Time for some.. Fun - Maila, Lazarus

Tid: Sen aften, men solen er dog stadig fremme udenfor
Sted: Galeanstalten
Vejr: Det blæser op til stormvejr
Omgivelser: Beskrivelse kommer

Udenfor rasede vinden hidsigt omkring, og truede med at ruske de nyblomstrede blade af træerne. Selvom foråret så småt var på vej, var det tydeligt at sommeren og varmen havde langt igen, før den ville nå Di Morga.
Galeanstalens bygning tårnede sig højt op på det nøgne område, der var omkranset af en fem meter højt mur lavet af brosten. Denne mur var for at holde de sindsyge indespærret i sin tid, men jernporten var smadret i flere stumper efter de utallige krige der havde været igennem tiden. Nu var bygningen forladt, nogle gange spøgte det og mennesker samt væsner holdt normalt en fornuftig afstand til dette område.
Trådte man ind igennem den ødelagte svingdør, ville man komme til en tidligere reception. Væggene, der engang havde været hvide, var nu begroet af mug, der bragte den irriterede duft af fugt med sig overalt hvor man bevægede sig hen. Fremad ville man se en smal gang, når man igen var gået igennem en ødelagt dør, som i sin tid krævede et kort der skulle indlæses, for at åbne. Denne dør stod nu på vidt gab, og værelser var synlige på begge sider. Steder hvor de indsatte normalt havde sovet.
Første værelse på venstre hånd havde døren åben, og inde i dette lokale sad Angelie tålmodigt på en stol. Hendes ene ben var lagt over det andet, og ryggen var rank. Den sorte kjole smøg sig elegant omkring hendes krop, mens den røde frakke hang over hendes skuldre og stod åben foran. Hun viste intet andet hud end benene, hvor kjolen stoppede midt på lårene, og i hånden havde hun en almindelig sølvkæde, som hun lige nu nulrede mellem fingrene.
Hun ventede.. På hvad vidste hun ikke engang selv, men hun havde haft brug for et sted at tænke.. At være i fred. Et sted hvor Lazarus ikke var til at læse hendes tanker, og solens stråler udenfor, fortalte hende, at han umuligt kunne være i nærheden lige nu. Dette skabte en falsk tryghed ved hende, og derfor havde hun sænket alle parader og ladet sine tanker få frit løb. De tanker hun vidste, at hendes sjæleven kunne opfange. Damia Ambrosia vidste præcis hvordan Angelie havde det lige nu, og vidste også at hun ønskede at være alene.

Stormvejret var sat ind over det halvt ødede sted, hvor kun en tynd linje træer groede på den venstre side af vejen, hvor der, derimod var udtørrede marker på den anden hånd, med kragende cirkulerende oppe over de halvt udtørrede jorder, som i sin tid sikkert havde været utrolig frugtbarer, men nu var gået hen og blevet til en udsultet masse. Sandkorn fløj afsted, i cirkulerende ringe, forsvandt dukkede op igen, hvor så at forsvinde igen. Nogle skridt kunne høres hen over den krus belagte sti, der skred frem ad, og videre imod det uanede som hun endnu ikke kendte til sjovt nok havde hun boet en del af sine teenage år i Di Morga, men havde også levet i noget af sin tid i Spanien. Et stille suk kredsede ud i den lyse aften, og forsvandt væk i vinden inden hele sukket var kommet ud til det frigørende. En bygning i det fjerne tårnede sig op, så ud til at ville have sollyset væk, det lignede i hvert fald for hendes øjne, at dets stråler prøvede at undgå den hellers så mørke mur, der med de mange nedfaldende betonvægge, og ind imellem ødelagte mursten, nogle steder fejede støv op fra ødelagte genstande, og drev væk hen over jordens udtørrede jord, og alligevel var jorden moset, som var det i en sump man befandt sig i. Hænderne blev stoppet ned i den lange cardigan i sort, som gik hende til lårene, og nogle slidte lyseblå bukser var placeret på de tynde korte ben og inden under den sorte cardigan hang en simpel hvid trøje. Hvor med hendes sko var nogle lettere nedslidte allstars. Benene førte hende langsomt op imod bygningen, som så ud til at være mindre end hvad den gav sig ud fra, med de mange ned faldende ting, og støvede møbler der lå hist og pist. Maila var ved at komme op til indgangens dør, hvor hun lige skulle til at tage fat omkring håndtaget, men det samme hun skulle til det, faldt døren brat foran hende, og ind imod det næsten lige så faldefærdige sted. Forsigtigt trådte hun ind i den vældige receptions indgang, hvor der i tidens tideligere år, havde været en masse mennesker, nogle i kørestol, og hvide møbler over det hele.

Hun var irriteret.. Dybt irriteret, eftersom hendes vending ville blive betragtet som forræderi i Lazarus' øjne, men det var hans egen skyld. Det var ham selv der havde været så idiotisk at dukke op ved ritualet. Hvad fanden havde han forestillet sig? At hun ville lade chancen for at få sin kærlighed tilbage passere? Selvfølgelig ville hun ikke det. Hun måtte vise at hun gjorde hvad hun kunne, at hun stadig var loyal selvom han ikke havde været det. Lazarus havde hele tiden været et middel for hende, og sådan var det bare.
Tankerne fortsatte med at flyde voldsomt igennem hendes sind, mens blikket var fjernt, som hun kiggede ud igennem den åbne dør. Hvorfor hun stadig sad i denne stilling anede hun ikke. Hun ønskede ikke at vende tilbage til noget lige nu, ønskede bare at være alene.. At være sig selv.
Sig selv.. Hvad var hun egentlig.. En morder, intet mindre end det.. Koldblodigt havde hun slået væsner ihjel, mennesker og aldrig havde det rørt hendes samvittighed. Dog var det længe siden hun havde haft den mulighed. Lazarus' arbejde havde krævet at hun rekrutterede.. Ikke myrdede, og hun savnede inderligt den følelse af magt der kom over hende når det skete.
Et højt brag trak hende med et ud af tankerne, og Angelie fløj hurtigt op fra stolen, mens de spidse elverører lyttede.. Lyttede efter hvad der havde givet lyden. Med sølvkæden dinglende frem og tilbage fra hånden, bevægede hun sig ud af det lille værelse, og kiggede koldt ned mod indgangen. Der! Blikket faldt hurtigt på pigebarnet, der tilsyneladende havde fået sig en overraskelse over dørens sammenbrud. Den dør der nu lå inde i receptionen.
"Hvad laver sådan et lille forvildet pigebarn her?" spurgte hun i et alt for sukkersødt tonefald, mens Angelie langsomt tog et skridt ned mod hende, og lod hovedet glide en anelse på skrå samtidig. Et kruset smil var at finde på hendes læber, og øjnene lyste over den lille chance der havde sneget sig ind sammen med denne person.

