At night // Privat: Karaktar

Tid: Klokken nærmer sig midnatstimen
Sted: Ved skovkanten ved søen
Vejr: Månen skinner ned fra en skyfri nattehimmel. Luften er kølig.
Omgivelser: Forladt af levende skabninger som har bukket under for søvnen

Eleanors fødder mødte lydløst græsset, idet hun på tåspidserne bevægede sig igennem yderkanten af skoven. Fødderne var bare og sanserne vakte for at undgå tørre blade eller kviste, som kunne afsløre hendes tilstedeværelse før tid var. At vampyren ikke med sikkerhed kunne vide, om hun ville tage imod hans tilbud talte kun som en fordel på hendes side. Han skulle nok finde ud af det, men denne gang - hendes mund strammedes i en beslutsom grimasse - ville hun sidde med kortene på hånden.
Hun bar stramme gamacher og en uformelig trøje med talrige indre lommer. Processen med at udvælge de nødvendige ting at medbringe havde taget hende det meste af morgenen. Ubevæbnet ville han ikke finde hende. Men det betød ikke, hun havde sat sig for at gøre brug af sin forhåbentlige overraskelsesankomst i en voldelig forstand.
Hun skubbede med en finger en flyvsk tot hår op i den stramme knold og fæstenede den igen med spændet. Hendes øjne bevægede sig over omgivelserne i en evig søgen efter liv. En knagen i et krat lidt derfra fik hende til at snurre rundt på den ene fodballe med armene hævet foran ansigtet og alle sanser vakt. Da ingen lyde fulgte efter den første fortsatte hun langsomt, men fortsatte med at kaste årvågne blik tilbage over skulderen.
Søen kunne skimtes imellem stammerne, spejlblank i lyset fra månen. Hun lod fingrene strejfe den nyslebne sølvdolk i det sorte læderbælte, som kun svagt kunne anes under trøjen. Hendes hænder føltes lettere svedige, idet hun med små skridt nærmede sig bestemmelsesstedet. Det tynede efterhånden ud i træerne. Følelsen af sårbarhed voksede, imens skovens dække langsomt forsvandt bag hende. Hun bed sig hårdt i indersiden af kinden. It doesn't matter. Beslutningen om at dukke op er truffet.
Hun standsede ved en kraftig egestamme ikke mange meter fra søens bred. Ingen skikkelse var at se. Den lette brise fik sivene til at bevæge sig i små ryk og en græshoppe summede et sted derude. Hun stillede sig i skyggesiden af stammen, skjult i mørket og gav sig til at vente.

Ikke langt fra skovkanten, hvor den unge kvinde trådte frem fra skovens krat, sang et roligt vandfald, i en stille tone. Vandet kom fra en å, der kom fra bejrgende, og bragte vandet ned fra dets store grotter. Vandet faldt fra de øverste klippesten, og afgav sit rolige fald, på de kolde klipper under, for så at glide ud i et med søen. På toppen af vandfaldet, stod en høj herre, og stirede ud over søen, med et tomt og mørkt blik. Hans tomme sorte øjne, så ud til at stire imod alt, men intet. De havde blot en fast grimase, og blinkede ikke en eneste gang.
Da Eleanor var trådt frem, drejede blikket sig langsomt ned imod hendes retning, for så at stå fast imod hende. herren havde sine hænder foldet bag sin ryg, og klikkede sine negle imod hindanen, ganske få gange, inden han løslod dem, for så at træde ud over kanten, af den klippe han bestod, og så falde ned på klipperne under sig, og lande der perfect, og uden at fjerne blikket fra Elearnor. Karaktar tog dybe beregninger af hendes følelser, og agressivitet.. Var Eleanor for agressiv eller vred, ville han ikke vise hende dette i aften. Det han ville vise hende, var det største bevis, han kunne give, på at han stolede på hende. Imens at det kunne være ganske lærerigt. Men det var ikke en time han ville give hende, hvis hun var agressiv og vred som den sidste nat de møttes. Da dette ville være et brud på den største, og eneste, nærmest, hællige regel, under Vladimirs styre.. Ikke bringe familien i fare..
Karaktar stoppede hans gang, flere meter fra Eleanors position, og som natten før, gjorde han ingen truende tegn, og han kiggede ikke engang imod hende. Det havde han dog heller ikke behov for, for at kunne mørke hendes humør. Han ville ikke kunne læse hendes tanker, og prøvede han heller ikke på. Men hendes følelser, ville stadigt give tegn fra sig, og signalere hendes temperament.
"Eleanor.." Sagde hans fine stemme, imens han nikkede en enkelt gang, som en simpel velkomst. Hans blik var focuseret væk fra hende, forbi hende, og ud over søen. Hun kendte til deres kraft, og selv ikke dem, ville han lade true hende..

