En pause fra kampen //Kida//

S :: Legepladsen
T :: Hen af eftermiddagen
O :: børn der leger samt nogen skytsengle der holder øje med dem
V :: det er gråt, men det regner ikke.

Lidt fra legepladsen stod en høj mand med og kiggede på de legende børn med et smil, når Samuel en sjælden gang ikke havde noget at tage sig til gik han gerne herned for at slappe af, at se på børn der grinede og var glade var en af de ting der gjorde at han stadig kunne holde sig nogenlunde normal, al den ondskab der var i Di Morga gjorde det svært for engle at færdes her alt for længe af gangen uden at de begyndte at blive forskruede og mærkelige. Samuel mente personligt at det var børnenes uskyldige glæde ved livet der holdt englene "normale", men andre var af den mening at de stadig var under beskyttelse af herren så længe de var små nok til at de ikke kunne begynde at tage "forkerte" beslutninger. Samuels ansigt blev langsomt lyst op i et smil, noget han ikke havde gjort i lang tid, på det sidste havde al hans tid gået med at befrie slaver og bekæmpe Malakel på alle de måder han kunne, men nu stod nu der og kunne mærke hvordan en følelse af varme bredte sig i hans krop og bredte sig helt ud i fingrende som små elektriske stød. En skytsengel lagde hånden på Samuels skulder og brummede med bestemt stemme "Hør her, du skal ikke se sådan på børnene, ellers får du ballade med os", han gjorde en gestus med den ene hånd og Samuel kiggede sig over skulderen hvor 4 andre skytsengle så på ham med vrede øjne, Samuel kiggede ind i øjnene på den første der havde fat i hans skulder "Jeg er Samuel søn af Gabriel, jeg er Ærkeengel og har derfor højere rang end jer", skytsenglen slap ham med det samme og så undskyldene på ham, men Samuel viftede af ham med den ene hånd for at få ham til at tie "Det er godt i sørger for børnene, det er beundringsværdigt at i passer så godt på dem", Samuel klappede ham på brystet og begynde at gå væk igen, der var ingen grund til at begynde at snakke med dem når de havde et arbejde at passe, men han følte sig mere glad end han havde gjord i lang tid nu.

Kida kom gående ind på legepladsen med faste skridt. Hun var iført en sort kort nederdel med tyl og røde sløjfer, et par sorte gamacher og en rød hættetrøje, og den var lynet lidt ned og mili buts. Hvis man så lidt efter lignede det nærmest at hun ingen bluse havde under denne trøje. i sin højre hånd holdt hun en farvefyldt slikkepind. Hun gik med faste skridt over til en lille dreng der sad for sig selv og hostede, han var lige faldt af gyngen, og enkelte gange kom der blod med op. Det så ikke ud som om hans skyts engel var der. Hun smilede beroligende til ham og tog hans hånd . Han så ikke ud til at være bange, nærmere glad? som om hun havde frelst ham? men det var det modsatte hun var i færd med. Den lille dreng så op på hende med lysende øjne, imens de var på vej ud af legepladsen. Hun så ikke en eneste gang på ham. Der kom blod fra hans mundvige, som han af og til tørrede af med håndfladen. Kida slikkede på slikkepinden og havde ikke så meget som overvejet at give drengen noget.
Da de var kommet lidt væk satte hun sig ned og lagde hånden på hans hjerte, "stop" mumlede hun, i en mørk tone. Drengen satte sig med et bump som om han var blevet skubbet. hun tog en sølvhalskæde frem som hele tiden havde hvilet på hendes bryst, under den røde hættetrøje. Et lys kom ud af drengens mund og søgte hen mod sølvhalskædens vedhæng, en sølvplade med mønster i kanterne og en stor farveskiftende sten.
Da lyset var kommet ind i vedhænget, væltede drengen bag over og ¨åndede nu ikke længere. Kida smilte kort og rejste sig derefter, imens hun fortsat slikkede på slikkepinden.

