Abbadons Dronning. ((Kilia//Privat))

Tid: Omkring sen aften.
Omgivelser: Kilia's værelse.

_
Vetis og Nicor kravlede langs de sorte sten vægge i den øde gang hen imod Kilia's værelse. Under dem var den mørke røde løber der strakte sig i disse mere bebolige dele af fæstningen. I modsætningen til de andre gange var der ligeså lysestager der oplyste ens vej frem, og ikke de dunkle enlige flammer der normalt vis hang langs den sorte mur.
Vetis blinkede med sine blod røde slange øjne, imens at den skællede lille imp kravlede ved siden af sin broder. Dens farve var en giftig mørke lilla, og dens korpus spinkelt og tyndt, med flager muse agtige læder vinger som lå tæt ind til dens rygrad, idet den kravlede. De store skællede øre var på størrelse med dens hoved, som havde samme størrelse som en tennisbold. Som de nåede herrens elskerindes dør, stoppede de begge op. Nicor, var gul i stedet for mørke lilla, men ellers lignede de to imps hinanden fuldstændig, dog havde Nicor's øjne en stikkende gylden farve istedet for rød.
,, Mistress, be in there?", Spurgte Nicor på det velkendte sprog man talte på Abbadon.
Det lød som en blanding imellem knurren, klikken med tunge og kæbe, og hæse hvæs.
Vetis, kravlede hen af døren som var han let på sine slanke ben og hænder, som en edderkop. Deres kropsform kunne ligne et menneskes, de var blot begge skællede og glatte af ydre, som vådt slange skin gav deres kroppe genskær fra lysestagernes flammer.
,, Yess, yess!!", hvislede Vetis.
Nicor kravlede ned til håndtaget og hang sig i det imens at en hysterisk latter lød fra den: meget tæt på samme latter man ville høre fra en manisk klovn på helium.
De åbnede døren og kravlede ind, som var de to insekter.
,, Mistressss!!!", lød det gnækkende fra dem begge to, som de kaldte på Kilia.

Kilia havde været på sit værelse det meste af dagen i forvejen. Men i dag havde hun set ingen grund til at forlade sit værelse for at vandre ned af de mange og lange snoede gange som strakte sig ud gennem Abbadon, kun for at støde ind i et par forskræmte imps eller ”tjenestefolk” som så på hende som om hun var pesten selv.
Hun sukkede blidt, og mens lyden af hendes suk stille tonede af kunne man begynde at høre en skriblen. Som fra en pen der blidt fløj hen over et stykke papir mens den ivrigt nedfældede ord som kun skriveren selv ville vide hvad betød. Og dette var netop tilfældet. Kilia sad ved et lille skrivebord, placeret i den ene ende af værelset og nedfældede noget i en lille læderindbundet notesbog. Læderet var sort og på det var der trykket et stort symbol af et eller andet som med tiden var blevet utydeligt. Hun sad i sine egne tanker mens hun rolig skrev på de hvide sider uden at give synderligt meget opmærksomhed til den sindssyge latter det brød ud på den anden side af hendes dør.
Hun afsluttede en linie og ligesom døren gik op, lukkede hun den skuffe i hvor hun opbevarede bogen. Hun sukkede stille igen da de to små imps kom ind gennem hendes dør. Hun skubbede sig blidt væk fra det lille mørke skrivebord og vendte sig mod de to imps, stadig siddende i stolen, men nu med front mod dem. Hendes ben over kors og hendes havblå øjne rettet mod dem. Nicor og Vetis… I guder hvor kunne de dog være irriterende… Hun foldede blidt sine arme så de lå mod de kongeblå stof som udgjorde den kinesiske kjole som hun havde valgt at tage på i dag.

”What now, Nicor… Vetis..? What do you want??”

Hun svarede dem på det samme sprog som de havde adresseret hende på. Med det der forunderlige mix af knurrende, klikkende og hvæsende lyde.