Et stille brum kildede nede i halsen imens hun gik inden for i den faldefærdige reception, som ikke mange rester havde tilbage, nogle stole lå smidt rundt til højre og til venstre, bordet hvor man kunne hente hjælp, lignede noget der havde fået et kolossalt bid oppe fra, fra en haj af. I det samme frøs hun dog sammen da en stemme trængte ind i øreindgangen, og pigen kiggede sig langsomt over den ene skulder og lod blikket falde på en ældre kvinde, der stod noget længere væk fra hende selv af, hvem hun var, havde Maila ikke selv et svar på, hvorfor hun var her, vidste hun ikke selv, det var hun bare… stedet havde set spændende ud, og stod bare og ventede på hende. ”Burde jeg have en grund?” kom det med en lettere stille stemme fra hende, nok mest tanken omkring at dette væsen foran hende, hvis det så var et væsen, kunne dræbe hende på et split sekund, og solen var endnu oppe, og derfor lettere umuligt for hende at hente hjælp nogen steder. Ind imellem… så hadede hun faktisk at hun var så lille, og ubetydelig, at folk kunne dræbe hende når end de havde lyst, og så alligevel ville hun ikke kunne give slip på det hun var, at hun var et menneske, hun kunne ikke give slip på denne her race, det var sådan hun var født, og alt andet virkede bare frastødende. Det var fint nok andre ville være det, men hun ville bestemt ikke. Langsomt kiggede hun lidt rundt og derefter hen på vedkommende der var kommet så pludseligt for at holde hende med selskab vidst?... eller nok nærmere noget helt andet, da en følelse af uro vakte sig inden i hende, og skabte en lettere utryg følelse, og panik inden i hende.

"Alle har en grund til at være et sted" svarede Angelie køligt, inden hun igen lod kæde dingle lidt frem og tilbage, mens Angelie gik videre frem mod denne pige. Et farligt glimt var at ane i Angelies blik, da hun nu var nået helt frem bagved Maila, og hvis denne endnu ikke havde flyttet sig, ville hun lade den frie arm, der ikke hold om kæden, glide omkring hendes skuldre for derefter at sukke let, og slå ud med armen mod selve bygningens indre.
"Ingen kommer herind uden en grund" bemærkede hun derefter, og holdt armen omkring skuldrene på pigebarnet, inden hun så vendte blikket mod Maila. Let hævede det ene øjenbryn sig i vejret, inden et alt for uskyldigt smil kom over hendes læber.
"Og jeg vil vise dig hvorfor.. Lille pige". Hun indåndede luften dybt igennem næsen, og mærkede også pigebarnets duft mit i den fugtige blanding. Hvad ungen var, var hun ikke sikker på, man Angelie havde en fornemmelse af at dette barn muligvis var menneske.. Hun var under alle omstændigheder levende.. Ikke nogen vampyr, eller spøgelse, eller for den sags skyld dæmon. Hun var for almindelig til at være nogle af delene.
Angelie ville nu dreje rundt, og tvinge Maila fremad med skridt, hvis hun stadig havde fået armen om hende i første omgang, for at lede dem hen mod gangen, hvor hun selv var kommet fra, og ind i det lille lokale, med et drillende smil spillende omkring sine læber.

Hun fugtede læberne lige så stille, og kiggede på den ældre kvinde, ”Var vel bare nysgerrig…”sagde hun så og blinkede lidt med øjnene, hvorefter de lagde sig på kæden i hendes hånd som dinglede lige så stille frem og tilbage, for så at falde tilbage igen, indtil det efter lang tid, så endelig ville holde op med at overhovedet at bevæge sig. Men så bevægede hun sig, kvinden som hun end ikke vidste hvem i det hele taget var, og hendes arm kom over Maila’s skulder, hvor med hun blev ført fremad. En ubehagelig følelse bredte sig rundt i hendes krop, og fornemmelsen af at der ville ske noget slemt rasede afsted inden i hende, hvem var denne kvinde?! Blikket gled lidt febrilsk rundt omkring hende, hver en ting blev betragtet, hver en gestand blev taget som en mulig udvej, det var jo ikke fordi at stedet her var så tomt for udveje… Hendes mulige flugtveje så nu så langt væk, så langt borte at end ikke en hånd kunne nå det, uanset hvor meget armen blev strakt ud med alt hendes viljestyrke kunne det ikke få fat, og brat var alt håb sluppet væk fra hende i det samme som kroppen var kommet ind i et af de forrige galeceller, hvor man proppede de sindssyge ind, så de ikke forstyrrede alle mulige andre, og hvis det til sidst ente helt galt, gik man hen til det hvidesnit. Hun vente sig om og kiggede på kvinden der stod overfor hende, og bakkede en smule bagud, da det drillende smil kom til syne, ”Hvem er du?” spurgte hun så og fugtede læberne hvor efter hun så stødte ind i en mere eller mindre faldefærdig stol der kunne forsvinde i en bunke støv hvert øjeblik det skulle være.

