Take me home~Scars::privat~

Natten var efterhånden ved at overtage Terre by og henlagde den i mørke og gjorde gaderne usikre at færdes i, da nattens børn nu var på rov efter føde. Mange af byens mænd var alligevel gået ud i byen for at komme på diverse barer og clubs for at se på de let påklædte kvinder der var nemme og finde på denne tid. Showet på De Strip-tease var allerede godt i gang og mange af mændene sad nærmest og savlede udover deres bord, da kvinderne smed mere og mere af deres tøj og tilsidst stod uden noget på overhovedet. Det var der de fleste mænd gik op til scenen for at se nærmere på varen, på kvindernes nøgne kroppe, men en af dem kom for tæl på, hvilket fik en af kvinderne til at gå ned fra scenen og trække ham med om bagved, men det var ikke for at gøre noget frækt, men for at bide ham, for hun var en af de mange vampyrer der var her, som til dagligt smed tøjet for flere hundrede mænd. Manden der stod på scenen og holdt øje med at pigerne ikke skulle komme noget til, eller at der ingen mænd var der kom op på scenen tændte for sin mikrofon " Nu mine herrer.. Nu kommer den yngste af dem alle.. Hun er også en af disse små slave tøser som elsker at danse for mænd som jer.. Giv en varm velkomst til Venia" sagde han og ud i lyset trådte en ung dame. Hun havde lige så meget tøj på som de andre, men de fleste folk, mente hun var smukkere end de andre, men det var sikkert fordi hun var vampyr. For hvert sving hun lavede i kroppen bevægede hendes lange sorte hår sig lidt ind foran hendes smukke ansigt. Hun var ligeglad, hvad folk tænkte om hende. Hun havde selv valgt dette job og fortrød ikke sit valg, ikke ind til videre i hvert fald. Hun lod hofterne bevægede sig som om hun ingen knogler have i hendes velformede krop, som gled op og ned at stripperstangen der var på scenen. Endnu en mand kunne ikke holde mere og gik op til scenen og lod sin hånd glide op af hendes ben, hvilket fik hende til at gyse og væmmedes over denne fremmede mand. Hun så sig over skulderen på manden der stod på scenen som allerede var på vej ned mod manden der hurtigt blev fjernet fra hende så hun kunne danse videre.

Foragt var det eneste som Alexander kunne udtrykke for mennesker og alle de andre racer end hans egen, det var intet mindre end svinsk, denne forkastelige måde at udstille nogen der var så meget bedere end dem på så mange måder, men på den anden side måtte hun vel også selv have valgt et liv som apostat... en person udenfor normal vampyrkultur og slægt. Med et misbilligende udtryk tændte hans for en cigaret, den lille glød fra denne var det eneste der lyste op i det ellers totalt mørke hjørne som Alexander havde sat sig i, herfra havde han kunne 'nyde' udsigten til menneskekvinderne der sprællede rundt på scenen og fik deres mandlige modstykker til at te sig som de hunde de var, en modbydelig forestilling af primitive instinkter der ikke sømmede sig for en person som ham.
Dog var der en af dem der 'dansede' der havde fanget de syregrønne øjne, hun havde en aura over sig og der kunne ikke være tvivl om at hun var en vampyr. Alexander havde rystet lidt på hoved da han så hende træde op på scenen, det var nedværdigende og han tænkte kraftigt på om han bare skulle forlade det snuskede sted han var kommet til.
Alexander kiggede med forundring da en mand forsøgte at kravle op på scenen til vampyrkvinden, hvad var det dog for en totalt mangel på respekt for dem der var bedere end hamselv... det var skammeligt.
Da det lykkedes manden at ligge hånd på vampyrkvinden blev det for meget for Alexander, i et ryk der var for hurtigt til at mennesker kunne se det stod han på scenen ved siden af kvinden, hans grå frakke lavede en smældende lyd som den faldt til ro omkring ham. Hans ansigt der var preget af det store ar fra øverst på venstre øjenbryn, til neders på højre side af hagen, samt de syregrønne øjne, udfra arret kunne enhver med en halv hjerne gætte hvem han var.
Med en øresønderrivende stemme der skar gennem luften som en kniv brølede han, "I ved hvem jer er, i ved at i skal elske og frygte mig! Hvad i al verden får jer til at tro at jeg vil tillade denne krænkelse af min race!", Alexander blev mere og mere hidsig som han råbte ad forsamlingen der sad som lammede i deres stole, "Vi Vampyrer er jeres herre og i har bare at huske hvem det er der har magten i dette land... ud... UD!". Alexanders sidste kommando var ikke sen til at blive forstået, alle som en af de fedladne gamle svin af nogen mennesker fløj ud af døren.
Alexander vendte derefter blikke mod den letpåklædte vampyr kvinde, "Du er en skændsel for vores race! Jeg burde give dig den sande død i dette sekund, men jeg er nysgerrig, så dit svar kan redde dit liv, hvad har dog drevet dig til at nedværdige dig til at danse for mennesker og andet rak?", Alexanders syregrønne øjne var knebet sammen og det ville føles som om han kunne se igennem enhver løgn så længe han stirrede på hende.

