Being up high, has its pros. And its cons. //Privat - Eleanor//

Sted: Den gamle forlystelsesparks slukkede gamle pariserhjul.
Tid: 23:00
Omgivelser Parken er ganske så forladt, som den for det meste er. Lysende er for det meste slukket, kun ganske få arbejdslamper tændt.
Vejr: Overskyet, og lettere køligt, men dog tørt.


En stille brise, ruskede en smule i det fine gammeldags sorte jakkesæt. De gule snore der holdt jakkens to sider sammen ved midten, blev hevet i, og hver af dem lignede at de var ved at nå bristepunktet. Men de holdt, og sørgede for, at den fine gamle, dog lasede, jakke, forblev hvor den skulle. Der kom en stille knirken fra det stillestående pariser hjul, som måske ville få de fleste til at fjerne sig, hvis de var i nærheden af det. Det var faldefærdigt, og havde ikke været i brug i mange år. Men en fin here, havde stillet sig til pas, på toppen af dette, og stirede nu ud over Terre, med sine tomme sorte øjne. Hans hænder var foldet bag sin ryg, og hans negle klikkede blidt imod hinanden, for at spille en stille tone, der beroligede hans hoved, for al den larm, denne forbandede by besad. Karaktar lukkede langsomt øjnene, og lod sit ansigt falde, og rystede det langsomt.
“Hvorfor..” Sagde han stille, inden han rejste sit hoved igen, og lukkede øjnene. Han skar en grimasse I smerte, and klemte dem hårdt sammen, imens han begyndt eat fange links fra alle dem han havde det med. En masse lyde, slog imod hans hoved, også selvom han stort set havde holdt op med at lytte.. Det var ikke noget, nogen andre ville kunne høre. Det helle, var I hans hoved.

“Det som at råbe under vand” Bassen fra diskoteket, pumpede hårdt I hans hoved, og tilføjede til hans hoved pine. Barkleys leende stemme kunne så høres, og han vidste straks, at det ikke var denne han ledte efter. Foran sig, så han en alt for ung kvinde, til Barkleys alder, og Karaktar slog sig straks væk fra det syn.
Bassen fra det tideligere billede, slog stadigt imod hans tanker, selvom synet var et andet. Han så en skrigende kvinde, med ryggen imod jorden, og det eneste han hørte, var en voldsom smasken, og kvindens skrigen holdt langsomt op, og blev erstattet med en gurglen. Et højt hvæs skar sig så igennem, og en dyb og hæs stemme snakkede til ham.
“Hold dig ude af mit hoved, Karaktar!” Stemmen var tilhørende den unge Nosferatu, Dakar, og Karaktar var tydeligtvis brudt ind under hans mad.
Da Karaktar skiftede billedet, var der stadigt den konstante bass, nu forfulgt af et konstant skrig.

Karaktar slap sit greb bag sin ryg, og lagde hurtigt en hånd over sit højre øje, og hvæsede lavt. Hovedpinen ville næsten ikke kunne blive beskrevet, med simple ord. Kun ved at vride sig smertefuldt, falde om på sine knæ, skrige desperat, for så at falde om. Men det måtte Karaktar ikke. Han ville ikke fejle. Det kunne han ikke. Han måtte finde hende..
En høj hyletone slog igennem Karakars hoved, så han blev nødsagit til at hvæse vredt, inden det ville blive for meget. Han måtte slappe af. Lukke de link han havde startet. Lukke folk ude af hans hoved! Karaktars anden hånd blev lagt over sit ene øre, og han hvæsede hidsigt igen, da hyletonen tog til. Han kunne ikke klare det meget længere. Han måtte give op. Fejle, endnu engang.
Karaktars krop blev slap, og hans greb om sit hoved slap. Hans blik blev fuldstændigt tomt, som om han sov, og langsomt faldt han for over. Men han gjorde intet for at fohindre det. Som om han var I en trance, som han ikke kunne vågne fra.
Og som han faldt igennem luften, blev hans øjne også lukket, og hans sind blev lagt I en dvale. En dvale, han ganske få sekunder efter blev revet ud af, da hans hals hamrede imod et af parisehjulets metaliske arme. Han hakkede kvalt, som om han forsøgte at trække vejret, men det var udenlukket smerten, der fremtvang denne desperate hakken. Slaget havde også sendt ham I en spiral bevægelse, imens han stadigt dalede imod jorden. Men da hans ryg ramlede imod endnu en arm, og hans fart blev yderlige sænket, landede han endeligt på taget af Pariserhjulets maskinery, og faldt igennem dette, hvilket sendte en tyk os af støv og knaster ud til alle sider.

Ujævnhederne på den sten, Eleanor sad op af, trængte igennem hendes tøj og stak hende i ryggen. Den ene mundvig trak sig opad i et bittert, fordrejet smil, idet hun overlagt ignorerede hjernens signaler om at finde et bedre sted og dermed gøre en stopper for irritationen af noget skarpt mod hendes kød. Hun følte sig levende. Ikke i menneskeforstand, gudskelov, den type sølle skravl havde hun intet behov for at identificere sig med. Men smerten fik den indre ild i hende til at forsvinde for en tid, hvormed kroppens form forblev stabil. Hun mærkede et stik af angst for den seneste tids manglende kontrol over sin form. Røde øjne, skarpe tænder, vreden formåede at trække hende væk fra den skikkelse, hun var nød til at opretholde for at falde i et med omgivelserne.
En arbejdslampe skinnede hende i øjnene, da hun lod blikket fare hen over den forladte forlystelsespark. Vinden greb de sorte krøller i en dans, blidt bevægende sig op og ned i en ubestemmelig rytme. Med den ene hånd trak hun kappen tættere omkring brystet for at holde nattens kulde ude.
En gennemtrængende lyd brød pludselig stilheden. Musklerne spændtes i hver en del af Eleanors krop, og som ved en refleks sprang hun på benene med hænderne beskyttende løftet foran hovedet. Lydene fortsatte, ikke mere end hundrede meter fra, hvor hun befandt sig foran den gamle, faldefærdige karussel, brag, skramlen og derefter... stilhed.
Et virvar af modstridende følelser sneg sig op til overfladen i hendes tanker. Flygt! skreg en insisterende stemme. Her burde ikke være nogen, intet menneske ville vove sig herind på grund af rygterne. Larmen kunne kun betyde problemer. Hun bakkede langsomt et par skridt og var ved at snuble over en rusten jernstang på jorden. I en glidende bevægelse bøjede hun sig ned, lukkede de slanke fingre omkring det kølige metal og satte i løb mod stedet, hvor støjen var kommet fra, idet hun bandede over sin egen nysgerrighed.
Det var ikke svært at konkludere, hvor begivenheden havde fundet sted. En sky af støv steg op henne ved Pariserhjulets maskinbygning og imens hun betragtede det, gled nogle teglsten ned fra taget med et brag. Mørket gjorde det svært at danne sig et overblik over området, men hun ville ikke have ønsket det anderledes. Hun lyttede intenst efter tegn på levende skabninger, men hørte intet.
På tåspidserne nærmede hun sig så lydløst som muligt med jernstangen hævet i skulderhøjde til slag. En skikkelse lå imellem de ødelagte sten, et gabene hul i bygningen afslørede ham allerede fra en længere afstand. Huden var hvid. Eleanor gøs. Ikke menneskelig, nej. Spidse tænder i mundvigen. Varmen spredte sig i hendes fingerspidser, idet det gik op for hende, at en såret vampyr havde krydset hendes vej. Vampyrer. Hun hadede dem, foragtede dem. Hun trådte forsigtigt tættere på og lod jernstangen svæve en meter over hans ansigt. Hvis han ikke reagerede, ville hun befri verden for et af disse udyr.

