Massemord med stil (manda)

Omgivelser: døde folk, regnvand fra gaderne.
Tid: godt en halv time inden midnat
Vejr: vinden er bidende kold, og det er begyndt at regne let
Sted: kloakkerne
Dato: 5/2
Påklædning: En sort hættetrøje, sorte stramme jeans og små sorte sko


Enkelte skrig blev efterfulgt af smertes støn, og et psykopatisk grin overdøvede de fortabte mennesker. ”lig stille… ellers bliver dit blod stresset… jeg skal ha roligt blod! Det maler bedst på de her væge” beordrede skikkelsen der var skyld i at der nu var et kæmpe maleri i kloakkerne der strakte sig over godt 100 meter… både på loft og væge var der malet grusomme billeder med blod fra nøje udvalgte mennesker. Lige så langt som maleriet var, lå der døde mennesker. Og der hvor den mørke skikkelse stod nu var det 5 mennesker, hvor en af den var ved at blive lemlæstet. Armen blev kylet ned i den af en side kloak, og blodet fra det stønnende menneske blev tvunget ud med syret. Den mørke skikkelse så nu ud til at have travlt… hun dyppede begge hænder i blodet og gav sig hurtigt til at fortsætte på det enorme men grusomme værk… hvis man så bort fra de grusomme billeder kunne man faktisk se at hun havde talent… men der var nok ingen der havde interesse i at se disse grusomme billeder. De 4 resterende mennesker sad samlet og knugede sig til hinanden i frygt. De turde ikke flygte da de havde set hvad der var sket med den sidste der havde forsøgt dette. Øjnende var blevet flået ud på ofret og langsomt var alle knogler i ofrets krop blev brækket… først da det sidste smertes skrig kom, ville hun dræbe det. Dette havde været nok til at intet andet offer havde, turde flygte.
Lidt lys var der skam kommet ned i kloakken da hun havde valgt at sætte ild til et lig så hun bedre kunne se sit værk. Da hun kom tættere på det brændende lig kunne en smuk krop ses. Lysende syregrønne øjne havde hele tiden kunne ses, men af og til dækkede det smukke sorte hår noget af dem.


//tadarr!! knap så kedeligt denne gang hva xP //

Manda stod samlet med en flok andre mennesker. De snakkede om en morder der havde gemt sig i kloarkerne. Han kiggede stille, det lod som om denne person ogs havde ofre med. Han kiggede stille på dem, han gned panden lidt og tænkte sig om. Han ville ikk gøre noget dumt, men hvis dette fortsatte ville det vvel gå ud over personen der havde mistet hjernen mere end i for vejen. Han var blevet bedt om at gå ned og slå personen ihjel af dem, så han var hoppet ned i kloarkenerne. Den stærke lugt var frygtelig, men han kunne lugte blodet og de enkelte skrig og latteren var nok til at han fandt vej. Han kunne se fire der sad samlet og rystede i frygt. Han løb hen til dem og kiggede mod skikkelsen der stod ved et brændene ligt. Han var mellem hende og ofrene. Han snerrede vredt, "Hvad fanden tror du d laver!?" snerrede han vredt og kiggede på en der stadig var i live men det var lige knap. Han lukkede øjnene og rakte hånden frem, selvom der var afstand healede han den meget skadede så han ikk ville bløde og få hud der hvor såret var. Han kiggede på hende igen og snerrede. Han var klar til at stoppe hende fra at fortsætte nu, men først nu lagde han mærke til blodet på kloarkens væg, malede hun? Han rystede på hovedet, han skulle fokusere på at stoppe hende og hvis det gik helt galt slå ihjel...

