Mødet med Englen. (Samuel)

Skyggen gik direkte over pladsen der var foran Domkirken. Et springvand prydede midten af pladsen. Normalt ville vandet skyde fint op fra det ellers normalt mamorhvide font, men sådan var det selvfølgelig ikke længere.
Graffiti var malet over det hele med tegn, ord som ikke var læselige før man lagde hovedet på den ene side og kneb øjne sammen og så ønskede man bare at man ikke havde gjort det da det gik op for en at det ikke var ord...
Men vandets blide pludren blev stadig ved og det beroligede skyggen. Ikke synligt, men hjertes rytme faldt betragteligt.

Skyggen var hylede ind i en mørk kappe som lod til at opsluge det han skjulte indenunder. Heldigvis var lyset næsten helt væk fra pladsen, så det eneste skyggen skulle bekymre sig om var sine egne skridt.
Den nåede helt op til Domkirkens dobbeltdør, kastede et nervøst blik tilbage og afslørede noget... Under hætten fra kappen glimtede to smaragdgrønne øjne.
Og så var skyggen inde i kirken.

Korah åndede lettet op. Endelig kunne han slappe lidt mere af... Medmindre selvfølgelig selv kirken ikke længere var sikker.
Han lod sin hånd gribe om sværdfæstet og listede sig ind i midterskibet af kirken og kiggede desperat rundt. Hvis der bare var en han havde overset kunne han dø... Men kirken virkede tom...
Endnu et suk lød fra ham og han lod hætten falde væk fra ansigtet og afslørede en ungdommelig dreng. En tyk brun manke af hår kunne ses tydeligt på ham, en viljefast hage, lille mund, normal næse, men det der fangede ens blik som det absolut første var de grønne øjne. De lyste nærmest om kap med de levende lys på alteret.
De grønne øjne afsøgte hele midterskibet og slappede så endelig af igen.
Langsomt bevægede han sig op imod alteret. Den eneste lyd han hørte var sine egne sko imod de hårde sten og sit tunge åndedræt, der blev mere og mere højlydt jo nærmere han kom på alteret; mente han selv i hvert fald.
Korah var ikke troende... Det havde han vidst lige siden sin 7 års fødselsdag da hans mor var kommet hjem og var blevet skudt i skuldren. Det var det øjeblik hvor han ikke troede på gud, men troede på at der var noget... Han havde ingen idé om hvad, men der var noget derude og det havde en indflydelse på alt.
Han nåede op til alteret og ledte efter vievandet. Eller skulle han finde præsten hvis det var muligt?

En skygge sad oppe under domkirkens tag på en af de mange gargoyler der pryede kirkens smukke inderside, med et ben på hver side af gargoyel faldt skyggen næsten fuldstændig i et med det mørke loft og var svær at se. Samuel sad og havde dybe tanker, hans hjerne arbejdede på højtryk over et syn han havde haft for et par dage siden hvor gud faderen havde snakket direkte til ham og fortalt at det ikke var hans opgave i livet at udrydde Malakel fra denne verden, men istedet at finde det menneske som skulle have tronen når den engang stod fri, han havde læst i de tykke kirkebøger i to dage hvor sult,tørst og træthed ikke var en del af hans bevidsthed, han havde søgt helt tilbage til de første franske konger "Meowingerne" for at se om der var nogen der havde en familie der kunne spores til de legendariske konger fra fordums tid, ikke om han var sikker på at han havde ledt det rigtige sted, men han havde en fornemmelse af at det var et godt sted at begynde, hvis han fandt en der kunne spore sin slægt tilbage til disse de første konger af frankrig som havde fået landet af ingen andre end herren selv samtidig med at de var blevet skænket unaturlige krafter, men efter alle disse år ville Meowingernes evner være så udvandede at der ikke ville være noget konkret at se efter ude i byen. Samuels tanker blev afbrudt da en mand kom ind i domkirken, han buldrede og bragede afsted som om der var dæmoner i hælene på ham, Samuel havde ikke noget imod at folk kom ind i kirken om natten, men han havde derimod noget imod at de ikke lagde deres våben i våbenhuset og denne havde sågar lagt en hånd på hæftet. Samuel rømmede sig en smule uden at manden kunne høre det og brølede så med altgennemtrængende stemme "Dine våben er ikke velkommen i guds hus!", hans stemme reflekterede fra alle væggene så man ikke kunne sige hvor den kom fra. Samuel trak sin hætte op over hoved og sprang ned fra gargoylen, han lod sig flade mod gulvet og foldede sine vinger ud i sidste sekund så han landede elegant lige foran personen der var trængt ind i domkirken, han rejste sig og kiggede på drengen, hans eget ansigt var skjult af den hætte han havde på så man kunne ikke se andet end et par højblå øjne der skar igennem mørket som to lysende stjerner, resten af hans krop var dækket af en mørkeblå kappe og kun bunden af hans bukser og støvler var til at se, "Guds tjener hilser dig, vær venlig at ligge dine våben et andet sted end her, det viser disrespekt for sanctrum som kirken er", hans stemme var venlig, men fast så det var til at forstå at han mente det alvorligt, "Hvad laver en dreng som dig her midt om natten?". Samuel hev hætten ned så hans ansigt blev synligt, det lange brune hår hang ned over hans skuldre og de skinnende øjne var fortsat rette mod drengens.

Han var tæt på at råbe, skrige, skråle og alt det andet som nogle ville forbinde med at blive forskrækket. Han hoppede tilbage og forventede nærmest at hoppe ind i nogen. Men der var ingen.
I stedet faldt en eller anden ned fra loftet. Han ville jo splatte ud over det hele. Hurtigt tog Korah sin arm foran sig i et forsøg på at undgå det forestående blodsplatteri.
Men der kom jo intet. Der var intet blod, bare en mand. En stor mand. Det skulle ikke forstås sådan at manden var stor i omfang det var bare... Der var noget frygtindgydende over ham. Den slags frygt man også føler for dem man respektere...
Og det var som han også fyldte ud i luften omkring ham. Det der flitter stads som hans søster ville kalde ”Aura”...
”Tiden hvor man...” Han stoppede da hans unge stemme forråede han og blev skinger af både overraskelsen fra før og den ærefrygtindgydende følelse der var over ham. Han holdt en lille pause og tog et dybt åndedræt og kiggede ham nu også i øjne så han ville kunne høre hvad hans første tanke var.
”Tiden hvor man kunne gå ind i en kirke uden våben er ikke til stede i dag” sagde han og prøvede ikke at lyde trodsig... det var jo bare sandheden.
Men alligevel så løsnede han sværdbæltet og tog sværdet af og lagde det en armslængde fra ham. Der var nu noget over denne... Engel, måtte det jo være...
”Denne Dreng er i kirken for at søge svar på spørgsmål... Og spørgsmål overholder normalt ikke tidsgrænser” sagde han og kunne ikke lade være med at lyde irriteret. Selvom han var 16 havde han oplevet ting intet menneske burde opleve... Folk, væsner såvel som mennesker, undervurderede altid unge bare fordi de ikke var voksne og lignede nogle der udgjorde trusler direkte.
Og alligevel havde Korah kunne kæmpe imod den utrolige undertrykkelse som var i Di Morga...

