Beauty before Beast!//Kilia & Vladimir- privat.

Beauty before Beast

Fortsættelse fra:
http://www.vielamort.com/t6776-report-from-the-slums-privat-ma-lakel
- Kilia, Vladimir.

En skrattende lyd kunne høres som de to små imps kravlede langs sten gulvet for at føre deres herres legetøj op af en en lang trappe og hen af en bred gang. Deres ord var ikke andet end hvæsen og skratten, og hvis ikke man vidste bedre kunne man ligefrem tro at de to bæster bagtalte deres gæst.
Nicor, den gule af de to skællede dæmoner, luntede ganske fredsommeligt med ved siden af Vladimir, den havde midlertidig taget form som en hårløs tynd kat, der i stedet for hud var dækket af små gyldne skæl som ville mærke silke-agtig og glat skulle nogen røre ved ham.
Vetis, den mørke lilla med flammende røde øjne, lod ikke til at være nær så magelig som Nicor, den havde ændret form til en kat ligeså, men imodsætningen til Nicors kopiering af et sådanne væsen, havde Vetis' udgave nogle mangler i sin konstruktion. Han havde for det første stadig sine glinsende læder vinger fremme, og hans hoved var en smule for stort i forhold til hvad en kats burde. Udover det var poterne en hybrid imellem klør og katte-poter, ørerne fyldte alt for meget i forhold til hovedet, og halen havde små pikkede takker langs ydersiden.
De to små bæster fulgte gæsten hen til en dør, og satte sig begge promte på rumpen på hver sin side af ham, og så afventende op på ham, som var de alllt for små og svage til at kunne åbne en sådan dør!

Vladimir knugede den hånd, der stadigt var lettere blodig, og rystede langsomt på hovedet. Hans øjne blev let knebet sammen, imens han fulgte de to forbandede møg kreature. Fantastisk.. Først ydmygelsen af at skulle blive 'healet' af hans herskers elskerinde, så irritationen af at skulle følges derop af disse usle kreature. Vladimir kiggede ned på den gule Imp, nicor, ved hans side, og knurrede lettere irriteret af dens nærvær, også selvom den var et godt par skridt fra ham. Han spærkede sin fod ud imod den, dog uden at forsøge på faktisk at ramme. Mere for at skræme den en anelse mere væk. han brummede lavt, og kiggede ned på den anden, med et ligeså irriteret blik. hvis ikke han vidste Ma'lakel ville rive hans hoved af, hvis han fandt på det, så havde han formegentligt allerede revet dem i to. Var ikke personligt dem der var problemet, men deres race.
Vladimir stoppede op da Impsne gjorde, og kiggede imod døren. han rejste et øjnbryn, og stirede ned på Nicor, og så over på Vetis. Han fnøs, rystede på hovedet, og hvæste lavt. Når deres herre ikke var der, skulle der naturligtvis ikke bruges kræfter... Vladimirs overlæbe hoppede en enkelt gang, og en lav knurren kom igen fra ham, i det han strak den mest skadede arm, som så gav en høj knækkende lyd, som fik Vladimirs hoved til at lave et ryk til siden, og et lavt hvæs kom igen fra ham. Han brummde så irriteret, og prøvede så vidt som muligt at se respektable ud, med strakt ryg.. Han lagde så en hånd på døren, og skubbede langsomt til. Men da den mindste revne var åben, stoppede hans skub, og han spærrede øjnene op. Den duft... Hvordan havde han ikke lagt mærke til den før? Havde de kreature, irriteret ham så meget, at han havde ignoreret sine andre sanser?
Som røg igennem et rør, gled den søde, ja rent fantastiske, duft igennem hans næse, og killede straks hans sanser. Hans svage krops tilstand, gjorde ikke dette nemmere... Var hans ælskerinde en Aspara!? Vladimir lukkede øjnene, og hans læber spjættede et par gange som i spasmer. Havde Ma'lakel regnet dette ud? At det ville være en lige så stor 'test' af hans loyalitet? For første gang, i et kort øjeblik.. Forbandede Vladimir Ma'lakel.
Vladimir stod ved døren, i et par minutter, inden han endeligt fik taget sig sammen til at skubbe døren op, og tog et skridt ind i rummet foran sig, for så at stoppe igen. Som om han ikke turde betræde det område han allerede var et skridt inden i...

Endnu engang sad hun ved sit skrivebord i den ene ende af værelset som var oplyst af et enkelt lille stearinlys som stod på den bare bordflade lidt væk fra hende.. hun burde ligge og sove.. men igen i nat havde hun ikke kunnet. Hun sad med en pen i sin højre hånd og skrev langsomt hen over den hvide side i den lille læderindbundne notesbog foran hende.. hendes venstre arm hvilede mod armlænet på stolen, mens hendes hånd lå og hvilede ved hendes mave. Hun stoppede pludselig med at skrive, flyttede albuerne op på bordpladen og hvilede hovedet i sine håndflader.
Det her var vanhvid.. hvad skulle hun stille op?? Når han fandt ud af det ville det hele ramle sammen! Hun mærkede hvordan håbløsheden bredte sig ud gennem hendes krop og for et kort øjeblik tillod hun et par små sølvagtige tårer at glide ned af hendes kinder. Det hele var bare for meget… der var for meget hun skulle holde styr på. For meget hun ikke vidste og for meget stress i at skulle holde det hemmeligt hele tiden!
Hun anede ikke hvordan Ma’lakel ville reagere hvis han nogensinde fandt ud af det... ville han tilgive hende? Eller.. eller ville han… den næste tanke der kom ind i hendes hoved var så skrækkelig og forfærdelig at hun hurtigt rystede den væk og rettede sig op igen. Nej, det var ikke tiden nu. Hun skulle holde hovedet koldt.. hun skulle nok klare sig! Hun tørrede hidsigt de forræderiske tårer væk med hånden og lod så sine fingre glide gennem den lange mørke hår før hun kiggede tilbage på bogen. Hun tog pennen i hånden igen for at afslutte det hun havde påbegyndt men hørte så noget uden for sin dør.
Hun pakkede hurtigt den lille notesbog væk og lagde den ned i skuffen hvorefter hun rejste sig og vendte sig mod døren, mens hun tog fat i den dybblå silkemorgenkåbe hun havde på og lukkede den om sig. Hendes arme var foldede tæt ind til kroppen mens hun stod og så mod døren. Hvem ville komme til hendes kammer nu? På denne tid af natten???
Hun blev urolig.. Ma’lakel ville aldrig komme til hende.. hvert fald ikke på denne tid af natten.. Hun vidste ikke helt hvorfor men han havde aldrig rigtig opsøgt hende i sit kammer medmindre at han lige pludselig skulle af sted på en eller anden rejse som var kommet til ham i et spontant øjeblik. Var dette sådan et tidspunkt?
Døren blev skubbet lidt op og hun følte en tendens til at gemme sig langt væk. Det der var ikke Ma’lakel..
Hun kunne ikke lade være med at føle et stik af panik. Hun kunne ikke mærke hvem det var hun anede ikke hvem der stod og skubbede til hendes dør! Hun havde ikke fået besked om noget som helst og det værste var at hun egentlig burde sove på dette tidspunkt!
Nej Kilia! Tag dig sammen! Hun tog langsomt en dyb indånding og lod så begge arme glide ned langs sine sider, rettede ryggen og kiggede mod døren med et roligt og afventende blik. Hvem end det der var så ville Ma’lakel vel vide det..
Hun blev stående indtil hun så nogen træde ind. Der var lettere mørkt på hendes værelse, med undtagelse af det bløde og spæde lys fra det stearinlys der stadig brændte på hendes skrivebord.
Hun anede ikke hvem denne person var, og kunne ikke rigtig se denne eftersom at rummet var mørkt.
Til sidst blev hun træt af at stå og vente og åbnede munden ”Kan jeg hjælpe dig med noget….??”
Hendes stemme var kølig og rolig, dette væsen skulle ikke tro at hun var sådan en lille forskræmt mus! Hun ville forsvare sig hvis det kom til det!!