Hun lænede hovedet en smugle bag ud for at snuse. *endnu et offer* et smil kom frem på hendes læber og endnu et psykopatisk grin kom fra hende. *og ikke et menneske* Hun fortsatte med at male indtil at personen vovede at røre hendes maling! Øjende gav sig til at æde selve øjenæblet og pupillen. Og hun knorede faretruende af ham. "hvad har du gang i !" skreg hun halvhysterisk. Flammerne blussede kort op men blev så normale igen. "ved du hvor lang tid det tog mig at finde det blod?!? er du klar over hvor svært det er at finde noget blod der ikke løber!" knorede hun.
"hvad jeg laver! brug øjende! jeg maler! og du stjæler min maling!" knorede hun. hun så koldt hen mod folkende, der for et kort øjeblik havde haft håb i øjende... det blev dog slukket ved Daiannas kolde blik. "kom her hen maling" knorede hun. Først nu kunne det ses at der faktisk var 5 ... for i mellem de tæt siddende mennesker sad en lille pige, som nu gav sig til at græde voldsomt... dog gjorde de som der blev sagt i frygt for konsekvenserne. Pigen blev hevet op i halsen, og moderen til hende skreg ved det... "hvis du siger en eneste lyd mere så bliver hendes død smertefyldt" kom det psykopatisk og koldt fra hende. Hun tav hurtigt og græd i stedet. "rør ikke min maling !" knorede hun af varulven. jorden skilte sig og grøn syrer boblede op af den og fik den person som han netop havde healet til at ætse op... dog undgik hun at få syren til at røre blodet. Hullet i jorden forsvandt igen ligesom syren. Hun dybbede hænderne i blodet og malede videre... hun regnede ikke med at varulven turde gøre hende noget.

Han kiggede tavst på hende, han kunne ikk forstå hvad der var galt med hende. Han kiggede tilbage da hun havde sendt dem bag ham et koldt blik. Han kiggede mod hende igen og snerrede vredt. Han kiggede på dem da hun bad dem komme hen til hende, han rystede på hovedet. Han så dem rejse sig og sukkede let. Han blev stående og kiggede stille på dem gå hen. Han blev skræmt da hun tog fat i den lille pige og han hørte morens skrig som blev tavst fordi kvinden sagde hun skulle. Han kiggede vredt på hende, han forsvandt på et sekund og slog hårdt Daia men havde taget pigen fra hende. Hun fløj gennem den lange kloark i noget tid men han så hende falde. Han vuggede pigen en smule og satte hende så ned. Han fulgte hende hen til moren. "Bare kom væk nu..." sagde han og vendte sig om. Han løb hen og sprang på Daia og holdt hende hårdt nede. Han snerrede vredt af hende, "Du skal ikk dræbe nogen, har du fattet det!?"

Der var ikke mange der vidste hvad der var galt med hende... eller for den sags skyld kunne forstå hende... det kunne hun heller ikke selv, hvilket var sjovt ! Daianna borede neglende ind i halsen på pigen og hun stønnede af smerte, dette frembragte et ondt smil på hendes læber, hun nød lyden... de var helt igennem fantastiske! Hun holdt pigen i udstrakt arm men bøjede sig så ned for at få mere blod fra det næsten syre op ædte lig. Hun fortsatte med at male, mens pigens øjne begyndte at miste lys og moderen, blev tvunget til at se på sit lille barn der langsomt mistede livet "du sagde nænsomt!" klynkede hun "nu sagde du noget igen!" lød det koldt og psykopatisk fra daianna. Moderen tav og tårerende trillede ned fra hendes kinder. Daianna grinte da han slog hende og tog barnet fra ham... det var for sent for den pige... hun havde kommet syrer ind i kroppen på hende. Da Daianna faldt til jorden grinte hun psykopatisk og rejste sig. Moderen omfavnede sit barn og bukkede for ham, men blev siddende i frygt for sit og hendes barns liv. De 3 andre kravlede en smugle hen mod daianna "de er hjernevasket!" grinte hun psykopatisk til ham... "de har set hvordan hele mit mesterværk er blevet skabt! ved du hvor mange mennesker det krævede?!?" grinte hun. hun gik hen mod ham og syrer begyndte at boble i hendes hånd. "jeg slår lige så mange ihjel som jeg vil!" grinte hun og slog ham hårdt i maven, med den hånd der ikke var syrer i.