Eleanors øjne bevægede sig langsomt over omgivelserne, gennemsøgte hver en skygge og hver et skjul i deres søgen efter tegn på den andens tilstedeværelse. Hendes varme åndedræt dannede små skyer af damp foran hendes ansigt. I stilheden rettede hun sit fokus indad og fandt sin kerne af indre ro, som ofte formåede at drukne i emotionelle bølger. Men ikke i nat. Hendes nysgerrighed fik det til at krible i fingerspidserne, og adrenalinen pumpede i årene. At kaste sig ud i noget ukendt var ved at blive en dårlig vane.
Hun tvang langsomt roen til at sprede sig fra mellemgulvet og ud i de yderste lemmer, til ansigtet, ørerne, næsen. Vejrtrækningerne blev dybere, men bevægelserne mistede ikke deres hurtighed. Hver enste sans var vågen.
Ud af øjenkrogen bemærkede hun en bevægelse. Forsigtigt placerede hun den ene fod et stykke bag den anden og gik ned i knæ. Hendes hånd befandt sig få tommer fra bæltet.
Hun genkendte Karaktar fra natten før. Månen oplyste hans træk og gjorde ansigtets skygger tunge. Han så ældre ud. Da han stoppede få meter fra hende rettede hun sig op på ny og trådte nogle skridt frem ud i lyset. Han så ikke på hende.
Det undrede hende ikke, da han talte. Alle hendes foranstaltninger forekom ligegyldige i øjeblikket. Den glitrende sø lå foran hende, skoven bag hende. Et springvands brusen fangede hendes opmærksomhed, og hun lod øjnene betragte dets livlige plasken i et øjeblik, før hun igen vendte tilbage til vampyren. Halsen føltes tør. Hun rømmede sig en enkelt gang. "Godaften, Karaktar. Her er jeg. Det aftalte sted på det aftalte tidspunkt. Hvad ville du vise mig?"
Hendes stemme som skulle have lydt stærk og rolig forsvandt under den åbne himmel, men hun tvivlede ikke på, han hørte hvert et ord.

De tomme sorte øjne, drejede kort imod hendes, for så at kigge dybt i dem, prævis som han havde gjort, aftenen de sidst mødtes. Men denne gang, var hans tilstedeværelse, ikke at føle. Han holdt sig uden fra hendes hoved, men lærte sig selv hendes temperament, ud fra hendes træk, og hvad han kunne føle med sine andre sanser.
Karaktar nikkede en enkelt gang igen til det hun sagde, dog uden at fjerne sine øjne fra hendes.
"Overraskende, var det ikke.. Din nysgerrighed, herre ofte over din fornuft.. Har jeg ret?" Et lavt, dog venligt, fnys kom fra hans næse, og han rejste sine øjnebryn en anelse, imens en meget diskret curve formede sig på hans læber. De forsvandt dog hurtigt, og han fik sit tomme blik tilbage igen, i det han drejede om på sine hæle, og knugede sine hænder bag sin ryg, inden han begyndte at gå tilbage af den vej han var kommet, med faste, og langsomme skridt.
"Men overraskende at de kom så vel tidet.. Jeg ville ønske mine agenter var ligeså effektive..." Han fnøs igen, og fortsatte med at lede vejen, imod det vandfald han var kommet fra.
"Hvis de vil følge med mig, vil jeg straks lede dig der hen.. Men jeg må bede dig, at forholde dig fuldstændigt roligt, præcis som du er nu.. Hvis du lader din vrede og frustrationer løs hvor vi er på vej hen.. Kan jeg ikke længere garantere din sikkerhed.. Ikke engang min egen.." Hans stemme var helt rolig og kold, som om det han sagde, intet betød. Men der var stor vigtighed i hans ord, og det var ikke noget hun måtte forglemme. Det betød meget for begge deres sikkerhed. Den eneste højtsatte regel i Karaktars klan, var at man ikke bragte familien i fare. Under nogen omstændigheder. Også selvom de i forenet kraft, intet problem ville have imod unge Eleanor. Men chancen for at hun gjorde det drastiske, hun overvejede den sidste nat. Nej Vladimir ville ikke tilgive det.. Hun måtte forholde sig rolig. Også selvom han skulle trække ind i hendes hoved, og påtvinge ro.
Da de var nået nærmere Vandfaldet, gik Karaktar imellem en klippe, og vandfaldet, der ledte hen til en lille tunnel. Men han stoppede, og kiggede tilbage på Eleanor. Når man passerede den tynde passage ville en anelse vand dryppe på en, så Karaktar blev nød til at se om hun turde, eller overhovedet kunne, passere.

Karaktars blik fangede hendes. Hun bed tænderne sammen i en stramning af kæben og beredte sig. Intet skete. Hans øjne skinnede mørkt imod den hvide hud, ulæselige og ikke rigtig tilstedeværende. En kriblende fornemmelse fortalte hende, at han så hende an. Musklerne i nakken spændtes, men hendes åndedræt forblev rolige. Som Cæsar havde sagt. Terningerne var kastet. Ingen grund til at få kolde fødder nu. Hun løsnede sine knyttede næver og lod armene falde ned langs siden i en åben gestus.
Hans ord om hendes nysgerrighed sved. At han havde formået at konkludere dette var ikke videre mærkeligt. Hendes tilstedeværelse denne aften var kun en understregning af, at hendes fornuft led gevaldige mangler. Hun undlod at svare. Idet han nævnte sine agenter måtte hun tage sig i at kaste urolige blikke omkring sig. Det gik op for hende, hvor lidt hun vidste om vampyren. Og hvor fatal denne manglende viden kunne blive. At Karaktar skulle have en særlig position i sin klan var ikke en tanke, der på noget tidspunkt havde strejfet hende.
Hun nikkede svagt til hans ord om fare med en begyndende adrenalinfølelse pumpende i kroppen. Idet han vendte sig bort fra hende og bevægede sig væk, fulgte hun efter på lette fødder. Græsset smøg sig om hendes fødder og den kølige aftenluft skærpede hendes sanser.
Et gnavende ubehag voksede i hende, før hun var bevidst om grunden, som kunne kroppen forudse, hvad der skulle ske før hendes hjerne så tegnene. Karaktar nærmede sig vandfaldet, men i stedet for at klatre op ved dets side eller passere det på en fornuftig afstand gik han pludselig under dets stråle. Hun stoppede brat med store øjne og halvt åben mund. Hænderne begyndte at ryste; hun knyttede dem hårdt og borede de lange, sorte negle ind i kødet.
Dråber af vand ramte ham fra, hvor han stod. "Det må være din spøg," udbrød hun hæst. Vandfaldets brusen virkede pludselig øredøvende. "Jeg kan ikke... Jeg..." Hendes mave trak sig sammen, og den indre flamme skreg i hendes hoved. Hun sugede luft ind imellem de sammenpressede tænder og lukkede øjnene. Langsomt, evindelig langsomt betvang hun kaosset. For fanden, brølede hendes civiliserede jeg. Styr dog dine instinkter.
Hun trådte et skridt frem. Benene rystede umærkeligt under hende, men hun tvang dem videre. Øjnene blev tvunget op. "Jeg håber, du render rundt med en elektrisk, tranportabel hårtørrer," sagde hun højt. På stive ben fulgte hun ham. De små dråber vand sydede på hendes hud, for derefter at trænge igennem porrerne. Hun skar ansigt over ubehaget. Den varme, hendes medfødte evner altid sendte rundt i kroppen, forsvandt og efterlod hende tænderklaprende.

