I am home at last //Maila privat//

Endelig er jeg hjemme igen.
Denne tanke blev ved med at flyve igennem hovedet på Cricker imens at han stod og kiggede ud over skoven der dækkede et meget stort område herude omkring. Det var ALT for længe siden han havde været her og det pinete ham indeni, men han var hjemme nu.
Cricker stod i sin dæmon form og nød udsigten, hans store grønne drage vinger han fra ryggen af ham, og ved lænden kunne man se hans grønne drage hale, hans hænder og op til skuldrene var dækket af bark, så stærkt som jern, bortset fra et lille stykke på bicepsen ved den venstre arm, dette var en meget gammel skade, som Cricker aldrig snakkede om med nogen, det var noget han holdte for sig selv. Og det var der god grund til, der var ikke nogen der skulle vide noget om eksistensen af det monster der gav ham såret.
Klokken var ved at være mange.. Eller det synes Cricker, der havde ikke været meget at lave i dag, hans "arbejde" havde været meget stille. Gad vide hvor mange andre jord dæmoner der mon var derude, det stod han blandt andet også og tænkte på, var der mon kommet flere til siden han tog af sted? Mange ting fløj rundt i hovedet på ham. Han rystede på hovedet for at få tankerne ud, men smilede stadig, hvorefter han strakte sig.

Skoven som lå i den nordøstlige retning, i Di morga, syntes at vokse sig større og større, som om selve træerne kværnede sig op over jorden, som for at vise at de var de mægtigste planter over stedet, som om de ville reagerer verden med deres skønhed og frugtbarer natur. Vandet fra små åer rislede i det fjerne og ind imellem de mange indfiltrede træer, for at skæbe en uforglemmelig hermoni blandt himmel og helvede. Det var som om at man blev vækket op på ny, at den sure dag som havde været der forinden, var gået hen i en forduftet røg og forsvundet væk fra erindringerne, og videre ud i universet for så at forsvinde og aldrig vende tilbage.
En gren knækkede i det fjerne, endnu en, for så at tre fire andre efterfulgte dets lyd, i et urytmisk tempo, som fortalte en hver anden specialist i jagt, at dette var en vandrende, da et normalt pattedyr i skoven, havde vist meget mere forsigtighed i forhold til hvad denne person gjorde, som vandrede igennem skoven som troede hun at det var en ganske normal måde at gå afsted på, i grunden var hun heller ikke så ofte ude i denne del af skoven, eller ved foden af bjergkæden, men alligevel kunne hun ikke helt holde den forbandede nysgerrighed tilbage, fra at se hvad filen der lige foregik i dette øjeblik, muligvis skete der ingen ting, men alligevel kunne ikke lade være med at tage herhen. Et stille smil spillede hen over hendes læber sådan som hun traskede afsted imod det ukendte, som hun endnu ikke kendte til. Hverdag var trods alt en ny oplevelse.
Maila dukkede sig langsomt for en lavt hængende gren, og var nu kommet frem til en mindre lysning i skoven, dog var den ikke så stor, men det høje græs syntes at virke fordigt, og nedtrampet nogen steder, hvor at dyrerne havde spist eller lagt sig til at hvile i en stund. Længere fremme stod en skikkelse, hvem det var, havde hun ingen anelse om, langsomt fugtede hun læberne, og trådte over en bred liggende gren der var faldet fra et halvt liggende træ der muligvis havde mistet fæstnet på jorden, eller blivet skubbet afsted med naturen eller menneskets kraft. Langsomt betragtede hun dette menneske, eller væsen, faktisk havde hun ingen anelse omkring hvem pokker dette var. Men svaret ville nok komme senere.

Cricker stod med ryggen til hende, men kunne godt fornemme at der var nogen i nærheden, men han kunne et eller andet sted også godt mærke at det var en person der ikke ville ham noget ondt, han vidste heller ikke om det var en person der var på vej over imod ham så han tog sig ikke af det. Han stod bare og kiggede for at slappe af, det var jo efterhånden også ved at være aftentid, om få timer ville solen ikke længere skinne og så var det ikke sikkert at det var til at se noget inde i skoven, medmindre man ligesom Cricker kendte skoven rimelig godt, hvilket han jo gjorde. Skulle han mon gå videre eller skulle han blive stående for at slappe lidt af?
Cricker valgte at gå videre, hele vejen over til et træ der stod få meter fra ham for derefter at sætte sig ned og læne sig op af det. Han havde stadig ikke set at der var en i nærheden af ham, eftersom at han havde ryggen halvvejs til hende. Han lukkede øjnene kort, men åbnede dem igen eftersom at han ikke ønskede at falde i søvn lige her, men det var ikke fordi at han var træt. Han havde foldet sine vinger omkring sig ligesom en flagermus ville gøre det når den skulle sove, det var så at han kunne ligge bedre. Det var jo ikke ligefrem fordi at et træ var det blødeste at ligge op af.

