Hvad er dette for et sted? (Logan)

s: det gamle forskningsrum
o: tja...der er jo ikke så meget, en masse underlige ting.
v: over jorden er det køligt
t: måske midt på dagen, måske eftermiddag.
på: nogle mørke jeans, mørkegrå t-shirt, åben, sort jakke. bare fødder.

Gulvet var koldt og lettere fugtigt nogen steder, fuld af gamle blodpletter over det hele som fortalte deres historie, en historie om forsøg med væsener, udført af uvidende mennesker. Der måtte have været en del kamp her, når væsenerne fik nok...Når det kom til stykket kunne de ikke holde på dem...De var for stærke. Eller, det var hvad han gik ud fra mens hans mørke, men livsfulde øjne gled og så alt omkring sig. Øjne, livsfulde, men fuld af rolighed og hemmelighedsfulde. Vis man så bort fra øjnene ville man se en høj, lettere muskuløs mand med strittende mørkebrunt hår som dog alligevel havde noget orden over sig.
Men her var ikke nogen, af hvad han vidste, stedet havde været forladt i lang tid og kun få gange kom nogen og så på resterne af...dette. Hvad skulle han kalde det? Tankerne om det bragte afsky med sig, at det var noget skidt noget som ikke skulle ske igen. Men det gjorde det højst sandsynligt heller ikke, ikke med den krig der var oppe på jordens overflade.
Han stoppede op midt i et rum og så gennem glasset, direkte ud på jorden. Hvad skulle det hjælpe? Det så interessant ud, men alligevel? Der var gamle huller i jorden, måske havde der været et dyr og grave sig igennem, til det støtte på glasset. Han vendte sig roligt rundt og så stille p åresterne omkring sig.
Der lå et gammelt bord og nogle stole der var spredt ud over det hele, det var der rester af blod, der gamle lænker og medicinske instrumenter, rester efter forskellige tekniske midler. Han prøvede at forestille sig hvad der var sket her dengang.

Påklædning: Skudsikker vest, løse sorte bukser, hvid tank top

Logan kom gående ind af døren til De recherche, han havde aldrig været i den her ende af Di morga også selvom han havde boet i byen i nogle måneder, havde han aldrig været i den her bygning, så det var på en måde, en helt 'ny' verden der åbnede sig for ham i det han trådte ind. Der var masse væltede borer i den etage han var, det var vel den nederste etage, der lå metal instrumenter. Logan fnøs for sig selv i det han så rundt, hvordan kunne det være sådan en bygning overhovedet stadig var der? Det måtte have været mennesker der var totalt fra den, at opfinde et sted hvor man lavede forsøg på andre væsner, det var jo umenneskeligt.
Han havde sit sædvanlige udstyr på, sine 4 M9'er fordelt 1 på hvert lår, 1 i sit bælte og en under sin venstre arm, på ryggen havde han et sværd sammen med to knive. Det var nogle ret underligt tøj at have på når man går rundt i en by som Di Morga, og dog ikke da Di Morga var helvede på jorden, ødelagt af krig og revet fra hinanden af små grupper der bekrigede hinanden.
Logan så rundt med store øjne, han tog en lommelygte op fra sit bælte og lyste rundt, det var simpelthen uhyggeligt at se på, der var blodpletter på vægene og gulvet, der lå væltede metal borde og knust glas over alt.
Han gik lidt videre indtil han ramte et bord og den faldt til jorden med en ufattelig larm, det måtte kunne høre i alle etagerne.