Karaktar kunne godt mærke hendes, lettere, nervøse reaktion på nævnelsen af hans agenter. Han lod hende have komiske drømme, om at han havde et stort netværk, af 'usynlige' agenter, der observerede alt. Det passede ham fint. At han på nuværende tidspunkt, ikke havde mere end fire, behøves hun ikke at vide.
Da Karaktar kiggede tilbage på den lettere forskræmte, eller nærmere overraskede Eleanor, så han ikke ud til at ville hjælpe. Han stirede tomt på hende, med de følelsesløse øjne, stadigt med sine hænder foldet bag sin ryg. Han så afventende ud, og virkede ikke synderlig interesseret i at vente. Men dette var en aften for hende. Han havde ikke travlt. I aften ville han vise hende noget, der kunne have betydning for hendes holdninger. Og hvis ikke, var det helle det samme. Der var stadigt flere ting, han gerne ville vise hende. Hvis hun da stadigt ville ligge øre til ham, efter dette.
Da Eleanor var kommet igennem vandfaldet,gav Karaktar slip på sine hænder, og rejste den ene til sin hals. To fingre løsnede noget bag hans jakkes krage foran ved hans strube, og han trak en lang gul snor ud, hvilket fjernede samtlige de tråde der kørte op af jakkens front, så den løst flappede et par gange. Han tog fat om jakken med begge hende, og fik den af fra hans skuldre, imens de sorte øjne, opserverede den frysende Ild Dæmon. Bestemt ikke sundt for hendes race.
Da jakken var af, gik han tættere på Eleanor, og slyngede den store jakke omkring Eleanor, for så at lade det bløde for imod hendes skuldre, og omkring hende. Han gjorde det så hurtigt, at Eleanor formegentligt ville have svært ved at reagere, og hvis ikke hun gjorde, samlede den store jakke sig hurtigt omkring hende. Jakken var ikke våd et eneste sted, og den nåede hende næsten til hendes skinneben. Men den varmede, og den varmede meget. Det var en jakke fra en gammel tid, i Rusland, hvor koldt vejr, var en del af hverdagen, så dens for var lavet til at varme på en behagelig måde. Karaktar samlede den foran hende, dog uden at sætte snorende i igen, hun måtte selv sørge for at holde den omkring sig. Han kiggede så på hende, med et sigende blik, imens han snakkede.
"At spørge om hjælp, er aldrig en svaghed.. Den havde kunne holde din følsomme hud fri for vandets dråber.. Nu kan den hjælpe dig med at genvinde din varme.." Sagde han, med sin rolige, og nærmest omsorgsfulde stemme. Efter disse ord, vente han om på hælende, og fortsatte med at lede vejen.
Efter ganske få skridt ind af tunellen de bevægede sig igennem, kunne de begynde at høre musik. Ikke klassisk, som man måske kunne tænke en gammel herre som Karaktar ville nyde. Men det var nymoderne musik, udviklet af en af menneskehedens subkulture. Metal. Men musikken var dog stadigt ikke så specielt høj, og Karaktar så ikke engang ud til at reagere på musikken. Den virkede ham ganske normal, i disse grotter, der for mange var troet forladte.

Musklerne føltes sært stive i Eleanors krop. De få dråber, som havde ramt hende, opdagede hun til sin lettelse ikke havde nogen synderlig effekt ud over ubehaget ved kontakten med det våde element. Den fortsat stikkende smerte i huden fik hende til at skære tænder. Hun virrede med hovedet for at ryste følelsen af sig.
Noget tungt faldt over hendes skuldre. En lyd nåede at undslippe hendes læber, en mellemting imellem et hvin og en klynken, inden hun fik taget sig i det. I en brat bevægelse slog hun hårdt ud med armen, men blev standset af stof. Hendes øjne vandrede nedad. Karaktars tunge frakke lå om hendes skuldre og smøg sig tæt ind til kroppen. Den første indskydelse fik hende til at gribe efter frakkens folder med hånden for at kaste den fra sig. Væmmelsen ved kontakten med et klædestykke en vampyr havde båret fik munden til at fortrække sig.
Hun stivnede pludselig. En let varme spredte sig i hendes skuldre og trængte ind i brystet. Den stikkende smerte fortonede sig. Hendes øjne blev store. Hun kastede et hurtigt blik på Karaktars høje skikkelse for at gøre sig selv klart, om han var vidnede til hendes svingende adfærd.
Hans ord forvirrede hende. Næsten beskyttende virkede han på hende, men rigtigheden i dette forekom hende absurd. Intet havde tydet på, at han opfattede dette som andet end en dannelsesrejse for hende. Hun nåede ikke at svare, før han havde drejet på hælen og fortsatte ned af tunnelen. Det krævede begge hænder at holde frakken lukket omkring kroppen, en tydelig problematik, idet hun dermed var handikappet, men lige nu var der intet alternativ. Hun var nød til at få varmen tilbage.
Hun måtte tage lange skridt for at følge med. Tunnelens gulv var støvet. En enkelt gang trådte hun med sin bare fod på en skarp sten og måtte derefter humpe de næste par meter, i mens hun bannede lydløst og glædede sig over, at vampyren havde ryggen til. Fra da af var hun forsigtig med, hvor hun satte fødderne.
I begyndelsen opfangede hun ikke andre lyde end deres fødders dumpe smæld mod undergrunden og åndedræt. I det vejen forekom hende lettere bemærkede hun pludselig de hårde toner i luften. Hun spærrede øjnene op. Musik. Og ikke behagelig, afslappende musik, men hårde, metalliske lyde. "Hvor er vi på vej hen?" spurgte hun ham højt.

