Darkness, and music- Heath

Omgivelser: Ingen lige umiddelbart! xD
Sted: Forét skoven.
Tid:Aften
Vejr: koldt? o.o
Dato:?

Vinden blæste let omkring, oppe ved træernes krone. Men vinden var isende kold, lige som sneen om vinteren. Men den føltes ubehageligt kold, da den gav en gåsehud. Men udover vinden var der en smule støvregn, stak i ens hud.... hvis man var udenfor.... Det var som om man kunne mærke den kolde vind imod sin hud lige meget hvor meget tøj man havde på. Ude i al støvregnen, og blæsten gik en skikkelse. En sort skikkelse man kunne ikke rigtig se hvad denne skikkelse var... Inden et dyr eller et menneske. Men højden på skikkelsen mindede mest om et menneskes. Men det kunne nu også være et ret stort dyr. Det var Matthew. Han var ikke særlig høj... Så man lagde ikke så meget mærke til ham, ude i blandt andre mennesker. Os fordi han nu var ret spinkel, og tit gemte sig under hans grå hættetrøje hætte. Matt havde sort hår, og var temmelig bleg. Han lignede lidt et lig efter hans egen mening. Men det bekymrede han sig ikke om, da han sagtens, hurtigt og nemt kunne blive et lig. Så hellere rende rundt i live og ligne et lig end at være et. Det var hans tanke om det. Men han havde dig alligevel sin egen charme. Hans grålige øjne, der havde et blåt skær over sig var ikke til at stå for. De mindede lidt om en hundehvalps. Så uskyldige, og så alligevel måske ikke. Man kan jo ikke bedømme nogen ud efter deres udseende. Selvom det var det man normalt gjorde. Ikke så godt, men man kunne ikke gøre noget ved det. For det var sådan som personer bedømte hinanden på ved første øjeblik at man ser en anden. Men det er jo klart, man kender jo ikke personens personlighed og indre før man snakker med ham eller hende. Det var det der var så forfærdeligt ved folk der bedømte andre ud efter hvordan man så ud... Det var.... racistisk...
Racisme var noget af det Matt afskyede mest på hele denne jordeklode. Det var bare så forfærdeligt, og ondt. Altså ikke at Matt var en sød lille engel der ikke kunne finde på at gøre nogen fortræd. Nej han havde slået flere væsner ihjel. Dog ikke med vilje alle gangene. Det var specielt da han var fjorten, at han havde slået nogen ihjel. Han havde nemlig ikke kunne styre sine varulve evner dengang. Matt sukkede let og lod sine skridt bive tungere end de var i forvejen. Hvad lavede han enlig her ude i skoven. Det var jo ikke ligefrem et trygt sted her om aftenen. Han havde sine høretelefoner i ørerne, og havde skruet den temmelig højt op. Da det var som om at musikken holdte ham bundet til jorden. Han følte nemlig at han svævede når han ikke lyttede til musik, eller spillede musik. Det var meget intenst når han spillede. Han glemte alt omkring sig... Det var bare ham og musikken.

//Sorry har ikke så meget krea -.- xD

Heath nød dette vejr så ubeskriveligt meget, imens at han nærmede sig ind i skoven med raske skridt og en raslende lyd kunne høres for hver gang at han tog et nyt skridt efter det andet, en sølv kæde hang på hans ene ben uden på hans beklædning, sorte stramme bukser, mens at han havde et bælte omkring hoften for at holde dem oppe, flade sko til converse som folk kaldte dem. Hans fine sorte, deltaljerede kappe blafrede let med vinden, hvor han inden under havde en gul t-shirt på med et skelet hovede som motiv. Med en halskæde rundt omkring halsen, som han altid gik med, havde et vædhæng; et razorblad, som havde en hvis betydning for ham, ligesom med hans piercinger, han havde både fået sit ansigt udsmykket, han havde to piercinger siddende i midten og imellem af hans øjne og snakebite, to metal stykker i underlæben og sin ene hånd, som også havde to metal stykker i sig. Den eneste måde han kunne kende forskel på højre og venstre; ej, det var gas. Han elskede metal og det at udsmykke sin krop, det var ikke fordi han var meget veltrænet, og i super form. Nogle af hans muskler kunne godt ses; han havde pandehåret ned foran øjnene, imens at hans andet sorte hår sad glat, så man kunne se hans længder på hvordan det var klippet, det var sjældent at han lod nogen røre det, fordi han var så glad for det, han gjorde noget ud af det med at sætte hår, rettere sagt end gjort; en perfektionist. Heath lignede en mand på 20 år, men var meget ældre end det, mens at han havde en kold og bleg marmor hud, der gjorde at han ikke længere kunne ses som et almindeligt, sølle menneske, han havde også skarpe hugtænder som han gemte inde mellem de andre tænder i munden. Det var anden gang at han trådte ind i skovens område, det var ikke altid at Heath havde styr på hvor han havde været eller hvor mange gange han havde været det og det sted; han gjorde det som passede ham og levede livet som det kom, tog konsekvenserne, hvis det var det der skulle til. At følge med tiden og klokkeslettet gik han ikke så meget op i.
Han følte ikke denne kulde som herskede stedet, fordi han selv var så kold i forvejen, så det generede ham overhovedet ikke, imens at han lod vinden tage fat i nogle af hans hårtotter, han havde ikke taget sin hætte op over hovedet fra hans kappe, den lod han blive siddende som den gjorde, der kunne skimtes et ar på hans ene kind, et mere præcist, sort ar, som han havde fået for lang tid siden, næsten lige efter at han var blevet forvandlet til en vampyr, et monster som han var blevet til den dag i dag; aret havde en historie bag sig og det var ikke alle som kendte til denne historie om hvordan han fik det. Men det var også få som han stolede på, han havde svært med at komme til det, efter alt det som var sket i hans liv, han kunne ikke engang vænne tilbage til sin familie, fordi de foragtede ham så meget.
Lugten af en varulv strejfede hans næse da han efterhånden kom længere ind i skoven, men støvregnen gjorde ham på en eller anden måde mere beroligende, selvom han godt vidste at han skulle være på vagt, hvis han mødte sådan et væsen på sin vej, som oprigtigt kunne gå hen og dræbe en vampyr. Og Heath ville ikke dø nu.. Det nægtede han om han så skulle ligge på knæ og tigge over for denne skabning..

