The Sun is High (Maylea - Privat)

Sted: Stranden. Der er vindstille dog er der høje bølger
Tid: 13.00
Vejr: Der er vindstille dog er der høje bølger. Solen skinder og der er dejligt varmt
Omgivelser: En smule mennesker da oversigten havde sagt regn. Dog endte det med stort solskinsvejr.

Aaron havde brug for en pause fra alt sin tænkning. Derfor var han taget ned på stranden. Han var iført nogle lange badebukser der gik ham ned til knæene. Han havde et par solbriller der sad i hans uglede sorte hår. Aaron havde en veltrænede overkrop, dog havde han bandager rundt om sin brystkasse og han havde nogle blå mærker hist og pist. Dog var han en meget flot ung mand uden at være for buffed. Hans ansigt var blidt og med meget fine linjer dog mandigt. Han havde himmelblå øjne. Hvis man så i dem var det som blev der lidt varmere og altid blev bare lidt bedre. Aaron havde snakebite i sin underlæbe og en tatovering på hans højre overarm hvor der stod ’Be Free Fuckers’. Aaron gik ud mod vandet med sit surfboard under armen. Han mente det var på tide at slappe væk fra hans jagt efter den Dæmon der dræbte hans mor. Det var på tide at nyde livet lidt. Aaron svømmede ud og rejste sig op på sit surfboard og surfede. Han var god til det. Han var langt fra en af de bedste men han var god. Da han nåede ind til breden gik han over og lagde sine solbriller og board på tæppet og gik ned og tog sig en dukkert. Da han kom op kørte han en hånd gennem sit pjuskede hår. Vandet på hans krop glinsede i solens lys. Aaron nød det. Vandet var perfekt og varmt. Det var en perfekt dag at tage på stranden. Ikke nok med det. Der var heller ikke så mange mennesker. Aaron kørte sin tunge over sin underlæbe og svømmede lidt rundt i vandet.

En ung pige der så ud til umuligt kunne være en dag over de 16 bevægede sig med hurtige lette skridt henover stranden i bare tæer. Under armen bar hun et håndklæde og en strandtaske der så ud til at være fyldt med diverse ting. Pigen have et lille lyst ansigt som var indrammet af en tyk brun manke der så ud til at have krøl i sig. Håret bevægede sig let ved hvert eneste skridt der blev taget. Hun var iført en hvid kjole med noget gennemsigtigt stof der gik hende til knæende. Hun havde spændt et sort bælte fast om taljen for at fremhæve hendes timeglasform yderligere.
Den let gennemsigtige kjole afslørede at hun havde en mørk bikini på indenunder, kun let godt nok. De fyldige rosafarvede læber sad uden et smil på hendes ansigt, hun virkede som en pige der var i en helt anden verden. Helt væk, og udenfor normale menneskers rækkevidde. Udfra denne piges naturlige skønhed kunne man hvis man var god nok, måske se at der var noget aspara over denne skønhed. Hvad mange ikke vidste var at Maylea ikke var stolt over at have et andet væsens blod i sine årer. Hun kastede et lille blik over skulderen for at sikre sig de få personer på stranden, før hun roligt smed det store strandhåndklæde ned i sandet strakt ud. De mørke øjne gled henover vandet med en længsel i blikket der kunne sammenlignes med et blik man sendte en gammel elsker. Hvor havde det dog været længe siden hun var her sidst - ikke at hun satte sig selv i livsfare ved at være i nærheden af et sted hvor så mange personer befandt sig, men på den anden side - hvornår var man ikke i livsfare længere? Hun smed strandtasken ved siden af tæppet og fjernede det sorte bælte hun havde snoet om taljen, for at mærke den hvide kjole mere frit om kroppen. May lod en anelse usikkert blikket glide rundt endnu engang. Hun var ikke typen der brød sig om at blotte kroppen for andre. Derfor havde hun altid befundet sig på stranden når der var få personer i nærheden. sikkert? ... Hun tog forsigtigt fat i den hvide kjole og trak den henover hovedet i en langsom bevægelse. Hun drog et lettelses suk da hun bevægede sig ud mod vandet iført den mørke bikini. Vandet var ikke så langt væk.. om lidt kunne hun overlade sin krop til saltvandets behagelige brusen.