Han stod bare og så lige ud i luften, man skulle tro han var forstenet eller lammet, men faktisk stod han og overvejede hvad han skulle. Tænkte.
Han havde været midt i alle sine tanker da braget havde lydt gennem hele bygning, spøgerier? Det skulle ikke undre ham, andre levende væsener? Virkede mere sandsynligt. Han overvejede hvad han, hun eller dem lavede her men kom selv i tanke om, hvorfor var han der enlig?
*Fordi du er evig nysgerrig, især i ting med vold, kamp og blod...* han sukkede lidt af sig selv og pludselig kunne han ikke huske om han faktisk havde hørt noget. Det var som om mørket omkring ham, legede med ham.
Han rystede på hoveder. ikke være fjollet. Endelig satte han i bevægelse, ud af rummet, ned af nogle trapper til nederste etage, hvor larmen var kommet fra. Hvilket rum? Hvem var det? Hvad kunne han/hun?
Han rystede igen på hovedet og strakte sig, til helvede med al den sikkerhed! Vis han skulle dø nu, så skulle han dø. Han kiggede ind i diverse rum selv om han ikke kunne se så meget, men pludselig opdagede han noget lys forude, det lignede at det kom fra en lommelygte. Han håbede han var lydløs, men det hele gik lidt i stykker da han trådte på nogle gamle...ja, glasskår? metal stykker? Noget der skar han i foden i hvert fald. Han stoppede op og ventede til smerten var forsvundet lidt og mærkede så efter. Blod. Frisk blod, blandet med lidt skidt fra gulvene. Han bandede for sig selv inde i sit hovedet og så mod lyset som var lige om hjørnet, inde i et rum. Havde han stadig fordelen? At den anden ikke vidste han var der?
Han støttede på sin fod, jo det gik. Han haltede hen mod døråbningen.

Logan stoppede og så rundt, han havde en dårlig fornemmelse ved det her, hvem siger ikke at der kunne stå nogle og så på ham, han var jo totalt forsvarsløs hvis der kom en vampyr eller et andet væsen der var agressiv. Han slukkede lomme lygten, just in case der var et væsen der var så på ham, i stedet trak han sin pistol og tændte lommelygten på den i stedet for.
Han vendte sig rundt i det han hørte glas der blev knust mere som om nogle trådte på det.
"hvem der! Giv lyd eller jeg skyder!" sagde Logan højt og tydeligt, var det han nervøsitet der legede med ham eller var der faktisk en der stod og kunne se ham? og han kunne ikke se personen.
Logan begynde at gå over i et andet værelse for at se om han kunne få et bedre syn på personen der åbenbart var i huset med ham.

Han så at lygtens lys forsvandt i et øjeblik, var den gået ud? Men så kom igen, kun en anelse forandret...Hvem havde to lommelygter med sig? Måske vis den ene var gået i stykker, men....Det var et eller andet galt her. Han trådte helt op til væggen da nogen snakkede. en mandestemme, og noget sagde ham at det ikke at en spinkel, høj fyr med briller. Ikke fordi han havde fordomme.
Han tvang sig selv til at være rolig, til at trække vejret ganske normalt, lyset kom altså fra et våben? Måske sad det på det skydevåben han sikkert havde? Klogt faktisk, at tage våben med. Han kom i tanke om at han selv skulle passe ret meget på vis han ville bruge sin evne, så hele stedet ikke styrtede sammen over dem.
Selv om manden forlangte at han gav lyd fra sig, forholdte han sig alligevel tavs. Lyset flyttede sig og så ud til at komme tættere på, så han trak sig tilbage langs væggen, håbede der snart kom et rum hvor han kunne krybe ind og gemme sig for lyset.
*men hvad vis han kommer ind i rummet? Det er ikke sikkert der er en ekstra dør at flygte ud af!* stemmen i han hoved havde ret. Men han håbede det alligevel. Et skridt efter det andet haltede han baglæns langs væggen mens han så på lyset.

Logan fortsatte ind i et nyt rum, i dette stod der en briks, men dette værelse havde en dør ind i et ny rum, perfekt!, nu kunne han se personen der var efter ham. Logan tog i håndtaget, den så ud til at være låst, så måtte han vel bare gøre en ting, sparke den op.
Han sparkede til døren, det gav en kæmpe lyd, den åbnede sig ikke, Logan prøvede igen, denne gang sprang døren op og faldt ned med et kæmpe brag.
Han trådte ind og lyste rundt i rummet, det så ud til der var en trappe af en art, måske førte den op til en ny etage eller op til loftet, hvilke stort set var umuligt, da bygningen så højere ud ude fra, så det måtte være en anden etage.
Logan lyste videre, indtil han stoppe og pegede den på et menneske lignende væsen, der var personen der fulgte efter ham.
"fandt dig!" sagde Logan og pegede pistol på ham, "hvem er du, og hvad laver du her?" sagde Logan og lyste på ham, Logan brød sig ikke om situationen, en væsen han ikke vidste hvad var, som kunne i princippet kunne springe op og dræbe ham, han ville ikke tage nogle chance, Logan lagde en finger på aftrækkeren, bare for at være sikker.

