Et møde i natten (Maila)

Sted: Gyderne
Vejr: vind stille og fuldmåne.
Omgivelser: Nogle skraldeposer og og papkasser.
Tid: omkring midnat.
Påklædning: samme som på billedet

Lazarus stod i en gyde som så mange nætter før. Han sang en smuk og fredfyldt sang med hans smukke sang stemme. Han kede sig. Han havde ikke fundet et offer i nu men kan kunne heller ikke ligefrem sige han gjorde sig umage for at finde et. Så sulten var han ikke. Lazarus kiggede på fuldmånen og smilede imens han sang. Faktisk var han i godt humør denne nat, det var ikke tit han var i sådan et humør men fuld månen havde nogle gange den effekt på ham. Han stod helt i sine egne tanker.

Underligt, sagde stemmen inden i den unge piges hoved, hendes tanker var et stort kaos, måske mest alt fordi hun ikke havde nogen anelse om hvorfor hun var ude på dette tidspunkt? Måske fordi hun slet ikke var træt, men gerne ville sove, hun rystede lidt på hovedet, og de mælkehvide tænder greb fat om den bløde underlæbe og de brune øjne kiggede sig lettere fabrilsk rundt. Hun anede ikke hvad hun lavede her, hvad gjorde hun her?! Hun gad godt at vide svaret lige nu, men det så ikke ud til at det kunne lykkeds for hende i dette øjeblik, hun sukkede lidt, og kiggede ned i jorden imens hendes hænder klamrede den sorte skinjakke indtil sig, hun skuttede sig lidt, men forholdte blikket nede. Dog skete der noget besynderligt, der var en lyd, eller en stemme, der viste sig at synge, hvem var det? Et kort øjeblik stod hun stille, hendes lille spinkle skikkelse havde rettet blikket mod lyden men kunne intet se, hvad var det dog for noget? Hun rystede kort på hovedet. Det var sikkert bare Maila der havde hørt forkert, måske havde hun bare været for langt inde i sine fantasier til at have bemærket en fugl eller sådan noget. Alligevel blev hun opslugt af nysgerrighed, og gik så hen imod lyden, problemet var bare, hvad havde hun forventet at se? Hun kunne jo ikke se noget, det var alt for mørkt! Dog var hun glad for hun blot var et menneske, men vidste så også at hun skulle tage benene på nakken hvis det var en af de der blodsugere, som folk havde snakket om på hendes arbejde, de mente at der skete flere og flere drabsanfald, dog var de meget sikre på at det var vampyrerne, men Maila var sikker på at selv et menneske kunne efterligne andres former for at myrde på, så hendes tiltro til at det skulle være vampyrerne var ret så lavt nede, hun var sikker på det kunne være hvem som helst, bare et spørgsmål om hvem. Hun rystede på hovedet, forbandede tanker! Hun støttede sig lidt op af en væg da blodet fór for hurtigt op i det, og hun kunne ikke helt holde balancen da det svimlede for hendes syn. Hun tog en dyb indåndning og holdte vejret i et stykke tid, og pustede det så ud efter lidt tid.

Lazarus sniffede til luften * et menneske... men det er ikke alene... der er en.. nej 2 Vampyrer efter det *. Lazarus smilede ondt * Jamen dog.. tror de at de kan træde ind på min mad *. Lazarus gik over imod Maila. Det eneste lys der var i området var en lygtepæl der blinkede og lyset fra fuld månen der nu kom frem. I det lyset fra månen kom frem angreb de to Vampyrer Maila. Ud af det blå kom Lazarus til syne. Det gik for hurtigt til Maila rigtigt ville kunne se hvad der skete. Få centimere fra hende blev den første Vampyr til støv da Lazarus huggede hovedet af den med sit sværd og sparkede den anden i maven så den fløj ned af vejen og ind i mørket. Lazarus stillede sig foran Maila og kiggede sig over skulderen. Lazarus havde røde lysende øjne. Han sagde med en rolig og blid stemme '' Han kommer igen bare luk øjnene og lad mig klare det her frøken ''. Lazarus kiggede ind mod mørket. Med et sprang Vampyren imod Lazarus fra mørket. Den hvæsede og havde blottet sine hugtænder. Lazarus kiggede på den og lige før den ramte ham løftede han hans sværd der begyndte at lyse da han sagde '' Zahiro Uccidere ''. Lazarus brugte sin hurtighed til at ramme Vampyren en del gange. Vampyren faldt til jorden. Lazarus huggede hovedet af den og vendte sig om og kiggede på Maila imens han satte sit sværd på plads '' er de kommet til skade frøken? ''. Hans øjne lyste ikke mere men havde stadigvæk en mørkerød farve.

