a walk on the graveyard-Salomon~privat~

T: hen af aften
O: ikke nogle endnu
V: helt fint
S: kirkegården

Moki stille rundt på kirkegården, hvad hun endelig lige lavede der viste hun ikke, men hun viste at Lord Lazarus, det som hun kalder ham, da hun arbejder for han bor i nærheden af kirkegården, håbe ikke rigtigt at hun ville møde ham lige på kirkegården igen, men ellers gik hun bare rundt og kiggede på de smukke gravsten og blomsterne som var blevet lagt der i dagens løb

Salomon åbnede dørerne i hans museluæm. han fylde lungerne med den friske natte luft. ''sikker en vidunderlig aften..'' sagde han stille til sig selv. Han gik ud og stillede sig ved siden af en af de mange statuer på Kirkegården. Salomon strækte sig igennem og folde hans 3 meter store vinge fang ud mens han sukkede. han kiggede op på den klare himmel ''i sandhed en smuk aften'' Salomon folde hans vinger væk igen og begynde hans normale vandring igennem den smukke kirkegård

hun stoppede ved en særlig gravsten som hun kiggede meget på, der var en engle med vinger på den, hun følte et lille stik i hjertet og gik videre, hun havde ingen vinger selvom hun var en engle, de var blevet flået af hende i en hæftig kamp, men hun kunne ikke huske hvorfor hun var med i den

Salomon drejede ned af en sti. han fandt en lille bog frem fra sin inderlomme. han læste i stort velbehag med eventyr og svundene tider. han opdagede slet ikke at han lige nu var på vej til at gå ind i den kvinde der kiggede på gravstenen med englen på.

hun kom til at gå ind i en mand, hun falde ned og sidde på jorden"av"sagde hun, hun havde ikke stoffet over sin mund og næse, så hendes smukke og blide ansigt var helt synligt og hendes næsten sne hvide hår, var nok det man først lagde mærke til hos ham

Salomon kiggede letter forskæket ned på jorden hvor han så den smukke pige. han tabte helt tråden og viste ikke rigtig hvad han skulle sige. han rømmede sig satte hatten lidt tilbage så man kunne se han mahonie brune øjne. ''Det må du undskylde jeg så dig ikke.. Er du kommet noget til?'' sagde han mens han rakte hende hånden og bukkede let og elegant. han stemme var blid og havde en svar Britisk accent

hun kiggede lidt op på ham"nej jeg har fint"sagde hun, hun kom og stå, hun bøstede lidt jord af sit tøj"jeg så heller ikke dig, så vi står vel lige"sagde hun, det var jo sandt nok, hun havde ikke set ham og han havde ikke set hende, hun så hans bog"hvad læser du?"spurgte hun

Salomon kiggede hurtigt ned på bogen og så tilbage på pigen. ''årh intet andet ind en samling eventyr..'' han klappede bogen sammen og lage den ind i sin inderlomme igen. '' meget underholden, fuld af magi, mystik og mærkelige væsender.'' han smilede let og så meget afslappet ud. Salomon lukkede sin jakke lidt tætter sammen så hun ikke skulle blive skræmt af de to gamle pistoler der hang i hans bælte.

hun kiggede lidt på ham"kan du gætte hvad for et væsen jeg er?"spurgte hun, hun drillede tit folk med det spørgsmål for hun lignede jo bare et menneske, men hendes ansigt sagde noget helt andet eller gjorde det, hun havde set dem, men var ikke blevet bange hun havde set en drage og rimelig lang kæde af gøre stor skade med

Han kiggede undersøgende på hende. det var tydeligt at se at han ikke dette morsomt. det var noget alvårligt for ham som Hunter.. *Gad vide.. det kan jo være alt fra menneske til demon men hvis jeg er heldig er det intet ondt..* tænkte han efter tænktsomt. ''Det er jo et godt spørgsmål der er mange væsner i både lyset og i mørket.. jeg kan fortælle dig, at jeg tror at du er et af lysets væsener.'' han smilede usikkert. *hvis hun er af mørket vil dette skræmme hende* Salomon follede side store vinger ud mens han sage med en fast tone: ''Jeg er af lyset.. jeg er en halv-engle''

"jeg er en hel engle uden vinger, men med to store ar i stedet for"sagde hun og gik lidt rundt, det passede meget godt for det var rigtigt, vinden tog let fat i hendes hår og hendes hårbånd fløj ud"hov"sagde hun da hun fik det meste af sit hår lige i hovedet