Hendes greb slækkedes da de trådte ind i værelset, og Angelie stoppede i døren, mens hun så hvordan pigebarnet bakkede væk fra hendes, men det legesyge smil kom over hendes læber. Hun kendte intet til dette lille barn, men tydeligvis havde hun ikke lært at forsvare sig, ellers ville hun aldrig være fulgt med af egen fri vilje.
"Nysgerrighed er en farlig ting" bemærkede Angelie lettere køligt, inden hun lavede et kort skuldertræk, som for at vise det egentlig ikke interesserede hende hvorfor ungen var her. Angelie trådte nu frem mod hende, for at fjerne afstanden imellem dem, inden et glimt gled over hendes blik.
Kæden blev sendt afsted i en svirpende bevægelse, og ville ramme mod pigens kind, hvis ikke hun flyttede sig hurtigt nok. Kraften i slaget var tydelig, og det ville højst sandsynligt efterlade et mærke. "Lad være med at spørge ind til ting du ikke ønsker at kende svaret på" svarede hun hvislende, og hævede let det ene øjenbryn, mens hun stirrede på Maila.
"Jeg er Angelie.. Husk det nu"
Smilet bredte sig endnu længere over hendes ansigt, inden hun trådte hen, og lagde en hånd mod Mailas skulder, for at presse hende ned i stolen. Når og hvis pigen satte sig, ville hun løbe hånden igennem dennes lyse hår, for derefter at tage et fast greb i det, og tvinge hendes hoved bagover.
Derefter ville hendes læber blive vendt ned mod hendes øre. "Hvem er du!?" Tonefaldet var tydeligt. Angelie var ikke interesseret i pigen kun, men interesseret i hvilke personer hun kendte i Di Morga.. I Terre.

Hun betragtede langsomt denne kvinde, og brød sig bestemt ikke om den måde som denne kvinde opførte sig på, hun spærrede øjnene da hun nu kom helt tæt på hende, sagde hvad hun hed, eller blev kaldt, hun kunne ikke bedømme det. Panikken gled langsomt op i hende, hvor med hendes hænder greb fat omkring stolens hank og satte sig ned da hun blev puffet ned i den. Hurtigt gled tanken omkring det som Lazarus havde sagt omkring at der sikkert ville være mange der ville prøve at bruge hende som et våben når de havde fundet ud af deres forbindelse til hinanden. Hænderne gled hurtigt om bag hendes baghoved da Angelie havde grebet fat omkring hendes hår, og kunne ikke gøre meget andet end at læne hovedet tilbage så smerten ikke var så stor, og gjorde øjnene smalle over smerten, hvor med hun greb fat omkring stolens armlæn og borede neglene ind i dets gamle bark, ”Maila” fik hun frem og lukkede øjnene hvor efter hun måtte tænke hurtigt, der måtte være noget hun gøre, et eller andet, blikket åbnede sig helt op og kiggede rundt efter forskellige muligheder som hun kunne bruge til at komme væk fra. I det samme greb den unge pige fat omkring dennes røde hår og trak det tilbage hvorefter hun selv kunne komme lidt væk, og mærkede så hvordan det armlæn som hun stadig havde armen på var ved at give efter, og brækkede det så ved at lægge noget af vægten hen på det, og smuttede ud af denne side, imens hun stadig havde et stramt og fast greb om kvindens hår, og tog fat i hånden som holdte om hendes hår og prøvede at få håret ud af hendes greb, men flyttede sig så helt fra sædet og knaldede Angelie’s hoved direkte ned stolens ryglæn som allerede var ved at være lettere total smadret og brast sammen under dennes vægt.
Maila som der var kommet væk fra denne kvinde, fra dette monster stod lidt og kiggede på hende imens hun langsomt gik baglæns, og kiggede så hen på døren og hastede hen til det for så at åbne den og løbe ud af den, og videre ned af den lange gang, med adskillige huller i gulvet efter at væg og loft havde tvunget det ud af dets faste rammer.

Angelie frydede sig tydeligvis over dette menneskebarns udseende, da hun virkede skræmt at se på. Det burde hun også være, eftersom Angelie allerede på nuværende tidspunkt var på grænsen mod et halvt sindssygestadie. Dette var på baggrund af alt hun havde været igennem i livet, og filmen var langsomt ved at flænses i hendes indre, men ikke desto mindre, holdt hun hovedet koldt da pigen fortalte sit navn.
Dette fik Angelie til at sende en syngende lussing afsted mod pigen kind (inden hun griber fat i håret), som automatisk rammer, eftersom Maila ikke bevægede sig nogle steder. Der var lagt kraft i slaget, og ville formentlig gøre ondt. Samtidig hvæsede hun ud mellem sammenbidte tænder. "Det var ikk hvad jeg mente.. Dit navn interessere mig ikke!" svarede hun koldt, inden hun rykkede en ekstra gang i pigens hår.
Hun tog sig ikke specielt af rykket i sit eget, da Mailas fingre strøg sig ind i de røde lokker. Hun havde oplevet det så mange gange. Jo det gjorde ondt, men rusen gjorde smerterne næsten ikkeekssisterende for Angelie, og et smil kom over hendes læber.
Hun havde dog ikke forventet et værre tilbageslag, og fik, i et øjebliks uopmærksomhed, banket hovedet mod stolens ryglæn. Forbandet være den tøs! Der kom ikke en lyd over Angelies læber, og da Maila begyndte at flygte, rejste Angelie sig op og trådte ud igennem døren, inden hun grinede højlydt, mens en revne ved hårgrænsen i hendes pande, var kommet til syne.
"Du skal ikke flygte lille pige" hviskede hun, og rakte armen frem mod Maila. Indvendig samlede hun sin energi, og satte hastigheden i vejret på sit eget blod, som strøg igennem årene, for at komme mod armen, inden deet trådte ud af hendes fingre (Mellem finger og negl), og hastede mod Maila, i form af fem lange sorte bånd, med et rødligt skær. Da blodet forlod kroppen, blev Angelie automatisk blegere, mens båndene slyngede sig omkring Mailas krop, da et menneske ikke ville være i stand til at løbe fra disse bånd. Når de havde lagt sig omkring hende, ville Angelie med tanken og koncentration, trække båndende tilbage mod sig, for at trække Maila med tilbage til hende, mens et smil bredte sig over hendes læber.
"Har du .. travlt?" ville hun spørge, og hæve det ene øjenbryn, imens hun kiggede direkte ind i Mailas øjne, og lagde ansigtet tæt på hendes. "Vi er jo lige startet".
Angelies bånd, der ville holde Mailas arme ind til kroppen, strammede grebet omkring pigen en anelse, mens Angelie greb fat i højre lillefinger på hendes hånd. Hun studerede den kort, inden hun greb fat omkring den, og vred den hårdt bagud, for at brække den, hvilket også skete hvis ikke Maila kom fri.