"Hjernevasket!? De frygter døden så meget at de hellere vil dø hurtigt end smertefuldt!" snerrede han. Han kiggede vredt på hende og knurrede lidt. Han reagerede ikk på at hun slog ham i maven, "Du skal ikk spilde andres liv på dit lort. Det er ikk en gang værd at se på dit såkaldte "mesterværk"! tør knap se hvad dit andet så er hvis den der joke er kunst...!" snerrede han af hende og holdt fat i begge hendes håndled. Han hvilede et knæ i hendes mave og snerrede vredt. "Fatter du ikk at jeg bare prøver at give dig chancen for at slippe for straf!? Hvis du stopper nu sker der dig intet." sagde han roligt. Han kiggede mod de andre og snerrede vredt, "Skrid så med jer!" råbte han lidt af dem. Han så pigen der ikk så ud til at have det for godt. Han lukkede øjnene lidt hårdt i og fik fremmanet en klon med lidt besvær. Den løb hen til dem og begyndte at heale pigen så syren ville forsvinde hurtigt. Han kiggede vredt på hende, "Hvad er dit problem!? Er der en løs tråd i hovedet på dig." spurgte han lidt nedladende.

"ja hjernevasket... de følger mine ordre !" grinte hun psykopatisk! "ja det vil de sikkert..." grinte hun koldt... hun forstod tydeligvis ikke alvoren af dette. "jeg spilder ingen liv! se hvilken kunst de er med til at frembringe! ja alle store kunstnere bliver holdt for nar... men når de dør bliver deres mesterværker solgt til store summer!" grinte hun og så lidt rundt. "ja det er det mest fantastiske kunst du får set i dit liv! se på det! død! ødelæggelse! folk der mister!" hun grinte psykopatisk og rystede på hovedet af ham da hans klod ville heale pigen "skub ham væk!" beordrede hun og de 4 andre skubbede hurtigt klonen væk. jorden veg igen til side og syre boblede op af jorden "hvis i giver den lov til at røre jer igen... så dør i ... langsomt... meget langsomt!" lød det koldt fra hende. syren forsvandt og betongen kom på plads igen. "en chance for hvad? straf gør mig intet! du kan ikke gøre mig bange! hvad skulle de kunne gøre imod mig som ikke allerrede er blevet gjort mod mig?!?" hun rystede på hovedet af ham og smilte psykopatisk... "dit blod kan ikke males med... men det smager sikkert godt" grinte hun og skubbede ham ned. hun grinte højt og kært, dog var der også noget psykopatisk i dette grin "der er ikke andet end løse tråde! og de har ingen ende!"

2Jeg spørger dig, hvilken kunst!? Der er ingen kunst i det du laver!" råbte han lidt. Han kunne forstå at snak ikk ville trænge igennem så han prøvede at råbe det. Han kiggede vredt på hende. "Selv hvis du døde vil dit kaos aldrig blive solgt! Den ting du kalder kunst kalder alle andre kaos og galskab!" Han kiggede tilbage og så dem fjerne klonen. Han snerrede lidt. Klonen vred sig og der kom grene frem gennem væggene, de tog hårdt fat i dem alle og klonen healede pigen igen. Han kiggede på hende igen, "Du behøver ikk gøre dem noget bare fordi jeg hjælper en!" snerrede han vredt. "Du tror du kan klare alle former for straf? Forkert, der er garanteret nogle ting som de bruger du aldrig har oplevet før." snerrede han af hende. Han kiggede roligt på hende, "Det hvad?" hans krop blev overrasket over at hun skubbede ham ned. Men han holdt hende heller ikk så hårdt fordi han ikk troede hun var så stærk som hun åbenbart var. Hans krop gik en smule i panik og han vred sig en smule. Han var psykisk rolig, men hans krop var ikk... Han kiggede vredt på hende, "Så skal nogle af de tråde sættes sammen igen!"