Samuel nikkede respektfuldt til drengen da han trods alt lagde våbnet fra sig, han havde faktisk regnet med en trodsig bemærkning så han ved magt havde været nød til at afvæbne drengen, men han virkede til at have hoved med sig og ønskede ikke at skabe uro i et sanctrum, Samuels stemme var noget mere blød og venlig nu da han havde lagt sit våben fra sig, "Du taler sandheden min unge ven, vær stolt af den enskab, der er få heromkring der er i stand til stadig at kunne respektere vor herre", Samuel drejede rundt på hælen og gik op mod alteret hvor han satte sig kort med hoved i bøn inden han igen rejste sig og tog kappen af så man kunne se den blanke rustning der var indeunder hans kappe, med den ene hånd løsnede han den store økse der hang ved hans bælte og lagde den forsigtigt på en specielt lavet forhøjning på alteret, han drejede sig og kiggede igen på drengen mens hans vinger baskede et par gange inden de foldede sig ind i ryggen på ham så han ligende et normalt menneske, "Hvilke spørgsmål er det du søger svar på? måske kan jeg eller herren komme med et svar der kan bruges", han bukkede dybt inden han fortsatte "Undskyld min optræden, normalt ville jeg have sagt velkommen, men disse tider har gjort en ende på at være uforsigtig, mit navn er Samuel søn af Gabriel, det er en glæde at møde dem", han afsluttede sin hilsen med at kigge op og smile til den fremmede, "Må man spørge om et navn eller ønsker du at forblive en anonym tilstedeværelse i kirken?", han blinkede for at vise at han lige havde lavet sjov på trods af at det var svært at gennemskue med hans middelalderlige måde at snakke på. Samuel havde allerede fornemmet at drengen var et væsen, men han vidste ikke hvilket endnu så han lod tvivlen komme drengen til gode, hvis han forblev respektfuld og ikke begyndte at rive stedet fra hinanden skulle han have lov at være der uanset hans race eller alder.

Korah nikkede bare langsomt tilbage, nærmest for at sikre sig han ikke kom til at trykke på en forkert 'knap'. Det var en engel... Ingen tvivl. Ingen andre væsner end engle ville behandle en kirke med så stor respekt. Måske hvis de prøvede at snyde ham, men det ville ingen mening gi.
Taknemmeligheden skyllede ind over Korah, over at han havde brugt så meget tid på biblioteker til at kunne forstå det hele. Med næsen i bogen havde han læst en masse om middelalderen, men mest af alt om deres strategier... Noget der interesserede ham virkelig.
Han gik hen og studerede kort øksen – utroligt håndværk – før han så drejede hovedet mod englen. ”Jeg gætter på at sikkerheden i Guds hus vel er lidt større end i andre huse, så hvorfor ikke fortælle dig det. Navnet er Korah... Søn af Maria” sagde han og nævnte sin eges mor navn og kunne mærke en klump i halsen.
Minderne trængte sig på, men han tvang dem væk med ren vilje. *Det nytter ikke at bryde sammen nu* tænkte han vredt og samlede sine tanker på et sted og begyndte at stille sine spørgsmål.
”Nogle af mine spørgsmål kræver selvfølgelig svar som kun jeg selv vil kunne finde... Men nogle andre vil jeg tro præsten her kender til” sagde han og kiggede længe på ham med det uudtalte spørgsmål i øjne. Om han også var præsten...
”Om han kender til Modstandsgruppen? Vievand... Kan man få noget? Og om man vil kunne søge tilflugt her, når alt lader til at falde sammen om en...” Han stoppede op for at få vejret og kiggede på ham med et lettere hærget blik i øjne... En flygtnings blik. ”Det er nok mine vigtigste spørgsmål jeg søger svar på... De mere åndelige kommer snart” sagde han som en form for forsikring for at det ikke alt var om det materielle...

Samuel kiggede på korah som studerede øksen og smilede, han prikkede let til den med sin pegefinger og den begyndte at lyse kraftig, men stoppede hurtigt igen, "Skænket til min far af gud selv, den er af et metal som ikke findes og den er yderst god til at holde dæmoner og andet ondskab i skak, ikke at det er alle dæmoner der er onde, men der er min opfattelse at de fleste af dem har et usundt forhold til hvordan man skal opføre sig... moralsk set", Samuel lavede en bevægelse med hånde for at vise at Korah skulle følge med, men stivnede da han stillede sit spørgsmål og stod der bare med ryggen til ham, havde han kunne se hans ansigt ville han have set en person tænkte sig så meget om at hele hans ansigt var blevet hvidt, men farven kom hurtigt tilbage og Samuel vendte sig om mod ham med en alvorlig mine, "Kirken er altid åben for dem der kan holde sig på dydens rette vej, og med hensyn til præsten, så tror jeg ikke du får meget ud af ham da han beklageligvis ikke er blandt de levende mere, men du kan tage det vievand du skal bruge ovre i døbefonden", efter det fulgte en lang ubehagelig pause hvor Samuel nærmest stod og vurderede på om han var til at stole på, men han havde jo ikke gjord noget for at provokere så Samuel gik helt hen til ham mens han hviskede med en næsten uhørlig stemme, "Hvad ved du om modstandsbevægelsen? Og hvor ved du det fra Mr Korah?", Samuels øjne kiggede lige ind i hans og han var kun få cm fra Korah's ansigt, han virkede ikke sur, men mere en smule overrasket og nysgerrig. Hans øjne som var så blå som ingen andres i denne verden måtte virke skræmmende på fjender og sjælegennemtrængende på dem der ikke var, han havde mere end en gang gjort et fantastisk indtryk på folk bare ved at kigge dem i øjnene.