Aaron flød rundt i overfladen af vandet. Det var dejligt når der ikke var så mange mennesker. Han slappede virkeligt af, han lå og dasede i overfladen af vandet. Han havde ikke en tanke i hans hoved. Det var dejligt for en gangs skyld. Nogle piger fnisede da de svømmede forbi ham. Han var van til det efter hånden. Dog lagde han ikke mærke til det. Nogle fniste fordi de syntes han så godt ud andre fordi de syntes var så underlig ud med hans tatovering og snakebite. Aaron havde lært at ignorere det. Faktisk var han ligeglad med hvad folk syntes om ham. Han lod solens varme stråler ramme hans hud. Aaron havde ikke slappet så meget af i meget lang tid. Han vidste at ingen Dæmoner eller Vampyrer ville komme her ud. Det var det perfekte sted at slappe af. Da han følte han havde daset lang tid nød dykkede han under vandet og kom op igen. Han rystede let hovedet så det meste vand ville forsvinde fra hans hår. Ha kørte derefter en hånd gennem hans hår. Aaron kiggede rundt omkring. Det var dejligt at bade her. Men der var ikke så meget at lave alligevel. Det var meget ensomt at tage til stranden alene. Aaron gik langsomt op af vandet igen. Vandet rislede af ham og blev reflekteret af solens stråler. Aaron satte sig oppe på sit tæppe igen. Han overvejede om han skulle tage sig en surf tur mere. Der var jo så godt vejr. Hvad skulle han ellers give sig til. Han lagde mærke ti May og gav hende et kort nik. Han vidste ikke om hun havde set ham eller ej. Men han gjorde det alligevel. Aaron satte sig for at slappe lidt af. Det var for dejligt vejr til bare at slappe af hele dagen. Han ville lave et eller andet, han vidste dog ikke hvad. Han var rastløs. Det var dog normalt for ham. Han var van til så meget spænding at sådan nogle afslappede dage bare ikke var nok for ham længere.

Nej. May havde hverken set Aaron eller han lette nik som hilsen. Faktisk prøvede hun at ignorere alle der måske så i hendes retning. Prøvede at lukke dem ude - stadig med følelsen af ubehag når nogen så hendes krop så blottet. Selvom det var meget normalt at have bikini på ved stranden. Hun pjuskede lidt op i det krøllede hår for at skjule sit ansigt yderligere. De gange hun havde været ved stranden med en flok venner foretrak hun for det meste at sidde på håndklædet iført den lette hvide sommerkjole, for at skjule det meste af sin hud. Forsigtigt placerede hun sine fødder i vandkanten, for at mærke salvandets brusen der slog indover dem i et køligt kærtegn. Temperaturen var fin - og den passede til vejret. Altså ville der ikke ske noget ved at- Maylea sprintede ud i vandet med nyfunden energi, manken flagrede efter hende og fik et let gyldent skær pga. solens stråler. Hun kastede sig ud i vandet med et næsten perfekt hovedspring, da hun nåeder langt nok ud og dykkede de næste sekunder. Kort tid efter brød hun den bølgede vandoverflade og kastede det brune, nu våde hår bagud med sit hovedet, så vanddråberne føj til alle sider.
Et lille smil havde formet sig på Mays fyldige læber. Et smil hun ikke havde haft derpå længe. Følelsen af vandet som slog ind mod hendes krop var vidunderlig. Det gav en følelse af frihed. Følelsen af at hun når hun ville sagtens kunne fortsætte mig at svømme, svømme og svømme for at komme væk fra Di Morga. Lige når hun havde lyst. Følelsen af frihed boblede gennem hende, øjnene blev kort lukket for at denne følelse kunne sprede sig til hvert eneste krog i hendes krop. Da hun endelig åbnede disse øjne igen så hun ind mod stranden der nu var forholdsvis langt væk - og med størrelsen på bølgerne burde det være advarsel nok på at hun burde svømme ind mod bredden igen. Men hvorfor skulle hun? Hun var en fisk. Hun var fri. Hun kunne gøre hvad hun ville! I samme øjeblik slog et bølge ind over hende og trak hende en anelse længere ud. Okay.. Hun burde vikelig begynde at svømme ind igen. Dog havde bølgen eller afstanden fra stranden ikke afskrækket hende det mindste. Smilet sad stadig på hendes læber da hun tog en dyb indånding og dykkede for at svømme tættere på stranden. Hun mærkede godt nok en smule modstand fra bølgerne - men ikke så meget at hun var på grænsen til ikke at kunne svømme ind. May kom tættere og tættere på bredden, og i sidste ende rejste hun sig op og gik helt ind mod stranden. Vanddråberne hang på hendes solkyssede hud og glimtede som tusinde diamanter, blot for at give huden en ekstra glans. Hun greb fat i sit hår og vred det meste vand ud før hun pjuskede op i det, for at få det til at sidde nogenlunde normalt igen - hvilket ikke rigtigt virkede. Først nu fik hun øje på den unge man henne på tæppet, Aaron. Havde han været der før? May stod kort som stivnet og så lidt på ham, før hun straks begyndte at gå over mod sit tæppe.

