den nye vampyr i skoven Keela(privat)

T: 00:00
O: ingen kun trær
V: nymåne
S: skoven



Arthion var ny her i skoven. Han hade været i alle ander byen men aldrig her han var en vander, og blive aldrig på et sted mere end en uge og så gik han vider men her ville han nok slog sig ned. Vis her var nok til at han kunne får nye venner og måske en smule blod en gang være 4 dag, men det var ikke sikkert men han hade været et sted hvor han kun hade. Været i en enkel dag fordi en hade set ham drikke blod

Keela hoppede rundt i træerne, hun kunne ikk sove overhovedet. Så hun fik ideen om at bruge noget energi og så vende træt hjem og sove godt og tungt i sin seng. Hun stoppede op ved en lugt i luften, hun lugtede og smilede let. En vampyr? Hun blev nysgerrig for at se hvem det var, men hun vidste det var en hun ikk kendte. Hun stoppede ved et træ og så på ham, hun smilede. Hun hoppede ned ra det og gik roligt hen mod ham, "Heij." sagde hun glad. "Jeg ved godt det er dumt at spørge en vampyr om, men hvad laver du herude så sent?" grinede hun lidt.

" hej jeg ser mig bare om efter om det her. Er et sted hvor jeg kan muligvis slog mig ned og får nogen venner, men jeg er bare ikke sikke på ar det er en god ide det her. Jeg er en vander vampyr og gå for det meste alene men som tider kan men godt, trænge til nogen venner jeg har vander rundt i verden siden jeg var helt lille. eller rette siden jeg var 3 år gammel har jeg gå rundt helt alene og uden, forælder men jeg har altid klar mig selv " sadge Arthion

Hun gik hen og satte sig ved ham, hun kiggede roligt på ham. "Det må da være ensomt..." sagde hun stille og kiggede på ham. Hun smilede let, "Jeg vil da meget gerne være din ven!" sagde hun med et glad smil og kiggede rundt. "Men hvorfor vandrer du rundt? Nogle gange er det da bedre at stå stille og se hvordan tingene ser ud omkring sig." sagde hun og tænkte sig lidt om. Om det overhovedet ville give mening for ham hvad hun lige sagde.

" se du for mit vedkommen var det at vander rundt en del. af mig siden jeg var helt lille, men det start kort efter at mine forælder blive dræber at Tonny Taiokan. En meget sinndsyg fyr han ville ha alt mine forælder eget og hade og det var med moig også, men de næget at give ham det så han slog dem ihjel for øjne af mig på det tidspunket viste jeg ikke hvad. det var sket for jeg midste kort der efter bevistheden, og han efterlod mig liggen ved mine forølderes døde kroppen. Og siden hade jeg indet sted at gå hen så jeg vander bare rundt for mig selv, og hvor end jeg kom frem var jeg det aldrig mere end en uge. Af gange for ikke at knydte mig til nogen som ikke forstod mig " sadge Arthion

Hun kiggede stille på ham og lod ham forklarer. Hun bed sig i læben og krammede han blidt ind til sig. Hun aede ham blidt på hovedet og gav ham et lille klem, "Det gør mig ondt..." sagde hun stille og kiggede på ham. Måske havde han holdt det inde i alle det år, så hun ville gerne give ham en smule trøst siden han nok har været alene hele livet fordi han rejste så hurtigt fra sted til sted.

Arthion var glad for at han hade mødt hende. men en forkret fløse i kroppen som om der var ander end dem selv, Han så rundt med hans bruneøjne og opfanget noget med øren. Han rejste sig op og så i retningn af lyden han viset ikke hvad det var, for han hade aldrig hørt sådan en lyd før og det var nok til at gøre ham utryg ved sit nye sted. men han stak ikke ag mere alldrig nogensiden mere

Hun aede stadig hans hoved. Hun hørte noget og mærkede han rejste sig. Hun kiggede selv mod lyden og rejste sig roligt. Hun kiggede rundt og begyndte at gå mod lyden, hun var født til altid at være den der gjorde det første skridt, ellers ville det andet måske have fordelen. Hun smilede let og følte sig ogs lidt dum ved det, da det kunne være at gå direkte i favnen på noget farligt.

Arthoin gik med hende. Og gav er flagermuseskrig fra sig for på den måde ville eventuele fjender blive, opdaget ag hans udtralyds spor han hade kaste ud i omkresen af dem. for på den mård vil den eller de ikke kunne sinde sig ind på dem , på nogen måde men han var ikke stille for han hade aldtrig bruget det før

Det gav et lille sæt i hende da hun hørte ham skrige som en flagermus. Hun kiggede på ham og var lidt forskrækket, hun gik hen og rodede lidt i en busk da det så ud til at komme fra den. Hun grinede let og tog det op, "En lille..." hun kiggede på den. "Kanin!" sagde hun glad og nussede den til sig. "Nurh! Hvor er du nuser!" sagde hun vildt glad.