Hun så da denne mandlige vampyr kom op ved siden af hende, hvilket fik hende til at stoppe og lade sit blik hvile på ham. Hun skælvede kunne man se, hun var ikke bange for ham, men for de andre, for hvad de ville gøre ved ham, da der ikke måtte være mænd på scenen, men efter den ordre han havde givet, var hun ikke længere bange. Hun så mod døren hvor alle de andre mænd strømmede ud, nærmest som en flok zebraer der skulle til at krydse en klod med krokodiller sprang de ud af døren og forsvandt ud i nattens mørke. Hendes blik gled fra døren og over på ham, mens hun tog nogle skridt bag ud, hun vidste godt hvem denne mand var og havde fået fortalt hvordan han var over for andre væsner, det var det der fik hende til at bakke tilbage, men hun nåede ikke langt, da hun ramte ind i en af pælene og stod med ryggen op af den. Hun så ned i jorden da han nævnte det med hun var en skændsel for sin race, hun vidste det udemærket, han var ikke den eneste vampyr der havde sagt det til hende, men hun var jo nødt til det, hun var tvunget til dette job, men også så hun kunne få nogle penge til det ene og det andet. Hun så op på ham med et ryk så hendes lange sorte hår kom væk fra hendes ansigt " Jeg ved godt jeg ikke burde være sådan et sted.. Men jeg er tvunget til det" sagde hun og så ind i hans syregrønne øjne og så derefter til siden. Hun vidste man ikke skulle gøre noget forkert når han var tilstede " Jeg er slave vampyr.. Hvad forlanger du af mig? At jeg skulle være ved en herre der ikke gør andet end at forsøge at dræbe mig?" spurgte hun og så på ham med sine øjne som nu var blevet røde, da hun var ved at være irriteret over ham, men hun prøvede så vidt muligt ikke at vise det

Alexander stirrede vantro på hende, inden han med samme fart som før greb hende om hagen og med en vred stemme snærrede af hende "Du skal ikke teste min tålmodighed... hvad jeg forlanger af dig er en smule stolthed over det du er", han slap hende igen og med en ukontrolleret bevægelse sparkede han til et stol, der blev sendt tværs igennem lokalet og smadrede mod væggen i den anden ende af rummet. Den vrede der bølgede i ham som tusinde flammer var ufattelig, tænk at så højt et væsen kunne nedværdige sig selv til noget så lavt som dette, det var skammeligt.
Alexander tog plads i en stol og betragtede kort kvinden, "Anse dit arbejde her for slut, som din herre og ældre forlanger jeg at du stopper med at gøre vores race til skamme på denne måde!", der var ikke den mindste smugle i Alexanders stemme der sagde at han ville lade hende diskuterer mere i dette emne.
Med et fnys der afsluttede den kort tavshed der fulgte sagde han, "Hvad er dit navn kvinde? Og hvem er det du drister dig til at kalde din herre?", Han afvetede hendes svar med en bister mine og da en mand forvildet kom ind i rummet ude fra gaden, kastede Alexander også en stol efter ham.

//Undskyld, men nåede ikke helt at få det gjordt så langt som det skulle være håber det ok, siden jeg sender fra skolen :s//

Hun så på ham med et nervøst blik da han greb hendes hage, hans ord fik hende til at se væk fra ham, hun vidste dette var vantro, hun burde ikke gøre dette mod sin race, som var en af de højest stående i denne by " Jeg.. Jeg" sagde hun og sagde ikke mere end det da hun hørte hans ord om han nu var hendes herre. Hun så på ham da han sparkede til stolen som fløj tværs det tomme lokale og smadrede mod en væg i den anden ende af rummet. Hun så på ham og bed sig hårdt i underlæben og så ned i jorden " Novenia er mit navn... " sagde hun og tøvede inden hun fortsatte " Og min herre er Dem" sagde hun og så på ham med et lettere nervøst smil på hendes blege læber " Jeg ved jeg er en skændsel for min race, men jeg har gerne ville have en herre, derfor endte jeg her" sagde hun og så på ham med et hævet øjenbryn og så på manden der nu kom indenfor, men hurtigt forsvandt igen eftersom han kastede en stol efter ham. Hun så vred på ham " Det kan godt være du mener de er under os, men vis dem dog lidt respekt" sagde hun kort hvorefter hendes hånd gled op til hendes mund og hun tog nogle skridt bag ud, først bagefter fandt hun ud af hvad hun lige havde slynget ud i luften og hun vidste at denne mandlige vampyr uden videre kunne sno hende om hans lillefinger og manipulere hende som han havde lyst til

