis der ikke var, spillede i sidste ende ikke megen rolle: Alvar gik op imod det prægtige alter.

Der var meget stille i kirken, det eneste man kunne høre var ens egne fodtrin, men helt tom var kirken heller ikke. En ung mand på de 18 år sad på en af de mange bænke som var i kirken. En sødlig duft hang over denne unge mand, denne duft tilhørte engle racen og det var ikke nogen stor overraskelse at se en engel på kirkens grund. De kom jo sikkert for at tilbede deres herre eller for at finde ro. Det ville man i hver fald tro, men den unge mand rejste sig pludselig op og valgte at sparke hårdt til bænken som var foran ham. Dette var ikke en handling som man ville have troet kom fra en engel, men han var nu heller ikke guds ynglings 'tjener'.
Al, som den unge mand bliver kaldt, fuldførte altid det job han fik besked på, men han var træt, så utrolig træt af det hele. Da han var menneske adlød han ordre fra de andre som var omkring ham, så han nåede aldrig at leve sit liv som han ville og efter at han døde skulle han nu igen til at adlyde ordre hele sit liv. Man kan sige at Al er en af de engle som tænker meget på retfærdighed, men det var vel bedre end at forlade jorden og dø helt hen?
Et sæt gik igennem Al da han syntes at høre nogen gå hen af kirke gangen. Så han vende sig om og rigtig nok der stod en fin herre, nok på alder med Al, i et sort jakkesæt. Vreden i Al's ansigt forsvandt og han bukkede kort i en undskyldning for vis han havde generede den unge mand. Al ville rigtig sige undskyld, men det gjorder han ikke.. eller rettere det kunne han ikke da han var stum. Det havde han også været i hans menneske år, så han var blevet van til tanken om ikke at kunne tale. Den måde at han kommunikere med folk på var ved hjælpe af kropssprog eller ved den papirs blok som lå på en af de tomme bænke.
Den unge mand som lige var gået trådt ind i kirken virkede... interessant, mest fordi at hans duft afslørede at han tilhørte racen vampyrer. Han var ikke en af guds væsner, så det var utrolig sjældent at se vampyrer eller dæmoner inden på kirkens grund. Måske søgte han ly for regnen? Al tog fat i hans papirsblok og begyndte at skrive noget med en kuglepind. Derefter gik han med få skridt hen til den unge mand og rakte ham blokken hvor der stod med en fin skrift - Hvad laver de her inde i kirken? søger de ly for regnen? Og de må undskyld for min opførsel tidligere håber ikke at det generede dem - Al brugte ordene 'de' og 'dem' i stedet for 'dig' og 'du'. Det var noget han havde lært i hans menneske år og derfor var det blevet en vane.

De sorte pupiller trak sig sammen, da et ekko af en skinger lyd fra en bænk der blev sparket ned på jorden, kunne høres igennem hele kirken. Han stoppede sin gang ganske kort, og øjnene lagde sig over en dreng der kunne skydes til at være på samme alder. Kropsalder i hvert fald, nu havde Alvar heller ikke det mest voksne sind trods han var over tredve år ældre end drengen foran ham. I vampyrens øjne var han stadig en sindsforvirret teenager, en teenager der lige så langsomt var begyndt at blive voksen.
En duft nåede ham, som drengen vendte sig imod ham og fik øje på ham. Han fortsatte sin gang, og blev meget hurtigt betaget af den sødlige duft der hang omkring drengen. Mærkværdigt, en første gangs oplevelse, da Alvar sjældent var stødt på rene væsener de steder han før havde befærdet sig.
Som han nåede tættere på drengen, gik denne imod ham efter at have skrevet noget ned: mystisk, var det en form for bøde for at gå ind i kirken udenfor bede tidspunkterne, eller hvad var meningen? Men svaret lod sig snart komme da den lille papir blok blev rakt til Alvar, og han tog imod den, læste hurtigt hvad der stod.
Ingen ydre reaktion kom fra ham, blot en indre forvirring fandt sted? Denne brugte skrevne ord, frem for tungens tale, til at udtrykke sig? Hvilket nytte havde dette, kunne han ikke tale? Var det problemet, eller ville han ikke tale? Han kunne endnu ikke bedømme hvad han helt mente om blokkens brug, men han kunne på samme tid heller ikke benægte den unge velduftende dreng at benytte de redskaber han fandt bedst.
Alvar selv, var ikke en person der fandt glæde i dybe, langvarige diskussioner, og hvis drengens tunge havde svigtet ham, ville det næppe blive et særlig stort problem.
Alvar rakte papir blokken tilbage. Hans øjne lagde sig over dennes ansigt, studerede det med en præcision der var uhyggeligt nærgående, som havde han i sinde at finde et kirurgisk redskab frem og lade sin nysgerrighed blive stillet ved at undersøge dennes træk og årsagen til dennes duft på et mere.. kropsligt plan. Ligeså, hvis altså drengen fik øjenkontakt, ville han stirre ind i et sjælløst dukke agtigt blik: øjnene afspejlede ingenting. Hverken følelser, holdninger, eller meninger. Som var den unge vampyr ikke andet end en levende krop. Et omvandrende korpus, som han på sin vis også var.
Han rystede langsomt på hovedet, og gik forbi.
,, Regn...", lød det fra ham.
Hans udtalelse af ordret syntes præget af fremmed accent, spansk, italiesk, noget i de retninger.
Hvis ikke den unge dreng gjorde yderligere for at stoppe ham, satte han sig på trappe trinnet der førte op til alteret, og betragtede drengen fra afstand, med en stirren der for mange ville virke ubehagelig og alt for tydelig.

