Bang, bang.

Lokalet var tomt, og gråt. Et metalbord var placeret ved dens midte, og en seng, med en tyndslidt madras var placeret i venstre side, under et tremmebesat lille vindue. Der var stille. Der var øde og de eneste som stadig holdte til her, var junkierne fra hjørnet. Og, ja så Mr. West; Vampyren der stod i døråbningen, til dette tomme blege rum, og betragtede væggen, hvor store røre bogstaver prydede den. Røde bogstaver, som for længst var tørret, men som endnu ikke var falmet hen, som resten.
Sidst han havde været her, havde der ikke været tomt. Dengang havde bogstaverne endnu ikke fundet vej, til murens hvide kulør, skrigene og latteren kunne dengang stadig høres. Men ikke mere, alt var blot et minde nu.
Han tog let på hatten, rettede den uden at tænke over det, og gik så frem mod den tyndslidte seng. De mørke øjne, som denne eksistens bar rundt på, flakkede frem og tilbage, mens han satte sig ned. Sengen beklagede sig under hans vægt. Uden et ord endte han med at lægge sig ned, drejede hovedet, så loft lampen's blinkende lys ramte hans liggende profil, og mørke øje, der truede med at sluge lyset. Han lå lige over for de skrevne ord, og West kunne ikke lade være med at hviske dem for sig selv, som dengang - for længere tid siden, hvor selv samme hvide handsker havde skrevet dem.
"Bang... Bang - I shot her down.. I shot my pumpkin down. "
Den mørke hat rørte på sig, som han lå der i sengen, og stirrede mod væggen. Kom der nogen?

Lyden af højhælede sko kunne høres ikke så langt væk fra en gammel bygning som så mere eller mindre forladt ud, en ung smuk kvinde bar disse sko. Denne skabning havde hørt en masse rygter om den forladte galeanstalt og det gjorde at nysgerrigheden voksede frem i hende. Der var ingen tvivl om at hun havde interesse i at udforske stedet. Det siges at bygningen skulle være hjemsøgt.. og at man stadig kunne høre skringene fra slaverne der blev holdt fanget. "Tsh..", kom der fra hendes mørke røde læber, som en let mumlen i vinden. Hun havde et fint deltaljeret korset på som passede til hendes figur af en krop, mens at der hang en halskæde rundt om hendes hals; som rigtigt var et halsbånd, der bare havde fået flere vedhæng på sig. Udover korsettet havde hun en tynd sort kappe på og en sort nederdel. Hendes hud var bleg og lige tilpas med at røre ved.. ikke for kold.. og ikke for varm.. et lusket smil plantede sig på hendes læber, imens at hun fortsatte med at gå i raske skridt.
Hendes hår sad lyst ned af hendes ryg, langt hvidt hår, ligesom hendes hud, med pandehåret gemt væk fra ansigtet. Hun var ikke bange for at vise sig frem, selvom hun var noget af en enspænder. Kvinden hed Ivory og hun plejede at sige at hvis man ikke turde at gøre noget ud af sig selv, kunne der mærkes en vis svaghed. Ivory ville dog ikke brale af sin figur. Hun var ikke den flotteste kvinde i universet.
"Well..well" efter at disse ord strømmede ud af hendes mund stod hun foran den beskidte råstne dør, indgangen til Maison De Fous, også kaldt galeanstalten. Langsomt tog hun fat i håndtaget og åbnede døren, mens at det nemt kunne høres at døren trængte til noget olie, da den knirkede. - Hun trådte ind i dør åbningen og stod der lidt imens at hun lod sine lyseblå krystal klare, øjne glide rundt, lugten af blod strejfede hendes næse, ikke så underligt at folk troede at stedet var hjemsøgt, et lille, men klart grin undslap fra hendes læber ved tanken. Djælven til Ivory gik endelig indenfor og lod døren klappe i efter hende. Det var en stor bygning og Ivory kunne sagtens tænke sig at det ville tage lang tid for hende at udforske hele stedet, hun vidste ikke engang selv hvor hun skulle til at starte med, selvom hun var alene mente hun nok at hun skulle få det sjovt og more sig lidt..

Et stykke fra lokalet, hvor vampyren i øjeblikket lå, og tættere på indgangen til selve bygningen, befandt der sig et andet væsen. Et lille individ der mest af alt lignede en kanin bamse. Den havde store øjne af knapper, en syning ned over panden, og havde desuden en sort plet om den ene knap. Om halsen bar den en sløjfe, som halv var gået op. Denne hvide bamse lignende kanin, lignede til forveksling noget, der tilhørte en høj sort hat.
Dette væsen, der både kunne bevæge sig og tænke, havde kursen mod den nye eksistens, der netop havde trådt ind, i den ellers forladte bygning. Der gik ikke længe før denne fandt den anden person. De tyve centimeter, som denne udgjorde dukkede frem, for kvindens blik, knap 7 meter derfra. Den lagde hovedet på skrå, tøffede så lidt væk, og ventede på at kvinden skulle følge efter. Det ene øre strittede nysgerrigt i vejret. Den søgte kvindens øjne, med sine egne knapper, og hoppede igen let frem, for dernæst at hoppe længere tilbage. Så begyndte den at traske bort, med ørerne virrende efter sig. Hvis hun fulgte efter dette lille væsen, ville den føre hende til at lokale. Et lokale, hvor døren ville være åben, og hvor der ville ligge en på den tynde madras. Mr. West.