Et rum! Selv om stemmen indeni ham råbte og bad ham om at lade være, trådte han ind i rummet og følte et øjebliks tryghed. Men det varede kort, en dør han ikke havde opdaget blev pludselig sparket op og han kunne ikke gøre andet end stå stille, hvorfor udfordre skæbnen mere end højst nødvendigt?
Han så på manden af hvad han kunne af ham fra lyset, samme lys som havde blændet ham kort, da hans øjne havde været van til mørket. Jep, ikke spinkel, ikke tynd, ikke 3 meter høj, eller på dværge størrelse. Han sukkede svagt og lagde armene over kors og lænede sig op af væggen mens han fjernede vægten fra sin sårede fod.
"Er du sikker på du faktisk vil vide det?" han lød rolig og en smule sarkastisk, hans stemme var dog ikke helt så dyb som man måske ville have troet. Men det ville være en stor fejl at bedømme ham på hans stemme.
Han lod blikket glide over ham igen for at kigge efter andre ting. Han virkede selv rolig, men alligevel en anelse nervøs ved det. måske var han så ikke et væsen? Væsener kunne også være nervøse ved det her, men det virkede bare....ikke væsen agtigt. Mennesker. Han smilte lidt.

Logan trak endnu en pistol og pegede på ham, denne pistol have en laser på, så man kunne tydeligt se hvor den pegede hen. Logan pegede den anden pistol mod hans hoved så den lille røde prik lå lige i mellem hans øjne.
"så man er smart hva? det burde være mig der burde komme med de smarte bemærkninger efter som, at det er mig der har våbnene og ikke står forsvarsløs og kunne til hver en tid blive gennemhullet" sagde Logan, en smule rolig nu da han havde konstateret at det ikke kunne være en vampyr hvis det var en vampyr havde han allerede angrebet Logan, det måtte være noget andet, et andet væsen som ikke var så agressiv.
Logan lagde våbnene væk, alt vold kunne ikke virke, det var nemlig det han var i mod. Logan trak endnu engang sin lommelygte og satte den fast på han skulder, så den lyste samme sted som han stod.
"jeg undskylder min opførsel, man kan vel aldrig blive for sikker i den her by eller i den her bygning, det må du undskylde" sagde Logan og trådte et på skridt tættere på, han rakte hånden som en hilsen.
"Navn er Logan, Logan O'Connor" sagde Logan og så på ham.

Han mærkede en svag knurren i sit bryst, noget som kom ren reflektorisk for at advare personen om at han selv var på farlig grund, men på en eller anden måde lykkedes det ham at holde det tilbage. Han stod helt stille og bare så ham mens han så hvordan han først trak endnu et våben og bagefter pakkede dem væk igen. Hvad mange havde han lige? Var han et omvandrende arsenal? Han var dog lidt overrasket over hans pludselig accept og imødekommenhed. Anede han intet om hvor farlig folk kunne være, især med usikkerheden med den nye hersker og modstanderne? Han lod armene flade ned langs siden igen og rettede sig op fra muren, i et øjeblik havde han glemt sin fod, men ignorerede det da et nyt jag af smerte gled op gennem hans ben og rygrad.
Han så lidt på ham da han tilbød sin hånd, han havde aldrig været glad for at være for tæt på folk, også selv om det bare var et håndtryk, man vidste aldrig hvad folk havde i hovedet. Det var som om rollerne var byttet. At det var ham der var den mistænksomme nu.
"Sean" svarede han kort, som et svar til det han sagde, men smilte så lidt, dog uden at besvare håndtrykket.
"Ja, det er jo det" svarede han så som svar på hans undskyldning.

