Time is more than the clockwise - Odette.

Tid: Sen aften.
Vejr: Klart og dejlig køligt.
Sted: Skovbrynet.
Omgivelser: Ingen personer, ikke engang nogen væsner.

Jolene havde ikke haft nogen jobs i sin tattoo-biks, så i aften havde hun fri. Hun havde først set om hun kunne finde sin tante inde i Terre, men havde ikke engang fundet ét spor.
På ryggen havde hun sin ufærdige harpe og om hoften havde hun sit bælte med sin kniv, mejsel og hammer. Hun havde bestemt sig for at lave den færdig i aften, så hun kunne komme videre med den mahogni fløjte hun skulle have færdig til fredag.
Hun blæste nogle få toner i den lerfløjte hun havde om halsen i en sølvkæde, og hendes falk kom svævende ned fra himlen og satte sig på hendes skulder og den læderpude som altid lå på hendes højre skulder da hun gik ind i skoven via skovbrynet.

inde i mmellem træern. Danse en lille pige på 10 år Odette hed hun og var en Animagus hun bor, ved breden af skovesø i et slot sammen med hendes mor og far. Hun var ene barn og meget søde hun hade aldrig gjore indt ondt og det ville, hun heller ikke da hun ikke hade nogen grund til dem hendes bedste venner. Var alle skovens dyr hun var lille og smuk med brunthår og grøneøjne, Hendes forsæler sad altid nær hende vis det skulle ske hende noget. Kunne de hurtig komme hende til hjælpe Odette var en søde og liveglad lille pige, som alle ville kunne lige vis de vist at hun var det

Jolene satte sig et tilfældigt sted inde i skoven, og hun lagde slet ikke mærket til at der var andre mennesker eller væsner inde i skoven, så hun satte sig bare. Vento hoppede ned fra hendes skulder, og trippede lidt nede på skovbunden inden hun gav ham lov til at cirkle over deres hoveder i jagt på små natdyr som den kunne jage.
Hun slog nogle toner an på sin harpe, og sukkede glad. Hun elskede musik, og endnu mere harpemusik. Hun var en luftdæmon, og de elskede musik af natur, men hun var næsten helt sikker på at hun elskede det mere end de fleste andre dæmoner.

Odette sad nu i græsset. Med sin Violin og spille stille for skovens dyr og for sine forælder og dem, som ellers var i skoven nu Odette var meget gode til at spille på flere ting. Men den hun spille mest på var Violin og Kalver som hun var undervist i, da hun var minder og blid det endnu men jo mere hun spille jo beder blive hun. Jo og det glæde hendes far og mor rigtig meget hun var deres øjesten

Jolene hørte kun lyden af violinspil, fordi hun var en dæmon med en god hørelse. Sådan var langt de fleste dæmoner, så hun blærede sig ikke eller noget.
Hun stoppede med at spille, hvilket Vento ikke synedes om. "Kan du ikke høre det?" spurgte hun ham blidt? Hun kløede sig på kravebenet som var frit da hun kun havde en bh og nederdel på. Hun hadede at have meget tøj på. Mennesker fandt det måske meget upassende, men for luftdæmoner var det bare hverdag.
Hendes lyseblå membranvinger var slået ud og viftede blidt omkring hende og fik hendes sorte hår til at bevæge sig en smule. Hun kiggede forsigtigt igennem et krat, og så den lille pige med violinen.

Odette var måske lille. Men meget hårdfør end man skulle tro og sådan et lille barn som hende, hun hade som mor og far siden lidt fra hende de smilede og klappe af hende. Når hun hade spille hendes sang til ende og så starte hun på en ny sang, som hun selv hade skreven og hade spille mange gange for sine forælder. Også så hele skoven kunne høre det og det var hun glad for

Jolene smilede lidt skævt af pigen og hendes forældre. Pigen var virkelig talentfuld og hun så virkelig sød ud. Men hun lignede i høj grad et normalt menneske, så Jolene ville holde sig langt væk fra hende, ellers kunne det være at hun kom til at ødelægge hendes liv på en eller anden måde, med al den magi og sorg hun bar rundt med...
Ej, det lød bare for underligt.
Hun trådte frem fra krattet i sin menneskeskikkelse, blå øjne, mere normalt tøj og selvfølgelig uden vinger.