Vetis gnækkede ustandeseligt imens den kravlede indenfor, op langs væggen, fortsatte i en runde omkring værelset med den lette hysteriske heliums latter atter indtakt.
Nicor derimod kravlede roligt ned på gulvet. Hans små. men lange og tynde, fingre der mundede ud i små katte lingende klør, skrabede imod gulvet imens at han luntede veltilfreds over imod Kilia med et stort gult tand smil! Bagpartiet svang mageligt fra side til side, som ville det makabre lille kræ charmere herrens elskerinde.
,, We be bored, Mistress! Play with us!!", skreg Vetis hysterisk, og hoppede legesygt hen på Kilia's seng og begyndte at flå en pude i stykker så gåse fjer fløj overalt.
Nicor standsede som han nåede Kilia's stol, og satte kløerne i træets ydre for at kravle op at sidde på stolens ryglæn, i en perfekt og balanceret siddestilling. Nicor lagde sine store skællede øre ned, og trak hænderne op under hagen i et forsøg på at immitere en ulykkelig hundehvalp selvom han manglede en uskyldig hvalps sødme, prøvede den lille Imp halvhjertet at gøre sig selv 'kær'.
,, Master dislikes us, he be locking himself in his room again!", sagde Nircor med en let hoppende stemme.
,, Have we been bad servants to Master?".

Hun holdte stille øje med de to små væsener mens de kravlede i hver deres retning. Og da Vetis begyndte at flå hendes puder i stykker vendte hun hovedet i hans retning og gav ham et strengt blik, men ikke mere.. hun var for træt til at råbe og regerer lige nu så hun undlod at kommentere på ødelæggelsen af hendes soveplads.. hun kunne trods alt, altid få nogle nye puder…
Hun vendte atter sin opmærksomhed tilbage mod Nicor som smøg sig mod hende.. han var næsten som en kælen kat, bare uden alle de søde små ting som gjorde dem kære. Hun sukkede blidt og betragtede ham indtil han var kommet op på hendes stol.
I samme øjeblik som den lille imp nævnte at Ma’lakel havde lukket sig selv inde på sit værelse, præcis som hun selv havde (med undtagelse af at Ma’lakel blokerede sin dør når det var), gled hendes tanker langsomt væk i de samme dybe tanker hun havde haft inden de små håndlangere var kommet ind. Hun sukkede stille og vendte så sit ansigt over mod Nicor. ”I am sure that you haven’t done anything to upset your Master.. Though.. has He been in His room all day, Nicor?”
En lille uro begyndte at brede sig I hendes indre, men det var ikke noget hun lod sig mærke med. Ma’lakel havde været så underlig på det sidste at hun knapt nok kunne genkende ham. Knapt nok kunne tolke hans små subtile signaler som hun ellers var så god til.. Igen sukkede hun, men denne gang lidt dybere mens hun lænede sig tilbage i stolen og lukkede sine øjne.. hun måtte berolige sig selv.. ikke hidse sig selv op over noget som sikkert ikke var. Hun lod mørket på indersiden af hendes øjenlåg omslutte hendes tanker og langsomt forsvandt den indre uro som hun i realiteten havde følt hele dagen. Igen åbnede hun øjnene og stirrede frem for sig mens hun tænkte stille.. der var altså noget i gære… men hun kunne ikke regne ud hvad det var..

Nicor nikkede ivrigt da Kilia spurgte om herren havde været på sit værelse hele dagen, og så søgende på hende, med en klam stirren der ville få mange til at føle sig ubehageligt tilpas.
Vetis besluttede sig imellem tiden for at Kilia's puder var blevet slået grundigt nok ihjel og begravede sig selv i den fjerede masse der nu ville ligge på hendes seng, krøllede sig selv sammen til en lille puppe med sine vinger og gav sig til at falde hen i en naturlig dvale.
Nicor blinkede imens at han observerede herrens elskerinde. Hendes suk der ellers fortalte om hendes mentale tilstand forstod det lille kræ ikke, dog flyttede den sig da hun lænede hovedet tilbage. Han satte sine hænder på hendes skulder og kravlede ned af hendes overkrop for satte sig i hendes skød, hvor den fortsat stirrede lige indtil.. Den lavede et lille flick med det venstre øre og dens stirren gik fra Kilia's ansigt til hendes mave, hvor den klemte øjnene sammen mistroisk: som havde den fået øje på noget.
,, Sid stille, Mistress!".
Langsomt rejste Nicor sin ene hånd, klar til at lave et hug ind i maven på Kilia, skulle hun ikke indse dens intentioner før den nåede det!