Matt lod sit blik glide rundt da lugten af vampyr bredte sig... Jaeh, Matt kunne altid lugte når der var en vampyr i nærheden. Det var som om det var en af han gener. Men der var jo os et eller andet imellem dem..En strid eller sådan noget Ikke at Matt kendte noget til striden, men han brød sig bestemt ikke om vampyrer. Det var vel sådan noget varulve-noget ikke at kunne lide vampyrer.... Det var en underlig ting. Men nok om det. Vinden blæste vampyrens duft rundt omkring.. så nu var det den stærkeste duft der var i nærheden... Hvad skulle han gøre hvis denne vampyr var ude på at dræbe nogen.. Skulle han slå dette væsen ihjel, hvis det skete? Jaeh, det ville han vel blive nød til.
Et svagt suk lød fra ham, idet han igen kiggede rundt... Matt kunne ikke se nogen lige umiddelbart se nogen. Det kunne ikke være indbildning vel? Nej, sådan en lugt var ikke til at tage fejl af... Den var så stræk. Matt bevægede sig ind imellem nogle enkle træer. Duften blev stærkere, og Matt satte i små løb... Han var nu enlig ret udholdende, i forhold til hvordan han så ud. Så hvis han skulle komme op og slås med vampyren ville han holde ud i det meste a kampen. Men siden der ikke var fuldmåne lige nu, kunne han jo ikke dræbe den, hvis han nu endte med at blive nød til at dræbe den... Men hvad u hvis den først dræbte ham? *Slap af* tænkte han til sig selv. Så slem kunne sådan nogle vampyrer vel heller ikke være.. Nej, det kunne da være at denne vampyrer var okay? Ej, det burde vampyrer ikke være, de plejede at være onde. I hvert fald dem han havde mødt... De
fleste a dem havde han nu os slået ihjel. Men ikke med egen vilje, inden selv forsvar eller ved
fuldmåne hvor han ikke selv kunne styre sig begrund af sin ulveform. Det kunne være et problem at glemme alt hvad man gjorde i løbet af en nat, som et psykopatisk væsen, der halvt lignede en forvokset ulv, på to ben... Men det var jo desværre ikke noget han kunne gøre noget ved. Han sukkede let igen, og løb fortsat gennem skov bunden.. Skovbunden knirkede for hvert et skridt han tog, fordi han knækkede mange af de grene der lå bredt på skovbunden. Matt stoppede op da han stod over for en anden person. Det var vel vampyren? Det lugtede sådan i hvert fald. Dog stod de langt fra hinanden, men tæt nok på til at kunne se hinanden tydeligt... ”dig” hviskede han afskyende, og bed sig svagt i underlæben. Det var denne skabning der var vampyren... Man kunne os se det på vampyrens meget tiltrækkende udseende. Men det var vampyrer jo generelt, men det var nok for at tiltrække deres ofre. Det var nok sådan de gjorde når de skulle have blod... Inden det eller bare lemlæstede folk og drak deres blod. Jaeh, det vidste Matt altså ikke, for det var jo ikke ligefrem noget normalt at spørge en vampyr om... Øhm... Hvordan dræber du dine ofre.. Dumt spørgsmål. Meget dumt. I dag havde Matt igen sin grå hættetrøje og hans stramme sorte jeans, og converse. Det var det tøj han for det meste gik i da, det var det han følte sig bedst tilpas i.Måske også fordi det var det der var mest varmt, og praktisk. Men det var os noget tøj der ikke rigtig blev lagt mærke til. Det var nok os derfor han gik i det. Han var ikke glad for opmærksomhed. Han kunne godt lide at være for sig selv, og ikke være social. Men han kunne nu godt lide andre væsner, og at være sammen med dem. Men han var ikke god til det med at holde samtaler i gang.. Det var jo et problem når man skulle snakke med dem man nu var sammen med. Hvis man bare begge sad helt tavs, og kiggede på hinanden.. Det kunne godt ende med at blive akavet.