Som Vlad åbnede døren, præcist som Nicor og Vetis ønskede, kravlede de små bæster ind som Kilias stemme kunne høres. Den gule, slentrede fjantet hen imod hende, og gjorde meget ud af at holde sin kattefacon, og svinge bagdelen godt fra side til side, som forsøgte den lille Nicor konstant at gøre sig selv uimodståelig.
Vetis derimod, syntes at være en smule ligeglad, den mørke mutant kat hoppede hidsigt ind og søgte straks Kilias seng, for at dumpe op på den, og rive hul i en af puderne for kravle lettere mageligt ind i dens fjer indvolde, og ligge sig til rette der. Tydeligt uinteresseret i hvad der skulle ske.
Den tydelige forskel på Vetis og Nicor var, at Nicor fandt små skader, sociale skandaler, andres smerte eller lidelse interessant, og nød specielt at holde Kilia med selskab, måske fordi han kunne mærke hendes konstante ubehag, og derfor kunne hendes blotte selskab få ham til at spinde.
Vetis derimod, var hysterisk og voldelig. Han elskede at ødelægge, eller se ting blive ødelagt. Andre folks meninger, smerte, og psykiske tilstand generelt, interessede ham ikke. Derfor holdt han sig mest til Lache, fangevogteren på Abbadon, da denne tit 'ødelagde' ting.
Og også derfor, valgte han at sove fra denne lille opstand.
Nicor derimod, vandrede som sagt glædeligt hen af gulvet imod Kilia, med et alt for menneskeligt kattesmil.
,, Master wants you to heal up this ugly thing..", sagde han på Abyssel.
Meget opstemt, og lalleglad i sin måde at sige det på.

Vladimirs næse rynkede sig, da Kilia bevægede sig. Og hendes blod hastigt ændrede sig, og fik blide spot af andrenalin, pågrund af nervøsitet. Frygt. Vladimir lukkede sit højre øje, og klemte det hårdt sammen, og drejede sit hoved i den modsatte retning end Killia, imens det nærmest eksploderede i voldsomme tick. Den duft... Den fantastiske duft.. Blandet med den følelse.. En drømme jagt.. Fantastisk...
Vladimir lænede sit hoved tilbage, og lukkede øjnene, imens hans ansigt langsomt slappede af. Han ville ikke skræmme Killia, være end det allerede var. Hun kunne sætte så stor en facade op hun ville, hendes dulmende nervøsitet, var nem at opfange, blot ved hendes blod. Et lavt hvæs, mindene om et suk kom fra Vladimir, inden han ansigt blev rettet imod Nicor, da den igen talte med det forfærdelige sprog..
"проклятый тварь" Brummede han ganske stille, så det ville være svært at høre hans forbandelse imod det lille bæst. hans øjne gled så langsomt op på Kilias ansigt, og hans overlæbe rejste sig en anelse, som ville han knurre. Men han holdt det inde. Endnu engang, følte han ikke for at skræmme hende. Hvis hendes angst steg, ville hans lyst til at borde sine tænder i hendes nakke, blot stige endnu mere. Og det var ikke ligefrem fordi det var et specielt godt tegn på loyalitet, at dræbe sin herres elsker... Vladimir lukkede kort sine øjne, og forbandede endnu engang Ma'lakel i sine tanker, inden han åbnede øjnene igen, og tog et par skridt nærmere Kilia, så han stod i lyset. Det var ikke kun det voldsomme ar på hans brystkasse, heller dem på hans arme eller hænder, der fik Vladimirs ydre til at virke skadet. Selve hans eksistens, virkede skadet, og på mange måder hindret. hans udmagrede brystkasse og mave, fik ham til, mest af alt, at ligne en døende gammel herre, uden føde i flere måneder. Den flodsede hud, fik ham til at ligne et offer, for utalige krager, der allerede havde været igang med at rive hans hud fra hans døde krop. Og da han kom nær nok i lyset, og hans matte hvide øjne, uden det mindste skær eller gnist, og det vansirede ansigt, blev hans forstyrende udseende bestemt ikke mere betagende at se på.
Vladimir stirede imod Kilia med det tomme blik, og han forsøgte desperat at kæmpe den, ellers meget fristende, knurren tilbage. Men han kunne ikke stoppe sin overlæbe, fra at ticke flere gange. Han rejste så sin højre hånd imod sin brystkasse, og bukkede halvt for Kilia, så hans øjne ikke længere skulle stire imod hende.
"M'lady" Fik han kæmpet over sine læbe, med den hæse stemme. Han rakte igen ryggen, og lod sin hånd falde fra sin brystkasse. Den lassede trench Coat over hans skuldre, dækkede kun lige hans ryg og skuldre, og de ar han havde der. De grønne army pants gjorde det samme over hans ben, dog med flere store ridser, der fremviste ar under disse.
Vladimir ville sandeligt gerne sige mere, men hver gang ord skulle ud, ville dufte automatisk blive trukket igennem næsen. Og det betød endnu mere af hendes duft. Og det var bestemt det sidste han havde behov for. Så han forblev tavs, og kiggede blot imod hende, med det matte hvide øjne. Det ene øje, havde en blid rød streg igennem sig, der passede til det ar der gik fra over øjet, til midt på hans kind.