Logan trak sin hånd tilbage, han blev lidt irriteret over Sean opførsel, men hvad fanden livet var for kort til sure minder.
"du har stadig ikke svaret på mit spørgsmål, hvad laver en som dig her, og på den her tid? Det er jo ikke fordi at helt sikkert at være alene og uden våben, hvad havde du gjort hvis jeg havde skudt efter dig? Det er jo ikke fordi du kan forsvare dig selv mod en mulig trussel" sagde Logan og vendte ryggen til at og så sig omkring, han forblev dog stadig inde i rummet.
"tænk engang at nogle mennesker kan gøre sådan nogle ting, i mod andre væsner, det er jo totalt umenneskeligt at kunne gøre sådan noget, der ligger blod på vægge og gulvet, smadret glas og væltede border, de må havde leget mod noget de ikke kunne styre" sagde Logan og rystede blidt på hovedet.

Han lagde armene over kors og blev bare stående hvor han var, hvilket sikkert også var det mennesket foretrak.
"Måske ser jeg ingen grund til at fortælle det? Eller måske er der ingen grund? hvad skulle grunden være? Her er intet" sagde han
"hvad tiden angår, så aner jeg ikke hvad tiden er og jeg aner ikke hvad du mener med en som mig"selv om det hele kunne virke som et lidt hårdt svar, var det tværdimod sagt roligt og som et svar.
"Og hvad angår med at passe på mit eget liv...Troede jeg du vidste at der fandes mere end hvad øjet kunne se, eller du er måske ikke så velbevandret i væsenernes verden?" spurgte han tilbage
"Og så kan jeg jo passende spørge om hvad du laver hernede?" endelig bevægede han sig, men kun hen til det nærmeste bord, haltende, støvet lå tykt hen over bordpladen. Han rykkede hårdt til bordet, men fandt det stærkt nok til at sidde på det, hvilket han gjorde. det knagede under den nye vægt, men end til videre holdt det. Han så på ham.
han så sig lidt omkring da han havde en fornemmelse af noget der puslede rundt et sted, måske en eller anden gnaver? Eller måske bare mørket omkring dem der legede med ham?
*Elller dig der er ved at blive skør* tænkte han og smilte lidt ved tanken.

"hvad jeg laver, godt spørgsmål, ville du tro mig, hvis jeg bare sagde jeg gik en tur? Eller ville det øge mistænkeligheden?" sagde Logan og så på ham.
Sandheden var at han jo ikke kunne fortælle det, for så ville han jo bare sløre sin identitet, og det ville jo ikke være så smart i det lange løb.
"Jeg ville godt sige det, men spørgsmålet er, om jeg kan tåle på dig? u kunne jo tilfældigvis godt kunne lide Malakel eller måske endda være journalist? og det ville ikke være så smart" sagde Logan og begynde at gå rundt inde i lokalet.
"har du nogle sinde tænk over, hvor onde mennesker faktisk er? De startere krige og laver forsøg for sjovs skyld? Verde er et ondt sted" sagde Logan og så på ham.

Han så tålmodigt på ham mens han snakkede og tænkte over de ting han sagde. Ting han selv havde eller kunne finde på at tænke, hvilket desværre var nødvendigt i disse tider.
"Normalvis ville jeg nok tro dig, vis du sagde du bare gik en tur" svarede han så og startede fra en ende af.
"Men når du siger det sådan får jeg en fornemmelse af at du skjuler noget for mig..." han smilte lidt
"Hvad det andet angår..." han trak på skuldrene
"Så har du jo netop ingen grund til at stole på mig, men jeg kan sige så meget at jeg ikke står fast på nogens side...endnu" om han var journalist...valgte han ikke at svare på, et ganske normalt `det har jeg glemt` han strakte sig lidt som han sad der og mærkede hvordan han slappede af.
"hmmm....Men er det kun menneskernes skyld?" sagde han så som svar p ådet sidste han sagde, ja, mennesker var svage, men de kunne stadig godt, i den rigtige situation, være stærke. Eller måske ligefrem farlige.
"Men ja, at lave forsøg er...rædselsfuldt" han så rundt i rummet med sørgmodighed i øjnene ved tanken, selv om han ikke kunne se alt for meget i mørket kunne han stadig mærke den...stemning stedet nærmest havde over sig.

