På det skjulteslot i skoven Keela(privat)

T: 15:00
O: ingen
V: solskin
S: Et skjult slog i skoven



Donatello sad på sit slote alene. Men det føldes helt tom og forladet han kunne huske den gang hele stedet, var fuld af mennsker og det var smukke baller og gode musik og en masse dejlig mad. Men det var der ikke mere alt var forander Donatello hade haft en god barndom. nu var han 20 år og helt alene i sit slot han hade kun en tjener og en kok tilbage på slotte. Han saven noget selvskab " Herre Alehandro de se meget nedslog ud er der, noget galt Herre" spurte den ælder tjener " Alfred jeg er så alene ingen komme på besøg mere . Og jeg ville så gerne har den gode tid tilbage igen men ak der er ikke så lige til, mine fester er ikke noge mere de er bare så kedlig og det er et problem kam du vel se " sadge Donatello

Keela gik i en del af skoven, hun havde valgt at tjekke den del af skoven ud da hun ikk havde været der før. Hun nynnede lidt over en sang hun havde fået på hovedet og smilede. Hun hadede at synge, men danse var lige hende. Hun dansede nogle små trin mens hun gik og nynnede, hun gik gennem skoven med et roligt blik og kiggede. Hun stoppede op da hun så et slot, hun satte hovedet på skrå og stod lidt. Hun nynnede igen og gik hen til det, hun kiggede på det og fløjtede en smule, "Et slot..." sagde hun og grinede let. Hun kiggede nysgerrig på det og bankede blidt på for at se om der var nogen, hun regnede dog ikk med det og gik forsigtigt indenfor. Hun kiggede rundt og fløjtede igen, det var da rimelig nyt at se på. Men hun troede ikk der boede nogen stadig.

" hvad laver de her frøken. De er på privat område så jeg må bed dem gå igen " sadge Alfred, han var ikke vild med at ander skulle komme ind på slotte og uden tillades " Alfred. Hvad sker der der ude du lyder vred kom her ind med vores gæst en gang, det er så længe siden jeg har haft gæster her på slotte " sadge Donatello. og vent på at de skulle komme ind i stuen " denne her vej frøken min herre, vil geren møde dem de skal være megert stille og ikke kome får tæt på ham. Min Herre er lidt af en enspænder " sadge Alfred og førte hende over i mod stuen

Det gav et sæt i hende da hun hørte nogen tale, hun gik i en form for karate stilling og kiggede på ham. Hun rødmede lidt og slappede a igen og stod normalt, "Undskyld...! Je-jeg troede ikk her var nogen...!" sagde hun og kiggede stille. Hun vendte sig om for at gå ud da hun hørte en anden stemme. Hun kiggede mod manden og derefter hvor stemmen kom fra. Hun tog sine sko af og gik forsigtig med Alfred som han åbenbart hed. Hun stod stille da hun så ham der havde sagt hun skulle komme ind. Hun kiggede stille på ham og gik hen til ham, hun rakte ham hånden. "jeg hedder Keela Uzumaki." smilede hun glad. Hun havde hørt hvad Alfred sagde før, men hun ville ikk rigtig lytte til det. Ikk fordi hun var ulydig, men hun var heller ikk uhøflig nok til ikk at give hånd og hilse på en.

Donatello ville grene række hende. Hånden men han kunne ikke det var han for svage og træt til han sad bare, i sin stol og kunne ikke noget ud over at sove eller læse. Gå kunne han ikke det var hans krop for svage og træt til og hans læge hade sagdet et han, skulle slappe af i lange tid ind til han var frisk igen. Men han savne den friske luft og sloskin på sin hud her sad han i s´tuens mørke, og kunne slet ingen ting selv lige for tiden og der ville gå meget længe før han kunne. Det igen da hans lange periode hade svække han for meget

Hun kiggede stille på ham og tog sin hånd til sig igen. Hun sukkede lavt og lagde hænderne bag ryggen. Hun kiggede på ham med et roligt smil, "Vil du med udenfor?" spurgte hun roligt og smilede lidt glad til ham. Hun følte det underligt at han intet sagde eller bevægede sig, så hun ville prøve at se om hun kunne få ham til at gøre lidt. Hun kiggede på Alfred, hun kunne ikk li at han kiggede på dem, men det måtte han om. Hun kiggede på ham igen, "Hvad hedder du?"

