Playground in the dark //Privat=Pai//

Sted:: De Jeux - Legepladsen
Klokken:: lidt over midnat
Vejret:: Køligt, stjerneklar himmel
Omgivelser:: Tomme gader, folk er taget hjem for længst.

Gaderne var tomme og derfor stille. Det eneste man kunne høre var en gusten gynge som bevægede sig inden på legepladsens grund. Men det var ikke vinden som fik gyngen til at bevæge sig. Nej en ung mand sad på den rustende gynge og bevægede sig langsomt frem og tilbage på dem, ved hjælp af foden. Alistair, som drengen hedder, er nok omkring de 18-19 år. Forkert, han krop var på de 18-19 år, men han var intet menneske, og derfor var ham noget ældre. Han var en vampyr og havde været det i over 2oo år nu. Han gad ikke længere at tælle da alder ikke betød så meget. Al havde sort hår og øjne som var i samme farve, påklædningen var enkel, sort hættetrøje og et par normale bukser.
Han havde taget skoene af, da han nød at begrave fødderne ned i det kolde sand. Han havde næsten helt mistet evnen til at skelne imellem noget som var koldt og varmt. Så han kunne vel bare nyde følelsen af kulde før at den også forsvandt? Vampyrer mister jo de fleste af deres sanser under forvandlingen, og de sanser som er tilbage efter forvandlingen, skulle man ikke være sikker på bliver ved med at være der. Dog kunne man heller ikke være sikker på om man mister flere sanser.
Al havde et følelsesløst ansigt, man kunne ikke sige om han var glad eller sur. De fleste folk ville nok tro at han ville være alene, men sådan en person var han ikke. Han elskede at snakke med folk og lære flere personer at kende. Man kunne vel sige at han var en meget social person vis man så bort fra det udtryksløse ansigt.

Sandet kradsede imod hælene, der fik små mørkerøde pletter til at samle sig under dem. Tærene var begravet i små sten og hænderne ligeledes. Tøjet var småt og snavset, før havde den lille trøje været hvid, nu, klamgrå. Det pigede ansigt fortrakte sig i smerte, ved de dungrende, små fødders nervepunkter. De lyse øjne stirrede på sandbunden, hvor en smal pyt stadig udvidede sig, lidt efter lidt. Nattelyset fra stjernerne fik det til at virke giftigt i dens sorte, perleagtige, matte glitren. Der var kun en enkelt lampe, som han kunne se ud af øjenkrogen. Alt andet var omdækket i total mørke og derfor krøb endnu mere af de bare ben ned i sandet, der fik det til at svide i sårene. Stenene pressede sig imod dem og et lille, halvkvalt støn blev udstødt fra den smalle munds åbning. Det lød som en mus sidste piv, før katten satte de sidste to kløer lige i struben på måltidet.
Der skød en kold vind hen over legepladsen og det fik Pai til at ryste. Han ignorerede sårenes yderligere smertefulde stik og slog begge arme omkring sin halvnøgne krop. Trøjen dækkede kun til lige under brystet og han bar et par alt for korte shorts, der næsten ikke dækkede andet end starten af begge ben. De var ikke super stramme, men klemte alligevel behageligt imod huden og varmede mere end hænderne selv var i stand til, især når hårde vindstød besluttede at lægge sig en lille visit.
Igen rystede han, da endnu en brise lydløst begyndte at slikke ethvert stykke bart hud på hans krop. Munden var en tynd streg, men tænderne klaprede på livet løs, gemt bag de stramme læber. Fingrene knugede sig ind til begge siderne, med resultatet at det bare gav endnu flere smerter, han lavmælt måtte stønne over. Det her var ikke en helt slem kulde dog, ikke ifølge ham. Engang havde det sneet noget forfærdeligt og han havde været én grad fra at falde i søvn og fryse sig selv ihjel. Så, dette var nærmest en benådning fra vejrets side af. Hvilket sagde noget om det bedrøvede blik, der faldt over hans øjne og mund. Kulden ville snart vinde.. Som altid.

En duft af blod blandede sig sammen med den friske nattevind. Al kunne dufte det fra lang afstand, men hvem det tilhørte vidste han ikke før at en lille skikkelse bevægede sig ind i legepladsens grund. Al vende det udtryksløse ansigt imod drengen. Han var såret, og var tydeligvis i smerter da de små smerte fulde støn stadig kunne høres. Det der overraskede Al mest var nok beklædningen som drengen besad. Frøs han ikke? Var det ikke livsfarligt at beklæde sig sådan når det var koldt? *jeg lære aldrig at forstå mennesker* I modsætning til menneske barnet, skulle han selv ikke bekymre sig om at blive syg eller dø af kulde. Han var jo tros alt død i forvejen efter bidet som ende hans menneskeliv.
Al rejste sig op og gik hen til denne dreng. Al hadet det, men han havde en vane med at hjælpe unge væsner, som var kommet til skade. Mest unge mennesker eller menneske børn, da de har et helt liv foran sig. "brug for hjælp?" spurte han, stadig med et udtryksløst ansigt. Han betragtede drengen, blodet fra såret kunne let tiltrække vampyrer eller dæmoner. Så vis denne dreng ikke fik plejet hans sår, vil han højst sandsynligt ende som et måltid for en eller anden. Al tog hænderne omkring hans hættetrøje, tog den af og rakte den til drengen, i tegn på at han skulle tag den på. Inden under hættetrøjen havde han en sort t-shirt uden nogen aftegninger. Desuden havde drengen nok mere brug for den store hættetrøje end Al havde.