Hans lyse pandehår dækkede næsten for de mørkeblå øjne som studerede den unge mand som var et par cm højere end ham selv. Al havde ikke noget fint tøj på, kun en sorte hættetrøje og et par cowboy bukser. Han klæde sig ikke fint vis der ikke var en anledning for det, selv ikke vis han skulle ind i guds hus. Al var taknemmelig for at han var blevet genoplivet, taknemmelig for at han havde fået en chance for at leve videre, men det var alligevel ikke som han havde troet. Man troede at vis man var engel ville alt være godt men nej ligesom alle andre racer er det hårdt at leve. Hårdt at overleve i denne verden, og vis man ikke fulde guds regler blev man straffet. Det lærte han på den hårde måde. Han fik frataget hans dyrebare vinger, okay han fik dem ikke 'frataget' men han kan ikke længere få dem ud af ryggen da smerten er for voldsom.
Al tog imod blokken og var ret så overrasket over hans reaktion eller rettere hans manglende reaktion. Mange havde altid kigget mærkeligt på Al når han viste dem papirs blokken. Men det var tros alt den eneste måde han kunne komme i kontakt med andre på, eller det er i hver fald den eneste måde han kan tænke på.
Denne mand virkede ikke så snakkesalig, eller denne mand virkede ikke engang særlig levende for den sags skyld. Al mistede dog ikke interessen i at lære denne mand at kende, tværtimod, han var en af de person som altid havde beundret nattens væsner. Han fandt dem ikke så skræmmende som de andre fra hans race gjorder.
De var vel alle selvstændige personer? alle natte væsner behøvede ikke at være ens fjende.
Hver enkel bevægelse og udseende blev kodet ind i hans hukommelse. Han havde en sjov accent, men stemmen gjorder Al en lille smule jaloux. Selvom at han var van til tanken om at være stum, kunne han ikke undgå at savne at snakke. Det skabte utrolig mange problemer når man ikke engang kunne råbe eller sige undskyld for vis man er gået ind i den form for person som man nok helst ville undgå.
Al bladrede om på en ny side af blokken hvor han igen skrev et eller andet. -Er de en vampyr eller en dæmon?- dette spørgsmål kunne måske være lidt mærkeligt. Men Al var lidt i tvivl, men kunne jo aldrig være 100% sikker.
Da han kiggede op fra blokken lag han mærke til at manden allerede havde bevæget sig videre og nu sad på et trappetrin som førte op til alteret. Så han gik et par skridt hen i mod manden, dog virkede øjnene kolde og det fik Al til at tøve hvilke man tydelig kunne se.
Men igen rakte han den lille blok hen imod manden, hvorefter at han satte sig på gulvet. Han gik ikke for tæt på denne unge mand af ren høflighed, men han virkede ikke særlig bange. Han havde jo endnu ikke en grund til at frygte ham.

Den udøde lagde meget hurtigt hovedet på skrå da drengen endnu engang opsøgte ham. Det sorte hår fulgte hans bevægelse, og gled over ryggen på ham, imens at det der allerede havde ligget over hans venstre side, som var den side han tiltede ansigtet imod, kort gav en mindre blafren fra sig i det han gjorde. Resten lagde sig tungt om det pære formede hoved, der bar et idyllisk ansigt. En klassisk spids næse, fyldige læber uden de blev for kvindelige, og en let markering af de høje kindben, for ikke at nævne de fine bryn der harmonisk hvilede nogle centimeter fra hans øjne.
Da drengen var kommet helt hen til ham, dog efter en tøvende gang, og rakte blokken ud igen, skiftede Alvar sit fokus fra drengen og ned til blokken igen. Denne gang spurgte han til hans rase?
De matte mørke røde øjne så på drengen igen da denne havde sat sig på gulvet, med endnu et uigennemtrængeligt sjælløst blik. Han var ved Gud snakkesalig, skønt at han ikke havde talens brug. Nysgerrighed som en sulten hvalp der ikke kunne dy sig for at tigge de nærmeste mennesker om en smule opmærksomhed og mad. En skødesløs køter, der ikke kendte grænser for sin nysgerrighed og ej heller pli? Men hvem var han til at bedømme. En rotte som ham selv, kunne ingenlunde sætte en status på en hund.
Som svar på drengens spørgsmål holdt Alvar blot blikket fæstnet på denne, ville, hvis ikke drengens øjne søgte væk, fange denne i en næsten ubrydelig øjenkontakt for så at åbne munden, trække læberne fra tandkødet, vise en fin række af perle hvide tænder hvoraf de to hjørnetænder syntes at vokse sig betydeligt længere end de andre. Svar nok? Det måtte det være.
Han lod sine hjørnetænder formindske, og lukkede munden. Det strammede ved hjørne tændernes tandkød derefter, som blev det ømt af at være taget i brug for ikke at æde. Et tegn på hans endnu ikke fuldvoksede krop.
Efter nogle sekunder hvor han endnu ikke havde afleveret den lille papir blok, rakte han sin frie hånd ud imod drengen, lod blikket glide fra dennes ansigt og ned til hånden der holdt hvad end denne brugte til at skrive med. Hintene til at han ønskede det i sin besiddelse.
Hånden var fortsat rakt ud imod drengen indtil at denne ville ligge skrive redskabet i den.
Alvars fingre var lange og tynge, hans hånd en normal størrelse for en dreng med et sytten årigt udseende, hele hans fysik var også et tydeligt tegn på hans unge alder, ligeså var hans hud, der var aske hvid, og ikke så ren og smuk som hans ældre artsfæller.