Som Samuel var ved at forlade skytsenglene hørte han en af dem skrige hvorefter han forsvandt i en brændende sky af aske, Samuels pupiller blev små og han vidste med det samme vad der var sket, med en kommanderende stemme brølede han til de forvirrede skytsengle "Få fat i børnene og få dem hjem, jeg tager mig af hvad end der lige har fået fat i en af dem", englene nikkede og foldede deres vinger ud og fløje hen på legepladsen hvor de tog hver deres barn og spredes for alle vinde. Samuel foldede selv sine vinger ud og satte af fra jorden, han cirklede rundt over legepladsen for at finde barnet der var blevet væk, han fik øje på drengen og landede ved siden af ham, han korsede sig efter han var blevet sikker på at han var død. En tåre løb ned af Samuels kind, det var det laveste af det laveste at angribe eller dræbe et barn, de havde ingen chance for at forsvare sig selv eller flygte, en brændende følelse bredte sig hurtigt i Samuels krop, den skyldige skulle findes for enhver pris, inden Samuel forlod barnet lod han det sit lys glide hen over ham så han forsvandt i en skarp blitz, *gud være med dig* Samuel satte fra jorden og hævede sig igen højt over jorden for at se efter nogen, han vidste ikke hvem han skulle lede efter, men han ville vide det når han fandt personen, en der havde slået et barn ihjel havde en helt speciel mørk sjæl.

Kida gik videre, og begyndte at nynne, en yderst glad melodi i forhold til at hun netop havde taget et barns sjæl. Men hans tid var kommet! Og det havde hun som sådan intet imod! Alle havde et vis antal dage! og så vidt hun vidste var hans dage brugt op! og desuden havde den dreng ikke haft en spichel god skytsengel! Det var jo trods alt ham der havde ladt drengen falde ned fra det træ så han havde fået indre kvæstelser! så faktisk var det ved englens skyld? Hun begyndte at danse, og slikkede fortsat på slikkepinden. Hun endte ved et uheld der hvor hun barneliget skulle ha ligget, og kiggede undrende på den tomme plads. *hvor er ...* hun stoppede tanken *engle!* hun rystede på hovedet og sav sig til at synge, samt danse, uberørt af det der netop var sket. Blodet som sagtens kunne ses selv med et menneskeøje tog hun sig ikke af, hvilket nogle nok ville undre sig over. Hun så kort op og fik øje på englen.... *nå det var ham!* tænkte hun og sang lidt højere, det lød faktisk ret så smukt!
Hun havde ikke i sinde at slås med englen med mindre den selv bad om det! Og hun kunne intet galt se i at hun havde taget drengens sjæl.

Samuel spejdede efter hvem end der havde myrdet barnet, mens han kunne mærke hvordan blodet kogte inde i ham, han ville gøre hvad han kunne for at bringe denne til dom for sine handlinger og hvad ville ikke være mere passende end at blive halshugget med en økse der var skænket til ham for at udrydde ondskab fra verden. Samuels øjne gennemsøgte alt med en rasende fart, men han kunne ikke finde nogen der virkede det mindste mistænkelige så han drejede af for at vende tilbage til der hvor han havde sent barnet til himlen for at se om der ikke var noget han kunne bruge til at opsøge personen der havde gjort det, til hans store overraskelse stod en kvinde i lysningen, mens hun dansede og sang. Samuel lavede et styrtdyk mod jorden og landede med et brag i lysningen, "Hvem er du og hvad gjorde du ved det stakkels barn og du skal ikke prøve at sige du ikke har gjort det, din sjæl er mørkere end end den sorteste nat... Barnemorder!". Samuel kiggede på hende med raseriet boblende lige under overfladen, hvor han dog ville elske at kvæle livet ud af kvinden ligenu, intet var lavere end en der slog børn ihjel, enden viste det at de var for svage til at kæmpe med nogen der kunne slå igen ellers var de bare modbydelige og gjorde det fordi de bare godt kunne lide at se frygten i et barns øjne.