Karaktars tanker, var foruroligende, og højtråbende. De skar og rev i hans hoved, og gav ham billeder fra hans fortid, igen, og igen. Men han kunne intet gøre. Han var røget i en på tvunget dvale, og måtte blot bekæmpe sine tanker, minder og gigantiske migræne.
"Skjolde! Op!" Karaktar hævede sit skjold op foran sig, så det lavede en væg imellem ham, og så dem der stormede imod ham. Perserne ville ikke blot give op, det var tydeligt. Karaktar strakte sin nakke, så den gav et knæk, inden hans kammarat ved hans side, klangede sin hjælm imod hans.
"Så er det nu, Youkhan! Haha!" Råbte han, med en tydelig iver i hans stemme. Karaktar blinkede et par gange, og kiggede så forundret rundt. Han kneb så sine øjne fast i, og et skrig skar igennem hans hove,d som hans migrene kom tilbage.
Nu kom der også billeder af en jernstang, over hans hoved, og hans instinkter slog til. Karaktar, som Eleanor så ham, materaliserede ind til en sort masse, og der sad nu en mår iblandt alle murbrokkerne, og stirede op imod hende, med komplet sorte øjne. Bæstet hvæsede hidsigt af Eleanor, inden den spænte ind blandt murbrokker, bræder og andet skrammel, der lå inde i det forfaldede hus, så hvis hun jagtede ham med jernstangen, ville han ikke være nem at ramme. Han løb ind under Pariserhjulets platform, og så over på den anden side, hvor måren materaliserede igen, og Karaktar rejste sig, og hostede hæst, med en hånd imod sin strube. Han kiggede over sin skulder, for at se om Eleanor stadigt fulgte efter ham, eller om han var sluppet væk som måren. Han hostede en enkelt gang mere, og strakte så sin nakke og hals, så hans hals kunne heale ordentligt, hvor fra der kom knækkende lyde, inden han endeligt kunne tale igen.
"Hvad.. VIl du mig.. Dæmon.." Sagde han, med sin fløde stemme, der dog var en anelse hæs, på nuværende tidspunkt. Han strak sin hals igen, og rystede på hans overlæbe, så det lignede han skulle til at knurre. Hans sorte øjne, søgte hendes, og han forsøgte at få øjnkontakt med hende. Og hvis hun kiggede tilbage i hans, ville han forsøge at give hende en mindre hovedpine, der ville prikke imod hendes baghoved, og gøre det svære for hende at ramme med noget som helst, hvis dette var hendes hensigt. Men han stod fortsat, i en stiling, som om han ikke ville bekæmpe hende. Som om han var helt neutral. Og at det der var sket, aldrigt var. Hans hoved var kommet på geled igen, da hans instinkter havde taget over, imens hans hjerne slappede af. Han begyndte nu at spille en stille melodi med sine negle, som de klikkede imod hinanden, hvilket hjalp hans øre til at slappe af, så han kunne focusere på Eleanor.

Buen, jernstangen havde fulgt, begyndte som en tøvende bevægelse af Eleanors arme, vandt derefter kraft i den nedadgående retning og knaldede mod jorden, så hendes tænder raslede i kraniet og en sky af splinter fra knuste teglsten sprang op. Hun lukkede øjnene hårdt i, idet en småsten ramte hende på kinden og flåede en smal stribe af hud fra kødet. Med jernstangen hævet som forsvarsmekanisme bakkede hun et par skridt tilbage over de tørre græstrå, som stak i hendes bare fodsåler.
Hun slog øjnene op, så snart det var muligt, drejede en hurtig omgang rundt om sig selv og spejdede efter livstegn. Vampyren var væk, forhåbentlig forvandlet til støv. Hun spyttede i græsset. Modbydelige, frastødende væsener. Hun betvang billederne, minderne af morens ufortjente død. Og gerningsmandens ansigt, som stadig stod lysende klart for hende, når selvkontrollen forsvandt i vredens altfortærende flamme. Den hvide hud. De sorte øjne. De slanke hænder. Hendes øjne glødede rødt i mørket.
Idet hun vendte sig for at forlade stedet inden andre dukkede op lød en hæs stemme få meter fra, hvor hun stod. Kroppen stivnede i sin bevægelse som et rådyr fanget i billygternes skær, halvt nede i knæ for at sætte i løb, men benene ville ikke lystre flugtinstinktet.
Hvad hun ville, spurgte væsenet. Åh, hvad hun ville... Hendes øjne måtte afsløre hadet. Hun anede ikke, om væsenet havde særlige evner, men frygtede det værste i hver en fiber af sin krop. Hun vendte sig i rolig bevægelse på trods af pulsens alt for hastige banken, for ikke at skræmme vampyren til at gøre noget fatalt.
Det hurtigt healende sår fangede øjeblikket hendes blik. Problematisk. En funktionsdygtig vampyr. Så væsenet havde healende kræfter... Hun tog hurtigt bestik af situationen, det flade terræn med små genstande, man kunne snuble over og dets mange skjulesteder. Hun fangede dyrets øjne, kastede et hurtigt blik på jorden omkring ham og... hun måtte se ham i øjnene igen. Sorte, som to bundløse vandhuller. Og rolige. Forbløffende rolige. Hendes vejrtrækning blev langsommere.