Aaron sad og kiggede rundt på folk der badede. Han lagde mærke til en familie med en mor, far og en lille dreng. Han huskede hvordan han var vokset op uden en far. Hvordan han altid have været alene med sin mor. Familie hygge havde ikke været noget på menuen fordi hans mor altid var bange for at folk fandt ud af hvad Aaron var. Hun havde beskyttet ham men det havde også betydet at han ikke havde været steder henne med mange mennesker. Da han var lille forstod han det ikke. Han var gal på sin mor fordi hun ikke ville have ham med sådan nogle steder. Men nu forstod han. Hun prøvede jo bare at beskytte ham. Aaron kunne ikke lade være med at smile en smule da han så hvor lykkelige de var. Dog forsvandt hans smil hurtigt. Hvordan kunne de være lykkelige i en verden med så meget ondskab. Så meget had. Aaron vidste der var en stor chance for denne familie ville blive ulykkelige. At en af de onde væsner i Di Morga sikkert ville dræbe en af disse familie medlemmer og for altid kyle de to andre ned i mørket. Ned i sorgens sorte flod. Aaron rejste sig. Han lagde mærke til at May så på ham. Han gav hende igen et lille nik. Han tog sit surfboard under armen og begav sig ud for at surfe. Da han var færdig med det gik han igen hen og satte sig på sit tæppe. Solens stråler fik ham til at blive i et bedre humør. Han lagde sig på sit tæppe og lukkede sine øjne. Han nød hvordan bølgernes lyde havde en beroligende effekt på ham. Hvordan folks snakkes var som baggrundsstøj i hans øre.

Maylea trak hurtigt håndklædet op og tørrede lige kort overkroppen og det øverste af benene. Mere var ikke rigtigt nødvendigt. Den korte, hvide næsten gennemsigtige kjole blev hurtigt trukket ned over kroppen for at skjule hendes skind yderligere. Efter at have set den unge mand nikke til hende havde hun strengt taget kigget væk meget hurtigt. Blot for at skjule en let rødmen der et kort øjeblik havde domineret hendes kinder. Hun skævede ud mod vandet hvor hun så ham surfe.. tog sig selv i at studere hvordan han holdt balancen, uden at være ved at vælte en eneste gang. Han var god – bedre end hun havde troet. Der stod hun. Som en statue med det våde hår der gjorde kjolens ryg fugtig og derved dobbelt så gennemsigtig. Hun lod sig ikke mærke ved det. Øjnene var fastlagte på hvordan han holdt sig på brættet og styrede henover dem som var det, det nemmeste i verden. De mørke øjne fulgte hver eneste bevægelse der blev taget på brættet. Selv da han kom ind til bredden så hun på ham. Hans ansigt. May så væk og purrede op i det våde hår. Han virker så ubekymret.. har han virkelig noget at frygte i denne by? tanken nåede et kort øjeblik at glide gennem hovedet på hende, før hun med lette skridt bevægede sig henover stranden mod Aaron. Hendes indre virkede måske usikker. Men det kunne ikke ses på det ydre. En evne Maylea altid havde haft. For det meste havde hun haft nemt nok ved at holde usikkerheden inde bag huden. ”Hey!” Hun løftede hånden da hun nærmede sig, for at gøre opmærksom på at det var ham hun snakkede til. Men hvad ville hun egentlig sige? May viste det ikke selv. Faktisk havde hun bare haft følelsen af at hun ville snakke med ham. Så ubekymret som han virkede.

