Jamen dog, lang tid siden hva? :: Ahngel

Tiden : 20:32

Sted : Gågaden/Terra generaldt i byens centrum og lidt udenfor den.

Omgivelser : folk, væsner, dyr, grin og råb, snak og stemning.

Vejr : Lunt, dejligt og vinden er puslende og blid.


High school Di Morga har hermed tilmeldt dig til klasse 1 B, bøger samt kort til skolen vil blive uddelt til dig ved skolens formands kontor, derefter vil du blive vist rundt af en af de ældre elever på skolen, vi håber du falder virkelig godt til på skolen, og efter som dress code ikke bruges på denne skole kan du komme i hvad du vil blot det er passende påklædning, dog vis du vælger at være en del af elevrådet kan der dog blive sendt en speciel uniform angående når man har vagt til festivaller og sports arrangemanger, men dette kræver et ansøgnings skema der skal udfyldes og gives til din klasse lære, hvorefter det vil blive taget op på sidste månede hvem der mest passende til posten.
Kajika læste videre og smilede i hele ansigtet, for en gangs skyld kunne hun ikke holde sig op af en eller anden rig fyr der ville passe på hende eller en familie med alle disse kontakter og det hele, nej for en gangs skyld var hun skam helt alene i denne verden og helt anderledes, hendes krop var slankere mere ung og ja... mere kvindelige former men... hendes personlighed var helt forandret fra før os, skønt denne krop ikke var hendes til at begynde med var den det nu, og hun lignede nu sig selv utrolig meget, mund det var det som hades havde snakket om at hendes sjæl ville skinde igennem og det gamle jeg ville vise sig ovenlig?, blot yngre model måske???.
Et ryst på hovedet og kajika var endnu gået videre fra skolen og på vej hen mod en af de lokale cafeer, dog da hun endelig havde fået sin vanilie milkshake kunne hun ikke dy sig og begyndte at sidde og studer så tiden gik og til sidst før hun vidste af det ? var der ikke meget at gøre end at tage hjem af mod Lazarus hun havde mødt igen for nogen uger siden der havde taget hende hjem til sig. Hun boede der men havde intet andet end et bekendt skab med Lazarus og det var faktisk utrolig dejligt*Det så sjældent jeg møder en der ikke ser på mig som denne her ting man kan tage og bruge som et stykke legetøj?* hun sukkede let og tænkte yderligere over om fyre egenlig oplevede det samme som kvinder nu til dags gjorde?, med vold eller noget.
Kajika stoppede let op mens hun gik ned af gaderne nær Abbadon`??, hun tog en tår af sin take away milkshake og betragtede toppen af den store bygning med sine baby blå dådyrs øjne og berørte let ved sine hvide hårlokker der var blevet farvet godt igennem med hår dye så hun endelig havde fået fuldstændigt hvidt hår igen som den gang.
Hun så stille rundt og lukkede så øjnene og begyndte langsomt at gå og ville prøve at bruge sine nu menneskelige sanser til at se om hun kunne undgå alt der var i vejen for hende.
Hun gik stille ned af gaden med vinden puslende mod hendes blide ansigt, og håret flagrende efter sig mens det begyndte at gå lidt ned af, mod selveste centrum af Terre, dette var en stor omvej ja i stedet for at tage metroen ud til nær skoven men dette var dog os dejligt at kunne høre folk der grinte og andre der hyggede sig på bar og det hele. Alt virkede mere levende og farligt, men samtidigt os mere spændende, ja hun følte sig endelig mere i live end nogen sinde og ville aldrig ønske at blive et væsen igen, at være menneske var måske svagt men det var befriende på en helt ny måde hun aldrig havde oplevet før.... nu..
Kajika lagde brevet fra skolen ned i sin jakkelomme og lod den hvile i den sorte jakkes lomme, i det hun tog fat i lynlåsen og lynede stille ned til under barmen fordi så kunne hun få det lidt mere køligt end varmen som denne store lidt ski agtige jakke med pels hættekrave gav hende som gik hende til hofterne og stoppede.
Hun åbnede let øjnene og lod blikket flakke lidt rundt i det hun stak den ene hånd i jakkens lomme så de hvidblå klak ligende bukser let rørte på sig dog ikke meget, og hendes slidte converse med blød gummibånd skred let hen af de tørre brusten.
Hendes trøje kunne ses og den var himmel blå og havde en lang V skåring foran som ved en fyrs trøje, og så havde hun en hvid skjorte på inden under der var knappet 2 knapper op ved halsen så man kunne se halsen helt dog blottet den intet frem?.