Ivory fik øje på et lille væsen, som svævede rundt omkring i luften et stykke væk fra hvor hun stod.
Et væsen som hun ikke før havde set, faktisk aldrig i sit liv? Hun rystede svagt på hovedet imens at hun så efter dette lille væsen og begyndte at gå og følge efter det. Hun vidste ikke hvor det fløj.. svævede hen? Hun havde ingen anelse, men der var ingen som stoppede hende i at følge efter væsnet, hun var nysgerrig for at vide hvor det tog hen.

Hun nærmede sig en dør, nærmere et lokale og hævede det ene øjenbryn, var der andre der inde end det lille mystiske væsen? Hun trak svagt på skuldrende, hun ville ikke vide besked før at hun fandt ud af det, ved at udforske det, som hun allerede gjorde med stedet, også kaldt den gamle forladte galeanstalt.
Ivory gik fortsat hen til døren og kiggede ind, mens at hun stadig stod i dør åbningen; hun fik øje på en mand liggende på en seng i lokalet, et syn hun ikke havde regnet med. Hun rømmede sig lidt; "Hvad.. laver du her?" spurgte hun bestemt. - Ikke fordi hendes stemme var blid, men den var heller ikke hård/ond at høre på. Ivory vidste ikke ellers hvad hun skulle sige, hun havde aldrig mødt denne mand før.

De 11 ord var blevet gentaget adskillige gange. Ordene på væggen havde atter vækket noget i Mr. West. Andet end de bare minder. Væsnet kom før kvinden, den sprang op i sengen, hvor han lå. Forvandlede sig for dernæst at forsvinde ned i Mr. West ene jakkelomme, længe før kvinden trådte ind i rummet.
Lyden af sko mod det hårde gulv, fik den liggende vampyr til at smaske, som var han lige vågnet af en dyb søvn. Hovedet blev drejet, og de mørke øjne klistrede sig fast til personen – kvinden. Et umærkeligt smil kom efterfølgende til syne, og fik ham til at hæve det ene øjenbryn, uden overhovedet at overveje at fjerne de mørke øjne fra hende. Vampyren rykkede på sig, rankede en smule op i sig selv, og endte med at slå benene ud over kanten af sengen, til en siddende position. Øjnene ikke så meget som virrede fra hende. Det var et blik, som ikke kunne kaldes behageligt, men derimod sådan et blik, der truer med at sluge den anden, og se alt, det indre såvel som ydre. Den ene behandskede hånd, rettede på den sorte hat, mens West forsatte med at være tavs for en stund. Først, da de sorte øjne havde set sig mæt, og hatten sad som den skulle, fugtede en lyserød tunge læberne, og han svarede.
”Har et gensyn med barndommen” Øjnene flakkede fra hendes øjne, til hendes mund. ”Har du tænkt dig, at være med.. ´Pumpkin?” Munden vrængede op til et bredt smil, der viste det fine tandsæt og de skarpe tænder, der lå gemt under. Pumpkin. Præcis, som der stod skrevet på væggen, med den røde maling. Et fantastisk nyttigt ord.

Ivory lod sine lyseblå krystal øjne glide rundt i rummet, hvor hun undervejs fik øje på en sætning der var indskrevet med størknet blod på væggen, det undrede hende ikke længere hvorfor at denne mand brugte ordet.. Pumpkin. Ivory himlede lidt med øjnene inden at hun kiggede tilbage hen på manden, hvis navn hun endnu ikke kendte, eller vidste noget om, hun fandt ham stadig som en mytisk mand, men der var et eller andet som sagde hende, at hun alligevel skulle passe på, hun kunne mærke hans kolde aura og se noget af hans blege hud. Der var ikke andre end vampyrer som så sådan ud. Men hvad ville en vampyr med en djævel, hun var jo et dødt væsen, et væsen opstået af Lucifers flammer..

Hun lagde sit hoved en smule på skrå imens at hun så på ham en kort stund.
"Hvis du lader være med at kalde mig for pumpkin.." mere sagde hun ikke, dog tøvede hun lidt inden at hun gik hen til ham og satte sig ned på sengekanten ved siden af ham. "Og.. dit navn er?" spurgte hun med ren nysgerrighed tone i stemmen, mens at hun lod sine øjne hvile mod gulvet, som om at hun fandt det interessant.

Sengen knirkede, da han rykkede sig let og den beklagede sig direkte, da hun satte sig ved ham. Det undrede ham. Hunkønsvæsner satte sig som regel ikke ved ham, men det plejede derimod at være ham, der brød grænsen til nærkontakt. Noget de fleste langt fra værdsatte.
Hvor hun tydeligvis holdt øjenkontakten til gulvet, holdt han sine dybe øjne mod hendes profil. Hun var nysgerrig, bemærkede han med en hvis selvtilfredshed. Nysgerrig, og dog fast besluttet om ikke at ville kaldes pumpkin. Det var ellers et glimrende ord. En skam hun ikke forstod det.
Vampyren trak på skuldrende, og valgte at svare det sidste i stedet for.
”West” lød det hæse svar, mens han slog et vådt klik med tungen. ”W-e-s-t.” gentog han omhyggeligt, mest af alt til ham selv. ”Hvem er du, som ikke vil kaldes pumpkin?”
Han lænede sig let tilbage, rankede derefter ryggen, sukkede kortvarigt af velbehag, da ryggen gav sig.
Så fulgte han atter hendes væsen med øjnene, og lagde hovedet prøvende på skrå, så hatten tippede en smule. ”Er du .. nervøs? ”Han kunne ikke lade være med at spørge, en ting West ofte gjorde, i forsøg på at hårdføre dem, væsnerne. Ofte dog med modsat resultat.