Lige som lyset syntes at være til syne, slukkes det brat da hun mærkede alverdens tråde, hvad end det var. Selvom hun istemte med fødderne, prøvede at gøre modstand var hun nød til at indse at denne modstander var stærkere end hvad hun havde troet, hun svarede ikke på det som Angelie sagde og kunne nu mærke hvordan lussingen som havde været rettet imod hendes kind, begyndte at tage effekt, da området begyndte at blive lettere blåt blandet med rødt. ”Argh!” halv skreg hun da hun fik fat i hendes lille finger, og tog hovedet tilbage for så at banke det ind i den anden kvindes hoved, og knyttede sine hænder hvorefter hun vred sig ud af trådende så godt hun nu kunne, da hænderne var nogenlunde fri greb hun fat omkring trådenes rod og bankede hånden hårdt ind i væggen, for så efter at tage den i munden og bide direkte ned imod knoerne så der ville komme et højlydt knæk, om kvinden havde brækket sine fingre, eller bare fået et mindre knæk som gjorde at senerne sled sig imod hinanden anede hun ikke, men hun var heller ikke just interesseret i det. Muligheden for at komme fri lige nu var nu stadig rimelig minimal. Blikket gled hen på Angelie som sikkert ikke mærkede en skid, sindssyge kælling var alt hvad Maila kunne tænke lige nu, da hun var ret så meget på bar bund lige nu, og grebet rundt omkring hende var stadig utrolig stærkt, så der var ikke lige frem den store form for undvigende veje. Hvorfor fanden var hun også lige kommet her hen?! Hvorfor skulle hun være så latterlig nysgerrig det var da ikke til at holde ud på nogen måde?! Hun trak det ene ben tilbage for så efter at knalde det ind i hendes modstanders skinneben. Hvis hun da ikke flyttede sig, hvilket Maila kun kunne håbe på hun ikke gjorde, hvis hun skulle overleve det her shit måtte hun bruge alle de kneb der var til rådighed, og lige nu kunne hun knap nok se sine egne fødder pågrund af de mange slyngende blodårer der var omkring hende, eller hvad det nu var. Langsomt rynkede hun brynene og tog nu imod hvad dette monster havde at byde på da hun var løbet tør for idéer eller hvad det nu var at hende den overnaturlige ville gøre ved hende.

I det samme blodbåndende havde forladt hendes krop, gjorde det at Angelie automatisk manglede den del inden i sig. Det betød at det blod hun havde bibeholdt i kroppen, pumpede omkring for at opretholde følelser, hjernen og varmen. Der var mange ting der gjaldt, og jo længere tid der gik, desto mere følelsesløs og kold blev hun. Det kunne let ses i den næsten marmorhvide hud, at det var ved at nå enden. Hjernen fik ikke transporteret ilt op til sig, og derved var sanserne, der ansede smerte, faktisk forsvundet sammen med alle andre. Hendes tanker var der ikke, og bevæge sig var en opgave uden lige.
Om pigens finger var brækket vidste hun ikke, men håbede da. Hun ignorerede det faktum at barnet slog ansigtet mod hende, men Angelie trådte ubalanceret et skridt bagud, vaklende, som om hun kunne vælte når som helst. Det samme gjaldt da hendes hånd ramte muren, og da Maila bed i den. Smerten var der sikkert, men hun var ikke i stand til at føle den, og med viljestyrken, samlede Angelie hele sin koncentration, og trak derefter båndene tilbage i sig, mærkede hvordan blodet igen pumpede rundt i kroppen og gjorde denne funktionel.
Efter blodet var tilbage, var hun nu igen i stand til at bevæge sig, og da pigen lagde an til at sparke, satte Angelie med tænkende præcision benet til den ene side, og tog derved at skridt til højre, så Maila ikke ville ramme meget andet end luft.
Fra skeden, som lå mod hendes lår, trak Angelie en kniv frem, træt af at lege fair. Pigebarnets modstand var begyndt at irritere hende, og hun greb denne gang fat omkring Mailas hals med den frie hånd. Hvis hun fik fat om halsen, ville hun banke Maila op langs væggen, for derefter at placere knivens spids lige ud for hendes venstre øje, så hun ikke så andet i den, velvidende at denne kniv ville spille en større rolle i planerne.
"Hvem arbejder du for!" hvæste hun lavmælt, i et slangehviskende tonefald, imens de blå øjne rasede som bølgerne selv, og bar et skær af sindssyge over sig.

Hun kiggede forvildet på hende da hendes angreb var slået fejl, hendes forsvars værker var slappe og hun var ikke andet end en tændstik man kunne brække over uden det større besvær. I det samme mærkede hun en væg bag sig og kiggede på Angelie uden at røre sig så meget som en millimeter, ”Jeg aner ikke hvad du snakker om?” snerrede hun, og det var sandheden hun arbejdede ikke for nogen andre end hendes chef i tøjbutikken, som ikke lå så forfærdelig langt væk fra hendes egen lejlighed, hun kiggede på den anden kvinde, imens knivens spids irriterede hende en smule, skabte en større form for panik i hende.
Hvad skulle hun gøre, hvad kunne hun gøre, hvad var nødvendigt at gøre? – jo det nødvendige at gøre her… var simpelt, det var at overleve og hun agtede at ville over leve dette helskindet eller ej. Og hvis hun så virkelig skulle dø, så skulle hun fandme også bare dø. Hun kiggede direkte på kvinden foran hende og blinkede ikke engang med øjnene hun knyttede næven for så at knalde den op i kvindens albue for så at gribe fat omkring håndledet da kniven var kommet uden for hendes øjes rækkevidde og byttede hurtigt pladsen så det var denne sindssyge kvinde der lå ind imod muren hvor hun så efter vred hånden rundt så kniven lå væk fra Maila af, og strittede ud i luften, hvor hun så greb fat om Angelies hår alt imens hun løftede sit eget knæ og knaldede hendes hoved ned i det op til flere gange for så efter at kaste hende væk fra sig. Hvor hun fik alt den her styrke fra anede hun ikke selv, men Maila havde besluttet sig, hun ville ikke dø, hun ville leve, og se verdenen med sine øjne, og tage sine minder med sig i graven som en gammel slatten kvinde. Hun brummede lidt da hun mærkede hvordan det sved for øjet, og lod en hånd glide hen over kinden, og måtte anerkende at hendes trick ikke havde været så forsigtigt igen, da kniven havde ramt hende lige under øjenbrynet. Hun brummede lidt, og kiggede hen på Angelie, for se hvad hun nu havde tænkt sig at gøre, og var allerede parat til det værste selvom hun var en uøvet tøs.

