Don't make stupid laws.. Privat - Junie

Sted: Politistationens cellehal
Tid: Formiddag . 11:21
Omgivelser: Et tv på et bord, en stol der normalt bærer en flommet betjent bagdel, et utroligt gammelt krus uvasket kaffe og et par tomme og fulde celler uden større hygeine end kaffekruset på bordet
Vejr: Udenfor snevejr . Indenfor en mærkværdig god aircondition

Klangen af hårdt jern stødet af noget egetræ, lød gennem gangen i politistationens indre. Det var en af de lokale politimænd, fattig og med det brune skæg, med sin egen mening om oprøre og bandemedlemmer. Usle rotter, uduelige hunde og umuliuser.
"I småkravl fortjener ikke engang føde! Slet ikke den pinkhårede møgtøs, i så tåbeligt kalder jeres leder" Hans små sammenklemte øjne faldt på de mange overpumpede bandemedlemmer, der i hans verden, var under kakkerlakkernes værdi. Under hans, ikke engang tæt på, nærmede de sig hans acceptance. Men alt i alt, hvorfor skulle de behøve den?..

I cellen sad syv mænd, storarmede og dog venligt af udseende, hvis man da havde set bag det lyserøde hår, der gemte den eneste kvindes øjne. 3 sad på den slidte bænk, resten på gulvet, omringende den yngre, dog myndige, kvinde. De skulede glubskt imod betjenten, der havde så meget had i blikket, at det prikkede i deres tålmodighed. Manden der sad tættest hende, samt var den tyndeste, lod sine rotteøjne se direkte imod hende som i hans vinkel, var siden. Han forblev tav, havde en ubehagelig grimasse og lignede ikke en, der skulle give de gode informationer til bossen.
"Hør chef.." Han standsede det øjeblik, kvinden vendte ansigtet direkte imod hans, så de grønne øjne lynede direkte igennem hans bange blik. Han rystede sagte på hovedet med håndleddet trykket imod panden, imens hans blik flygtede ned til gulvet.
"Hvad skal vi gøre..? Den betjent kan holde os inde de næste 5 år, uden at der vil komme nogle for at hjælpe os ud, det ved d..." Han blev afbrudt da hun lagde sin finger på hans læber, som tegn på at han skulle tie. Betjenten stirrede direkte imod dem og det, havde hun opfanget med lethed. Så snart han så væk igen med en irritabel brummen, lod hun sine øjne fange den andens.
"Shh... Vi skal nok komme ud, på den ene eller anden måde" Rottemandens øjne tav, sammentidigt sås tvivlen tydeligt i hans ansigt, imens hans tanker for igennem den. Kvinden lænede sig roligt tilbage, fangede den større medlems selvsikre og stenhårde øjne, inden hun nikkede. De skulle nok komme væk, det vidste hun, derfor lod hun bare sit tordnende blik falde på betjenten, der surt brummede af det forbandede tv, der ikke viste den rigtige fodboldkamp uden gnister.

Betjentene gik op og ned af gangene inde bag murene på politistationen, alle ifærd med et eller andet. Nogle med lange papirer som de gennemlæste på vej til deres kontor, andre fortabt i tanker, og nogle med en ung mand eller kvinde, som burtalt prøvede at rive sig løs på vej mod en celle. Udenfor lå sneen som et tyndt lag hen over parkeringspladsen.
Op af væggen, stod en høj, ung kvinde. Hendes lange har havde en ildrød farve. Hun havde slet ingen grund til overhovedet at være der, men hun var der dog alligevel. Og så var der alligevel en grund til at hun var der. Noget meget simpelt, kaldet: Nysgerrighed!
Hendes navn var Junie. Hun følte sig ikke helt tryg, med alle de mistænksomme blikke fra næsten hver og én betjent. De troede sikkert at hun også var 'krimminel', men det var hun ikke. Hun var bare en uskyldig engel der ikke havde noget at gøre der, og lige nu overvejede sine to mugligheder. Blive, eller gå? Og som den så dumme tøs hun var, valgte hun at gå længere hen ad gangen. Da hun kom til enden af den, så hun op mod loftet med to skilte og en pil der pegede hver sin vej. På den ene stod der 'Cellehal' og 'Kontorer'. Hun valgte selvfølgelig Cellehallen, fordi hun ikke helt tænkte sig om. Og det var en af de ting hun næsten aldrig gjorde...
Pludselig kunne hun mærke at der var en hånd som greb fat om hendes overarm. Junie vred den lidt for at komme fri, men det lykkedes ikke. Hun drejede hovedet og stirrede op på en betjent. Han var rund og så virkelig vred ud. Han troede helt sikkert at Junie var en fra en eller anden bande af unge, som det så var lykkedes at slippe forbi en betjent. Men det var hun ikke! Hun knurrede lidt af ham.
"Så giv dog slip!" vrissede hun, men han holdt bare strammere fast, mens han rev hende længere hen ad gangen.
Hun sukkede, men gav ikke op. Til sidst begyndte hun at sparke ud efter ham, men stoppede hurtigt... Hvorfor i al verden var hun overhovedet gået ind på politistationen...

//Det var det bedste jeg kunne komme med :3