Ivory rettede sit blik mod den mand, som åbenbart hed West, hun tyggede lidt på hans navn og lænede sig selv tilbage mod væggen, da hun så ham gøre det, inden at hun havde rykket sig længere ind på madrassen. Efterfølgende sagde hun sit navn som han havde bedt om at høre; "Ivory..", et kønt syn, ikke fordi hun ville prale med sit navn. Hun lagde sit hoved en smule på skrå imens at hun fortsatte med at se på ham, hvorfor skulle hun være nervøs? Han havde ikke gjort noget endnu som ville få hende til at ryste i kroppen og desuden var hun en djævel som han nok bare ikke havde regnet ud endnu. Hun var heller ikke helt sikker på om han var en vampyr, det var bare hendes instinkt som sagde det. Som svar på hans spørgsmål, fandt hun det ikke mere passende end at sige;
"Giv mig en god grund til hvorfor at jeg skulle være det.."

Hun lod sin ene pegefinger berøre hans næsetip, som når man prikkede til folk i siden. Hun var bestemt ikke nervøs, hun plejede bare ikke at være i selskab med nogen, dog ikke fordi hun havde problemer med at snakke, men det var mere det at komme for tæt på nogen. - Hun var enspænder og det havde hun altid været. Måske kunne det ændres på et tidspunkt. Hun så lidt afventende på West.

Hvorfor burde hun være nervøs? Ja, hvorfor var hun det ikke? Hun sad på en tynd madras, knap 15 centimeter fra en ukendt mandsperson, med hat, behandskede hænder og en lang mørk jakke. Hun befandt sig i forladt rum, med røde bogstaver på væggene. Bogstaver, der tydeligt viste, at det engang havde været et sted, for gale og . . Bizarre eksistenser.
Der var ingen andre. Så, hvorfor var hun ikke nervøs? Var Mr. West blot en skygge af mystik, der ikke synes at tænde hendes alarmer? Hendes instinkter om at noget så nemt kunne gå galt?
Muligvis ikke. Og det var da også lige præcis det, der fik ham, vampyren, til at sende hende en skæv grimasse af et smil.
Et smil, hvis det altså kunne kaldes det, der vrængede til dobbelt størrelse, idet hun prikkede ham på næsen. I selv samme, greb en hvid handske om hendes hånd, uden intuitioner om at slippe den forløbig. Han førte langsomt men sikkert hendes hånd op mod hans egen, let åbne mund, der stadig viste et smil. ”Fordi..” lød den hæse let gurglende stemme.” Jeg kunne bide til nu.. sluge en finger.”
Det grumme smil fik de mørke øjne under hattens skygge, til at lyse af fryd. Hans egen mund, var få milimeter fra hendes hånd, som han endnu ikke havde sluppet. ” Men selvfølgelig.. Nogle elsker det blot.” Han slap hendes hånd, og rykkede en smule tættere på. ” Er du en af dem, som gør det?”

Hun hævede det ene øjenbryn imens at hun stadigvæk så på West, hun fjernede ikke just blikket fra ham med det samme. Det kom ikke som en så stor overraskelse for hende igen da han greb fat om hendes hånd. Eftersom der skulle meget til at skræmme hende, fordi hun netop var en djævel. Ivory lukkede sine øjne lidt og kiggede på ham ud af øjenkrogen, med en alvorlig tone i stemmen, sagde hun sagte:
"Hvis du skulle finde på det... ville det blot blive en skuffelse.. min fine herre.. fordi jeg er et væsen der er opstået af flammer.. så kan du tænke dig til resten.."
Det var nemlig ikke andet end skuffelse han ville få, hvis at han gik hen og smagte på hendes blod og end da sluge en af hendes fingre.. dog ville hun ikke tage det så tungt hvis at han gjorde det.. hun ville bare hævne sig bagefter, sådan var legen.
Ivory havde ikke noget imod at West rykkede sig en smule tættere på hende, han var en mystisk mand, som hun selv var en mystisk kvinde og det gjorde at hun ikke ville skubbe ham væk endnu; Et mærkværdigt spørgsmål, som han stillede hende, om hun elskede at se blod og føle smerte? At være dyrisk og deltage i en leg? Djævlen tænkte lidt over det og tyggede på det; hvad skulle hun sige til det? Hun syntes ikke at hun bare kunne sige at hun elskede det, eller ikke gjorde, hun gad ikke at komme med et simpel svar.
"Det ved jeg kun selv.. fordi ingen kender mig bedre end jeg selv gør.. derfor må du selv finde ud af det..", hun kunne godt lide det at der ikke hele tiden dukkede en stilhed hen over dem. Ivory fandt deres møde og samtale ret interessant; med disse ord som strømmede ud af hendes mund, forholdt hun sig stille, imens at hun kiggede på West.
Hun havde lyst til selv at fyre en sætning af og sige at han sikker nok kunne lide det, men hun lod sin mund være lukket imens at hun betragtede og nærmere studerede den unge mand til West, dog vidste Ivory ikke om han var ung.. omkring hendes alder eller om han var ældre end hende.