Det var tydeligt at barnet havde undervurderet hende. Angelie bar fysikken af en elver, og musklerne var igennem flere år blevet trænet op, for at kunne bruges i kamp. Der var ingen chance for at menneskepigen ville overraske hende igen, hun havde lært af sine fejl.
Et grin kom over hendes læber.. Så pigen vidste ikke hvad hun talte om, hvor synd for hende. Angelie var i og for sig ligeglad. Det ville bare være en bonus hvis nogle andre ville komme ned med nakken over hendes planer.
Mailas knyttede næve ramte hendes albue med kniven, jo det gjorde ondt, men igennem de mange kampe hun havde haft, havde Angelie også lært at ignorere en vis mængde smerte, og derefter strammede hun grebet omkring pigens hals en anelse, blokerede luftvejene ved at trykke hånden hårdere mod luftrøret, så pigen ville få sværere ved at trække vejret, måske ville hun slet ikke kunne få noget luft igennem, mens hun lavede en svag hovedrysten.
"Forkert træk lille pige" hvislede hun så lavt, at det kun var en udånding, men for sjovs skyld, lod hun alligevel Maila tro, at hun havde fået overtaget, da Angelie lod hende vende sig rundt, så hun selv havde ryggen mod muren. Pigen ville dog ikke få fat omkring kniven og hånden, eftersom Angelie allerede havde flyttet den hånd ned langs siden, og derved væk fra Mailas greb.
Hun strammede yderligere grebet omkring Mailas hals, for at stoppe hendes kamp. Hun ville ikke have styrken eller kraften til at fortsætte ret meget længere, eftersom hun havde spærret adgangen for ilt i noget tid nu, dog ikke nok til at hun ville besvime, men bare blive svækket. Derfor lod hun sig heller ikke mærke med grebet i håret. Endnu et trick der ofte var blevet brugt mod hende, og mod en vampyrs styrke, var Maila intet andet end et fluespark på benet.
Smilet bredte sig over hendes læber, mens hun fangede Mailas blik, for at aflæse pigen næste træk, imens hun satte kniven mod hendes trøje (Eller hvad hun nu har på), nær navlen, for at skære selve stoffet i stykker i en flydende og hurtig bevægelse.

Hun havde knap nok set den fremgående kniv, der gik faretruende imod hende, da hun gik et skridt frem ad, for at få skubbet Angelie væk fra sig så hun kunne få tiden til at løbe væk selvom muligheden for at gøre det, og rent faktisk fuldfører det så det lykkeds, var minimal. Hun Betragtede forskellige smut veje der måske ville eksisterer, måske ville lykkeds, men alle syntes at lukkes hurtigere end hvad hun selv havde regnet med da, hun mærkede den skarpe klinge presse sig dybt ind i hendes sarte hud på maven, så det virkede som om det i et kort varrigt øjeblik at alting gik i stå. Som var det i slovmotion virkede det som om hun kom tættere og tættere på kniven, at den kom længere og længere ind i hende, forså at være hurtigere ude end hvad man havde forventet. Slow motionen forsatte, og Maila faldt brat til jorden, hvor det hele så stoppede. Skulle hun dø nu? Skulle det vrikelig bare ende sådan her? Bare sådan her uden videre? Hun kunne ikke tro det, og med den ene hånd omkring hendes mave hvor et åbnet sår pumpede blod ud så man skulle tro det var løgn, rejste hun sig op og fik gået nogle skridt tilbage, hvorså smerten kom lige i hælene på hende, sammen med fortvivlelse og overvædelse. Halsen var tør og havde lyst til at skrige, skrige at denne smerte skulle stoppe, men intet kom ud, og alt hvad hun kunne var at skubbe sig væk med fødderne, imens chokked stadig var over hende.
Alting var som at se en dårlig sort hvid film, hvor alting hakkede og de sidste ender af filmen langsomt brændte væk i en vild dans man aldrig havde set magen til nogen sinde før. Hun greb om et af brædderne, som var en smule fremlagt og hang noget så løst at hun mistede balancen og faldt brat til jorden endnu en gang, hurtigt greb hun fat om bræden med smerter der gled ned langs maven, og ud til fingrende, og op langs armen som ville hun gå hen og falde fra hinanden. Det sortnede endnu engang for øjnene, der havde svært ved at fokuserer men grebet på bjælken var fast, og alligevel utrolig sløvt, da kræfterne var ved at svække hende, pågrund af de utrolig voldsomme smerter, træ bjælken blev kastet efter Angelie, om hun havde ramt eller ikke gjort det, var Maila død beravende ligeglad med, hun skulle bare væk, og det skulle gerne være nu! Hånden greb endnu en gang fast omkring en bjælke og slæbte sig væk, fra den ravende sindssyge kvinde der prøvede at slagte hende levende. Et smertens støn gled ud af hendes læber, imens alle sener blev spændt, alle musklerne blev presset til det yderste for at komme væk.