Kilias tanker kom langsomt tilbage til virkeligheden da den Nicor gled ned på hendes skød. Hun lagde ikke synderligt mærke til hans stirren eller til hans reaktion før hun fangede bevægelsen af hans øre og selv blev opmærksom. Hun opdagede hvordan han stirrede på hendes mave og vidste med det samme hvad han havde opdaget. Hendes hjerte begyndte med det samme at hamre løs i brystet på hende. Nej! Det måtte han ikke! Det kunne han ikke! Nej.. nej!!
I det han løftede sin ene hånd op, i en position der signalerede et angreb, rakte hun hurtigt ud og grab om hans hånd i et fast og sikkert greb. Mens den anden placerede sig skærmende over hendes mave.

”NO! Nicor!.. NO!”

Råbte hun mens en dyb knurren rumlede op gennem hendes bryst, op gennem halsen og ud mellem hendes sammenbidte tænder. Hun måtte tage sig selv i ikke at reagere voldsommere og langsomt fik hun kontrol over sig selv igen.

”It’s okay Nicor.. this…” Hun gned sig over maven for at være sikker på at han forstod hvad hun snakkede om. ”Is here to help me… understand? It is not to be harmed in any way! Is that clear?”

Hun så på det lille gule væsen som sad på hendes skød og fastholdte ham med sine havblå øjne indtil hun var sikker på at han havde forstået alvoren i hendes ord.

Der gik et jag igennem Nicor som Kilia reagere voldsomt på hans forsøg på at 'dræbe' parasitten han havde fået øje på! Som hun skærmede sin mave og greb fat om hånden der førhen havde været tæt på at gennembore herrens elskerinde så det gule kræ op på Kilia meget uforstående.
Vetis sprang nærmest op fra sit dvale sted: som en kat der blev forskrækket fløj han en meter op i luften da Kilia råbte, hvæste som besat, imens at fjer stod til alle sider, og da han faldt ned på sengen igen fortsatte han i en tid med at hvæse hidsigt imens han så sig om i rummet efter fjendtlige ting. Efter få sekunders observering måtte Vetis dog konstatere at der ikke var nogen fare, og med en hakkende knurren bandede han på sit moders sprog og foldede sig utilfreds sammen igen.
Nicor lagde sine store øre ned som Kilia talte til ham, og så på maven da hun hintede til den. Uforstående klemte han øjnene sammen.
,, But Mistress, t'is is a paasite?! It be leeching your life? Master will punish Nicor if he lets it live.. ", hans øre rejste sig opmærksomt op.
,, Would he not?".

Kilia’s hjerne arbejdede på højtryk for at finde en løsning på det uventede problem som hendes nuværende tilstand havde skabt. Hun blev ved at holde fat i Nicor mens hun febrilsk ledte efter en udvej.. hva skulle hun gøre? Hvad skulle hun sige?! Hvis Ma’lakel fandt ud af dette ville han blive TOSSET og så ville der ingen hjælp være at hente..
Hun kunne mærke en dunken i hendes templer mens hun forsøgte at frembringe en løsning som kunne holde vand og som ikke var så gennemskuelig at Ma’lakel ville ane uråd…
Og så kom den, som lynet fra den klare himmel kom Nicor selv med svaret. Et lille smil bredte sig på hendes læber og hun gav langsomt slip på Nicor mens hun talte

”only If he finds out...”