Karaktar kneb sine øjne sammen, og betragtede den, tydeligtvis, unge Dæmon. Hans hoved skrånede en anelse af hendes hidsige reaktion fra hans stemme, og lod sine øjne slappe af. Han stirede nu blankt imod Eleanor, da hendes øjne pegede imod hans, og begyndte straks og forsøge at trænge ind. Allerede ved at opservere hende, var det nemt at se, at hun slet ikke kunne kontrollere sin vrede. hendes had. Den blussede fra hendes øjne. Det var ikke klargøring til kamp, det var ren vrede.
"Al den vrede.. Den er ikke rettet imod mig.. Men.. Imod min race? Hvad.. Er der sket?" Spurgte han. Hans stemme var igen, rolig og nærmest flydene. Som ville han have sine ord til at hjælpe til med at berolige hende, imens han forsøgte at trænge ind i hendes hoved. Ikke længere voldsomt, og for at gøre skade. Det ville i stedet føles mere behageligt, og alle forsøg han havde gjort for at gøre skade før, blev straks fjernet.
"Tag ikke.. Din vrede ud på mig.. Unge Eleanor.. Jeg er ikke din fjende.." Sagde han, endnu engang med den samme rolige, fløde stemme. Han stillede sig langsomt op med rank ryg, og børstede sin jakke af, imens hans blik forblev imod hendes. Hvis ikke han skulle have en chance for at kunne læse alt i hendes hoved, som var det en åben bog, så blev hun nød til at kigge væk straks. Også selvom hun kiggede væk med det samme, ville han have kunne læse en hel del, hvis ikke hun kæmpede meget godt imod ham.
"Lad mig.. Hjælpe dig, Eleanor.. Lad mig løslade dig, for den blinde rasen.." Sagde han roligt, og ændrede ikke hans blik, eller hans stiren. Øjnene konstant peget imod Eleanors, og stoppede ikke et sekund med at forsøge. Og hvis Eleanor fik løsenet øjn kontakten, ville han stadigt være nået til et stadie af sin boring, og kunne fortsætte der fra. Han ville ikke skade Eleanor, da han kendte til den vrede. Blind og modbydelig, og ikke mindst altædende. Hvis ikke han tog meget fejl, blokerede den for hendes lære. Tillod hende ikke at komme vidre. Hverken med hendes evner, eller phsykisk. Sådan en vrede havde stjålet ham flere hundrede år af hans liv. Og det skar i hans replica af et hjerte, at vide denne unge Dæmon skulle gå igennem det samme. Og samtidigt kunne en gnist som denne være nyttig. Hvis hun kunne lære at kontrolere den..

Lyden var krystalklar i Eleanors hoved og på samme tid omgivet af utallige lag, der steg og faldt i en glidende bevægelse som bølgen mod sandstranden. I et øjeblik mærkede hun sin bevidsthed give slip og hun blev revet med af melodiøse nuancer. Fornuftens pibende stemme overdøvedes af ordene fra vampyren, og hun følte sig let, næsten bevinget. Vreden forlod hendes øjne og efterlod dem spejlblanke. Verden gled ud i et virvar af farver. Og hun så tilbage. Morens brutale tag i hendes arm, da hun blev tvunget ind under sofaen, før den blonde vampyr trådte helt ind i deres dagligstue. De desperate skrig, hendes egen lydløse hulken, morens fald ind over sofaen for derefter at blive opløst i et flammehav, som ilddæmoner gør, når døden indtræffer.
En lyd brød igennem mindernes brutale greb, en skinger, insisterende lyd, som flåede hende tilbage til virkeligheden. Hendes egen stemme formet i et desperat skrig gjaldede mellem forlystelserne, og rev illusionen af stilhed itu. Hun mærkede ubevidst sine muskler strammes, idet armen med jernrøret blev løftet over hendes hoved. Med al den kraft, hendes krop kunne mønstre lod hun røret sejle igennem luften med retning mod vampyrens hoved. Hun nåede ikke at opfatte, om den ramte sit mål, da hendes fokus var andetsteds, idet hun fra forskellige steder på kroppen trak to lightere op. Hun slog klik en enkelt gang og tvang med en anstrengelse de spinkle flammer til at vokse i størrelse og omfatte hendes arme op til albueledene.
"Hold dig fra mig, vampyr!" skingrede hun og greb desperat fast i de sidste rester af sin selvkontrol. Et dyrisk instinkt pressede hende til at blæse stedet til atomer. Hun bed sig hårdt i indersiden af kinden. Hun ville dø længe inden det skete. "I er ikke værdige til at leve i denne verden. Tro ikke, jeg ikke ved, hvad jeg taler om." Rækker af lig passerede for hendes indre blik, alle vampyrofre hun havde mødt i løbet af sit korte liv. "Jeg vil ikke belæres!"

Karaktars øjne blev kort knebet sammen, af de billeder han så. Hans overlæbe rejste sig en anelse, og han rystede kort på hovedet, imens han forbandede sin egen race. Men dog kun ganske kort. Han så kort betænkende ud, inden han perfekt reagerede på jernstangen, og han dukkede sig, for så at hoppe op på Pariserhjulets platform, og så lade blikket række imod hendes øjne igen. Han kneb sine en anelse sammen, og hvis han fik fat i hendes øjne endnu engang, begyndte han og forsøge på, at berolige hendes sanser, og hendes evner. Dette ville gøre hende betydeligt bedre til at ramme, og betydeligt bedre til at fokusere hendes angreb. Men hvis ikke hun fjernede hendes blik, ville det også begynde at trække på hendes vrede, og så langsomt at dulme på den.
"Men du skal belæres! Det er hvad den rene eksistens går ud på! Lære!" Råbte han, for at kunne råbe hende op, forbi den larm de flammer der var om hendes arme. Han gik langsomt hen af platformen, og hvis hun forsøgte at angribe, ville han undvige, ved at tage skridt bag ud, og så stoppe med at komme imod hende, og blive stående hvor han var.
"Ja.. Vi dræber! Både for at overleve.. Og nogen, blot fordi de intet andet har tilbage! De er fortabte! Usle! Uden retning! Uden mål! Burde du hade dem, for at være udulige!? I stedet for, at skære din egen vej vidre! Forbi had! Forbi smerte! Finde din egen plads.. Lære hvem du! Er!" Råbte han igen, imens han stoppede op, og stod med sine arme ned langs siderne, uden at have den mindste truende udspil fra sig.
"Lad mig hjælpe dig! Dulme smerten.. Giv mig en chance! Jeg er ikke din fjende! Den der dræbte din moder er! Ikke dennes race! Jeg ønsker ikke at skade dem.. Styr! Din vrede! Lad ikke den styre dig!" Afsluttede han. Selvom han råbte, hjalp hans stemme stadigt med til at gøre det nemmere for ham i hendes hoved, hver gang han fik chancen for øjenkontakt. Hans rolige stemme, var selv beroligende, med hvert ord han råbte. Hans stemme var lige så oprigtig, og ikke det mindste mistroiske, kunne findes i den, hvis altså man kunne tænke klart. Hvilket Karaktar tvivlende på Eleanor ville kunne endnu. Men han havde ikke i sinde at stoppe.

Noget manipulerede med hendes sanser, en form for bedøvelse som sløvede hendes tankevirksomhed. Følelsen af en fremmed kraft, der trængte igennem hendes porer fik hende til at skære tænder i arrigskab. En utydelig flimren passerede for hendes indre blik, glimt af begivenheder, lugte og minder, men hun tvang dem ud af sit system og fokuserede fast på vampyrens fødder. Hun lod håndfladerne bevæge sig hen foran kroppen med fingrene pegende fremad. Luften hvislede igennem hendes lunger, idet hun trak vejret dybt. En pulsåre trådte tydeligt frem på hendes hals, da hun satte ild til jorden foran vampyren og tvang flammerne til at hæve sig flere meter op i luften som en gigantisk ildmur.
Hans ord var hende ligegyldige, blot en forsvarstale, som en hver udspekuleret skabning ville have holdt, men stemmen... En enlig tåre gled langsomt ned af kinden. Kroppen værkede over kampen for at modstå den tillokkende fred, væsenet lovede, men behovet var ikke virkeligt, det kunne ikke være virkeligt. Hun vidste, han opbyggede det i hende. Og alligevel. Alligevel føltes det så forbandet ægte.
Hendes ene knæ mødte jorden, idet kroppen knækkede forover. Hendes arme rystede svagt i deres stilling for at opretholde flammehavet. Hun kunne ane hans skikkelse et sted, utydelig, udvisket. Men hans øjne. Sorte kulstykker i et guld flammehave, stirrende, insisterende, og hun var ikke sikker på, om det var indbildning. Eller om han virkelig formåede at trænge igennem på trods af hendes pulserende had.
"Racen er et mareridt for denne verden. Og jeg tror ikke på, at den første levende vampyr, jeg er så forbandet uheldig ikke at få taget livet af, er en undtagelse." Hendes stemme var svag, og et menneske viile ikke kunne have opfanget ordene.