Odette var en Animagus. Men hun leve er sorgløst liv med sine forælder og skovens dyr, som alle var hendes venner og de var det altid når hun hade brug for selvskab. Så var Dyren det hun var mest sammen med og dang men og aften og om natte, var hun sammen med hendes forælder og hendes store hund. En sølvfarven Akita hanhund silver som altid hade være hendes bedste ven, den var også hendes Animagus vejleder som hjælpe hende med hendes animagusform

Da det ikke lod til at pigen og hendes forældre havde opdaget hende, satte hun sig yndigt ned på sine knæ og tog den store og tunge harpe frem fra sin skulder igen og begyndte at spille en blid sang som passede til den melodi som pigen spillede.
Uden at have bedt den om det, kom hendes falk frem fra skovhimlen og kom til at skræmme nogen af de mindre dyr som mus og væsler.
Den satte sig på hendes harpe, og vippede med hovedet i takt til melodien.

Odette for forskræget op. Ved synder af falken men satte sig ned og spille sammen med den fremme, hendes mor gik hen til den fremme " du er velkomme til at komme tæt. på vis du vil jeg heder Isa og det er min mand Erik og vores 10 år gammel datte, Odette som spille ude for være aften 2 sagde Isa

Jolene rakte sin hånd frem imod kvinden - Isa - og smilede venligt til hende. "Mit navn er Jolene. Mange tak for gæstfriheden."
Hun lagde mærket til at Ventos skikkelse skræmte både dyrene og den lille pige ved navn Odette, så hun kastede ét blik på den og den lignede en blå mejse.
Selvom hendes ene hånd var rakt frem imod Isa, så var hendes anden hånd stadig i gang med at spille, bare lidt hurtigere fordi den nu skulle spille begge hænders arbejde.

Odette gemt sig bag sin far. Som holde falken på armne nu var hun ikke så bange for den mere og støj, den ned oger den fjer og fandt hurtig nogen døde mud til den. Hun lag dem på jorden så den kunne spise dem Odette løb glad og til Isa hendes mor, og smilede til Jolene "Odette kan du sige pænt hej " sagde Isa. Til sin lille Datte som Nejet og sagde pænt hej

Selvom Vento nu havde form som en blåmejse ville den hellere end gerne spise de døde mus den var blevet budt på, og Jolene så det og smilede.
Hun nejede også til den lille pige, dog lidt mere yndefuldt og elegant, og sendte hende et af hendes mest venlige og blide smil. "Hej."
Hun satte sig ned på knæ så de var lige høje. "Du er rigtigt god til at spille på violin. Hvor har du lært det?"

" min mor har lært mig det. Hun er en rigtig godt lære men jeg øver mig også være dag når jeg kan komme, til det da jeg også gåre i skole selv om jeg ikke vil. Alle de ander er inde ved mig " sadge Odette stille og gik tilbage samnen med dem, hun kaste sig over sin hund som hun altid lege med og den var som. En barnpige for hende den hent de ting hun ikke kunne huske hvor hun hade laget dem

Jolene kunne ikke lade være med at syntes at det var helt vildt sødt at hun var så tæt på naturen. Og hun kunne til og med spille på violin. Violin og fløjte var nogen af de instrumenter som var tættest knyttet til jorden og naturen. Selv spillede hun på harpe, som var tættere knyttet til luften end jorden.
Jolene ville have troet at pigen var en jorddæmon, men det kunne hun tydeligt fornemme ikke var rigtigt, for hun ville kunne opfatte jorddæmoner hurtigt. Luft- og jorddæmoner var ikke just de bedste venner for tiden.

" ja som du kan se. Er Odette meget tæt knydte til sine hund den er hendes bedste ven, og vil altid være det og den er også hende Animagus vejleder. Den hjælpe hende medar stabliser hendes animagus form selv om hun endnu ikke har viste den " sagde Isa og så på odette

"Animagus? Aha. Meget spændende!" udbrød Jolene og betragtede nysgerrigt den lille pige. Hun havde aldrig før set en Animagus, selvom hun havde levet i meget lang tid.

// Bliver nød til at gå. Ses ^^

" ja Animagus og var stolt da hun fik det at vide. Det gjore at hun fik det bede med sig selv og at hendes krop, endlig komme komme sig efter den tur det var ikke sjovet for hende " sadge Isa. og betraget sin lille Datte med glæde som løb og lege med sin hund

//okey//

"Det måtte have været svært." tænkte Jolene højt, med en blid stemme. At vokse op blandt mennesker, vide man var anderledes, ikke som dem.
Jolene havde altid vist hvad hun var. En særling, et monster. Sådan var hun også blevet behandlet, men aldrig af mennesker. Hun havde rent faktisk næsten aldrig mødt et menneske, især ikke i den tid med hendes onkel. Efter det mødte hun selvfølgelig massere af dem.

Odette vae søde og glad. og hade det skønt med sin far og mor og alle dyren i skoven og hendes hund, hun var aldrig til brsvære for noget da hun altis var søde og hjælpesom. Af natur hun hade aldrig og ville aldrig skade noget for hun var ikke ond, bare sødeog kærlige