Et fredligt sted at være (Raze]

En høj spinkel skikkelse gik med rolige skridt hen af den lille sti i den store skov denne skikkelse så ikke ud il at ha travlt eller overhovedet sku noget denne gik blot roligt, skikkelsen tilhørte en ung luft dæmon ved navn Raze, Raze var en høj meget spinkel fyr med en let bleg hud, hans øjne var smaragdgrønne og skinnede nærmest det var dog det knald røde hårs skyld da det frem hævede øjenfarven, hans var som sagt knaldrødt samt kort og letter uglet som om det ikke havde set en kam desuden var det halv vådt på grund af regnen, surt at regn sku være vådt, han var iført som altid et par sorte stramme jeans med huller desuden blev de holdt oppe af to hvide nittebælter udover det bar han en hvad hættetrøje samt et par røde all stars og på hans ryg hang som altid en sort guitar og i hans mundvig sad en tændt smøg. Raze sukke tungt imens han gik videre han anede ikke hvad han lavede her men han var også ved at opgive alt, han var træt af sit liv, han tænkte ikke rigtigt mere hans følelser var i bund og han var ved at opgive alt fordi han bare ikke vidste hvad han sku tag sig til eller gøre, hans familie havde forladt ham fordi de ikke ku tag at han var homo, og hans kæreste var skredet efter at de havde været sammen i 3 år, han havde blot efterladt Raze i ret store problemer, men nu var han kommet til dette land for at få en ny start dog hjalp det intet han var træt af alt. Han var endda ved at opgive kærligheden for altid.

Den hvide ræv standsede let op, lugten af et fremmede væsen ramte hendes næsebur. Og hen drejede sig stille i den retning lugten fra denne skabning af en dæmon. Hun løb stille frem i sin ræve skikkelse, til sidst var hun henne ved et træ tæt på det sted dæmonen var. Hun betragtede stille dæmonen, som hun kunne se var en dreng med rødt agtigt hår. Hun var stadig i sin ræve skikkelse, men hun kunne nu også bedst lide at være iført sin ræve sikkelse, og så få personen til at gætte hvem hun var eller bare mere hendes navn, En lille udfordring til personen. Hun betragtede ham med sine ræve øjne, og bevægede sig lidt længere frem, men hun standsede lidt væk fra ham. Hun satte sig ned på den våde jord, og lagde ræve hovede lidt på skrå. Hun knurrede lidt, da hun ikke anede om det var en ven eller en fjende, da hun overhoved ikke kendte nogen her omkring. Hun var næsten lige kommet, alt var mere eller mindre gået alt for stærkt. Hun havde intet sted at bo, så hun valgte de nemme omgivelser, som fx en skov eller ved en sø. Hun blottede sin hvide skarpe tænder, i mens hun holdte øje med ham. Med gule øjne, selv om hendes menneske øjne nu var blå.

Raze vandrede videre dog stoppe han op da vinde skubbe fært af noget hen til ham*animagus*tænkte han kort hvorefter han så let rundt dog tag han det roligt da de ikke plejede at være særlig farlige så derfor var han rolig, men hvad eller han havde intet havde at miste nu hvor hans liv bare var noget lort, han løftede et øjenbryn da en hvid ræv kom frem imellem træerne og satte sig på stien, han betragte den let men ku dog tydeligt se at der lå meget klogskab i dens øjne og at det derfor ikke var en normal ræv"når hvem har man her?"spurgt han let imens han smed smøgen på jorden og slukkede den med foden før han igen så på ræven"rolig nu stump jeg angriber dig ikke"sag han så kort da den knurrede af ham, hvorfor sku han angrib når han ikke kendte dens sande skikkelse? Han trak let på skulderen hvorefter han kørte en hånd gennem sot hår, kort før han tog arm ned igen rørte han kort en af guitarens strenge så det gaven kort tone, da tonen forsvandt kom en fugl flyvende gennem luften mod ham, denne var ikke en normal fugl men en latterfugl, en fugle art som levede i Australien faktisk det land Raze var fra, fuglen landede elegant på hans skulder imens han roligt så let på den før han så mod ræven, han var mere tryg når fuglen var ved hans side.

Hun knurrede af fuglen, da den landede på drengens skuldre. Hun brød sig bestemt ikke om fugle, der gik lidt tid hvor hun blot knurrede af fuglen og blottede sine skarpe hvide tænder. Men efter lidt tid holdte hun op med det. Hun lagde hovedet let på skrå, han måtte da selv gætte sig frem til hvem hun var, eller i hvert fald navnet. Hun rejste sig på alle fire, og rystede den drivvåde pels dryppede til alle sider, og tilmeld ramte ham. En form for et smil, dukkede stille frem på rævens læber, hun havde ikke lyst til at vise sin menneske skikkelse. Hun var på en måde en legesyg ræv, og endda i teenager alderen. Hun svingede lidt med halen, for at vise at hun ikke længede knurrede af ham eller af fuglen, selv om hun holdt et skarp øje med fuglen, hun hadede bestemt fugle. Kunne man se, også selv om hun forsøgte at skjule det, men det var som reelt ikke spor let for hende, når der var fremmede. Eller nye og spændene person til stede, hun trådte et skridt hen mod ham, og begyndte at snuse lidt tid ham. Hvor efter hun trådte et skridt tilbage og stirrede op på ham, med sine gule ræve øjne. Men hendes øjne, faglede hele tiden tilbage til fuglen, hvor efter en knurrende lyd undslap hendes læber.