Al havde et mere simpelt udseende, næsten alt ved han var i lyse farver, det symboliserede jo uskyldighed. Hans hår var lyst, næsten snehvidt, hans hud var fejlfri og havde en marmor agtig hvid farve over sig. Hans øjne derimod var det eneste i der havde en mørk farve. De var mørkeblå og kunne let sammenlignes med nattehimlen eller havet, men tros den mørke farve udstrålede de med massere af liv. Med andre ord: hans øjne virkede meget livlige som passede utrolig godt til hans personlighed.
Og så var der også hans tøjstil, han gik mest i sorte klæder for at han kunne blænde sig ind i mørket.
Det var rigtigt, Al var utrolig snakkesalig for en person som rigtig er stum. Han var som en hundehvalp der blev ved med at løbe rundt om benene på en person den lige havde mødt. Dette var både en god og dårlig ting an på hvordan personen har det med det. Det var utrolig mange som fandt det irriterende, men det var tros alt en del af Al's personlighed, så han kunne ikke gøre for at han var så nysgerrig som han var.
Det var utrolig tydeligt at forstå ham, Al viste alle hans tanker og følelser igennem hans ansigtsudtryk, man kan sige at han har et meget tydeligt kropssprog som man kalder det. Al smilte også ret meget, hvilke betød at han enden var en optimist eller bare prøvede at være venlig.
Al's øjne blev store da han så de hvide hugtænder. *En vampyr?* tænkte han med et tilfredsstillende smil på læben. Han havde det ikke så godt med dæmoner, selvfølgelig kan han sagtens snakke med dem, men det ende aldrig godt. Så han var glad for at denne mand var en vampyr.
Al ventede på at få hans blok tilbage, men den unge vampyr rakte en tom hånd frem imod ham. Blikket var ved hans skriveredskab, som var en kuglepind. Først satte han hovedet på skrå, og så meget undrende ud. Men uden at tøve i alt for lang tid lag så hans skriveredskab i hånden på den unge vampyr.
*Hvad mon han skal bruge den tid?* tænkte Al da han jo denne mand kunne bruge ord i stedet for at skrive ord ned på et stykke papir. Men han snakkede jo heller ikke særlig meget, så måske havde han bare ikke lyst til at tale?
Han så ud til stadig at være lidt øm efter at havde vist de hugtænder som folk gerne ville undgå. Al var blevet bidt en enkelt gang før og havde nær mistet livet vis der ikke var kommet nogle mennesker forbi.
Blod er noget som bliver prodoceret igen i hans krop, så han har intet problem med at donere blod, men han vil ikke miste livet i processen.

Da Alvar havde fået kuglepennen i hånden lod han sine øjne glide ned på den lille papir blok, bladrede væk fra den brugte side og hen til en ren og urørt en. Han kunne vel sagtens bare sige det han ville, men han fandt det uappellerende, og det faldt ham ikke naturligt at tale, så når han endelig skulle og der var forventet et svar af ham, som Lucas ofte forventede, tænkte han det igennem, eller også gav han meget korte svar som han havde givet drengen før, hvor han havde spurgt til grunden for Alvars ankomst til kirken. Måske var det noget medfødt, eller også bare en del af hans personlighed. Han havde aldrig brudt sig om at tale, det skaffede opmærksomhed, en opmærksomhed som han helst var fri for. Han nød ikke ligefrem stilheden eller skyggerne, men efter flere års liv som en gadedreng i de uhumske gyder af Terre, så var ensomheden, stilheden, intetheden blevet en del af ham, og dets ældre han blev, dets mere stille blev han også. Hvis han skulle tage stilling til om han kunne lide det eller ej, ville han komme op med et blankt svar. Det var ikke en vane-sag, men ... noget indgroet.
Han begyndte at skrive, forme ord med pennen. Der gik noget tid, da han ikke var en ligeså vant skriver som drengen selv, og da han vendte blokket imod drengen var hans skrift heller ikke nær så flot skrevet som hans jævnaldrende. Men den kunne læses, og var ikke sjusket eller ukorrekt grammatisk.
Hvad er du?
Stod der.
Skulle drengen tage imod tegneblokken, ville Alvar ligeså række kuglepennen ud imod ham, med et stillestående og intetsigende glimt i det mørkerøde blik. Forventende et svar, naturligvis.