Et stille suk gled ud af hendes læber, og hun vendte sig langsomt om med ryggen til muren og åbnede sine øjne lige så stille i det hun så vampyrerne og var lige ved at skrige men det kom ikke frem da chokket havde overmandet hende. Hun klemte sig forsvarløst ind i muren i håb om at den ville suge hende ind til sig, og beskytte hende, hun gispede efter vejret og så nu på det støv der havde tilhørt vampyren, hun glippede med øjnene og anede ikke hvad der skete, og var på kanten til at græde over det der var sket chokket overmandede hende så meget, at hun ikke længere vidste hvad hun skulle tro, dog stvinede hendes blod da hun hørte den blide stemme der måtte tilhører en vampyr, hendes brystkasse hævede og sænkede sig imens hjertet galoperede afsted af frygt og rædsel, hun gjorde som han sagde og lukkede hårdt sine øjne i og dækkede sit ansigt med hænderne i håb om at hun blev usynlig, hvorfor lige hende?! Hvad havde hun gjort for at få denne fortjeneste? Hun rystede over hele kroppen og lukkede ører og øjne i så hun intet hørte, eller så, hun ville ikke, rædslen og frygten var vækket for meget op i hende at hun overhovedet var i stand til noget. Hun turede næsten ikke at svarer da han henvendte sig til hende igen, hun sænkede langsomt sine hænder og lod armene glide over i et kors så hun kunne holde om sig selv, hun havde det som om hun frøs, som om disse skabninger havde skræmt livet ud af hende og hun nu ingen sjæl havde tilbage mere. Hun rystede stille på hovedet, hun havde ingen fysiske skader, blot psykiske. En klump havde samlet sig i hendes hals, og kroppen gled langsomt ned på jorden i en siddene stilling hvor hun havde trykket de tynde ben op til sig og tog en dyb indånding og blev ved med at benægte sig selv om at det ikke var sket, at der ingen ting var sket, hun var sikker på at hun bare lå derhjemme og sov, men hun trak vejret, så det kunne ikke være tilfældet. Hun fugtede langsomt sin underlæbe og kiggede op på manden der havde reddet hende, omkring de 20? Hun var ikke sikker, det var svært at se i mørket, men ved at bedømme på hans stemme var hun sikker på at det var det hans alder var, men i det samme fik hun øje på de mørkerøde øjne, en vampyr! Hun kryb sig langsomt væk fra ham, hun var ikke i tvivl om at han sikkert forlangte hendes blod tilgengæld for hans redning.

Lazarus smilede og kiggede på Maila der kravlede væk * Sødt. Man redder deres liv og så prøver de at løbe deres vej. Jeg skulle bare have set på imens de to Vampyrer flåede hende i småstykker *. Lazarus fnøs og kiggede sagde med et lettere fornærmet stemme '' Er det den tak jeg får for at redde dit liv. Hvilken dejlig gave. Du prøver at løbe væk i frygt. Det er da godt nok sidste gang jeg redder et menneske fra den sikre død ''. Lazarus grinede venligt for at gøre det klart han ikke mente det så alvorligt. Dog var Lazarus ikke den mest galante Vampyr overfor mennesker men han havde dog sine gode dage. Lazarus satte sine arme over kors og kiggede på Maila og håbede hun vendte om. Dog havde han brugt en del kræfter og havde ikke spist i dag så sulten var langsomt ved at snige sig ind på ham. Lazarus kiggede på de to støv bunker * ynkelige Vampyrer... Sikkert ikke mere en et par dage gammel... Sikkert derfor de stadigvæk ar så vilde.. Men som jeg altid siger, jo færre Vampyrer jo mere mad til mig *.

Hun kiggede på ham med store opspillede øjne, og vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun var stadig i chok og sank noget af sit mundvand, og stammede let for sig da hun åbenede munden… “Und…undskyld min… uforsk…a…ammethed… gode herre…” Hun bukkede hovedet nogle gange og rejste sig op og havde stadig blikket rettet mod ham indtil hun stødte ryggen ind i en mur, og kunne mærke at hendes hjerte sprang et slag over, hun vendte blikket ned mod jorden, og prøvede på at indrømme at det her var en ond drøm og at hun nok snart ville vågne, det varede ikke så længe, hun skulle nok vågne, bare vågne! “Jeg takker dig… for at have… sat dit eget l…l…liv på spil for min skyld…” Hun tog en dyb indånding og borede sine negle ind i kødet i sine håndflader og håbede at han ikke stak tænderne i hende, hun ville ikke være vampyr, hun ville ikke være fanget i en ung krop i al evighed, hun ville leve, blive gammel og dø, på den normale måde, hun… Længere kom tanke strømmen ikke før hun brast sammen i gråd og knælede ned på de hårde sten og dækkede sit ansigt for hænderne, forbandedet! Hvorfor skulle hun være svag!? Hun kunne ikke forstå det, hun trak sig tilbage i et hjørne i håb om at han ikke ville skade hende, men hun vidste os at dette hjørne heller ikke ville give hende mange flugt veje, men sådanne tanker kom ikke helt frem inden i hende, og prøvede på at kontrollere sig selv, men tårerne strømmede fortsat ned over kinderne på hende, de ville ikke holde inde, de ville ikke stoppe, intet i hendes krop ville gøre det som hun ville have den til. Hun pressede sig hårdt ind imod væggen så hun kunne mærke en smerte glide hen over de mange nerver pågrund af de skarpe sten der kunne takke ud i muren. Hun tørrede febrilsk sine kinder men de blev lige så hurtigt våde igen, og til sit opgav hun. Hun orkede det ikke, hun var klar over at hun næsten lige havde været ved at dø, lige været ved at blive flænset op af disse vampyrere, men at vide at denne mand også var det, og sikkert også sulten gjorde hendes sind uroligt, og til et sandt kaos.