//den er ikke så lang. sorry xD//


Synet af Nicor som kom slingrende mod hende på sin katte agtige facon blev hun mere lettet end nogensinde.. så var det altså ikke bare en fremmed som kom til hende her i ly af mørket. Normalt ville disse små skabninger indgyde hende afsky og hun ville oftest ende med at sende dem bort, men lige netop denne nat bragte de hende mere trøst end de anede. Hun så kort ned på Nicor mens denne talte og så tilbage på Vlad med et lettere skeptisk blik, hvorefter hun ville bøje sig ned og samle Nicor op, i den forstand at hun ville lade ham kravle op på sine skuldre. ”Really now..? Does he think I’m a miracle maker???”
Da Vlad trådte ind i lyset kunne Kilia ikke gøre andet end at blive lidt forskrækket. Hun havde godt nok set nogle af hans skade da han kom ind gennem døren men da lyset afslørede hans udseende i detaljer blev hun forfærdet. Hun havde aldrig set noget lignende! Han var arret og hans ansigt vansiret! Men høflig som hun var, bibeholdt hun den facade hun havde sat op for lidt siden. Dog lidt mere venligt stemt over for denne nye gæst som lod til at have fået Ma’lakels favor.
Hun sukkede blidt og lod en hånd køre op gennem sit lange tykke og mørke hår før hun ville tage ham i øjesyn endnu engang. Hun bed sig let i læben mens hun prøvede at bedømme hvor meget hjælp hun kunne yde denne gang… ”Jeg har forstået at Ma’lakel har sendt dig her op?”
Dette var svært for hende. Det var svært ikke at opføre sig unormalt over for sådan en sjælden gæst som denne herre var. hun sukkede let og kælede kort for Nicor’s hoved. Hvordan gjorde de dette lettest muligt? Hun kunne jo hverken se hvad der var gamle eller nye ar?? Dette var dybt problematisk… virkelig… I… allerhøjeste grad…

Nicor, kravlede op på Kilia's arm som chancen bød sig, og slangede sig nærmest om hendes hals. Slog hovedet imod den først, som en rigtig kat der ville kæle og lege, for til sidst blot at sætte sig på hendes ene skulder som en sø kaptajns papegøje. Utroligt nok faldt han ikke ned, eller måtte sætte kløerne i hende for at sidde fast, han sad der ganske enkelt bare uden så meget som at bævre.
Han klemte øjnene sammen som Vlads dejligt vansirede ydre kom til syne, og som han blev nusset for, begyndte en sær, knurrende spinden fra væsenet, der tydeligt brugte nusseriet som en undskyldning for at føle glæde ved synet af nosferatuens mange skader, ar, og lemlæstelser.
Han var smuk, så smuk at Nicor kunne trille om af grin! Dø af latterkramper, for blot at genopstå og gøre det samme om igen.

Vladimir rullede på øjnene, da hun tydeligtvis også kunne det forbandede sprog. Dog kunne det næsten ikke ses at han rullede på øjnene, da det hele jo lignede den samme tomme hvide plet.
Var da forfærdeligt hvis de kunne have deres egen lille private samtale, uden han kunne forstå dem. Vladimir ville sukke, hvis ikke han havde så stor en klump i halsen, at han ville blive kvalt, hvis han havde behov for luft.
Da hun talte, tydeligtvis imod ham, fik han endeligt sunket klumpen af blod, der havde samlet sig, og hans læber delte sig, som for at tale. Men de blev blot hvor de var, i en måløs måben. Selvom hun var gude smuk, som resten af hendes fantastiske race, var det stadigt ikke det der gjorde ham så nervøs. Hans næse rynkede sig en smule, da han ikke kunne lade være med at trække den fantastiske duft til sig.
Sådan stod han i få sekunder, inden han lukkede både øjne og mund, for at tage sig sammen. Han åbnede igen sine øjne, og lod øjnene falde over hende igen. De tomme hvide øjne focuserede imod hendes, imens den hæse hakkende stemme.
"Det.. Har han.. jeg beklager.. hvis.. Han sente mig.. Ved en ubelejeligt.. Tid.." Sagde han, frem kæmpet. Hans øjne kneb en anelse sammen, og hans øjne, skar sig hurtigt imod Kilia mave, hvor de blev focuseret i et halvt minut, inden øjnene hurtigt gled op imod hendes igen. Så Ma'lakels elskerinde var med barn. Det havde Vladimir ikke hørt. Hans øjne forblev kort knebet sammen, inden de igen tog et mere roligt skær.
Vladimirs skader, var langt fra værst på oversiden. Der var hans indre blødninger, bøgede knogler og bristende organer. Skaderne han var blevet forvoldt, havde næsten tvunget ham ud i, at måtte gå i dvale. Den eneste metode hans klan havde for at heale sådanne sår, var deres designerede healere. Men den eneste hans klan havde, var på nuværende tid forsvundet.. Hvilket nu gjorde at han måtte vente meget længere på hans egen healing til at slå ind. Hvis ikke denne Aspara var mægtig nok, til at kunne heale ham.

Stirrede han på hende? Han var usikker på hvor dette væsen kiggede hen. Hun kunne ikke tyde hans blik eller hans udtryk og en uro bredte sig ud gennem hendes krop.. var hans blik rettet mod hendes mave..? Hun blev usikker. Hvad nu hvis han vidste det? hvad skulle hun så gøre… men hun kunne jo ikke bare være så ligeud og bare spytte ud og tigge ham om intet at fortælle til nogen, set nu det slet ikke var det han kiggede på eller havde fuldet ud af???
Hun kom tilbage fra sine egne desperate tanker og kiggede på Vlad som stod foran hende… det var klart for hende at han led men hvor meget. Efter at han talte nikkede hun blot kort og tog et skridt væk fra den stol hun selv havde siddet på for ikke så fantastik længe siden og slog ud med armen. ”slet ikke. Hvis du lige vil sætte dig ned et øjeblik.. har du en ide om hvor store skader du har?”
Hun regnede ud at hans skade måtte være indvendig eftersom hun ingen direkte sår kunne se på hans ydre. Men så igen.. hvem kunne det?? hun ventede tålmodigt på at han skulle sætte sig ned så hun kunne undersøge ham.. hvis han havde alvorlige skader var hun nød til at bruge ’den’ metode… Hun brød sig ikke synderligt om tanken men hvis Ma’lakel havde sendt ham op til hende var det fordi at hun skulle heale og det lige gyldigt hvordan det blev gjort, så længe at det blev gjort!
Hun sukkede stille og rakte endnu engang op for at kæle blidt for Nicor’s hoved.. hvorfor også lige nu? Hun havde så meget at tænke på… så meget hun selv gik og tumlede med..

Nicors spinden stoppede brat, som Vlads blik kort fokuserede på Kilia's mave. Havde den grimme mon fået øje på parasitten? Undrede det den lille gule kat der sad overmenneskeligt godt balanceret på Kilia's skulder.
Med en svag spinden der var vendt tilbage slog den igen sit skællede lille hoved imod Kilia's, og klikkede med underkæben på en kælende og alt for opmærksomheds krævende facon. Det halvt minut var alt bæstet brugte til at se på Kilia's mave, men det var et halvt minut for meget, den grimme vidste at hun havde parasitten. Og herren måtte ikke vide parasitten eksisterede, det hevde Nicors Mistress jo selv sagt.
Som Kilia ventede på at Vlad satte sig, tog Nicor glædeligt imod den mindre nussen imod sine glatte skæl.
,, He knowsss...", hvislede Nicor på Abyssel.
,, He knowsss of it..", hviskede Nicor til Kilia.