”min kære pumpkin..” West tog atter ordet i sin mund, som hun havde bedt om at fortie. Men, hvad skulle han gøre? Det passede, også selvom han var klar over at det var en djævling, hun gemte på i sit sorte hjerte. ”skuffelser findes ikke. Kun for høje forventninger.. Og bare rolig.. ” Han klappede hende på kinden, med en behandsket kold hånd. ”Jeg har absolut ingen forventninger til dig.” Et beroligende, og uden den mindste tvivl, dybt provokerende smil.
Provokation, og ærlighed, der netop havde fortalt at han ingen forventninger havde til hende; hvorfor? Fordi han kort sagt ikke så hende som noget, der var værd at have forventninger til.
Han fugtede læberne, rettede på hatten, og lod hovedet tilte om på skrå. Undersøgte hende. Hendes ord, hendes kendetegn. Hvordan mon hun ville se ud, hvis hun smilte?
De mørke øjne blinkede ikke. ”Det tager jeg, for et ja.” Smaskede han, og strakte sig let. En pludselig mine, af alvor blev sat op, på det blege ansigt, idet vampyren lænede sig frem mod hende. ” Når, Djævling, som intet frygter.. Lyst til lidt sjov?”

Ivory kiggede på ham og undslap et lydløst suk, mænd var ens, det kunne man ikke komme uden om, der var ingen mænd som var gode at beholde i sin lomme. Hun trak svagt på skuldrende inden at hun tog fat i hans hage med sin ene hånd og strammede grebet en smule inden at hun lod enkle ord strømme ud af hendes mund:
"..Jeg er ikke ligesom andre hunkatte, som er nem at nedlægge og tage det man vil, Mr. West".. hun stoppede med at sige noget for at holde en lille pause og nød for en kort stund stilheden inden at hun fortsatte:
"Jeg kan nemt blive til en varm flamme.. som du ikke vil bryde dig om.. folk kan ikke bare lege med mig.. når de vil.. vis at du er en mand..", hun kiggede dybt ind i hans øjne imens at hun koncentrerede sig og der gik ikke længe før at hendes hånd der holdte om hans hage, begyndte at blive varm, mere varm end sædvanlig ligeså resten af hendes krop.
Hun fortrak sin ene mundvige i et drilsk og mindre charmerende, frækt smil, mens at hun blinkede med det ene øje, lod hun enkle af sine skarpe negle glide hen af hans blege, marmor kolde hud og lavede en fin ridse, hvor en bloddråbe trillede ned.

Et smil bredte sig atter, på det skyggefulde hvide ansigt. Tænderne under blottede sig. Han lod hende. Normalt brød han først, andres kontakt til ham, når der virkelig var behov for det. Hvilket der endnu ikke var. Hans egen behandskede hånd, gled over hendes kind, mens den lyserøde tunge fugtede læberne. ”Muligvis ikke..” Hånden berørte hendes hår, førte det væk fra hendes øjne. Smilet svandt hen, blev til en krusning, på det ellers spejlglatte ansigt. ”Jeg frygter ikke ilden..” Igen et voksent smil, beklagende. Han mærkede hendes varme, som sol mod hans hud. En kold, død sol, der ikke rørte ham ellers hans indre.
Han så ligeledes ind i hendes øjne, med sine egne mørke. Øjne, der var klare og dybe som bundløse søer, overskygget af hatten, og alligevel så altædende. Slugende.
Han Fjerne hende hånd, idet vampyren mærkede, at hun svar en ridse, i det kolde som udgjorde ham. ”Nej, pumpkin.. Du er ingen kat. ” West rettede på hatten, og forsøgte at smile et stille smil, ” Du er blot en..” den behandskede hånd blev ført op til hendes mund, som den flygtigt strejfede. ”Djævling..”
Den ene bloddråbe trillede ned, uden West lagde mere i det. De dybe øjne rykkede sig ikke, men truede tavst med at se ind i hende. Ind under huden på hende.

Ivory mærkede en vis irritation da han kaldte hende pumpkin.., som hun selvfølgelig også havde forbudt ham i at sige, men hun lukkede blot sine øjne kort og så på ham ud af øjenkrogen, imens at hun mærkede hans behandskede hånd flygtigt strejfede hendes mund, som gjorde at hun slappede mere af og lod være med at være irriteret... med en drilsk og bestemt tone i stemmen sagde hun sagte:
"Og.. du er blot en vampling.."
Hun fortrak sine mundvige i et mindre skævt smil, mens at hun kiggede på ham, dog lagde hun sit hoved en smule på skrå. Han skulle ikke tro at han bare kunne kalde hende noget.. uden at hun ville give igen. Hun var skam lidt en hævngærig person.
"Bliver det til noget.. herre? Eller.. er du blevet forstenet?" spurgte hun nysgerrigt og hævede det ene øjenbryn, et lille grin undslap fra hendes læber.
Det var meningen at han skulle tage det som en fornærmelse hvis han vel og mærket gjorde det, medmindre at han ikke tog det så tungt, det vidste hun ikke. Hun så atter afventende på ham.

Han så det. Hendes irritation! Noget, som fik ham til at sluge et lille frydefuldt grin, og beholde det alvorsfulde ansigt. Det endte med at han nikkede halvt. For han stoppede midt i det, løftede øjenbrynet, og benægtede det så. ”Nej, jeg er Mr. West. Ejeren af.. ” Han tænkte sig om, smaskede le mens den tænksomme mine forblev på hans ansigt. ”..af.. kaos… ja, kaos” smilet lyste op på det nu sikre ansigt, og han lænede sig uvilkårligt fremad. Fugtede læberne endnu engang, og hviskede så, tæt mod hendes ene øre.
”Vil du vide det..” Hviskede han, nikkede selv, for hun kunne svare..” hvordan jeg kan eje det, kaos’et?”En let latter fandt vej, ud mellem hans læber. En stille gurglende latter, der kunne minde om et begyndende hosteanfald.. ”Ser du Pumpkin.. Jeg er ejeren!”
Begge øjenbryn blev løftet, og et velovervejet nik gjorde, at hatten rykkede sig en smule. Han skyndte sig at rette på den.

