Walking in the dark

Daelyn gik med tunge skridt, der med garanti kunne høres langt, langt nede af den gade, han gik på. Folk med fjendtlig indstilling kunne med lethed finde vej til ham, eller værre endnu, folk, der ville fange ham – dem var der ikke så lidt af endda, for der var op til flere folk her i boligkvarteret hvis’ punge han havde fået fat i i sin tid som tyv. Men han var ligeglad. Den ellers så lette på tå dæmon var i et dårligt humør i dag og det sås tydeligt på den måde, han sparkede til hver en sten, der lå på hans vej. På et tidspunkt stødte han foden imod en sten, der var for tung til at ville flytte sig, og han kom med et irriteret udbrød, idet han hoppede rundt på et ben og ømmede sin fod. Fordømte sten!

Han kiggede op på himlen, der langt fra så lige så lige så mørkeblå og stjerneklar ud i hans blik, som den gjorde i alle andres. Han bed tænderne sammen og sendte himlen et skulende blik, før han fortsatte fremad indtil han nåede en lille blindgyde imellem to høje huse, der hver især havde mindst træ etager. Fedt, så blev han nødt til at vende om igen.

Logement.. et kvarter som Heath overvejede at flytte ind i.. da han ikke havde et hjem som sådan, kun et sted hvor han kunne være og slappe af hvis han havde brug for det, der netop var hans egen kiste, som stod i en grotte udenfor Di Morga. Han gik i sin sorte kappe som blafrede lidt med vinden, hvor han inden under havde en gul argtig t-shirt på med et skelet mønster på, med en halskæde omkring halsen, der har et razorblad til vedhæng. Et lille smørret smil dukkede frem på hans læber, imens at han nærmede sig længere ind i bolig kvarteret, han skulle mødes med en person, et møde som var blevet arrangeret; hvor han ville få sin egen slave. Noget som fandt interesse i ham. En raslende lyd kunne høres for hver gang at han tog et nyt skridt efter det andet, fordi han havde en kæde, en sølv kæde hængende på sit ene ben uden på sin beklædning, af sine sorte bukser, han havde sorte flade, converse sko på, som folk kaldte det. Og han havde pandehåret ned foran øjnene, imens at hans sorte hår sad glat og perfekt som det skulle, så man kunne se hans hår længder på hvordan det var klippet. Han havde et sort ar på sin ene kind, som han havde fået for lang tid siden, den dag hvor han næsten lige var blevet forvandlet til en vampyr.. af hvem, ville Heath ikke fortælle nogen! Han lignede en mand på 20 år.. men var langt ældre end det, man kunne se på ham, med hans kolde marmor hud. Han havde piercinger i ansigtet ligeså vel som hans ene hånd var blevet pierced. Der var nogle som var bange for ham.. hvilket de også burde være, fordi han var ikke just en normal vampyr.. han var en succubus vampyr.. som betød at han ledte efter et offer.. og så ville han udmatte det seksuelt, når han fandt et offer.. igennem den proces.. ville han så tage noget af offeret blod.. måske gå så meget til værks at han ville tage så meget blod at offeret ville gå ind i forvandling. Vejret var lige passende nok for ham.. han var ligeglad med klokken var.. bare at han vidste at solens stråler ikke beherskede det område hvor han gik.

Et dybt suk hørtes fra gyden af. Daelyn vendte sig rundt med korslagte øjne og gav sig til at spejde ud over boligkvarteret. Nu måtte han da snart dukke op…

Hvis det ikke var fordi den idiot til en slavehandler havde angrebet Daelyn bagfra og fanget ham, ville han aldrig være gået med til det her. Han var blevet tvunget til at skrive under på en kontrakt – hvad ander kunne man gøre hvis det eneste andet valgt var tortur til døden indertræffer? – og når en dæmon havde skrevet under på en sådan kontrakt, kunne han ikke bare bryde den. Hvis han gjorde, ville det blive værst for ham selv.

Nu stod han så her og ventede på sin nye herre. Herre… bare ordet gav ham kuldegysningerne og gav ham mest af alt lyst til at stikke af. Og alligevel, på trods af hans irritation og frygt for, hvad der nu skulle ske, kunne han ikke lade være med at være spændt på, hvordan hans nye herre så ud... mon han var en lille splejs, eller kunne han rent faktisk slå fra ham? Daelyn håbede på det første - så havde han da en chance for at stikke af.
Hans æselligenende hale svingede bag ham og hans hoved blev løftet let, da hans næse opfangede en fremmed lugt. En lugt af blod og forrådnelse... lugten af vampyr. Hans sorte øjne blev smalle, da han fik øje på en skikkelse, der langsomt kom nærmere...

Heath glædet sig til dette her møde, han frod sig over når det var han fik magten over nogen, lige meget hvad køn det var.. men han skulle dog også selv passe på, med at disse folk ikke lærte ham alt for godt at kende, så de kunne ende med at få benene under ham, det havde han tænkt over. Langsomt lod han sin tungespids glide ud at slikke ved sin underlæbe, "Hm.. hvor er min tildelte nye slave, henne?!" spurgte han, dog ikke med en råbende stemme, men mere bestemt i sig selv.

