A lot of books...? - Daelyn

Tid: Ca 17.00
Sted: Biblioteket - Bibliothèque
Vejr: Solen er fremme, men skyerne tyder på at regn er på vej, og det blæser
Omgivelser: Bøger, borde, reoler og få mennesker

Solen skinnede, ind gennem vinduerne til bibloiteket, men blev indimellem dækket af de møre skyer, som næsten ikke andet en lovede at regnen snart ville bryde ud og gøre alt og alle våde. Biblioteket var ikke over befolket idag. Men var det nogensinde det?
Så mange forskellige bøger skulle man ikke tro kune samles på ét sted. Det var ihvertfald hvad en ung pige med let rødt hår tænkte. Hendes blik hvilede dog ikke på dem, men vendte derimod ned mod bordets plade. Bordet hun sad ved stod et lille stykke væk fra vinduerne. Det bord længst væk fra faktisk, men alligevel var det tæt på syntes hun. Denne pige havde knyttede hænder som lå på bordet. Hendes hud var blegere end de fleste andres, og det var der en meget god grund til. Hun var nemlig ikke kun menneske. Eller man kunne vel kalde det at hun var halvt menneske. Halvt menneske, halvt vampyr...
Navnet var Angelina. Hun var iført en hvid t-shirt med lange ærmer, og et par mørkeblå jeans. Skoene var bare hendes sædvanlige sorte converse.
En lille pige gik forbi sammen med sin mor. Angelinas blik gled hen på den lille pige. Hun kunne mærke at blot det at se på hende, gjorde at hun blev en smule tørstig... Derfor så hun på pigen som om hun bare var... mad? Den lille pige gik lang reolen men havde fået øje på Angelina, og så skræmt på hende.
Angelina sukkede og slappede lidt mere af i kroppen da solen endelig blev dækket af en mørk sky. Solen gjorde hende utilpas, fordi hun jo var halvt... Vampyr. I lang tid stirrede hun bar ned i bordpladen. Jo længere tid hun gjorde det, jo mere fik hun lyst til at gå, men alligevel ville hun helst blive.

Der var ikke noget, Daelyn hadede mere end regn. Eller jo… men lige i øjeblikket havde regn overtaget første pladsen på hans liste over de ti absolut mest forhadte ting i verden. Nummer et: Regn. Nummer to: Skrigende børn. Nummer tre: Biblioteker… og dog. Når der var udsigt til regn, var biblioteker en undtagelse. De var fyldt med kedelige bøger og støvede gamle mennesker, men til gengæld var der også bløde stole og læ for regnen.
Derfor trådte han villigt ind på biblioteket, netop som den første dråbe faldt udenfor og nær havde ramt ham lige midt i panden. Han scannede hurtigt bibliotekets mange reoler og afdelinger, før han fik øje på et bord, der stod placeret henne ved et vindue. Der sad en rødhåret pige der, men hvad gjorde det? Når bare han kunne få lov at hvile sine ben, var han tilfreds.
Han lod sig dumpe ned på en stol overfor den fremmede pige. Han lagde mærke til, at hendes hud var bemærkelsesværdigt bleg. Han havde altid syntes, at hans egen hud var lidt for lys, men i forhold til hendes var den nærmest helt normal. En flygtig tanke strejfede ham – mon hun var en vampyr? Vampyrer var altid meget blege, og så stank de af død og forrrådnelse.
Det gik op for ham, at han sad og kiggede lidt for åbenlyst på hende, så han vendte hurtigt blikket ned mod bordpladen. Han gav sig til at pille lidt ved ærmet på sin T-shirt og forsøgte at se helt neutral ud, men alligevel lignede han mest af alt et forlegent lille barn.
Han var iført en T-shirt med brede striber i mørkeblå, sort og en støvet rød farve samt et par skinny jeans i grå. En tråd havde revet sig løs fra T-shirtens ærme og det var den, han sad og trak fraværende i.