Korah nikkede langsomt da han fortalte om øksen. Ikke fordi han havde set mange økser i sit liv, men han vidste at metallet ikke fandtes nogle steder på jorden... Han havde set stærkt metal til sværd og det var noget smukt noget, hvor metalpladerne var blevet slået ovenpå hinanden og havde skabt utroligt skarpe sværd.
Men økser?... Nej aldrig havde han set en økse der lignede den. Det lignede jo mere noget hevet ud fra biblen hvis det skulle ligne noget.
Han vendte tilbage til nutiden da Samuel begyndte at besvare hans spørgsmål og fulgte efter ham med et skridts længde mellem dem. Han kikke kort op i loftet, nærmest for at se om der gemte sig nogle andre her som han bare ikke havde set fordi han ikke havde kigget op.
Da Samuel stoppede, stoppede Korah midt i et skridt. *Hvorfor dog stoppe?* tænkte han da en prås gik op for ham. Samuel kendte til modstandsbevægelsen, eller han arbejdede for Malakel og var placeret her for at stoppe alle der gerne ville vide mere om det... Smart tænkt af ham, men ikke smart gjort af Korah... Han burde ha været mere diskret, i stedet for at løbe direkte ind og stille sit første spørgsmål til en totalt fremmede...
Han bed sig langsomt i underlæben mens han nikkede til Samuel. Han skulle bruge vievandet til Vampyrene, sagde jo lidt sig selv. Ikke fordi han var sikker på om det virkede, men han vidste jo ikke så meget andet om Vampyre end at de drak blod, var stærkere og hurtigere end ham og at de ikke kunne klare at være ude i solen... Men ville vievand virke?
”Riposa in pace” sagde han og lavede korsets tegn på sig for at vise sin respekt over at præsten var væk.

Da han trådte helt hen til ham stirrede de smaragdgrønne øjne ind i de himmelblå. Det var skræmmende at Korah kunne stå der og høre svarene på hans spørgsmål som i en form for ekko, men nu forstod han hvorfor han ville vide det...
“Hvad jeg ved? Er det ikke at dreje mit spørgsmål en smule rundt?” spurgte han langsomt, men så hurtigt at han ikke ville komme nogen vegne ved at dreje det hele rundt for dem.
Han bed sig kort i underlæben og nikkede så langsomt til sig selv. “Hvad jeg ved er at de er imod Malakel... Og det er jeg også” sagde han simpelt som det. Han havde hørt om store våben, men det var et løst rygte der spillede på de fulde mænds øre...

Samuel nikkede eftertænksomt til drengen og et smil begyndte at tegne sig på hans læber, i samme stil som Korah korsede han sig og op mod loftet, han gik igen forbi Korah op mod alteret igen og knælede foran det store kors der stod på det og begyndte at hviske en bøn, "While the wicked stand confounded", der gik et øjeblik inden en anden stemme som lød som om den kom inde fra alteret svarede "Call me thy the saints stand surrounded". Der lød en øresønderrivende larm mens alteret en trappe begyndte at forme sig ned i jorden ved siden af alteret, Samuel rejste sig og kiggede på Korah "Enhver der er fjende af Malakel er vores ven", efter han havde mumlet sætningen begav han sig ned i det hemmelige rum under kirkens alter. Hvis Korah valgte at gå med ham derned ville det første han ville se være en lang mørk gang der var lyst op af nogen fakler der lyste med en sælsom blå flamme, for enden af gangen var der endnu en stor dør som ledte ind til selve det hemmelige rum. Rummet ville ligne et stor bibliotek med masser af hylder der var overfyldte med gamle bøger og pergamenter, i midten af rummet var der et stort aflangt bord med stole hele vejen rundt om samt en enkelt anden person der så ud som om han lå og sov på en hastigt samlet seng. Samuel tittede op fra trappen under alteret og kiggede på Korah "Har du tænkt dig at komme med?", derefter løftede han hånden op i luften og den store økse fløj fra dens plads på alteret og fløj ind i hånden på ham, den blev placeret i hans bælte med en hurtigt håndbevægelse.

//undskyld det er kort, men sidder i skolen ^^//

Korahs grønne øjne fulgte Samuel da han gik forbi ham og hen til alteret... Det gav ingen mening at bede, men måske var det bare hvad han ville.
Han trådte et skridt tættere på da stilheden efter Samuels bøn blev besvaret med hvad der virkede som et et brøl. Larmen der fulgte var så voldsom at Korah næsten frygtede at Kirken ville falde fra hinanden. Han forventede næsten at et af de store mosaik vinduer ville falde ned fra loftet med en dræbende styrke bag sig.
Øjne blev spærret op med overraskelse i sig.
Det var nok det sidste han havde forventet... En trappe under alteret... Men det gav også mening... Det var et forholdsvis sikkert sted, kirker var trods alt bygget til at kunne bruges som fæstninger hvis nødvendigt. Murene kunne nok holde til meget før de brød sammen omkring dem.
Korah stod som stivnet mens englen bevægede sig ned ad trappen og ned i rummet. Kunne han nu også stole på ham? Det kunne være et udspekuleret forsøg på at snyde ham ned i et underjordisk fængsel, specielt lavet til at holde dem der var imod Malakel... det kunne endda være at der var et torturkammer dernede til at finde ud af de ting de ville om Modstandsbevægelsen... Han trådte langsomt et skridt tilbage da rædslen kort overmandet hans forstand.
Og så dukkede Samuel bare op. Korah lukkede øjne, tog en dyb indånding og gik så imod trappen. På vejen derhen greb han sit sværd og spændte det fast.
Langsomt fulgte han efter Samuel ned af trappen og måtte blinke adskillige da det pludselig blev meget mørkere og mere dunkelt end før. Skridtne var langsomme, skræmte, men beslutsomme og stærke. Det var tydeligt at han ville følge efter Samuel hvis det krævede det...

