Well, hello you... (Etienne)

Tid: Aften
Sted: Legepladsen
Vejr: Okay, det blæser lidt
Omgivelser: Lege-ting, træer...

~*~*~*~*~*

Nogle høje knirke lyde fyldte legepladsens, ellers så tomme arial. Folk var gået hjem for længst, det eneste der var tilbage var den mørke stilhuet fra en kønsløs person som havde siddet på den samme gynge, næsten hele dagen. Roar som var navnet på den ikke så åbenlyse dreng, løftede sit bukkede hovede en anelse så hans store mørkebrune øjne var rettet mod Legepladsens indgang. Han havde nu håbet på at der ville komme nogen på hans egen alder, når nu de små børn endelig var gået hjem, eller var blevet hentet af de bekymrede forældre, som nok stadig ikke var helt trygge af at lade deres børn rende rundt udenfor. Han kunne ikke forstå det. Ikke fordi Roar faktisk fulgte med i hvad der faktisk skete rundt omkring i byen, men man skulle da være komplet idiot for ikke at have lagt mærke til det.
Han satte fødderne i jorden og stoppede derved gyngen, så knirkelydene ville stoppe, og stilheden fik overtaget endu engang. Han rejste sig, da han var begyndt at blive svimmel af at sidde på gyngen. Desuden havde han også fået ret så ondt i benene af at rykke dem frem og tilbage hele tiden, så han ville sikkert have godt af at strække dem lidt.
Hans lange, brune hår var sat op i rottehaler, og hans påklædning bestod af en kort cowboy nederdel, en hvid T-shirt som viste en lille del af hans mave, og et par hvide benvarmere. Han havde nu ikke noget imod at vise sig frem på den måde. Det havde han gjort siden han kom op i teenage-årene, så han var allerede blevet vant til alle de blikke som han fik hver dag, selvom de fleste slet ikke lagde mærke til at han faktisk var en dreng. Et lille smil tegnede sig på hans fyldige læber, bare over tanken.

Etienne, der var ude på en aftentur i byen, havde hørt en høj, knirkende lyd, der brød stilheden. Af ren og skær nysgerrighed havde han fulgt efter lyden, og nu stod han så ved legepladsen. Lyden var hørt op lige inden han nåede herhen, og nu spejdede han undersøgende ud over området for at finde larmens kilde.
Det eneste, han kunne få øje på, var en pige. Hvis han havde set personens ansigt, ville han nok have tænkt, at hun virkede noget maskulin af en pige at være, men i halvmørket var det svært at bedømme den slags. Så lige så snart hans blik faldt på den fremmedes nederdel og rottehaler, fastslog han, at det var en pige. Hun så ud til at være nogenlunde omkring hans egen alder, men så igen, mørket kunne skjule så meget. Lige meget hvad var hun i hvert fald en tand for gammel til at være i den alder, hvor man finder en legeplads underholdende.
”Jeg troede, alle de små børn var taget hjem for længst,” lød det fra ham, og han gjorde et nik hen imod gyngn, hvor pigen før havde siddet og gynget. Den knirkende lyd var kommet fra gyngen.
Han skrævede over legepladsens hegn og satte kursen imod noget, der lignede et klatretårn. Han tog plads på det andets nederste trin på trappen op, hvorefter han afventende vendte sit blik imod den fremmede pige.

Roar løftede hurtigt hovedet, da han hørte en dreng tale. Han kunne mærke sit hjerte hamre i sit bryst, over det chok han fik, da han ikke lige havde regnet med at der faktisk kom en!
Smilet på hans læber blev størrere, og han lagde hovedet en anelse på skrå mens han betragtede drengen. Han så nu ikke ud til at være så meget ældre end Roar, men i den by kunne man ikke være sikker på noget som helst, efterhånden!
Hans blik gled hen på gyngen, da drengen gjorde et nik, og Roar grinte kort mens han fumlede med en lok af sit brune hår. ”Gyngen så ensom ud... så jeg gik hen for at mundre den lidt op,” smilede han og lod igen blikket hvile på drengen, som var begyndt at gå hen imod klatrestativet. ”Ligesom du åbenbart synes at klatrestativet ser ensomt ud...” tilføjede han drillende. Han begyndte langsomt at gå hen imod ham, nu hvor der endelig var en han kune tale med, kunne han ligeså godt udnytte det lidt... desuden så drengen ret interessant ud, så mon ikke der ville komme noget spændende ud af det?
”Så...” begyndte han, og placerede sig på trappetrinet ved siden af ham. ”...Hvad laver sådan én ubarnagtig fyr som dig her?” Roar smilede, idet han lagde armene over kors for at beskytte dem på blæsten. Måske skulle han alligevel have taget en trøje på...

