Endelig tilbage //Etienne privat//

Cricker vandrede ude i skoven, ikke i sin dæmon form, men i sin menneskeform. Det var meget længe siden han sidst havde været i den form, det var faktisk i det hele taget længe siden han havde været her. Der var noget som havde drevet ham væk i flere måneder, noget han måtte gøre for at få styr på sit liv. Han kiggede sig om og smilede, det var godt at være tilbage igen. Crickers lange sorte jakke gik ned til knæhaserne, hans hvide t-shirt havde den normale længde som en t-shirt nu skulle have. Han havde også militær bukser på med grøn kamouflage, ikke at han havde været i hæren.. Jo hans egen form for hær, men det var længe siden. Cricker stoppede op og kiggede sig omkring, han havde en følelse af at han ikke var alene, men sådan havde han haft det længe, bar han mon ved at være paranoid? Nej.. det troede han ikke, man kunne jo aldrig være sikker i en skov som den her, der kunne være nogen bag hvert et træ, heldigvis havde han sit to hånds sværd med sig som var skjult under jakken. Han sukkede stille og gik videre.

Skoven var Etiennes foretrukne sted at opholde sig, når det var fuldmåne og han var under forvandling. Herude kunne han ikke gøre skade på andre end sig selv og de dyr, der nu måtte rende i vejen for ham. Der var dog også en anden fordel; til tider, hvis han var heldig, stødte han på en anden ulv. Normalt kunne han ikke se nogen fordele ved at være varulv, men i sjældne tilfælde kunne han godt se på sin tilstand med noget mildere øjne. Fandtes der måske noget bedre end at løbe igennem skoven blandt andre ulve og føle sig mere fri, end man havde gjorde hele sit liv? Den slags ville aldrig ske for ham til daglig, når han opholdt sig inde i byen.
Han var netop vågnet efter at have sovet hele dagen igennem. Han blev tit træt efter sine forvandlinger, fordi han brugte så meget energi. Han havde taget en sportstaske med sig med skiftetøj, så det tøj, han havde på nu var rent og glat, og ikke spor blodigt og flænset. Kun hans krop var dækket af lange, blodige rifter, men det kunne han ikke gøre noget ved lige nu. Det måtte vente, til han kom hjem.
Han svang tasken over skulderen og skulle til at sætte i gang hen til en af skovens stier, da han hørte en kvist knække under en fod. Som et dyr stoppede han op og stod og stirrede ind mellem træerne. Vinden bar en lugt af dæmon i hans retning, og det fik ham til at slappe mere af. Pyha… Så var det i det mindste ikke et vildt dyr, eller værre endnu, en vampyr, han var stødt på.

Cricker tog sig ikke af at kviste knækkede under hans fod, eftersom det jo var meget normalt i en skov, han gik dog og tænkte på om ikke han skulle tage at forvandle sig og så tage en flyvetur, men han orkede det ikke rigtigt. han kiggede sig stadig om, han kunne godt mærke at der var en, og denne gang var han helt sikker, men det var som om at han vidste det ikke var en der ville angribe ham. Eller det gik han da i hvert fald ud fra at det ikke var, så han var rimelig afslappet, måske skulle han inde ud af hvem det var? Han gik i hvert fald i den retning hvor han gik ud fra personen var. Han skulle alligevel den vej for at nå hen til den sø som han plejer at slappe af ved. Eller også var det en dårlig undskyldning for at se hvem det var, men uanset hvad var Cricker på vej derover imod, han gik med hænderne i lommen for at vise at han ikke ville gøre personen noget ondt, forhåbentligt havde den fremmede de samme hensigter.

Etienne stod stille og lyttede, alt imens den fremmede kom nærmere og nærmere. Først da denne var kommet tæt nok på til, at han kunne skimtes en mørk skikkelse, slappede han af i skuldrene og lod dem hænge igen. Selvom han tydeligt kunne lugte, at den fremmede var en dæmon, så det ikke ud til at være en af de slemme slags. Han havde i hvert fald hverken spidse horn eller enorme, piggede vinger som dem, man så tit havde set billeder af.
Etienne smilede for sig selv. Så længe den fremmede bare ikke var en vampyr, skræmte han ham ikke. Derfor blev han blot stående og, da den fremmede var kommet tæt nok på, blev hans smil mere indbydende, idet han gjorde et lille nik med hovedet.
"God eftermiddag," lød det fra ham. Han så ingen grund til ikke at være høflig, selvom skoven måske ikke var det rette sted at udvise gode manerer.