//Det helt okay^^//

De støvede trin der førte ned under alteret så ud som om de aldrig havde været i brug og den lyd man ville tro skulle komme fra sko mod sten blev absorberet af det centimeter tykke støv, i et hjørne af gangen kunne høres et lille dryp fra kondens der havde samlet sig, der var ikke som sådan fugtigt, men der var helt bestemt koldere end det havde været oppe i kirken som ikke havde været særlig varm til at starte med, det flakkende lys begyndte at hælde mod Samule når han gik forbi det som om det var tiltrukket af den meget stærke lyse energi der kom fra ham, den tunge lyd fra hans jernbelagte sko mod det støvede gulv var det eneste der dominerede i den mørke gang. Samuel kiggede sig over skulderen og så på den nervøse Korah, men alligevel virkede han til ikke at frygte det som muligvis ville møde ham på den anden side af døren, med tre tunge slag på døren gav han signal om deres ankomst til hvemend der måtte være på den anden side. Døren var lavet i træ og havde jernbeslag over det hele, den så tyk og uigennemtrængelig ud, der var ikke engang et dørhåndtag på denne side af døren. En dyp raslende lyd begyndte på den anden side af døren, som når en vindebro til et slot var ved at rulle op eller ned, med en stærk arm skubbede Samuel Korah ind til siden så han stod ved siden af ham presset op mod muren, i samme øjeblik bragede døren op og vad der ligenede et hav af blændende lys skød ud og brændte alt som var i vejen for det, Samuel råbte med høj stemme for at overdøve den buldrende larm fra lyset, "Det er en fælde vi har lavet for at være sikre på at folk der ikke er invitere kommer ind". Lyset stoppede med at komme ud fra døren og den blev efterladt åben, "Kom så, der er en jeg tror du vil syntes om at møde". Da Samuel trådte gennem døren blev han mødt af et nedslående syn. hele det hemmelige bibliotek så ud som om det var blevet raseret af en tornado, overalt lå gamle perkamenter og bøger slået op og udrullet og midt i det hele sad en dreng med hoved på en opslået bog, Samuels ansigtsudtryk sagde alt om hvilket humør han kom i, med nogen få lange skridt var han over ham og brølede med en næsten latterbristende stemme, "Dether er Shawn vores informations ekspert!", shawn fløj op og kastede sig med det samme efter det sværd som lå gemt under nogen af papirene, "Hva helv... undskyld min herre Samuel, jeg faldt vidst i søvn", han så lidt konfus ud og kiggede bare med store øjne på sin leder.

Korah gik lige i hælene på Samuel. Duften og støvet hang tungt i Korahs næse. Det var som om et nys sad klar allerbagerst i baghovedet, men Korah ville bare ikke nyse. Det var en ligelig blanding af frygt for hvad der ville ske hvis han nøs og ligeså meget bange for hvem der måske ville høre det.
Korah anede ikke på noget tidspunkt hvad han skulle sige eller gøre, andet end at gå med Samuel. Kunne han rigtig stole på ham? Det kunne stadig være en vanvittig fælde imod dem der gik imod Ma'lakel, sådan så alle der ville gå imod ham, ville samle sig et sted og så blive gennemslagtet.
Måske burde han stoppe nu? Vende rundt og flygte ud mens han endnu kunne, men måske ville det bare være fejlagtigt... Det var jo ikke til at sige om denne Samuel var til at stole på, men det fandt han måske ud af snart.
Blodet strømmede igennem Korah, simpelthen bare for at finde ud af hvad der var bag den store dør. Det var hele situationen som trykkede på Korah. Han anede simpelthen ikke hvad der ville ske, og det skræmte ham mere end noget andet der var sket indtil videre.

Da Samuel skubbede Korah ind i væggen, vidste Korah ikke hvordan han skulle reagere. Hans hånd røg ned til sværdfæstet og han greb fat om det, greb så hårdt at hans knor blev helt hvide.
Og hans øjne blev helt store og overraskede da det utrolige hvide lys fløj igennem hele rummet. Han kunne ha stået der! Han burde takke Samuel, men ordene sad fast i halsen på ham og hjertet faldt ned i maven på ham.
Lyset stoppede og Korah fortsatte efter Samuel ind i rummet og kiggede nysgerrigt rundt. Han havde aldrig set sådan en form for Bibliotek. De fleste biblioteker sørgede for at bøgerne som var gamle, var i hermetisk lukkede kammer så luften ikke ville kunne ætse dem og så var de i nogle glas kammere så alle ville kunne se en.
Men dette... Det var faktisk ret smukt, på en anderledes måde, at se bøger stillet op på sådan en måde. Smukt.
Korahs blik faldt på den sovende dreng, inden Samuel kunne vække ham. Korahs øjne fandt sværdfæstet der stak frem og han fik hurtigt trukket sværdet en smule op så han hurtigere kunne trække blankt.
*Shawn... Kender intet til ham* tænkte Korah med et lille smil da han vidste at det muligvis kunne være en fejl. ”Hey” sagde han og løftede den ene hånd til hilsen. Hvem vidste hvad det her ville føre med sig?

//Sorry jeg ikke har svaret før nu//

//jeg klare den jo nok...//

Samuel slog armen ud og omfavnede kort den anden ærkeengel, som sagt er dether Shawn, han pegede med stor iver på den rødhårede halvt sovende engel, Samuel skulle til at presentere Korah, men nåede ikke at sige noget før Shawn var faret helt op i hoved på Korah og smilede stort "Jeg troede du var højere", han vimsede rundt om Korah som en slange og prikkede lidt til ham her og der, "Du er Korah cirka 16 år. en blanding mellem menneske og Dæmon... fy ha... du er en fortræffelig sværdkæmper og har nogen store evner til trods for at du stadig har en menneskelig side!", Shawn lød triumferende og stillede sig igen hen til Samuel "Har jeg ret?". Samuel trak på skuldrene og så undskyldene på Korah, "Han er god nok, du må ikke blive fornærmet over Shawns dårlige manere", Samuel sagde ekstra tryk på det sidste mens han kiggede på Shawn der lalleglad forsvandt ind bag en boghylde og begyndte at larme helt ustyrligt med et eller andet, Samuel tog sig til hoved og viftede irriteret med hånden "Undskyld ham igen, han er ikke helt normal, vi befriede ham fra Malakels fange transport for et par uger siden og han er bare ikke helt normal mere, men en tekniknørd og informationsekspert bedere end ham findes ikke i Di Morga. Larmen fortsatte et par sekunder endnu inden et glædesråb kunne høres, det var som om det var havde bevæget sig flere kilometer fra den ene ende af det store bibliotek, der blev bagefter helt stille, "Han fandt det han ledte efter" konstaterede Samuel inden han fjernede det meste af det der lå på bordet så man kunne sidde ned, "Skal vi snakke min kære ven, jeg håber du ikke ser dether som en mulig fælde mere, jeg stoler trods alt på dig, ellers havde jeg jo blot ladet dig riste i udenfor døren" Samuel grinede stort inden han hamrede øksen i bordet så det hoppede godt en meter op fra gulvet og landede igen med et brag, "De andre vil komme lidt senere, de skal være sikre på de ikke bliver forfulgt af nogen inden de kommer herned, men lad os snakke". Samuel havde foldet hans hænder på bordet foran sig mens han lod det flydende lys bedere kendt som pureification flyver rundt og på en kælende måde slynge sig om hans arm inden det flød ud på bordet og lagde sig som en stor firkantet klat, overalt på klatten begyndte ting og sager at skyde op til det ligende et kort over Di Morga, røde plamager begyndte på samme måde at skyde frem over det meste af kortet og kun få områder så som kathedralen var helt hvide mens steder som konge palacet var en mørkerød farve, "De hvide steder på kortet er kontrolleret af oprørere og de røde er under Malakelse kontrol, som du kan se er vi mere end trængte og vi bevæger os stort set kun rundt udenfor om natten da Malakel stadig sender patruljer ud i de gader vi mener at kontrollere", Samuel viftede med en finger og kortet zoomede med det samme ind på en lille grøn prik der nærmede sig kathedralen "Ahh, det ser ud til at der snart vil komme flere du skal møde". Samuel var ikke nervøs ved at sidde og vise Korah alle disse ting, de ville aldrig kunne gengives gennem billeder af det kort som han viste og hvis det var det der skulle til kunne samtlige oprøre gå under jorden med en times varsel.