Karaktars reaktionsevne, tillod ham at undgå flammehavets direkte trussel for at ramme ham i hans gang, ved at stoppe op, og tage få skridt tilbage. Han stod fortsat med rank ryg, med sine arme ned langs sine sider, og hans, lettere, truende klør, holdt tilbage, for ikke at tilføje en truende effekt. Alt dette gjorde han, uden at fjerne de sorte øjne. De vilde flammer lavede smålige afglansninger i øjnene, hvilket hjalp ham til hans fordel, og hjalp til med, at på tvinge Eleanors underbevidsthed, til at se hans vej, og endeligt i hans øjne. Dette var kun nødvendigt, fordi hun bestemte det. Han havde ikke rådighed over hendes tanker, så han kunne intet gøre, andet end håbe hun ville lytte. Det var alt sammen hende. Han brugte den trang han kunne føle i hende. Den trang, der trak hende imod ro. Fred. Stilhed.. Fra det had. en vrede der brændte igennem hendes åre. han kendte det. Som var det dagen før, han havde været i en blind fortabt vrede.
Karaktars øjne blev udvidet en anelse, da han begyndte at arbejde hårdere, på at bevæge sig ind. Men det ville stadigt ikke virke truende, eller på nogen måde ubehageligt. Og det var heller ikke det han ville. Men det var der ingen måde for hende at se. Var kun noget, han kunne fortælle hende.
"Den fred jeg tilbyder, er ikke en løgn! Du lytter til din vrede, Eleanor! Jeg kender den godt.. Dens kalden efter hævn, kilder ens baghoved! For dig til at hallucinere! For dig til at se mig, som den der gjorde dig fortræd! Til at se min race.. Som den der gjorde dig fortræd! Men det er en illusion! Det! Er en løgn!" Råbte han, og tog langsomt et par skridt imod flammerne, for så at stoppe op, knibe sine øjne en anelse sammen, men kun i ganske få sekunder, inden de blev åbnet fuldt igen, og han stirede ned imod Eleanor.
"Lad mig passere din væg! Lad mig komme ind! Lad mig hjælpe dig! Jeg! Er ikke din fjende!" Råbte han. Han begyndte nu at dykke dybere, og langsomt begynde at fjerne ubehagelige tanker, minder og billeder. Hver gang et nyt bevægede sig imod hendes tankespind, forsøgte han bravt at blokere det, og holde det væk fra hendes sind. Presse det tilbage. For at give hende den korte fred, som han kunne tilbyde. Og nu, tog han så hurtige skridt imod flammerne, for så at gå igennem, med hastige skridt. Hvis han havde fået ramt de rigtige prikker, ville hendes flammer ikke skade ham specielt, og chancen for at hendes eget sind, lavede en vej for ham, var der også. Han ville hjælpe hende, og han talte helle tiden til den del af hende, der gerne ville modtage hjælpen. Freden.. Roen. Men hvis han havde fejlet, ville han også mærke afstraffelsen af dette, og hans tøj ville sætte i kraftige flammer. Men det var en straf han måtte modtage, for, indtil nu, at have fejlet den unge Dæmon.

Eleanors øjne lukkede sig. Sveden piblede frem på hendes pande, idet hendes andet knæ ramte jorden, som om kroppen besluttede sig for at gå til ro her og nu uden at reagere på de paniske signaler fra hjernen. Den indre flamme sled i sit tøjr, kontrollen sivede langsomt ud i igennem armene for at forsvinde i muren af ilden. Hun sled med hele sit indre for at holde fast, hun kunne ikke eksplodere og forsvinde, ikke her, ikke nu, men hendes funktioner svigtede hende, påvirket et andet sted som de var. Med et lille skrig rev hun sig fri var ilden, som med det samme slukkede flammerne op af hendes arme. Vampyren passerede lige igennem muren, harmløs som den pludselig var.
Langsomt, uendelig langsomt sænkede flammerne sig bag ham, for i et øjeblik at strække sig mod himlen i en sidste søgen efter ilt og forsvandt derefter ud i intetheden. Røgen rejste sig fra de afsvedne græs og stak hende i næsen. Hun sugede lugten til sig og fandt den beroligende.
Hun knælede stadig på jorden. Ærmerne på trøjen var fortæret og hang nu som trevlede, ildelugtende rester ned fra hendes skuldre. Hun åbnede langsomt begge hænder og lod lighterne falde til jorden, som et symbolsk tegn på overgivelse. I en sløv bevægelse lod hun den ene arm nærme sig hoften og snitte skaftet på sølvkniven, som endnu sad i bæltet gemt under flere lag tøj. Sølv. Forhåbentlig havde det den virkning, som man ofte mente.
Hendes blik hvilede på jorden foran vampyrens fødder, og hun følte sig frygtelig udsat. Trætheden bemægtigede sig hendes krop skridt for skridt, hovedet føltes næsten let. Men også renset for den tankevirksomhed, som hun vidste var hendes identitet og forsvar.
"Udmærket, vampyr," lød hendes stemme som fra en fjern afstand. Ordene var forbløffende kæphøje. "Lad os gå ud fra, du tilfældigvis er en undtagelse." Hun undertrykte den indbydende trang til at se ham i øjnene.