Der kunne ikke være nogen tvivl.. Heath var ikke længere alene, han skulle måske passe på denne her gang i stedet for bare at gå hurtigt til værks; med at få offeret i fælden, udmatte det og tage noget af dens blod, det kunne han ikke lige i den situation som han stod i når han vidste at han stod til ansigt mod ansigt til en varulv. Et væsen som var hans største fjende udover hans svagheder. Men alligevel skulle han måske prøve og gøre det som han plejede med dem som han mødte på sin vej?.. Også se tingene ad? "..Hvad.. er der?.." spurgte han og undslap et lille grin, da han vidste med sikkerhed at varulven stod i nærheden af ham, et stykke væk.. Heath havde skam hørt lyden af hans stemme.. fordi han havde en god hørelse, selvom de stod noget væk fra hinanden, da han sagde.. dig..og langsomt vendte han sig om og kiggede hen på den ukendte skikkelse.
En fnisen undslap fra hans strube, som han åbenbart ikke kunne holde igen; inden at han forsvandt hurtigt fra stedet hvor han stod, en røgsky fandt sted efter at han dukkede op bag varulvens ryg; "Oh.. hvem har vi så her?", spandt han lavt mod hans øre, med en blid lokkende stemme, han slikkede hans øreflip i en hurtig bevægelse med tungen. Morskab. Han forsvandt efterfølgende væk, bag fra hans ryg, og dukkede op foran ham, et par enkle skridt væk fra ham, så der var noget mellemrum, han vidste ikke om varulven lagde mærke til hans ar og andre usædvanlige ting ved ham.
"Første.. gang jeg har set en varulv.." sagde han stille, mere eller mindre forsigtigt og lagde sit hoved en smule på skrå, han fugtede let sine læber, imens at han sendte et mindre lusket smil. Dog vidste han intet om varulve.. derfor skulle han også være på vagt, men han kunne ikke lade være med at spille legesyg og få denne leg sat i gang, det var hans natur at være sådan, et eller andet sted kunne han vel godt blive tæmmet.. så han blev noget mere flink mod andre og mere høflig. Men den tid var ikke kommet endnu.. der havde ikke været nogen som har været modige nok til at kunne få ham til at slappe af og tage det roligt.. og prøve på at få hans natur vendt, så han fik en bedre personlighed end den han havde i forvejen.
Heath så lidt afventende på varulven, og tænkte ellers på hvad der ville ske.. det hele var spændende.. et meget spændende møde, som han måske aldrig ville glemme, han skulle bare sørge for at han ikke ville ende med at dø til sidst, for det ville han ikke! Det nægtede han som sagt og han var faktisk meget glad for sit liv som det var lige nu. At han var et dødt råddent væsen, som havde nogle evner, lidt overnaturlig og meget tiltrækkelig i forhold til et menneske.. Heath vidste inderst inde at han ikke ville kunne overleve, hvis det var at han stadigvæk var et menneske..!
Han kiggede lidt op mod himlen før at han kiggede hen på drengen igen, vampyren gjorde sig klar til hans næste træk, uden at vide hvad det var, selvom at det heller ikke var sikkert at han kunne undvige det. Han kunne godt komme til skade, komme meget til skade end da og ligge tæt på til at gå døden i møde, hvis det endte med en blodig slås kamp. Selvom ilden og solens stråler også var en af hans største svagheder. Vampyren hvæsede lidt og nogle af hans hugtænder kunne man lige få øje på. Af hvad det så ud til var han selv ældre end fjenden, da han ikke så, så gammel ud igen. Men det kunne godt være at han tog helt fejl omkring det.

Da Matt mærkede denne vampyrs ånde imod sit øre, fik han kuldegys... Men det blev ikke bedre at mærke vampyrens tunge imod hans øreflip. Det fik ham kort til at ryste. Det føltes ubehageligt og så alligevel så rart på en meget mystisk måde. En følelse han ikke havde følt før... Han kunne ikke lide den måde denne vampyr dukkede op det ene sted og endte et andet sted.. Det var meget uhyggeligt, men på en spændende måde. ”Jamen så må du vel være en meget uerfaren vampyr siden du ikke har stødt på en før nu” sagde han i en let og provokerende tone.
Så slog det ham... Hans ipod... Hvordan skulle han beskytte den hvis denne vampyr ville slås? Han gik nærmest i panik inden i da det var hans kæreste eje. Den ipod betød mere for ham end alt muligt andet. Han lod hans hånd finde frem til hans lomme i han hættetrøje. Han hev let hans hoved telefoner ud af ørerne og proppede dem ned i lommen; ned til ipod'en. Han lukkede lommen, og bed sig let i underlæben. Han strøg sine fingre gennem hans pandehår, og kiggede op på vampyren... Matt svingede sin arm imod vampyrens hals i en hurtig bevægelse og fik at omkring vampyrens hals... Et meget hårdt greb, der på et normalt menneske ville have dræbt det. Men sådan var det jo med varulve. De var stærke selv i menneskeform.. Eller det var Matt i hvert fald. Det hørte med til hans evner.. Han var dog ikke helt så stærk som han var i ulveform. Men det kunne han jo kun være når der var fuldmåne.. Desværre... Det ville have været mere praktisk hvis nu han selv kunne styre sin forvandling. For når han blev det ville han ikke, men når han ønskede det kunne han ikke. Det kunne have været praktisk lige nu .Irriterende. Han kiggede lidt på vampyren... ”har man lov at spørge dem hvad deres navn er, nu hvor vi står lige?” spurte han med lille irritabelt grin. Hud hvor han hadede at kæmpe... Denne vampyr var højere end ham selv, hvilket var klart... Alle han kendte var højere end ham selv. Han var nu os lav i forhold til alle mulige andre. Han var os kun noget med 172 eller sådan noget. Ikke højere i hvert fald... Måske lavere? Det ville han dog ikke håber på. Det ville være ydmygende i hvert fald. Det synes han selv. Han kiggede vampyren lige ind i øjnene. Det var nu enlig en ret akavet situation... Jaeh det lød underligt med det synes Matt altså at det var. Selvom det ikke var sådan helt rigtig akavet, som pinlig tavshed kunne være. Men det var en helt anden form for akavet. Han strammede sit greb en lille smule, det var mere fordi alle hans tanker genrede ham. Det var ikke for at skade vampyren mere... Det var bare hans tanker han nærmest kvaste i sine hænder... Bare at det i stedet var vampyrens hals.

//ingen krea xD

"Uerfaren.. og uerfaren.." gentog han letter irriteret da han hørte ordet fra varulvens mund, ak ja. Måske var han? Det havde han ikke rigtig tænkt over. Hvilket også var sjældent at han bare tænkte over sådan nogle ting som dette. Men det morede ham nu at han kunne høre på ham at Heath provokerede ham.. sødt.. meget sødt end da.
Uden at han havde set det komme, tog varulven fat omkring hans hals, det havde overrasket ham en del, som også kunne ses på hans øjne og med det samme begyndte han faktisk at vride sig en smule, for at komme fri, men som mislykkedes lidt, han havde lagt sine hænder på hans arme, langs hans arme. "He..ath.." prøvede han på at sige og udtale, men det var svært for ham, når varulven holdte så godt fast.. et stærkt greb, som han bare ikke havde regnet med.. men igen, han kendte jo ikke til varulven, dens race, styrke og evner var ukendt for ham. Der kunne ske alt.. eller meget inden for mødet her.
"Je...g... giv..sl..ip.." prøvede han atter på at sige, efter at han med nød og næppe kunne komme og fortælle sit navn, fordi han var.. fanget? Utroligt som den følelse han havde lige nu.. følelsen af at han havde fortrudt med denne handling som han havde udført. "Ska..l.. no..k.." mumlede han.. og bed tænderne sammen imens at han bare prøvede på at komme fri, "Please.. giv slip.." sagde han lavt mere elle mindre skingert, han kunne ikke sige så meget, fordi grebet blev strammere med tiden. Heath håbede på at han ville give slip.. han ville ikke dø nu.. ikke nu..!!
"Jeg vil.. gøre alt ikke.. for at dø.." mumlede han, det at han ikke rigtig kunne få noget udført, gjorde at han heller ikke rigtig kunne skrige, en svær situation, hvor han ikke vidste hvad han skulle gøre.. andet end at han måske bare skulle vente? Vente.. på at varulven reagerede?