Al brød sig ikke om at blive overset, ikke fordi at han ville have meget opmærksomhed. Men han ville gerne blive enerkendt som en normal person. Der var jo mange som gav ham medlidenheds eller et frastødende blik.
Heldigvis gav vampyren ingen af disse blikke, men han havde tros alt et intetsigende blik, som gjorder at man ikke vidste hvad han tænkte. Vis Al virkelig behøvede det, kunne han jo læse vampyrens tanker, men han havde ingen lyst til at vide hvilke hemmeligheder og tanker denne vampyr lå i besiddelse af.
Et undrende blik var nærmest frosset fast i hans ansigt da vampyren begyndte at skrive noget ned på det blanke stykke papir. Han var vel bare lidt forvirret, hvorfor ville han dog skrive noget ned når han var i besiddelse af at kunne tale?. Da vampyren viste Al blokken forsvandt det undrende blik og smilet kom tilbage igen.
Det svar var let at besvare, han behøvede ikke engang at bruge papir og kuglepen til at svare på det spørgsmål.
Han pegede bare på et af de mange maleriger som var på kirke vinduerne. På billedet var der en person med flotte, smukke, hvide vinger. Personen som bar vingerne kunne man ikke se om det var en mand eller kvinde, for engel på billedet skulle symbolisere alle engle som var i guds magt.
Englen havde åbne arme, så man ville få fornemmelsen af at englen ville kramme og frelse en fra denne grumme verden. Men selv ikke engle havde ikke denne magt, da de selv var fanget på jorden.
Efter at spørgsmålet var besvaret rakte Al hans hænder frem imod vampyren og tog langsomt blokken samt kuglepennen ud af hænderne på ham. Han bladrede om på en ny side og lod igen kuglepennen finde frem til den blanke side, med små buede bevægelser fik han ordrerne skrevet ned på blokken som han igen rakte til vampyren. - Hvad er deres navn? - Dette spørgsmål håbede Al ikke var for tidligt, som nogen folk syntes. Men Al havde jo ingen ide om hvad han skulle kalde denne vampyr og vis man ville lære nogen at kende, ville det nok også være en god ide at kende deres navn.

Da drengen pegede imod et af de smukke vel dekorerede malerier i katedralens indre, lod Alvar langsomt sine døde øjne glide fra ham og hen på maleriet af en kønsløs engel, der stod med åbne arme og et gudeligt lys omkring sig. Som ville den frelse, tilgive, og omfavne en i Guds barmhjertighed. Alvar var ikke religiøs, men heller ikke anarkist. Religion havde sine goder, det havde sine store øjeblikke, men også sine bagsider. Hans holdning til religion var den samme som hans holdning til en god bog eller en smuk historie: bemærkelsesværdig, medrivende, og yderst betagende, men virkelighedsløs. Uanset om Kristus var virkelig eller ej, kom til ham i form af en lysende menneske skikkelse, og tilbød ham at blive frelst, vidste han at han ikke ville tage hånden eller takke ja til tilbudet. Han havde kun én Helgen, kun en religion, en fader-figurs-besættelse, og det var Lucas.
Alvars blik fandt først vej tilbage til drengen da han kunne mærke papirs blokken glide fra hans fingre, samt kuglepennen. Han så hen på den lyshårede dreng imens denne skrev, og tillod sig selv at undres over dennes skabelse. Var engle ikke blot myter, sagn, illusioner skabt af sindsforvirrede mennesker med en lidt for nær tiltro til Gud? Eller fandtes de i kød og blod, gemt i en ung drenge krop, med lys hud, blond hår, og blå øjne?
Men selvom det syntes mærkeligt at tro på, så havde drengen ganske vidst en anden overnaturligt sød duft, end normale mennesker, ligeså en varm frygtløs aura der næsten kvalte en i imødekommen venlighed.
Da blokken blev rakt imod vampyren, tog han imod den, samt rakte han ud efter kuglepennen med det samme, tog den fra drengens, hvilket tillod den unge angelic at få et tættere syn på dennes hud. Den aske grå hud, syntes at have et indre lag af noget rødligt og krakkeleret, måske dennes blodåre der kom til udtryk i røde tråde under huden.
Han læste hvad der stod, og efter at have læst det, lagde blikket sig over drengen igen i nogle få sekunder, inden han bladrede over på en anden side og begyndte at skrive ned.
Igen gik der lidt længere tid med at skrive end drengen havde brugt. Udover den lave skratten fra kuglepennen var kirkens rum musestille, så man kunne høre regnen der tog til udenfor.
Han blev færdig, og rakte blokken imod drengen endnu engang.
Alvar Alcedin Austerlin... Deres?..
Ligesom før ville Alvar blive ved med at holde blokken imod drengen indtil denne tog den igen.

Engle var langt fra som man havde forstillet, de lyste ikke og havde ikke en guddommelig kraft som kunne få folk med mistede ben til at gå igen. Mange engle er blevet trætte af deres opgaver og få stykker havde fulde ikke længere guds regler og ende derfor med at blive forvist fra himlen hvorefter at forevige at kalde ned i helvedes dybe mørke. Al var ,ligesom de fleste, blevet træt af hans opgave, men han gjorder det nu stadig. Det var ikke ligesom en historie med en sød slutning, engle var kun tjenere og når man ikke længere havde brug for dem, lod man dem dø. Engle var og ville altid være svage væsner, men i det mindste er det bedre end at være et menneske. Han var opvokset i en ikke-troende familie, så han havde lært den mere logiske forklaring på hvorfor der var liv på jorden. Selvfølgelig havde han lært om gud og alt der hørte med i kristendommen, men havde ikke troet på det før at han faktisk døde. Efter det kunne han ikke udelukke noget, for vis engle og vampyrer fandtes hvorfor så ikke også de andre væsner som man læser om i bøger?
Selvfølgelig skulle man ikke brokke sig, der var mange lyse sider ved at være en engel, f.eks. at flyve. Det var en gave som var fantastisk. Man tænker heller ikke så negativt når man er en engel, det var en af grundene til at Al nok blev ved med at smile. Og så behøvede man heller ikke at dræbe for føden da man spise det samme som mennesket.