" Danotello. og jeg kan ikke uden Alfeed hjælpe mig ud se du jeg er meget svage for tiden, så vis jeg skal ud skal jeg ende siden i gyngestolen eller i rullestolen. For ellers må jeg endlig slet ikke være ud kan ikke sig gå da mine krop er meget svage og træt, men jeg vil gren uden for lidt Alfred min rullestol tak " sadge Donatrllo. Og bliv løfte over i den og til en parasol med sig for solen, var meget skrab for hans hud lige for tiden men ellers var han okey

Hun kiggede stille på han, hun bed sig lidt i læben. "Hvorfor er du det?" spurgte hun undrende og kiggede på ham. Han så ud til at være meget frisk, men man skal aldrig skue en hund på hårene. Hun gik med ham og kiggede stille, hun havde fået ondt af ham fordi han ikk kunne gå eller noget. "Er der ikk noget der kan hjælpe dig måske?" spurgte hun.

" du kan rulle mig ud i haven. og det er en lange historei se du som lille hade jeg det ikke nemt ved at gå, fa jeg var 5 år gammel fandt lægen ud af hvorfor jeg er som tider. Lam i begge ben men kun når jeg ikke har det godt og lige for tiiden har, jeg det slet ikke godt jeg for en mase medicin som skal hjælpe mig. Men det tror jeg nu ikke det gøre for være jeg har hade får der, følger jeg mig for træt og svag tl er kunne gøre noget " sagde Donatello

Hun kiggede stille på ham, hun bed sig lidt hårdt i læben mens han fortalte om det. "Er du så sikke rpå at medicinen ikk er det der gør at du netop ikk får det værre?" spurgte hun og tænkte sig lidt om. Hun fik en idé, "Jeg har en ven der kan heale alt og alle! Måske jeg skulle bede ham om hjælp!" sagde hun glad.

" ja da kan da ikke skade. Eller hvad Alfred du er min passe ind til jeg er frisk igen så du må vider det, og jeg ved slet ikke hvad medicin det er da jeg aldrig ser der selv. Det er kun kokke og Alfred siom se det når det komme med poste, så jeg ved det ikke " sagde Donatello og rette sig orden lige op i stolen som han overhovedt kunne komme til.

Hun kiggede stille på ham og smilede let, "Skal jeg hente ham?" smilede hun. Hun kiggede glad på ham, hun håbede at hendes ven kunne hjælpe ham. Han havde ikk fortjent at sidde der og slet intet kunne. Det måtte være meget kedeligt i hvertfald. Hun kom til at gabe en smule og gned øjnene, hun kiggede på ham. "Undskyld, har ikk fået sovet særlig meget i nat." sagde hun og gned kinden lidt med sin pegefinger.

" så får sover lidt ind du går. Det kan være fareligt at gå når man ikke har sovet ret godt så ligge dig her, på sofan og får dig en lur jeg sidder her og læse i en bog vis det er noget. Og Alfred kan altid komme med nogen vand vis det er sådan at der er det du vil " sagde Donatello, og tog sin bog igen og læste i den

Hun kiggede stille på ham, hun smilede blidt. "Det er ok, jeg kan sagtens holde mig vågen." sagde hun glad. "Jeg har ikk brug for søvn." sagde hun bestemt og nikkede let. Hun ville bekræfte lidt for sig selv at hun kunne holde sig vågen. Hun havde prøvet at være så træt hun var lige ved at falde om, men alligevel kunne holde sig vågen en time ekstra.