Ivory kiggede på ham, men hun lyttede ikke rigtig efter hvad det var som han sagde.. men dog steg en kuldegysning igennem hende, mens at hårene rejste sig, da han hviskede ind i hendes øre; hun fandt det bare ikke så interessant igen og hun syntes ikke at det kunne passede med det som røg ud af hans mund; alle var med til at skabe et kaos, han kunne ikke bare sige at han ejede det. Ivory kunne ikke lade være med at undslippe et grin; det gav heller ikke så meget mening med det som han fortalte, det syntes hun i al fald ikke selv.
Hun rømmede sig dog hurtigt, det var sjældent at folk kunne og måtte høre hende grine, det var ikke just noget som skete hver dag. Hvorefter at hun fortrak sin ene mundvige i et mindre smørret smil. "Javist.. javist.." mumlede hun og trak svagt på skuldrende, og hun himlede med øjnene kort for en stund, inden at hun kiggede på Mr. West igen og sagde følgende: "Men.. hvad hvis at jeg starter kaoset, først.. min kære?", i samme øjeblik lænede hun sig mere hen mod ham og tog derefter fat i hans hat, som han lige havde rettet på, til at den sad perfekt. Hun rejste sig i en hurtig bevægelse fra sengen med hatten i sin ene hånd, vendte sig om så hun så på West, hun sendte et drilsk blik der også indebar et tegn som sagde, 'fang-mig-hvis-du-kan'.

Ivory stod stille efter at hun havde trådt et skridt mere væk fra sengen, hun ville først vente på West næste træk før at hun vendte retningen ud mod rummet. Det var et spændende møde og hun havde ikke i sinde at lade deres samtale dø med det samme, men det kunne ikke skade at der kom noget sjov ind i det.

Hun troede ikke på ham, det var tydeligt. Hun lyttede knapt nok efter til hans ellers så sandfærdige ord. Djævlingen her, havde tydeligvis aldrig mødt en som ham før, for det lå til de sjældne øjeblikke at tro på nogen, man netop havde mødt. At tro på fremmede, ja til tider sære individer. Hendes lette gys, blev til et kortfattet grin, og vampyren betragtede dette, en anelse skeptisk. Smaskede så let, som for at fordrive en ikke eksisterende søvn, og blinkede; trods der ikke var behov for dette.
West var tavs et øjeblik, munden var lukket, og kun de mørke øjne beholdt fokus på hende, djævlingen, med det hvide hår. Han betragtede munden, hun åbnede, og synes næsten at kunne følge hvert et ord med de mørke øjne, som var det sætninger fra en bog, og ikke talens ord, i sin usynlige kappe.
Ville hun frembringe kaos? Her, hvor kaos endnu blot var et ord, folk brugte, uden forståelse deraf. Som om hun kunne det. West lyste op, i et begyndende grin, i samme øjeblik hun greb fat og tog hans hat. Alt blev tyst, og grinet, som ellers havde planlagt sin ankomst, udeblev. Forstenet i det hvide ansigt, der nu mere end noget andet lignede ansigtet på en død.
Det mørke hår faldt ned i hans pande, som et ynkeligt for på at skygge, de mørke øjne som hatten havde til formål. Munden var en streg på det blege ansigt. Kortvarigt bukkede han hovedet fremad, mens en behandsket hånd blev rodet igennem håret, så det nogenlunde sad. Mens dette, snakkede han til sig selv, i et hviskende, hæst tonefald. ”Hvorfor tager de den.. Hvorfor, hatten er min..Min.” Hovedet blev rystet, og han rejste sig op, med et dårligt forsøg på et smil, siddende på læberne. ” Du havde ret.. du har så sandelig frembragt kaos” Han kørte tungen ud til siden, fugtede kanten af hans læbe, og forsatte så, ”..nu skal jeg vise dig, djævling, hvordan jeg kan håndtere dette..eje det, som du vil..”
Med disse ord, krøb det lille orange væsen, der havde ligget tavst gemt i hans jakke lomme, frem, og lagde sig til rette på hans skulder. Han trådte frem, mod hende, med et lydløst grin, der atter blottede de sylespidse tænder.

Ivory kunne godt se på West at han mumlede et eller andet, men hvad vidste hun ikke, der var ingen tvivl om at han snakkede med sig selv, ikke fordi hun fandt det som underligt da hun også selv kunne finde på det. Hun sendte et let drillende smil og svarede bestemt, ”Jeg vil altid have ret, lige meget hvad..” Der kunne ikke lægges skjul på at hun fandt dette morsom. Roligt lagde hun sit hoved en smule på skrå imens at hun stadigvæk så på ham, fulgte hver og en af hans bevægelser, ”Nå..nå..” kom der ud af hendes mund inden at hun fortsatte:
”Ja… gør hvad du vil, men du kan stadigvæk ikke eje det, men du kan måske.. håndtere det..” Djævlen trådte endnu et skridt tilbage, imens at hun så kort hen på det lille ildeflammende væsen, som var dukket frem fra Mr. West’s jakke lomme der nu lå på hans skulder; hun stod et længere stykke væk fra sengen, end hun før gjorde, og hun gik yderligere længere tilbage, så meget hun kunne end til at hun mærkede noget koldt bag ryggen, væggen som hun nu stod lænet op af. Det var dog meningen at hun ville løbe ud fra rummet fra starten, men Ivory fandt hurtigt ud af at hun ikke ville trække legen ud, mens at hun havde skimtet hans tænder, hvis vampyrens plan var at stikke tænderne i hende så måtte han tro om igen, det ville ikke blive så let for ham!