Etienne hævede let begge sine øjenbryn, da han hørte den fremmedes svar. Gyngen så ensom ud... Det var nok et af de mere intelligente svar, han nogensinde havde fået, for alle vidste da, at døde ting kunne have følelser og føle ensomhed. Ligesom klatrestativet, han sad på.
"Ih ja, jeg tror, det er ved at gå til grunde af ensomhed," mumlede han sarkastisk og rullede en enkelt gang med øjnene. "Det må da også være svært at være et klatrestativ... der er jo aldrig nogen, der snakker med det, vel?"
Han bed tænderne sammen og lod sit blik glide over den fremmede. Enten var hun ude på at gøre nar af ham, ellers også var hun bare ikke helt normal i hovedet, når hun kunne finde på at sige den slags.
Han fulgte den fremmede med blikket, da hun gik hen ved siden af ham. Hans blik hvilede på hendes rottehaler, der hoppede ganske let i vinden, da hun satte sig.
"Selv voksne mennesker som mig kan få lyst til at besøge legepladsen en gang imellem, ligesom piger som dig kan," sagde han som svar på hendes spørgsmål. Han tænkte slet ikke på, hvor dumt det lød, at han omtalte sig selv som en voksen person, når de nu så ud til at være omkring samme alder, og det var rimeligt tydeligt, at ingen af dem havde nået voksenalderen endnu.

”Det er jo det jeg mener... det er synd for dem!” Han prøvede at lyde lidt sarkastisk, for ærlig talt kunne han ikke rigtig finde ud af om drengen lavede sjov med ham, eller ej... så han ville være på den sikre side så ikke at drengen skulle tro at han var sær. Roar lod blikket glide ned af sig selv, og han tillod sig at rette lidt på sin nederdel så den dækkede en smule mere for hans ben. Nu han tænkte over det, kunne det vel være ligemeget om drengen troede at han var sær, for det var vel også en smule sandt.
Roar så op, da han begyndte at tale igen og han opfattede hurtigt at han havde kaldt ham 'pige'. Så han havde ikke fundet ud af det endu. Et sødt smil viste sig på hans læber idet han satte albuen mod sit ben og lod hagen hvile på sin håndflade. ”Ikke for noget, men du ligner altså ikke en voksen.”
Han havde ikke tænkt sig at fortælle at han faktisk var en dreng, for hvis han havde tænkt på Roar som sær før, ville han nok blive stemplet som sindssyg, hvis han jo var én af de 'vildt-klamme-bøsserøve-som-render-rund-i-pigetøj'. Roar kunne ikke lade være med at grine over det, bare en smule. Han havde nu ikke noget imod det, folk måtte tænke hvad de ville, men nu ville han bare se hvor lang tid han kunne holde det kørende denne gang.

Etienne nøjedes med blot at nikke en enkelt som svar, for samtalen var ærligt talt kommet så langt ud, at han ikke længere kunne holde styr på hvorvidt de gjorde nar af hinanden eller ej, eller om denne mystiske fremmede var sarkastisk eller blot lettere hjerneskadet. Han holdt og håbede på, at det første var det rigtige.
Da den anden påpegede, at han ikke lignede en voksen, åbnede han munden for at protestere. Hans mund gled dog langsomt i igen efter en hurtig overvejelse; desuden ville det se dumt ud, hvis han sad der med åben mund, når han alligevel havde så svært ved at vælge de rette ord. Nej, så hellere lukke den og undgå at noget fløj ind i munden på ham. I stedet pustede han kinderne op og lod langsomt luften sive ud af dem igen, før han endelig mumlede noget til sit forsvar:
”Og det kommer fra én der tror, at gynger har følelser.” Han skulede let af tøsen. ”Desuden ser jeg meget ældre ud i dagslys,” tilføjede han, selvom det var en stor, fed løgn, men pigen ville nok aldrig komme til at se ham i dagslys, så der var ingen skade sket dér. Han overvejede kort, om han mon skulle tilføje, at han faktisk var enogtyve år, men droppede hurtigt idéen. Hvis han virkelig anstrengte sig, kunne han gå for at være en på atten, men at bilde nogen ind, at han var enogtyve, var at sigte for højt.
"Såeh... Hvad hedder du, pigebarn?" spurgte han for ligesom at skifte emne. Han hvilede sin hage i sine håndflader og sendte hende et nysgerrigt blik.