Vampyren var ikke bange for at gå denne person i møde, hvorfor skulle han være det, når han allerede vidste at han var blevet herre over for væsnet? Et smørret smil dukkede frem på hans læber imens at han nærmede sig længere ind i gyderne..

"Lille skat..." sagde han og undslap et lille grin, der var ingen tvivl om at han var spændt, han glædet sig som et lille barn med det resultat at han vidste at han ville få noget mad inden længe.. og mere end det. Vampyren, Heath måtte se hvor det hele førte hen, han kunne ikke gøre andet og han vidste ikke hvor stærk denne person var, eller noget; han vidste bare at han havde fået en slave via gennem handel.

Daelyn gøs, da han hørte kalder. Lille skat, lød det. De små næppe synlige hår på hans arme rejste sig, og han kunne mærke kulden snige sig ned langs rygsøjlen på ham. Hvis han skulle stikke af, skulle det være nu – det var hans sidste chance. Men nej. Han blev stående med fødderne solidt plantet på jorden. Han ville ikke flygte mere. Han havde allerede adskillige folk i hælene konstant, fordi han havde stjålet fra så mange mennesker og andre væsner, at han ikke længere havde tal på dem. Så sent som for at par dage siden var han nær blevet halshugget af en to meter høj elver, hvis meget dyrebare halskæde han åbenbart engang for længe sidne havde fået fat i.

Han vendte sig mod gydens åbning og lyttede intenst, mens fodtrinene kom nærmere og nærmere. Hans blik fæstnede sig ved skikkelsen der, fordi lyset var bag ham, så helt sort ud i mørket. Daelyn kunne ikke se hans ansigt, men det var vel godt det samme.

Han bed sine tænder hårdt sammen og stirrede hen på sin herre uden at sige noget. Hvad skulle han også sige? Goddag, hyggeligt at møde dig? For det ville være en stor, fed løgn at fyre den replik af. Selv hans hale, der før havde hængt mellem benene på ham, rettede sig mere ud nu. Der var ingen grund til at lade hans herre vide, hvor skræmt han i virkeligheden var.

Heath fik efterhånden øje på en skikkelse da han kom nærmere, men det undrede ham at personen ikke sagde noget? Han bed sig lidt i underlæben og kiggede kort op mod himlen, skulle det virkelig passe at han skulle gøre hele arbejdet for lokke sin slave frem fra skyggen? Han blev vidst nød til det, siden at den person ikke gav lyd fra sig.

,,Giv dig til kende!" sagde han bestemt og lavede en fagte bevægelse med sin ene arm, som et tegn til på at vampyren skam ventede på ham. Langsomt dukkede et mindre smørret smil frem på hans læber, imens at Heath blot ventede og atter ventede.. Det kunne høres på ham at han var spændt og nysgerrig. Han kunne ikke vente længere med at se sin egen slave, som han skulle tage sig af som om det var sit eget lille barn.
Dog ville Heath ikke behandle dette væsen som et lille barn. Det var ikke planen.

Tiden gik, nogen gange ville andre have tiden til at gå hurtigere, andre gange ville vi stoppe tiden for en stund, og det kunne ses på Heath at han snart ikke længere kunne vente, han havde ikke så meget af det som hed tålmodighed. Hans øjne skiftede farve; fra sin naturlige øjenfarve til den mere indgydende røde farve, som ingen kunne lide at se på fordi det var så mystisk. Han ville også have noget morskab.. se hvad dette væsen kunne og lære det at kende en smule.. samt smage dens blod, og mere til. Heath elskede at have den tanke som han næsten havde ved alle dem som han mødte på sin vej, men dette her skulle nok blive noget specielt..

,,Jeg har ikke hele dagen..og det har du vidst heller ikke.. meget klogt af dig at vise respekt for din herre med det samme.. medmindre at du vil have hårdere straf end du vil få hen med tiden.." mere sagde han ikke, slaven skulle vide at han ikke skulle frygte ham, men selvfølgelig det ville han nok mere, når Heath gjorde det hele værre.

Dealyn stod i lidt af et kompromis. Han havde ikke lyst til at lege gemmeleg, langt fra, men på den anden side ville han heller ikke lade sig overtale så let og aflyde den andens komandoer allerede nu. Selvom han vidste, at han blev nødt til det før eller siden, var der vel ingen grund til allerede nu at vise tegn på svaghed.

Efter et par sekunders overvejelse trådte han ud af gyden. Hans herre skulle ikke tro, at han var fej. Selvom han var meget dette herre-slave koncept, var der en del af ham, der alligevel gerne ville vise, at han duede til noget. Måske var det noget, der lå i hans dæmongener? Dæmoner havde i flere århundrede været slaver for andre væsner.