Logan vendte sig rundt og så på ham, han kørte det Sean sagde igennem hovedet, svarede han på hele spørgsmålet? eller kun halvdelen?
"hør svarede du på hele spørgsmålet? eller undlod du at fortælle mig noget? for jeg har det som om du ikke svarede på det hele, men kun det halve" sagde Logan og så på ham.
Måske var han en journalist, eller også var han ikke, men hvis han var burde Logan holde kortene tæt til kroppen, for hvis nogle af hans planer kom i avisen ville han var færdig, så ville der måske bryde åben krig ud, mellem Logans folk og Malakels folk, og det ville være startet på grund af Logan selv, fordi han ikke kunne holde kæft.

Han så på ham, men mørket skjulte det lille hemmelighedsfulde og drillende lys i hans øjne. Istedet smilte han ubekymret.
"Vi kan jo bytte" foreslog han, så måtte han selv om hvad han ville, var han virkelig efter de oplysninger? Hvor meget ville han gøre for at få dem? Det var jo ikke noget stort...Men det kunne have betydning. Nå, han måtte prøve sig frem.
"Du fortæller mig hvad du holder hemmeligt og derefter fortæller jeg dig, hvad jeg holder hemmeligt" der var faktisk en del små fælder i hans sætning, han overvejede hvor meget han skulle drille ham, han havde jo stadig ret i en ting...Han havde en våben. Og han kunne ikke bruge sin egen, planterne ville sikkert komme fra over, fra jordoverfladen og ned gennem bygningen, og lade det hele styrte sammen over dem. Så han måtte også træde varsomt.
Han så spændt på ham, gad vide hvad han tænkte?

Logan så på ham, "okay, vi forhandler/bytter informationer" Sagde Logan.
"Hvad jeg laver her, jeg tænker, jeg prøver at finde et mandskab til noget som ikke rager dig indtil videre" Sagde Logan og så på ham.
Logan havde ikke sagt mere end nødvendigt, for hvis han sagde mere ville han højst sandsynligt afsløre sig selv om den person han faktisk var.
"Din tur, er du, eller er du ikke en journalist? Svar og jeg fortæller måske mere" sagde Logan, og så ned i jorden, hvis sean ville lege den leg, så kunne Logan sagtens være med, for hvis Sean var en journalist kunne Logan komme med en rigtig go artikel, eller måske endnu bedre ting.

Han smilte let da Logan gik med på legen. Mandskab til noget her? Hans fornemmelse af stedet var at det nok ikke var her folk kom allermest...og sikkert derfor også et godt sted at holde sig skjult vis man gemte sig for malakel, herskeren. Han overvejede hvad han skulle svare, hvilket svar kunne lokke mere ud af ham? Han virkede ikke så glad for at han muligvis kunne være journalist, så vis han løg, ville det så hjælpe? Eller måske kunne en journalist være nyttig...Han smilte lidt for sig selv ved tanken om ikke at sige sandheden, men mulighed tiltrak ham. Men af en eller anden grund besluttede han sig for det modsatte, ganske enkelt fordi at vis han fandt ud at han løg, selv her i mørket, var han stadig den med flest våben. Ikke fordi han frygtede døden..Eller det mente han da ikke.
Efter noget tids tænkning, og derved en stilhed der kunne forbindes med en tøven, svarede han.
"Jeg er faktisk journalist, men det er ikke noget jeg går og siger til alle jeg møder, folk har en...underlig form for mistro" han smilte lidt, det var nyttigt, nogen gange fik man snuset sig frem til ting som andre normalt vis ikke viste noget om...

Logan så på ham og smilte, ikke et kæmpe smil, men et trak på læben.
"Det tænkte jeg nok, ser du folk føler jeg utrygge ved en journalist, da de ikke ved hvor vidt de kan stole på personen, eller de har en grund til det, som fx. mig, jeg har en grund til at have mistro til dig." sagde Logan, havde han sagt for meget? for han havde næsten lige sagt han skjulte noget for ham.
"ser du min ven, nogle folk har dybe hemmeligheder, som ikke rager hele befolkningen og slet ikke vores åååååh så gode fyrste Malakel," sagde Logan, han sagde ekstra tryk på det sidste, for at vise sit had overfor Malakel.