Karaktar havde godt lagt mærke til hendes reaktioner, og måtte gemme et kluk inden i sig, så ikke andet end en bued kurve på hans læber, hentød til hans morskab omkring den forvirrede Dæmon. Hun stolede bestemt stadigt ikke på ham.. Ikke helt. Fornuftigt nok. Hans race var bestemt ikke troværdige, så kom ham slet ikke som en overraskelse, og han forstod det ligeså godt. Han stolede bestemt aldrig på hans egen race.
Imens han fortsat lette igennem tunnellen, blev musikken ganske langsomt højere, som om de kom tættere på. Selvom det før havde været voldlige metaliske lyde, og rivende Rifts, var det nu blevet langt mere melodisk. Karaktar måtte endnu engang nøjes med at klukke inden i sig selv, da han kunne høre ændringen i hendes skridt, tydeligvis en reaktion på en skarp sten, eller på at have været ved at falde.
"At have medbragt nogen sko, til dine fødder, havde formegentligt været en plan.." Sagde han roligt, imens han fortsatte. Den sorte skjorte han havde haft under hans jakke, flaprede en smule, i den brise der pludseligt slog dem, med en fugtig og varm hånd. Han drejede sit hoved en anelse som reaktion på hendes spørgsmål, imens han drejede til venstre, da der var flere veje at vælge af, som om det virkede helt normalt for ham, at tage den vej.
"Mit hjem.. Min klans hjem." Sagde han roligt, og fortsatte. Han kiggede lidt fra side til side, da de nåede til en del af tunnellen, hvor der var en tunnel der også gik på tværs, som om han kiggede efter nogen. Han fortsatte dog, med et lavt suk igennem næsen, og rystede kort på hovedet.
"Jeg havde håbet jeg kunne holde dit besøg hemmeligt.. Men min herre ved allerede du er her, og observere os lige nu.. Lad være med at lave den mindste uregelmæssige bevægelse, eller det vil kunne blive den sidste.. Bare sørg for at holde min frakke omkring dig, indtil vi kommer ud igen.. Stol på mig.. Du er sikker, så længe du gør som jeg siger.. Og du vil komme ud igen, uden en skræmme.." Sagde han roligt, og kiggede igen kort over sin skulder. Vladimirs tilstedeværelse i grotterne, havde ikke været meningen. Han skulle have været ude på jagt, på nuværende tidspunkt. Men da Eleanor havde været der til tiden, var de kommet der ned tidligere. Og Vladimir havde formegentligt bedt de andre om nogen få ting, inden han ville have taget på jagt. Men så lige så snart de var kommet igennem vandfaldet, havde han kunne lugte den nye tilstedeværelse. Da de var kommet en del skridt væk fra den tunnellen der gik tværs over den de var på, kunne der ganske kort, høres hurtige skridt, som så forsvandt igen. Vladimir testede hendes tålmodighed, og temperament. hendes angst, specielt. Han ville gerne have hende til at overreagere, så han kunne ryde verden for en mere Dæmon. Men var bestemt ikke hvad Karaktar ville. Grundet hans advarsel..

Lydene steg. De hårde, elektroniske toner aftog til fordel for en blødere rytme. Det tydelige tegn på liv fik det til at strammes i nakken af anspændelse. Hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, han ville bringe hende til et sted med andre levende væsener. Det var nærmere gamle, støvede bøger om hans afdøde artsfæller, hun havde set for sig sig i de mørke timer natten før. Eller måske nogle genstande, hvis historiske betydning kunne fortælle et og andet om den humaniske tankegang, Karaktar virkede til selv at besidde.
Hendes blik fløj op, da han kommenterede på hendes manglende fodtøj. Intet var at aflæse ud fra den bredskuldrede ryg, ej heller i hans stemme. Alligevel ville hun have svoret på, han morede sig. Rødmen skød langsomt op i hendes ansigt.
"Jeg er hårdfør," sagde hun fast, og rettede sig op i sin fulde højde på trods af, at han ikke kunne se hende. "Desuden har jeg skarpe sanser, som jeg i modsætning til mennesket ikke begrænser ved at pakke deres kilder ind i diverse klædestykker." Hun rettede beslutsomt på sin knold med et stædigt drag om munden.
Pludselig stoppede hun op. Hans klans hjem. Hans klans hjem. Oh dear. En hel rede af tørstige vampyrer. Ikke at der flød menneskeblod i hendes åre. Den efterligning hun havde formået at opbygge i sin valgte form ville brænde op, så snart den forlod hendes krop og kom i kontakt med luften. Men tørstige vampyrer var aggressive vampyrer. "Din... klan?" Hun måtte sige det højt. "Din klan, her?" Det krævede viljestyrke ikke at stikke halen mellem benene - flygte tilbage, hvor hun kom fra. Så sukkede hun. Bare tanken om vandfaldet fik det til at svimle for hendes øjne. Der var ingen vej tilbage lige nu. Den eneste trøstende faktorer var, at havde Karaktar helst set hende brænde op og forsvinde fra denne verden, så havde han allerede haft chancen. Det kunne se ud som om, han var hendes eneste sikre kort lige nu.
Hun forbandede sin nysgerrighed. Derefter skældte hun vampyren huden fuld i tankerne for at have sat hende i denne situation. Ikke en lyd undslap dog hendes læber.
Hans ord om den såkaldte "herre" fik hende til at kaste nervøse blik bag sig. Hun fortsatte hurtigt sin gang og indhentede ham efter tyve skridt. Ingen uregelmæssige bevægelser, sagde han; det ville nok blive et problem. Hun kæmpede stadig hårdt for at holde styr på sine instinkter, en kamp som uden tvivl kunne tage hende et par hundrede år.
Hun gjorde sine skridt længere. Lyden af fodtrin et stykke derfra fik det til at vende sig i hende, men hun vovede ikke at se sig om efter kilden. I stedet søgte hun indad efter sin indre flamme og tvang den til at brænde jævnt. Virkningen på resten af kroppen var hurtig. Hendes åndedræt blev dybere. Ørene stod på stilke. Nok advarede Karaktar mod pludselige bevægelser, men hun kunne ikke ignorere et angreb. Hun ville jo være død, inden Karaktar fik vendt sig om.