Donatello nikke svaget. han blive endnu mere svage for være minute der gik Alfred var hos ham , og lag ham på sofan " frøken de må helle skynde dem at hent deres ven. Ind min herre falde hen så kan det være for sent " sadge Alfred stille, og stod ved siden af Donatello som var ved at falde i søven han var meget træt. Og inde længe ville han falde i søven

Hun kiggede lidt forskrækket på ham og kiggede stille. Hun aede ham blidt på kinden da han blev lagt på sofaen. Hun kiggede på Alfred og nikkede let, "Ok, henter ham så hurtigt jeg kan!" sagde hun og begyndte at løbe. Hendes krop begyndte at ændre form og hun fik vinger i stedet for arme. Hendes krop blev mindre og blev langsomt til en ørn. Hun var en hvid ørn og fløj hurtigt. Hun hylede lidt for nemmere at kunne finde sin ven.

//Skal jeg skrive til ham han skal skrive i emnet? Han går nok fra det igen bagefter...xD

Alfred var bange for at Donatello. Ville ende som sine forælder gjore de led nemlig også af den sygdom, som Donatello gjore nu han lå og bliv mere og mere bleg han ville syenhen. Meget s´nart vis hun ikke kom tilbage med hjælpe til ham var det, nok ude med ham og det ville Alfred ikke risiker da han hade lovet Donatellos forælder. At han ville gøre hvad han kunne for at redde Donatellos live

// okey gøre det//

Hun kom tilbage rimelig kort efter med en dreng bag sig. Hun løb hen til dem og hev lidt efter vejret. "han var... i nærheden..." sagde hun med et smil og faldt ned at sidde. Hun lænede kroppen tilbage og støttede sig med hænderne. Hun pustede lidt hårdt med at få luften da hun havde gjort det så hurtigt hun kunne. Hun kiggede op på ham og nikkede med et smil.

//Han skriver her bagefter mig^^ Så det bliver, ham, dig mig i rækkefølgen.

Manda blev lidt forskrækket over at finde Keela på sin skulder da hun havde fundet ham. Han vidste dog godt at hvis hun hyllede og landede på hans skulder havde hun brug for hans hjælp. Han fulgte efter hende med en rolig fart da han var langt hurtigere end hende. Han kiggede roligt på den unge mand i sofaen og sukkede let. Han gik roligt hen og lagde hånden ved hans hjerte. Han lukkede øjnene og et lidt grøn agtig lys kom fra hans hånd. Han begyndte at heale Donatello, selvom han mærkede det var hårdt da Donatello var meget svækket. Han mærkede sin hånd ryste da han snar var færdig. Han stoppede efter noget tid og faldt ned at sidde igen. Han åndede lidt tungt og mærkede sin krop ryste en smule. "Han.. hviler sig kun nu... Han vågner... snart..." sagde han træt.

Doantello var meget træt. men hans sygdom var ikke en man kunne helade på en gang der skulle ske, over flere gang da den tog rigtig meget ikke kun på ham. Men også den som skulle healde ham Donatello sove meget tunget Alfred kom ned mad og drikke til Manda og Kella, I mens Donatello var ved at vånge igen. Han kunne stadig ikke rigtig rør sig da han var meget utrolig svækket

Hun kiggede stille på Manda, han så underligt bleg ud efter at have healet Alfred. Hun kiggede på Alfred igen og havde et stille og bekymret udtryk. Hun aede ham blidt på kinden og sad stille. Hun kunne mærke det ikk virkeede helt, men hun vidste ogs det at nogle gange så var der brug for mere healing end kun en enkelt gang. Det tog hårdt på Manda mange gange, så det overraskede hende heller ikk. Hun så at han var ved at vågne og smilede lidt lettet, hun var bange for at han ville sove mere og overhovedet vågne igen.

Han kiggede stille på ham i sofaen, han gned sin tinding lidt hårdt og mærkede sin krop stadig rystede lidt. Han måtte hjælpe Donatello noget mere et andet tidspunkt. Når han havde energien til det igen. Han sad stille og kiggede på Alfred der kom med mad og drikke. Han tog ivrigt noget at drikke og kiggede stille på Keela. Han så hende sjældent være så bekymret, men han kendte hende. Hun ville ikk lade nogen dø mens hun var der. Om hun så var i stand til det eller ej, ville hun prøve. Han opdagede med det samme Donatello vågne og han kiggede roligt. "Har man det bedre?" spurgte han lidt mere træt end før. Han gned tindingen og bed sig lidt i læben.