" godt det bare var en kanin. og ikke et andet væsen og i sær ikke dæmoner dem kan jeg slet ikke mer over hovedt, fordi de altid har været efter mig siden jeg var lille. Men det er slut nu jeg er ikke et barn mere jeg er 18 år og hedder ikke Arthoin Dage for ingen ting " sadge han og smielde lette

Hun kiggede roligt på ham, "jeg har altid synes at dæmoner var interessante" smilede hun til ham. Hun kiggede lidt på ham, "Arton?" spurgte hun og satte hovedet på skrå. Hun fik ikk helt navnet, så hun ville håbe han ikk blev vred over at hun måske sagde det forkert. Hun klappede lidt over hans tale dog. "Det er godt at have selvtillid!" smilede hun.

" Arthoin " sagde han stille. og satte sig ned på jorden han s¨nedpå sine fødet og trak sig en smule sammen, han virke ikke som nogen nommal vampyr som altid var blod tørsdig. han drak kun være 4 dage så det var ikke så meget han tog han så på hende

Hun kiggede på ham og lagde kaninen så den kunne gå. Hun gik hen og satte sig ved ham, "undskyld..." sagde hun stille. "Det var ikk for at du skulle blive sur." sagde hun. Hun kiggede på ham, han så heller ikk ud til at være vant til andre omkring sig.

" jeg er ikke sur bare lidt træt har ikke får et hvild. I mere end 3 dage jeg har værke sover stoppe eller spist i de dage, for jeg kunne ikke fiden noget at spise eller noget. og jeg er sulten efter det som alle vampyr hunger efter blod" sadge Arthion

Hun kiggede stille på ham, "Du kan da godt sove ved mig?" spurgte hun og smilede let. "Jeg har et gæsteværelse." sagde hun roligt og rejste sig. Hun rakte ham blidt sin hånd, "DU må meget gerne sove hos mig, hvis du da vil." hun stod lidt stille. "Øhm... Du... Du må da gerne tage noget..." sagde hun og fik sit hår væk fra den ene side af halsen.

" men mit bid gøre ret ondt. da mine tænder afgive en stærk bedøvlse men okey vis du siger det er okye 2 sagde Arthion og satte så stille tænderen i hendes hals og drak så meget han ture for. at det ikke blid farlig for hende og slap hende igen og han nikke svaget

Hun kiggede stille på ham, "Det går nok, har nok prøvet det der var værre..." smilede hun roligt og kiggede på ham. Hun peb dog lidt da han bed i hendes hals, men hun stod roligt stille og åndede lidt ud da han slap. Hun gned sit bidemærke lidt og støttede sig lidt ind til ham. Hun var stadig ikk vant til at mangle blod, uanset hvor lidt det var blev hun altid lidt svimmel af det.

han støde hende så godt han kunne. uden at falde han var noget valken på bene men det var ikke selmt, han hadeen ring på den ene finde med en grøndsten i. Som hade hade få af sin mor den gang han var 2 år gammel hade han får den og kunne føer slægen vider

Hun smilede let til ham og støttede sig til sine egne ben igen. Hun gned sit hoved lidt, "Undskyld, men bliver altid lidt svimmel af det..." sagde hun roligt. Hun tog blidt hans hånd og begyndte at tage hjem af. "Kom, så viser jeg dig hvor du skal sove." smilede hun let til ham.

han gik med hende. Men med en fornæmels om at nogen ville angribe dem men han var ikke helt sikke på det. men han viste at vis der kom nogen ville han ikke kunne klar det alene over hovedt

Hun stoppede op og kiggede mod ham. Hun satte hovedet lidt på skrå og kiggede undrende på ham. "er der noget galt?" spurgte hun stille og kiggede lidt bekymret. "Du skal altså sige hvis du ikk vil."

" jeg vil godt. Men der er noget eler nogen efter os jeg kan mærke det men hvad eller hvem ved jeg ikke for jeg kan, slet ikke høre det men mærke det kan jeg med store sikkehed " sadge han atille og så ssig omkring. og lytte men kunne stadig indet høre

Hun kiggede roligt på ham, "men så kan vi ignorerer det og så hvis det viser sig skal vi nok finde en løsning." sagde hun roligt og gik videre. "Jeg er ikk bange for det, så lad os bare være rolige.

Arthion nikke til hende. Men han var stadig væk på vaget over for alt og alle men ikke Keela, ende var han ikke på vagt over for da han kende hende nu og hun ville ikke gøre ham ondt. Det viste han med 100 % sikkehed