//heller ikke så Krea igen.. xD//

Matt kiggede på den tiggende vampyr Heath? Det var ikke meningen han ville have strammet grebet.. Han faldt bare lige i trance i hans tanker. ”Unds...” men han stoppede sætningen. Ville det være klogt at undskylde over for den vampyr? Måske, måske ikke. Han slap sit greb rundt om vampyrens hals, og trådte nogle få skridt tilbage.. Havde han nærmest kvalt en vampyr? Mystisk, så stærk troede han ikke at han var.. men han kendte jo heller ikke selv til sine styrker. Det hele var lidt nyt for ham. Han havde været varulv i lang tid, men aldrig fået hjælp til at håndterre det med at være varulv. Matt sukkede. ”En vampyr der frygter døden... Mystisk... Selvom en vampyr er død...Det siges i hvert fald at de ingen sjæl har..” mumlede han.. Vel mere som information for sig selv end til vampyren Heath. Matt lod sine arme falde ned af siden igen.. Han havde nogle grå stribede vanter på toppen af fingrene var cuttet af. Sådan nogle vanter/handsker gik han for det meste med.
”jeg synes det er værdigt at fortælle dem mit navn, siden jeg for det meste er retfærdig over for dem der er svagere end mig selv.. Mit navn er Matt” sagde han med et lille lidt provokerede smil. Denne vampyr var morsom at 'lege' med. Det virkede nemlig ikke som om denne vampyr var så svag over for andre ting end sit liv. Men det var alle normale personer vel. Bange for døden, på en måde. Matt var bare underlig, og bekymrede sig ikke om sit liv.. Mere om andres.. Hans liv betød mindre for ham end sin ipod. Men den ipod, ville han så os dø for. Men det var os fordi den havde hjulpet ham gennem alt.. Hele sit liv havde den været der. I hvert fald så meget af hans liv han nu kunne huske. Efter han var blevet varulv var nogle af hans fortids minder blev mere utydelige i hans hukommelse. Og andre helt væk. Derfor troede han at den havde været der hele hans liv..
Men den var os hans liv. Og det var der ingen der skulle vide. For med den kunne de såre ham. Mere en fysiks muligt. Han ville gøre alt for den.. Så bare Heath ikke fik fat i den.. Så ville han kunne få Matt til alt.. Blive hans slave, hans ejendom.... Alt...

Det var ikke fordi vampyren var bange for at miste livet endnu engang, han vidste godt at han ikke levede mere, at han var at dødt råddent væsen hvis hjerte ikke bankede længere; han vidste bare at hvis han blev dræbt, så ville han have det svært med at komme tilbage igen og den tid ville han ikke gå i møde!.. Han bed sig lidt i læben efter at varulven havde givet slip på ham, der var et eller andet over ham, men hvad vidste han ikke.. tanken strejfede ham ikke så meget, fordi han var ikke meget for at tænke på det.. han plejede jo ikke at være den flinke og søde type. Han havde måske interesse i Matt.. "Du kender mig ikke.." brummede han lavt og irriteret, han havde skam hørt hvad det var han havde sagt, da han havde en god hørelse.. han kunne høre nogen snakke fra lang afstand og når folk de snakkede meget, meget lavt, som Matt, der nærmest snakkede med sig selv. Han fortrak derefter sine mundvige i et mere skævt smil, efter at han slappede mere af i kroppen, end han gjorde før. Det irriterede ham groft med det provokerende smil som Matt sendte, da han sagde og mente åbenbart at han var stærkere end vampyren.. "Du ved ikke.. hvor stærk jeg er endnu.. og du skal nok også passe lidt på... min fine herre.." hvæsede han, imens at han kiggede på ham; havde i hele dette øjeblik hvilet sine øjne mod ham, for at se hvad han ellers havde at sige eller gøre.. han kunne jo ikke læse hans tanker.. den evne havde han ikke fået som vampyr, desværre. Og siden at Matt kaldte ham, dem og de.. så ville han da også bruge nogle fine ord.. som var gammel dags. Selvom det undrede ham at han brugte dem.. fordi han kunne tydeligt gætte sig frem til at han var den ældste.
Et lille smørret smil dukkede frem på læberne, "men... forsent.." mumlede han og gik tættere på ham, med raske skridt, uden så meget at tøve, eller lignende, med at bide i underlæben, han var ikke bange, nervøs eller andet, som kunne gøre situationen akavet. Han stillede sig tæt på ham, da han nærmede sig ham, Heath var klog nok, og vidste godt at varulven bare kunne tage fat og smide ham væk, hvis det var det han ville...
Han tog fat i ham samtidig med at lænede sig mod ham, så det resulterede i at de faldt ned mod jorden, Matt ramte den kolde jord først og havde vampyren liggende oven på sig; "Du skulle ikke have generede mig.." hviskede han mod hans øre og bed letter legesygt i hans øreflip, inden at han kort slikkede ham på halsen med tungen. Ventede på hans næste træk.. ventede på hvad der atter skulle ske.. han var spændt.. det kunne ses på ham at han gerne ville mere end bare skændes og slås.