Vladimirs tomme øjne fortsatte med at stire imod Kilias. Hun tøvede. Hendes blod begyndte at løbe hurtigere. Frygt? nej, hun frygtede ham ikke, i hvert fald ikke mere end hun vidste han ikke ville påføre skade på hende. Nervøsitet? Nej det var hun allerede før. Det ændrede sig nu. Frustration? Hendes reaction havde været ved hans blik. Hans blik imod hendes mave. Hendes ufødte barn. Var det, det? hans øjne blev knebet en anelse sammen, da han gjorde op med sig selv, at det måtte have været det. Ma'lakel vidste det ikke...
Vladimir ville fryde sig ved hendes frygt. Hvis han havde været på jagt, og ikke allerede var ved at lege med ilden. Det sidste han nu ville, var at fryde sig ved hendes frygt. Hendes frygt var alt for opilende. Det antændte den gnist i ham, der hungrede efter at healve, ved at drikke sig mæt. Mæt i Kilias frodige blod. Saftige. Blod.
Vladimir slog hurtigt sit blik væk fra Kilia, for at slå sine tanker på andre spor. Dog gled hans øjne hurtigt tilbage på Kilia, da hun talte. Sætte sig. Nærmere hende? Fantastisk. Hun skal da endeligt friste med den forbudte frugt, helt op foran hans næse... Men det kunne han vel have sagt sig selv. Med sår som hans, var han næsten ikke i tvivl om, at hun blev nød til at være nær ham. Medmindre hun var en meget mægtig healer. Men så igen, det var vel Ma'lakels elskerinde? Så.. Chancen var der vel.. At hun var så dygtig, at hun kunne stå et stykke fra ham, og udføre hende magi?
Vladimir måtte lukke sine øjne, og et kort øjeblik, lade sit blik falde imod jorden, inden han tog langsomme skridt imod stolen, som Kilia havde ledt ham imod. Hans blik gled langsomt op igen, og imod den stole han havde retning imod.
"Indre.. Blødninger.. Flænget rygsøjle.. Bøget riben.." Hans hæse stemme, ramsede langsomt op, imens han, lige så langsomt, gled ned i stolen. "Beskadiget scener.. Og knogler. Ved håndledene.. Og.. flodsede muscler.. På højre lår..." Afsluttede han, og lod langsomt sit blik glide op på Kilia igen. Han gjorde sit bedste, for at ligge sin tørst langt væk, så han forsøgte i stedet at tænke på Kilias barn. Skulle han blot fortælle Ma'lakel det? hvis han ikke vidste det endnu. Så måtte hun holde det hemligt. Og I så falde. Var det information, Ma'lakel burde have. Det lille bæst havde hvisket noget. Endnu engang på det forbandede sprog. Men den vidste sikkert godt, at Vladimir havde set det. Nu måtte han se, hvordan hun ville reagere på det.
Vladimir ville rejse sin højre arm for at lægge den imod armlænet, men en brutal smerte rev igennem hans skulder, og han måtte kæmpe, for kun at hoppe med overlæben, og ticke med det højre øje. Bevægelsen, havde også skubbet hans skulder af led, og det havde givet et ubehageligt knæk, og armen var faldet, så den nu så endnu mere abnormalt lang ud. Vladimirs øjne tickede, og et suk rev sig fri fra hans næse.
"Og.. En slemt.. Beskadigt.. Skulder... Nu.. Ude af led..." Sagde han, med en lettere irriteret stemme.

”damn it..” mumlede hun stille. Nu var panikken for alvor ved at brede sig I hende. Han vidste det.. Han vidste det! hvad i alverden skulle hun nu gøre?! Hun kunne ikke bare krybe til bekendelse og tigge ham om intet at sige! Hun stod lidt. Hvad nu? Hvad nu?! hun var nød til at få styr på det her.. og så mærkede hun igen Nicor på sin skulder. ”Nicor.. if our Lord finds out about the parasite he’s going to punish us both… We have to figure out a way to make sure that this.. man… doesn’t tell him about it.. do you understand?” Hun holdte en kort pause og lænede sig kort op af sit skrivebord med armene foldede. Mens hun tænkte kiggede hun på Vlad som nu sad på hendes stol… hun var ikke sikker på hvordan det ville lykkes hende at få reddet sig ud af det her.
Hun lyttede efter da Vlad fortalte om sine skade og smilede medfølende da han tilføjede endnu en. Han var slemt tilredt… hun betragtede ham stille mens han sad der. Dér, I den stol.. sad den ene person i hele verden som kunne ødelægge det hele.. den ene person som havde formået at omvælte hele hendes verden blot med et enkelt blik.. Hun sukkede igen dette måtte jo ske på et eller andet tidspunkt… med slottet fuld af diverse dæmoner samt de forhutlede skabninger som Ma’lakel var begyndt at slæbe med hjem i hobetal… dette var uundgåeligt..
”Undskyld min uhøflige opførsel..” sagde hun tøvende.. ”Men vi bliver nød til at få noget på plads…”
Hun tøvede igen. ledte efter de rette ord, men de kom bare ikke til hende lige nu. til sidst gav hun et irriteret suk fra sig og fortsatte ”Jeg ved godt at du har regnet ud at jeg bærer på noget som er Ma’lakels.. og dette kan gå hen og blive et problem hvis du beslutter dig for at fortælle ham om det, på nuværende tidspunkt..” Hun rakte op og begyndte at kæle for Nicor igen.. en spontan og ubevidst handling.
”Jeg må sikre mig at du ikke løber direkte ud og fortæller Ma’lakel om min lille hemmelighed..” hun foldede sine arme igen og så direkte på Vlad. ”Så sådan her gør vi det… Jeg healer dig, og alle dine skader.. til gengæld for din tavshed. Eller, Jeg healer dig ikke og jeg risikere Ma’lakels vrede, mens du får problemer med at overlever.. eftersom dine skader øjensynligt har konsekvenser for dine bevægelses muligheder og derved evnen til at jage…”
Hun holdt en pause og betragtede ham stille. Hun ønskede ikke at true ham til at samarbejde, hun hadede faktisk at opføre sig sådan.. men hun så ingen anden mulighed for at få dette løst.. enten hjalp de hinanden.. eller også ville de risikere at dø begge to..