Karaktar måtte sukkere inde i sig selv, af lettelse, da flammerne ikke rev i ham. Godt nok ville han kunne slukke det igen, ved at materialisere sig, og forvandle sig til en anden skabning, men det betød også, at han havde sejret, og at han ikke som det første, fik en ild kugle imod sig, da han kom ud på den anden side. hans kolde tomme øjne, fortsatte med at stire ned imod Eleanor, selv da hun lukkede sine øjne. Han kneb dem dog en anelse sammen, og tog flere skridt imod hende, indtil han ikke var meget mere end et par meter fra hende. Alt imens han gjorde, kæmpede han for, at holde det Mind Link han havde nået at få skabt, på plads. og holde hendes vrede, i det mindste blot en anelse, i skak.
Da han stoppede få meter fra Eleanor, lod han langsomt sine hænder folde sig bag sin ryg, og han stirede nu ned fra sin tårnhøje position, over den nedknælede Dæmon. Hans sorte øjne stirede stadigt fast imod hende, og lige så snart hun skulle komme til at give under for trangen, og kigge imod hans øjne, ville han fortsætte, og stire i hendes igen.
"Det er jeg ikke, Eleanor.. Jeg er lige så meget en morder, som den der har skadet dig.." Sagde han, med sin rolige stemme, der ikke gav nogen hentydninger af agressivitet, eller trussel.
"Jeg har over hundrede generationer bag mig. Jeg har været alt.. Men det er altid fortid.. Det der skete flere dage før, er en tid der er bag os.. Og jeg kommer videre.. For mit eget navn.. For min familie.. For min klan.. Jeg kan ikke lade sår, vrede og had fra fortiden, sløre mit blik.. Sløre mit hoved.." Hans tomme øjne stirede end imod Eleanor, imens hans negle klikkede imod hinanden, bag hans ryg.
"Og den jer er nu.. Er ikke din fjende.. Lige så, er mine øjne ikke.. Det er den trang du brænder i dig.. Den trang der river dine fingre imod den kniv." Sagde han, med et kort nik imod knivens position, men uden at fjerne sine øjne fra hende.
"Den stemme der fortæller dig, at du skal skade mig.. Dræbe mig.. Ende min eksistens, for at din egen kan fortsætte.. Den der forsøger, at rive dig ud i et blindt angreb, du allerede godt ved, du intet for ud af.. Andet end smerte.. Og formegentligt dine sidste bevægelser. Et blindt og desperat angreb, er aldrig den bedste udvej.. Tal.. Med bæstet foran dig.. Monstret, som du hader så dybt.. Lad det hjælpe dig.. Lad.. Mig komme ind.. Lad mig.. Hjælpe dig.." Hans stemme forblev rolig og lav, og den havde stadigt det samme forsøg på at være beroligene. Hans ansigt var stadigt tomt, og fri for følelser. han lod hende ikke kende dem. Det var ikke det der skulle ændre hendes mening. Inderst inde, havde han medlidenhed. Men dette ville han bestemt ikke udvise, da medlidenhed, sjældent er hvad man ønsker, i hendes tilfælde. Så han forblev blank.

Hans udtale af hendes navn fik det til at vende sig i hende. Havde der været nogen tvivl om, at han rodede rundt i hendes hoved blev denne destrueret helt og adeles. Følelsen af en blid hånd i hendes tanker, som sorterede efter forgodtbefindende var svær at ignorere. Med en kraftanstrengelse lukkede hun sin indre bevidsthed om den fremmede mentalitet og pressede ham hårdt i forsøget på at tvinge ham til at opgive forbindelsen. Hendes mund åbnede sig og afslørede en perlerække af kridhvide tænder i forsøget på at opsnappe luft til de smertende lunger. Den ene hånd berørte græsset med det meste af kropsvægten på sig, som for at søge støtte fra jordens solide masse.
Han var åbenbart ikke selv en helgen på trods af de ellers så flotte ord. Noget i hans stemme indikerede en fortrydelse over tidligere gerninger, men at han følte behov for at ignorere fortiden forvirrede hende. Vampyrer var ikke kendte for at komme på andre tanker. Hun spærrede øjnene op i det øjeblik, han nævnte hendes kniv og fjernede hurtigt den ellers ventende hånd, som kløede efter at gribe fast i skaftet for ikke at provokere ham unødigt.
"Hvis du vil tale med mig, skal du skrubbe ud," udbrød hun. Hun lod blikket fare op ad. Og op. Og længere op. Vampyren tårnede sig op over hende, unaturligt høj og med et ansigt renset for følelser. Hun kastede sig baglæns og kravlede en meter væk, for derefter at støde ryggen hårdt mod en is-vogn, som havde været til stor glæde for utallige små, leende børn, da parken stadig havde åben. Hendes øjne voksede sig store i et blegt ansigt, men hun fattede sig hurtigt. "Jeg er modtagelig over for fornuft. Ikke tvang." En tydelig løgn for alle parter, eftersom hendes selvkontrol befandt sig på et minimum på grund af væsenets manipulerende evner. Alle kunne tvinges i denne forbandede verden af frygt. Men det ville ikke være rigtigt. Hun udfordrede ham med al den kraft, hun kunne lægge i øjnene, udfordrede den ærlighed, han påstod, han besad.

Karaktar kunne mærke hendes desperate, og let overraskende kraftige, forsøg på at presse ham ud af hendes sind. Han var der ikke for at ændre hendes holdninger, eller for, på nogen måde, at manipulere hende, til at tage valg, han ønskede. Hans tilstedeværelse, var udelukket der for at berolige hende, og få hende til at tænke klart. han mærkede hendes smertende lunger, og hans overlæbe rystede en smule. Som et sidste desperat ryk, forsøgte han at hjælpe hende, med hendes egen vejrtrækning, ved og forsøge at fjerne hendes tanker fra hendes vrede, angst og had, til hendes smerter. For så hvis dette lykkedes at hjælpe hendes krop med at trække vejret normalt, og dulme smerterne. Da hun bad ham om at forlade hende, gjorde han det med det samme, i det han lukkede øjnene, og lod sit ansigt række væk fra hende. Han lavede en grimasse i smerte, da en Migrene slog imod hans hjerne. En smerte, unævnelig, ved siden af al anden form for tortur. Phsykiske smerter, langt overlegen til fysiske.
Få sekunder efter, da Eleanor også havde kravlet væk, lod han sine øjne åbne igen, og hans sind slapped eigen af, migrenen væk. Han lod så langsomt sine øjne glide imod Eleanor igen, der nu sad, forskræmt, op af is-vognen. Tvang? Hans hoved blev rystet, men kun ganske lidt, og i kort tid, inden hans hoved slappede af igen, og vente tilbage til dets følelsesløshed.
"Det eneste jeg har på tvunget dig, unge Eleanor, er en kort ro.. Kan du ikke mærke det? Din altædene træng til at eksplodere, smadre mig, men ligeså skade dig selv.. Dens skingre skrig efter din opmærksomhed.. Den er dulmet.. Jeg beklager at jeg måtte trænge ind på den måde, men jeg tror vi begge ved, at du ville have skadet både mig, og dig selv, hvis jeg ikke havde.." Hans stemme var igen rolig, og flydene. Og med hvert af hans ord, ville han berolige Eleanor. Hans undskyldning var blank, han havde intet imod hans reaktion. Det var for at forsvare sig selv, og efter at have set hendes mørke hadfyldte tanker, havde det også været det bedste for hende.
"Jeg har sluppet dig nu.. Slip dit Paranoia, og inse, at du ikke kunne kontrollere din vrede.. Og at den kontrollerede dig.. Du.. Ville aldrigt have kunne besejre mig.. Med så uklare tanker.. Jeg beklager.." Selvom hans ord var hånene, var hans stemme det ikke. Han forsøgte ikke at træde hende ned i sandet, eller at skade hende yderligere. Han talte blot sanheden. Eleanor havde stort potentiale, men hendes vrede dulmede hende. Meget som resten af hendes race. Selvom hun stadigt var ung, og formegentligt ikke havde den store chance, selvom hun var klarhovedet. Det ville have hjulpet.