Matt slog hovedet ned i jorden da han blev væltet bag over. Hvad var denne vampyr ude på? At voldtage ham eller hvad? Ret så skræmmende at have vampyren Heath oven på sig. Han mærke de små nap i øreflippen... Det fik ham til at stønne meget lavt og svagt imod hans vilje. Det var ikke lige frem støn han manglede i denne situation. Det var ikke så praktisk at ligge og stønne over små nap, fra en vampyr der nærmest overfaldt ham. Matt havde ikke lige en ide om hvad han skulle gøre i denne situation, det var ikke just noget han var vænnet til at tackle.
Han fik drejet Heath's hoved en lille smule, og bed så Vampyren i hans læbe. Hårdt og voldsomt på en måde også frækt?. Det var på en måde hævn for at han havde slikket ham på halsen. Det her kunne ikke ende i andet end kaos... Det var ikke svært at regne ud. Men han overlevede nok.. forhåbentligt. Det var jo ikke til at vide når han havde med denne speciale vampyr at gøre... Han fik på en måde Dem vendt om, ”Jo, jeg er stærkere end dig” nærmest hviskede han men stadig tydeligt. Han pressede hårdt Heath's arme ned i jorden, og lænede sig hen over ham..”Kan du se hvad jeg mener” sagde han, og igen med et provokerede smil. Det var morsomt at provokere denne vampyr, for han reagerede på det... Han vidste godt at vampyren ville mere end det her. Meget mere.
Men han ville ikke give ham det han ville have.. Ikke lige nu... Han ville hellere irritere denne her vampyr, og få ham til at længes mere efter det han ville have. Men hvis han så gerne ville have mere end skænderier og slås kampe.. Så måtte han tage det.. For Matt ville ikke give sig så let.. Måske slet ikke.. Nu måtte vi jo se vampyrens træk, eller om vampyren ville mande sig op og være lidt mere overbevisende.

// har ingen krea overhovedet lige nu -.-

Små brummende lyde undslap fra hans strube da varulven bed sig hårdt fast i hans underlæbe, det kunne ses på ham at han var noget irriteret, da han pludselig selv lå på jorden med Matt over sig, vampyren bed tænderne sammen, imens at han så på ham, ,, ..Men du kan alligevel ikke kontrollere mig" mumlede han, så varulven knapt nok kunne høre ham, imens at han prøvede at komme fri fra hans greb, taget på hans arme gjorde ondt, en smerte han ikke havde regnet med.. selvom Matt måske var stærkere end ham, ville han ikke indrømme det...
,, Endelig.. mærkeligt at du heller ikke har slået mig endnu..." sagde han og hvæsede lidt, dog ikke for at gøre det mere værre end det var i forvejen, en tanke strejfede Heath, var det nu at der var dukket en person op som kunne tæmme ham? Han rystede kort på hovedet ved tanken.. det kunne ikke passe.. men det så alligevel ud til at Matt også nød de ting som han havde gjort?.. Hvis han da var god nok til at finde ud af det, men han var ikke sikker.
,, ..Du er ikke den eneste som kan være provokerende..." hviskede han lavt, imens at han fortsat kiggede på Matt og bed sig noget hårdt i læben, inden at han lænede sig op så meget han kunne, fordi varulven stadig holdte fast i hans arme, langsomt lod han sine læber ramme hans, hvor han inden da havde kysset hans ene mundvige, normalt ville han ikke gå så meget til værks, det var sjældent at han brugte det trick, med at kysse lige fra starten, han kyssede Matt med lidt passion og masserede sine læber lidt hårdt mod hans.

”Fordi jeg ikke er en ond sadist” nærmest vrissede han, til det med at han ikke havde slået Heath endnu... Det var kun i yderst nødstilfælde han ville slå ham... Men den stakkels vampyr havde vel lidt nok.. Matt havde jo allerede, bidt ham og nærmest kvalt vampyren. Men vampyren havde også selv bedt om det...
Kort efter strakte vampyren sig op imod Matt... Men inden han kunne sige noget havde vampyren kysset ham.. Han fattede ingen ting.. Hvorfor kyssede vampyren ham.. Det var da underligt. Han kom ud af fokus, og mistede grebet på Heath's arme. Vampyrens hårde og kolde læber masserede Matt's bløde, varme læber. Han vidste ikke hvordan han umiddelbart skulle reagere, eller hvad han skulle gøre... Så han valgte bare at fryse fuldstændig fast... Matt slap Heath's læber, ved nærmest at sætte sig op... Altså han sad på vampyrens mave nu. ”Hvad skulle det til for?” mumlede han og kørte sit arme hen over sine læber, som en lille dreng ville havde gjort hvis deres mor havde kysset dem med læbestift på. Matt's pande hår var igen faldet ned over hans ene grålige øje. Han sukkede svagt og lydløst. Han kiggede ned på vampyren... ”Nej, du er os temmelig provokerende” mumlede han som kommentar til det Heath havde sagt inden kysset. Vinden blæste stadig iskoldt rundt, og hev i træernes krone. Nogle enkle blade susede rundt omkring dem, og lidt rundt på jorden.. Der var nu enlig ret så koldt, der på jorden. Men Matt bemærkede det ikke så meget igen, da han havde sin tykke grå hættetrøje på. Matt lod sine ene hånd inde vej op til hans lomme og mærkede om ipoden stadig var der... man kunne aldrig vide når man havde med vampyrer af gøre. Han lod sine fingre på den anden hånd berøre den snake bite Heath havde i læben, og de to metal stykker der sad mellem øjnene. Det så helt specielt ud med alle de piercinger. Matt havde altid selv ville have en snake bite men turde ikke få lavet den.. Men han havde til gengæld en tatovering. Han havde aldrig vist den til nogen men han havde den, og havde fået lavet den i en tidlig alder. Han var vel 13-14 år den gang han fik lavet den.. Selve tatoveringen var en stjerne der sad på hans håndled. Men han tænkte ikke så meget over at den var der. Han kiggede på vampyren og betragtede ham.. Han tænkte ikke over at vampyren sagtens kunne vælte ham af sig, eller slå ham omkuld. For Matt var jo optaget af noget andet.