// vi spiller bare videre med at hun er et menneske ^^

Blikket betragtede ham, det betragtede ham længe, uden at lade sig vie bort fra denne skabning, af menneskets afkom i sin tid. Hendes blik gled fra ryg til ben, til nakken for ligesom at lade hovedet observere hvilken form for race han var, hun havde jo ikke selv nogen former for observerstions evner, som kunne fortælle hende, hvem eller hvad der stod foran hende. Da hun intet kunne se, gik hun udfra at han måtte være normal, muligvis? Hvor skulle hun vide det fra, spørgsmålet var underligt, alligevel var hun ved at blive klogere angående væsner. Lige siden Lazarus havde dumpet ind i livet på hende, havde hun forsket omkring de racer der nu stod på bibloteket. Men det var muligt at kunne, som menneske, at skælne de forskellige var sikkert ikke en evne hendes race forstod sig på.
Fra hvad hun kunne se, så denne skikkelse, der stod foran hende, i solens badende lys, og bladendes tunge skygger hang hen over dets skikkelse. Hun fugtede læberne lige så stille, mens solens position gled længere og længere ned på himlen. Kvinden, pige barnet, eller hvad man ville kalde hende, traskede langsomt afsted, hen imod ham. Han var gået væk fra midtpunktet, af den meget lille lysning, og hen imod et træ der gav mere skygge end de andre. Langsomt fugtede hun læberne, endnu engang, underligt. Sådan som nysgerrigheden syntes at blive ved med vække sig inden i hende. Hun kom langsomt nærmere for så at stå omkring fem meter fra denne person, med hovedet let på skrå, imens øjnene betragtede de læder agtige vinger der lå omkring denne mand, dette væsen som hun ikke helt kunne bedømme, havde hun mødt sådan en før? Hun havde ingen anelse, nysgerrigheden overtog hende i en sådan grad at fornuften blev lagt til side, og pigen langsomt gik tættere på dette væsen der endnu var ukendt for hende.
Han lignede en der sov, om hun var sikker på det, kunne hun ikke helt bedømme, men det var også en ting der lå så langt væk fra hendes tanker som noget overhovedet kunne være. Langsomt lod hun en hånd glide hen over den læderagtige dragt der lå hen over ham. Utrolig store vinger måtte man sige, om de var større end en engels kunne ikke huske, da billedet af Dean og hans svane vinger, ikke var helt til at tage mål af i hendes tanker. Måske burde hun faktisk slet ikke have gjort dette, hvem vidste hvad det kunne medfører? Hvem vidste om dette var en god idé? Ingen udover hendes samvittighed som ville tale ind i mellem, men hun overhørte den, eller os så sagde den slet ikke noget lige i dette øjeblik.

//Jep jep :P//

Cricker lå og halv sov, men han var stadig opmærksom på omgivelserne omkring ham. Han skulle jo være på vagt hvis Vlad viste sig igen, kom hun tættere på kunne hun tydeligt se det lille område på hans venstre biceps som ikke var dækket af barkhud. Det så mærkeligt ud, det var nærmest som om at det var betændt eller sådan noget. Der var i hvert fald ikke barkhud.
Cricker kunne sagtens mærke at hun rørte ved hans vinger, han ville ikke springe op og trække sit sværd, istedet smilede han for sig selv, dog stadig skjult. "Det klør lidt længere oppe hvis du er interesseret i mine vinger, så kan du jo røre dem lidt mere." Sagde han og kiggede nu på pigen foran ham med et smil der ligesom fortalte at han ikke ville gøre hende noget. Han nikkede stille til hende og satte sig lidt mere op. Gad vide om hun var bange for ham nu hvor han var vågen? Nej, hun turde jo at gå hen til ham, og det var jo de færreste der turde at nærme sig en sovende dæmon, eftersom de er så uforudsigelige, han betragtede hende, kiggede på hende og lod blikket køre op og ned, det så ud som om at det var et normalt menneske, men blikket kan jo bedrage en, der var jo ingen der sagde at hun var en form for dæmon i menneske skikkelse, men så ville Cricker vel have mærket det. Han kiggede selv på sine vinger og derefter på hende igen efter et kort stykke tid.

//Ville ønske jeg kunne skrive lige så meget som dig :P jeg håber du kan leve med det her xD //

Hun kiggede på ham længe, imens hun lod fingrene glide lidt længere ned og mærkede hver eneste lille blodårer, hver eneste lille sene i de læder agtige og skællede vinger som denne mand, dette væsen ejede. Hun fugtede langsomt læberne, og skulle lige til fører hånden ned til enderne af vingen, da hun hørte hans stemme, og fór forskrækket sammen da han sagde at hun kunne klø ham lidt længere oppe hvis hun var interesseret. Øjene var store som te kopper da hun veg nogle centimeter tilbage og kiggede på ham, og havde ingen anelse omkring hvad hun skulle sige. Langsomt blinkede hun lidt med øjene, og åbnede munden lidt for at sige noget, "Det... undskyld... jeg.." hun stammede let i det hun talte. og forstod ikke havd der gik af hende, sidde der og rører ved en mand hun ikke engang kendte, Forhelved Maila! skændte stemmen på hende over hendes uforskammet hed. Hun sagde dog ikke yderligere, da hun ikke vidste hvad hun skulle sige, dog så hun hurtigt at manden der sad lænet op af træet ikke sagde noget til det som sådan, han smilede... smilede virkelig, som om det ikke havde gjort noget, som om det var helt i orden at hun havde kørt fingrende hen over hans vingers folder. Hun fugtede langsomt læberne og nikkede lige så stille, om han havde noget i sinde eller bare var venlig havde hun ingen anelse omkring, måske han ville gribe fat i hende så snart hun lod fingrende glide hen over hans vinger. "jeg var bare... nysgerrig.." sagde hun så og smilede forsigtet. Den bløde hud på fingrenes spids rørte langsomt den lidt sarte hud på vingen, og lod den kører let op og ned medn neglende, ganske forsigtigt da hun var bange for at sprække huden.
Blikket gled let hen over vingen og gled op imod den fremmedes ansigt og betragtede det lidt, inden blikket faldt på det lidt underligt udseende arm, og rynkede brynene lidt, "Hvad er det?" spurgte hun undrende og nikkede lidt imod det der så ud til et betændt sår, langsomt slap hun taget omkring vingen og lod hænderne glide hen på armen, og kærtegnede stille dets omrids omkring .. såret? Hun anede ikke hvad det var, men det så ikke godt ud. Hun fugtede langsomt læberne, og kiggede så op på mandens ansigt og betragtede lidt for at finde andre steder med samme udseende som det på armen, hvor så de blårgrå øjne faldt på mandens og ventede roligt på svaret.