Salomon lod hurtigt den ene af hans vinger dække hende for vinden. mens hans hurtigt gik på knæ og grab hendes hårbånd, inden det ramte jorden. han rejste sig op og lod den nu begge vinger danne ly til hende for vinden. ''hvordan mistede du dem frøkken?'' han betragtede hendes kønne ansigt. hun var jo meget smuk.

hun fik håret væk fra sit ansigt"åh mange tak"sagde hun og kiggede på ham"i kamp desværre og jeg kan ikke huske hvorfor jeg var med i den kamp"sagde hun, hun kiggede lidt på hans vinger, hun ville osse gerne havde nogle, hun sys det var snyd for dem som havde deres vinger og hun ingen havde

''savner du dem aldrig?'' spurgte han. ''jeg kunne forstille mig at du havde et andet forhold til dem ind jeg har.. det er ikke nemt når man er født med dem...'' han fortsatte med at betrækte hende.

"jeg kan ikke huske hvordan det er havde vinger, jeg ved bare jeg har haft dem på et tidspunkt"sagde hun, hun blev lidt trist over at tænke på hun ingen vinger havde, hun tit bare kigget i bøger med billeder med engle på og med de flottes vinger

''det gør mig ondt at se din smerte'' sagde han roligt. mens han strøg hendes kind let med hans hånd. ''de må virkelig betyde meget for dig..'' han tænkte sig hurtigt om *gad vide om jeg kan gøre noget.* ''kan jeg gøre noget for at hjælpe ?''

"jeg sys bare det er unfair jeg ingen vinger har"sagde hun, en lille tåre trillede ned af hendes ene kind"det ved jeg ikke om du kan"sagde hun, hun satte sig ned på jorden, hun var ved at være blevet ked af det over at se hans smukke vinger, hun ville osse gerne havde nogle vinger, men det var jo nok umuligt

Salomon fik lige så stille dårlig samvidighed. det var jo tåbeligt han kunne jo ikke gøre noget ved at hun havde mistet hendes. han satte sig på knæ ved foran hende og tog hende forsigtigt ind til sig. ''så.. så..'' hans stemme var helt rolig og varm. han lagede vingerne tætter om hende som et på store varme kærlige arme der omfavende hende og trøstede hende.

hun fik det bedre da han lagede vingerne rundt om hende, hun lagede blidt en hånd på en af dem, hun flyttede den igen efter hun havde rørt kort ved hans vinge, hun var jo ikke sikker på om hun måtte det, hun kiggede lidt på ham som hun nu kunne, hun var bare indtil ham, hun gjorde ikke noget for at stoppe det, hun følte sig en smule mere tryg ved det

''Det er okay du må gerne røre dem..'' Salomon strøg hende langs håret. han trækkede vejret langsomt og slappede af. det var rart og afslappende også for ham. hans liv havde heller ikke været en dans på roser. men lige her og nu følte han fred. ''mit navn er Salomon'' sagde han langsomt mens han strøg hendes hår.

"mit navn er Moki"sagde hun, hun rørte lidt hans vinger, hun syd de var bløde, hun havde det godt ved ham, hun lod ham bare styre sin hånd langs hendes hår, hendes hår var meget langt, huhn lagede stille hovedet på hans skulder, det skulle jo heller ikke føles underligt for ham, de havde jo lige mødt hinanden

Hun kunne høre den stille hjerte bankende fra hans brystkasse. ''Moki det er et smukt navn.'' sagde han stille. Salomon lyttede til Moki's hjerte-rytme. hans sanser var meget skarpe. *der sker aldrig noget ved at prøve* ''Moki jeg har et forslag. jeg ved at du savner meget dine vinger. hvad siger du til at jeg giver dig en flyve tur over byen. så du kan få følesen lidt igen. jeg ved at det aldrig vil være det samme men det vil være noget?'' han kigge på hende og ventede spændt og letter nervøst på hendes reaktion.

hun tænkte lidt over det og nikkede så"det kunne da godt blive sjovt"sagde hun, hun ville ikke fortælle noget om sin drage, men den fløj hun ikke så meget på for det ville den ikke rigtigt havde at man gjorde, hun kiggede på ham, hun havde hørt hans hjerte banke

Salomon rejste sig op på bene og slog sine vinger ud til siderne med et højt smel. han smilede til Moki og rækkede hende sin hånd så han kunne hjælpe hende op og stå. '' Jeg vil råde dig Moki til at holde godt fast om mit liv. jeg har tit hørt at jeg flyver hurtigt.''

hun tog hans hånd og kom op og stå, hun tog fat om ham, hun var en smule nervøs over at skulle op og flyve med ham, hun kende ham jo ikke så godt endnu, men det kom hun jo nok til, håbede hun lidt på for hun sys han var meget sød og venlig