Korah kiggede bare lettere vagtsomt på Shawn. Han var kommet her for at møde præsten, men mødte Samuel, så derfor var Samuel, mere eller mindre, var trådt ind på Præstens plads, i Korahs øjne.
Men Shawn kendte han ikke og derfor havde Korah heller ikke ligefrem den største tiltro til ham. Derfra kom den lettere vagtsomme attitude.
”Hey... Lad være med at prikke” sagde han vagt og flyttede sig lidt på stedet mens Shawn prikkede til ham og iagttog ham som om han var et eller andet dyr.
Mens Shawn begyndte at fortælle ham om... Ham, stod Korah bare og stirrede på ham. Hans underkæbe ville muligvis være faldet af, hvis den kunne og øjnene ville nok hoppe ud af hovedet på ham. Han havde ikke regnet med at man ville kunne finde oplysninger så nemt om noget så simpelt som en Blandings-race... Om ham for den sags skyld.
”Hvor... Hvorfra ved du så meget?” Spurgte han overrasket efter Shawn som løb ind mellem de mange reoler.
Da Shawn ikke svarede vendte han sig imod Samuel og løftede spørgende en finger, pegende imod Shawn. ”Hvorfra ved han så meget?” spurgte han vagt og var bare helt forvirrede.
Da han så kortet rystede han det lidt af sig. Han kunne altid finde ud af det senere.
Øjnene zoomede ind på de hvide områder og målte de forskellige områder, imod de røde... Det var ret tydeligt at de røde områder var større end de hvide, så derfor måtte de vinde mere af byen, så Ma'lakel blev tvunget tilbage til sit slot, så kun han kunne forsvare sig der, imod resten af byen... Hvilket bare ville spille ud til deres fordel.
Hans hoved røg op med et sæt da han hørte hvad Samuel sagde. ”Flere?” spurgte han lidt overrasket og hans øjenbryn viste også hans overraskelse. ”Hvem er...” Han stoppede kort og tjekkede efter om han kunne finde et andet ord for det, men kunne ikke. ”Flere... som dig?” Prøvede han at dække det op.
Kunne der virkelig ha været så mange som Samuel, uden Korah overhovedet havde nogen idé... Det skræmte ham at han kunne være så uvidende på det punkt. Men nu igen... Han havde jo trods alt ikke vidst så meget omkring alle væsnerne i byen.
”Øøøhm... Jeg indrømmer at jeg er lidt konfus over det hele, så jeg aner ikke hvad jeg skal spørge videre om” sagde han lidt skamfuldt og kiggede Samuel i øjne... Det var sandt at Korah ikke anede hvad han skulle sige, men det var mere fordi Shawn havde fundet ud af ting om Korah, som han faktisk havde gjort noget af sit bedste for at skjule... Han måtte se at blive bedre til det...