Hun så på blodet men vendte hovedet mod englen der hurtigt var kommet ned til hende. Han kunne dårligt ha valgt en der var værre at beskylde end hende! for slet ikke at tale om den korte lunte som hun havde! Så det var ubeskriveligt hvor svært det var for hende at holde sig i skindet ! og undlade at overfalde ham ! "nu tager du lige at hør efter! din helgen! for det første er det her mit job! og jeg er faktisk ligeglad med om du kan li det eller ej!!!" hendes stemme var faretruende kold og ophidset! "og hvis der var nogle der dræbte det barn så var det den skytsengel! det var jo trods alt ham der ikke kunne passe på ham! og havde han sagt at drengen ikke skulle balancere på en af de øverste grene! UDEN HÆNDER! så var han nu nok ikke faldt ned! og havde ikke fået indre kvæstelser! og så er der jo også lige det! at hans tid faktisk var kommet! om du så kan li det eller ej!" næsten skreg hun, hun skældte ham nærmest ud! Og faktisk havde hun ikke set den mindste smugle frygt i barnets øjne... det var det underlige ved Kida, når hun hentede sjæle og tog deres hånd var de aldrig bange, de så nærmest glade ud?

Samuels mund krøllede sig sammen i en lige streg der gik hvor hans mund skulle være, han brugte alle hans krafter for at holde sig fra hugge hoved af hende, han brølede tilbage med endnu større kraft end hende, "Hvad mener du med at det var hans tid, hele idéen med skytsenglende er at de kan heale ungerne når de kommer til skade, den eneste grund til at hans skytsengel ikke var der var fordi at de troede de beskyttede børnene fra mig, du har ingen ret til at komme her og tage børn uden at du fortæller dennes skytsengel om at det kommer til at ske, du bryder en af himlens love! Og du skal ikke udvise sådan en disrespekt for mig, jeg er en ærkeengel og er derfor placeret tættere på gud end dig!", hans brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt da han havde brugt næsten al den luft han havde i lungerne på at brøle af dødsenglen, men af en eller anden grund følte han at det varsom at råbe af en bror eller søster når han gav andre engel klar besked, de var jo allesammen i den samme lejer og var der for at hjælpe på hver sin måde, han sukkede og begyndte igen at tale med en noget lavere stemme, "Jeg undskylder min opførsel dødsengel, vi er allesammen guds tjenere og det nytter ikke noget at vi kæmper indbyrdes, mit navn er Samuel søn af Gabriel", han bukkede let men havde stadig øjnene rettet mod kvinden.

Hun brugte selv store mængder af energi på at holde sig i skindet. Hun rystede på hovedet af hans svar og nægtede denne gang at lade sig pirre ! "hans tid var kommet! jeg får besked når jeg skal hente nogle! Og jeg bestemmer ikke selv hvem det er!" knorede hun "det er meget muligt at det er deres opgave at heale dem! men så kunne de for fanden gøre det inden jeg kommer! det er ikke min opgave at rande og fortælle dem at deres barn skal dø! så havde jeg jo intet andet at lave end at passe de ..." hun undlod at gøre sætningen færdig da han nok ikke ligefrem ville blive glad for det hun ville sige, og hun magtede ikke lige at diskutere dette også! Hun knugede den ene hånd da han igen begynde at tale "jeg er aldeles ligeglad med gud! og for den sags skyld også med himlens love! de kan rande mig noget så grusomt!" halvknorede hun. "jeg er jo lige præcis en dødsengel... og er derfor fuldstændig ligeglad med gud... da jeg nok er det du betragter som en falden engel! en tjener af... Lucifer " hun smilte halvondt men slappede nu helt af, hun slikkede en enkelt gang på sin unormale store slikkepind. "nåå ja den dersens engel ... ja ham der der..." hun stoppede og grinte over det... da der var et par indbyrdes joks omkring denne engel blandt nogle af dødsenglene