Al læste navnet som vampyren havde skrevet ned og mimede så navnet med munden for at bedre kunne huske det. * Alvar Alcedin Austerlin.. Alvar Alcedin Austerlin..Alvar Alcedin Austerlin* blev Al ved med at gentage inde i hovedet. Det var et navn man ikke hørte hver dag, men det gjorder det, underlig nok, lettere at huske. Uden at Al rigtig lag mærke til det holde han pludselig hans blok i hænderne, han havde nok taget den ubevist. Men nu hvor han havde den kunne han lige så god fortælle sit navn nu – Allen Lucious – hvilke betød 'nobelt/harmonisk lys' mon også ikke at navnet Alvar havde en betydning? De mørkeblå øjne fjernede sig ikke fra Alvar, som denne vampyr hed. Han havde aldrig set ham i denne by før, men der var jo også mange personer i den store by kaldt Di Morga. Endnu et spørgsmål poppede op i hans hovede og han kunne vel lige så godt spørger om det, nu hvor Alvar havde fanget hans opmærksomhed - Hvor længe har De været en vampyr? - gad vide hvordan det var at være en vampyr? Det måtte være det stik modsatte end at være en engel. Både på gode og dårlige punkter.

Alvar ventede tålmodigt på at drengen blev færdig med at skrive. Til trods for at han ikke kendte drengen, så besad han alligevel en udøds tidsløse tålmodighed med denne. Han ville kunne sidde stille og stirre på dennes lyse hænder i timevis uden at hører sig eller trække vejret. Hans dukke lign. udseende hjalp heller ikke meget på at modbevise det først nævnte, da havde et tomt vessels udstråling, og mindede mere om et tankeløst lig der havde rejst sig fra jorden, end et tænkende individ.
Han var dog tænkende, det kunne man se på hans blik, hans spørgsmål, og i det hele taget den måde han valgte at kommunikere. Tale appellerede alligevel ikke, da tankerne i forvejen fyldte for meget til at han kunne samle sig om at danne ord med munden.
Den korte mimen af hans navn opsnappede vampyren ligeså, et tegn på at denne engang havde kunne tale? Da han til trods for sin manglende stemme, kunne forme bogstaver med læberne.
Som papiret blev vendt imod ham igen, hvilket denne uden tvivl ville gøre, kom der både et svar og endnu et spørgsmål. Til svaret kom der ingen reaktion: dennes navn var ligetil, og uden diverse fremmede vendinger og svære udtagelser.
Allen Lucious..
Tænkte han kort, for at gemme navnet i et mentalt arkiv. Han lod så sin opmærksomhed ligges på spørgsmålet, og de sjælløse øjne lagde sig over drengen, umådeligt indgående, som prøvede Alvar at se igennem noget, inden han svarede.
Nysgerrige dreng...
Han begyndte at skrive.
Efter at være bladret over på en ny side gik der lidt tid inden vampyren vendte blokken imod denne og han fik sit svar:
54 år. Du er meget nysgerrig..
Det sidste var understreget.
Alvar holdt blokken op med en hånd, og satte albuen imod det bøjede knæ, så han kunne hvile hagen i sin håndflade, imens han så afventende på den blonde Allen.

Nu hvor man tænkte over det var det eneste engle agtigt ved Al var nok bare hans lyse ydre og evnen til at kontant at smile med den der aura som sagde 'smil-til-verden', okay han smilte måske heller ikke så forfærdelig meget, men det meste at tiden.
I Al's øjne var Alvar ikke et livløst korps som gik rundt på jorden. Alvar var Alvar, en person som ikke viste følelser igennem ansigtet særlig tit... nok aldrig.
Hvilke var lidt svært da Al studered folks kropssprog for så vidste han hvordan de havde det med de ting som han enden nævnt eller sagde. Man kan jo se, om personen du taler med, er glad, er ked af det, måske sur eller irriteret.
Eller om han/hun lyver for en, er utålmodig, keder sig. Det er vigtige ting for Al at registrerer, og indtil videre har det ikke kunne lade sig gøre da Alvar stadig havde det samme usigende ansigtsudtryk
Det var rigtigt at Al engang havde været i stand til at tale som alle andre, grunden til at han mistede stemmen var stadig en smule ukendt. Det startede med noget som han troede var en helt normal forkølelse.
Derfor plejede han den ikke og valgte at tale lystigt og synge for sig selv som han plejede. Efter hånden som tiden gik
begyndte hans hals at gøre mere og mere ondt, og sommetider fik han hosteanfald.
Et par gange blev der kastet blod op, hvilke der fik ham til at indse at noget var galt.
Men havde havde indse det alt for sent så resultatet var at hans stemmebånd var blevet ødelagt af slags virus.
Meget nysgerrig? Al nikkede og grinte, uden lyd. Ja det var sandt, men der var ikke så meget han kunne gøre ved det. Det lå tros alt til hans personlighed.
*54 år?* Det var ikke så langtid som Al havde levet, men det var alligevel nok tid til at have oplevet et par ting i denne verden.
Al tog imod blokken - Det ved jeg godt det er der mange der siger, det er en del af min personlighed så jeg kan ikke rigtig lade være, undskyld -
Lidt efter at hans smil langsomt forsvandt, begyndte han at kigge lidt rundt. Det var et tydeligt tegn på at han var blevet en lille smule påvirket ud fra det som Alvar sagde/skrev. Mest fordi at han ikke vidste om Alvar var irriteret over dette eller bare kommenterede det, han kunne jo ikke aflæse det på hans ansigt.
Så nu var der et forvirret ansigtsudtryk frosset fast på det blege hoved.
Det var utroligt så hurtigt at Al kunne skifte udtryk og humør. Før var han optimistisk og smilene, men nu lignede han mere en forvirret dreng, vis mor, havde fanget ham med hånden nede i kagedåsen og derfor ikke vidste hvad man skulle sige eller gøre.