Et lille grin undslap fra hans læber da han nævnte det at han var en ond sadist.. Heath kunne ikke gøre for at han var som han var, så det gjorde ikke så ondt på ham, da varulven sagde det. Vampyren fortrak sine mundvige i et skævt smil imens at han mærkede at grebet på hans arme blev løsnet. Heath kiggede lidt på ham da Matt sad på hans mave i stedet for at have gengældt kysset...
,, Det har jeg ikke noget svar på.." sagde han med sin charmerende stemme, imens at han betragtede Matt. Efter at varulven lignede en lille dreng da kørte sit arme hen over sin mund, kunne han ikke lade være med at fnise en smule.
,,Hvis du kan lære mig noget andet.. end at være provokerende.. så vil jeg måske tage imod det, men det ikke sikkert.. at det vil virke.." sagde han lige så stille og rømmede sig lidt, hvilket var rigtigt nok, Heath havde været så meget dårligt igennem sin barndom at han knap nok kunne huske noget.. godt? Han blev mobbet som lille, da han var et menneske, og følte sig ikke engang modig nok da han voksede og blev til en mand, det forandrede hans liv at blive bidt af en anden vampyr som havde opsøgt ham, fordi han havde gjort noget dumt tidligere, den skæbne var noget af det bedste som var sket for ham.
,,Og alligevel er du ikke gået din vej.." mumlede han undrende inden at han vendte sit blik væk fra Matt og kiggede sig omkring, han gad ikke rigtig at kigge på ham, før at han fandt på sit næste træk, hm, lidt romantisk var det vel, som den stilling de stod i mens at enkle blade susede rundt omkring dem. Uden at han havde bemærket det til at starte med mærkede han nogle fingre som rørte ved hans snake bite, og ved hans to metal stykker der sad mellem øjnene. Hvad havde varulven gang i?

Heath var ikke van til den berørelse og derfor mærkede han en kuldegysning gennem kroppen mens at hårene rejste sig. Han lå helt stille, imens at han vendte sit blik mod ham igen, roligt lod han sin tungespids glide ud, en vane for ham at blød gøre hans læber, han kom til at røre nogle enkle af hans fingre, som berørte hans snake bite, det var ikke som planlagt.
,,Matt.." mumlede han og sukkede lavt, han havde svært med at sige dette.. men et eller andet sted følte han at han var nød til at sige det, han rømmede sig.
,, Du er stærkere end mig.. men jeg vil ikke give op så nemt..." sagde han lige ud og dog med en blid stemme, det var nærmest ment som en kompliment, at selvom de kunne snakke ville der være lidt fjendtlighed mellem dem, måske.. Heath vidste ikke hvad tiden ville bringe sig hen.

Matt kiggede kort ned på jorden, da han synes han kom til at stirre lidt for meget på Heath. ”Jeg kan belære dg en masse, men så skal du sværge evig troskab over for mig..” mumlede han stille, men regnede med at vampyren kunne høre ham.. En vampyr burde jo have en god hørelse.
Han kiggede hen på Heath.. Vampyren indrømmede at Matt havde mere styrke end ham, men at han ikke ville give op. ” Der er heller intet morsomt i at give op” mumlede han og bøjede sig lidt ned af mod vampyren. Hvor han let lænede sig ind imod vampyrens øre... ”men jeg er os sikker på at du kan belære mig noget... men det kræver.. tillid.” hviskede han charmerende og mystisk ind imod vampyren Heath's øre. Da han sagde det ed at han ikke var gået sin vej endnu, orkede Matt ikke at svare.. Eller nærmere han vidste ikke hvad der var klogt at svare?
For hvad ville ikke lyde forkert? At han syntes det var spændende på en underlig måde? At han enlig godt kunne lide at denne vampyr ikke var venlig stemt hele tiden? De mennesker han havde mødt havde været vildt rare. Men det var nu også rart.. Det var ligevægten der var rar. Nu mødte han endelig en i denne by der ikke var så let at komme ind på.
Heaths stemme var enlig ret charmerende, på en ret lusket måde. Det var ret skræmmende. Det var som at vampyren havde Matt i sin hulehånd, men det ville han ikke indrømme om det så gældt hans liv. Det mente han var for svagt. Matt fjernede sine fingre fra vampyrens piercinger. ”Hvad vil du så lære i dag” hviskede han mumlende. Han kunne lære denne vampyr mange ting. Selvom han ikke var så gammel, kunne han en masse. Såsom.. slås..opsnuse sig til ting.. osv... Men også en hel del han holdte skjult.. Og nogle enkle ting han ikke vidste noget om. Måske aldrig ville komme til at vide noget om. Så skulle han i hvert fald være heldig. Han kiggede lidt rundt igen. Der var ikke specielt flot af en skov af være. De plejede at være meget smukkere og meget rarere. Men verdenen var nu heller ikke sådan som den burde være. Den var for det meste ond og grusom.
Og specielt imod dem der var uskyldige, og svage. Det var det der var så ondt i denne verden. Så sørgeligt. Et suk forlod ham, og han kiggede ned på Heath, og så igen rundt på skoven.
Matt satte sig lidt til rette og kiggede ned på vampyren igen. Han sad ret godt sådan som han nu sad. Men den måde han sad på kunne godt misforstås. Temmelig meget, hvis man ikke kendte situationen de var i. Heldigt for at der ikke var andre end dem. Der var måske et par enkle dyr eller sådan noget. Men heller ikke mere end det; regnede han med. Han smilede skævt til Heath, og strøg let sine fingre gennem sit sorte hår.

Al den hvisken, gjorde ham næsten svag, men han kunne godt lide at høre på det inderst inde, fordi det var Matts stemme.. Det som varulven sagde var han ikke van til at høre da han havde gået sin egen vej næsten hele gennem sit liv, ordet tillid var nærmest som et nyt ord for ham.