Jeg har hele dagen, hvis det skal være, tænkte han og sendte den rødøjede fyr et tvært blik, før han med den tydeligste sarkasme i stemmen udbrød; ”oh, min store herre, hvor er jeg dog ovenud lykkelig for endelig at måde dig.”
Han lagde armene over kors og skulede imod vampyren. Det var en af Daelyns største svagheder; lige meget hvor alvorlig og livstruende en situation han befandt sig i, kunne han aldrig holde sin mund lukket.

(Undskyld længden… min kreativitet røg vist lige >w<)

Heath studsede over det som denne slave sagde, den udstråling som han kom med. Men ak ja. Han trak svagt på skuldrende inden at han forsvandt fra sin plads hvor han før stod på jorden og dukkede igen op bag slavens ryg.
,,Ja.. er skam også meget glad for endelig at se dig.." hvislede han mod skabningens øre, på en mere eller mindre lokkende måde og lod kort, men legesygt sin tungespids glide ud for at slikke hans øreflip. ,,Hvad er dit navn?" spurgte han og slog armene rundt omkring hans mave, imens at han stod tæt ind til ham, så der næsten ikke rigtig var noget mellemrum. Typisk vampyren.
,,Jeg skal.. nok belære dig en masse... gøre dig til god til at gøre visse ting.. men ikke at blive lige så god som mig.. selvom du måske har bedre evner, det ved jeg just endnu ikke..", mere sagde han ikke, imens at han studerede ham og plantede et lille kys på hans hals.

//det gør ikke noget, kreativiteten svinger også ved mig...//

Det gav et sæt i den stakkels Daelyn, da vampyren pludselig stod bag ham og lagde sine arme om hans mave. Da han mærkede en kold tunge mod sin øreflip, kunne han ikke lade være med kortvarigt at gispe efter vejret. Bare ved at hans herre stod så tæt på ham, havde vampyren allerede trodset en hel del af Daelyns grænser, og det sagde ikke så lidt endda.
”Daelyn,” svarede han andeløst; han holdt sit åndedrag tilbage af frygt for, at han ville lyde alt for stakåndet hvis han lod luften sive ned i sine lunger. ”Og du?” Han nægtede at tiltale denne mand 'herre', så det ville være rart at have et navn, han i stedet kunne kalde ham.

Han gøs, da den anden plantede et blidt kys på hans hals. Han vidste allerede nu, at hans herre var en vampyr, og når en vampyr kom så tæt på ens hals, kunne det aldrig være noget godt tegn. Han kunne ligefrem mærke vampyrens tænder, selvom der var et sæt læber mellem dem og hans hals’ pocelænhvide hud.
”Du kan lige vove på at bide mig… hvis du gør det, bider jeg igen,” truede han og drejede sit hoved så meget han kunne, for at sende den anden et vredt blik. Og han mente det. Han kunne ikke forestille sig noget mere ubehageligt, noget klammere end at få stukket et sæt sylespidse tænder ind i halsen. Næsten som en stikkende myg – bare i kæmpeformat. Han havde aldrig brudt sig om myg og kunne ikke fordrage myggestik, så bare tanken fik det til at løbe koldt ned ryggen på ham, som om nogen havde lagt en istterning under hans bluse.
Han greb fat i vampyrens arme, der hvilede om hans mave, og fik på en ellers anden måde vendt sig rundt, så han stod med front mod sin herre, hvis arme nu var krydsede over hinanden, mens Daelyn stadig havde godt fat i dem. "Jeg mener det," lød det fra ham.

"Daelyn.." gentog han og fortrak sine mundvige i et skævt smil, han smagte lidt på hans navn også for at kunne huske det, hvis navn var noget specielt, men også flot. "Well.." mumlede han letter tænkende og fugtede let sine læber, imens at han overvejede om han overhovedet skulle præsentere sig, eller om hans slave blot kunne nøjes med at kalde ham for sin herre. Han rømmede sig lidt, "Heath, er mit navn.." sagde han.
En mindre ondskabsfuld latter undslap fra hans strube, da slaven sagde at han ville bide igen, hvis vampyren bed ham; "Daelyn.." sagde han med en noget blid stemme, som var lige til at høre på. "..Du ved vist ikke hvad du er gået ind til.." hviskede han mod hans øre, med en mere bestemt stemme sagde han efterfølgende;
"Du er min slave.. og jeg må gøre alt det ved dig.. og med dig som jeg har lyst til.." mere sagde han ikke mens at han ignorerede hans såkaldte vrede blik, som han sendte, han var ligeglad med om Daelyn mente det eller ej. Og han ville få straf hvis han bed vampyren uden at have fået lov. "Jeg mener også mine ord.. Daelyn" lød det fra vampyrens læber, mens at han kiggede på sin slave. Og holdte stadigvæk fast i hans arme, lidt akavet, men det tog vampyren sig ikke af.
"Hvis jeg vil have noget af dig.. så tager jeg det.. om du kan lide det eller ej.. jeg ser ikke på konsekvenserne.. jeg er den vampyr, som jeg er" sagde han og lagde sit hoved en smule på skrå, inden at han trak Daelyn ind til sig. Han sendte et mindre smørret smil, "Et eller andet sted.. vil du nok også komme til at lide det.. bare ikke i starten?" sagde han mere eller mindre medfølende, han lod sine læber ramme hans i et kys og masserede hans læber lidt hårdt, med noget passion - Heath gjorde altid noget ud af et kys. - Imens at han stadig holdte fast i hans hænder.