Alvar betragtede drengen i det denne læste hvad han havde skrevet, og som denne satte af i en lydløs latter kom der en lille rødlig bølge af farve i de ellers mørke ufølsomme øjne. Måske en mindre revne i det ellers stenfaste ydre, og et meget lille træk på den ene mundvige formede et sælsomt smil, der virkede sørgmodigt selvom Alvar ikke følte sig sørgmodig. Hans smil var bare altid tynget af noget trist, selvom han smilte når han følte glæde. Det kom hovedsageligt af at han ikke fandt det naturligt at smile, ligesom han ikke brød sig om at tale.
Men hans grund til at smile var dog at han fandt drengen en smule betagende et kort sekund, og dennes glade lydløse latter skabte en kædereaktion der ligeså gav den sten faste vampyr en mindre lyst til at smile, og næsten hungre efter selv at kunne slå over i et grin. Han kunne ikke længere huske hvornår han sidst havde leet, uden det var uoprigtigt og falsk.
Efter Al tog imod blokken og begyndte at skrive fulgte Alvar kugle pennens gang hen over papiret, med øjnene. Imens at han stadig hvilede hagen imod sin håndflade. Alvar tog imod blokken med den frie hånd da dennes var færdig og læste hvad der stod. Uden at se op på Allen denne gang bladrede han hen på en ny side og begyndte at skrive.
Der gik nogle sekunder.
Han rakte blokken ud imod Allen igen, og indtog samme position som før. Selvom Alvar havde en ubehagelig stilhed over sig, var der også noget beroligende og behersket over hans aura, som var han i en perfekt harmoni med omgivelserne uden at tænke over det.
... Jeg sagde ikke du skulle undskylde for det...
Efter at have overrakt blokken til Allen igen, så Alvar sig også omkring i kirken i lidt tid, inden at hånden der før havde støttet hagen gled hen over siden af underkæben og hen til det fugtige sorte hår, hvor han begyndte at udfiltre det med fingrene. Som en elev i et klasse lokale der fordrev tiden med at snorer nogle hårtotter rundt om sin finger.

Et smil kunne gøre alle i bedre humør, eller i hver falde de fleste. Så længe at det ikke var falsk eller havde en dårlig aura omkring sig. Det virkede mest på menneske, og sprede sig derefter hurtigt. Der var nogen som sagde at vis man fik et smil fra en engel betød det held, men dette var nu ikke helt sandt. Det ville være det samme som at få et smil fra et menneske eller en vampyr.
Al skulle til at kigge ned på blokken igen da han pludselig lag mærke til noget bemærkelsesværdigt, det var som om at et lille smil kunne blive spottet bag det ellers udtrykløse ansigt. Var han endelig ved at løsne sig lidt? En lettet følelse brede sig i hele hans krop og han glemte enlig at være bekymret. ... Jeg sagde ikke du skulle undskylde for det... gjorder også humøret meget bedre.
Så Al rejste sig op og valgte at sætte sig ved siden af Alvar i et stort bump. Han gjorder dette så han i stedet for ikke behøvede at side overfor ham med en meters afstand, det var langt bedre og lettere at dele blokken nu. Han tog imod blokken og skrev med lidt sjuskede bogstaver, - lag være med at skræmme mig en anden gang- et stort smil hang ved hans læber imens at han slog/klappede Alvar på ryggen to gange. Det var den måde at han viste accept? eller hvad man nu kalder det, for nu vidste han om Alvar var i kategorien ven eller fjende. Og siden at han ikke var en fjende i hans øjne var han en ven. Måske var Al ikke en ven endnu i hans øjne, men alle havde deres syn på tingende.
Han misundende enlig Alvar for den berolige aura han havde omkring sig, den harmoni han kunne have med omgivelserne. Dette var ikke noget som Al kunne, han stor mange gange ud pga hans aura eller det alt for tydelige kropssprog.
Selvfølgelig kunne han altid trives der hvor han var, men alligevel stod han næsten altid ud.
Typisk, det var nok det som gjorder at han tit kom ud i problemer ved f.eks. at komme til at provokere dem han rigtig burde kolde sig fra.
Specielt dæmonerne, de brød sig overhovedet ikke om engel og det var det samme med engle, de kunne heller ikke fordrage dæmoner. De to racer er jo dødsfjender og havde været det siden de førte engle og dæmoner viste sig på jorden.