// Helt iorden ^^//

Alexander nikkede kort for sig selv da han hørte hendes navn, men han standsede da hun tillod sig at tale tilbage til ham på den mest respektløse måde. Langsomt rejste Alexander sig fra stolen han havde sat sig på, uden at kigge på Novenia på noget tidspunkt, den vrede han følte var ikke længere kun rettet mod menneskene der havde befundet sig på stedet, men hun havde i sandhed også overtrådt en linje for hvordan man opførte sig i hans nærvær, han kunne ikke beskrive sig vrede over hende, den var vel også en del skuffelse, tænk at man kunne falde så lavt, som til at føle sig nød til at moralsk forsvare mennesker, det var forkasteligt.
Med lange tunge skridt nærmede han sig Novenia, den vrede der ulmede under huden på ham ville uden tvivl kunne mærkes for hende som små sitrende elektriske stød. Alexanders stemme var dybere end før og et nærmest dyrisk udtryk kom til syne som han løftede blikket og så på hans skræmte racefælle, "Hvad var det du sagde, forstår jeg dig ret, at du mener at andre racer og mennesker er noget værd?", Med en voldsom bevægelse tog Alexander fast om håndledet på Novenia og hev hende til sig, så deres øjne var centimeter fra hinanden, "Kryds ikke min vej... nogensinde, jeg er ikke en person man skal ønske som sin fjende". Alexanders hugtænder kom til syne og han brølede Novenia ind i hoved for at etablere sin magt over hende.
Efter det lille optrin drejede Alexander rundt på hælen og marcherede ud i bagrummet, hvor de andre strippere der ikke havde hørt tomutlen befandt sig. Der lød skrig fra de forskrækkede kvinder da Alexander kom ned i rummet, målrettet tog han fat i håret den første menneske kvinde han kunne se og gik tilbage til Novenia. Kvinden skreg ved smerten af at blive trukket ved håret og tårene væltede ned af kinderne på hende som hun brutalt blev slynget hen ad gulvet foran Novenia, "Bid hende, drik! Jeg befaler dig at gøre uret ret, hvis mig du er værdig til at fortsætte med din eksistens og tjene mig, din herre!". Alexander lagde afventende armene over kors og kiggede på Novenia, det var nu hun skulle vælge mellem uskyldighed eller lydighed.

Hun så på ham med et endnu mere nervøst blik og bed sig i underlæben idet han trak hende ind til sig " Ikke... noget... Jeg.. Mente.. bare" sagde hun og så ind i hans øjne og mærkede hvordan hendes hjerte hoppede i brystet på hende, hvis hun altså havde et hjerte overhovedet. Idet han gik ud i baglokalet og hev menneske kvinden med sig ind så hun på ham med et kort smil. Hun vidste hun var nødt til at gøre det, ellers ville hun være dødsdømt på stedet. Idet han smed kvinden over gulvet så hun endte foran Novenia og sagde de ord så hun på ham med et kort smil og nikkede kort " Javel herre" sagde hun og gik ned til kvinden og blottede hev hende op fra gulvet som om hun var blevet smittet at hans vrede på en måde, hvilket hun egentlig bedre kunne lide i stedet for hun var den kvinde der gjorde alt mænd sagde til hende om det var at smide tøj eller gå i seng med dem så gjorde hun det. Hun hev kvinden ind til sig med et voldsomt ryk og lænede sig ned mod hendes hals og lod sine tænder gå gennem hendes hud og tage det blod hun kunne få fat i. Hun lukkede øjnene af ren nydelse og gav et lille svagt suk fra sig da hun mærkede den røde væske i hendes mund. Da hun ikke kunne få mere blod ud af kvinden lod hun hende falde til jorden som en kludedukke og rettede derefter sit blik på ham.