Raze betragte denne ræv ret roligt dens knurrede generede ham ikke spor og desuden var det enligt underholdne at se at ræven ikke ku li hans lille fjerklædte ven som sad roligt på hans skulder, han hviskede noget kort til fuglen hvorefter han næsten nikkede men fløj så væk fra ham og landede i et træ et stykke fra dem"når er den lille ræv bange for fugle?"lu han muntert imens han rystede let på hovedet af denne animagus som ikke var særlig klog efter hans mening, han trådte dog et skridt bagud da den begyndte at ryste dens pels så det sprøjtede rundt dig undgik han det, han fnøs let af denne skabning "du er da ikke så sjov var?"sag han tørt hvorefter han faktisk begyndte at gå videre ned af stien, han gad ikke spilde tid på en animagus der ikke gad skifte form så man ku snakke ordentligt.

Hun betragtede ham lidt, hvor efter hun mere eller mindre trådte et skridt tilbage, og forvandlede sig tilbage til sin menneske skikkelse. "Jeg er ikke bange for fugle, jeg hader dem bare!" Sagde hun roligt og stirrede på ham, hun havde sin menneske skikkelse og det ar kun i sin menneske skikkelse. Hun kunne tale. Hun kørte en hånd igennem sit alt for våde hår, og stirrede på ham. "Du er en dæmon ikke?" Spurgte hun ham om efter noget tid, "hvem er du overhovedet?!" Sagde hun til sidst, og trådte et skridt nærmere. Hun anede ikke om han ville få et chok da hun jo bare talte til ham, lige pludselig i hendes menneske skikkelse. Hun stirrede stadig på ham, med nysgerrighed i hendes øjne, hendes øjne var ikke gule som de havde været, da hun var den hvide polarræv. Men nej nu, var de klare lyse blå øjne. Hun kørte en hånd igennem sit blonde hår, som var blevet en smugle mørke blondt. På grund af regnen. Et skævt smil bredte sig på hendes læber, hun ventede spændt på hvordan han overhoved ville reagere.

Raze var nået lille stykke ned af stien men stoppe dog brat op da han hørte en stemme og derfor vendte han sig om og så over på det sted hvor ræven før havde været nu stod der blot en kvinde, han trak svagt på skulderen hvorefter han gik let hen mod hende"og hvorfor så det?"spurgt han lidt tørt imens han langsomt stoppe op og betragte hende let, køn var hun vel men den slags så han ikke når det var kvinder"jo jeg er dæmon"sa han let og strakt let en hånd frem kort tid efter ville en lt varm vind tag fat i hendes hår og få det til at blæse let dog stoppe den igen da han tog arme ned "jeg er Raze mere rager vel ikke dem?"svarede han let men lod hende dog roligt komme nærmer da han ikke så hende som n trussel for de fleste animaguser var enligt ret svag efter hans mening, han udstødte et let suk hvorefter han rystede kort på hovedet *tag dig dog sammen Raze*tænkte han lidt surt af sig selv.

"Sikke pæne ord du kan Raze!" Sagde hun en smugle sarkastisk, hun havde altid været god til at bruge sarkastisk i visse lige gyldige sætninger. "Og hvorfor jeg ikke bryder mig om fugle? Tja det holder jeg helst for mig selv" svarede hun ham til det andet. Hun kørte en hånd igennem i sit lange hår, hun var lige glad med hvad folk tænkte om den race hun var. Hendes ræve skikkelse hørte blot med til hendes personlighed, snedig og listig. "Rådhårede personer plejer som reelt at være hidsige ikke sandt?" Spurgte hun roligt ham om, "desuden mit navn er Candace T. Lewis, og du har vel allerede regnet ud hvad min race er dæmon dreng!" Snerrede hun, hun gik stille hen til et træ, som hun stille lænede sig på af. Casda betragtede ham roligt, med sine klare lyseblå øjne, selv om hendes øjenfarve nogle gange udstødte en bleg farve. Hun tog sin ene hånd ned i en lomme i hendes jeans, hvor efter hun trak et hårelastik op, og bandt håret i en hestehale. Hun smilede et helt naturligt skævt smil, i mens hun betragtede ham. Han var mere eller mindre den første person hun snakkede til, selv om hun aldrig havde været snakkesalig med andre fremmede personer.