Nicor nikkede til hvad hans mistress sagde til ham, som en lydig lille djævel på skulderen. Dog så det ikke ud til at han overhovedet tænke over hvordan de kunne forbedre situationen, han var trods alt kun en lille imp. Eller det ville være hans undskyldning hvis han blev spurgt om hvorfor han ikke var kommet med indput. Men den smukke mistress, så dog ud til at klare det store bæst godt selv. Et lille hysterisk heliums grin, slap væk fra Nicor efter at den grimme havde fortalt om sine skader.
Da Kilia så tog initiativ til at afpresse den grimme, begyndte Nicor sagte at spinde højlydt, og rejse sine øre i hen og skær hengivenhed for hendes - ikke så onde - men fosøg på en ond gerning. Han blev en smule skubbet af Kilias nussen, men spandt stadig lystigt, som den oven ud lykkelige missekat han jo var!

Vladimir lukkede sine øjne, og rystede langsomt på hovedet, da de to begyndte på det forfærdelige sprog igen. Han rejste sin venstre hånd, og lagde den imod den skulder der var gået af led. Hans overlæbe rystede let af smerte, og drejede sin hoved til siden, så han havde ansigtet en anden vej. Han trak vejret ind, med et lavt hæst hvæs, som brat blev afbrudt, da hun snakkede til ham. 'Noget på plads'? Vladimirs øjne blev åbnet, og hans overlæbe rystede en anelse. Skulle der nu tales omkring dette... Kunne kvinden nu ikke bare få det overstået! Han kiggede stadigt ikke op på hende, imens han lyttede til hendes 'foreslag'. Vladimirs øjne blev knebet en anelse sammen, og hans hoved langsomt drejet, så hans sammen knebene øjne, kunne stier op imod Kilias. Og hvis der havde været liv i hans kolde hvide øjne, ville de lige nu slå gnister. Han begyndte også langsomt at trække vejret, med en hæs hvæsen, ved hvert åndedrag. Betingleser... Betingelser omkring dette! Han kunne være vendt hjem, og have været perfekt healet, på mindre end en uge! Og nu ville denne. Denne... Aspara! Komme med betingelser, for at hun healede ham! Og hun bad om hans stilhed, som om at dette overhovedet var en af hans problemer. Som om han ville gå til Ma'lakel som det første, og fortælle ham omkring det! For at give hende noget ret, havde han måske haft det i baghovedet, at lade Ma'lakel vide om dette. Dette anså Vladimir som en god ting. Familie, betyder alt.
Vladimirs blik fortsatte med at stire imod hende, i en intens tavshed, hvor hans øjne blot stirede imod hende, som forsøgte han at lade hende vide, hvor vred han var. Han sukkede så lavt, og rystede sit hoved, inden han rykkede hårdt i sin skulder, så den gik på plads igen. Dette frembrang også et højt og skingert hvæs, hvor han skød sine skæve og hakkede tænder ud fra sin mund, efterfulgt af en hæs vejrtrækning. Hans øjne blev så rettet tilbage imod Killia, med al deres tomhed.
"Jeg.. Er ikke.. En simpel hun.. Der løber tilbage.. Til min herre.. Når jeg har hentet.. Kødbenet... Lad være.. Med.. At behandle mig.. Som et... Spørg! Mig.. Først.." Hvæsede han, letter hidsigt. Han følte ikke længere et behovfor at opføre sig som en gentleman, efter nettop at være blevet truet. Specielt ikke når han havde noget, hun ikke ville have han skulle komme ud med.
"Jeg.. Tager ikke.. Positivt.. Imod.. Trusler... Jeg.. Kan heale.. Mig selv.. Min familie.. Vil.. Tage sig.. Af mig.. Familie... Betyder.. Alt.." Sluttede han, med en hæs stemme. Hvis ikke han blev stoppet, rejste han sig langsomt fra stolen, dog med megen problem, og rystende ben. Og hvis han kom op i sin fulde længde, ville han stire ned på Killia, med et vredt blik.
"Hvis.. Du ikke.. Vil have mig.. Til.. At fotælle Ma'lakel.. Omkring.. Den glæde.. Der ligger.. I dette... Vil jeg ikke.. Fortælle det..." Hvæsede han stille, og kneb sine øjne sammen, imens han blev stående.

Hun sitrede. Hun havde begået en fejl. En frygtelig fejl! Hun havde bedømt ham på det faktum at han kom sammen med Ma’lakel.. ikke skænket hans baggrund og personlighed en tanke eftersom at hun var blevet vant til alle de bæster som bare blev sendt hendes vej. Hun følte hans vrede og ville have kigget væk hvis ikke det var fordi at han var ved at rejse sig op. Nej! Han måtte ikke gå! Ikke nu! det var jo ikke… åh for pokker da også! Hun bandede af sig selv inden i sig selv og forbandede sin forhastede beslutning. Hun tog et skridt hen mod Vlad og bukkede undskyldende hovedet. ”Tilgiv mig.. Men jeg..” hun sukkede.. drop formaliteterne.. hun rettede atter blikket op mod Vlad. ”Vil du ikke godt sætte dig ned igen.. så skal jeg nok forklare det hele… jeg er virkelig ked af at jeg bare sprang til konklusioner og valgte at ’true’ dig i stedet for at spørge.. men du må forstå at jeg…. Har kendt Ma’lakel længe, og i denne tid har han sendt en masse forskellige væsener min vej, og alle har de været ens når det kom til deres loyalitet og fortrolighed.. de havde ingen.. så jeg beder dig.. vær venlig ikke at gå.. jeg vil forklare dig det hele.. og jeg skal nok tage mig af dine sår…”
Hun ventede anspændt på hans reaktion. Ville han gå? Ville han overhovedet høre på hende nu?!
Hvis han valgte at blive og sætte sig ned igen ville hun tage plads på en lille skammel som stod ved skrivebordet, og med foldede hænder ville hun så begynde at forklare, forudsat at Vlad ville godtage hendes undskyldning og give hende muligheden.
”Jeg ved hvilken glæde familie kan bringe i ens liv, og tro mig, jeg er også meget lykkelig.. men Ma’lakel foragter børn.. Han afskyr ’familie’ mere end alt andet og han lever af andres ulykke.. jeg har set ham fortære flere spædbørn og.. hvis han fandt ud af at jeg… Jeg frygter ikke for min egen sikkerhed.. Ma’lakel ville aldrig gøre mig ondt.. men han ville se dette som dyb forræderi.. og jeg frygter hvad han ville gøre ved barnet…” Hvor hun før havde stirret ned på sine foldede hænder, kiggede hun nu igen op på manden foran sig. ”så du må forstå, at da du opdagede min hemmelighed.. at jeg bære afkommet af dette lands hersker… blev jeg skrækslagen.. jeg handlede overilet og utilsigtet.. du har ret i at jeg skulle have valgt en anden fremgangsmåde.. men jeg var forblændet af den panik det sendte gennem mig… Jeg håber virkelig at du vil tage mod min undskyldning.. Jeg er ked af at jeg fornærmede dig sådan.. og hvis du tillader det, skal jeg nok tage mig af dine skader.. sådan som Ma’lakel ville have at jeg gjorde det…”
Hun var nervøs. Ville han lade hende? Forstod han? Hvad ville der nu ske? Forvirring og følelsesmæssige overvældelser smadrede rundt inde i hendes hoved og truede med at gøre hende syg og ødelægge hendes nyfundne overblik.. i sit stille sind, bad hun til at denne mand ville forstå hende og ikke fordømme hende på baggrund af hendes desperate handlinger..