Cricker grinede lidt for sig selv og satte sig lidt mere op og kiggede på hende. "Bare rolig, jeg ved godt hvor nysgerrige folk kan være når de ser en dæmon som ligger og sover." Sagde han og smilede stadig til hende. "Så der er ingen grund til at undskylde" Fortsatte Cricker videre og blev ved med at kigge på pigen. Han fornemmede ikke rigtig noget magisk over hende, måske var hun et menneske eller også var hun bare ekstremt god til at skjule sin magi med magi.. Som så skulle være skjult af mere magi, men eftersom Cricker ville kunne føle den magi så... Ja hun var nok bare et menneske. Eller bare og bare, Cricker havde dog set hvad de kunne gøre og havde faktisk respekt for dem.
Cricker kiggede på såret på hans arm, i omridset var det lidt sort, og det så ud som om at hans blodårer også var sorte. "Det er bare... Et sår fra en kamp engang" Sagde Cricker. Han så ud til at tænke lidt efter han havde sagt det. Efter mere end 100 år med kamp, så var det faktisk det eneste sår han havde. "Det kommer fra en vampyr" Sagde han. "En meget spciel vampyr" Tilføjede Cricker og kiggede på hende med et seriøst blik, dog stadig kunne han se venligt på hende. Hans grønne øjne fangede hendes da hun kiggede på ham. Det meste på ham var grønt hvilket gav et hint om hvilken form for dæmon han var... Hvis man da havde forstand på den slags.

// <.<.. så nu har jeg været sød imod dig..

Hun fugtede læberne lige så stille og rynkede brynene lidt over at han sagde dæmon som ikke ligefrem var et ord der blev omtalt meget i den leksikon hun havde fået. Men mon ikke hun snart ville finde ud af hvad en dæmon i reliteten var? Hun fugtede læberne lidt, "Hvad for en... dæmon?" spurgte hun så, efter hendes mening, var dæmoner dem man hørte omkring i biblen, trods for hun ikke ligefrem var kristen skadede det jo ikke at vide noget omkring en anden religion. Besides, vidste hun også at dæmonerne nedstammede fra menneskene, og at det havde været et genetisk fejl, pågrund af nogle stoffer der var blevet plantet i mandens organ, ikke nok med det kunne man kalde det for en form for virus, da de andre mænd havde samme fejlende genetik i deres kønsorgan. Hun fugtede læberne lidt, og vendte opmærksomheden tilbage på ham. Et lille nik kunne tydes til bevægelse fra den spinkle lille pige, og betragtede endnu engang såret på armen og fugtede læberne en smule, "Kan det ikke helbredes?" spurgte hun så og satte sig godt tilrette på jorden, betragtede længe såret endnu engang, det lignede en form for blodforgiftning, hvis hun skulle være helt ærlig. Brynene rynkede sig let sammen og brummede lidt inden hun kiggede op på hans ansigt endnu engang.
Var verdenen virkelig sådan? Sloges folk virkelig imod hinanden uden nogen grund? Hun fugtede læberne og lod en hådn køres igennem det platinblonde hår, som faktisk lignede mere eller mindre hvid i stedet for blond. Men det måtte man sådan set selv bedømme alt efter havd man syntes passede bedst.

Cricker fulgte hendes blik idet hun kiggede på ham. "En jord dæmon" Sagde han med et smil. "Det er derfor jeg har barkhud som du kan se, og nej det kan desværre ikke heales, jeg blev bidt af en vampyr, og det er der jo heller ikke nogen kur for... I hvert fald ikke så vidt jeg ved" Sagde han og kiggede på hende, det gode ved ham var at hvis han blev bidt af en vampyr så kunne han ikke blive forvandlet til en, men det havde han selvfølgelig glemt at fortælle hende, men det tænkte han ikke over.
Han fjernede noget hår fra hans øjne og kiggede på hende. Han ville vise at han var en venligsindet dæmon eftersom at folk tit troede de var onde, men hvordan? Han kiggede på hende og fjernede noget af hendes hår fra øjnene og smilede stadig, han foldede vingerne ud langsomt så hun kunne se dem lidt bedre. "Hvad tænkte du da egentlig da jeg sagde dæmon?" Spurgte Cricker hende. Der var mange sjove ting, Cricker kunne grine over nogle af dem lige nu, eftersom at mange troede de altid var onde eller at de kom fra det dybeste helvede for at dræbe menneskerne, men sådan var det jo slet ikke, i hvert fald ikke i Crickers tilfælde. Nogle dæmoner er jo onde jo, men ikke dem allesammen, mange ild dæmoner havde et stort temperemant, men som sagt.. Ikke i Crickers tilfælde. Han var en af de rolige dæmoner, men sådan var de fleste jord dæmoner, de var rolige. Cricker begyndte at spekulere på hvad hun egentlig lavede herude. Det var jo ved at være aftentid.