Men djævlingen ville tage fejl. Det ville blive nemt, for West var klar over følgerne, hvis det ikke blev. Han kendte til de bitre konsekvenser. Konsekvenser han dog ikke havde tænkt at fortælle, eller belære hende om. Nej, han ville gøre det hurtigt. Nemt, og vise hvordan han kunne eje kaosset, som hun kun påstod han muligvis kunne håndtere. Tåbe.
Han kunne ikke lade være med at smile let, gå fremad, uden overhovedet at høre hendes ord, eller dertil komme med et svar. Nej, handling skulle der til, og handling ville hun få.
”Ser du.. Der er andre i rummet her, som vil lege” Det skæve smil voksede, idet han trådte hen, stillede sig foran Ivory, og lænede den ene behandskede hånd mod muren, ud for hendes skulder.
Så lænede han sig let frem, fik den halve meter, til at blive en lille adskillelse fra hans ansigt og hende, til blot nogle centimeter.. Dyret på hans skulder så dybt ind i hende, med de gule øjne. Det virkede næsten.. hypnotiserende. Fangende. Magisk. ”.. og.. Haps.” Han greb lynhurtigt fat, med den anden hånd, om den høje hat, og efter nogle sekunder, var den atter placeret på toppen af hans hoved. ”..Og her bliver den” Han løftede formanende en finger af hende, og rynkede let brynene. Med disse ord vendte han sig atter om.
”… Og dog, vi er jo ikke færdige..” Et hæst grin fyldte kortvarigt rummet, og selve opmærksomheden blev atter rettet mod djævlingen. ”Ingen løber ustraffet fra at stjæle min hat forstår du, så bliver de jo ved.. ja de gør” Han smaskede let. Smilte. ” så.. Hvad med at lege min leg nu, skal vi?” Han greb med en hurtig bevægelse fat i hendes hår, rykkede let ned, så hendes øjne var tvunget ind i hans.

Et lille mindre grin undslap fra hendes læber, imens at hun atter lyttede efter det som der kom ud af Mr. West’s mund og hvem der ellers ville lege som han brugte ordet var noget af et mysterirum.. hun kiggede på ham, inden at øjnene blev fanget af det lille væsen, som nu var dukket op foran hende, der før lå på hans skulder; ingen ord eller sætning kom ud fra hendes mund, det var meningen at hun skulle ville til at sige noget til hans lille enetale, men noget stoppede hende idet. Det ildeflammende mystiske væsen som hun tidligere havde mødt på vejen ind i dette lokale fik hende både til at lukke munden og stå bomp stille, hun sagde ikke en lyd, der kom ikke et ord. Hendes øjne kiggede ind i hans som de blev tvunget til, hun var stadig stille stående selvom denne mand havde taget fast i hendes hår, normalt ville hun rive sig fri med det samme og hævne sig da ingen fik lov til at røre ved det gyldne lange hvide hår, hendes elskværdige hår, som hun elskede så inderligt og passede så godt på. Skulle hun svare på hans spørgsmål eller hvad? Og hvad var det for en leg han havde i tankerne? Ivory prøvede at finde sig selv; at komme ud af denne trance, så hun ikke længere var hypnotiserede, men det lykkes hende ikke rigtigt, faktisk vidste hun ikke hvordan det forgik med at komme ud af sådan noget. Lige nu var hun som et svagt led i fødekæden, noget som hun ikke ville ende med at blive, men ellers langsomt åbnede hun sin mund, så den stod lidt åben, men ikke direkte på vid gab. Han måtte ikke bide hende, ikke nu og aldrig! Ellers måtte han gøre alt andet hvad der faldt ham i tankerne, men hun kunne ikke stoppe ham, ikke lige nu af visse årsager, men hun skulle nok komme igen.. måske end da gå hen og stoppe denne leg før at det var forsent for hende?

West åbnede munden. Beholdte læberne separeret i et øjeblik, for til sidst at lukke munden, med et yderst tænksomt glimt placeret i de mørke øjne. Sekunderne gik sådan, hovedet gled tavst om på skrå. Udefra så West ufattelig tænksom ud, som om han, vampyren, lige skulle forstå hvad djævlingen lavede, eller mere præcist; hvorfor hun ikke lavede noget. Hvorfor hun hverken svarede igen, eller forsøgte at komme fri. Hvorfor hun bare blev. Stående, tavs – kiggende ind i .. West drejede det hattebeklædte hoved en anelse, og et grufuldt, ja direkte sadistisk smil skød frem på den før lukkede mund. Han betragtede kort sit orange dyr, der stadig synes at holde øjenkontakte med Ivy. Et hæs latter prøvede at komme til udtryk, men vampyren synes at skifte mening, og ændrede latteren til ord.
”Nå, nå, nå, sikke stille du pludselig blev. Det må være Miam, du er så … betaget af” Han klukkede kort af sin egen morskab, og fik i samme øjeblik et alvorsfuld mine frem på det blege ansigt. ”Men nu, hvor vi har fået din fulde opmærksomhed.. ” han droppede opmærksomheden til hende, og stak en handske ned i en af jakkens lommer, tydeligt optaget af at finde noget. Da han endelig fandt det, som han søgte, rettede han sig, og lod hånden falde ind foran djævlingens øjne. Uden at slippe taget i hendes hår. ”Når, frk. Hvad foretrækker du.. Plat eller krone?” Det han brød hende og det orange’s dyrs øjenkontakt med var en stor gammeldags mønt. En af de slags, som ikke bruges mere, men blot fortæller om fortiden, og dens glemte minder. ”Huh?.. ” Det var tydeligt, at vampyren var utålmodig. Spændt. Forventningsfuld. Han trak hende let i håret, for at se, om det kunne få hendes svar hurtigere frem. Dyret, hvis øjenkontakt nu var brudt, rettede let på sig, synes at ligge sig bedre til rette på den sorte skulder.