For fanden.. Hvad var det lige pigebarnet havde gang i. Angelie nåede hverken at stikke frem eller trække kniven tilbage, da Maila trådte fremad, og fik bladet til at skære ind igennem hendes egen sarte hud. Blodet rejste sig langsomt, og kradsede diskret i Angelies næsebor. Den metalliske duft, som automatisk fik frembragt et smil over hendes læber.
Angelie blev stående, mens hun roligt betragtede Maila vælte bagud, mens denne desperat prøvede at holde sine organer og blodmængden inde i kroppen, skønt blodet stadig flød ud. Angelie selv lod diskret en pegefinger glide langs bladet, der havde modtaget den røde farve. Fingeren blev selv rød af Mailas blod, hvorefter hun lagde den mod tungen, for at smage på det.
Da Maila valgte at gøre modstand en sidste gang, ved at kaste en bjælke efter hende, løftede Angelie ligegyldgit armen, og parerede brættet, så det landede lidt fra hende. Samtidig skulede de blå øjne mod Maila, mens hun roligt trådte frem, i et hurtidere tempo end Maila kunne flytte sig, for derefter at lade kniven skære en halvdyb rift fra hendes kraveben, og ned til toppen af det modsatte bryst.
Hun hørte navnet komme svagt over Mailas læber, og Angelie åbnede øjnene en anelse. Hun vidste udmærket hvem det var, og smilet blev endnu bredere.. Det var den perfekte hævn for hende. "Det siger du ikke" svarede hun Maila, og fandt hurtigt en mobiltelefon frem fra lommen, som allerede havde et indkodet nummer.
Den ringede op, og vagten i den anden ende tog den. Godt klovnen havde været dum nok til at stikke hende så let en måde at kontakte ham på. "Jeg skal tale med ham.. Det er vigtigt" sagde hun hurtigt i telefonen, for derefter at nævne sit navn.. Det ville end ikke Lazarus kunne ignorere.
Hvis han ville få rakt telefonen, ville Angelie fortælle, at han nok ville finde det interessant at ligge vejen forbi galeanstalten.. Hvis vagten ikke ville række røret videre, ville hun bede denne, om at bringe Lazarus meddelelsen.
Inden hun ville ligge på, ville hun påpege at tiden nok var altafgørende, for derefter at kaste mobiltelefonen mod jorden, og træde på den, indtil denne var gået i stykker. Derefter ville hendes blik falde på Maila, mens smilet ville brede sig over læberne.
"Jeg vil mene du har omkring tre minutter.. muligvis seks.. at leve i" hviskede hun og blinkede en enkelt gang til Maila, for at lade hende ligge og forbløde.
Angelie vendte blikket mod indgangen, og satte sig selv i bevægelse. Udenfor ville solen på nuværende tidspunkt være gået ned. Angelie nåede den friske natteluft, og hun satte i sprint mod Lufthavnen. Hun skulle væk fra Terre, og Lazarus.. Langt væk.

//OOG: Dette er aftalt med Maila allerede... Lazarus.. Din tur..
Og Angelie er hermed ude af emnet ^^//

Lazarus hørte Angelie tale. Han undrede sig let over om dette var en fælde. Men han kunne høre Angelie lød opstemt og glad. Dette var helt sikkert ikke en fælde. Lazarus greb hurtigt hans frakke og forsvandt ud af døren i en overnaturlig hastighed. Han gav sig hurtigt af sted. Han fokuserede på lydene i baggrunden i det Angelie havde ringet til ham. Han hørte en anden person komme med et smerte støn. Lazarus øjne åbnede sig helt da han genkendte stemme. Det var Maila. Han øgede sin hastighed. Faktisk vidste Lazarus han aldrig havde løbet så hurtigt før. Det var som nu hvor han vidste Maila var i fare så forøgede hans kræfter sig. Han kom endelig frem. Han kunne lugte Maila og hendes blod ud over det hele. Han stod med et ved kilden af lugten. Han kiggede ned på Maila. Lazarus kunne se hun ikke havde længe tilbage. Han vidste der kun var en ting der kunne redde hende nu. Det var hans blod. Han måtte forvandle hende. Der var ikke andre måder. Lazarus sagde med sorg i sin stemme ’’ Solstråle.. Undskyld ’’. Han blev nød til at tage det fra hende han elskede allermest ved hende. Hendes dødelighed. Men hun ville altid være hans solstråle. Han lille menneske pige. Den han ville beskytte. Lazarus blottede hans hugtænder og bed sig fast i halsen på Maila. Han sugede hendes blod. Det føltes som fjernede han det vigtigste i livet. Som fjernede han selve solen. Han lukkede sine øjne i det han fjernede det sidste af hendes blod. En blodtårer løb ned af hans kind. Han vidste ikke hvorfor. Han følte dette som noget sørgeligt. Han kunne ikke forstå hvorfor denne følelse kom frem i ham. Lazarus bed sig i håndleddet og dryppede en masse af hans blod ned i munden på Maila. Snart ville hun være hans Child. Snart ville hun være en Chimera. Snart ville hun gå under deres regler og love. Det var svært at tænke på at hans solstråle snart ville se ham som hendes skaber. Han tænkte over hun havde sagt hun ikke ville være en Vampyr. Men hun måtte forstå. Der var ikke andre muligheder. Lazarus sad med hende i hans arme over overvejrede forvandlingen.

Vejret blev trukket i gispende og hæse stød, det var som om halsen havde snørret sig sammen, og blikket blev ved med at sortne for så at falde tilbage igen. Snart ville hendes liv være omme, dødt, og forladt på et sindssygt sted hvor ingen ville lade sig lægge mærke til hende. Tankerne omkring det der var sket de forrige dage, Lazarus, Dean, og så mange andre fløj igennem hendes hoved, som snart lagde sig tomt og slapt ned. Anelserne omkring at Angelie skulle være gået eller stadig var, der om der skulle være kommet andre til stedet, var umulig at vide for hende, hendes liv svindede langsomt ud, og de sidste stråler fra solen, svandt bort i en evig længsel efter at række ud imod det. Men det hele var endt så brat som noget kunne være, pågrund af nysgerrighed og uforsigtighed - det havde dræbt hende, opslugt hende, og nu var hun ikke andet end en kludedukke af et lig.
I det samme pressede en bulrende, og brummende lyd sig ind i hovedet på hende, hun kunne ikke tyde orderne, var for svag og træt til overhovedet at prøve. Den hånd som havde ligget på hendes arm, blev med et slap, og livet svandt ud lige så stille, som når et timeglas sidste ti sandkorn kæmpede om at komme ned imod bunden til resten af de andre sand korn. I det samme som hugtænderne gled ind i hendes bløde og ligblege hud, forsvandt bevidstheden, livet fra den ellers så optimistiske pige der førhen havde smilet, men hvis ansigt lå i forgrædte tårer der størknede let ned i kindernes hud.
Pludselig skete der noget... noget der fik hjernen til at kører, fik den til at snurre rundt for så at sende en ubeskrivelig smerte igennem hende, da de to forskellige blodtyper ramte ind i hinanden, og blodet der stammede fra ham af, gled ned langs halsrøret og videre ned til maven. Et smertens suk gled igennem hendes læber, og i et omkring fem minutter, var hovedet tomt, før end hjernen så sendte nogle beskeder ud til kroppen, som fik den til at trække sig sammen i en smertende stillinge. Hænderne greb fat omkring hans jakke, og blev strammet så meget at det fik de næsten hvide hænder til at virke endnu mere hvide. "...hv.." hun kunne ikke få orderne frem, men ville have spurgt, hvad det var han havde gjort ved hende.
I det samme begyndte kroppen på sin reaktioner; den rystede, ustyreligt, nærmest krampe agtigt, for så at spjætte som led hun af asma. Hænderne gled krampe agtigt op til halsen der føltes tør og rug, og krævede noget til at slukke det, mens de blå, grålige øjne gled hen i en klar rød farve der nærmest skinnede igennem det lette tusmørke.