Lazarus grinede lidt * Gode herre... Jeg kan lide dette menneske *. Lazarus gik hen og satte sig på hug overfor Maila og satte en finger under hendes hage og løftede den blidt op så deres blik mødtes '' Jeg kan høre dine tanker menneske. Bare rolig jeg har ikke tænkt mig at gøre dig til Vampyr. Det er en gave og forbandelse som få får.. nogle af os er født med den ''. Lazarus grinede igen og rystede på hovedet '' Du er det sjoveste menneske jeg har mødt længe. Satte mit liv på spil... De Vampyrer var ingenting, svage og vilde.. jeg er en Fuld Blods Vampyr født som Vampyr og dør som Vampyr. Disse små usle Vampyrer er intet i forhold til mig på nogen måde ''. Lazarus kramme let Maila og klappede hende på ryggen og sagte '' Så så bare slap af der sker dig ikke noget ''. hans krop var kold og hun kunne ikke mærke varme eller puls fra ham * hvorfor trøster jeg dette menneske.. hvad går der af mig... er jeg ved at blive blød eller er det bare fordi hun er speciel? *.

Hun kiggede på ham og vidste ikke hvad hun skulle sige, hendes underlæbede vibererede voldsomt og kiggede bare på ham og vidste ikke hvad hun skulle sige, hun prøvede at holde sit hoved tomt i det hun hørte at han kunne læse hendes tanker, eller hører dem, eller hvad det nu hed, hvor var det dog forvirrende, hun kunne ikke finde hoved eller hale på det hele, og lyttede dog stille til det han sagde uden at mælde en lyd fra sig mere, hun var stum havde det som om hendes stemmebånd var revet ud fra hendes hals af. Hun gav et stumt nik fra sig da han forklarede hende omkring situationen og hvordan det hang sammen med at hun blev overfaldet og de var så ‘svage’ i forhold til ham. Da han trak hende ind til sig klamrede hun sig fast til hans jakke og borede sit ansigt ind i det grove stof imens kroppen rystede voldsomt over at alting nu var gået så hurtigt, dog slappede musklerne af efter en tid, og hun sad bare stille i hans arme, og trak vejret dybt ned i lungerne i gennem munden for at kunne få lidt bedre kontrol over sig selv. Hun undrede sig over hvorfor han syntes hun var sjov, hun havde ikke set noget sjovt over hele situationen på nogen måde, men folk havde vel sine humorer… Hun gjorde sig langsomt fri fra hans arme og kiggede stille op på ham imens hun tørrede sine kinder. “… Hvem… er du?” Spurgte hun med en stille stemme og vidste ikke om hun skulle grine eller græde, hans øjne syntes at se mørke ud, måske var han sulten, hun var ikke sikker? Men vidste heller ikke hvordan hun skulle kunne vide det, hun kiggede stille hen på bunken af støv og aske, og afgjorde med sig selv at de andre vampyrer var borte, hun huskede det forfærdlige ansigt, der viste så meget vrede i sig, så meget had og ondskab. I et kort øjeblik undrede hun sig over hvordan man kunne hade sit bytte? Hun havde aldrig rigtig forstået det, men det kunne vel være lige meget så længe hun ikke blev det igen var hun vel glad. Igen drog nogle af de mærkeligste tanker igennem hende, foreksemple om det var rigtigt at man blev vampyr bare ved et bid, det lød ret usandsynligt, for hendes vedkommende mente hun at man skulle igennem en hel del mere, end blot det, men de havde vel gift i deres tænder, lige som slanger, og edderkopper? Hun rystede stille forvirret på hovedet og tog sig til panden i det hun sukkede opgivende.

Lazarus slap hende og smilede '' Mit navn er Lazarus... Lazarus Chimera, Fuld Blods Vampyr og arving til Chimera Clanen... jeg kommer fra Italien '' Lazarus fjernede blidt nogle af hendes tåre fra hendes kinder. Af en eller anden grund havde han ikke lyst til at drikke fra denne pige. Han var forvirret og sur på sig selv over det. Hvorfor viste han så meget omsorg og var så venlig. Hun var jo bange for ham og var derfor ikke andet end mad. Han hadede hvordan hun var blevet bange for ham og skræmt. Men alligevel så sad han nu og trøstede hende og følte med hende. Lazarus så på hende med et omsorgsfuldt blik i hans mørkerøde øjne og begyndte at svare på hendes tanker '' Mine øjne er røde fordi jeg er født Vampyr.. Måden jeg kunne gøre dig til Vampyr er ikke bare ved at bide dig. Jeg skal dræne dig helt tør for blod og så give dig noget af mit eget blod. Så vil du vågne og jeg vil give dig mere af mit blod.. sådan ville du blive en Vampyr ''. Lazarus strøg blidt en hånd igennem hendes hår '' Men bare rolig... jeg vil ikke bide dig ''. Lazarus smilede varmt til Maila * hvad går der af mig... hvorfor sagde jeg det... hvorfor har jeg ikke lyst til at drikke hendes fine dejlige blod.. hvad er der galt med mig *.

