Du kan løbe men ikke gemme dig// Salomon Reineger //

sted: skoven.
Tid:23.15.
Omgivelser: den mørke tætte skov.
Vejr: sky fri himmel og full måne.

Den af lyd af klør mod træerne og den tunge lyd af det stor bæsts i mørket bag ham. Det var det eneste han kunne høre Da han kæmpet sig gemnem skovens mørke. Han løb og løb og kom dybere ind i skoven. Efter en stykke tid stoppet han og gemte sig bag et træ og hov han satte sig ned af udmattelse, han kunne næsten ikke trække vejet * fuck ikke godt hvis det bæst finder mig så er jeg færdig* tænkte han og prøvet at få han vejr trækning under kontrol indtil han kunne høre det store bæsts tunge fodtrind og den høje lyd af bæstets klør skraben over træerne. Zebastian holde hånden op over sin munde for at dække lyden hans griben efter vejeret. * okay rolige nu Zebastian træk vejeret stille og roligt, slap af *. bæstet begynde at gå hen mod træet hvor Zebastian sad, bæstet begyndte at knurer, Zebastian var lammet af frygt. Bæstet slog til træet og det blev rykket i to og den store ulv kigget ned på Zebastian og løftet ham og i halsen, " slip mig din for vokset hundehvalp ahh " råbte han og kigget på varulven.

Salomon havde fuldt efter vareulven fra luften. Det var først nu han havde set at det den jagede var en lille dreng. Han fløj lydløst ned bag vareulven, han viste at den ikke havde lagt mærke til ham, hvilkede ville komme ham til gode.*bare rolig knægt det er snart over*
Salomon trak lydløst sin rapier ud af skeden. Han hoppede op i luften og jo med alt sin kraft rapieren ned i skulderen på vareulven, Vareulven gav et højt brøl og slap den lille dreng. Salomon havde fanget Bæstets opmærksomhed. Han trak sit andet sværd og gjorde sig klar. Vareulven sprang på ham, den overmanede ham og slog våbnet ud af hånden på ham. Salomon greb satte sit knæ med vareulvens bryst og tog med bække hånder fat om snuden på bæstet. ''Du kan tro det skal være løgn!'' råbte han. Vareulven prøvede at bide efter hans strupe men den kunne ikke åbne munden på grund af Salomons styrke.

Zebastian blev blev bange da denne mand kom ud af ingenting og hygget sit sværd i skulderen af bæstet, Zebastian så hvordan manden begyndte af kæmpe mod den store varulv. *okay du må gøre noget * Zebastian tøvet med til sist trak han to af hans kaste knive og sprang op på ryggen af Varulven og begyndte af stikke den i ryggen. Det store bæst gav en lyd fra sig og slog Zebastian af hans rygge og ind i et træ. Zebastian ramte træet med et brave og gav en lille lyd fra sig af smerte og besvimet så af slaget.