En høj skikkelse kom på samme måde som Korah før havde gjort, denne bevægede sig målrettet efter alteret og satte sig ned på hug, slog korsets tegn og sagde med næsten uhørlig stemme "While the wicked stand confounded", personen rejste sig og trampede utålmodigt med foden, hun havde aldrig fatte dette lille ordspil, det gav ingen mening for hende, men når Samuel sagde noget var der ingen tvivl om hvad det var der skulle ske og om det var det rigtige der skete. Regnen var igen begyndt at tromme på det høje tag og blev forstærket af kirkens fantastiske akustik, en overnaturlig stemme svarede "Call me thy the saints stand surounded", med hastige skridt forsvandt personen ned i katakomberne der var under kirken og ledte mod det hemmelige bibliotek. Samuel kiggede fornøjet på Korah, han kunne godt se at han var bragt ud af fatning ligenu og han måtte prøve at bringe ham op på niveau igen. han lavede en lille bevægelse i retning af Shawn " det er en af hans evner, han kan aflæse folk som var de bøger, han kan enda med nogenlunde nøjagtighed fortælle hvornår man dør, men spørg ham aldrig, det vil både gøre ham og dig selv bange", Samuel rejste sig og begyndte at lede mellem nogen af de mange papire der lå rundt omkring som store bunker, med det samme lød Shawn's høje og underlige stemme nede fra den fjerne ende af bogreolerne "Du træder på det.... nu", Samuel mumlede et eller andet der kunne tolkes som et irriteret tak og foldede det æld gamle perkament ud på bordet, det havde et flot aftryk fra hans metalbeslåede støvle lige midt i det, der kom igen en irriteret lyd fra ham og det lød overraskende meget som om han sagde et eller andet man ikke hørte ofte fra en ærkeengel, han tog sig sammen og viste hurtigt den samme værdighed som før "Dether er et stamtræ over Di Morgas konger og dronninger, som du kan se forsvinder linien meget pludseligt", han pegede på en tyk streg der krydsede papiret, "Det er blevet sagt at kun et menneske har retten til at side som konge eller dronning på Abbadons trone, men selv Shawn med hans krafter kan ikke spore familien meget længere end dether", Samuel kiggede kort op på Korah i håb om at han kunne fatte hvad der foregik og han ikke bare talte for døve øre, "Jeg tror at et menneske skal være den der dræber eller afsætter Malakel eller hvem pokker... undskyld... hvemend der skulle sidde på tronen for at der skal blive fred i dette land". Samuel nåede ikke at sige mere før døren svingede op og man kunne se det kraftige lys strømme ud i den. med det samme stod Samuel klar med øksen og på samme måde overrumplede Shawn Korah og hev ham ind bag boghylderne mens han holdt en finger op foran munden "Vær stille, hvis det begynder at larme skal du løbetil den anden ende af rummet og smække den dør der står åben dernede bag dig", Shawn så meget seriøs ud og han holdt et stort sværd i hans skælvende hånd, det var tydeligt at han var bange, men så kom der et lille råb fra Samuel "Det er ok, det er Nicole, i kan bare komme tilbage igen", Shawn blinkede med det ene øje som var han sindsyg og forsvandt hurtigt ned mellem hylderne igen mens han råbte over skulderen "Dejligt du er tilbage Nicole". Samuel sænkede med det samme øksen da han så det var den sidste ærkeengel Nicole der kom ind, hendes rigtige navn kendte han ikke, men han vidste det ikke var Nicole. Nicole var en høj slank kvinde med langt blondt hår og dybe blå øjne, hun ligende alt i alt den perfekte klvinde, hendes numse og bryster havde en perfekt form, mens hendes talje var slank og stram, hun bevægede sig ind med en glidende bevægelse og lyden fra de høje metalbeslåede stilletter genlød i det store lokale. Hun bukkede hurtigt for Samuel inden hun lukkede døren bag sig, "John vil ikke komme i aften, han er igang med at flytte safehouse, en af Malakels agenter kom for tæt på", hun drejede hoved og sendte Korah et smil der ville kunne få selv den sureste og ondeste mand til at rødme af glæde, "Hvem er så du, har Samuel kedet dig med detaljer om hvordan krigen går?", hun lød drømmende og elskelig. Nicole gik over til Korah og hviskede ham i øret med en sukkersød stemme "Jeg river din sjover af hvis du fårråder Samuel", hun smilede igen til ham inden hun satte sig ned og så en smule træt ud.

Hans øjne sitrede lidt, lidt som en hund eller en elver, når de hører en lyd. Korah udsendte konstant en strøm af chokbølger som både gled igennem revner og slog tilbage, så han hele tiden vidste hvad der skete omkring ham. Det var derfor han kunne mærke at noget ændrede sig... Der var noget der var stillede anderledes og ikke bare en bog, men noget meget større...
*Noget er blevet flyttet... Spørgsmålet er hvad...?* tænkte han og drejede hovedet lidt rundt, mens Samuel tydeligvis ledte efter noget.
Korah kiggede tilbage på Samuel og smilte bare da han hørte den vrede mumlen fra ham. Han var glad for at det ikke kun var dæmoner og mennesker som kunne bande og være irriteret over ting og personer.
Han trådte helt tæt på da han viste stamtræet. Det var utroligt... Det var simpelthen bare utroligt at stå og se om man faktisk godt kunne være en konge i denne her verden, denne by... Dette liv...
Men nej... Han var ikke i denne familie. Ikke hans mors navn nogle steder. Det var tydeligt at hans far var den dæmoniske side af ham, men hans navn, var heller ingen steder at se... Det var ganske tydeligt for ham at Korah aldrig havde været indblandet i den royale familie. Ikke på noget tidspunkt gennem tiden.
Han kunne ikke holde et lille suk tilbage. Et form for trist suk over at han ikke alligevel kunne være adelig.
*Nej... Jeg kan stadig være adelig... Bare ikke her...* tænkte han og nikkede så lidt til Samuel. ”Javel ja” Mumlede han neutralt ”Har du fundet nogen der kunne minde om det, eller ha blåt blod i sig?” spurgte han med et skævt grin på læberne.
Da Korah blev hevet tilbage af Shawn gjorde Korah igen store øjne. Han var blevet overrasket over hvor hurtigt det hele var gået. Hvordan Samuel og Shawn hurtigt havde fået bragt den svageste væk fra den direkte skydelinje og så bragt den stærkeste frem i felten.
Han nikkede ganske langsomt da Shawn forklarede det med døren. Som en ren refleks, efter selv at ha fået rettet grebet på sværdet, skød Korahs hånd frem, greb fat om Shawns og flyttede hans lidt højere op på selve sværdfæstet, sådan så han havde bedre kontrol over sværdet når han svingede det rundt, hvis det altså kom til det.
*Nicole? Nicole hvem?* tænkte Korah bare ligeså forvirret som til at starte med. Men da han så hende i øjne mistede han kort pusten. Hun var smuk. Nej... Mere end smuk, hun var underskøn, fantastisk, utrolig og andet, som Korah ikke engang kunne sætte ord på. Han havde det som om alt luften bare fløj ud af lungerne på ham for at kysse hende og blodet fossede op i kinderne på ham.
Han hostede efter luft og efter ord at sige, der var intet.
Da hun kom hen til ham og hviskede ordene ind i ørene på ham hostede han bare endnu højere og anede ikke hvad han skulle sige andet end: ”Hvad?!” som mere lød som en hæs kvækken end et overraskede udbrud.