"den der foregår i mit hovede!" grinte hun psykopatisk !"der er meget kunst over det! og hvis så ingen køber det! dem der ser det vil huske det for altid! ligesom mig!" hun grinte psykopatisk af ham... han ville ikke kunne forstå... det var der ingen der kunne! hun så på ham med store øjne og smilte kort og psykopatisk "det skal det hede!!! " skreg hun og rejste sig, hun snorede rundt om sig selv og betragtede det gruopvækkende mesterværk som hun havde malet! "kaos og galskab! ... ligesom mig" grinte hun og vendte sig om mod ham igen med mørke øjne. "ingen hjalp mig" snerrede hun "så ingen skal hjælpe dem!" skreg hun hysterisk. "jeg har prøvet alt! noget være end andet! det eneste de ikke kunne var at dræbe mig for så slap jeg for lidelserne ! det ville de ikke risikere !jeg har prøvet alt " skreg hun hysterisk, hendes øjne blev for en kort stund matte og tomme. Men de lyste dog hurtigt op igen, og hun fik syrer frem ud af den blå luft som lagde sig over hele klonen, for at få den til at ætse op... det ville kun tage en 5 sekunders tid før at det ville ligne at den aldrig havde været der!
"drikke! jeg har intet drukket længe! så jeg kunne drikke dit" hun satte et knæ i maven på ham og der kom en knæklyd fra hans brystkasse, hvilket fortalte hende at hun havde brækket en af hans knogler, det hysteriske og psykopatiske grin kom igen, hun grinte over hans urolighed... det ville ikke hjælpe ham! "det kan du ikke ! det jeg jeg ikke! det kan ingen !" grinte hun psykopatisk og holdt hans hænder samlet over hans hovede.

Han knyttede hænderne. Han kunne ikk klare hende, hun havde mistet al forstand og hvor fanden var den blevet af!? Det var som om hun havde forseglet den person der burde have været i hende. Hun var hverken et væsen eller en dæmon, hun var en tom skal der intet kunne udover at slå ihjel. Han sprang lidt på hende og pressede hende ned i gulvet. Han slog en næve i hendes kind og snerrede vredt, "DU skal ikk kalde det der lort noget! Det fortjener ikk et navn!" råbte han lidt. "Du burde forstå at det du laver skaber intet! DU skaber ikk noget, du destruerer og ødelægger alt!" sagde han vredt. Han kiggede stille på hende, "Du har brug for hjælp, men ingen vil hjælpe en der ikk vil tage imod det." sagde han opgivende og kiggede på hende. "Giv mig en chance for at hjælpe dig! Du har brug for et socialt liv i tedet for dette mørke lokum du har sat dig i!" snerrede han af hende. Han kunne ikk fatte hende, at hun var som en galning der var flygtet fra klinikken. Han kunne slå hende ihjel, men det ville intet nytte. "Du kommer aldrig til at drikke mit blod uden min tilladelse!" snerrede han af hende. Han gav et lille sæt fra sig da hun brækkede en af hans knogler. Men det var den eneste reaktion han havde. Han kiggede på hende, "Hvis du gav mig lov kunne jeg nok godt!"