Som Vladimir rejste sig med en lettere fjendtlig udstrålling, forvandtede Nicor sig til et lille bæst, selvom han i sidste ende oss var det. Knogle blev omstøbeed som udseendet ændrede sig til hans rigtige jeg, på mindre end et sekund, og et mindre heliums hvæs kom advarende fra det lille kræ der lagde øerne tilbage og gik i en form for forsvars position overfor Vladimir.
Da Kilia så taklede det så mesterligt som hun gjorde, rejste Nicor ørerne nysgerrigt af hende igen, og betragtede hende med en stor årvågenhed. Det var sjældent han så Kilia gøre noget tæt på tiggen.

Idet hun satte sig på skamlen, hvis altså Vladimir valgte at lytte, ville den lille Nicor, kravle/ falde ned i Kilias skød ved hendes sidste ord, og kælent begynde at gnide sig imod hendes mave med en klikkende spinden, for derefter at sætte sig i hendes skød, se op på den grimme med et stort tand smil.

,, Vi skal passe på parasitten!", udbrød han stolt!
Som var hans ord, afslutningen på den sag!

Hendes nervøsitet, nærmest røg op fra hende. Som om den fik hendes blod til at koge, og dennes duft blev presset endnu mere kraftigt ud af hendes påre, for så at kilde helle vejen ned af Vladimirs allerede sitrende instinkt. En hver fibre i hans krop, sagde til ham, at hendes blod ville fjerne hans smerter... Til et hvis punkt, var dette også sandt. En Aspara som Killia, ville formegentligt fjerne nogen af hans smerter. Men ikke dem alle. Og chancen for at hun blot ville lade ham tage dette, var minimal, og så var der Ma'lakel når han var færdig...
Da Killia tog et skridt imod ham, blev hans øjne spæret en anelse op, og en lav knurren kom fra ham, og hans tænder skød frem, som skulle han til at sætter tænderne i hende, og det var kun sekunder fra at han gjorde nettop dette. At lægge armende omkring hende, bukke sig ned, og lade tænderne spide hendes nakke, for så at.. Nej! Vladimir faldt hurtigt bag ud, og tilbage ned i stolen. Han hvæsede en anelse af smerte da han faldt, og lagde sin venstre hånd imod sin højre skulder igen. Hans øjne faldt så tilbage på Killia, og han var igen begyndt at trække vejret hastigt, og ude med de hæse hiv. Han lukkede så øjnene, og lod sit hoved synke en anelse, og lige så med det øverste af sin krop, som en form for buk. Det var først nu han godtog hendes anmodning om at forsvare sig selv, imod den ubehøvlede opførsel. Han åbnede langsomt øjnene, og kiggede op på hende igen.
"Jeg... Lytter..." Hvæsede han lavt. Ikke længere i vrede, men var nærmere ham der virkede nervøs nu, lige så som hende.
Vladimir lyttede intenst til hendes forklaring. Forblev fuldstændigt stille, og fjernede ikke de hvide øjne fra hende. Og uden at sige den mindste lyd. Han hverken hvæsede, eller knurrede, men stirede blot imod hende, med sine tomme hvide øjne. Da hun så var færdig, nikkede han langsomt, og lod sit blik falde. Han lukkede langsomt sine øjne, og begyndte kort at kæmpe for at tænke klart.
*Familie betyder alt.. Må.. Drikke... Skulle jeg hjælpe hende? Ville jeg.. Have hende til at... Dræne.. Føde.. Heale.. H.. Hjælpe mig? Hvis min afkom.. Var i f.. Killias blod... Killias kød... Killias liv!*
Vladimir hvæsede igen, hans øjne blev slået op, og straks rakt imod Killia, og han lavede et meget hurtigt, men kort ryk ud imod hende, inden han hurtigt holdt sin hånd op foran hans hoved, og udstrakte en finger imod loftet, og begyndte hæst at trække vejret, imens hans blik faldt.
"Hv.. Hvis.. Det er.. Dig muligt... At heale mig... Så.. Gør det.. Nu... Min.. Min sult... G.. Gør det.. Nu.." Hvæsede han stille, inden han lagde sin hånd over sit hoved, og lod det synke. Overlevelses instinktet, prikkede ham ganske så hårdt i siden, og han vidste han ikke kunne holde sig meget længere. Hans krop måtte heales.. Bare noget.. Ville være nok til at stoppe dette altædene instinkt. Det ville ikke efterlade en eneste fri tanke i hans hoved, og han ville forvandle det flotte værelse, til et blod rødt, ubehageligt minde...
"Snakke.. Bag.. Efter.." Fik han også presset frem, imens han begyndte at presse sine fingre imod hans hoved, og hårdt kneb sine øjne sammen.

Hun havde ikke brug for mere. Hun så godt hvordan han overvejede det hun havde sagt. Det virkede til at han ville acceptere hendes undskyldning. Men hans instinkter var for overvældende.. Hun havde for længst regnet ud at han var vampyr, men hun havde ingen ide om hvad skader gjorde ved sådan et væsen som han, ikke før nu.
Hun tog blidt fat om Nicor og løftede ham ned på gulvet før hun rejste sig op igen. Hun så på Vlad med et udtryk der kun kunne fortolkes som rådvildhed. Hendes scent måtte være kvælende.. Vampyre som han var kendte for deres evne til at kunne høre selv det laveste hjerteslag. Selvfølgelig ville dette blive svært når nu han ikke kunne håndtere hendes lugt allerede nu… men.. hvis hun skulle kunne heale ham, ville hun være nød til at komme endnu tættere på.. det ville måske endda resultere i noget fatalt.. men hun havde ikke tid til at vente længere. Hun kiggede kort ned på Nicor. ”If he should do anything that’d hurt me. You better jump in and do something. Remember, I need to stay alive in order to protect the ‘parasite’”

