Do I know this place? >>Etienne<<

Tiden er?; 09.01
Stedet er?; High School Di Morga. På gangene? I et lokale? Nvm.
Omgivelserne er?; Skabe, elever og sådan noget fis og ballade.
Vejret er?; Fint fint. Varmt som en sommerdag men stadig med en kølig brise.

Skolen var ikke fremmed. Men den var heller ikke helt bekendt. Væggene var stadig helt beklædt med skabe. Men før havde de været grønne nu var det mørkeblå. Og nogle var overpyntet nogle var helt clean mens andres bare lå et sted midt imellem. Plakaterne var skiftet ud med nye. Der var alle mulige slags. Eftersøgninger, oplysninger og så videre. Men bygningen var den samme. Som sådan. De samme mursten i hvert fald. Samme tag. Samme parkeringsplads til cykler og lignende. Dog følte hun sig ikke helt hjemme endnu. Hun huskede stadig de første år på skolen. Men hun havde været væk for længe. Og når hun kom tilbage skulle hun vænne sig til det. Ligesom med hele byen. Den var blevet mere..moderne.
Thea var navnet denne lille unge menneske pige havde fået tildelt da hun blev døbt. Det var det eneste hun huskede af hendes navn. Hun havde mistet efternavnet for nogle år siden. Og hun havde heller ikke brug for et efternavn. Hun skilte sig faktisk lidt ud. Var ikke særlig høj men med disse kvindelige former. Var ikke super skinny men heller ikke super fed. Hun havde en tilpas krop efter hendes mening. Og nu skulle hun jo heller ikke vise den frem til alle og enhver. Hun havde tvefarvet hår. Eller det var vel kun halvdelen af hendes pandehår der havde denne platinblonde farve. Resten var mørkebrunt. Hun så kort ind i sit skab med et suk og smækkede det så i for at låse det. Lod sine grå øjne, der var omridset af en perfekt sortstreg og som gemte sig bag hendes briller, køre rundt på folk der gik forbi hende. Populære som upopulære. Hun så ned af sig selv. Ned over den oversize skjorte hun havde fundet i made afdelingen i en random butik og ned på de shorts der fik hende til at føle sig noget nøgen. En grund til at hun derfor havde taget strømper der gik hele vejen op til midten af hendes knæ. Et smil formede sig på hendes læber og hun rettede sig op igen. Og gik med lidt lalleglade skridt hen af gangen. Anede dog ikke hvor hun skulle hen. Bare et eller andet sted hen. Inden klokken ringede.

Etienne smækkede sit skab i efter at have læsset sine mange bøger af. Skabets metallåge svingede lige så let op igen, og med et suk måtte han skubbe den i igen, før han låste den. Han var efterhånden ved at være træt af det skab og den uduelige låge, men så huskede han sig selv på, at han kun havde et par måneder tilbage på denne skole, før han var fri for altid. Eller fri var måske så meget sagt. Han skulle jo meget gerne finde et job og forhåbentligt finde sig en større lejlighed og have kørekort, så han kunne få en bil engang i fremtiden, og alt det, der nu engang var livsnødvendigt. Han dunkede sin pande imod skabet bare ved tanken og ville ønske, at han var en lille snotunge igen, der ikke skulle bekymre sig om alt sådan noget.
Han rettede sig op med et sæt, da han kom i tanke om, hvorfor han havde så travlt. Det var den stil, han skulle have printet ud, og han måtte hellere se at få det gjort nu, hvor han havde fritime.
Den spinkle lyshårede hastede derfor ned af gangen og gjorde sig ikke særlig umage for at undgå at kollidere med de andre elever på gangen. De kunne bare lære at flytte sig, og det var vist præcis det samme den fyr, hvis skulder han netop var stødt ind i, tænkte om ham. Før Etienne vidste af det, havde det store brød grebet fat i kraven på ham, og skubbet ham ind i skabene til gangens ene side, så de gav et ordentligt rabalder fra sig.
Han fik hurtigt rettet sig op igen og fortsatte hen af gangen i et noget mere behersket tempo og med et par kinder, der føltes gloende hede efter den pinlige oplevelse. På trods af at han kun havde øje for, hvor han selv gik, opfangede han ud af krogen en lav, middelmådig pige med multifarvet hår og en skjorte, der lignede en kjole på hendes lille krop.
”Er det dig, der er blevet mindre, siden du tog af sted i morges, eller er dit tøj på mystisk vis vokset siden da?” Ordene havde en hånlig klang, men kom alligevel ud i et mere spørgende toneleje. Han syntes, hendes tøjvalg var spøjst men alligevel mere originalt end de andre pigers; de gik alle sammen rundt iført de samme stramme toppe og korte miniskørter, der afslørede lige nok til at kunne få enhver skoledrengs tænder til at løbe i vand.