,,Kommer an på om jeg kan stole på at jeg ikke mister den person.." sagde han stille, nærmest som en hvisken, men alligevel så Matt kunne høre det, efter at han ikke ville blive såret igen når nogen forlod ham voksede monsteret inden i ham. Den vampyr som var grusom og ond, som ingen kunne styre og få andre til at skifte mening, så han kunne få det han gik efter. En af hans evner..

Heath kiggede op på Matt og hævede det ene bryn, da han spurgte om hvad det var som han ville lære i dag.. godt spørgsmål. Mens at det var alt afgørende om det overhovedet kunne lade sig gøre at lære ham noget? Vampyren lukkede sine øjne lidt, inden at han kiggede på varulven igen.
,,Hm..ved ikke rigtig.. Matt..", det var utroligt svært for ham at finde ud af hvad han lige netop skulle lære.. ,,Til..lid?" han rømmede sig en smule efter at han havde sagt det, mere eller mindre forsigtigt, da han havde noget svært med at sige det. Lige nu gad han bare godt at Matt ville kysse ham... men Heath blev bare liggende på jorden, han nød det faktisk.
,,Hvis jeg kan lære det.." mumlede han og bed sig svagt i underlæben.

Matt kiggede ned på Heath...” Hvis den person der ikke mistes er mig... Så lover jeg det” sagde han forsigtigt, og strøg ham blidt over kindbenet. Matt's kinder fik en svag rød farve... Hvorfor var det han altid skulle rødme på de mest upassende tidspunkter. Det var altid så uheldigt ramt.
Han bed sig lidt i underlæben, og pillede lidt ved lynlåsen på hans hætte trøje. Han var lidt genret nu, hvorfor vidste han ikke.
Han kiggede ned på ham ”tillid er ikke noget jeg kan lære dig uden din egen hjælp, men alle kan lære det på den ene eller anden måde” mumlede han og smilede skævt til ham. Matt fugtede let sine læber med tungen da de var blevet helt tørre.
Han tog sine ene handske/vante af, og kiggede lidt på hans næsten hvide hånd. Han overvejede at røre ved Heath og føle hvad han følte. Om han snød ham, og bare ventede på at dræne ham for blod ind til der ikke ville være andet en hans krop tilbage. En tom skal uden sjæl og blod... Han rystede let ved tanken og tog sin handske/vante på igen. Han kunne ikke tillade at misbruge sine evner. Det ville være ondt og han ville ikke give sin tillid til Heath hvis han gjorde sådan.
Han smilede skævt igen.. ”skal jeg flytte mig?” spurte han ham, og kiggede ham kort i øjnene.

Heath vidste ikke om han skulle stole på det som han sagde, fordi vampyrer og varulve havde været fjender i længere tid end man kunne regne ud og nu skulle han måske til at lære med at få tillid til en varulv. Et lydløst suk undslap fra hans læber, inden at han lod sin tunge glide ud for at blød gøre hans læber, imens at han så op på Matt for at det ikke var løgn var Heath begyndt at falde en smule for ham, et lille crush måske.
,,Hvordan skal jeg kunne regne med at du ikke smutter nogle vegne?..Når du er en.. varulv.." spurgte han og sank en lille klump, inden at han hævede det ene bryn og bed sig lidt i læben, og mærkede sit ene stykke metal i sit snake bite. Ak ja. Han ville jo gerne være på den sikre side, ikke? Han ville ikke give sin tillid ud til andre folk som han på et tidspunkt ville miste uden at vide præcist hvornår og hvorfor. - Heath kiggede lidt på ham med et undrende blik da varulven tog sin ene handske af. *Hvad laver han?* var de første tanker der strejfede ham.
,,Hvad gik..det der ud på?" spurgte han lige ud, men stille efter at Matt havde taget sin handske på igen, da vampyren gerne ville have et svar, ikke fordi det lige direkte var så vigtig, han var bare meget nysgerrig og han ville jo gerne lære Matt bedre at kende.
Langsomt fortrak han sine mundvige i et skævt smil, imens at han så på drengen som sad på denne noget så kold og blege marmor farvede hud af en mave. Heath vidste allerede med det samme hvad det var han ville svare på spørgsmålet, da han spurgte om han skulle flytte sig fra Heath, og det var et klart;
,,Nej..", han ville ikke have at Matt skulle fjerne sig, han kunne lide at have den tæthed og det skulle vare ved.. så længe det kunne? Han kiggede Matt ind i øjnene, ,,Hm.." mumlede han og bed sig noget hårdt i underlæben, så der kom et bidemærke. I en rolig bevægelse førte han sine hænder hen mod varulvens mave, da han rørte beklædningen af hans trøje lod han dem glide inden under, mens at han fortsat kiggede ind i Matts øjne.
Heath lod sine fingerspidser glide rundt på hans mave, for at udforske ham lidt, i en blid berørelse. ,,Stikker du af.. stopper det hele.. eller.. vil du gøre noget helt andet?" spurgte han hviskende.