(Mature content)
Et skrig blev formet fra det menneskelige indre og ført igennem strubehovedet og ud igennem halsen. Et skingert råb om hjælp fra en kvinde, som først efter den søde henfaldelse i en vampyrs fortryllende blik, havde fanget dennes egentlige formål ved at gå tæt på hende. Røre ved hende og hviske hende sukkersøde ord og løfter, som denne så naivt havde taget til sig som kyshånd og fpr hvad? For at føle vampyrens krop en nat? For at tro man var mere værd end blot mad for dennes eksistens? At man var speciel? En ener der ikke var ment til at være føde for nattens udøde? Forkert. Disse mennesker burde falde ud af den orale fase de åbenbart aldrig havde taget afstand fra da de var spæde. Mig. Mig. mig. Det var alt de troede på. At de var udvalgte. At de ikke bare hørte til i mønsteret, men var en af de farverige tråde der kunne skabe noget individuelt. Netop på grund af dette princip var menneskets farverige eksotiske tæppe blevet en smule mere trævlet i enderne.
Ahngels tålmodighed var langsomt brugt op. Han fik ikke noget fra dennes hals. Blodet, som han sugede fra hende som et desperat dyr gled ikke længere ned igennem hans hals udover et par få stædige dråber. Resten flød ud fra hans kæber og ned over hans og hendes beklædninger. Den forhenværende hvide skjorte blev langsomt rødt så næsten intet uskyldigt farvet kunne ses fra den lange sorte frakkes åbning. Utilfredsstillende. Det var i disse måneder… dette år at han rent faktisk så blod som noget besmittende. Det havde han ikke gjort i over hundrede år efterhånden. Da havde blod været hans trøst. Hans fiks. Hans eneste rigtige kropslige længsel han havde haft tilbage. Desværre havde dette blod.. Denne sensuelle trang efter den kropslige væske taget en halvdæmon i hånden og vidergivet denne længsel til årene i den robuste, solkyssede hånd.
Tøsens skrig syntes ikke at dø hen, men tage stil som vampyren endnu engang forsøgte sig længere ind i hendes hals ved at give et vrid fra sin kæbe. Det fyldte hans ører. Hysteriske kvindemenneske! Da skubbede han sig fra den mur han havde fanget hende ind imod, tog hendes ved halsen og holdt hende fast. Hun knejsede nakken for at se ham i øjnene. Og hvilke øjne. Rødere end det blod der besmittede hans underskønne ansigt og beklædning. De stirrede følelseskoldt på hende og da, med det ængstelige ansigtsudtryk hun fik i ansigtet, forstod hun at hun ikke var ’udvalgt’. At hun ingen helgen havde. Ingen gudelig vagt. Ingen skytsengel. Et kors af messing prydede den blodige hals og havde fået et giftigt rustrødt udtryk.
”Hvor er din gud?” Hviskede vampyren endelig. Hendes øjne opspærredes og fyldtes med tårer. Desperationen lyste ud af de store brune øjne der var gemt bag brune slangekrøller. Køn kvinde. Ikke langt fra blot at være en pige. ”Hvor er hans himmelske torden og lynild?” Hans øjne hang lidt ved korset. Formen skræmte ham ikke, men han havde ikke lid nok til sin mistro til at ville røre det med sine bare fingre. Hun fangede det dog ikke. Han betragtede hende afventende dernæst.. Vendte blikket imod hendes øjne igen og fastholdte dem, som en eksaminator. Han vendte for sekunder… måske endda et minut hvor alt der skete var en større klynken fra hende og et fejlende forsøg på at vride sig væk med lyde, som et opklynget barns. Skuffende. Han havde lidt håbet på et svar denne gang.
…
Følelsen af hendes barm lagdes på underarmen af vampyren som han ødelagde væv, kød og knogler for sin indgang. Hans hånd forsvundet i hendes indre. I hendes sårbare solar plexus. En stribe blod plantede sig på hans øjenlåg og dannede et kryds over det allerede eksisterende ar der lå derover. Han fik sin vilje og så lyset forsvinde i hendes opspærrede øjne og blodet der løb fra hendes mund. Så meget havde han tømt af hende og dog.. Det flød stadig, som var der ingen ende. Hans jakkeærmes gennemtrængende sorte stof måtte endda knæle og lade sig misfarve. Med et knæk fra genstridige sener og knogler lod han sin hånd kiles ud.. Tråde af tykkere blod hang ved de lange fingerspidser og tørrende blod havde sat sig misfarvende under de lange negle. I samme bevægelse faldt hun sammen som hans arm lod sig hænge over siden. End ikke et blik lagdes på offeret. Et spild. Endnu et spild. Spild nummer 36 for at være korrekt. Han drejede da om på hælen og begyndte at bevæge sig imod hovedgaden. Ud fra det gydekompleks, som han havde lokket hende i. Langsomt fjernede han de værste beviser. Blodet slikkede han ganske roligt af hånden, fangede klumperne under hans negle med sine tænder og lukkede jakken om den blodige skjorte. Nu så det blot ud som havde denne været i en slåskamp. Blodigt ansigt. Blødende fra næse og mund. Måske ikke en sejrherre.. Det følte han sig heller ikke som.