Cricker smilede til den fremmede og bukkede kort for ham. "God eftermiddag, det er længe siden jeg har set nogen herude" Tilføjede han. Cricker tog hænderne op af lommerne, han ville egentlig godt spørge ham efter hvad han lavede herude, men det ville vel virke.. underligt? Det var også meget længe siden Cricker havde talt med nogen faktisk, så han var lidt.. Ude af træning kunne man vel godt sige. Han tænkte nu stærkt over hvad han skulle sige, det føltes lidt kavt inde i ham, men han skjulte det godt. "Jeg kan ikke mindes at have set dig herude før, er du ny er omkring?" Fik han dog presset ud af læberne, det lød måske dumt i den fremmeds øre, men det var det eneste Cricker lige kunne komme på at sige inden at det blev en pinlig tavshed der kom imellem dem.

Etienne kløede sig let på hagen. Længe siden jeg har set nogen herude… Han kunne ikke være mere enig i de ord. Det var de færreste gange, han var ude i skoven, at han stødte på andre levende væsner – i hvert fald ikke medmindre de havde fire ben eller byggede reder oppe i træerne, og fyren her lignede ikke én, der hørte til under en af de kategorier.
”Samme her,” lød det fra Etienne. Han fugtede sine læber med tungen og måtte hæve begge sine bryn, da han hørte den fremmedes næste spørgsmål. Ny heromkring? Han kneb øjnene let sammen, idet han hurtigt scannede den anden med sit mørkebrune blik. Var han mon en eller anden form for primitivt mennesker, der boede herude i skoven?
”Tjah… Det kan man vel godt sige,” svarede han. Han havde boet i Terre i hvor lang tid efterhånden, tre måneder? Det betød, at det cirka havde været fuldmåne tre gange, hvilket ville sige, at han højst havde været ude i skoven fire gange, den første gang for at finde ud af dens beliggendhed. Hvis man så sådan på det, kunne man vel godt sige, at han var ny.

Cricker nikkede stille da han hørte hvad han sagde. Cricker lagde også mærke til at han kiggede noget på ham. "Er der noget galt?" Spurgte han lidt efter. Umiddelbart kunne man ikke se på Cricker hvilken form for dæmon han var, men det var mest fordi at de var så sjældne, så vidst Cricker egentlig vidste så var han den eneste jord dæmon der var herude, han havde ikke mødt noget, og de dæmoner han havde mødt var for det meste ild dæmoner og det var ikke den bedste form for dæmon Cricker kunne møde eftersom at ild er en af hans største svagheder. Han kiggede hurtigt på den fremmede, og tænkte ikke over at spørge efter hans navn før efter noget tid. "Hva hedder du?" Spurgte han og smilede let, for at vise at han var venlig og at det bare var et ganske normalt spørgsmål, Cricker ville helst vide hvad de personer han snakkede med hed, og hvis det så viste sig at være nogen der var i led tog med Vlad.. Cricker rystede hurtigt eftersom det løb koldt ned af ryggen på ham ved at tænke på Vlad.

”…”
Etienne gloede fortsat på den fremmede, selv efter han havde spurgt ham om noget. Ordene var fløjet ind af det ene øre og ud af det andet, og det tog ham et par sekunder, før det gik op for ham, hvad der var blevet sagt. Han rømmede sig, før han spurgt: ”Du… Bor vel ikke herude, gør du?” Hvis den fremmede svarede ja, bekræftede det blot hans teori om, at han var en eller anden slags skovmand, der sikkert aldrig havde set byen før. Etienne turde slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis han præsenterede ham for et køleskab… Men så igen, det var jo ikke engang sikkert, at den fremmede boede herude.
”Mit navn er Etienne,” svarede han, før han gjorde et overdrevent buk. Fra sin bøjede position kastede han et blik op på den fremmede gennem sine øjenvipper. ”Og du, min herre, er…?”
Indtil videre kunne han kun gætte på den andens navn, men om han orkede det... Han sukkede lydløst, rettede sig op og blev enig med sig selv om, at den fremmede indtil videre kunne kendes under navnet 'Dæmon-duden frra skoven'.