Heath… det navn måtte han huske. Han kiggede bestemt på Heath, mens han forsøgte at indprinte hans navn i sin hukommelse, selvom der nok ikke var den store chance for, at han ville glemme navnet igen. Han ville jo nok komme til at tilbringe en hel del sammen med sin nye herre.
Han bed sig i læben, mens han lyttede til Heath. At være slave betød åbenbart, at man ingen rettigheder havde. Det begyndte så småt at gå op for ham, at vampyren talte sandt. Han kunne gøre alt, hvad han ville ved Daelyn, og Daelyn kunne ikke gøre noget for at forhindre det, for han tilhørte Heath. Hvis han prøvede at kæmpe imod, kunne Heath bare straffe ham. Som et eller andet kæledyr… Daelyn blev helt dårlig inden i ved tanken. Den eneste fordel han kunne se ved at være et kæledyr, måtte være, at man fik maden serveret og tildelt et sted at sove. Mon Heath også ville lade ham bo hos ham…?
”Jeg er da ligeglad,” lød det fra Daelyn, og han kiggede væk, netop som vampyren hev ham ind imod sig. Der lød et lille gisp fra ham, men det blev hurtigt dæmpet, da et andet sæt læber blev presset mod hans. Han øjne gled i, og i et par lange sekunder stod han bare helt stille og nød følelsen af de bløde læber, der masserede hans egne. Det var, som om han var et helt andet sted på et helt andet tidspunkt og helt havde glemt, i hvilken situation han lige nu befandt sig i. Han sansede slet ikke vampyrens hænder mod hans, jorden under hans fødder eller den kolde aftenluft, der slog imod hans kinder. Han nød bare følelsen af sine læber, der føltes, som om de smeltede. Han levede sig endda så meget ind i det, at hans tungespids fik kæmpet sig ud mellem hans læber. Længere kom den dig ikke, for det gik op for ham, at det var Heath, vampyren, hans herre, der stod overfor han, spærrede han sine sorte øjne vidt op. Det lød et ”mmfp!” fra ham, idet han forsøgte at trække sig væk fra ham. Hans fingre blev spredt fra hinanden i væmmelse, og man kunne tydeligt se på hans øjne, at han var helt panikslagen. Der var ikke mere end et par centimeter fra hans mund til hans hals, og Heath var allerede så tæt på.
"Du er afskyelig!" lød det fra ham. Hvordan kunne Heath tillade sig at lege med ham og narre hans krop på den måde?

Heath havde ikke lukket sine øjne, han kiggede på Daelyn imens at han kyssede ham, det så ud til at Daelyn efterhånden allerede havde kunne lide det, da dæmonen lukkede sine øjne imens at han stod stille. Efter noget tid lukkede han sine egne øjne, dog kun kort, mens at han stadig kiggede på ham ud af øjenkrogen.

Vampyren åbnede dog sine øjne klart igen, da en mindre lyd kom fra Daelyns læber, mens at han også prøvede at trække sig væk fra ham.. sødt. Måske kunne han godt lade være med, men alligevel undslap en lille ondskabsfuld latter fra sin strube, imens at han stadig kiggede på Daelyn, det var lang tid siden at nogen havde brugt det ord om ham.. afskyelig.. "Daelyn, jeg ved at du nød det, for det kunne jeg se på dig!" sagde han og hvæsede lidt, han gik hen til ham, så der igen ikke rigtig var noget mellemrum imellem dem. Han gav ham en svingende lussing, "Du må ikke lyve over for din herre.." sagde han bagefter, mens at han tog fat i hans hage med sin ene hånd og trak hans ansigt tættere på hans eget.

"Næste gang vi mødes... har jeg nok flyttet mit hjem, til at du kan komme og bo.. hos mig, jeg vil skam lærer dig bedre at kende" sagde han med en blid stemme, imens at han kiggede ind i hans øjne, "Samtidig med at jeg også vil lære dig noget.." tilføjede han mere med en bestemt tone i stemmen, Heath havde ikke et rigtigt hjem, men han søgte efter en lejlighed og snart ville han også have et.. da han allerede vidste hvor han ville bo... i stedet for i en grotte uden for Di Morga..

"Forstået?!" spurgte han med en anelse skarp stemme, inden at han ivrigt fangede hans læber igen og kyssede ham dybt på munden og lod sin anden hånd glide op i hans hår, mens at han stadig holdte fast om hans hage, med den ene hånd, han nussede ham lidt i håret, mærkede hans hårtotter mellem fingerspidserne, imens at han fortsatte med at kysse ham krævende.