Ivory kiggede atter på Mr. West uden at sige noget, imens at hun stadig var hypnotiseret af dette lille væsen som hun havde mødt inden at hun endte inde i dette lokale, end til at hendes opmærksomhed blev ledt hen på en mønt, som denne mand havde fundet frem, hvis det var havde hun slået ham for længst.. det var ikke et kønt syn når folk rørte ved hendes hår eller tog fat i det, som Mr. West.

Der gik ikke lang tid før at hun kom til virkeligheden igen og hun rystede hurtigt, men kort på hovedet inden at der kom små brumme lyde fra hende da han trak hende let i håret. ”Plat..” mumlede hun med et lille hvæs der undslap fra hendes læber, ”Og..vil du så give slip på mit hår?” kom det fra hende, med en vist alvor i stemmen, det var sjældent at hun lod nogen berøre hendes hår på den måde og når hun havde hentydet til at Mr. West skulle give slip på hendes hår.. så mente hun det skam. Det var ikke bare noget som om hun fandt på.

Ellers skulle hun nok lade ham finde ud af konsekvenserne for det.. Og derfra ville hun være ligeglad om han kom til skade eller det der var værre, hun elskede sit hår og gjorde alt for at beskytte det, - da der ikke skulle komme den mindste skræmme. Hun så lidt afventende på vampyren. ”Nå..?” hvislede hun lavt, til at han knapt nok kunne høre hende, selvom han sikkert kunne, når han var en vampyr, fordi hun vidste at de havde en god hørelse i forhold til visse andre væsner.

To nysgerrige øjne valgte at ligge sig til rette på djævlingen, for at sikre sig, at øjenkontakten med det orange væsen nu virkelig var brudt. Der gik ikke længe før han kendte svaret. Jo, hun var tydeligvis sig selv igen. Glimrende. Trods de nysgerrige øjne, synes resten af West mimik at være lagt i alvorlige folder. Som var der noget, der synes at gå denne vampyr på. Noget der nagede ham, noget hun havde sagt. Det fik ikke hans hånd til at løsne grebet om hendes hår, men fik ham derimod til at trække tænkende i det. Trods hendes udsagte ord om, at han burde slippe. Hendes overhørte trussel. Men vampyren var i et andet univers, synes at flyve mellem grå tanke tråde og spekulationer. ”Plat..” Mumlede han, mest af alt henvendt til sig selv, som om han ikke troede på hendes ord. Hendes beslutning. Det endte med, at de alvorsfulde ansigt rystede af beklagelse. Om det var den falske eller ægte slags, var svært at bedømme. ”Plat.. Tsk, Du bad selv om det..” Han trak på skuldrende, sendte hende et beklagende blik, og fugtede læberne mens han afsluttede sine ord. ” Ser du, djævling.. Plat er.. ” Han smaskede tanke fuldt, kneb øjnene let sammen, som fumlede han efter de rigtige ord. ”Et… uheldigt valg.” Han lagde et tryk på uheldigt, gjorde det mere alvorligt. Mere stemningspræget. Så voksede smilet atter, mere fortrøsningsfuldt kommenterede han:” Men selvfølgelig kan det være, at du er heldig… ” han rykkede hovedet en anelse, lod begge øjenbryn glide en smule op, så et net af folder kort kunne ses på den blege pande. Det var tydeligt, at han vurderede hende. Så tav han. Placerede den gamle, og skinnende mønt på sin hånd, Knipsede dernæst mønten op i vejret. Den roterede, som kunne den ikke bestemme, hvilken side den skulle lande på. Til sidst, bestemte tyndekræften, og West greb den roterende mønt i luften. Han sendte Ivy et nik, og åbnede hånden, for at tjekke hvilken side, sølvmønten var landet på.
”Ej, sikke en skam” Svarede han med en falsk beklagelse. ”Krone.. Jeg sagde det jo.. Og du var ikke heldog nok, til at ændre det, var?.. ” Han smilede let, rakte hånden frem, og slap hendes hår. ” Frem med hånden, snuske, du tabte.” Han krævede hendes hånd. Han krævede at hun efterkom hans lydløse ordre, og lagde sin hånd i hans. De mørke øjne havde beslaglagt hendes blik, fanget hende i en usynlig kontrakt. Hun skulle placere hånden, fortalte de mørke øjne. Hun havde tabt, heldet havde ikke tilsmilet hende, og hvis ikke.. Dybt i ham, rørte det sadistiske dyr sig, hvis ikke.. åh, han håbede hun ikke ville gøre det, trodse ham, for så.. Det orange dyr på hans skulder havde lukket sine øjne.