En meget let trækning ved de sorte øjenbryn ville kunne antydes hos Alvar da Allen rejste sig for at sætte sig ved siden af ham, og han skuttede sig en smule længere væk: følte ubehag ved den pludselige nærkontakt der virkede for anmassende i forhold til at englen ingen betydning havde… endnu. Dennes udstråling og kropssprog syntes at blive mere frit efter den sidste sætning som Alvar havde skrevet, og han blev et øjeblik meget i tvivl om hans simple sætning betød noget helt andet for Allen end den havde gjort for ham selv?
Da englen så tog blokken, og begyndte at skrive, kunne Alvar ikke stoppe sine matte øjne i at glide ned over papiret i drengens hånd og følge kugle pennens rejste over det, indtil der stod ord som gav en mening. Han skulle ikke skræmme ham? Endnu en svag trækning kom, da Alvar ikke forstod hvad personen hintede til. Han havde været alt andet end fjendtligsindet efter Alvars egen mening, hvis ikke venlig og imø-.. De sorte pupiller trak sig sammen da det første klap på hans ryg kom. Den allerede halv-spidse pupil blev et øjeblik til en lige streg på grund af den pludselige berørelse, der sikkert var yderst harmløs og uskyldig fra Allens side, men som Alvar fandt indtrængende og grænseoverskridende. Efter det næste klap kunne man, hvis man altså så på Alvar hurtigt fornemme et mindre tik ved venstre øje. Han sad fuldstændig stille, imens at en indre kuldegysning var løbet igennem kroppen ved den første berøring. Det kriblede rundt, som kravlede der kakkelakker under hans beklædning, og inden Allen ville nå at trække hånden til sig, vendte Alvar overkroppen halvt imod ham og greb fat i dennes håndled med en handske beklædt hånd, i frygt for at denne ville gøre det igen.
De røde øjne ville da prøve at fange Allens dybt blå, og hvis det lykkedes ville englen stirre ind i et virvar har endeløs intethed, der til trods for at øjnene virkede dødfødte gav stemmens toneleje en endnu større virkning:
,, Nej!”, var det eneste der blev sagt.
Klart, kontant, uden større forklaring. Sikkert også nok til at Allen ville fatte hvad det var Alvar sagde nej til, med mindre han misforstod og fejl tolkede det, som at det var symbolikken bag klappen Alvar sagde nej til, og derved deres blomstrende bekendtskab, frem for selve nærkontakten.
Hans greb om Allens håndled var fast og stærkt, og ville sikkert gøre en smule ondt skulle Allen da lade sig påvirke af det. Alvar holdt Allen sådan, og stirrede ligeså skruppelløst ind i englens øjne indtil denne havde signaleret på den ene eller anden måde at han havde forstået Alvars budskab. Et simpelt nik, kunne være svar nok på dette.

De ord som var blevet skrevet ned havde ikke en så stor betydning for nogen. Men for Al fandt han hurtig det gode humør igen, når folk sagde at han ikke behøvede at sige undskyld, for hans så kalde svaghed.
Måske var det ikke accept i Alvars øjne, men det var det i Al's. Men han var vel også en idiot som blev glad over næsten ingen ting?
Al lag ikke mærke til Alvar's ubehag før andet klap hvor han mærkede, eller rettere kunne se at der var noget galt. Men inden at Al kunne trække hånden til sig, tog han, med et fast greb, fat om Al's hånd.
Et tydeligt sæt gik igennem Al pga den pludselige bevægelse som kom fra Alvar. Det utrolig faste greb, bragte en lille smerte i hans håndled, da blodet havde lidt sværere ved at bevæge sig rundt.
Et nej kom ud fra hans læber *nej? * tænkte Al og først vidste han ikke helt hvad Alvar sagde nej til. Der var jo så mange muligheder, var det fordi at han havde rykket sig tættere på? Var det symbolikken bag ved de få klap eller brød han sig bare ikke om at blive rørt? Al følte sig en lille smule dum, mest fordi at han lige havde gjord noget som tilsyneladende har været ubehageligt for Alvar.
Så nu var det tid til et flash back, så han kunne finde ud af hvilke af de 3 ting som han havde sagt nej til.
*Hvornår var det at Alvar begyndte at vise tegn på ubehag.. hmm efter hvad jeg husker var det efter at jeg klappede ham på ryggen* Han brød sig vist ikke så meget om nærkontakt.

De mørkeblå øjne mødes med Alvars dyb røde øjne.
Alvars øjne føltes uendelige, som et uendeligt rum. Hvilke han ikke ville have troet, da øjnene rigtig havde virket dødfødte. Forvirringen i Al's blik, blev langsomt mere klar og et forstående nik kom frem.
Ikke alle brød sig om at blive rørt, det måtte han huske. Al fortrød det ikke særlig meget, det var altid godt at lære fra sine 'fejl' men nu mest fordi at så kende han nu den del af Alvar som ikke brød sig om nærkontakt.
Da grebet endelig løsnede sig om Al's håndled, trak han den ømme hånd til sig, og tog selv blidt fat i det sted som Alvar lige havde haft fat i.
Det gjorder ikke ondt, men det var bare en lille smule ømt. Alvar's greb havde nok været strammere end han troede, hvilke også var forståeligt.