Alt den rumstering så ud til at være lidt overraskende for denne lille pige. Havde aldrig rigtig forstået den. Men hun kiggede sig ikke bag ud. Gik bare videre. Før der skete noget mere. Hun hørte en stemme der med sikkerhed var rettet mod hende. Ingen tvivl. Hun stoppede brat op og vendte sit kønne ansigt mod den person der nu havde talt til hende. Hun fik øje på denne dreng der nærmest tårnede sig over hende. Men så igen. Hvem gjorde ikke det? Hun var ret lille af sin alder. Lidt over halvanden meter. Hendes øjne var ikke ligefrem skræmte eller forskrækket. Men da ordene havde lagt sig ordentligt i hendes hoved forsvandt det smil der før havde været det.
Nok var hun en meget glad pige der ikke helt tog ting til sig. Men hun var stadig følsom. Og skrøbelig. Og den hånende klang der kunne findes i drengens stemme gjorde hende utilpas. Hun knugede sine bøger mere ind til sin favn og tog lidt fat i sit ene ærme. Øverst. Hun fik lyst til at se væk og gjorde det skam også. Det var altid noget at komme tilbage til de idioter der siger dumme kommentar til en. Hun blinkede lidt meget for at holde tårene væk. Om der overhovedet havde været tåre på vej vidste hun ikke. Det var bare en vane. "Vi kan også bare sige at jeg havde nogle problemer i fysik og spildt kemikalier ned over mig selv. Så puf! stod jeg her og blev nedgjort af en syntes det er mærkeligt at gå i oversize." Det var hendes forsvar. Sammen med det lille meget falske og korte smil. Og derefter fik hun også gang i fodtøjet. Så hele tiden ned på sine sko. Ville ikke vælte i snørebåndene fordi hun ikke havde bundet. Ikke at hun var bange for at skille sig ud men hun ville stadig ikke falde så lang, eller nok kort, hun var foran disse elever. Hun tog en dyb indånding for at slappe lidt af igen.

Etienne behøvede ikke ligefrem en doktorgrad for at kunne se på tøsen, at hun var blevet såret. Han havde ikke regnet med, at hans ord ville gøre så stort indtryk. Normalt smed folk dumme kommentarer efter hinanden i spandevis her på skolen, og der var ingen, der tog sig af det. Og så slog tanken ham… måske var pigen ny her og slet ikke vant til den slags? Han havde ikke set hende før, og det sagde faktisk ret meget. På trods af, at han for det meste holdt sig alene og ikke blandede sig med de andre elever, huskede han hvert eneste ansigt. Nogen fordele var der dog ved at have en grafisk hukommelse.
”Jo… jo, det kan vi vel godt sige,” sagde han i sit allermest opgivende tonefald. Han turde ikke svare igen, da han var bange for, at pigen så bare ville bryde ud i tårer, og dét kunne han ikke klare. Ikke lige nu, ikke lige her blandt de andre elever. Og tøsen havde sgu fat i noget… selv havde han aldrig fattet princippet med oversize tøj, og det var da kun, når han skulle være afslappet, at han gik rundt i for store T-shirts og bluser. Han ville aldrig vise sig i den slags offentligt.
Til sin rædsel opdagede han, at pigen skulle samme vej som ham. Han fortsatte efter hende med to meters afstand. Det var en akavet situation, de befandt sig i lige nu, og der gik da heller ikke lang tid, før han satte farten op og kom op på siden af hende.
”Hør… lad mig starte forfra. Jeg hedder Etienne. Du er ny her, ikke?” spurgte han og lod kortvarigt sit brune blik hvile på hende, før han igen vendte opmærksomheden mod sine fødder. Ih dog... hans ene snørrebånd var gået op. Ikke noget, han gad ordne lige nu.