Ivory kunne ikke følge med i hvad der lige skete, Mr. West var mystisk, nok mere mystisk end hende selv, men hun var glad for at han endelig gav slip på hendes hår, ellers ville han få røven på komedie rent ud sagt, fordi hun elskede det inderligt højt og hun gjorde en masse ud af at pleje det, det undrede hende hvad det var han skulle afgøre med mønten, hun vidste inderst inde at når det var en leg fra starten og at man tog en mønt med ind i den, så skulle man enten vælge plat eller krone, længere var den ikke, hvad fanden var det for en leg han gik ind for? Hvorfor skulle hun række sin hånd frem, efter at hun fik at vide at hun havde tabt legen? Ville han direkte bide den af hende eller det som måske var værre? Djævlen vidste ikke lige hvad der var værst, måtte hun indrømme. Lige nu irriterede det hele hende så groft. ”Hvad.. skal du med min hånd?” spurgte hun og undslap et hvæs. Ivory ville vide det inden at hun yderligere bare lagde sin hånd frem for ham.
”For alt i verden, vil jeg ikke tillade dig at hugge min hånd fra mig..!” lød det hurtigt fra hende med en hård tone i stemmen uden viden om hvad han egentlig havde tænkt sig, hun trådte et par skridt væk fra ham, så de ikke længere stod så tæt som de havde gjort før. Og hvis han så prøvede på at gøre hende fortræd, ville hun skam give igen, kom an på hvad hans træk ville være, hvor hun måske i sidste ville løbe sin vej, men det var sjældent at hun tog den beslutning, da hun ikke ville ses som en kujon.

Det ene øjenbryn blev løftet af hendes reaktion. Hendes reaktion der var så lig de mange andre reaktioner, han var blevet vidne til, ved netop at kræve den tabende parts hånd. Det var faktisk ufatteligt, men de fleste var langt mere villige til at give en fod fra sig, end en hånd. En havde endda tilbudt et øre i stedet. Fæ og folk. Personligt ville han langt hellere skille sig af med en hånd, end en fod. Men, ja folk var åbenbart utrolig forskellige, især når der blev sammenlignet med ham. Men, det var en pjattet reaktion, for West havde aldrig i sit liv – okay, muligvis nogle enkle gange – ønsket at skære en tabende persons hånd af, for hvad skulle han dog med den? Lommen var ikke beregnet til afhuggede lemmer, og vampyren her, var ikke en, der samlede på lig. Ikke stykker af dem, i hvert fald. Og, ja, når først hånden røg, burde hovedet vel også? Manden med den sorte hat, kunne altså konkludere, at hende her reagerede som en hver anden. Med at træde tilbage, gerne med en spydig kommentar presset ud mellem to utilfreds læber. Dernæst kunne han, med en hvis ærgrelse konkludere, at han atter måtte skuffe en person, med sådan nogle tanker. For det ville ikke ske. .. Medmindre personen virkelig var ufrivillig, og i sådan et tilfælde ville det være et rent uheld. Ca. Men ellers; Nej. Tænk at hun virkelig anså ham, for at være en af de psykopater?
Han betragtede hende utålmodigt, og viftede med sin hånd, som en let irriterende gestus om at hun skulle tage sig sammen og skynde sig. ”Slap dog af, hvad regner du med, jeg er for en?” Kunne han ikke lade være med at forsvare sig, i en alvorlig tone, der matchede de nu seriøse mørke øjne. ” Kom nu bare med den, ikke? … Så slipper vi også for al den tumult.” Det var konklusionen, der altid blev draget. Det var dog ikke tit, at andre synes at være enige. Ofte forsøgte de, hvis de overhovedet kom så langt, at flygte. Det plejede ikke at give resultat.
Hun var for langsom. Det fik ham til at gribe fat i hendes hånd, før hun fik valget. Mønten var atter gemt væk. Den havde haft sin tid, ført dette videre, til det nye niveau. Nu var den ubrugelig. Som dyret, der ikke rykkede sig fra hans skulder. Alt var gemt af vejen. Det nye niveau, betød nye ting. Nye redskaber. Og det var netop det, West trak frem nu. Det nye. Som en gave for den leg, hun netop havde tabt. Alle var vindere. Det var en kniv. En ufattelig lille kniv, af den slags der bruges til at skære de fineste detaljer i træfigurer og lignende. Den så ikke synderlig skarp eller slebet ud, med ud fra West’s blik, herskede der ikke den mindste tvivl om, den kunne skære igennem.
”Så må man da også alt selv.” brokkede han sig, idet han med et yderst fast og bestemmende tag, vendte hendes håndled sådan, at håndryggen var blottet for ham. ”Jeg ville råde dig til at stå stille, min kære.. Ellers kan det være kniven smutter..” Med disse beroligende ord, lod han knivens skarpe blad stille hul, på hendes venstre håndryg. Da det var gjort, strammede han grebet, og lagde antræk til at skære den fine detalje, som hun netop havde vundet, ved at tabe hans lille leg. Et ’symbol’ der ville være yderst simpelt, og uden tvivl en smule.. klodset. Og når vampyren ville være færdig, ville han rette sig, sende hende et smil, og sige, med e glædelig stemme. ”Se, det var ikke så farligt, vel? .. Betragt det som en eviggyldig gave, fordi du tabte.” Så ville han tråde væk, lade hende ordne blodet, og betragte det ar, hun nu ville have på sin venstre håndryg for evigt. Et ar, der med tiden kun ville være en tynd hvid streg, men som altid ville berette og fortælle at hun tabte hans leg. .. Hvis det da var det eneste, som dette stod for. Sandsynligheden var lille.

[Det ville, når det var færdigt, se sådan ud; https://2img.net/h/oi53.tinypic.com/191qf6.jpg !]