Angelina sukkede da hun hørte døren til bibloiteket blive åbnet, og derefter lukket igen. Mange gange hvade hun hørt den lyd idag, men blot det at høre den igen, fik hende til at tænke over om det mon betød at nogle af dem der var der gik. Eller om der kom nogle nye. Dette spørgsmål stillede hun sig selv igen og igen. Men ville ikke se op, for at få af vide om hvilken en af delene der var rigtig.
Overrasket blev hun, da en ung dreng satte sig overfor hende. Hun løftede blikket. Han så på hende? Da han fjernede blikket fra hende, lod hun sit eget blik betragte den glatte bordplade igen.
Øjenlågende gled ned over hendes øjne, og der blev de i et stykke tid, mens hun prøvede at fornemme hvilken race denne unge dreng... Eller unge mand, var. Men det mislykkedes... Hun plejede at være god til at fornemme det, men åbenbart ikke den dag? Hun sukkede endnu en gang, men denne gang bare lydløst.
Angelina var efterhånden faldet godt og grudigt til ro, men da skyen som dækkede solen, var svævet væk, blev hun utilpas igen. Hvorfor i al verden havde hun valgt dette sted? Dette bord? Hvorfor så tæt ved vinduet? Hvorfor skulle solen lige være fremme netop idag? Disse spørgsmål stillede hun sig selv. Hun kunne ikke svare på dem, og derfor blev hun mere og mere irriteret. Bare regnen dog snart ville komme... Så kunne hun slappe af...?
Men ak nej... Solen passede sig selv hvor den var og skinnede bare ind på Angelina, som bare sad der, med knyttede hænder og et distraheret udtryg i ansigtet. Hun løftede hovedet og så et øjeblik på drengen overfor sig.

Daelyn sad med sin kind hvilende i sin håndflade, mens han kiggede lettere åndsfraværende ud af vinduet. Hans øjne var lige ved at glide i op til flere gange, men hver eneste gang det skete, gav det et ryk i ham, og han åbnede dem hurtigt igen.
På trods af sine halvlukkede øjne lagde han ud af øjenkrogen godt mærke til pigen, som sad på den anden side af bordet. Hun virkede meget anspændt, sådan som hun sad med knyttede hænder og så det dér udtryk, hun havde i ansigtet. Han bed sine tænder sammen, da han nærmest kunne fornemme hendes anspændthed – og det irriterede ham.
Han forsøgte at ignorere det, men det holdt ikke i mere end et par sekunder. Det endte med, at han også selv knyttede næverne og krummede lettere spændt i ryggen, idet han vendte sine sorte øjne imod pigen.
”Hvad er dit problem?” lød det fra ham. Selvom han forsøgte at skjule det, kunne man alligevel fornemme en hvis irritation i hans stemme.

Angelina skyndte sig at se væk. Hun prøvede at slappe af, og denne gang lykkede det fint. Lysten til at gå voksede igen. Men hun ville stadig ikke. Hun ville blive. Lidt efter mærkede hun drengen overfor hendes øjne der hvilede på hende igen. Hans ord gjorde hende ikke mindre irriteret end hun var i forvejen, så derfor vendte hun igen sine øjne så hun stirrede på ham med et halv vredt udtryk i ansigtet.
Hvad hendes problem var? Hvis han var et væsen... Så måtte han vel snart kunne finde ud af hvad hun var, og hvad hendes problem var.
"Problem?" spurgte hun, men kunne ikke skjule sin irriterede og kolde klang i den. Hun prøvede at lyde venlig, men dette forsøg var mislykkedes.
"Hvad er mit problem?" mumlede hun stille, men akuret så han ville kunne høre det. Det skulle hun sikkert ikke sige, og derfor gjorde hun det heller ikke. Derimod drejede hun bare hovedet væk, så hun nu i stedet så på reolerne med bøger. Mon der var noget der var værd at læse? Sikkert ikke... Eller måske var der, men ikke noget hun gad lige nu. Og hvorfor skulle hun dog også læse?
Angelina drejede igen hovedet da solen så igen blev gemt væk bag en af de mørke skyer. Og denne gang blev den væk.
"Jeg har skam intet problem..." løg hun, men løgnen ville sikkert ikke holde længe. Det var noget hun var sikker på. Et omfavnede hendes læber. Et smil hun ikke kunne gøre så særlig venligt...