//Det behøves du ikk :P jeg prøver at skrive langt og det er god træning ^^ //

Hun nikkede langsomt til det med at han var en jorddæmon, men overvejede lidt om det var en form for elver, hun kunne huske at en af hendes tidligere kollegaer havde været elver, men havde sagt op pågrund af for lidt tid til naturen. Hun fugtede langsomt læberne og vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det omkring vampyreren, hun havde en beskytter som var det, godt nok kun i nat timerne, men det var vel stadig en beskytter, på sin vis. Et stille suk gled igennem hendes læber imens hun betragtede såret lidt endnu engang, og løsrev så blikket og kiggede på ham, med et stille smil. Menneskepigen sad bare tavst og kiggede på ham, de prægtige vinger, og den bisarde hud som hun ikke helt vidste hvordan den på nogen måde kunne komme til at se sådan ud. Men sådan var det vel. Hun fugtede læberne lidt og sagde ikke rigtig noget til at han fjernede noget af det hår, der var gledet hen over hovedet på hende, hvilket ville sige, ned over de blågrålige øjne. Hun kiggede lidt undrende på ham da han spurgte indtil hvad hun havde tænkt da han havde sagt dæmon. Ja hvad havde hun tænkt. Hun fugtede læberne endnu engang inden hun begav sig ud i det afventende svar; "At de er nedstammet fra menneskene, og ud af dem er alle andre racer skabt..." sagde hun så med et stille smil og trak lidt på skuldrende, inden hun tog en dyb indånding og tog sine knæ op til sig, forså at lade hagen støtte imod knæhaserne og betragtede denne hudbarkede jorddæmon som sad foran hende, i skyggen godt nok, og hende selv sad mere eller mindre i solens sidste stråler, som badede sig selv op imod himlen og skabte et fantastisk syn.

Cricker trak på skuldrene. "Jeg ved ikke helt hvordan dæmoner er opstået, jeg blev fdt sådan her." Han lagde nok mærke til hvordan hun kiggede på hans arme, resten af hans krop var jo normal menneskehud. "Du vil måske gerne vide hvorfor at det ser sådan ud?" Spurgte han efter lidt tid. Det så måske lidt bizzart ud af det var bark, men det var jo fordi at han var jord dæmon, og han ville da prøve at forklare hvordan det går til, han kan jo mærke det under sin forvandling, men han har jo ikke en helt normal forklaring på hvordan det går til, eller hvordan detgik til for aller første gang.
Tiden gik og gik, og Cricker synes nu at han var i et glimrende selskab. Det var meget længe siden han havde været sammen med et normalt menneske.. Var det egentlig ikke første gang? det kunne han ikke huske og rystede stille på hovedet, og tænkte ikke over om hun bemærkede det. Cricker gabte let og der kom et mindre brøl, som når en løve gabte. Han kiggede fortsat på hende, det var ikke fordi at han var besynderligt træt, han ville ikke kunne sove, det var vel nok mere fordi at han næsten var ved at sove inden at hun dukkede op, men han var ikke sur over at hun vækkede ham, det var jo heller ikke passende at sove på den her tid af dagen, det kunne han jo gøre om natten. Han smilede stadig til hende, på den samme venlige måde som han altid havde gjort, han vidste ikke hvorfor, men det gjorde han tit når han snakkede med folk, det var vel et eller andet han gjorde for at vise han var venlig sindet.

Hun trak selv lidt på skuldrende da han spurgte ind til om hun måske godt ville vide hvorfor det netop så sådan ud, det med hans arm, og mente nu ikke at det skadede noget at vide det, faktisk var hun utrolig interesseret i at vide det kort sagt. "Jo snak løs.." sagde hun og ventede på at han villede forklarer omkring hvordan og hvorledes, et vampyr bid var gået hen og givet ham en sådan effekt på hans krop, det lød underligt, meget faktisk, hun havde aldrig selv hørt omrking sådan nget før, men nu var det jo også først når man selv var død, og fik rigeligt med store mængder af blod fra den vampyr som havde bidt en. Så vidt hun vidste, men det kunne være det var ved et andet tilfælde ved ham, man vidste aldrig. Langsomt sukkede hun lige så stille, og kiggede lidt ned i græsset og lod en hånd glide igennem det næsten hvide hår, inden et nyt spørgsmål gled igennem hendes tanker, omkring hvis han var jorddæmon, om han så kunne styrer hele jorden eller var det kun nogle bestemte ting som han kunne styrer? Osv. osv. osv. Sådan blev spørgsmålene ved inden i hende, f.eks om han kunne live til et bjerg, hvilket også fik hende til at tænke på Peter, som havde været et af Jesu's disiple som hvis navn havde betydet Bjerg, og derfor blev 'gud's' hus bygget på Peter. Grunden til hun vidste det anede hun ikke selv, men selvom hun ikke troede på denne fortælling, denne myte, så skadede det jo ikke at vide det.
Langsomt glippede hun lidt med øjnene og kiggede på ham med et venligt smil, som for at gengælde hans, hvad han selv tænkte på havde hun ingen anelse, var det noget godt han tænkte? Skidt? Drabeligt? Der kunne være mange former for tankegange og nogen gange var det ligefør det drev hende selv til vanvid at hun ikke kunne finde én ting at tænke på, nej istedet for kunne hun gå hen til femten andre ting også. Hun sukkede lige så stille, og betragtede ham imens hun overvejede lidt hvor han i grunden stammede fra.