Ganske rigtigt så gav Alvar slip det øjeblik Allen udtrykte forståelse for den handling han havde gjort. Han gav slip da nikket kom, og hans lange kolde fingre løsnede deres isende greb om englens håndled. Som Allen tog sin hånd til sig og ømmede den, ville han sikkert stadig kunne mærke den kulde der havde spredt sig fra Alvars berøring og til Allens sikkert følende skin. Den unge vampyr var som sagt ved at blive voksen, det betød også at hans temperatur sank, og hans evne til at føle forskel på varmt og koldt forsvandt. Men indtil videre havde han stadig en nogenlunde ide om hvad der føltes varmt, og hvad der var koldt.
De dybe men intetsigende øjne lagde sig på Allens hænder imens denne ømmede sit håndled. Han vidste ikke helt om han skulle føle anger ved sin handling, han havde ikke ment at gøre skade, men blot ønsket at få drengen til at forstå at han ikke ville røres ved. I hvert falde ikke slås af en vidt fremmed. For det var vel hvad det var? En eller anden mærkelig gestus i form af slag. Alvar forbandt ikke sådanne ting med noget godt, skønt han forstod hvad Allens hensigt med den havde været. Men kærtegn, eller en ømtålig gestus var så meget mere sigende end nogle ubehagelige dunk i ryggen.
Måske var det netop for at råde bod på sin lettere uforskammede måde at afbryde hans nye bekendskab på, at han i stilhed rakte ud efter selv samme hånd han før havde klemt en smule for hårdt. Hvis ikke Allen kæmpede imod, eller udviste tegn på ikke at ville berøres af Alvar igen, ville den unge vampyr ligge sine fingre under dennes, sætte tommelfingeren oven på dem, og føre hånden op imod sine læber uden yderligere varsel, sm levede de i 1800-tallet og Allen var ikke en herre men en kvinde som Alvar skulle til at kysse på hånden som tegn på respekt og underdanighed.
Da hånden var få centimeter ud for hans mund, vendte han hånden om så han kunne nå inder siden af håndledet, der hvor pulsen sad og pumpede blod ud i årene på den smukke Allen.
De mørke røde øjne gik fra at have studeret englens lyse hud, og fulgt de (for ham) tydelige blodårer under den, til at se op på Allens ansigt, for lige så stille at plante læberne imod det yderste af håndledets lyse skin. Noget der knap nok kunne betegnes som et kys, men snare en sær form for: skal jeg puste på det så det bliver godt igen? - gestus. Læberne kom kun lige præcis i kontakt med Allens håndled, og dette ville uden tvivl få det til at krible kildende der hvor hans læber rørte.
Efter to-tre af disse mærkelige 'kys', trak Alvar sig igen, og lod, hvis Allen ville, englen trække sin hånd til sig igen.

Dunk i ryggen var en af de få ting, som Al gjorder som en form for kærtegn. Ikke alle brød sig om det, men det gjorder de fleste.
Al var jo opvokset sammen med to ældre brødre som gav Al den samme form for kærtegn. Et par dunk i ryggen betød at man tit havde gjord noget rigtigt, eller at man skulle komme i bedre humør.
Det var først i et senere år, efter Al's død, at kram blev mere almindeligt/normalt. Han havde heller ikke havde nogen særlig tæt til sig, ham blev tit venner med mennesker, men de lever ikke evigt.
Så måske var det på tide at lade være med at skabe venner? Nej, det var alt for tidligt at tænke den slags. Han var ikke så ked tabet af hans venner, at han ville stoppe helt med at have nogen, så han ikke ville føle den samme 'smerte'.
Al havde vel bare aldrig havde en tæt nok på ham, der ville få ham til at føle noget ved personens død.
Han sad enlig først i hans egne tanker, om hvordan han kunne f.eks. kunne gøre det godt igen? Tankerne blev brudt da en marmor bleg hånd rakte frem imod Al's egen hånd. Al trak ikke hånden til sig, han bevægede sig slet ikke, som om at Alvars hånd slet ikke var der.
Al havde jo nikket og forstået hans 'lektion' så derfor troede han ikke at han ville skade ham, så derfor trak han ikke hånden til sig.
Alvars hånd var koldt, ikke iskold, men bare ret så kølig. Først troede Al at Alvar var sulten og havde valgt at tage noget af hans engleblod. Men der var ingen tænder ved berøringen, kun læberne blev sat på håndledet, som et pust der skulle få ømheden til at gå væk. Den kildende fornemmelse fra Alvars blege læber, fik hans fingre til at sitre engang imellem.
Den kildende fornemmelse var både rar og samtidig også næsten ikke til at holde ud. Al var en af de personer som var forfærdelig kilden, derfor lavede han nogle ret usædvanlige ansigtsudtryk.
Det er det ansigtsudtryk man for når man prøver på at holde et grin inde. Efter at de to/tre af de såkaldte 'kys' var givet, trak han langsomt hånden tilbage da han ikke kunne klare den kildende fornemmelse mere.
Al havde ikke haft noget ønske om at få en undskyldning for det ømme håndled, det var tros alt hans egen skyld.
Al bevægede håndledet en smule, og rigtig nok ømheden var gået væk.
Men det var jo heller ikke fordi, at det havde gjord særlig ondt til at starte med. Ingen lod han hånden tag fat i kuglepenne, denne gang skrev han ikke særlig længe fordi at det var en kort tekst.
-Tak, smerten er væk nu- Smerte kunne let gå væk vis man tænkte på noget andet.

//fik ikke skrevet mere da jeg skal sove >.