Han grinte af det og hoppede ned fra bordet, selv om det gjorde lidt ondt i foden. Han kunne ikke sidde stille mere.
"Ja, det ved jeg skam godt" sagde han
"Men nu arbejder jeg hverken for Malakel eller for modstanderne, i hvert fald ikke endnu, og jeg har en god sans for, vis jeg selv skal sige det, at vide hvad der skal ud og hvad der ikke skal ud" sagde han
"Tit samler jeg bare en masse informationer sammen, men bruger kun et minimum af dem, som regl siger jeg ikke så meget lige ud, man må også selv tænke sig lidt til hvad meningen er" han trak på skuldrene og gik hen i den anden ende af rummet, let haltende.
Han så på ham. Faktum var at ingen stolede på hinanden mere, heller ikke vis man ikke var journalist, hvilket ikke engang var et job han gik så meget op i, men mere havde det for at følge med i tiden og om hvad der skete. Han håbede lidt at Logan ville føle mere tiltro til ham vis han vidste lidt om hvordan han skrev sine artikler.
Han overvejede hvad han mere skulle sige, noget som måske kunne få hans mund på gled...For han holdt noget hemmeligt, stadig, det var klart. Han hade Malakel...Han samlede folk på ellers så affolket steder....Dette lugtede af modstand. Han smilte svagt for sig selv, noget som enlig ikke kunne ses i mørket. Han lænede sig op af væggen længst væk fra ham.
"Hvad kan få dig til at stole mere på mig?" spurgte han så, nogen gange hade han sin egen nysgerrighed...

Logan grinte lidt, eller rettere et fnis.
"Modstands findes de stadig? bliver de ikke 'henrettet' af Malakel? eller rettere bliver myrdet på grund af en simpel grund om frihed? et kan ikke være en realitet" sagde Logan og så på ham, han regnede med at Sean havde fanget den nu.
"Modstandsmand, ville jeg ikke kalde det, hvad med frihedskæmper eller en demokrati medhjælper, måske en oprørs leder ville være bedre" Sagde Logan, nu var den ude, nu var det ude, nu havde han sagt det, som det var, realitet var at Sean kunne fortælle hvem Logan var og få en ok stak penge for det.

Han smilte lidt. Så nemt havde det altså alligevel været? Eller måske var det meningen? Han huskede engang han havde skrevet noget om modstanden...Dengang var han i kontakt med en, men lidt efter forsvandt han bare, desværre, nu stod han altså med en af lederne for af modstandsbevægelserne? Frihedskæmperne som de selv ville kaldes?
De ville ikke undgå at blive myrdet bare fordi de skiftede navn.
"ER du slet ikke bange for jeg siger det videre? Bange for dit liv? Eller er du ligeglad? ligeglad med at din modstand så vil forsvinde?" folk havde brug for en leder til at minde dem om hvad de sloges for, men vis den leder var væk...Han fornemmede en pludselig fare for sit eget liv, ikke nødvendigvis her, men så senere...Utroligt han først mærkede den nu faktisk. Men ville han slet ikke prøve at forsikre sig....Måske er det meningen. Han var van til at skulle se en sag fra flere sider, desværre viste man bare aldrig hvornår man så rigtigt, man kunne kun gætte. Han så lidt på ham med et tænkende udtryk. Dette var nyttig viden. Han var næsten ked af han ikke arbejde for nogen lige nu, det havde villet være en god ting til at stige lidt i graderne i. Men han havde jo selv valgt at være...næsten neutral. endnu.

Logan begynde at grine.
"Frygter for mit liv, klart hvem gør ikke det med Malakel som fyrste? Det kan godt være at jeg dør, men hvis jeg dør, dør jeg for sagen, altså jeg bliver en martyr og folk elsker martyrer, de har respekt for dem og vil slutte sig til det martyren stod for, så hvis jeg dør er et bare en lille død, som vil have en effekt på flere mennesker" Sagde Logan og kiggede på ham.
"Ser du min gode journalist, hvis du bare så meget som tænker på at sige det videre ville jeg stå foran in hoveddør og i det du ville træde ud af den, ville jeg hvad skal vi sige, have gjort kort proces med dig, for hvis du sagde det videre ville du jo være en Malakel tilhænger og hvad gør vi med dem? Udrydder dem en efter en, lige som med kakerlakker" Sagde Logan og smilte til ham.
Logan havde aldrig tænk over hvad der ville ske hvis Malakel fandt ud af at Logan var en oprørsleder, måske noget i stil med tortur og til sidst måske en offentlig henretting som tegn på hva der ville ske hvis man var imod Malakels regime.