Hun sukkede og rystede på hovedet af ham. han forstod det ikke! men det havde hun heller ikke regnet med! der var jo ingen der forstod hende! Og sådan havde været siden... Hun rystede kraftigt på hovedet og også lidt i kroppen som om hun frøs. Hun stoppede tanken og sendte den bort. og tog sig ikke af slaget. "jeg skaber... men du kan ikke se det! fordi du er blind... og ikke vil se det! derfor kan du ikke hjælpe" Kom det psykopatisk fra hende. Hun rystede på hovedet af ham igen. "men jeg har et navn! om du kan li det eller ej" grinte hun psykopatisk. "jeg forstår at jeg skaber! og det burde alle andre også! det er smukt! og det er en dør! men du kan ikke se det!" skreg hun hysterisk. "du kan ikke hjælpe! for du ser tingende forkert! " skreg hun både psykopatisk og hysterisk. "ingen ville hjælpe mig da jeg ville ha det! ingen hjalp mig da der kunne gøres noget ved det! ingen hjalp mig ud af toturen! nu er det for sent at hjælpe!" knorede hun psykopatisk, og igen blev hendes øjne kort matte. "jeg har en herre!" knorede hun. Hun skulle ingen anden ha... eller en der ville give nytteløs hjælp! Han ville få mere end bare problemer med at slå hende ihjel "vendt og se!" skreg hun hysterisk og psykopatisk... hendes øjne lyste nu igen meget kraftigt! "NEJ DU KUNNE IKKE!" skreg hun og slog ham af sig. det brandende lig lyste nu mere op, som om man havde hældt benzin på det.

"Det du skaber er ikk en kreation, men en illusion! Du er forblindet af dit eget kaos til ikk at kunne se at det du skaber ikk er en kreatur." sagde han bestemt og kiggede stille på hende. Han så du matte øjne hun fik frem og sukkede let. Han aede hendes kind blidt efter slaget og kiggede opgivende på hende, "Jeg kan hjælpe dig, vise dig noget man kalder at skabe... I stedet for det her..." sagde han og kiggede på det han havde lavet. "I stedet for blod, brug blodrød maling...2 sagde han roligt. Han kiggede på hende igen, han sukkede let. "Hvad er dit navn så?" spurgte han roligt og sad stille. Han kiggede opgivende på hende, "Du skaber, men det er fuldkommen forkert et skaberværk du konstruerer..." sagde han opgivende og gned sin pande lidt. Han kiggede ned på hende, "Vil du se hvordan man skaber noget ordentlig?" sagde han roligt. Han ville faktisk ikk give hende et valg, hvis hun sagde nej tvang han hende med. Hvis hun sagde ja, så ville han tage hende med. Han kiggede på hende, "men dengang kendte jeg dig ikk... Og det er aldrig for sent at rette op på det der er gjort forkert..." sagde han roligt. Han kiggede stille på hende. Han sukkede let, "Jeg vil ikk være din herre, jeg vil være din ven og hjælpe dig med at slappe af inde i dit lille hoved." sagde han roligt. Han rejste sig og kiggede stille. Han rakte hende sin hånd selvom liget brændte op, "Jeg giver dig en chance for at kunne prøve noget nyt. Og skabe noget alle vil kunne li. Det må gerne se kaotisk ud dine billeder, men hvorfor ikk bruger mere end blot én farve?" sagde han roligt og havde stadig hånden mod hende. Han smilede let, "Jeg giver dig lov til at tage blod fra mig, men først skal du give mig lov til at hjælpe dig med at se nye ting i stedet for al det her kaos som står i vejen for dine øjne."

