hold om mig ((samuel))

Den unge pige stod ved søens bred og kiggede ned i øjnenes sø, så reflektionerne af både månen, og hende selv, dog intet andet, indtil videre.
Hun lod sig falde ned at sidde i hug medens hun lukkede sine øjne og tænkte for sig selv bare der var nogen der gad holde mig med selvskab i aften.... for her er så mørkt
Den lille pige havde skulderlangt blåt hår, jeans og en brunlig/creme farvet jakke på

Samuel gik langs åen der føret ned til søen, han havde sin lange trenchcoat på med en hvid T-Shirt inden under, et par sorte jeans og hans allstar sko. Hans kort lyse hår skinnede imod det svindende lys og hans lille flamme havde en mørkeblå farve. Han gik afsted med en smøg i mundvigen mens han snakkede med flammen som om den havde en bevidsthed. Han vidste ikke rigtig hvad han lavede nede hved søen, han havde vel bare trængt til at komme ud og strække benene. Han drejede ned af en lille bro og krydsede den lille å. Han var ikke så langt fra søen nu og han planlage lige så stille at hoppe i.

Med et sæt rejste pigen sig op fordi hun havde hørt noget... hun så sig bare rundt unde at sige noget indtil hun så en høj skikkelse komme nærmere "...HVem der?" sagde hun så og håbede personen hørte det "HVem er det der kommer nærmere" denne gang lød det lidt højere og mere skræmt som et lille barn der var mærkeræd

Samuel kom tætter på søen og hørte et eller andet længere fremme, han nikkede til sin flamme og den fløj hen for at lyse op for ham. Der var en lille pige hun så ikke ud til at væreældrere end 15-16. hun råbte igen med frygt i stemmen denne gang. samuel rømmede si og råte tilbage til hende "Jeg er Samuel en af vor herres ærkeengle. hvem er du som spørger?" han var stoppet og var klar til hvis hun viste sig at være en af Malakels håndlangere. Det eneste man kunne se af ham var det lille røde lys fra cigaretten i hans mund.

Rose lagde hovedet på skrå "vor herre? mener du koishite?" sagde hun så da det jo var hendes læremester, eller herre som man kunne kalde ham
"mit navn er rose diary" hun gik mod lyden og så på manden "du må da mindst være 50 år gammel eller mere" sagde hun og pegede op og ned ad ham "hvorfor er du så gammel"

Samule gik et skridt nærmere den lille pige. "Min herre er ikke andre end gud hamselv" han var overrasket, var hun slave og hvem var denne koishite. Han rynkede øjnbrynenen, men kunne ikke lade være med at grine da hun sagde han lignede en på 50. "Det er længe siden jeg var halvtreds ven." hans flamme fløj foran hoved på pigen for at lyse hendes ansigt op, hun havde et blåt og et gult øje. "Er du slave, og hvem er din herre koishiter"?

Rose brød ud i grin, men et sødt grin da han spurgte om hun var slave "hahaha... nej han er min mester, han lære mig at bruge min vampyr side, ikke at det går så godt" hun rødmede lidt og trak sit hår foran sine øjne så hun ikke kunne se på ham
"hm..undskyld, men jeg det kan være længe siden...." sagde hun så

Sa´muel blev stående han havde dårlige erfaringer med vampyrer, for kun få dage siden var han blevet angrebet af Vlad, og var ikke i humør til en kamp mere ligenu. "Du er ikke kun vampyr, jeg kan ikke fornemme det meget fra dig" han kiggede undersøgende på hende og det samme gjorde hans flamme, den vimsede rundt lige foran hende. "Du må undskylde min personlighed" han pegede kort på flammen. "Men hvis den bliver for irreterende skal du bare vifte den væk".

Rose nikkede lidt "halv vampyr, halv elver, men er ikke så godt i kontakt med min vampyr side" hun smilte lidt til ham "hmm... din personlighed" hun rørte stille ved flammen og lagde så hovedet på skrå "du føles bekendt, har jeg mødt dig før?" sagde hun og så på ham

Samuel kiggede koncentreret på hende. Han kunne ikke huske at have set hende før. "Tror aldrig jeg har mødt dig, hvor skulle det have været"? han gik nærmere der var ingen fare hun var helt bedstem en god person. han kiggede ud over søen og satte sig ned, han nød solnedgangen. "Du burde sætte dig og se den sammen med mig.

Rose kiggede lidt ned "undskyld" hun sætte sig ned med siden af ham og foldede sig lidt sammen "er ked af at jeg ikke har mødt dig før, men du ligner en jeg har mødt før , men nok 100 år siden..." sagde hun så og kiggede lidt væk

Samuel kiggede i undren på hende *for hundrede år siden...* "jeg var selv i rom for 100 år siden, jeg var udsendt til vertikanet" han smilede til hende. Udover solopgang var solnedgang hans favorit tidspunkt på dagen, der var bare en form for ro over at se den gå ned. Han fiskede en smøgpakke op af sin jakkelomme "Cigaret?" han rekte pakken mod Rose mens han selv tændte for cigaret han havde i mundvigen.

Rose så undrende på ham da han rakte hende pakken med smøger "uhm, ja, det vil jeg da gerne" hun tog pakken og tog en ud og blev lidt forvirret over dem "ehm, så de skal bare puttes i munden" sagde hun uden at vente på svar, hun tog den ind i munden og tog en bid af cigaretten

Samuel kiggede på hende og begyndte at grine samtidig med ahn prøvede at få cigaretten ud af munden på hende igen. "Du s´kal ikke spise dem, det kan du dø af søde" han viste hende at man skulle tænde den og suge på den så man kunne få røg ud af munden. "Du har vidst aldrig prøvet at ryge før... måske og en god idé at lade være" han grinede noget mere og komt il at hoste en smule.

Rose så på ham "uhm... jamen det smager egentlig ret godt hr... " hun så på ham da hun pludselig fik en hånd i munden "uhm..." hun hostede lidt derefter "uhm undskyld vidste det virkelig ikke" hun rødmede lidt og kiggede ned i jorden

Samuel fik det dårlig med at have været lidt hårdhændet hved hende. "Ehm... undskyld men det er virkelig skidt for dig at spise det" Han smilede og brugte sine beroligende krafter for at få hende til at blive glad igen. "Du må ikke være ked af det vel". Hans lille flamme fik en blågul farve, den så også helt trist ud.