Hun kiggede på ham med et stille blik, og nikkede efter tænkt som, hun var atter ved at slappe af igen, hun så ikke noget at frygte, det virkede som om at denne vampyr, ikke virkede som et truende dyr, at han faktisk mente det med at han ikke ville bide hende, at han ikke ville gøre hende fortræd, hun var lidt forvirret da han begyndte at besvarer de spørgsmål som hun havde stillet sig selv inde i hovedet, men vænnede sig dog hurtigt til det, og nikkede stumt efter et lille stykke tid uden at bevæge sig, hendes hjerte galoperede dog stadig afsted, det var som om hun stadig nærede en lille frygt til ham, eller faktisk havde den aldrig været væk, den var stadig lige så stærk som før, men hun tvang sig selv til at se bort fra den, men om han gjorde det med vilje, viste med følelse, kunne hun ikke vide, og hun regnede nu heller ikke med det, ikke rigtig. Hun satte sig langsomt hen til ham, så hun sad lige foran ham og lænede sin pande ind i mod hans brystkasse og tog en dyb indånding. “Tak…” kom det fra de let sprukne læber som en lille hvisken og dog noget krydderet. Hun sukkede lige så stille og tænkte lidt over om hun måske skulle gå hjem, eller hvad hun skulle gøre, de fleste folk ville nok se det som noget meget risikabelt noget at være så tæt på en vampyr, men et eller andet sted, følte hun selv at han udfyldte den ensomhed hun havde inden i sig, som om at hun ikke længere var alene i verden, men den følelse kunne vel forsvinde lige så hurtigt som den kunne være kommet, hun snøftede kort og lukkede sine øjne helt imens hun tømte sit hoved for tanker så han ikke skulle bærer sig med besværet af at lukke sit sind af hvis det var sådan han gjorde, til sidst var hendes hoved tomt, de eneste ting der kørte rundt inde i det, var signaler som hjernen sendte til kroppen ikke andet. I et kort øjeblik var der dog en tanke der nærede inde i hende, hvordan kunne en vampyr bevæge sig, når den i grunde var død… det var jo nærmest som en zombi, bare ikke for rådnet, og langt stærkere, hun rystede lidt på hovedet som stadig var lænet ind imod hans skulder, hvad ville han mon gøre ved hende? Hun anede det ikke, men det kunne vel være ligemeget, hun havde ikke noget at vende hjem til, og dog ville hun stadig ikke dø, hun var sikker på at hun kunne finde ud af noget som kunne udfylde hendes liv, måske en dag finde kærligheden, få en masse børn og børnebørn hvad vidste hun, man kunne jo aldrig vide, de største drejninger i livet kom jo sådan set næsten altid når man mente at alt håb var ude. “Mit navn er Maila…” Mumlede hun lige så stille og smilede svagt for at overbevise sit hjerte om at faren var over men det virkede som om det ikke ville lystre hende men hun ignorerede det blot.

Lazarus kunne høre hendes hjerte banke hurtigt som tegn på at hun stadigvæk var bange. Han kunne næsten lugte hendes frygt. Det var næsten en berosende lugt for ham. Han kunne mærke hendes varme og næsten høre hvordan hendes blod flød i hendes åre. Lysten til at drikke hendes blod kom frem i ham han skulle lige til at bide hende da han hørte hende tænke på ham som en Zombie. Lazarus fjernede sig hoved og grinede sagte '' Maila.. Jeg er født Vampyr, jeg er intet i nærheden af en Zombie.. dog har nogle få Vampyrer evnen til at lave og styre Zombier med deres blod.. Nej jeg er ikke sådan en Vampyr... Du er ensom og alene i denne verden.. du mangler noget.. du vandre rundt og spilder dig liv med meningsløse ting.. hvem af os to er det der er Zombien? ''. Lazarus kiggede på hende og smilede sødt '' Det er et eller andet over dig menneske pige.. Et eller anden der giver mig lyst til at beskytte dig.. måske er det dit livssyn.. måske er det din måde at være på.. jeg ved det ikke og det undre mig.. mig der har lever i over to tusende år ''.

Hun kiggede på ham med et nyssgerrigt blik da han lo, og vidste nu ikke helt hvad det var at grine af igen, selv var hun dybt seriøs men det kunne vel være ligemeget, hvis han morede sig var det vel kun godt? Hun nikkede stille af ham da han forklarede sig og tænkte videre over det, dog fandt hun det underligt, men nok om det, alting var jo underligt, hvis det ikke var det ville der jo ikke ske noget sjovt, eller noget nyt. Hun bed sig lidt i læben følte sig lidt som en åben bog da han havde læst hendes tanker om at hun følte sig alene, og vendte blikket ned og bed sig hårdt i læben over det han sagde og trak stille på skuldrende og tænkte lidt, “Jeg lever og går gennem dag lige som jeg gør ved natten, mens der er andre om stændigheder for dig, du lever om natten, må skjule dig om dagen, du er hård som sten, og vil aldrig opleve glæden ved solen igen uden at du skal forbrænde op…” Vender sit blik på ham igen, og rynker brynene lidt, “Mens jeg kan have det sjovt på alle tider af døgnet, ude som jeg kan være inden, så den der er zombien er dig…” Smiler lidt, og en smule uskyldigt, sætter sig ned på bagdelen og trækker sine ben op til sig og betragter ham lidt, føler sig dog ret lille i forhold til ham men har nu ikke så meget imod det, må så hæve brynene af det hun hører, “du har evighed til at tænke over det… og hvad svaret kunne være ved jeg ikke, det kunne vel være at du mener at du kan gøre meget mere for at vise din styrke ved at gøre mere end blot at dræbe vampyrer…” Hun trak lidt på skuldrende og smilede til ham, idet hun kørte en hånd igennem sit hår og sukkede så inden hun lod sit hoved synke ned mod hans skulder igen og slappede langsomt af, selvom han føltes så hård, så kold, så virkede det ikke sådan det virkede som om han udstrålede varme, men det kunne vel være hans måde at behandle hende på? Hun anede det ikke, og kunne vel os være ligeglad.