Cricker satte sig lidt til rette. "Jeg ved ikke om du har hørt om ham, men hans navn er Vlad, han er den ondeste vampyr jeg længe har set. Mig og ham har lidt af en speciel historie, jeg stoppede ham engang i at tapre sit offer for blod, hvilket han blev ret gal over." Cricker tog en pause og kiggede på hans sår. "Vi kæmpede... Vi kæmpede længe og jeg blev ved med at kaste alle mulige former for mage efter ham, men han blev ved med at komme igen. Til sidst fik han ram på mig med hans klo.. Lange negle... Whatever, men siden jeg er jord dæmon og har den her barkhud så er jeg immun overfor vampyr bid eller vampyr smitten i det hele taget, så jeg blev ikke forvandlet, i stedet har jeg nu den her infektion som aldrig forsvinder igen." Sagde han og kiggede på hende. Det var noget af en mundfuld at fortælle det hele på en gang, men mon ikke hun kunne følge med? Hun så da ud til at være en kvik tøs. Cricker kiggede på hende og begyndte nu selv at tænke lidt på hvor hun kom fra, boede hun herude? Var hun fra byen? Alt sådan noget, han ville da gerne lære hende lidt bedre at kende. "Hvis der findes en kur et sted så har jeg aldrig hørt om den... Er faktisk ikke engang sikker på at jeg ville tage den" Sagde han lidt efter og smilede kort, og kiggede derefter på såret igen, for kun at kigge tilbage på hende. "Jeg vil beholde det som et minde om hvor farlig han er og hvor forsigtig jeg skal være for eftertiden" Tilføjede han og så lidt mere alvorlig ud. Han kunne ikke lide at snakke om det, men det skulle jo gøre på et eller andet tidspunkt, og det kunne vel lige så godt være nu.

Hun rystede kort på hovedet til det med om hun havde hørt om ham, for det havde hun ikke, hvilket bare fik hende til at tænke på hvor mange ting Lazarus undgik at fortælle hende, fordi han sikkert mente det var for hendes eget bedste. Hun lyttede dog til manden over for hende, omkring hans beretning, omkring det der var sket, det lød utroligt, for hendes ører, næsten for utroligt til at være sandt, men hun troede på det og slugte hvert et ord. "Så istedet for forvandling... får du en infektion..." sagde hun og tænkte lidt over det, sådan kunne det vel meget godt være, selv kendte hun ikke rigtig noget til det, så meget kunne hun vel ikke sige. Et stille smil spillede på hende læber og nikkede langsomt til med at han ville beholde det, pågrund af påmindelsen af fareren. "Det hjælper dig os til at lade være med undervurderer din modstander.." sagde hun så og smilede skævt, imens hun betrgatede ham med et roligt smil, og tog en dyb indånding, imens hun betragtede ham lidt, inden hun satte sig lidt bedre tilrette, selv havde hun ikke rigtig nogen ar, faktisk næsten ikke nogen udover nogle enkelte uheld fra en kniv og en gren og sådanne ting som man nu kunne støde ind i når man ikke var helt så forstigtig igen.
Tanken omkring hvordan nogle religioner fortalte omkring det evige liv hvis de to første mennesker ikke havde spist af æblet. Efter hendes mening var det en historie langt ude fra landet af, hvis ingen gjorde hinanden noget, havde der jo ikke været nogen former for ordentlig viden, man ville ikke vide hvilken følelse der brændte i en når man følte en inderlig opædelse inde fra, som var jalousien.. havde der ikke været nogen former for nyheder omkring sport eller noget som helst, bare kedeligt kedeligt kedeligt. Hun brummede lidt og slog stille tankerne væk fra sig og betragtede jorden længe, stirrede nærmest på den.

Cricker nikkede. "Jep, men den spreder sig i det mindste ikke.. Ikke hvad jeg ved af i hvert fald, og hvis den gør... Jamen så må jeg jo hellere få lettet min bagdel og finde en kur." Han sagde det med en mindre latter imens han kiggede på hende. Han kunne godt se at hun tænkte en smule, eller måske lidt emget, han kunne ikke rigtig se det, men han vidste at der foregik noget oppe i hovedet på hende. Han ville ikke spørge ind til det eftersom at det måske var privat.
Han kiggede på hende imens at hun stirrede på jorden. Var der mon noget galt? Cricker rykkede lidt tættere på og lagde en vinge omkring hende. "Er der noget galt? Du blev så stille" Sagde han og så en smule bekymret ud for hende. Det kunne nok være at han ikke kendte hende særlig godt, men han var da altid bekymret hvis der var nogen der var ked af det. Cricker er jo typen der gerne vil hjælpe folk. Han batragtede hende lidt og førte sin finger til hendes hage og løftede hovet, men han kunne nok se at han måske var kommet lidt for tæt på, så han fjernede vignen igen og tog hånden til sig imens at han stadig kiggede på hende. Han var jo ikke ude på noget, men hun så virkelig ud som om at hun var ked af det eller sådan noget. Han smilede let til hende.