Lazarus sad med hende i hans arme. Han kunne se hvordan hendes krop gav de sidste krampetrækninger før det ville være helt forvandlet. Dette var ikke en glædens dag for Lazarus som det ofte var når en Vampyr forvandlede et menneske. Dette var en sørgelig dag. Lazarus havde slukket lyset i sin solstråle. Han havde fejlet i at beskytte hende. Han gled let sin hånd over hendes hår. Han kunne se på hendes øjne at forvandlingen snart var over. At hun ville hungre efter blod. Han frygtede at hun ville hungre mere end de fleste på grund af det stærke og rene blod der løb gennem hendes årer nu. Men hun måtte selv fange sit første bytte. Lazarus holdt hende ind til sig. Han lukkede sine øjne. Der var ingen tanker af had eller foragt til Angelie. Lige nu kunne han kun tænke på at sige farvel til den menneskelige Maila. Den Maila som han syntes var så facinerende. Lazarus sukkede en smule i det han sagde sin af sted med hendes liv. Han slap hende let og trådte lidt tilbage. Han sagde roligt ’’ Maila.. Det var den eneste måde jeg kunne redde dig på.. Men du vil ikke overleve lang tid hvis du ikke finder dig selv noget føde.. Det er simpelt.. Din hunger efter blod aktivere dine instinkter.. følg disse instinkter til fulde og du vil nå dit mål.. lyt til din hunger men giv ikke efter for den.. tilfredsstil den ’’. Lazarus satte sine arme over kors. Det var på tide at tilbringe tid med sit nye Child. Lærer Maila Vampyrens vej. Senere når hendes dyriske lyster var faldet lidt til ro ville han fortælle hende hvad det betød at være en Chimera.

Den nyfødte der vampyr, der blev trukket ind til sin nye herre, sin nye mester, følte hvordan kulden spredte sig afsted i den førhen så varme krop. Pupillerne gik hen og blev tynde, de lignede faktisk en kats aflange pupil, men den forsvandt lige så stille, da hendes krop tog bedre imod det fremmede blod der var kommet ind i hende. Hun kom langsomt op at stå, mens alting syntes at virke som dommedagen var på vej, synet var blevet forbedret, og øjnene kunne nærmest se rundt omkring sig som var det dagslys, hørelse var forstærket, og følelses sansen virkede nærmest uoverskuelig, det var som om hun kunne mærke hver en lille form for støv, der lagde sig på hendes krop.
Blikket lagde sig aldrig på Lazarus, da hendes opmærksomhed var fanget af alt det der lå omkring hende, det var som om at hun... hun kunne ikke forklarer det, men Lazarus skulle ikke se på hende længe, da hun allerede var hoppet ned til stueetagen og drevet videre ud i mørket. Lugten af blod var gennemtrængende, næsten alle steder fra. Hun forsvandt i mørket, dukkede op et andet sted, for så, at kigge rundt, snuse, lede, se, og hører. Hun følte sig sig frem, mærkede hvordan den nye energi erstattede den gamle med en sådan kræft at hun ikke kunne beskrive det. Dér... byttet var fundet, en ung teenage pige, ikke meget ældre end hende selv, blev sporet nogle 60 meter borte. De 60 meter, blev hurtigt lavet om til ½, og Maila's hænder greb straks fat i det pigebarn der måtte lade livet, for hendes egen døde krop. Tænderne blev boret ned i den bløde hud, og blodet strømmede afsted ind i den nyfødtes mund.
Ikke en dråbe blev sparet, langt fra. For da hun endelig var færdig, havde hun drænet mennesket, den race som hun havde været før. Barnet, lå nu lettere tyndt og slapt på jorden, og den blonde pige rejste sig op, hvormed vinden rev i hendes hår, og øjnene lukkede sig, mens et veltilfreds suk gled igennem hendes læber. Hånden gled op til munden, hvor læberne blev tørret af, og blikket lagde sig endnu engang på barnet foran hende, og straks kom fortrydelse, og afmagt. Hvad havde hun dog gjort?! Hun var blevet en terrorist for sin egen race, en morder... hvorfor?! Hun havde ikke svar, og kroppen sank sammen med rystende bevægelser, mens nogle tårer blod gled ned fra hendes kinder.

Lazarus smilede og fulgte efter Maila. Han lagde mærke til hendes trang efter blod. Lazarus betragtede hende i det hun drænede og dræbte pigebarnet. Han vidste nu hun var mere som ham en Kajika, hans første Child var. Lazarus kunne se hvordan hans blod hvilede stærkere i Maila en han havde forventet. Dette var et positiv ting. Lazarus lagde mærke til hvordan Mailas samvittighed plagede hende da hun endelig kom over sin blodrus. Lazarus sprang ned bagved Maila og lagde blidt sine arme rundt om hende. Lazarus sagde med en blid stemme ’’ De følelser du har nu.. Slet dem.. Bekæmp dem.. De er rester af dit menneskes sjæl.. De vil forsvinde med tiden.. Men det er bedst at bekæmpe dem.. Du er en jæger nu og mennesket er dit bytte.. Først når du acceptere dette vil du være i stand til at holde tørsten nede.. Først når du acceptere hvem du er ’’. Lazarus kyssede hende blidt på kinden og slap sit greb om hende. Hun var perfekt som hun var. Han undrede sin om hun havde nogle af de samme evner som han selv havde. Han kunne ikke vente med at træne hende så hendes evner ville vise sig. Lazarus gik ind foran Maila og smilede ’’ Hvordan har du det så.. Child ’’. Lazarus afventede et svar og en reaktion.