"jeg skaber og du! du ødelægger! ligesom alle andre!" knorede hun. "men du kan ikke se det! du kan ikke se at jeg skaber! for du er blind! og tror kun på det gode!" hvislede hun, en stemme der ville få det til at løbe koldt ned af nakken på stort set alle! forskruet psykopatisk og forpint! Hun stoppede hans hånd lige inden han rørte hende "rør mig ikke på den måde!" knorede hun koldt og psykopatisk, denne stemme ville nok gøre de fleste bange. Men om den ville virke på ham vidste hun ikke. Hun klemte lidt hårdere om hans håndled, og hvis det ikke brækkede ville det gøre meget ondt. Hun slap ham igen og trådte et skridt bag ud. "du kan ikke hjælpe før du ser! hvis du ikke ser som jeg gør, så gør du mig bare til slave! blind! endnu en der ikke har sin egen mening og vilje! men jeg knækker ikke! du eller nogen som helst anden får mig IKKE! " hendes ord blev højre og højer! og det var nærmest et psykopatisk og hysterisk skrig det sidste!
"nej det er ikke det samme!" Hun trådte endnu et skridt væk fra ham "det kommer ikke en så dum hvalp som dig ved!" knorede hun koldt. "jeg skaber hvad jeg kender ! jeg skaber hvad jeg har prøvet og hvad jeg har udsat andre for! jeg skaber hvad der faktisk sker! jeg skaber! om du kan li det eller ej! og jeg ændre det ikke fordi sådan en hvalp som dig er uenig! "
"jeg giver dig intet! og jeg tager hvad jeg vil! og sådan skal det være!" kom det psykopatisk fra hende. "jeg skal ingen steder! og det er for sent! om du vil finde dig i det eller ej! du skal ikke hjælpe! jeg vil ikke ha hjælp!" hvislede hun koldt og psykopatisk, hendes øjne lyster endnu mere op og skjulte hendes ansigt i det klare lys. "jeg vil ikke prøve nyt! jeg vil ikke skabe hvad andre kan li og jeg ikke kan ! det er altid om alle andre og aldrig om en selv! du slider dig selv op for at hjælpe nogle der aldrig vil hjælpe dig! du får hverken tak eller hjælp selv! men du er blind og fortsætter! du vil ikke se det der er rigtigt! du vil ikke vide hvordan det er!" knorede hun. "jeg tager dit blod hvis jeg vil have det! men jeg skal ingen steder! "

"Det du skaber er intet! Du skaber det kaos der hviler inde i dig selv!" snerrede han af hende. "Jeg ser det der rigtigt er, et kaos. Du har et kaos, men hvis du ikk lader nogen hjælpe dig fordi de vil, forsvinder det kaos jo aldrig!" han kiggede lidt sørgmodigt på hende. Hun led, ikk af noget psykisk. Men det lignede bare at hun led. Hun havde brug for nogen hun kunne stole på, men han kunne tydeligt se der skulle meget til før det ville ske. Han sukkede opgivende, "Hvis jeg ikk røre dig sådan, vil du så i det mindste ikk lytte til mig i stedet for det dér?" sagde han roligt. Det gav et lille sæt i ham da han mærkede sit håndled. Han vidste hun prøvede og brække det og til sidst lykkedes det hende. Der kom en knæklyd fra hans håndled og han skreg lidt en enkelt gang. Han fik sin hånd fri og kiggede stille på den. Han var ligeglad med den, det var hende der skulle gøres noget ved. Han kiggede på hende igen. Han sukkede let. "Jeg vil ikk se det fordi det er ægte blod..." sagde han roligt. Han kiggede på billedet og gik hen til det. Han lagde blidt hånden på noget der var helt tør. Han kiggede stille på det og sukkede lavt før han vendte blikket mod hende. "Jeg kan sagtens se at du udtrykker dine malerier i vrede og kaos. Du udtrykker det du føler, bevidst eller ej det ved jeg ikk." sagde han roligt. "Men fordi det er blod er det ikk rigtig kunst, hvis det er dit eget blod ville det betyde at du ville give dig selv til udtrykkelse, men det du bruger er andre menneskers blod. Hvilket er forkert..." sagde han.
Han gik hen til hende og stod roligt og kiggede på hende. "Du lyder som en der er en forkælet unge..." sagde han roligt. Han kiggede stille på hende og gned sine ører. "Du skriger og puster dig op hvis du ikk får din vilje..." Han kiggede stadig roligt på hende. "Du skal ikk lave noget andre kan li, men du skal heller ikk skabe noget andre kan lide af... Tænk hvis nogen brugte dit blod i kunst? Det ville være det samme som det du gør... Ingen kan li at se på det du laver, fordi du ofrer andre for dit eget." han gned tindingerne. "Hør nu, jeg hjælper andre fordi jeg har lyst. Du dræber og skaber det kaos der er i dit indre i et udtryk af maling fordi du har lyst. Vi to er ikk meget forskellige fra hinanden, blinde på noget vi gør fordi vi har lyst til at gøre det..." sagde han roligt. Han smilede let, "Men jeg tror jeg vil lade dig prøve noget nyt, hvis blot du vil prøve og lytte til mig. Jeg vil ikk gøre noget overhovedet, hvis du ikk kan li det. Så kan du bare fortsætte med det her igen, men giv det en chance. Prøv for én gangs skyld at stole på andre end dig selv."