Lazarus stivnede. Hun havde ramt hans svage punkt. Lazarus var Fuld Blods Vampyr og derfor født Vampyr. Han havde aldrig set solens lys eller nydt dens stråler. Aldrig havde han hørt de fugle der sang om dagens kvidren eller set hvordan solen fik havet til at glinse men sine stråler. Han hungrede efter at se og føle solen. den eneste ting han aldrig kunne se eller få. Lazarus kiggede ned med et sørgeligt blik '' Det er ingen grund til at minde mig om min forbandelse i aldrig at have set eller følt solen '' Lazarus kunne ikke sige mere * hvordan har det lykkes en sølle dødelig at ramme mig så hårdt... jeg kan jo ikke engang sige noget mere.. hvad fanden går der af mig.. hvorfor har jeg ikke lysten til at flå hende i små stykker for at tale sådan til mig.. hvorfor blev jeg så såret *. Lazarus rynkede sine øjenbryn og rystede skuffet på hovedet.

Hun kiggede op på ham fra sit udkigs punkt og tænkte lidt, “Undskyld min direktehed, Lazarus…” Bider sig lidt i læben og kigger på ham med et stille blik og tænker lidt, inden hun lukkede øjnene for at komme på noget mere opmuntrende at sige, “Du lever nu også et liv, som så mange andre ønsker, et liv hvor man ikke er syg, et liv med forbedrede muligheder, at kalde det en forbandelse ville være en stor fornærmelse af den du er, og det dine forfædre er eller var. Sådan nogle som din slags, kan fortælle historier omkring hvad der skete for længe siden, hvad der var sket før alting måske var som det var i dag…” Hun smilede stille skævt og lagde en hånd på hans kind, “Hvis du ikke kan acceptere at du er som du er, hvordan kan du så acceptere og elske andre…?” Fjernede så stille sin hånd og kiggede lidt rundt i den mørke gyde som de havde siddet i et godt stykke tid, men hun fandt det nu ret hyggeligt, hun kiggede så på ham og tænkte lidt over om hun kunne sige noget der kunne virke mere opmuntrende, men hun kunne ikke helt komme på noget, hun kunne godt selv se grunden til at kalde det en forbandelse, men på en eller anden måde syntes hun bare ikke at det var det rette ord, det som han var, var noget som så mange andre mennesker drømte om, det var en ting som folk missundte ved dem, måske drømte de mest omkring det fordi der var kommet så mange vampyr film og historier eller hvad man nu sagde, de regnede med at tingene var sådan som de så og hørte i bøger, men i sandheden var det helt anderledes. De ville sikkert ikke tro det hvis de hørte fra en ægte vampyr hvordan det hele hang sammen. “Der er intet at være skuffet af, selvom dødelige måske bliver antydet som svage vil der vel altid være noget stærkt i dem, det samme ville der være ved så mange andre, foreksemple lige som dig… du har et svagt punkt og det er foreksemple at du er den du er, at du er noget som du inderligt ville ønske ikke var sandt, men hvis du ikke var det, havde du måske gået glip af en hel masse i dit liv.

Lazarus smilede * hvordan kan det være hende medynk hjælper på mig.. hvordan kan et tåbeligt uvidende menneske have så stor indflydelse på mig.. jeg er jo latterlig * Lazarus kiggede på hende med hans mørkerøde øjne som udstrålede en hvis varme selv om hans krop var kold som is '' vil du fortælle mig om Solen.. jeg har kun set den på film... Vil du fortælle mig hvordan den føles? '' Lazarus kunne mærke sulten var ved at gøre ham svagere. Hans hud var blevet blegere og han kunne mærke at om nogle få timer ville han være på styrke plan med de to Vampyrer han så let havde dræbt for lidt siden. Blod var noget Lazarus skulle have for at bruge sine kræfter og evner. Ikke nok med det så sad han ligeforan noget mad men kunne ikke for sig selv til at spise. Han følte sig så ynkelig og svagsindet. Hvordan kunne et menneske som hende have en effekt på ham. En effekt på den Stærkeste Vampyr i Italien og arvingen til Chimera Klanen, Klanen der havde magten over Italien og dræbt alle Klaner der satte sig op imod dem.