Han så Heath hånd svinge imod sin kind, og det gav et sæt i ham. Det var første gang, hans herre havde slået ham, og han kunne ikke skjule, at det kom som lidt af en overraskelse. Et eller andet sted havde han vel ikke regnet med, at Heath rent faktisk ville gøre ham ondt. ”Auv!” lød det fra ham og han tog sig til kinden, der allerede havde antaget en lettere rødlig farve. Han kiggede på vampyren med et bebrejdende blik i sine mørke øjne. Hvordan kunne du gøre det?
På trods af sin overraskelse, lyttede han dog til, hvad den anden havde at sige. Han kunne ikke lade være med at stå og ømme sin kind imens.
”Hvis vi mødes igen,” rettede han ham lamvmælt. Han havde ikke tænkt sig at mødes mod Heath igen lige foreløbig, i hvert fald ikke af egen fri vilje. Med et mistænksomt hævet øjenbryn tilføjede han; ”Lære mig hvad?” Bare det ikke var et eller andet om, hvordan man forfører folk, så man kan bide dem. For den slags information kunne Daelyn godt undvære.
Heath skarpe stemme virkede som et piskesmæld på Daelyn, og han kunne ikke andet end at svare, ”j-ja!” Det her møde var bestemt ikke gået, som han havde forestillet sig det. Han var jo allerede ved at bukke under… Han knugede sine hænder hårdt og lovede sig selv, at ved deres næste møde ville han holde ryggen rank og ikke lade sig narre så let. Han prøvede at trøste sig selv med, at han kun var bukket under, fordi hele dette herre-slave koncept var nyt for ham, men han vidste jo godt et eller andet sted, at det ikke kun var derfor.
Da Heath endnu engang kyssede ham, rykkede han lidt i hovedet, men eftersom vampyren havde fat om hans hage, kunne han ikke sådan bare lige trække sig væk. Han greb fat om den af Heath hænder, der holdt hans hage i et fast greb, men vidste ikke, hvor han ville hen med det. Efterhånden som han mærkede den andens hånd nusse ham i håret, hans fingre snoede sig om det lange hår i hans nakke og det lidt kortere foran, borede Daelyns fingre sig ind i vampyrens håndled. Det ville være løgn at sige, at Daelyn ikke på en eller anden mærkværdig måde nød det her. Han havde bare sin egen særprægede måde at vise det på.

Heath kunne med tiden godt mærke en svien på hans håndled, imens at han prøvede på at holde kysset, med nød og næppe, stoppede han det hele og trak sine hænder til sig. Det irriterede ham virkelig meget at Daelyn ikke ville indrømme at han kunne lide det, som vampyren gjorde, men på et eller andet tidspunkt ville dæmonen nok ikke stritte så meget imod, dette var også blot deres første møde mellem dem.

,,Vil jeg ikke sige nu, når du opfører dig som du gør.." mumlede han lavt, men så dæmonen alligevel kunne høre ham snakke. Utroligt at der skulle så meget arbejde ind for at sætte sådan en person som Daelyn på plads. Men om igen, han var jo en dæmon og derfor overraskede det ham ikke så meget. ,,Måske vil du først få mere at vide ved vores andet møde.. eller ved ikke om der vil gå længere tid, kommer an på så meget.." sagde han bestemt, man skulle tro at Heath lige havde skiftet personlighed?.. Siden den måde han snakkede på. Han var for det meste altid mere ond i det som han sagde, da han selv syntes at hans stemme lød lidt anderledes end de andre gange han havde snakket til Daelyn i den tid de havde stået overfor hinanden.

Men tiden skulle nok komme, dæmonen ville ikke slippe så nemt, Heath skulle nok komme til på et tidspunkt hvor han fik chancen for at smage hans blod.. Daelyn ville bare sikkert prøve at stikke af eller i det mindste stride imod, fordi han gjorde det på en speciel måde med at tage blod fra andre.. han var virkelig en speciel vampyr, som man ikke havde lyst til at møde på gaden. Vampyren lagde sit hoved en smule på skrå igen imens at han blot så på Daelyn og betragtede ham samtidig med at han ventede på hans næste træk..

Det kunne jo godt være at han havde tænkt sig at begynde og gå sin vej, det vidste Heath ikke noget om og derfor ville han også vente med selv at gøre noget, inderst inde vidste han at der skulle mere til at bygge et forhold op, da Heath gerne ville have at der kom noget imellem dem, måske tillid? At de ikke hadet hinanden fuldt ud, selvfølgelig ville de komme op at skændes engang imellem og måske have deres kampe, men et eller andet sted ville han ikke ende op med at miste sin slave. Hvis han mistede sin slave, ville han alligevel prøve alt for at få den slave igen, selvom han alt igennem var ond og grusom at være sammen med. Heath ville altid tage det til sig som han ville have.. og han ville altså stå fast i at have Daelyn hos sig.