Matt kiggede ned på Heath, ”Jeg smutter igen steder før fuldmåne, for der er jeg bestemt ikke rar” hviskede han med et skævt smil. Nej, ved fuldmåne forvandlede han sig til et dræbende bæst, der ikke kunne tæmmes. Og evt.. ikke overvidnes. Det vidste han ikke da han ikke vidste hvem han selv var ved fuldmåne. Det var ret uhyggeligt, fordi han aldrig kunne huske noget, og altid var smurt ind i blod. Han kiggede, ”Jeg er en hund, og jeg er trofast så længe jeg kan stole på min ejer” mumlede han.. Matt mente ikke at vampyren var hans ejer. Det var mere budskabet i sætningen. Den skulle ikke forstås bogstaveligt.
” det gik ikke ud på noget.. Det betyder ikke noget... glem hvad jeg sagde” mumlede han og vrøvlede et par gange da han ikke vidste om det var normalt at havde en kraft. Han kiggede ned på Heath, da han svarede nej.. Dejligt.. For det var rart at sidde på ham. Han fik kuldegys, da vampyren lod sin hånd finde ind under hans trøje. Et svagt støn, der næsten var uhørligt forlod ham.. Hans kinder blussede op, og fik en svag rødlig farve. Han blev lidt flov, men bøjede sig ned og lod let hans læber ramme vampyrens mundvig. Han kyssede vampyren ned på mundvigen, lige ved læberne, men lod sine læbe følge huden ud til Heaths kind... Han lod sin læbe kærtegne kinden. Og fjernede så sit hoved.
”Er det nok overbevisning?” hviskede han let og smilede så lidt skævt og en anelse frækt til denne vampyr. En tanke slog ham.. De var midt i en uhyggelig skov og han var ikke bange. Det måtte var Heath, der havde afledt hans opmærksomhed fra omgivelserne.” Hvad har du i tankerne?” spurte han stille og hans kinder fik igen en rødlig farve, han kunne jo nogenlunde regne det ud. Suk.. Matt endnu et dårligt spørgsmål.
Atter suk. Han spurte nogen gage om de underligste ting. Men det endte som regl godt.. Forhåbentligt.

,,Okay.." mumlede han lavt, til at Matt næsten ikke kunne høre det, angående til det svar som han kom med til hans spørgsmål, om at han skulle glemme det, at det ikke var noget, men fortrak så sine mundvige i et mindre skævt smil imens at han kiggede op på Matt, var det rigtigt at han rødmede?.. Det var lang tid siden at han selv havde prøvet det, have sådan nogle følelser, men han var stadig ved at falde for Matt, det kunne ikke udlukkes. Et større smil dukkede frem på hans læber da han opdagede at varulven bøjede sig ned og lod sine læber ramme hans mundvige, Matt kyssede ham på mundvigen, lige ved læberne og lod ellers sine læber følge huden ud til vampyrens kind, imens havde Heath lukket sine øjne lige så stille, han nød det og det kunne ses på ham. ,, Hm.." sagde han mere eller mindre tænkende og fugtede let sine læber inden at han prøvede at sætte sig lidt op, imens at han havde Matt siddende på sin mave. ,,Jeg har dig i tankerne... og ja det er nok overbevisning..." sagde han stille, men tydeligt nok til at varulven kunne høre ham, stille lagde han sin ene hånd på hans kind og lod sine læber ramme hans, kyssede ham direkte på munden. Han kunne ikke lade Matt være og alligevel var Heath rolig.. det var som om at hans monster var blevet tæmmet lidt?
Heath ville ikke have ham til at gå.. lige meget hvad.. selvom han var nød til at gå ved fuldmåne.. han tænkte det ikke ydeligere igennem, i stedet for prøvede han stadig at holde kysset kørende, have varulvens læber mod sine, og masserede dem blidt, måske lidt dyrisk.

Matt mærkede vampyrens marmor læber imod sine egne. Den måde Heath kyssede ham på var dyrisk og vildt... men stadig dejlig blødt. Han gengældte kysset og, lod sig flytte sig en smule fra ham, så vampyren kunne sidde op, uden at blive skubbet væk. Han lagde sine hænder bag hans nakke og lod sine fingre berøre hans 'nakkehår'. Matt rødmede lidt igen og nussede bare Heaths nakke. Han smilede lidt bag deres lidt vilde, dyriske kys. Matt nappede ham lidt i læben, men på en blid måde. Ikke ligesom dengang han bed ham i underlæben.
Han holdte et stramt greb rundt om hans nakke, og lagde vampyren ned på jorden. Han lagde sig selv over ham og kyssede vampyren en lille smule vildere, og mere... frækt.... på en måde. Matt slap kort vampyrens læber, men gav dem endnu et blidt kys. Hans kinder var stadig rødlige, men ikke nær så tydelige. Han slap vampyrens læber og sendte et skævt smil til Heath.
”Undskyld jeg er ikke så god til det med.. kys” mumlede han. For det var han ikke. Han havde ikke rigtig styr på det, med kærtegn osv.. Men han havde jo heller ikke rigtig hat nogen at 'øve' sig på før nu. Han strøg sine fingre gennem pande håret, og lod det igen falde ned over sit ene grålige øje. Matt rullede ned fra vampyren og lagde sig ved siden af ham. Det kunne jo være han maste Heath og det skulle han jo helst udgå.

//min krea er død -.-

Heath blev mere lykkelig da varulven gengældte det, han havde ikke regnet med at ville ligge på jorden igen, men han havde intet imod det. Han nød det hele og det kunne ses på ham. Dog blev han noget skuffet da Matt stoppede det hele. Nogle små brumme lyde undslap fra hans læber imens at han så på ham. Langsomt hævede han det ene øjenbryn da varulven sagde at han ikke var så god til at kysse..? Et skævt smil dukkede frem på hans læber, imens at han fortsat med at betragte ham.
,,Det er bare.. pga. din selvtillid.. at du ikke er helt sikker på hvad det er du skal gøre... og jeg kan lære det" sagde han og bed sig i underlæben, ikke for hårdt, han sukkede lydløst da Matt lagde sig ned ved siden af ham i stedet. ,,Matt.. jeg ved at du kan gøre det du vil" sagde han og kiggede hen på ham inden at han satte sig lidt mere op og lagde sig hen over Matt.
,,Du.. vil gerne.. ikke?" spurgte han imens at han tog fat i hans ene hånd og førte den hen mellem hans egne ben. Og lagde hans hånd på hans ene lår. Heath ville ikke stoppe... Han lagde sig noget mere ned på Matt og lod hans læber ramme hans igen og begyndte at massere hans læber blidt, i håb om at det også ville hjælpe ham til at gøre det. Han kyssede ham mere med passion.
Langsomt førte han sin hånd op i hans hår og begyndte at røre ved det på en blid måde, mærkede hans hår gennem fingerspidserne imens at han lukkede sine øjne lidt.. ventede på Matts reaktion.