Hun smilede stille til ham og nikkede stille “Jeg er måske ikke så god men jeg vil da prøve…” Klør sig lidt i håret og læner sig så langsomt op af muren som var en halv meter bag hende, “Solen er… en varm strålende kugle, ude i universet… det får mennesker til at vågne, det kan skabe koas, men også glæde… Det…” Hun rynkede brynene lidt, og tænkte videre over det, “Det er som om, at den vækker alle mulige drømme og idéer til livs i en, som man måske aldrig nogen sinde havde idéer om at de ville komme… Solen er den, planet, der skaber liv, uden den, havde du ikke levet, fordi solen giver liv til os mennesker og dyr, selvom du sikkert ville sætte stor pris på at verden den var foruden den, men hvis den ikke havde været der havde du nok ikke levet i dag…” Smiler stille og trækker lidt på skuldrende imens hun tænkte videre over det med at fortælle hvordan den var, nu havde hun jo fortalt om dens egenskaber, men hvordan føleles det? “… hmm… jeg synes selv at… den giver en følelse af liv, at den får en til at føle at man kan nå og udrette noget, der er selvfølgelig forskellige syns punkter på det, nogen mener det ene andre mener det andet, men det betyder ikke at begge ting er lige rigtige… Efter min mening er solen som en ting jeg ikke ville kunne undvære, den har været med i hele mit liv, og jeg håber at den vil være det til den dag jeg tager mit sidste ånde drag…” Hun lavede nogle håndbevægelser imens hun fortalte omkring det hun tænkte og følte om denne store kugle af aske der kredsede rundt ude i rummet. “Jorden ville aldrig være foruden solen ligesom den aldrig ville kunne klarer sig uden månen…” hun smilede stille og kiggede på ham inden hun lukkede sine øjne og nød den kolde aften brise. “Det er nu utroligt at jeg ikke er bange lige nu… er virkelig så mørkeræd som en kat der er bange for vand…” Griner lidt og sukker så stille.

Lazarus smilede varmt '' Jeg er glad for du ikke er bange mere... Du behøver helle ikke at frygte mig lille solstråle... er det i orden jeg kalder dig det? ''. Lazarus rejste sig op og kiggede mod nattehimlen . Han forstod nu hvad det var for en følelse hun gav ham. hun fik mig til at føle sig menneskelig. Normalt var Lazarus en Vampyr der intet havde imod at dræbe et menneske for at more sig men denne dødelige havde fået en god og venlig side frem i ham. Han vidste han blev nød til at dræbe hende for at slippe af med den side igen. Lazarus kørte en finger blidt over hendes kind. Men han kunne ikke dræbe hende. Hun var som en solstråle. For ham var hun nok det tætteste han nogensinde ville komme på solen og det var noget specielt for ham. Lazarus kiggede på hende og smilede '' Hvad siger du til at jeg viser dig nogle ting og evner ''. Lazarus grinede venligt.

 
Et lille grin gled hen over hendes læber i da han kaldte hende for solstråle, og åbnede langsomt sit ene øje og kiggede på ham med et skævt smil, “Det er iorden…” Rejser sig så langsomt op, og kløede sig lidt igennem det korte blonde hår, og betragtede Lazarus med et roligt smil, han lignede nu en eller anden person fra en film af, han så utrolig ud, på den måde som han nu så ud, den måde hans øjne skinnede, og det virkede som om hans hud lyste i mørket, som var han selve månen. Hun bed sig lidt i læben og kiggede på ham med de store brune øjne. “Det må du da gerne hvis du vil…” Lo hun glad over tilbudet til at se hvad han kunne, og tænkte lidt over hvordan det mon i grunden ville være at være en vampyr, “Har du i grunden aldrig haft lyst til at sove?” Spurgte hun så ligeud, hun kunne jo lige så godt sige tingene da han jo sikkert bare ville læse hendes tanker som var hun en åbenbog, og det kunne så heller ikke nytte noget at skulle holde det inde i sig selv, hun gik hen ved siden af ham og betragtede ham fortsat uden den store form for at ville fjerne sit blik fra ham, hun var glad for at hun kunne snakke med ham, og give ham mulighed for at åbne sig og fortælle omkring ting som han tænkte eller følte. Hun kiggede frem for sig, og ventede på at han ville gå med inden hun fortsatte sin færd frem ad, hun bed sig lidt i læben og kiggede rundt imens hendes tanker dvalede på hendes leve tid, hvordan den havde været hvordan den var og hvordan den ville blive, og dog kunne hun ikke sætte ordenligt fingerpeg på det, da andre måske havde opfattet hendes livhistorie anderledes end som når hun fortalte den, men lige nu opgav hun sine tanker, de var for indviklede, gav ikke mening mere. Hun mumlede noget for sig selv, og kiggede nu ned på jorden, hun følte sig underligt underlegen i forhold til ham, måske fordi han vidste så meget mere end hvad hun selv gjorde, måske fordi han havde så meget mere erfaring end hvad hun havde… “Hvordan var det i din tid, da du var ung?” hun kunne jo ikke helt spørge indtil hvordan det var i den tid hvor han var menneske, han havde jo aldrig været det.