Daelyn trak sig tilbage, lige så snart han fik chancen. Han åbnede munden for at svare, men det gik op for ham, at han ikke vidste, hvad han skulle sige. Han var efterhånden blevet så nysgerrig efter at vide, hvad Heath ville med ham, men han ville ikke fortælle ham det, fordi han ’opførte sig som han gjorde’, som Heath sagde. Det var dog for sent at gøre noget ved hans opførsel nu – hvad skulle han da også gøre? Lade være med at kæmpe imod, når Heath kyssede ham?
Det endte med, at han lukkede sin mund i igen og skød underlæben let frem som et lille barn. ”Nå…” lød det fra ham og han kastede med hovedet med en mine, som om han var komplet ligelad. Hans sorte hår fløj omkring hans hoved, før det faldt på plads om hans kinder igen.

Han blev stående overfor sin herre i lidt tid og fulgte opmærksomt hans bevægelser med spændte muskler, mens han halvt om halvt forventede, at vampyren ville kaste sig over ham igen hvert sekund det skulle være. Han forventede næsten, at han ville forsøge at kysse ham igen. Det snurrede helt i hans læber bare ved tanken, og han lod to fingrespidser glide over sin underlæbe.
Men der skete ingenting. Vampyren blev stående, hvor han stod. Det så ud, som om han afventede Daelyns næste træk. Det forvirrede Daelyn.
”Hvad glor du på?!” lød det fra ham, og han bed sig i kinden. "Hold op med det dér!"
Pludselig rykkede han sig lynhurtigt et enkelt skridt bagud og slog ud med armen foran sig, mens han lavede en ”wah!”-lyd bare for at se Heaths reaktion. For at se, om han overhovedet ville reagere på det, om han ville blive forskrækket, gå til angreb eller bare blive stående helt upåvirket.

Heath lod sine øjne hvile på dæmonen mens at han trak på skuldrende, han rettede derefter blikket op mod himlen og betragtede den i et kort stykke tid før at vampyren kiggede på Daelyn igen. Det begyndte at irritere ham så gevaldigt, at Daelyn ikke kunne være mand nok til at vide hvad han havde gået ind til. Selvom det måske var nyt for ham, burde han vide at det ikke var som at leve i et paradis. Men på den ene side så morede han sig også og han kunne jo lære ham en masse ting. Blive en bedre slave for ham. ,,Slapsvans..!" sagde han og hvæsede så han viste sine skarpe hugtænder frem, inden at han gik til angreb, bare så han kom til at ligge ned på jorden med ham over sig, uden at han ville bide ham, det ville han ikke endnu. ,,Eller.. du er måske mere en kujon..?" spurgte han hviskende mod hans øre, inden at han lavede en hvislende lyd, en hæslig lyd for øret. Inden at han hurtigt fangede hans hænder i sine og lagde begge hans hænder over i hans ene hånd, hvorefter at han lagde dem hen over dæmonens hoved.
Heath måtte indrømme at han var svær at læse, om han ville det eller ej. Han havde evnen til at læse andres tanker, men han ville ikke bruge det nu. Vampyren mente at han kunne klare det uden, han kiggede ind i Daelyn's øjne. ,,Hm.." mumlede han mere eller mindre tænkende, inden at han atter lod sine læber ramme hans i et kys, da han lænede sig mere ned på ham. Mens at han førte den anden hånd ind under hans trøje, med lidt besvær og begyndte at nusse ham på maven med sine fingerspidser. Vampyren ville ikke gå mere til værks end dette, eller måske ville han inderst inde, fordi det var på den måde at han fik mad nemlig under samleje, men han havde en plan for at han gerne ville vente og gøre det mere ud af det med Daelyn..
Han bed lidt i hans underlæbe, uden at lave et hul inden at han kyssede ham blidt igen og ventede på dæmonen, om han ville gengælde det. Hvis ikke, måtte Heath gå i den retning og tænke over om han skulle bruge vold på ham, men det var for meget, hvis at han skulle gøre det på deres første møde.
Ellers kunne han også bruge sin evne til og gøre det at Daelyn ville skifte mening og give igen, som vampyren ville have det. En evne som han også havde.