Cricker nikkede. "Ja jeg bor herude, men det er kun på grund af mine evner, jeg har været inde i byen før så jeg er ikke primitiv" Sagde Cricker smilende, og gentog derefter Etiennes navn inde i hovedet, hvorefter han selv bukkede. "Navnet er Cricker, Cricker Ancalime, jeg er en jord dæmon, som så er grunden til at jeg bor herude" sagde han. Cricker var ikke helt sikker på at han skulle fortælle Etienne så meget, men der var jo ingen grund til at han ikke kunne stole på ham. "Jeg var egentlig på vej over til søen for at slappe af" Sagde Cricker lidt efter, det var som sådan ikke fordi at han ville have noget imod at Etienne fulgte med, det var jo altid godt med lidt selskab. Det blev ret hurtigt ensomt herude. "Bor du forresten herude?" Spurgte Cricker så, det kunne jo være at det var en ny beboer her i skoven, det kunne man jo aldrig vide. Cricker kendte kun alfer der boede herude udover ham, det var vel også det der gav mest mening, alfer er jo også et natur kreatur. Cricker kløede sig på hagen og derefter puttede han den ene hånd i lommen på hans jakke.

”På grund af dine… Evner?” Etienne sendte den fremmede et spørgende blik. Han kunne ikke se, hvorfor man skulle være tvunget til at bo ude i en skov bare på grund af ens evner. Hvis fyren havde været en varulv, havde det været en helt anden sag, men det var han ikke.
Han nikkede afmålt, da han fik den andens navn at vide. Cricker… Cricket. Hans mundviger fortrak sig i et skævt smil ved tanken om det engelske holdspil, der ikke gav nogen form for mening i hans hoved. Det var vist noget med en bold, et bat og en helvedes masse folk i hvidt tøj, der løb rundt på et lille areal.
Han blev hevet tilbage til virkeligheden, da Cricker igen sagde noget. ”Uhm?” Ordene var passeret direkte ind gennem det ene øre og ud af det andet. Heldigvis fik han fat i, hvad Cricker sagde, da han spurgte, om han boede herude. Til det måtte han ryste på hovedet med et vantro lille grin. ”Jeg bor inde i byen. Jeg er kun herude, når-…” Han tav. Måske var det ikke lige den bedste idé at skræmme Cricker væk ved at fortælle ham, at han var en varulv. ”Når jeg vil lidt væk fra byen.”
Han kløede sig på sin kind, der var præget af en lang, rød rift. Han var altid fyldt med sår og rifter efter sin forvandling, fordi han gjorde skade på sig selv, da han var alene og ikke kunne finde andre ofre.

Cricker nikkede, "Jep, på grund af mine evner" Han smilede lidt, og lavede en bevægelse med den ene hånd, hvor efter der kom rødder op af jorde, det var nogle store og stærke rødder, de lignede dem fra træerne, men de bevægede sig. Cricker fik dem til at sno sig om ham, der var 2. han fik dem til at gøre lidt forskellige ting, før han fik dem til at forsvinde igen. Forhåbentlig vidste Etienne nu at Cricker var jord dæmon. "Mine evner virker ikke hvis... Ja inde i byen er der ikke så meget plads til det jeg lige gjorde" Cricker var tæt på at afsløre en svaghed, men heldigvis havde han lige nået at tænke sig om inden at han havde gjort sin sætning færdig.
Han nikkede da Etienne igen snakkede. Når han ville væk fra byen, hmm det lød nu meget bekendt synes Cricker. "Der er mange der har brug for at komme herud" Sagde Cricker hvorefter han kiggede sig om, han var lidt paranoid men det var der også stor grund til. "Du var måske på vej tilbage?" Fik han spurgt om et par sekunder efter.