Alexander kiggede bare på optrinnet, de skrig der kom fra kvinden forsvandt hurtigt som Novenia's tænder sænkede sig ned i hendes hals, Alexander kunne mærke hvordan han selv fik lyst til at sparke Novenia væk og tage sig af kvinden, men han holdt sig i skindet, kvinden var nu Novenia's og det måtte han respektere, også selvom han var den stærkeste af de to og havde langt den største mængde magt.
Alexander kunne ikke andet end at nikke anderkendende af hans nye slave, hun havde smuk demonstreret hvori hendes loyalitet nu lå og han kunne ikke være mere tilfreds. Langsomt rejste han sig og trådte henover liget som nu lå livløst på gulvet, med en meget lille pøl af blod omkring sig, hårdt greb han Novenia om hoften og stirrede hende igen intenst i øjnene, han pressede hende helt ind til sig så hun ville kunne mærke den isnende kulde af ondskab der steg fra ham. Langsomt lagde han hoved på skrå og slikkede en dråbe af blod fra en af Novenia's hugtænder, derpå skubbede han hende lidt væk igen og smilede ondskabsfuldt, "Jeg er tilfreds med dig, du har vist at du måske er mere end en simpel stripper og en menneske elsker... men jeg kan love dig for jeg ikke er en herre der finder sig i noget, din loyalitet skal vise sig med det samme når jeg giver dig en ordre, trods mig én gang og du skal mærke min vrede".

Hun smilte kort til ham idet han tog om hendes hofte med et fast greb og lukkede øjnene idet han slikkede bloddråben af hendes hjørnetand. Idet han skubbede hende lidt væk så hun på ham med et svagt smil. Hun var fandens nervøs i hans nærvær, men det skulle helt sikkert blive ændret når hun havde vænnet sig til hans måde at være på. Hun så på ham med et lettere forskræmt blik og nikkede kort over hans ord " Javel" sagde hun og lod en hånd glide gennem det lange sorte hår, der hang ned over hendes skuldre og ned af hendes ryg. Hun vidste at denne fremmede vampyr, eller nærmere betegnet hendes herre, som han nu var, at han var meget stærkere end hende og kunne uden tvivl nedlægge hende, hvis det var det han ville og helt sikkert også dræbe hende uden så meget som nærmest at bevæge sig. Hun så over mod baglokalet og bed sig kort i underlæben idet hun fik øje på Ismael hoppe rundt på gulvet, hun vidste at hvis han opdagede fuglen ville han sikkert smide noget efter den og få den til at flyve væk, men problemet var, at kragen altid var hvor hun var, lige meget hvor, hvornår og med hvem. Hun lod atter sit blik glide over på ham med et forsigtigt smil på læberne uden at vide hvad hun skulle sige

Alexander stod et stykke tid og så ud som om han bare stirrede ud i tomheden, men sandheden var at han tænkte sig kraftigt om. Kunne han tillade sig at tage denne vampyr med sig tilbage til Abbadon? eller ville han tabe ansigt i befolkningen samt hos de andre vampyrer. Længe stod han forstenet og kiggede på ingenting, men så rykkede han lidt på skuldrene, hvorfor han tænkte over denslags var tåbeligt, et levn fra fortiden, hvor han havde haft respekt for de andre vampyrer og det samme med befolkningen i hans rige. Nu var det nærmest komisk at han havde tænkt på andre end hamselv, det var ellers ikke noget han havde gjord det i lang tid.

En skraben fra gulvet vag ham og lugten af fugl, fik hans pupiller til at trække sig sammen og han kunne mærke en isnende kuldre trække sig sammen i brystet på ham. Forsigtigt drejede han hoved og så sig over skulderen, Novenia havde ingen interesse i hans øjne mere, men kragen havde pludselig fået al hans opmærksomhed.

Som et lyn fra en klar himmel havde han trukket sin pistol og pegede den på fuglen, hvis der var noget i denne verden som Alexander ikke kunne lide var det fugle, fugle og klovne havde altid haft et helt specielt sted i helvede efter hans mening.

Hun så på ham med et vredt blik da han rettede pistolen mod hendes fugl. Hun løb ind foran ham og så på ham med blottede tænder " Du kan jo lige prøve!" vrissede hun og så på ham med et stift blik, der uden tvivl viste at han skulle forbi hende før hun kom til fuglen. Hun så sig over skulderen på Ismael der lettede og fløj over hende og forbi dem op på scenen " Det er min fugl.. Og hvis den dør.... Dør jeg" sagde hun og så på ham med et lettere irriteret blik og rejste sig i sin f ulde højde igen.

Hun så ned i jorden, da det var gået op for hende hvad det egentlig var hun lige havde gjort og nu vidste hun det ville få konsekvenser for hende, men hvilke ville tiden jo vise. Hun gik over mod sin fugl uden så meget at skænke ham et blik " Er du okay Ismael?" spurgte hun og undersøgte fuglen for sår og skræmmer, men der var dog ikke noget at se, hvilket var et godt tegn " Undskyld Herre, Men hvis der sker noget med Ismael, bliver jeg svagere" sagde hun og så ned på liget af kvinden der lagde oppe ved scenen.