Den ubehagelige følelse af en andens tilstedeværelse slap sit tag i Eleanor. Musklerne slappedes i nakken, og hun lod sit dumpe ned på jorden med ryggen lænet op af vognen. Kroppen føltes brugt, som efter hårdt fysisk arbejde, på trods af at kampen havde stået på det mentale plan.
Frustrationerne opløstes langsomt. Hendes vejrtrækning var dyb og rolig, og hendes blik stærkt, da hendes øjne møde hans. Som svar på hans afslappede fortælling om, hvor ynkelig hun havde været i sit drabsforsøg fik hun bittert drag om munden, som i hurtigt forsvandt. Hun lod den ene hånd svæve i luften et øjeblik, hvorefter hun langsomt skubbede kappen til side og fremdrog den skinnende kniv med sine stive fingre. Med forsigtige bevægelser for ikke at skade sig selv på det skarpe blad, lagde hun den fra sig på jorden foran sig, i tilpas afstand til at hun kunne nå den, hvis hun anstrengte sig, men ikke så tæt på, at det ville virke som en tydelig trussel.
"Nu står vi lige," sagde hun sagte. "Din hjernevridning mod mit våben. Så prøv ikke på nogle lumske trick. Tag plads, hvis du ønsker og fremlæg den sag, du tydeligvis har på hjerte. Med vid, vampyr, at havde situationen været omvendt ville jeg ikke have tøvet. Jeg tøvede ikke, da jeg troede, jeg havde chancen." Hun fnøs og lænede sig frem, så de sorte krøller indrammede hendes ansigt i en kontrast mellem de bølgende lokker og de skarpe ansigtstræk. "På hvilket grundlag mener du, at jeg tager fejl?" Hun skar ansigt i et kort øjeblik og slog øjnene ned, men uden at give slip på sin årvågenhed. Hendes sanser blev skærpet af den kølige afventen, hendes indre havde indstillet sig på. Det stak i hende ved tanken om, at væsenet havde indflydelse på dette, men tanken blev hurtigt lukket ude, gemt i det bagerste af hende sammen med alle de minder, hun ikke ville kendes ved. "Min vrede er mit problem. Tja, og til dels dit. Men hvis du er så stærk, som du påstår, må jeg være et ligegyldigt irritationsmoment på din vej. Hvad er det, du vil?" Hun tøvede et øjeblik og tilføjede så: "Og hvem er du?"

Karaktars tomme øjne stirede stadigt imod hende, imens han lyttede til hendes ord. Han forblev stående, selv da hun tilbød ham at side, men stod blot med det tomme ansigt, ned imod hende. Hans blik faldt kun kort imod kniven da den blev lagt væk, før hans øjne lagde sig over Eleanor igen.
"Behold du den blot, hvis du føler dig mere sikker med den.. Jeg kunne stadigt stå med en kniv for din strube, hvis jeg ønskede det.. jeg er ikke afvæbnet.." Sagde han med sin rolige stemme. Hans øjne var stadigt imod hende, og de blev knebet en anelse sammen, inden han drejede, og tog et par skridt til sin side, så hans blik, og øjne, nu var væk fra hende. Han stod nu med siden, og halvt ryggen, imod hende. Det var den eneste måde han måske kunne gøre hende en smule mere sikker. hvor hans øjne var væk fra hende. Han lyttede så vidre, imens hans negle klikkede imod hinanden, og hans øjne blev knebet en anelse sammen igen.
"Din vrede, er mere dit problem, end nogen andens. Den æder sig ind i dig.. Gør den ikke i andre.. Vi kan måske føle smerte på grund af den. Men den mentale smerte din vrede vil smide dig ud i, kan ikke beskrives, eller efterlignes.." Hans stemme forblev rolig, og afklaret, imens han knugede sine hænder bag sin ryg en anelse.
"Ja.. Du er ubetydelig, for min vej.. Men du er ikke et irritationsmoment, på den måde du tror.. Den vrede du beside, har jeg selv båret.. Din flamme, minder mig om min egen.." Sagde han, nu med en anelse mere dyster stemme. han drejede så sit hoved en anelse til siden, og hans ene sorte øje, pegede ned imod Eleanor.
"Og den åd tohundredeoghalvtreds år, ti måneder, en uge, to dage... To timer.. Treoghalvtreds minutter.. Og.. Præcis.. Ti sekunder... Af mit liv.." Som han talte ned, blev det mere og mere tydeligt, hvor præcist han huskede dette minde. Denne hændelse.. Men den var ikke ene. Han huskede alle hændelser af sit lange liv.
"Den åd, indtil den fik mig til at dræbe min elskede kone.. Og lige så mine ufødte børn.. Tvilinger.. Sådan er vrede.. Den hjælper dig, hvis du kan kontrollere den.. Og den fortære dig langsomt, hvis den kontrollere dig.. Dette minde sider fast på mig, som et brandemærke.. Det slipper ikke.. Derfor ville jeg ikke ønske det over nogen.. Selv ikke en 'Ligegyldig irritation', Som du kaldte dem selv.." De tomme øjne stirede stadigt imod jorden, inden de kort køre tilbage over sin skulder, imod Eleanor.
"Mit navn er Karaktar.. Ikke en du kender.. Ikke en historien husker.. Nettop som det skal være.. og du vil glemme mig igen, lige så snart jeg har givet hvad jeg kan.. Et glemt minde.. Det er den jeg er.." Sagde han, nu med sin kolde stemme, inden han kiggede frem for sig igen, og en brise ruskede en smule, i hans, nu endnu mere, lasede jakke.
*Blodet fløj til alle sider, og skrigende skar imod hans hjerneskald, imens vreden brændte hans sjæl, og hans sind.
"Nej Youkhana! Elskede! Han løj.. Det.. Det var en løgn!" Den skrigende stemme, blev brat stoppet, af en rallende hosten, fra den kvinde, hvis strube nu var flået i laser, og hendes livgivende blod flød fra hende, imens hun sakkede bag ud, og væk fra gerningsmanden. Dennes øjne stirede imod kvindens mave, og den skingre lyd af barne skrig, krillede i dennes hjerne.*
Karaktars øje rystede, og han lukkede dem begge hårdt i, da minderne vællede ned over ham igen. Men hans tanker blev hurtigt dulmet, og fjernet fra hans sind, så han kunne tænke klart igen.