Et stille smil syntes at tyde frem på hendes ene mundvige da han sagde at han ville skynde sig at finde en modgift hvis det var det spredte sig. Hun tog langsomt en dyb indånding og kiggede op da vinge og hånd trak hendes hoved op og kiggede på manden foran hende, og rystede så svagt på hovedet, "Bare tanker omkring livet, og nogle religioner..." sagde hun så og smilede skævt, imens hun kiggede lidt rundt og kløede sig langsomt i nakken, imens hun kort tænkte over det igen, hun ville syntes det ville være absurd ikke at kunne dø. Det kunne godt være gud han stillede en masse opgaver til en, men isidste ende ville det kede en, fordi man vidste hvad der ville vente når man så endelig var færdig med opgaven, og man ville vide man skulle stilles over for en ny, og alle opgaver krævede en viden, desuden hvis man faldt ned fra en klippe af ville man ikke føle smerte, ergo man ville ikke vide om der ville være noget der havde ramt en i hovedet hvis man faldt ned imod jordens bund, der ville ikke være sygdom, der ville ikke være død. Der ville være et rent kaos. Hun tog en dyb indånding og tog sig lidt til hovedet for at prøve at trække tankerne ud og smide dem væk, så de aldrig skulle generer hende igen. Selvom det ikke just var muligt, hun kiggede hen på ham igen, og smilede skævt mere for at vise hun var okay, og det ikke havde været noget specielt. "Hvordan betragter du døden?" spurgte hun så, og kiggede afventende på ham, inden hun stillede et nyt spørgsmål oven i, "Og hvordan ville du have det hvis du kunne leve evigt, men ikke mærke smerte udover den du selv påfører dig?" spurgte hun så og fugtede læberne stille.

Cricker nikkede stille. "Noget specielt som du har lyst til at snakke om?" Spurgte Cricker hende, men der gik ikke så lang tid før hun nærmest svarede på hans spørgsmål. "Døden? Øhh.. Jeg frygter den ikke hvis det er det du mener, det er noget der skal ske for hvem som helst, selv dem der er uddødelige skal jo dø på et tidspunkt af en eller anden årsag, så der er ingen grund til at frygte det man ikke kan stikke af fra" Sagde han og tænkte sig lidt mere om. Hvad var der ellers at sige om det? Ikke så meget. Men han skulle heller ikke vente længe før hun spurgte ham om noget andet. "Jeg vil nu helst ikke leve evigt hvis jeg skal være ærlig, jeg ville kunne se alt for mange af mine venner dø og så skulle jeg leve videre den dem, det ville jeg ikke kunne holde til." Sagde han og hørte knap nok den anden del af spørgsmålet. "Jeg ville nok være forsigtig alligevel, det kan godt være at jeg ikke kan mærke smerten, men derfor kan den godt have konsekvenser" Sagde han kort og så noget forvirret ud. Var det noget hun normalt gik og tænkte på? Der skete da i hvert fald noget oppe i hovedet på hende, Cricker nåede ikke at stille hende spørgsmål selv, men det var egentlig også lige meget, fordi han havde glemt hvad han ville spørge hende om, så han kunne lige så godt bare svare på hendes. Han sad stadig og betragtede hende, men kiggede hurtigt op. Han kunne se på himlen og skyggerne, at tiden var gået hurtigt, men nu havde han jo også godt selskab, og hvor skulle han forresten sove i nat? Nej... Det var der ikke tid til at tænke på lige nu. Han smilede for sig selv og kiggede på hende igen.

Hun rystede langsomt på hovedet til det han sagde, "Jeg mener, hvordan vil du have det hvis vi alle sammen var uddødelige og ingen ville kunne dø, vi ville ikke have lov til at få vores egne børn, men jahve, deum, eller hvad der end behager en stiller opgaver til os som vi skal udfører, men der vil ikke være nogen ende på vores liv. Hvordan ville du have det med det?" spurgte hun og kiggede på ham med et tænkende ansigt, og fugtede langsomt læberne, hun havde nu haft mange diskussioner med folk fra hendes arbejde omkring dette. Hun kiggede lidt rundt inden hun selv sådan svarede lige så stille på det, "Jeg ville synes det var et helvede, ikke at få muligheden for at ligge sig til hvile, kan godt være vi får opgaver, ikke behøver at arbejde, og alle er gode imod hinanden, men der ville ikke være noget at snakke om, ikke noget der ville kunne fange ens ører og gøre en i vildt opsat på at vide mere.. fordi der er ingen negativ side af tingene.." sagde hun selv som sit eget svar på spørgsmålet. Men det var så hendes mening omkring det med jorden og evigt liv for alle og ingen kunne dø eller noget som helst, kun når Gud tillod det måske? I bund og grund syntes hun det lød obsurt, hvem ville virkelig ønske sig sådan et liv? Hun fugtede læberne lige så stille, og kiggede lidt rundt omkring sig, klokken var nu ved at blive mange, men igrunden gad hun ikke til at vende næsen hjemad for så at sove, hvad havde hun i grunden at lave derhjemme udover at sove? Spille skak, som hun knap nok kunne finde ud af, men kun havde købt pågrund af en kedsomhed? Det kunne i bund og grund være ligemeget, mennesket var et mærkværdigt væsen men også ganske farlig på visse punkter.

"Hmm.. Det ville jeg da ikke have det så godt med. Hvis jeg var uddødelig og det var som du beskriver det, så ville jeg finde en vej ud af det, finde en måde at dø på. Jeg ville ikke kunne leve med det" Sagde han og smilede stille til Maila. "Tænker i mennesker tit over sådan nogle ting eller er du bare speciel?" Spurgte han, dæmoner havde skam også guder, i hvert fald dem som Cricker kender til. Hver dæmon race har deres egen gud, jord dæmoner for eksempel har en gudinde de tilbeder og får deres styrke fra og ild dæmoner tilbeder en anden, sådan var det, og det var vel sådan mennesker havde det også? De havde vel forskellige guder.
Cricker lyttede til hendes ord og nikkede stille. Var det ikke et lidt trist emne at komme ind på? Men hvis hun ville snakke om det, så var det vel okay, og Cricker havde nu ikke noget imod det selv. Cricker kiggede sig omkring samtidig med at hun gjorde. "Det er ved at være sent, måske vi skulle gå hver til sit? Jeg ville godt invitere dig med hjem, menj eg har ikke noget sted at bo." Sagde han og tænkte lidt.. Gå hver til sit? Han ville jo ikke af med hende, men det fik han det til at lyde som. "Måske kunne jeg også tage med dig? Skoven er ikke et sjovt sted om natten." Tilføjede han og smilede til hende, han ville vise at han ikke ville af med hende, men forhåbentlig vidste hun det i forvejen og havde ikke misforstået. "Det er ikke fordi jeg vil af med dig" Tilføjede han dog alligevel lidt senere.