Karaktar havde kort stoppet op, da hun var chokeret over det han sagde. Han nikkede blot en enkelt gang til hendes spørgsmål, og kiggede ned på hende, med de sorte øjne imod hendes, i en kort øjenkontakt. Inden han så vendte sig, og fortsatte, med de samme faste skridt.
"Ja, min klan.. Hvilket er endnu mere grund til, at du skal være rolig. Jeg har et sværd i ryggen på nuværende tidspunkt, og hvis de bliver truende overfor nogen af familien, vil jeg være nødsaget, til selv at slå ind.. Dog ønsker jeg ikke at gøre dette.. Jeg ønsker ikke at være din fjende." Afsluttede han, med sin rolige stemme. Et stille hvæs kunne høres, fra en side tunnel, som de passerede, men Karaktar fortsatte blot, med et kort ryst på hovedet. Han drejede så kort hovedet, imens han fortsatte, for at kommentere på en tideligere kommentar.
"Sandt.. Selv ville jeg ikke kunne mærke de skader mine bare fødder tage skade.. Men det er ikke en god grundt til at lade dem.. Sko er unødvendige, men dog en luksus, der ingen grund er, til at sige nej til.. Har jeg også prøvet at få andre af min klan, til at forstå..." Sagde han, og kiggede kort op over sig, da de gik forbi et udhulet hul over dem i tunnellen, hvor et lavt hvæs, igen, kom fra. Dog var der intet at se der oppe.
Han fortsatte så et stykke tid, i rolig tavshed, imens musikken langsomt blev højere. Som om de nu stod lige ved siden af kilden. Hvilket de også snart gjorde. Ikke langt fra dem, var der en ende på tunnellen, der så ud til at være en klippe. Og inde fra det rum der var i enden, kom der gnister, og glimt af skarpt lys. Og nu da de var så tæt på, kunne det langt nemmere høres, hvad der blev sunget, og en klar mandlig stemme, slog igennem.
"When the fire burn the flower!" Den blev så forfulgt af en kvindelig, hvor de begge sang, i lige, og perfekte toner. Nettop da, nåede Karaktar hen til enden af tunnellen, og stirede ud over den store grotte, den udmundende i. Tunnelens udmundening, lå langt over grottens gulv, og de kunne se ud over helle dets område. Grotten bestod af en masse klippeudspring, både fra vægende og ligeså fra jorden. På to klippe udspring, i hver ende af grotten, stod to figurer. En mandlig på den længst væk, og en kvindelig på den, et stykke fra dem. Manden stod med en guitar, og sang uden mikrofon, dog med en kraftig stemme, som havde han en. Kvinden, bar en bass, og sang ligeså, uden mikrofon. Begge, levede de sig meget ind i musikken, med små hop, og deres lange hår, legede en lystig dans, omkring deres hoveder. En gang imellem, som deres fingre slog over stængende, lavede det gnistre, der spillede et skarpt, og varmt lys, ud over grotten. De tog så begge et par hurtige skridt, og hoppede imod midten af grotten, hvor de begge landede på den samme klippe, og sang tæt op af hinanden, imens deres røde øjne, kiggede i den andens. Musikken slog så over, og blev en smule voldsommere, hvor deres hår dansede i en mix af hendes flammende røde, og hans lyse blonde.
Da Karaktar stod for enden af tunnelen, tæt ved kanten, kiggede han tilbage på Eleanor, og nikkede ud imod grotten, for at få hende til at observere dem. Deres livlige dans omkring hinanden, fik dem til at være en stærk kontrast, både fra Karaktar, Vladimir, og de fleste andre af deres race. Imens Karaktar ventede på Eleanor, ledte hans tanker, efter alle i familien. Specielt den unge Vahida. Han vidste hun bestemt ikke være positiv over dette. Da det skulle have været hendes første nat, uden for grotten. Det var blevet stoppet, på grund af hans indbydelse, til Eleanor. Lige nu, handlede det blot om, at få hans pointe bevidst overfor Eleanor, og så få hende ud, så Vladimir kunne tage Vahida ud på hendes første jagt. Det kunne de stadigt nå, hvis Eleanors besøg, blev kortet af. Der var stadigt også, så meget andet, han ville vise Eleanor.