Hun rystede opgivende og utålmodigt! *han vil ikke!* tænkte hun og en let knoren satte i gang ”du vil ikke forstå vil du vel?” stemmen var iskold og psykopatisk ligesom før… denne gang blot også frastødende… som om hun virkelig hadede ham! ”jeg har et for stort kaos til at nogle kan få styr på det! Og det skal ikke kontrolleres! Det er det meningen med et kaos er! Jeg skaber så andre lærer at se! De mennesker var spichelt udvalgt! Fordi de ikke vidste andet end godt! De forstod ikke at der findes ondskab! De var blinde! Og de lærte at se! ” hvislede hun, som gift fra en slange der blev sprøjtet ind i hans blod, og efterlod ham med en kold fornemmelse inden i, og med en klump i halsen, noget der ville skabe enkelte af hendes billeder inde i hans hoved… ikke et kønt syn.
”de nåede at se…” hun smilede psykopatisk og grinte let… med samme kolde hysteriske og psykopatiske stemme som før… dog ikke så højt ”inden de led en grusom død” ordene kom ud som om det var en glædelig ting… alligevel var hendes stemme ikke til at tage fejl af! Der var ikke den mindste sympati at finde i hendes stemme.
Hendes øjne lynede ned på ham, og ville ha dræbt ham hvis hun havde haft den evne ”jeg giver intet og tager hvad jeg vil” knorede hun som svar ”jeg vil ikke lytte til dig… du kan ingen gang lytte selv! Hvis du vover på at røre mig igen beholder du ikke livet!” da oret røre kom, knækkede hendes stemme som om det blev en piven og at hun var panisk over dette, men den blev dog hurtigt gjort kold, psykopatisk og hård igen, så man nåede næsten ikke at høre det.
Efter at hendes øjne og smil kort var falmet, lyste øjende op igen da knæk lyden meldte sig, smilet sneg sig langsomt frem da han skreg og hun var atter i sit domæne… Pinsel! En fantastisk ting i hendes øjne ”det er præcis det der gør det så fascinerende!” hun var fascineret af sit eget værk og lagde bestemt ikke skjul på det!
”du ved intet!” knorede hun afvisende og trådte væk fra ham. ”du kan ikke bestemme hvad der er rigtigt og forkert! Det er der ingen der ved! Alle væsner har deres mening! Og ingen har hverken rat eller tager fejl! Men ifølge mig er det her rigtigt” Hun så med lysende øjne på hendes mesterværk.
”for…” hun stoppede ordene da de var helt forkerte i hendes hoved… det han ikke sammen! Hun skød tanken til side da hun nægtede at bruge tid på det!
”de kan jo prøve” grinte hun… det ville jo ikke ske! Og hun vidste det.
”du er ynkelig!” knorede hun ”det hjælper ikke at hjælpe andre! Sådan er varden bare skruet sammen!” Hun trak sig endnu engang væk fra ham ”jeg stoler på andre end mig selv! Bare ikke dig!” knorede hun… hendes stemme var også benægtende ”du skal ikke hjælpe!” kom det faretruende fra hende

//Gider ikk emnet, sådan noget her er virkelig overhovedet ikk sådan et emne jeg gider... Sorry...

//emm ok?//