Hun smilede stille til det han svarede og nikkede langsomt imens hun kiggede lidt rundt og trak lidt på skuldrende til hans spørgsmål, "Jeg tænker på så meget selvom jeg kender svaret på de ting jeg tænker på i forvejen.." svarede hun og smilede en smule, "Om andre gør det, ved jeg ikke.. men jeg er sikkert ikke den eneste." tilføjede hun og kløede sig stille op af armen, imens hun kiggede rundt og betragtede alverden for at få de dystre tanker væk fra sig. Måske var der en Gud, måske var der ikke, hun ville helst lade være med at tænke tanken at der var nogen der kontrollerede over hendes liv, og bestemte hvilke ting hun skulle lave, og ikke hende selv, hun ville have det som om hun ikke var sig selv. Men sådan var følelsen vel så forskellig alt efter hvem man var. Hun fugtede langsomt sine læber og tog en dyb inådnding imens hun overvejede om der var andre tanker der manglede en ordentlig spekulation eller noget i den dur, men var der ikke lige nu.
Blikket gled hurtigt hen imod ham igen, og tanken slog hende om de overhovedet havde udvekslet navne eller bare var gledet ind i en samtale hvor de havde glemt alt andet, sådan var det nogengange imellem folk, at man lige pludselig glemte tid og sted, og den vigtigste prætention. "Før du kommer med mig hjem... så skal jeg have et navn, skal jo vide hvem jeg skal lave morgenmad til."Grinede hun lidt og tænkte lidt over den lidt lamme sætning, men der skulle vel også være plads til lidt sort humor ind imellem, at alle bare var sjove var slet ikke sjovt i sidste ende så. Hun fugtede langsomt læberne, og tog en dyb indådning igennem næsen og kiggede på ham med et skævt smil inden hun rejste sig op. "Hedder ihvertfald Maila.." præsenterede hun så selv, og rakte hånden ud, som hilsen og for at hjælpe ham op at stå. Hvis de nogen sinde kom hjem, ville hun ihvertfald lave en god kop te, med urter i som de kunne varme sig ved, muligvis se en film, eller bare med hovedet i seng og vågne op næste dag med adspredt afslappelse i hele kroppen.

Cricker nikkede stille. "Tja, det er heller ikke til at vide." Sagde han stille og kiggede på hende imens at hun rejste sig op. Kende hans navn? Hmm, det skete der vel ikke noget ved. Han tog hendes hånd og rejste sig op hvorefter han bukkede for hende. "Navnet er Cricker Ancalime" Sagde han og smilede skævt til hende. "Hmm, morgenmad? Så går jeg ud fra at jeg kan blive til i morgen?" Sagde han med et lettere grin på læben og smilede stadig. Han havde nu ikke noget imod det, han havde ikke sovet i en ordentlig seng eller i hvert fald bare sofa meget længe, sten og jord var ikke ligefrem det mest behagelige at sove på. "Tror jeg for den bedste søvn nogensinde, jeg er vant til at sove på sten eller jord" Sagde han og kiggede ned på jorden.. Det var ikke så slemt når man havde vænnet sig til det, men det var jo ikke alle der kunne det, og det havde også taget sin tid for Cricker at vænne sig til det. Mange sønvløse nætter, det havde han da i hert fald haft. "Det lyder faktisk ikke så dumt... Maila... Jeg kan nu godt lide det" Sagde han og smilede stadig skævt til hende. hun var nu meget sød, det var længe siden Cricker havde snakket med et menneske, og han havde helt glemt deres uskyldige charme, i hvert fald nogle af kvindernes, og at mændende tit skulle spille hårde overfor hinanden for at få en kvinde, det forstod han dog ikke. Men det var nok normalt for dem.

Hun smilede skævt af det han sagde, imens hun betragtede ham lidt sådan som han stod der foran hende. "Hyggeligt at møde dig Cricker...! svarede hun og slap hans hånd så snart han var kommet op at stå igen. Et bredt grin bredte sig hen over hendes læber over det han sagde med den bedste søvn han længe havde fået. For hendes vedkommene var det en ren selvfølge, men sådan var verden så forskellig. Hun kiggede lidt på ham da han så kom op at stå igen efter at have bukket sig ned i omkring et halvt minut, regnede hun sig tl, måske mindre, ja det måtte vel være mindre. "Men jo, du må gerne blive til i morgen.. det skader ikke med lidt selvskab i y og næ." grinede hun og begyndte så langsomt at gå imod byen endnu engang. Den by som hun var kommet fra, og som hun boede i. Trods for hun oprindeligt kom fra England, var der vel ikke noget galt i at stamme fra et andet land selvom man vel var en form for indvandre? Hun vidste det ikke helt, det var sådan set også hendes mor der havde villet flytte og hendes far som blev tilbage i England da han ikke havde haft lysten eller viljen til at gå med dem.
"Det lyder dumt... sådan set.. et underligt navn under alle omstændighedr, men kan ikke rigtig forstille mig selv med et andet navn, og desuden har jeg heller ikke penge til at skifte det." Svarede hun med et skævt smil og gik roligt afsted imod byens megen larm og støjen. Men et eller andet sted var hun vel glad for at alting ikke var lige så stille som i en kiste under jorden, hvor hun ikke engang kunne trække vejret.
De kom hurtigt til en af de større gader som hun gik ned ad for så at dreje imod højre et par gange, og var atter ved hendes lejlighedskompleks, og lod fingrene få fat i en nøgle så hun kunne låse dem ind, "Vi skal op på 3 etage..." sagde hun så og kiggede hen på ham med et smil, og holdte døren for ham så han kunne komme indenfor.