Aaron kiggede op og så May stå der. Han rejste sig langsomt. Han tog sig til siden da han stadigvæk havde lidt ondt i det han rejste sig. Aaron kørte en hånd gennem hans sorte uglede hår før han nikkede igen og sagde med en blid og rolig stemme ’’ Hey ’’. Hans himmelblå øjne kiggede mod hendes. Han virkede som en meget rolig person. Dog var det til at se på ham at han bar en virvar af følelser. Som var han kommet her for at undslippe alle de problemer han nu engang måtte have. Han satte sine arme over kors, dog ikke i en defensiv eller på en lukket måde. Mest af alt for at dække for de bandager han havde over sin brystkasse. Aaron var blevet nysgerrig over hvorfor May var kommet over til ham. Han havde skudt hende til at være den generte pige der ikke turde gå over og snakke med fremmede personer. Aaron rakte efter lidt tid en hånd frem mod hende. Der var nu ingen grund til at være uhøflig. Aaron gav hende et lille skævt smil og sagde så stille ’’ Navnet er Aaron.. Hvad kan jeg hjælpe dig med tøs ’’. Aarons talemåde var som altid ufin. Det var mest af alt fordi han var ligeglad med hvad folk syntes om ham. Det var også derfor han så ud som han gjorde. Dog havde denne pige som han normalt ville gå forbi uden at snakke med vækket hans interesse. Det var ikke alle der turde gå over til en med sort pjusket hår, bandager og snakebite og sige hej. Især ikke når man virkede så genert som hun gjorde. Så hun havde helt klart vækket hans interesse og det kunne ses på ham. Han lænede sig en smule tilbage på hans venstre ben for ikke at stå for tæt på. Han følte sig lidt som den badass elev der aldrig kom til timerne der stod overfor skolens dingse. Så han måtte hellere prøve at opføre sig bare lidt ordentligt, ellers ville han jo bare skramme hende væk og det ville han ikke. Han var for nysgerrig.

Maylea var ligesom ham faktisk en anelse ligeglad med hvad andre syntes om hende, men hun havde stadigvæk dette overraskende kønne ansigt der på en skole nemt kunne betegnes som et ansigt drenge ville gå efter. Men det næste måtte være pigens personlighed. Var hun en dingse ville de vel knap nærme sig hende ikke sandt? Folk ville blot lade hende alene med bøgerne. Udseendet bedragede. Maylea kunne have et ret så uskyldigt udseende. Virke meget genert. Men havde man kendt hende i skolen. Så ville man have set noget af sandheden. Det var tit at der var en gruppe der løftede armene og vinkede hende hen til sig i cafeteriet. Det var tit hun havde sat sig ned ved et tomt bord, efterfulgt af at nogle stykker havde sat sig omkring hende. Sandheden var nemlig at folk i skolen havde svært ved at ignorere skønheden. De havde svært ved at modstå den selvsikkerhed hun til tider havde udstrålet. Havde man gået i klasse med hende siden de var helt små ville man endda have oplevet lettere voldelige og beskyttende sider fra hende. Typen der ikke ville se mobning. Der havde passet på sine venner, som altid tog byrden hvis hun kunne se de ikke selv kunne klare det. Men på nuværende tidspunkt var denne barske side ikke synlig. På dette tidspunkt virkede hun mere afslappet, med en let kriblende usikkerhed gemt under huden. Hun mødte hans blik og veg ikke et eneste øjeblik. Tog hans hånd og mærkede hans hilsen udover at høre den. Usikkerheden skrumpede en smule. Det skarpe blik faldt på hans bandage som det så ud som om han prøvede at skjule – uden det store held i hvert fald. May ignorerede straks hans spørgsmål eller talemåde. Navnet sad dog stadig fast. De rosa farvede læber skiltes kort for at hun kunne præsentere sig selv ”Maylea.” Stemmen havde en lys, lettere skarp klang, og hun gjorde det ret tydeligt at det var hans bandager hun på nuværende tidspunkt havde fået øje på. ”Hvad er der sket?” Stemmen lysnede yderligere og fik en næsten uhørlig bekymret tone. May tog sig selv i at bide tænderne sammen da hun rettede sig op og løftede blikket for at møde hans igen. Selvfølgelig havde han heller ikke haft et nemt liv i denne by. Selvfølgelig havde han også kæmpet og haft brug for en fridag. Hvordan kunne man dog tro andet? I denne verden ville alle de svage dø hvis de ikke gemte sig. Hvorimod de stærke kunne overleve, og de hurtigste få mad. May ville ikke påstå hun var en af de ’stærke’ men ej heller var hun en af de svage. Så længe som hun havde overlevet pga sin faders træning.. Hun løftede en hånd og strøg den gennem det håret der pga vandet virkede meget mørkere end før, og krøllede mere. Ubevidst flyttede hun blikket mod hans bandager igen. Aarons udseende skræmte hende ikke uden videre. De typer hun havde mødt da hun flygtede havde virket langt værre – og de havde endda jagtet hende med våben og lænker.