Så kiggede hun tilbage på Vlad som sad der og led noget så frygteligt. ”Tilgiv mig.”
Så tog hun endnu et skridt ind mod den sårede vampyr, hendes bevægelser hurtige da hun vidste at dette ikke måtte tage mere end et par små sekunder. Hun lagde hænderne om vampyrens ansigt og rettede det mod hendes mens hun lænede sig ind og pressede sine læber mod hans. Lige så meget som dette lignede et kys, var det, det ikke. Da hendes læber mødte hans ’skubbede’ hun en stor mængde vand ned gennem hans hals, da han jo var en undead ville dette højst sandsynligt medføre en masse smerte og ubehag. Samtidig med at hun ville tvinge ham til at sluge dette vand, ville små fine vandstråler begynde at pible ud gennem hendes fingre, det ville løbe ned langs overfladen på hans arrede hud og ville så trænge ind igennem de mange lag af hud og heale de skader som ville være blevet forårsaget på hans skuldre og arme.
Vandet som nu ville være i hans indre ville så ’speede’ den normale healings proces op og ville rette op på alle hans indre skader; stoppe indre blødninger og rette bøgede og brækkede knogler ud. Efter bare få sekunder ville hans indre være healet op og så godt som nyt, men denne proces indebar også at vandet skulle forlade hans krop igen, endnu vigtigere var dette i hans tilfælde, eftersom for meget væske i for lang tid ville skade ham næsten lige så meget som hans indre skader.
Yderligere et par sekunder passerede og væsken ville igen bevæge sig op gennem hans krop, op gennem hans hals og tilbage ind i hendes mund, det vand som ville være trængt gennem hans hud, vendte tilbage til hendes fingre. Dog var denne væske som vendte tilbage fra hans indre, nu fuldstændig mørk og tyk af alt det den havde måtte slæbe med sig tilbage for at fjerne det fra hans krop. Lige så snart hun havde modtaget den sidste dråbe fra ham, kastede hun sig tilbage så den lille skammel hun havde siddet på før væltede og hun var lige ved at falde på gulvet. Hun kiggede rådvildt rundt for at finde en beholder og fik da øje på en lille krukke ikke så langt væk. Hendes hjerte begyndte at hamre eftersom væsken allerede havde været for længe inde i hende. Hun blev svimmel men nåede da hen til krukken, greb den og bøgede sig over den, I næste nu væltede en kaskade af tyk mørkerød næsten brunlig væske ud fra hendes åbne mund og ned i krukken som hurtigt blev fyldt til renden. Hun gispede efter luft og hostede vildt, hvorefter hun ville kæmpe for at få vejret endnu engang.
Langsomt vendte hendes åndedræt tilbage til normalt og hun ville rette sig op og tørre sig om munden med bagsiden af den ene hånd, hvorefter hun ville vende sig mod Vlad endnu engang, lettere rystende eftersom det havde krævet meget mere energi af hende end hun havde forventet.

//mange gange undskyld for den lange vente tid//

Den lille Nicor, der betragtede den grimmes anstrengelser og lidelser med samknebne øjne, og en let logren med den tynde hale, havde nærmest et nydende glimt i sine store, gule, reptil øjne.
En mindre klikkende lyd fulgte, som han fortsat så på denne lide, det sendte flere stød af hysterisk glæde ned igennem det lille korrupte bæst, hvis glæde kom yderligere til udtryk idet den frembragte endnu et stort satanisk smil!
Men ligesom Kilia tog fat om ham, lagde han ørene ned i overraskelse, og hans glæde blev forvandlet til en nysgerrighed, imens hans øre rejste sig igen, og hans øjne søgte Kilia.

.. Nus?... Spinde..spinde...

Dog ikke, det lille kræ blev sat ned på gulvet, hvor den satte sig med et årvågent blik på den smukke aspara, der sagde at han skulle beskytte hende hvis den grimme blev ond. Han rejste ørene igen som svar, og gav sig til at 'spinde' højlydt, idet den fik lov at skade nosferatuen.

Idet Kilia trådte tæt på Vladimir, og satte læberne imod dens, lagde Nicor ørene ned igen, idet denne genkendte gestussen som noget Mistress kun delte med Mastah. Dog som tiden gik, og den lille Nicor loyalt ventede på at Vlad ville gå amok, så den kunne kradse øjnende ud på ham, og æde dem.
Alt efter om dette skete eller ej, ville Vladimir ikke få en lille hysterisk imp i hovedet der ville kradse, bide, og flå de mest fatale steder i ansigtet op.
Hvis der ikke skete noget drastisk, ville den lille gule imp blot sidde stille, indtil han ville springe som en forskrækket kat til siden, idet Kilia ville vælte væk fra den grimme.
Nicor ville da søge tilflugt under asparaens skrivebord hurtigt, før han kælent ville gnubbe sig op af kommoden, idet Kilia kastede den ulækre væske op i krukken.
Han ville nærme sig med en lystig spinden, og fortsat gnubbe sig selv og sin skællede slange krop op af kommoden, imens han hvislede.

,, Mistressss... it aint good to kisss' ugly ones, you should only kisss Mastaaahh, he wont make you ssssick!".

Vladimir sad fortsate med en hånd foran sit ansigt, og fingrende, næsten boret ned i hans skald, så den urene hud blev flænget. Han måtte have blod. Nu! Lige nu... Ellers.. Ellers ville han dø.. han var ikke itneresseret i at dø. Æde. Føde.. Han måtte skaffe føde. Føde nu... Killia var føde. Men. Det ville være uloyalt. Skamløst! Intet kunne rede ham, fra en sådan gerning... Ikke hans herres elskerinde. Men.. Hvis ikke. Ville han dø! Han måtte skaffe føde..