Hvilken ynkelig position kajika stod i til tider, samt hvilke kedelige dage der kunne snige sig op af ryggen og kvæle en langsomt med solens nedgang mens man gik i sine egne tanker og var drømmende i udtryk samt fraværende i fysisk tilstand. Hun slikkede sig let fugtende om læberne med den røde jordbær tunge og mærkede de rosa pinke læber der var en mild pink farve blidt blive mere bløde og mere slike agtig end før da de næsten var tørre og ej indbydennde. Kajika strøg let det platinske hår til siden og sukkede over denne tilstedeværelse af kedsomhed der havde sneget sig over hendes ellers drømmende verden de sidste par dage og uger næsten i det hun os havde haft rigeligt at se til dog havde hun aldrig vidst at dette ville ske da hun gik længer ned af gaden nær de store gyder, der så yderst klamme og ikke indbydende ud til at hygge sig i? eller blot kysse for den sags skyld.."Hmm??" hun kneb let øjnene sammen for at se mere an på hvad dette væsen måtte være.
"Ahngle.. de..det er Ahngle?" hun gik lidt længere ned af gaden og tænkte om han mund kunne genkende hende, hun lignede ikke helt sig selv jo efter som hun var skænket et yngre og mere anderledes udseendet krop?.
Hun stoppede dog lidt fra ham og tog sig til hovedet i det hun overvejede hvor klogt dette nu var at gå tæt på Ahngle?, sidst hun havde set ham havde hun nær slået ham istykker så vidt hun huskede, sikke et mærkeligt pigebarn hun havde været. Hun sukkede yderligere og lod dog de isblå dådyr øjnes glød forfalme i det hun trådte videre over brustene og ned mod Ahngle men ikke for at lægge mærke til ham eller sige noget, blot for at gå forbi ham og håbe han ikke genkendte hende eller han for den sags var ligeglad med hendes tilstede værelse som alle andre var?.
Hun havde det ikke lige supert for tiden dog fik hun et smil over læberne at vide hun var menneske og ikke havde været bytte for nogen overhovedet!.
Hun smilede lidt for sig selv i det hun kom tættere og tættere på Ahngle i det hun gik forbi ham sagde hun med et lille smil"Godaften monsieur Ahngle" hun gik fortsat forbi ham og tænkte han ville vel sige noget til hende vis det var?.
Hun ville nødig virke for snakkende i det som alle anså hende for at være.. hvilket var en stor svaghed af hendes, det skræmte altid folk væk.