Bang, bang.

Små brumme lyde undslap fra hendes læber, han kunne lade være med at udgive sig for en psykopat.. eller lade være med at være så mystisk.. ”Du skal ikke sige slap dog af til mig..” sagde hun med en gurglende stemme og hvæsede, inden at hun mærkede at han havde taget fat om hendes hånd før at hun fik valget. Ivory kiggede, letter irriteret på den lille kniv som Mr. West fandt frem. ”Kald mig ikke det igen..!” lød det fra hende inden at hun lod sin opmærksomhed falde ned på kniven, som fik lov at køre hen af hendes hud, med det skarpe blad, der lavede et fint hul. Det gjorde ikke umagen ondt, men hun bed sig dog lidt i underlæben, mens at hun ville ønske at hun kunne finde et smuthul.. selvom det var for sent. ”Måske tabte jeg.. men du vil også blive straffet.. for dine handlinger..”, mere sagde hun ikke imens at hun lod det blod som flød ud fra hendes håndryg falde ned uden at gøre noget ved det, der var ingen tvivl om at Ivory ville hævne sig... hun ville ikke bare stå og sende et smil, som at være taknemmelig for at have fået arret som svie ret meget. ”Pay back time..” mumlede hun lavt, nærmest som en hvisken, som kun en vampyr kunne høre. Ivory skubbede ham hårdt hen mod sengen, idéen var at hun ville få ham til at ligge ned, så det var nemmere for hende at gøre sit arbejde, nej.. Det var ikke henført til at hun ville gøre noget seksuelt. Hun skubbede ham igen for en sikkerheds skyld til at han kom til at ligge ordentlig ned på madrassen. Inden at hun lagde sig hen over ham og stillede sine hænder på hver sin side af hans ansigt. Det lille hul som var ved at blive til et ar, gjorde stadigvæk ondt på hende, ”Jeg vil også gerne give dig en eviggyldig gave.. min fine herre..” hvislede hun og var ligeglad med om det ildeflammende dyr fulgte med vampyrens bevægelser. Ivory fandt sin kniv frem som hun havde liggende skjult ved sin kavalergang. Inden at hun tog fat om hans trøje tæt på at hendes negle ville have ridset lidt på hans brystkasse, med et ret hårdt tag, og rev noget af hans trøje i stykker, så hans brystkasse kom til syne. Et mindre lusket smil dukkede frem på hendes læber inden at hun lod knivens skarpe ende ramme hans hud, placeret på hans ene bryst og hun lavede et fint hul som senere blev til ar, der var formet som et kryds. Ivory var ikke en kujon, hun betalte altid igen når nogen gjorde hende noget ondt.