//Invitere lige et familie medlem med.. :) Vent lige på Vahida, Eleanor.. hehe//

De irriterede og hvæsende lyde gav genlyd inde fra en af de mindre udhulinger i klippevæggen, mens Vahida gik frem og tilbage, dybt irriteret over at hendes tur var blevet aflyst, bare på grund af en eller anden dæmonkvinde, der havde tænkt sig at komme forbi.. Eller var den aflyst fordi Karaktar havde været væk.. Ligegyldigt, for under alle omstændigheder var hun stadig i grotten, og ikke udenfor under den kølige nattehimmel.
"Hvor er det altså uretfærdigt!" udbrød hun lavmælt for sig selv, velvidende at de andre stadig ville kunne høre hendes stemme, selvom den ikke var særlig høj. "Hvorfor skulle det også lige være i.." Hun stoppede hurtigt sin mumlen, da en fremmed duft gled op i hendes næsebor, og blikket flakkede en anelse, mens hun brat stoppede sin vandren i udhulingen.
Hun kunne høre Janet og Ronnie ude i det store rum, fornemme at de prøvede at få det bedste ud af natten alligevel, men alt dette var ligegyldigt. Vahida havde vænnet sig til sin families duft efterhånden, og ønskede kun at flå dem hvis hun var ekstra sulten.. Hun havde ikke fået mad endnu, eftersom det skulle have været hendes første jagt også, og sulten brændte i hendes hals, og gjorde den tør indvendig.
Knurrende trådte hun langsomt ud fra udhulingen, og ud i samme lokale hvor de andre befandt sig. Blikket var fast vendt mod denne kvinde, der havde fået lov at komme ned, mens hun klemte øjnene sammen, og lod det røde blik skule mo hende.
"Dig!" hvæste hun hidsigt og løftede en pegende finger mod dæmonkvinden, skønt der var flere meter imellem dem, og Vahida kun lige kunne ane de to skikkelse i den anden ende ved indgangen. "Det er din skyld!" Hviskede hun faretruende. Det hjalp heller ikke synderligt på Vahidas humør, at hun var tørstig, og havde Sahara i halsen.
Istedet tog hun det første skridt mod Karaktar og Eleanor, for derefter at tage endnu et.. Først langsomt.. Jo flere skridt hun tog, des hurtigere bevægede hun sig fremad. Hvis ingen stoppede hende, ville hun når frem til kvinden på ganske få sekunder.

Hans neutrale udlevering af en trussel fik det til at stramme omkring læberne. Eleanor nikkede en enkelt gang på trods af, at han ikke havde mulighed for at se responsen. Hendes pande var rynket i dybe tanker. Sikkerhedsnettet i form af Karaktar eksisterede altså kun så længe, hun ikke var til fare for hans klan. Interessant. Især eftersom hun havde været af den opfattelse, at hans værdier som oplysning blev sat forbløffende højt i forhold til sin race. Men ikke over klanen. Hun burde have forudset dette.
En stor grotte dukkede op i deres synsvinkel. De melodiøse lyde stammede tydeligvis derindefra. I en dans udtrykte to vampyrer musikkens svingende toner i en overraskende elegant performance. Racens hurtighed kunne åbenbart også bruges til andet end drab. Deres bevægelser var elegante, men formåede på samme tid at viderelevere musikkens rå æstetik. Hendes øjne spærrede sig langsomt op i erkendelsen af, at en sådan kunstart kunne være mulig for disse instinktdrevne væsener.
Et højt udråb afbrød hendes tanker. Hun hvirvlede rundt på fodballerne, sank ned i knæ og lod hånden fare ned mod sin sølvkniv i bæltet. Få centimeter før hendes smalle fingre lukkede sig om skaftet fik fornuften stoppet den uovervejede handling. Følelsen af Karaktar bag sig og hans ord fra tidligere rungede i hendes hoved. Hun skilte læberne i en snerren og hævede albuerne op i hovedhøjde.
En kvindelig vampyr nærmede sig dem. Hendes øjne skinnede rødt i den begrænsede belysning. Stemmen havde lydt arrig mellem klippeudspringene. Ordene gav ingen genklang i Eleanors hoved. Det er din skyld. Hvad i alverden fablede kvinden om?
Nakken strammedes i det vampyren satte farten op. Hendes hurtighed var faretruende, men hun virkede på en sær måde mindre bevidst om sit temperament og sine evner end Karaktar.
Hun vippede vægten frem på det forreste ben. Et utal af modsatrettede tanker sprang frem og tilbage i hendes hoved, og hun forsøgte desperat at fokusere på nuet. Hvis Karaktar ikke handlede skulle det blive spændende at se, om hun kunne holde sin del af aftalen.