Nu var det hans tur til at grine.
"La være at kalde mig journalist, gider du?" sagde han let som om de bare var nogle gamle venner der diskuterede en sag.
"Som sagt er jeg på ingens side, jeg vurdere bare mine egne muligheder, folk elsker tåber der hellere går i døden i stedet for at kæmpe, ja, sikke en nytte de er når de er døde...." det var helt klart han ikke brød sig om disse....Martyrer.
"...Men hvad det andet angår..." han rystede blidt på hovedet mens han så p åham
"Ville du ikke nå så langt, så hurtigt. Først skal du jo finde, finde ud af hvor jeg bor og så skal du dræbe mig, det sidste bliver det sværeste, der er forskellige ting som jeg har et indtryk af du ikke har medregnet" smilte han, bla. hvilken dæmon han var, vis han nogensinde nåede helt ud til hans hytte, var det ikke sikkert han kunne nå at gøre ret meget før alle planterne omkring ham også havde gjort sin del. Og selvfølgelig havde han oså en hund der nok ville passe på ham, selv den nok ikke blev kendetegnet som meget modstand. Der ud over var han heller ikke helt selv fremmed i det at slås og overleve. Han sukkede svagt og stoppede sine tanker, han følte sig træt hernede i mørket.
"Men bare rolig, jeg har ingen planer om at sige det videre...endnu, det kan jo altid blive brugbart senere...På den ene eller anden måde" han strakte sig til man svagt kunne høre en knækken gennem hans ryg og slappede så af igen mens han så på mennesket foran sig.
"Men hor mange har du så fået samlet omkring det?" spørgsmålet lød henkastet.

"så skal jeg nok lade vær med at kalde dig hvad du er, men hvorfor kan du ikke lide martyrer? De dør jo for en sag de går indfor" sagde Logan og gik lidt rundt om sig selv.
"Hvor mange jeg har fået samlet? puuuh ha, det jo lige det, jeg har min body gaurd og så har jeg et dusin soldater og et par vampyr jægere bag mig, så det bliver vel 15 oprører lige godt og... også kender jeg selvfølelig en anden oprørsleder, som måske har lidt flere end mig" sagde Logan og så på ham.
Logan brød sig ikke om at alt hvad han sagde faktisk kunne blive sagt videre til Malakel, hvis Sean nu var så dum, mente Logan.
"sig mig, hvad tror du der ville ske hvis u sagde det videre? bare prøv at gætte, " sagde Logan og smilte sukker sødt til ham som en provokation.

"Imod dem?" sagde han og så op på ham uden at tage sig af provokationen, tit lod han sig ikke mærke med ting andre vil fare i en spids af.
"Det har jeg jo fortalt..." smilte han bare og så lidt på ham og slappede lidt af uden rigtig at tænke, men rystede så svagt på hovedet.
"Jeg troede du var ligeglad?" sagde han og så endnu engang på ham.
"At du bare ville være glad for at dø?" han glædede sig til at se reaktionen på den kommentar, han elskede at udfordre folk lidt, finde ud af hvad der fik dem til at reagere hvordan, kende deres grænser, svage eller stærke punkter...Og uden de rigtig viste det, de fleste tænkte bare at han var irriterende. Men dem om det.
Han rettede sig op fra væggen og tænkte på at vende tilbage til overfladen og finde noget at spise. Han gik over til døråbningen og stod lidt i åbningen og så ud i mørket omkring sig, men fornemmede ikke noget. Han så tilbage på Logan.
"Nåe...Men tror jeg vender tilbage til overfladen...Så kan de jo lave det du nu vil i fred" halvsmilte han