Lazarus sukkede '' jeg længtes efter at opleve disse drømme som i mennesker snakker så meget om. Nogle gang når jeg ser et menneske sove så forstår jeg virkelig hvor skrøbelige... men også heldige i er... mange ville give alt for at være som mig... jeg ville give så meget for bare en dag som et menneske... bare en dag ''. Lazarus løftede Maila op i sine arme og løb af sted meget hurtigere end et normalt menneske. Med et satte han af fra jorden og landede på et tag. Han sprang fra tag til tag mens han bevægede sig meget hurtigt og agilt. Efter lidt tid stoppede han. De stod nu på taget af den højeste bygning i byen og kunne se ned over byens funklende natteliv. Lazarus satte blidt Maila ned på taget og satte sig ved siden af. Han syntes det var en god nat. Han var bare svag nu. Han var sulten. Lazarus kiggede ned på sine fødder og så på Maila '' Gør det noget hvis jeg efterlader dig i et par minutter mens jeg finder noget jeg kan drikke af. Tørsten gør mig svagere... bare rolig jeg ville aldrig bide dig... ikke engang hvis du bad mig om det solstråle ''. Lazarus smilede og kiggede på Maila som var hun en skrøbelig porcelænsfigur.

Hun kiggede op på ham og nikkede stille med et lille smil, “Mennesker kan være lige så stærke som dig, ligesom du kan være lige så skrøbelig som os…” hun trak lidt på skuldrende og gav et lille hvin fra sig da han tog hende op i sine arme og holdte godt fast i hans trøje i frygt for muligvis at skulle glide ud af hans arme i den vældige fart, hun kiggede ned på jorden som syntes at falde længere og længere væk hun kiggede op på ham da hun kunne se at han nu hoppede og vinden blev også en del stærkere, hun klamrede sig dog til ham da de nu sprang og fik hendes hjerte til at hoppe nogle gange over, da hun kunne mærke hvornår de var ude i fri luft men endelig var de på normal grund eller normal og normal de var på byens højeste tag, hun sukkede stille da hun blev sat ned og trak sine ben til sig, kiggede på ham imens han snakkede, hun rystede stille på hovedet og smilede lidt, “Jeg går ikke i stykker bare ved at en flue lander på mig…” kigger på ham med et roligt smil, og purer stille op i sit hår imens hun tænker over det hele som var sket i aften hun havde været tæt på at blive overfaldet af to vampyrere, så var Lazarus, dukket op, og havde reddet hende lige i sidste øjeblik. Hun smilede stille men trak så atter på skuldrende, og var blot glad for at det ikke var gået hen og blevet hendes sidste dag. Hun var nu også glad for at han ikke ville gøre hende fortræd, men om det kun var fordi at han fandt hende speciel eller hvad det var kunne hun nu ikke helt forstå men han ville vel fortælle hende det på et eller andet tidspunkt, det kunne man jo aldrig rigtig vide, hun bed sig i læben og trak sine ben op til sig, og lænede sit hoved mod sine knæ og betragtede ham stille, inden hun vendte sit blik ud mod byen så hun kunne se de mange lys fra biler, huse, diskoteker, gadelygter, og fra biler der kørte afsted.

Med et sprang Lazarus ned fra taget og landede lidt efter på jorden og gik videre som om at det store fald intet havde gjort ved ham. Det gik en halv times tid. Lazarus havde fundet en kvinde på vej hjem fra en veninde. Han havde kun lige drukket hvad han havde brug for for at slutte hans tørst. Lazarus vendte tilbage og sneg sig lydløst ind på Maila og tog fat i hendes skuldre og sagde '' Bøøh ''. Lazarus grinede og krammede hende bagfra '' Bare rolig det er bare mig... Jeg har spist nu ''. Lazarus satte sig ved siden af Maila '' Er der noget du gerne vil vide om mig solstråle... har du nogle spørgsmål andet end at gnide i mit ansigt alle de ting du har som jeg aldrig kan få ''. Lazarus grinede igen for at vise overfor hende at han kun mente den sidste del for sjov. Når han kiggede på hende så han alt det gode og uskyldige i menneskerne som han aldrig havde lagt mærke til før. Han havde ikke engang leget med sit bytte den her gang hvilket var meget unormalt for Lazarus.

Hun kiggede stille ud i luften i mens hun ventede på at han ville komme tilbage, hun nynnede stille for sig selv og kiggede rundt imens hun blev inspirret af synet som hun kunne se fra denne afstand, hun var jo vant til at se alt nede på jordkanten, hun smilede let og tænkte på en gang hun var mindre men smilet forsvandt dog hurtigt da et chok jog indover hende da Lazarus kom snigende ind på hende og kiggede så på ham med et lille grin, og nikkede let, “Det var godt..” Hun tænkte dog grundigt over det med om hun ville vide noget om ham og bed sig i læben inden hun igen kiggede på ham og smilede lidt over det sidste han sagde, “Sover du nogensinde, eller er du vågen 24 timer i døgnet?” bider sig lidt i læben og håber ikke det var stødende eller sårerne, men folk kunne vel tage tingene på forskellige måder, “Bliver du overhovedet ældre?” tilføjede hun så os, der var vidst et hav af spørgsmål på hendes tunge som fik undringer frem inden i hende, og alligevel vidste hun at mange af de ting som hun ville sige måske ikke var det bedste hun bed sig i læben inden hun lagde sig ned på ryggen på det hårde tag og lukker sine øjne lidt og kigger op på himlen og betragter de mange stjerner med et lille smil, mumler de forskellige stjernetegn for sig selv, og tænker tilbage på den tid hvor hun stadig gik i skole, men var droppet ud da hun ikke gad mere og havde fået sig en normal arbejds plads i en tøjforretning, men det betød ikke at hun var for gammel til at starte en ny karrier. Hun tænkte lidt og kiggede så op på manden ved sin side, og havde lyst til at stille et nyt spørgsmål men holdte det inde for at give ham lidt rum til at besvarer de første af hendes spørgsmål, måske burde hun stille nogen spørgsmål indtil ham og hvordan han var, det kunne hun gøre bagefter, hun havde hele natten, til næste morgen muligvis os, hvis han måske kunne søge skjul et sted hvor der var mørke?