Karaktar kiggede ned på Eleanor, i et kort øjeblik, for at se hendes forbløffelse. Det var nettop det han ville have. Hans øre drejede sig, da han hørte Vahidas hvæsen, og hans sorte øjne, blev hurtigt drejet imod hende. Eleanors besøg måtte blive kort. Der var ingen grund til at forstyre den nyfødte, mere end nødvendigt. Han kiggede hurtigt ned på Eleanor, da det så ud til, at hun overvejede et angreb. Men han kunne mærke på hende, at hun var afværgende fra det, og ikke ønskede at gøre andet, end forsvar. Godt.. nettop hvad Vladimir ville se.
På ikke meget mere end få sekunder, næsten fløj en person forbi Karaktar, og Eleanor, i s¨høj en hastighed, at Eleanor knapt nok, ville kunne nå et se dennes fulde figur. Personen var en, lige så, meget høj person, iført en åben trench coat, og endnu mere vansiret end Karaktar. Da denne person var kommet forbi de to, faldt han ned fra det høje udspring, i en lige bue, imod Vahida.
"Vahida!" Hvæste han højt, med en faderlig, dog truende stemme, inden han landte på jorden, lige foran Vahida, hvor han blev stående. Hvis ikke hun stoppede, ville hun løbe ind i ham, og derved blive stoppet.
"Nej.. Det var ikke.. Den's.. Skyld.. Det var.. Mig.. Der ikke.. Stolede.. På Karaktar.. En.. Fejlplaseret.. Mistro.. Kom, min kære.. Lad os.. Tage ud.. At jage.." Sagde han, nu med en langt mere faderlig, og meget beroligende tone. Dog var det svært at fange det faderlige, og flinke, i hans ru, hæse og hakkende stemme, og det ville også være svært for Eleanor at høre det, med den afstand. Et svagt smil formede sig over hans læber, imens han tilbød Vahida, at lede vejen, imod en af de mange tunneller. Denne herres hoved, blev langsomt drejet, og de to tomme hvide øjne, stirede op imod Eleanor og Karaktar, imens han fortsat gik sin vej, med Vahida, hvis hun fulgte med. Karaktar nikkede en enkelt gang, ned imod de hvide øjne, inden han kiggede ned på Eleanor.
"Vi må hellere gå.." Sagde han roligt, og vente sig for at gå tilbage, af den samme vej, de var kommet. De to musikanter var stoppet, og drengen af de to, smilede beredt, og rystede på hovedet, imens han hoppede ned fra den høje klippe, og hans guitar forsvandt som havde den aldrigt været der. Kvinden blev kort stående, med sit instrument i sin ene hånd, og kiggede vemodigt ned imod Vahida, som var på vej væk. Men da de var ude af syne, blev hendes blik langsomt rakt imod Karaktar, og Eleanor, som nu også var på vej væk. Hendes øre blev rejst, med et nysgerigt blik, og hun lagde sit hoved en smule på skrå.

En skikkelse fór forbi Eleanor bagfra. Per refleks slog hun hårdt ud med den ene næve, men mødte kun luft. Hendes fødder flyttede sig på det ujævne underlag for at forskyde balancen, imens hendes øjne blev knebet sammen for at opfange, hvad der skete. Kun ryggen af en bredskuldret, høj skikkelse tog form. Ligheden med Karaktar var tydelig. En mandlig vampyr. Myndigheden strålede ud af ham. Vægten i hans ord var tung og med en dominerende selvsikkerhed, der illustrerede, at væsenet ikke tvivlede på at blive adlydt. Hendes øjne strejfede Karaktar ved sin side. Hans tidligere fortællinger om en såkaldt herre vakte genklang. Muligvis stod hun foran ingen ringere end Vladimir. Eller en anden højt rangerende. Hun anede intet om racens hieraki, men det tydede på, et sådant eksisterede. Interessen, væmmelsen og angsten sloges om pladsen i hendes hjerne. Kroppen forblev, hvor den var med knytnæverne hængende ud for mellemgulvet og benene let spredte.
Den fremmede hanvampyrs tonefald fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Stemmen forekom hæs, og ordene blev udtalt hakkende, hvilket tvang de tilhørende til at standse op og lytte. Effekten var uhyggelig.
Hun mærkede Karaktars øjne på sig, men fjernede ikke blikket var det umage par foran dem. Om kvinden ville tage mandens opfordring til sig, følte hun sig endnu ikke sikker på. Idet Karaktar talte om at forlade stedet, gav det et ryk i hende. Hendes overraskelse måtte kunne ses på hendes øjne. Hun bed sig hårdt i kinden og overvejede et øjeblik situationen, men nikkede så fast. Nysgerrigheden prikkede endnu et sted under overfladen. Udflugten havde været en fiasko, ikke for hende, men hvis Karaktars mission var, at overbevise hende om vampyrens mangfoldighed, så havde Vahidas opførsel sendt ham tilbage til udgangspunktet. De røde, sultne øjne så hun stadig for sig, dyriskheden. Lysten til at slå ihjel. En skabning som denne ville kun være til fare for andre. Hvor mange ville kvinden ikke have nået at fratage livet, før hun fik kontrol over sig selv? Flere end nødvendigt.
Hun fulgte efter Karaktar med langsomme skridt. Et blik over skulderen afslørede den tidligere musikalske kvindevampyr stirrende efter dem. Eleanor hævede spørgende øjenbrynet, men holdt munden lukket.