Nicole sendte en hurtig kysmund til Korah da han begyndte at hoste "Jeg tror nok du hørte mig min lille ven", Nicole kunne godt tillade sig at kalde ham lille da hun selv var lige så høj som Samuel (Godt 2 meter), hun vendte nu sin opmærksomhed mod Samuel, "Jeg formoder du har hørt at Scars har været nød til at flytte hans operation, der var en eller anden rotte i hans rækker". Samuel nikkede bare i et kort øjeblik inden han svarede "Jo den nyhed er nået herhen såvel som til Abbadon, jeg håber bare han har fået skaffet det af vejen han kunne og har sprængt det sidste i luften, det er ellers synd, det pakhus var en højborg som vi kommer til at savne fra nu af og det betyder vel at vi definitivt har tabt den sydelige del af Terre?", Nicole nikkede som svar til det sidste mens hun lagde benene over kors og ikke kunne lade være med at have et storsmilende blik rettet mod Korah, "Hvor i al verden har du fundet hamher?", Samuel åbnede munden men Shawn kom ham i forkøbet med et vildt råb nede fra reolerne "Han er Korah, det var ham der kom her og han er lun på dig... eller hans puls er da ihvertfald meget høj og han kan ikke tænke ordenligt ligenu!", Nicole fik det samme irriterede udtryk som Samuel før havde haft og råbte tilbage "Tak Shawn, det sætter vi allesammen meget pris på at få at vide... specielt... hvad var dit navn?", hun kiggede på ham med et undskyldene blik. Samuel fik et trist udtryk mens han lod de andre snakke om trivielle ting, det var synd at der var sket noget med Alexander (Scars), han var jo i bund og grund en god person som Samuel kunne se stort potientiale i, at Alexander så ikke brød sig om Samuel var noget andet, han mente åbenbart at Samuel var lidt for god for sit eget bedste og at det ikke var alle i verden man skulle prøve at redde, men først og fremmest sig selv, men da han havde lige så lidt til overs for Malakel som Samuel havde de indgået en skrøbelig alliance hvor Samuel fik våben og soldater mod at Alexander fik frit lejde til at udføre sine små operationer rundt om i Di Morga uden at Samuel eller de andre oprørere blandede sig. Samuel rømmede sig "Men siden du nu er kommet tilbage Nicole kan du jo fortælle Korah hvordan det står til", han drejede hoved og brølede med stor kraft ned til Shawn "For resten find oplysninger om alle de folk som Korah har snakket med eller kender, vi skulle nødig risikere han har familie eller venner der ikke er på samme side som ham", der kom intet svar og det tolkede Samuel åbenbart som et ja for han fortsatte med det samme "Vi har et medlem mere som ikke kommer herned i aften, hvis du er med på vores side er det ham du kommer til at snakke mest med, hans navn er John og han er ikke et specielt venligt menneske, han har oplevet for meget gennem et kort liv så han er blevet lidt... ustabil, men han er dygtig og trofast", Shawns stemme lød igen gennem rummet "Han er en bølle, han var med ved folkemordet i Rowonda og hjælper os kun fordig han håber Samuel kan give ham syndsforladelse", der blev helt stille et øjeblik hvor Samuel sendte et dræberblik mod det sted han troede Shawn var "Men som sagt er han god nok, han vil blive din kontakt til os", Samuel smilede til Korah efter den lille detalje "Men du er selvfølgelig velkommen her til hver en tid, Shawn er her næsten altid og han sætter stor pris på en der kan spille skak mod ham". Nicole sad og gabte som en hentydning til at Samuel blev for firkantet og kedelig, han havde en tendens til at gå for dybt i detaljen og gøre det han sagde kedeligt på trods af at det var utrolig vigtigt, hun rejste sig og tog Korah ved hånden, "Hav mig undskyldt herreengel Samuel, men jeg tror vores gæst ville sætte pris på at se noget han har forstand på, hvad med nogen våben unge mand?", det var et retorisk spørgsmål og Korah fik ikke lov til at svare før Nicole var begyndt at gå mod en anden dør end den som de var kommet ind af.

Korah stirrede bare på hende, med halvt åben mund, ude af stand til at kunne forstå hvad der foregik omkring ham. Det hele udfoldede sig på en langt ude, usammenhængende og direkte utrolig måde... Intet at det han tænkte gav i øjeblikket mening, ikke engang for ham selv. Hvilket skræmte ham mere end noget andet af det der skete for ham lige for tiden.
Han åbnede munden hakvis for at svare Nicole tilbage, men så blev han for rød i hovedet over det Shawn så råbte ud.
Korah var ikke den type der begyndte at stamme eller få røde kinder og bryde øjenkontakt, men det var simpelthen for pinligt det her! Hvorfor skulle det hele udfolde sig på den måde så han ikke kunne virke som andet end et lille barn blandt alle dem her... Det var nok det Korah allermest hadede... Hans alder... Det var utroligt som Korah vidste ting, men folk endte altid med at overhøre ham fordi han ikke var gammel nok til at kunne være respektabel nok... I nogens øjne ihvertfald.
Han klappede hurtigt munden i igen og ville ønske han ikke havde gjort det, da han endte med at slå tænderne imod hinanden.
”Korah” Fik han pustede ud mellem sine læber, mens han desperat prøvede at tone sine røde kinder ned.

Hans græsgrønne øjne kiggede op og hen imod Samuel, da han begyndte at tale. Hvis han nu bare koncentrerede sig om hvad Samuel sagde, så kunne han måske følge med, uden at skulle snakke til sine skosnuder.
Et hurtigt nik viste at Korah havde forstået at denne ”John” skulle være den han tog kontakt til når det blev nødvendigt. Han skulle til at stille endnu et spørgsmål, da Shawns stemme brød ind igen.
”Han... Han joker... Ikk?” spurgte Korah og lavede en vag håndbevægelse imod Shawns stemme. ”Han kan vel ikke ha været med til det... Det mareridt i Rwanda... Vel?” Frygten var ret tydelig i Korahs stemme, men det var kun forståeligt, for Korah vidste nemlig godt hvad der var sket i Rwanda... Han havde både snakket om det i klassen, derudover havde hans mors venner i EU's fredsstyrke , fortalt hende det og Korah havde smuglyttet... Det havde været forfærdeligt bare at høre om...
”Hvorfor har i sådan en fyr med jer?!” Spurgte han og stemmen var ændret drastisk. Frygten var blevet udskiftet med vrede.
Luften omkring Korah begyndte at bølge og hans øjne blev mere grønne, som om irisen åd selve øjet indtil der kun var det grønne tilbage. Korah var ung, og derfor havde han heller ikke styr på sin Dæmonform... derfor var den forbundet med hans følelser og vidste sig i situationer hvor hans følelser tog overhånd... Lidt som nu, men dette var kun en følelse... Han var ikke engang begyndt at få vinger, horn og hale endnu..
”Sådan et monster... Kan i vel ikke stole på!?” Stemmen var blevet klart dybere og der var nu noget andet i hans øjne... Noget ældgammelt som ikke burde være i så ung en krop.
Korah hørte ikke engang på det Nicole sagde... Hans øjne var rettet direkte imod Samuel, som han ville høre et svar fra. Selvom Korah kun havde været hernede og kun kendt Samuel, i et måske en time, så anså han ham som en god person... Og en god person kan ikke være sammen med et Monster som var med til det der skete der... Og så kun være med til dette for at redde sig selv... Det var utilgiveligt!