Slapvans? Hvis der var noget, Daelyn i hvert fald ikke mente, han var, så var det en slapvans. Og han var da slet ikke en kujon! En kujon var tusind gange værre end en slapvans. Selvom man var svag, behøvede man jo ikke at stikke af, ligesom kujoner gjorde.
”Nej, jeg er ej!” lød det bestemt fra ham, efterfulgt af et dumpt ”ah”, da Heath væltede ham ned på jorden. Han besvarede vampyrens hvæsen med en svag knurren helt nede fra halsen af, men da han hørte den hvislende lyd lige ud fra øret, løb det ham koldt ned af ryggen, og den knurrende lyd ophørte. Da hans hænder blev samlet et sted over hans hoved og holdt bestemt fast der, vidste han, at der skulle ske et eller andet. Og han fik ret.
Først virkede det, som om hans herre overvejede, hvad han skulle finde på at gøre. Daelyn gengældte stift hans blik, da han kiggede på ham. Hans blik gled dog diskret ud til siden, da vampyrens hoved kom nærmere og nærmere, og deres læber igen mødtes.
Det kom noget bag på ham, da han pludselig mærkede noget snige sig op under hans bluse. Han mærkede fem kolde fingerspidser mod sit varme maveskind. Det var så koldt, at hans spinkle ryg bøjede sig i en spændt bue – så meget som den nu kunne, vel at mærke, når Heath lå over ham på den måde. Hans mave stødte let mod vampyrens mave, men han sansede det knap nok, for nu bed den anden ham i læben – ikke så hårdt at det gjorde ondt, men lige nok til, at det pirrede Daelyn yderligere, og et svagt støn undslap hans læber.
Det lille støn var nok til at hive ham ud af den magsike tranceagtige tilstand, han var trådt ind i. Han spærrede igen øjnene op og forsøgte at kæmpe sig fri på bedste vis; han hev i sine arme, der stadig blev holdt fast over hans hoved, og bøjede igen i ryggen i et forsøg på at skubbe Heath væk ved hjælp af sin mave. Hans ben kunne ikke rigtigt bruges til noget, da han ikke rigtigt kunne sparke en, der lå over ham. Og et eller andet sted ville han heller ikke sparke Heath. Han ønskede jo trods alt ikke at gøre ham ondt.
”Undskyld!” lød det fra ham. Han vidste ikke helt, hvor det kom fra. Men det var ikke fordi han ikke nød det her, at han forsøgte at komme fri. Det var mere fordi det var helt nyt for ham, og Heath allerede var gået meget længere med ham end nogen anden havde. Og det skræmte ham ærligt talt lidt.

Heath satte sig mere op på hans mave, så han ikke længere var i den stilling, hvor han næsten lå på Daelyn. Hvad fanden..? Vampyren lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han bare sad stille og roligt på hans mave; Daelyn strittede imod og prøvede på at komme fri, som en person man ville kalde for en kujon.
,,Du er umulig.." mumlede han og brummede lidt, inden at et hvæs undslap fra hans læber, så hans hugtænder endnu engang kunne skimtes. ,,Mere end jeg havde regnet med.. men vi ses igen" sagde han med en bestemt tone i stemmen, imens at han kiggede på ham og betragtede ham et stykke tid, før at han rejste sig op og rettede lidt på sit tøj, det var meningen at han ville til at gå sin vej, da han ikke gad at finde sig i det. Selvom Daelyn havde sagt undskyld.. desuden havde vampyren ikke regnet med at få en undskyldning, da han troede at det hele var planlagt med at han ville være sådan.
En kujon... en kylling.. som bare ville stikke af. ,,Skal jeg forsvinde her fra.. eller vil du gå din vej så det er dig der først forlader stedet?!" spurgte han strengt, mens at han lod sit blik glide ned på Daelyn, et strengt blik, det kunne ses på Heath at han ikke gad personer, som han mødte på sin vej, som hele tiden ville stride imod. Godt nok elskede han gøre det værre og udnytte det, men ikke altid. Nogen gange var det bare for meget...Måske lød han som dæmonens far, der gav ordrer.. men det var han ligeglad med.. det tænkte han ikke så meget over.

Daelyn knyttede sine hænder og sprang nærmest op, da Heath fjernede sig fra ham. Han trådte et skridt hen imod ham på sin mest truende facon. ”Jeg er ikke en kujon, hvis det er det, du tror! En kujon ville bukke under og ikke prøve at komme væk. Det er dig, der er kujonen her, for det er dig, der går din vej! Så gå, gå med dig!” nærmest råbte han, så hans stemme gav genlyd i den tomme gyde. Han hørte lyden af et vindue, der blev smækket i et sted over hans hoved. Personen, der boede der, havde nok endelig hørt, at der var nogen nede i gyden. Trist først at opdage nu, hvor larmen snart ville forsvinde.
Han satte sig ned på den kolde jord og kiggede bestemt op på Heath. ”Jeg synes ikke, du kan være det bekendt. Jeg kan ikke gøre for, at jeg ikke har prøvet det her før…” Det sidste kom ud som en mumlen. Han knugede sine hænder endnu hårdere, så hans knoer blev helt hvide og hans hænder begyndte at ryste. Han vidste godt, at han havde skuffet sin herre, men hvad kunne han gøre ved det?
Han vendte ryggen til vampyren, trak sine ben til sig og lagde armene omkring dem. Hans spinkle ryg rystede let. ”Jeg synes bare, du skal gå nu.”