Endnu engang overraskede denne dreng hende. Hun var ikke ligefrem vant til at folk først hånede hende og så ville snakke normalt til hende. Hun stoppede dog ikke op. Kun halvt. På den måde når at hendes ene fod ikke ville flytte sig men den anden gjorde. Den trådte derefter på snørebåndet der ikke var bundet. Hun fik kæmpet for at løfte sin fod som før ikke ville og den løftede sig så let som ingenting. Og som hun havde forventet så hun hvordan at hendes blik blev rettet mere mod gulvet. Det hårde plastik gulv.
Der kom ikke ligefrem nogen lyd fra hende. Hendes øjne var bare spærret op. Hun slap sine bøger for at kunne støtte faldet. Det var som om at det hele gik i slowmotion og hun kunne se alt hvad der skete. Men i det at hun rørte bare let gik det hurtigt. Hun hamrede siden af sit ansigt ned i gulvet og hendes grå øjenfarve blev skjule. Der blev nærmest helt stille på gangen mens at hun et kort øjeblik blev liggende.
Thea sukkede opgivende før at hun begyndte at sætte sig op igen. Hun ømmede sig lidt før at hun så mod den dreng der havde lagt sin opmærksomhed mod hende. "..Jeg hedder Thea og ny vil jeg ikke ligefrem kalde mig. Gik også på skolen for nogenlunde mange år siden.." fortælte hun ham så som om at der intet lige var sket. Som om at hun ikke lige havde været den mest klodsede pige på skolen og var væltet.
Hun lagde sin ene hånd mod den ene side af sit hoved. Lavede en kort grimasse og rejste sig så op. Med almindelige bevægelser. Ruskede sit hår lidt op så det blev mere fluffy og rettede på brillerne. Tog sig ikke af de blikke der blev sendt mod hende. Betragtende som det modsatte. Tog bøgerne op i sin favn endnu engang og fik igen et smil frem på hendes læber. Så mod drengen igen. Han tårnede sig endnu mere op over hende end hun havde regnet med. Knejsede lidt med nakken og fugtede sine læber. "Men ja..fint nok at støde på dig." sagde hun så med smilet stadig siddende og begyndte igen at gå. Et mindre men noget nuttet nys kom fra hende mens at hun banede sig vej mellem hviskende elever der endnu ikke havde valgt at starte sine normale bevægelser ved at gå.

Etienne blev opmærksom på, at pigens hoved ikke længere var på samme niveau som hans skulder. Nu var det nede ved gulvet. Et dybt suk lød fra ham, da han så, hvordan hun var faldet over sine egne fødder. Han kunne ikke skjule, at det var sket for ham mange, mange gange, men alle de gange var han kommet på benene så hurtigt som muligt for at undgå, at hans spinkle krop blev trampet ned af de store flokke af forbipasserende elever.
Han kiggede undrende på hende, da hun sagde, at hun også havde gået på denne skole for mange år siden. Medmindre hun var en slags engel eller vampyr, der var fastfrosset i den samme alder, så var der noget, der ikke helt hang sammen.
”Du gik da vel ikke på denne skole?” kom det spørgende fra ham. Hun så ikke ud til at være mere end hvad, femten eller seksten år, og det var den alder, eleverne havde, når de startede i high school. Nej, hun måtte have ment den anden skole, Lycée. Han smilede lidt for sig selv. I Frankrig var lycée som en slags high school, men åbenbart ikke her i landet.
Hans tanker fløj i retning af sit hjemland, da han fortsatte ned af gangen. Han sansede knap nok, at der blev talt til ham, og svarede blot med et fraværende: ”Ja… ja, det er vel fint nok.” Han drejede ikke engang hovedet for at have øjenkontakt med den samtalepartner.
Hans tunge gled over hans læber, idet han kastede et blik tilbage over skulderen. Han var ikke helt åndsfraværende nok til at stoppe op midt i det hele, så da han skulle binde sit snørrebind, trådte han ind til siden. Det skulle jo nødig ske nogen uheld.