//Undskyld det har taget så længe, men det der Skolehejs trak længere ud end jeg havde troet, men nu er det overstået^^//

Samuel kunne mærke mørke energier i lokalet og det samme var åbenbart tilfældet for både Nicole og Shawn, Nicole stillede sig i klar position og Shawn hev langsomt sit en smule ud fra skæftet, men Samuel rejste sig hurtigt og hævede en arm i vejret for at stoppe det der var ved at ske, "Du fortjener en forklaring og den skal du få også selvom jeg havde foretrukket du selv havde spurgt John", Samuel brugte en berolignede dog stærk stemme for at dæmpe gemytterne, "hvis du ville være så venlig i det mindste at høre på mig inden du griber til våben... samme gælder dig Shawn", Shawn fortrak ikke en mine men lod dog sværdet falde helt ned igen. Samuel satte sig ned og gjorde gestus til at Korah kunne gøre det samme om han gjorde eller ej ville Samuel fortælle ham om hvad det var med John, Samuel så ud som om han var i dybe tanker et par sekunder inden han med en fortæller agtig stemme begyndte at snakke, "Det var ikke hans valg, det var ikke det han ville, men der var ikke noget han kunne gøre... jeg formoder du kender til børnesoldater? John var sådan en, han fik et valg, skyd eller bliv skudt, han valgte livet og dræbte mange folk han både kendte og mange han ikke kendte, han blev vildledt af onde mænd med endnu værre bagtanker, han blev udnyttet og trukket rundt som var han et dyr". Samuel gjorde en pause hvor han pustede ud og kiggede efter en form for reaktion, "John fandt ud af hvad han gjorde, han indså det han gjorde var en forbrydelse og han angrede, han angrede inderligt og herren hørte ham, han blev ledt til Di Morga i en søgen efter en engel, en ægte engel og han fandt mig, han søgte forladelse, en ting som jeg ikke kan give og i stedet valgte han at støtte vores sag i håbet om at herren måtte forbarme sig over ham på trods af hans ugerninger". Samuel sluttede og trak vejret dybt ned i lungerne som om det var en tung ting der lige var faldet fra hans bryst, Shawn skulle til at komme med en kommentar, men Nicoles øjne lynede og han flygtede tilbage til hans bøger og pergamenterne, derefter rettede hun sin opmærksomhed mod Korah, hun marcherede over til ham og gav ham en syngene lussing der ville få en voksen mand til at gå i gulvet inden hun skreg så lamperne dinglede "HVAD FANDEN BILDER DU DIG IND AT OPFØRE DIG SÅDAN FORAN SAMUEL! HAN TOG JOHN IND FORDI HAN ANGREDE OG SØGTE FORLADELSE, DET ER MERE END DIN SLAGS FOR DET MESTE GØR, MÅ JEG MINDE DIG OM HVEM DET ER DER SIDDER PÅ TRONEN OG GØR OS ALLESAMMEN TIL SLAVER OG UDRENSER I HANS EGEN BEFOLKNING! SAMUEL STOLER PÅ DIG ELLERS HAVDE HAN IKKE TAGET DIG IND, DET SAMME MED JOHN!" Hendes øjne lynede som vrede tordenskyer og selv Samuel var chokeret over denne pludselige opførsel, han havde aldrig set hende blive sur før og nu da han gjorde påskønnede han ikke at være for enden af hendes sværd, hun skreg ind i hoved på Korah "MÆND!" inden hun drejede rundt på hælen og lyden af høje hæle der hamrede mod gulvet afslørede at hun var gået ind i våbenkammeret.

Korah trak bare vejret tungt gennem munden. Han havde ikke lagt mærke til noget andet... Det var faktisk mere som om alt andet, undtagen Samuel, stod i en underlig slørrede synsvinkel, så Korah ikke kunne fokusere. Han kunne heller ikke høre andet end Samuels stemme, da der var en underlig brusen i hans øre... Han kunne ikke forklare hvorfor det var sådan, men det var som om han var midt i et Raserianfald... En meget sjælden ting der skete for Korah, da han normalt, ville gå i et andet gear, hvis hans blodtryk blev for højt, så hans hjerne gled nærmest i en mediativ tilstand, hvor han så tænkte over det hele... Men det her var for meget. Det var som om Korah var blevet skubbet brutalt til sige af et eller andet monster som bare gjorde som det ville. Hvis ikke Korah holdte det tilbage, kunne han meget vel være sprunget op på bordet og havde svunget sværdet rundt i vilde cirkler, indtil alt var sat i brand.
Korah glemte øjne sammen, mens Samuel snakkede. Tjoh... Korah havde godt hørt om Børnesoldater, og han havde skam hørt om at de også var blevet brugt i Rwanda, og han vidste at de fleste blev tvunget til at gøre som der blev sagt...
Han kunne mærke hvordan Raseriet begyndte at sive ud af af ham og hvordan monsteret mistede sin kontrol, mens han fik forklaret situationen, men inden han fik lov til at bare falde ned af sig selv. Kunne han mærke noget underligt på kinden.
Inden det var gået op for Korah, var han endt på gulvet, med en skrigrød afmærkning af Nicoles hånd på sin kind. Det var som om slaget havde gjort det af med resten af monsteret og Korah kom tilbage... Han stirrede overrasket op på Nicole nede fra gulvet. Han kunne faktisk knap nok huske noget fra før, som om det hele bare var noget han havde oplevet som fuld...
Hans øjne fulgte Nicole, mens hun stampede ud af rummet og ind i våbenlokalet. Korah kiggede hjælpeløst op på Samuel og så hen imod Shawn... Han så fuldkommen nedslået ud i blikket.
”Undskyld... Jeg har ikke styr på... På den her ting” sagde han med en svag stemme der var tilstrøget en smule Afsky. Og det var sandt... Korah havde en ok kontrol over sin overmenneskelige hurtighed, sine forstærkede sanser, men hans dæmon side, voldede ham stadig større problemer end han havde troet.
”Så... John er en person der blev fanget af Kaos?” spurgte han og kunne ikke lade være med at sammenligne John lidt med sig selv... Korah var jo også selv blevet skubbet ud i alt dette, da det hele bare var sprunget i luften på en normal skoledag... *Fanger af Kaosset...* mumlede en svag stemme i baghovedet på ham.