Vladimirs skærende tanker, blev stillegjort, da han høte Killia, snakke det forfærdelige sprog igen, og de hvide øjne, gled langsomt op på Killia. Han stirede forbi sine fingre, der stadigt fængslede hans ansigt. Han kneb sine øjne en smule sammen, da han så hun havde sat bæstet væk, og så straks mistroisk ud. hvad nu? Måske kunne hun ikke heale ham... Og det lille bæst skulle angribe ham fra siden. Han lod langsomt sine hænder sænk, og holdt dem lidt ud til siderne, og lignede han skulle til at rejse sig. Men så da hun bad om tilgivelse, stoppede hans bevægelse, og han åbnede sine øjne i forundring. Da hun så kom tættere på, nåede han kun lige at hvæse, inden hendes læber, blev lagt imod hans. Han satte sig igen, og på et split sekund, skar hans klør frem fra hans fingre, i deres fulde, drabelige længde, og han spændte sine fingre, som ravne klør, så hver eneste klo pegede imod hende. Men han tog dem ikke tæt på hende, men et stykke fra hende. nicor var hendes sikkerheds tråd. De var hans.
Vladimirs forundring dulmede hurtigt, da vandet begyndte at fodse ned i hans hals, og hans øjne blev i stedet åbnet vidt op, og han strak sin ryg, imens vandet begyndte at tage sin effekt. hans fingre spjættede, og de løsnede op, så kløerne ikke længere pegede imod hende, men blot var sktrakt ud til siderne, imens de spjættede, i kramper. Lige så, gjorde resten af hans krop. Revet ud i vilde kramper, imens han mærkede sit indre, blive tvunget omkring af vandet. Det var en forfærdelig smerte, men smatidigt mærkede han sine kræfter vende tilbage. Sine instincter slappe af. Ja han kunne selv mærke dele af sig selv, heale, som ikke havde healet, siden han var kommet til Di Morga. Hans brystkasse spændte sig op, med lave knirkende lyde, af scener og muscler der blev sprængt og samlet påny. Selv hans indsrunkne mave, fik flere tegn på styrke, end de havde haft, i ald hans tid i Di Morga.
Men.. Smerten. Var der stadigt. og lige så snart han kunne mærke vandet trække tilbage, kom der et forkvalt grynt fra ham, og han spændte sine muscler. Og lige så snart Killias læber fjernede sig fra hans hvæsede han hakkende med et forkvalt host, i det han satte af på jorden, og faldt tilbage, væltede stolen, rullede rundt på jorden, for så tumlende at rejse sig. Han lagde sin hånd for sin stroppe, og hostede voldsomt Han stramte grebet om sin strube, så det lignede han kvalte sig selv, og hostede en mørk klat blod op på gulvet, i det han knælede ned, og lagde den ene hånd på gulvet.
Han trak vejret langsomt og tungt i et stykke tid, for at få kickstartet sine døde organer, og for at få sin, stadigt ømme, krop, til at slappe af. Men efter disse få minuters hvile, kom et lavt fnys fra Vladimir. Et fnys, der mindede mest om en latter. Og det blev efterfulgt af endnu et, og så et til, indtil han brød ud i en lav og dyb latter, imens han rejste sig, og stirede ned på sine hænder, med et bredt, og lumskt smil. De lange klør trak sig tilbage, og han knyttede sine hænder, imens han stille sukkede, og de hvide øjne, gled over på Killia.
"Bestemt.. Ikke behageligt.. Men de er så sandeligt tilgivet..." Kom hans dybe stemme. Den var stadigt hæs, men han hakkede ikke nær så meget på ordene. Selv hans stemme bånd, havde fået et opbygnings boost. Han var kommet langt nærmere sin fuldendte genopbyning, end han ville have på flere måneder. vladimir så undersøgende på Killia, og tog så langsome skridt imod stolen han havde væltet. han rejste den, og rykkede den imod Killia. han lagde så, hvis ikke hun flyttede sig, sin ene hånd på hendes skulder, og hintede imod stolen.
"Sæt dem.. Slap af.. De har gjort langt mere.. End Ma'lakel ville kunne bede om.. Og endnu mere, end hvad jeg.. Regnede med.." Han talte nu langt mere roligt, og mindre anspændt. Sulten var langt nemmere at ignorere nu..
Om Killia satte sig eller ej, tog Vladimir et par skridt fra hende, og krysede langsomt sine arme, imens hankneb sine øjne sammen, og så betænksom ud. Dog kunne Killia ikke se dette, da han stod med ryggen til hende.
"Jeg.. Vil hjælpe dem.. Med at holde det hemligt.. Men vi ved begge, at din elsker, min herre, ikke er dum.. Og hvis han ikke allerede ved det, vil han finde ud af det.." Vladimir begyndte at snakke, med ryggen til hende, men drejede sig langsomt, som han talte, og stirede så ned på hende, med de tomme hvide øjne.
"Og den dag, vil det være langt det bedste.. At.. Det kommer fra din egen mund.. Og ikke.. Igennem hans øjne.. Og.. jeg vil håbe.. Han indser.. Hvor.. Fantastisk.. Detter er for jer begge.. Inden.. Han udføre en gerning. Han vil fortryde.. Men.. Hvis hans temperament.. Render fra ham.. Vil.." Vladimir stoppede, og strak sine skuldre en anelse, imens hans øjne blev knebet sammen, og han kiggede væk.
"Vil jeg sørge for.. At han ikke skader jeres afkom.. Jeg.. Er ikke på din.. Men jeres side, i dette.. Og.. Om Ma'lakel vil det.. Eller ej.. Er han ikke uden hjerte.. En dag.. Vil han lære.. At elske jeres afkom" Hans stemme var afslappet, men hans valg var anspændt. Han kendte ikke til Ma'lakels hjerte, overfor andet, end hvad der er ham nyttigt. Men han ville ikke tillade Ma'lakel, at distruere sin familie, som han så Karaktar gjorde.. De hvide øjne, gled så langsomt tilbage på Killia, med et tomt blik.

Hun var træt. Udmattet. Denne healing havde tappet hende for alt den energi hendes ’lille’ krop havde rummet og nu stod hun der, lettere svajende mens hun betragtede sin ’patient’ som så ud til at have det så godt som aldrig før. Hun sukkede stille og førte en hånd op til sit ansigt for at stryge den hen over ansigtet inden hun lavt svarede Nicor; ”It wasn’t a kiss, Nicor.. that is how you treat internal induries..”
I næste nu mærkede hun en hånd på sin ene skulder, hun så op og opdagede først da at Vlad bød hende at sidde ned. Hun nikkede taknemligt og satte sig ned i den samme stol som han havde siddet i for kun et par øjeblikke siden. Hun sukkede lavmælt endnu en gang men vendte da opmærksomheden mod Vlad som nu stod med ryggen til hende.
Hendes lettelse var uhåndterbar da han indvilligede i at holde den ufødte hemmelighed hemmelig. Og ja selvfølgelig var Ma’lakel ikke dum, langt fra.. hun havde været heldig at kunne skjule det så længe allerede, men det kunne hun takke alle hans opgaver som hersker for..
Med lettelsen fulgte dog den næste bekymring.. hva nu hvis han faktisk fandt ud af det inden at deres barn var kommet til verden? Ville det være en fordel eller en ulæmpe?? Hun anede hverken ud eller ind.. hvordan skulle hun dog nogensinde kunne fortælle ham det??
Hun smilede endnu engang taknemmeligt op mod Vlad og nikkede i forståelse til hans ord da han forklarede at hans hjælp udelukkende var baseret på den viden og forkærlighed som Vlad selv havde for familie. ”Jeg ved godt at han vil finde ud af det før eller siden.. men indtil videre er det bedst.. at han forbliver i uvisheden om hvad der vokser her under mit hjerte..” hun løftede ubevidst en hånd op og nussede let sin mave.. ”Jeg håber bare at du har ret, når du siger at han med tiden vil lære at holde af det som jeg vil give ham…”
Hun så ned og sukkede let.. dette var en svær samtale.. hun var ikke vandt til at andre end hende selv og Nicor vidste om det lille liv som var ved at udvikle sig.. Dog var hun glad for, lettet over, og taknemlig for at Vlad ville hjælpe hende. Om ikke andet til en hvis grad.
Hun bukkede let sit hoved. ”Jeg er meget taknemlig for din hjælp og din forståelse..”