Cricker smilede. "Jeg synes nu at det er et kønt navn, så spørger du mig, synes jeg ikke at det skal skiftes" Sagde han imens han kiggede på hende da de gik imod byen. Man kunne godt se på ham at han ikke var meget for det, og han kiggede sig omkring da de var kommet derind. "Jeg hader det her sted." Sagde han og griende lavt.
Da han var gået ind kiggede han op. 3 sal? Hmm, kunne han ikke bare flyve derop? Folk havde jo trods alt kigget på ham sådan som han så ud, men det var der vel ikke noget at sige til. "Er folk ikke vant til at se jord dæmoner i byen eller hvad?" Spurgte han efter lidt tid. Så vidt han vidste var han den eneste jord dæmon der var her i området. Enten det eller også var han bare så uheldig ikke at mde nogen andre. Cricker kiggede sig stadig omkring da de var på vej op, selvom at der ikke var meget at kigge på. Det var første gang han havde været indei en bygning inde i byen. Det var ikke ligefrem noget at råbe hurra for synes han, men hun så da ud til at kunne lide det. Der var ikke meget plad stil hans vinger herinde, så de ramte nogen gange væggen. beton, hvorfor ikke holde sig til naturens træ? Der var meget Cricker ikke forstod. det var ikke fordi at han var primitiv, men han var jo jord dæmon så han havde jo et eller andet med naturen.

Hun fugtede langsomt læberne og kiggede lidt rundt, imens hun lukkede døren efter ham, og begav sig til at gå op af de mange trapper, men sagde ikke noget til at hans vinger ramlede ind i væggen, hun smilede skævt til det der med at han hadede stedet, "Du er ikke alene om det, nogen gange kan jeg ikke selv holde det ud." Grinede hun stille, og kom frem til døren til lejligheden, og åbnede den hurtigt forså at holde døren for Cricker som skulle med ind. Hun lukkede den forsigtigt og låste igen så ubydne gæster ikke kunne trænge ind i hendes lille ejendom. "Bare lad som om du er hjemme, beklager rodet... er der noget du kunne tænke dig?" spurgte hun og gik ud i køkkenet, hvor hun fjernede det værste opvask som blev lagt ned i opvaske maskinen, og derefter fandt hun noget te frem som de kunne nyde her i den lettere kølige aftenluft, som strømmede ind ved et beklemt lille vindue i stuen. Hun kiggede hen på ham for at se om han havde besluttet sig for om der var noget han kunne trænge til, inden hun gik hen og tændte lyset rundt omkring så der ikke var så mørkt og dystert. Et lille smil tittede frem på hendes ene mundvige, og gik ind i soveværelset for at finde lagner og betræk til ham når han nu skulle sove på sofaen i stuen, dog begyndte hun ikke at indhylde det hele ind i stoffet, istedet blev det lagt pænt til side i den ene ende af sofaen så det stod parat til brug. Det kunne nu også være at han bare ville sove, så var der jo ikke rigtig andet hun kunne gøre end at ligge tingene tilrette på sofaen så det var ham muligt at gøre det. Måske ville han slet ikke sove på sofaen, måske skulle hun havet givet hendes seng til ham istedet for, så kunne hun jo sove på sofaen og lade ham få et ønske opfyldt for en stund med at ligge i en behagelig seng med blødt underlag.
Så mange tanker der gled igennem hendes hoved at hun i grunden slet ikke kunne holde styr på dem, hun vidste godt nok at hun tænkte meget, nogen gange tænkte hun for meget, eller... hvert et ord der strømmede igennem hendes hoved var for meget i bund og grund. Havde andre folk overhovedet lige så meget kørende inden under kraniumet som hende?

Cricker gik hen til vinduet og kiggede ud over byen. En eller anden form for charme havde den vel. Han kunne se en masse biler dernede, og en masse mennesker og andre væsener der bare gik rundt dernede, som om at de slet ikke havde noget sted at tage hen. Han vidste ikke hvad de skulle, men han kunne ikke lide larmen. Han kiggede over på hende eftersom at hun snakkede til ham, han hørte det egentlig knap nok. "Øhh... Det ved ejg ikke, det er første gang jeg er inde i byen så jeg ved ikke helt hvad der er herinde.. eller hvad du har" Sagde han og kom i tanke om sine vænger, han måtte nok hellere fjerne dem, ellers så endte det nok bare med at han ragede et eller andet ned, det samme med hans hale, han fjerende begge dele og kiggede på hende. "Det er faktisk også første gang at jeg er hjemme ved en anden person" Sagde han og trak lidt på skuldrende og gik over til hende, han smilede og havde egentlig lyst til at kramme hende, men vidste ikke hvad hun ville sige til det, istedet tog han sin finger og kørte den op af siden på hende, forhåbentlig kildede det. "Det var for at pille ved mine vinger, så vil jeg også lige prøve at kilde dig" Sagde han og smilede lidt hvorefter han gik over til vinduet igen og kiggede ud, han kiggede dog hurtigt tilbage på hende.