Hun betregtede offeret og snøftede lidt inden hun tørrede sine kinder, og rejste sig atter op, hun kunne ikke græde sig ud af sine sørger og samvittighed, og måtte vel indse at hun nu måtte stille sig frem til at blive en seriemorder på fuldtid. Hun kiggede ned på liget og smagte lidt på de rester af blod der stadig var i hendes mund, blikket gled langsomt ned på den ligblege hud, og betragtede den længe inden hun kiggede hen på Lazarus der spurgte omkring hvordan hun havde det, og skulle lige til at give ham en lussing over det, men gjorde det ikke... ikke alligevel. "Hvordan ville du selv have det hvis dit liv brat blev lavet om og du skulle sige farvel til alt det du holdte af..?" spurgte hun så og rystede let på hovedet til det spørgsmål og sukkede lidt, inden hun lod tungen glide hen over læberne endnu engang, og kunne atter mærke tørsten efter blodet, havde lyst til mere, men blev stående. "Men lad være med at kalde mig child... jeg har et navn og agter at beholde det, trods for at jeg er laver ranget end dig..." sagde hun og tog hans hånd i hendes og trak ham afsted igennem natten imod Terre's gader, og tænkte længe over hvad hun nu skulle gøre, skulle hun flytte alle sine ting, til hans sted? "Er det så nu jeg skal flytte ind hos dig?" spurgte hun og kiggede på ham, hvor hun så stoppede op og betragtede hans ansigt imens hun ventede på det svar han skulle komme med. Hvis hun skulle flytte ind i hans borg kunne hun lige så godt tage imod hendes lejlighed og finde det tøj som hun ville have med. Hun fugtede langsomt læberne, og kiggede op på den noget højre mand der gik ved sin side. Hun fandt det stadig underligt, at hun var død, hun følte sig stadig levende, selvom hendes hjerte ikke slog, alligevel kunne hun ikke lade være med at trække vejret selvom hun ikke havde behov for det.

Lazarus kiggede underligt på hende da hun sagde hans liv brat blev lavet om. Lazarus sukkede og kørte blidt en finger over hendes kind ’’ Maila.. Mit liv blev brat lavet om da du blev forvandlet.. Du er så speciel.. Dit liv betød meget for mig.. Du er ikke klar over hvor meget det pinende mig at jeg måtte tage det fra dig for at redde dig.. Maila, min smukke solstråle.. Du er ikke klar over hvad dit liv betød for mig.. Hvad du betyder for mig.. Hvordan det piner mig at se dig som nattens væsen nu ’’. Lazarus kyssede blidt Maila på kinden. Da hun tog hans hånd og førte ham gennem Terra tænkte Lazarus over om han havde gjort det rigtige ved at forvandle hende. Hun virkede i sandhed ikke glad over det. Men det var også det han kunne lide ved hende. Hun tog ikke bare ting som de kom. Hun holdt fast i det der betød noget for hende. Lazarus nikkede en smule over hendes ord ’’ Jeg kræver at du flytter ind hos mig til du har lært Klanens Love og du har lært dine evner at kende.. Du er en Chimera nu.. Og ikke bare hvilken som helst Chimera.. Du er mit Child.. Jeg er Kron Prinsen.. Det gør dig speciel og der forventes meget af dig og dine evner fordi du som sagt har mit blod flydende i dine årer ’’. Lazarus kiggede Maila i hendes øjne ’’ Du er også velkommer til at flytte permanent ind.. Det er op til dig selv.. Solstråle ’’. Lazarus kom med en betryggende smil. Hendes lugtesans gjorde nu at hun kunne lugte hans duft. Hvordan den var stærkere end de fleste andre Vampyres. Hvordan hans stærke blod næsten skar i næsen. Lazarus kunne ikke vente med at træne hende. Det ville blive så interessant at se hvad hendes evner var.

Hun fugtede læberne lidt så stille, og mærkede nu endnu et kys på sin kind og nikkede stille, til det han sagde, og tog en dyb inåndånding, igrunden vidste hun ikke hvad hun skulle sige til det, hendes afsky over det hun var blevet til var ikke ændret, hun brød sig bestemt ikke om at hun ikke kunne mærke en eneste puls årer i hendes krop. Det føltes underligt uvirkeligt, hun hadede det allerede. Men hun kunne ikke gøre noget ved det lige nu, hun var som sagt stadig et form for offer for de mange forskellige ting hun nu skulle udsættes for. Langsomt gik hun videre og lyttede til det han sagde, omkring at hun skulle flytte ind hos ham til hun havde lært lovende og sine egne evner at kende. Hun tænkte lidt over det, men sagde ikke noget til det, før end de var kommet til hendes lejlighed og fugtede læberne lidt, "Er det så muligt for mig selv at tage mit eget tøj med?" spurgte hun og kiggede på sin nye mestre og herrer, hvor efter hun gik op til lejlighedens opgang, hvis hun ikke kunne have tøjet med, ville hun i hvertfald have én ting mere med, faktisk var hans svar på om hun skulle tage noget med hende ligegyldigt i den sag, fordi hvis han virkelig sagde nej så ville hun alligevel gå ind efter det hun skulle have med, ikke fordi hun ville trodse ham på den måde, men det var vigtigt for hende. Tålmodigt afventede hun hans svar, og trak vejret lige så stille igennem næsen, og kunne tydeligt lugte hvordan hans blod blandede sig ind i den ellers så friske luft. Hun sank en lille klump var nød til at koncentrer sig om ikke at give efter for tørsten, da den blev ved med at komme frem, hun havde hele tiden lyst til mere, hele tiden lyst til at lade sig synke væk i den fantastiske fornemmelse ved at have blodet rislende ned langs halsen. blod...blod.... bloooood lød stemmen i hendes hoved. dryp... dryp... dryp... blev den ved, og ved, lokkede hende. Endnu engang måtte hun synke, og tage sig sammen tænke på noget andet, og kiggede endnu engang op imod hendes lejlighed, som hun snart ikke længere kunne eje.