Hendes øjne blev forvandlet til to smalle sprækker ved hans truende ord. Bevæbnet. Ja, uden tvivl. Hun ransagede hans elegante klædning, som ikke hørte dette århundrede til for tegn på skjulte genstande som kasteknive, kæder, piske og alverdens sadistiske tilbehør et sådan væsen kunne medbringe i sin færden. I næste nu farede hendes øjne tilbage til hans ansigt. Hun kunne ikke med sikkerhed vide, om disse omtalte våben var fysiske. Eller blot bluff og tomme trusler.
At han valgte at ignorere hendes foreslag om at sætte sig overfor undrede hende ikke. Hun betvang lysten til at skære tænder, da hun som modsvar rejste sig op på værkende ben og stillede sig front mod ham. Højdeforskellen mindskedes ikke synderligt måtte hun til sin frustration erkende. Vampyren ragede op og havde en fysik, som kun kunne virke mere overbevisende end hendes egen. Hun knyttede hænderne og lod neglene bore sig ind i kødet for ikke at reagere på hans kølige udtalelser om, at hendes liv lå i hans hænder.
Hans historie ramte hende hårdt i brystet. Hun så det for sig, kvindens skrig, den altfortærende vredesflamme i et farligt væsen og fortrydelsens smerte. Stemmens nuancer skabte liv i tilfældige ord og byggede en verden af indsigt. Men intet tegn på forståelse viste sig på hendes ansigt. De brune øjne forblev udtryksløse og munden var ikke meget andet end en tynd streg.
"Karaktar," sagde hun stille og følte på navnet med tungen. Hun gentog det som for at tilføje hans person til den strøm af tanker, der evigt og altid flød igennem hendes hoved som en påmindelse om virkeligheden. "Benægter du eksistensen af vampyrer, som igennem deres gerninger har gjort sig uværdige til deres liv?" Ordene var mere spørgende end aggressive. Hun trådte et skridt frem og placerede sig med let spredte ben og vægten ligeligt fordelt på hver fod. "Mærk efter. Og svarer dine følelser ja, er du ikke bedre, da du intet gør ved problemet." Det var et skud i tågen, men den sorg han udviste over for sin egen race fik en gryende mistanke til at opstå i hende. Han måtte ligge i konflikt med sine fæller. Han kunne blive en forbindelse til en underverden, hun helst så udslettet. Han måtte kunne se hjerneaktiviteten i hendes ansigt på det let paralyserede blik, hun hurtigt forsøgte at skjule efter erkendelsen havde ramt hende. Men en underverden af vampyrer... Hun var ikke sikker på, Karaktar tilhørte denne i hendes øjne. Ikke længere.

Karaktars sorte øjne stirede tilbage imod Eleanor, da hun rejste sig, og hans øjne blev knebet en anelse sammen, i en nærmest truende stiren, imens hun rejste sig, som for at sige han ikke stod med ryggen til hende, for at åbne veje for hende at angribe. Han var helle tiden klar, til et potentialt angreb. Da hun ikke udviste nogen direkte truende træk, lod øjnene sig slappe af igen, med stadigt stire tomt imod hende, imens han lyttede.
Hans øjne blev lukket, og han rystede sukkende på hovedet da hun var færdig, og kiggede så frem for sig igen, med det samme tomme blik.
"Jeg er en af dem, min kære Eleanor.. jeg har ikke gjort mig fortjent til denne eksistens, hvis du spurgte mig, og bad mig anse det med moralsk deciplin, og beregninger.. Så havde jeg ingen ret til at leve.. Men tillader det mig at ende min eksistens.. Og ikke lade mig selv føre min familie.. Min klan.. Frem imod en bedre tilværelse? Tillader det dig.. At bestemme om jeg har lov til at eksistere.. Eller ej?" Hans stemme var som altid, rolig og direkte, imens hans blik bare forblev det samme, og strækket ud foran sig. Hans øjne drejede så ned imod Eleanor.
"Benægter du.. Eksistensen af Ild dæmoner, der har gjort sig uværdig, til sin eksistens? Hvad bestemmer.. At du.. Har gjort dig værdig, til dit?" Sagde han, med sin rolige stemme, og drejede sig halvt, så han stod med siden imod hende, dog stadigt med sine hænder foldet bag sin ryg, og de kolde tomme øjne rækket imod Eleanor.
"Hvorfor skulle min herre's datter, være foruden sin fader, blot fordi han, i din opfattelse af retfærdighed, ikke har gjort sig værdig til sin eksistens? hvorfor skulle min klan udraderes, blot fordi deres eksistens virkede urigtig.. ufin.. Forkert! I de finere, mere perfekte, folks øjne? Nej min kære.. Hverken dig, eller jeg, kan bestemme hvem der fortjener en tilværelse.. Vi kan se ret, fra uret.. Og hver eneste vampyr, du efterlade døde ved din vej, kunne have været en familie fader, som efterlader en fortabt familie, uden nogen måde at forsørge sig selv ved.. Hvem ved.. Måske.. Forbrænder du en moder, imens dennes datter ser på, en dag.." Hans stemme var blevet en anelse højere i tonefaldet, og hans øjne var igen blevet knebet sammen. Det temperamentsfulde instinkt, der brændt ei en hver Nosferatu, tog en anelse i ham, men han fik det hurtigt beroliget igen, så han ikke udvidste truende adfære overfor hende, ud over de sammen knebne øjne.

Hun hæftede sig ved hans mistænksomme blik. Den manglende tillid var åbenbart gensidig. Et bittert smil strejfede hendes læber.
Luften føltes forbløffende ren i hendes lunger og sanserne skærpede, som ved et væsen, der udmærket ved, det står på den yderste kant mellem liv og død. Lugten af svedent græs blandede sig med aromaen fra de levende omgivelser, som sivede mod hende båret af vindens dovne bevægelser. Jorden imellem dem var kun oplyst af en enlig lampe, som gyngede i brisen fra sin ledning i pariserhjulets ødelagte maskinrum.
Hun betragtede ham vågent fra hans position med ansigtet vendt væk fra hende og øjnene skuende mod noget ukendt. "Din eksistens er dit eget valg. Hvorfor skulle du ikke selv kunne træffe valget om at gøre en ende på smerten? Tror din race ikke på selvbestemmelse?" Hun rynkede panden et øjeblik og lod to fingre glide igennem håret for at fjerne det fra sit udsyn. "Jeg kender ikke til familiebånd og forpligtelser. Min slægt gled ud i sandet, og hvis du spørger mig om mine tilhørsforhold i dag, vil jeg svare dig, at jeg står alene. Men tro ikke," hendes øjne sendte ham et advarende, vurderende blik, "tro endelig ikke, jeg ikke er i stand til at tage vare på mig selv. Eller at en handling i forsøget på at skille sig af med mig vil forblive ustraffet."
Hans ord gjorde indtryk. Hun følte sig ikke værdig som dommer. Erfaringerne fra hendes få leveår var talrige, men intet imod andre eksistenser, som havde betrådt verden for tusinder af år siden. Og alligevel... alligevel følte hun sig sikker i sin overbevisning. Forsigtigt formede hun ordene i sit hoved, før hun lod dem slippe ud. "Jeg tror på livet. Og jeg tror på, at et væsen, der fratager utallige andre individer deres ret til selvbestemmelse, skal ryddes af vejen. Lad mindretallet falde for de mange. Du kan være uenig. Det har ingen betydning."
Hendes stemme lød krystalklart i stilheden. Langsomt vippede hun vægten tilbage på fodballerne for at standse det afledende ubehag ved at stå i den samme stilling med en tænksom panderynken. Hendes tænder borede sig ind i indersiden af kinden, som hun havde for vane, når hun forsøgte at samle sine flyvske tanker.