Lazarus smilede og lagde sig ned ved siden af hende. Lazarus sagde med en blid stemme '' Ja jeg er vågen hele døjnet rundt... Dog meditere jeg nogle gang i flere timer af gangen for at kedsomheden ikke skal tage for meget over... Det med udseende på min krop er kompliceret... Ser du jeg kan sætte min krop i gang med ældrings prosessen når jeg har drukket frisk blod.. men hvis jeg gør det kan jeg ikke komme til at se yngre ud igen... Jeg tror jeg lignede en på 8 i 100år før jeg besluttede mig for at jeg ville se ud som en på 12.. så det er en livsvarrig beslutning når jeg vælger at se ældre ud ''. Lazarus smilede. Det var faktisk første gang i hele hans liv han havde snakket om sådan noget og så med en dødelig. Han vidste ikke hvad der gik af ham. Han nød faktisk at ligge her og snakke med denne dødelige menneske pige. Hun var det første menneske han havde åbnet sig så meget overfor og det skrammede ham en smule og på den anden side var det meget spænende. Lazarus kørte en hånd igennem sit hår og kiggede på Maila '' Stil du bare flere spørgsmål hvis du har nogen ''.

 
Endnu et nik gled hen over hendes hoved med de blonde lokker og tænkte videre over tingene “Så det vil sige at du kan komme til at se så gammel og udmagret ud med alderen, uden at dø?” En let kuldegysning gled hen over hende, da et billed af hende selv som en gammel og mager rynket kone kom frem i hendes indre syn. Hun ville ikke kunne bærer at se sig selv som en gammel kvinde i den samme krop hver evig eneste dag uden at have muligheden for at kunne tage sit sidste åndedrag en dag. “Hvem var så din første kæreste, eller hvad i kaldte det i den tid, var det ikke trolovede eller sådan noget?” Spurgte hun forsigtigt og smilede skævt idet hun forloede sine hænder sammen og lagde dem over sit bryst imens hendes tanker gled videre rundt fra det ene til det andet om hvad en vampyr lavede i sin daglig dag, nok bare at skaffe sig et offer, og gøre de normale ting som mennesker nu også gjorde, eller det var hvad hun selv troede, men hun havde jo muligheden for at spørge, hun lå jo netop og udspurgte en vampyr omkring hans liv, og hvordan det fungerede, hvordan hans race var og så videre. “Hvordan plejer du egentlig at behandle dit bytte når du finder det?” Hun vendte sig om på maven og lod hænderne hvile under den bløde hud ved hagen og rynkede tænkende på brynene, hendes hoved føltes helt tungt over de mange spørgsmål, eller var det trætheden der var ved at snige sig ind på hende? Et blid brise skyllede hend over hende og et stille smil bredte sig på hendes læber og vuderede videre om hvilke spørgsmål hun skulle stille, måske spørger ind til hans personlighed? Men det var nu et svært spørgsmål at skulle besvarer, dels fordi at der kunne være forskellige synspunkter på det, og dels fordi at man nogle gange ikke helt vidste hvilke ord man skulle bruge til at udtrykke sig på. Hun fugtede langsomt læberne og løftede så sine ben og svingede dem lidt i den frie luft.

Lazarus grinede en smule '' Jeg er fra før vores tids regning... Jeg er over 2000år gammel Solstråle...Jeg husker min første faste kæreste... Hun var en Fuld Blods Vampyr fra en af vores allierede familier... jeg var omkring 100år gammel... Ung og troede stadigvæk at verden var et godt og dejligt sted... Jeg fik at vide vi ville forråde hendes familie og min mission var at dræbe hende... Det var den dag jeg vidste verden var ond og kold... Jeg dræbte hende uden at stænke hende en tanke... Jeg husker hendes skrig da... Nok om det.. Hvordan jeg jager mit bytte normalt '' Lazarus lukkede sine øjne '' Du kommer til at se mig som et monster og hade mig når jeg siger det... Men du vil få sandheden Solstråle. Jeg har altid elsket at lege med mit bytte.. få dem til at frygte, råbe, græde... gå psykisk ned... Jeg er ikke nogen god Vampyr... Faktisk så jeg dig som min mad i starten... Men dit væsen, din glød, din varme... har vækket noget godt i mig... Du er en god ven ''.