Heath så på ham og lyttede utroligt nok efter det som han sagde, han bed sig lidt i underlæben og hvis han kunne ville han rødme. Men han var jo død, et råddent væsen som vandrede rundt på jorden. Heath kunne dog mærke at der var noget galt, at han ikke længere kunne styre det også fordi tingene ikke gik som det skulle ud fra hans side, vampyrens kvindelige former dukkede efterhånden langsomt frem, med at han fik bryster og en mere kvindelig krop generelt, "Okay ja jeg går min vej" mumlede han hurtigt, til at Daelyn knap nok kunne det og han slog armene om sig selv, inden at han vendte sig om og begyndte at gå i noget af et rask tempo, ingen måtte se ham sådan, ingen! Heath vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre. Han sukkede lavt uden at se sig tilbage. Han kunne heller ikke fælde en tåre fordi han var en vampyr, faktisk overvejede han om han skulle lade være med at opsøge Daelyn igen.

Daelyn havde ellers besluttet sig for, at han ikke ville ofre vampyren et eneste blik mere, men da Heath nøjedes med at svare med et hurtigt og neutralt jeg går min vej, blev hans nysgerrighed alligevel vakt. Ingen vrede miner, ingen irritation, ingen selvtilfredshed over, at dæmonen havde valgt at lade ham være i fred? Daelyn fandt det en smule underligt, at vampyren ikke sagde andet end det, og på en eller anden underlig måde sårede det ham også lidt. Var han bare ligeglad med ham nu?
Han placerede sin ene arm på jorden, så han kunne dreje overkroppen og kaste et hurtigt blik mod Heath. Han gik rask afsted mens han holdt om sig selv. Daelyns hoved tippede let på skrå, idet et spinkelt men dog hørligt ”Heath…?” lød fra ham. ”Er… er der noget galt?”
Han vidste godt, at det lød dumt at spørge på den måde. Han regnede heller ikke med, at han ville få et svar, for vampyren var allerede næsten helt ude af syne.

Heath stoppede op, han havde skam hørt Daelyn kalde på ham, pga. sin gode hørelse der lå ikke mere i det, mens at han overvejede om han virkelig skulle gå tilbage?.. På en eller anden måde havde han lyst til at fortsætte med at gå, men det var som om at hans fødder var sømmet fast til jorden. Når hans evne drillede ham; at han ikke længere kunne kontrollere det, blev hans personlighed også ændret, vampyren blev mere.. sød og flink? Barnhjertig og tænkte sig om. Han hadet sin evne, det var som en svaghed for ham, men det var ikke noget han kunne gøre ved. Fordi han ikke kunne lide det var at de fleste han mødte på sin vej ville stikke af hvis de fik chancen for at opdage hans anden side. Kvindelige side, som ikke var just til at tage fejl af. Han var en trans.
,,Daelyn, jeg er okay.. men vi ses igen.. okay?" sagde han blidt, men alligevel med en bestemt tone i stemmen, han bed sig noget hårdt i læben imens at han stadig holdte sine arme omkring sig selv. Vampyren ville bare ikke have at nogen skulle opdage det, han var bange for andre folks reaktioner?.. Og han ville slet ikke vide hvordan Daelyn ville reagere over det.
,,Vores andet møde, ville finde sted hjemme hos mig" sagde han og rettede sit blik op mod himlen, uden at kigge hen på Daelyn, det var dog kun i et kort stykke tid, inden at han så begyndte at gå igen, et eller andet sted var han faktisk glad for mødet, han ville gerne have mødt sin slave og det havde gået i opfyldelse. Spørgsmålet var bare hvor længe forholdet ville holde og om forholdet ville blive bedre med tiden. Heath lod sin tungespids glide ud for at slikke ved sin underlæbe, for at blød gøre den.
Det var som om at en lille røgsky dukkede op da vampyren forvandlede sig til en lille flagermus, der barskede med vingerne, han fløj dog hen til Daelyn og nussede ham kort på næsetippen inden at han fløj væk for alvor i en hurtig fart, som lynets hastighed.

Daelyn nikkede som svar. Selvom Heath påstod, at der ikke var noget galt, tvivlede han nu på det. Men han turde ikke sige noget, så han holdt sin mund.
Han nikkede igen, da Heath fastgjorde deres næste mødested. Mon han gik ud fra, at Daelyn ville opsøge ham af egen fri vilje, når han fik lyst? Daelyn bed sig i læben og lovede sig selv, at nok skulle møde op hjemme hos Heath. Bare… bare for at se, om han var helt okay, og at der ikke var sket ham noget… ikke? Men kun derfor, sagde han til sig selv. Kun derfor.
Selv midt i denne lettere akavede situation, kunne han ikke lade være med at grine, da vampyren i flagermusform nussede ham på næsetippen. Det kildede.

Han blev siddende i lidt tid efter at hans herre var forsvundet. Da han syntes, der var gået lang nok tid, rejste han sig og gik selv sin vej. Langsomt, selvfølgelig, for han ville jo ikke ligne en kujon, der stak af med halen mellem benene.

// out

//out//