Karaktars tomme sorte øjne, stirede imod Eleanor, imens han lyttede til hvert eneste af hendes ord. Tog dem alle til sig, for så at beregne dem i hans hoved. Han formulerede svar, til hvert af hendes ord, inden de næste blev sagt, og det hlle blev lagt ud foran ham, imens hun snakkede. Men dog da hun sluttede, stod han med intet. hun havde ret i sine holdninger, og der var intet forkert i dette. Men hun glemte den del, at hun var en meget lille brik, i et meget stort puslespil. At hun måtte vælge den del, hun skulle passe sammen med, for at kunne udfylde en del af puslespillet. Hun vile være intet, som den lille del hun var nu.. Selv Ma'lakel, herren over Di Morga, måtte finde sine brikker, som Vladimir og Damia.
Karaktar nikkede langsomt, da Eleanor blev færdig, og han kiggede så væk fra hende igen, frem for sig.
"Min eksistens er mit eget valg.. Men mit tab, er ikke kun mit eget. jeg har betydning for nogen, og jeg har ikke ret til at skade dem, blot for at stille mig selv tilfreds.. Jeg har set min klan.. Min familie.. Blive udraderet foran mig.. Hver eneste sjæl.. Brændt i solens stråler.. Og alt dette, fordi en enkelt person, følte han havde rettigheden til dette valg.. Havde han dette?" Sagde han, og lod sine øjne falde tilbage imod Eleanor. Det følelsesløse ansigt forblev som det helle tiden havde været. Fuldstændigt tomt.
"Havde den royale Fuldblods Toreador, lov til at beordre udraderingen, af en hel klan? Altså, et helt folkefærd? Flere tusinde vampyrer.. Der var synder, iblandt disse.. Men de kunne ikke blot fanges, og vælges ud.. Så derfor måtte de alle udraderes.. Var dette fair?" Spurgte han, med sin dystre stemme igen. Hans blik fik kort et hint af sorg, inden han fjernede det fra Eleanor igen, og han så frem for sig.
"Og du har ret.. Vi føler alle for at være dommere, og tage hævn imod det urette, og nedbringe dem der udføre dette. Og til tider, ville det også være det rette at gøre.. Men sådanne udførelse, burde aldrig blive gjort, uden dybe beregninger først.. For at give et eksempel.. Havde du beregnet dine muligheder, inden din vrede tog over, havde du ikke angrebet mig.. I så falde, har du meget at lære.." Sagde han, nu med sin rolige stemme igen. hans øjne faldt tilbage over Eleanor igen. Hans tomme sorte øjne, stirede igen tilbage i hendes. Han brød ikke ind, men lod sig kigge på hendes tanker, for at se om vreden stadigt var dulmet, eller om den var på vej igen. Ikke specielt interesseret i pludselig at blive angrebet igen, på grund af vreden. Når dette var set, lod han være igen, ikke interesseret i at fange flere tanker end dette.

Eleanor hævede skulderen som en tøvende gestus. Hun lod blikket hvile mod horisonten langt derfra, søgte igennem et rustent metalhegn, som indrammede forlystelsesparken for at søge svar på det kaos, der var opstået indeni. "Jeg kender ikke din families bånd. Og jeg ville aldrig have chancen for at lære dem at kende og forlade stedet med livet i behold. Du er tydeligvis en undtagelse for din art." Hun rynkede panden og så på ham. "Jeg er ikke parat til at beklage mit drabsforsøg, før jeg med sikkerhed ved, du har ret og jeg tager fejl. Og desuden er jeg ikke dum. Din skikkelse på jorden havde nærmest brækket nakken. Jeg kaster mig ikke ud i noget, jeg ikke føler, jeg kan gennemføre."
Hun måtte bide sig i læben. "Jo. Måske gør jeg. Sommetider. Lad min selvkontrol være min hovedpine; du kan alligevel ikke gøre så meget."
Med en hovedrysten tydeliggjorde hun det hav af forskellige følelser, som bekrigede hinanden for at få overtaget i hendes indre. Hendes sunde fornuft blev bombarderet af utallige indtryk, minder, Karaktars ord. Modstridende oplysninger blev vejet op mod hinanden, nogle fundet for lette. Smerten stod tydeligt at aflæse på hendes ansigt i søgen på et svar hun kunne følge på sin levevej.
"Jeg vil ikke høre mere nu," sagde hun pludselig fast. "Det er nok."

Karaktars sorte øjne, blev igen langsomt drejet imod Eleanor imens hun talte. Ansigtet var igen tomt og følelsesløst, imens han lod hendes ord hvirvle omkring i hans tanker. Hans blik røg kort imod jorden, inden de gled frem for ham igen.
"Jeg mente ikke det slag.. Der havde du kontrollen. Jeg mente dine næste reaktioner.. Havde du ikke angrebet mig, ville jeg dig intet have gjort.. Min indtrængning, var ikke for at påføre skade.. Men du skal heller ikke undskylde.. Men du burde lære at kontrollere den vrede.." Sagde han langsomt, og kiggede så frem for sig igen, og væk fra Eleanor. Han klikkede sine negle imod hinanden, imens han stirede blankt frem for sig. Hans tanker legede med en masse overvejelser, og han kneb dem langsomt en smule sammen. Han kiggede så over sin skulder da hun sagde, at det var nok.
"Men der er så meget mere du burde lære, inden du fortsætter med at udføre dette.. Hævntogt, imod min race.. Og foruden, burde du også lære mere omkring din vrede.. Lære at kontrollere dem.. Lige så dine minder.. Ved at du stadigt er ung. Men du bliver nød til at lære at fortsætte, på trods af dine minder, uden at lade dem sløre din vej.." Sagde hans stemme roligt, inden han begyndte at bevæge sig fremad, og vær fra Eleanor, uden at se sig tilbage.
"Mød mig i udkanten af skoven, nærmest søen, uden for Terre, næste nat, få timer inden midnat.. Hvis du ønsker at tillade mig, at vise dig mere.. Tag det som lære, eller endnu en mulighed for at bringe en af min.. Så forfærdelige art, ned.. Bare husk på, jeg havde flere chancen for at påføre dig smerte i nat.. Men det var kun dig, der gjorde det.." Sagde hans stemme, imens han fortsatte væk, og hvis ikke han blev stoppet, fortsatte han imod det høje metal hegn, og materaliserede sig til en sort masse, for så at blive til et væsen, uspotteligt, med det blotte øje..

Hans ord flød igennem hende som en blid brise i træernes blade. Hun lyttede intenst efter meningen bag hans ord, men uden at have gjort op med sig selv, om hun ville følge dem.
Han bevægede sig langsomt væk derfra. Impulsivt trådte hun et skridt frem for at forhindre ham i det. Så standsede hun. Det var ikke nødvendigt. Han måtte gå sine egne veje.
Hans tilbud om viden fik hende til at knibe øjnene sammen i et forsøg på at skjule sin forvirring. Ved søen. Der havde hun været enkelte gange. Det gøs i hende ved tanken om, at vampyrerne også befandt sig i det område. Hun havde altid benyttet sig af skovkanten som et hvilested fri for fare og angst.
Han tav. Hun nikkede umærkeligt, bevidst om at han ikke kunne se det. Da han forsvandt ud af syne vendte hun rundt. Uden at se sig tilbage satte hun i løb. De bare fødder hamrede mod græsset i jævne stød, indtil hun satte farten op med retning mod Terre.

//Over and out//