West betragtede blodet, der flød fra hendes ’T’ formede sår, han netop havde skåret i hendes venstre håndryg, uden den mindste lyst til at røre blodet, eller for den sags skyld spise det. Han betragtede det, så dens tabte kamp mod tyngdekræften, idet det samlede sig, gled ned og satte sig som dråber. Han fulgte dernæst disse dråber, og deres lille vej mod gulvet, Der synes at samle sig som en rødlig sø under dette sår. Dryp.. Dryp. Nej, ikke den mindste træng til at røre dette. Djævlingen skubbede ham pludselig. Og eftersom hun gentog bevægelsen endnu engang, faldt han mod sengen, der knagende beklagede sig under den nye vægt. Hatten og det orange dyr blev overraskende nok siddende som før. Han landede på ryggen, tavs og uden det mindste smil på de sammenknebne læber. Kun øjnene synes stadig at bevare det liv, som normalt fik ham til at bevæge sig, og leve det absurde liv. Men de var gemt bag hattens skyggefulde skygge, og deres glimt tillod sig kun at vise sig få gange. Som et vedvarende bevis for hans liv, der synes at dukke op, når tvivlen om hans levende jeg atter blev for meget.
Jakken, som han bar, var gledet ud til siderne, og blottede nu hans hvide skjorte der var gemt under. Skjorten, som denne djævling rev op, uden West som meget som forbød hende det. Men det var ikke blot den hvide brystkasse der trådte frem, for hendes blik, men også en sølvgrå lang kæde, der før var gemt under skjortens stof, men som nu lå fremme på den bare hud. Kæden var lang, og fulgte man denne snoede kæde, ville et vedhæng hurtigt ramme ens øjne. Et vedhæng, som bestod af en blodrød rubin, slebet i en oval form. Den skinnede. Men Ivy synes ikke at have optaget dette, for hendes opmærksomhed var tydeligvis fanget af hans bare hud. Han fnyste, da hun ligeledes skar et kryds hen over brystet på ham, og kneb øjnene let sammen, da han mærkede blodet trille ned og fugte den hvide skjorte med den røde farve.
Det orange dyr rykkede sig endelig, som var det en besked den netop havde modtaget. En ordre. Den snoede sig ned fra hans liggende skulder, og gled hen over kæden, for dernæst at forsvinde ned i jakkens lomme endnu en gang. Ved første øjekast så den ikke ud til at have foretaget andet end det, men hvis man så ordentlig efter, ville man med skarpe øjne opdage, at den blinkende rubin nu ikke befandt sig i den sølvgrå kæde. Men havde der overhovedet været en sten? I hvert fald var der ingen mere, og den løse kæde lå urørt over hans hud.
West rykkede sig pludselig. Det ’X’ formede sår sveg, og tanken om at hun havde givet ham et eviggyldigt ar irriterede ham. Med rykket lykkes det ham, at vende dem rundt, så djævlingen pludselig lå nederst i den klagende seng, og han øverst, Rollerne var byttet om. Han lænede sig ind over hende. Det sne hvide bryst var blottet for hendes øjne, og blodet fra det smalle sår truede med at falde mod hende.
”Så vi vist lige..” Hvislede han ud af mundvigen. Et farligt glimt var placeret i de to øjne, der var mørke af vrede. Trods denne vrede, var hans stemme ufattelig lav og rolig..”Ser du, jeg kunne føre dette videre..” Han bukkede hovedet mod hendes hals, havde begge hendes håndled i et fast greb, på begge sider af hendes ansigt. ” ..Jeg kunne dræbe dig, for det her.” Hvislede han, strejfede hendes hals, med hans læber. ” Jeg kunne ende dit liv, her” Så tav han, lod den hviskende stemme indprente sig i hendes indre, som en evig truende hvisken. ” men det ville ikke være sjovt, ville det vel?” Et lille smil synes at synliggøre sig på det blege ansigt. Atter rykkede han helt ned til hendes, strejfede hendes læber med hans egne, samtidig med at han klemte hårdt om hendes håndled, så blodtilførslen ville stoppe.

Ivory holdte stadig fast om sin kniv i sin ene hånd, selvom hun nu var den som lå nederst med ham over sig, hun strammede grebet om kniven yderligere da Mr. West selv klemte hårdt til hendes håndled, et hvæs undslap fra hendes læber, mens at hun efterhånden mærkede at blodtilførslen stoppede, det gjorde at hun vred sig en smule under ham, imens at hun intenst lyttede efter hans spytdige ord om at han kunne dræbe hende, selvom de stod lige, det undrede hende så hvorfor at han ikke gjorde noget ved det, men en væmmelse steg igennem hende da hun mærkede hans læber mod hendes hals.
"Jeg tillader dig det ikke.." brummede hun bare som et svar på hans spørgsmål, hun ville bestemt ikke dø og især ikke et sted som dette. Djævlen ventede på at Mr. West gav slip på hendes hænder, for at blodtilførslen kunne komme til værks. Så hun ikke endte med at blive mindre svag i kroppen. Hun spærrede dog sine øjne op da hun mærkede hans læber mod sine egne denne gang i stedet for omkring ved hendes hals, som han garanteret ville have sat sine tænder i. Hun hostede falsk en enkel gang inden at hun bed sig fast i hans underlæbe så hårdt at hun lavede et lille hul i den tynde hud på læben for at afbryde det.
"Jeg er ikke så nem at forføre" hvæsede hun med sammenknebne øjne da hun koncentrerede sig om sin evne, ilden som hun kunne kontrollere hvis hun havde viljen til det. Hendes krop begyndte at blive varm, mere varm end sædvanlig, hun ville gøre sig så varm at selv Mr. West ikke kunne holde ud til at være i nærheden af hende. Men det så vist ud til at det sjove først var ved at begynde..