Janet så meget tænkende ud, og kneb sine øjne en anelse, efter at have set usikerheden i Eleanors blik. Hendes ubehag ved deres race, strålede næsten fra hende, langt være end lugten af hendes Dæmon blod. Selvom hun egentligt altid havde fundet Dæmoner delikate. Hun lavede kort en trutmund, inden hun tog et par hastig skridt, og så hoppede imod udmundingen som de havde været ved.
Karaktar havde nået og lede Eleanor en smule tilbage igennem den lange tunnel, inden Janets fine, søde stemme kunne høres bag dem.
"Hey! Karaktar.." Karaktar sukkede lavt igennem næsen, og drejede langsomt hovedet, for at se tilbage imod Janet, som langsomt gik imod dem. Dog stoppede hun, flere meter væk fra dem, og stirede imod Eleanor, med hendes rolige, røde øjne. I en kontrast til de mandlige's øjne, var der meget liv, i de lysende røde øjne, der lignede floder, der circulerede rundt bag hendes pupiller. Først kiggede hun bare roligt på Eleanor, inden hun så kneb sine øjne en smule sammen, og kiggede tilbage op på Karaktar, og knugede sit greb på sit instrument.
"Hvorfor.. Karaktar? Du ved, at de aldrig vil forstå.. Dem der ikke har mærket det, vil aldrig forstå det.. Hvorfor bliver du ved med, at forsøge at forklare det?" Sagde hun, spørgende, med en rolig, og opgivende stemme, efterfulgt af et lavt suk, og et ryk på skuldrene.
"Hvorfor tror du, en race som ulvene i Rusland uddøde? Fordi man vidste hvor de var.. Og fordi menneskeheden, og alle de andre racer, ikke ville tolerere dem... Derfor uddøde så smuk en race.. Vil du have det samme skal ske m..." Hun talte stadigt roligt, men hendes spydskhed var tydeligt at høre bag ordene. Hun blev afbrudt, af et højt udråb fra Karaktar, med en stemme, nu langt mere rå, og næsten afstraffene.
"Janet!!" Janet tog et skridt tilbage, og lod sit hoved synke en smule, imens hendes, lettere, spidse øre, sank en smule, og hendes ellers varme, lysende øjne, dulmede og blev mere matte. Karaktar sank en klump, og sukkede lavt, imens de sorte øjne blev tomme, og langt mindre faretruende igen. Hans stemme blev nu næsten trystende, og langt varmere, end den tomme han ellers brugte.
"Vi.. Uddør ikke.. Ikke så længe jeg stadigt står.. Og det ved du.. Gå tilbage til Ronnie.. Jeg.. Skal nok snakke med dig senere.." Han sank sit hoved en smule, og rejste sine øjnbryn, på en spørgende måde, som for at søge accept af hvad han sagde. Janet nikkede så langsomt, og et mindre smil, bredte sig over hendes læber igen. Det røde øjne lyste langsomt op, og hun kiggede kort på Eleanor, inden hun vendte om på hælende, og begyndte at bevæge sig tilbage imod grotten, hvis ikke hun blev stoppet.
Karaktar sukkede igennem næsen, og kiggede kort ned på Eleanor, inden han kiggede imod deres retning, og at han så satte afsted, og regnede med, Eleanor fulgt, dog ville han stoppe, hvis hun ønskede at snakke med det samme.
Det var ikke meningen, at Eleanor skulle høre hvad Janet havde sagt. Det var ikke meningen, at hun skulle vide dette. Nu kunne det være, familien blev nød til at flytte, alligevel. Det var bestemt ikke hans ønske..

Eleanor registrerede et hav af tanker i hunvampyrens øjne. En let krusning af munden, og derefter, som havde hun truffet en beslutning, nogle hurtige bevægelser imod dem. Eleanor drejede på stedet og lod Karaktars frakke glide ned fra sine skuldre og dumpe ned på jorden bag sig. Ikke flere overraskelser. Hendes hænder placerede sig ud fra trøjens store folder, men uden at røre. Øjnene veg ikke fra den kvindelige vampyr, som nærmede sig med rolige, elegante bevægelser. Hendes øjne havde ikke den samme dyriskhed over sig, men farven prikkede alligevel til dårlige minder og lugten... De stank af noget gammelt, disse væsener, noget lettere forrådnet.
Eleanor fornemmede, hvordan vampyrkvindens udråb fik Karaktar til at standse op bag sig. Det hånende tonefald fik Eleanor til at skære tænder i irritation. Kvinden talte om hende, som man talte om et dyr på et marked; ikke intelligent, ikke et væsen, der var værd at henvende sig til. De skeptiske ord leveret i en forførende stemme var intet andet end en trussel.
Karaktars respons fik hende til at fare sammen. Stemmens styrke havde nået en højde, hun ikke før havde hørt og effekten hos kvinden, som åbenbart blev kaldt Janet var tydelig.
At racen var ved at uddø, var muligvis en faktor, der burde skrives bag øret, konkluderede Eleanor, imens hendes blik betragtede Janets overgivelse. Selv sendte hun vampyrkvinden et koldt blik, da denne vendte sig og forlod dem.
Karaktar fortsatte sin rute uden at mægle et ord. Eleanor greb frakken i kraven og løftede den med en kraftanstrengelse op over skulderen for derefter at følge ham et stykke ind i tunnellen, væk fra den store grotte og de blodtørstige væsener. Hun standsede sine fødders gang og lod frakken falde på undergrunden, så en lille sky af støv sprang i vejret. "Nå?" lød hendes stemme skarpt imellem klipperne. Hun knyttede hænderne og lod dem hænge ned fra siden. Fødderne fandt sig til rette på et jævnt grundlag, som for at give fysisk støtte til hendes ord. "Hvad fanden foregår her?" Hun trak vejret ind igennem næsen og lod det hvirvle ud imellem tænderne. "Hvad er det, du vil?"

Janet havde fuldstændigt ignoreret Eleanors reaktion, da hun urokkeligt, stolede på hendes artsfælle, Karaktar. Og Eleanor, ville også have mærket, en hurtigt ingribning, i hendes tanker, der truede stærkt, med at rode rundt. Dog blev der intet gjort, da Eleanor ikke valgte at reagere yderligere, end denne forsvars mekanisme, som en hver ville have udløst.
Janet havde fortsat sin triste gang væk fra de to, med hendes hoved sunket vemodisk.
Karaktar havde gået, langt væk fra virkeligheden, og dyb i hans egne tanker. Han ønskede ikke selv at indrømme det, men der var sandhed i Janet's ord.. En sandhed, svær at acceptere. Han var begyndt at klikke sine negle imod hinanden, endnu engang, og lagde egentligt ikke mærke til, at hun stoppede op. Eller også ignorerede han det bare. Som om han inderst inde, ønskede han aldrig havde gjort dette. Først da hans frakke blev droppet på jorden, stoppede han brat op. Da hun begyndte at tale, blev hans hoved, meget langsomt drejet, og de sorte øjne, rakt imod Eleanor, for så langsomt at blive knebet sammen. Han lyttede. Til hendes tydelige frustration. Alt dette havde ikke hjulpet, på en allerede brændene flamme. Det var ikke sådan det skulle være gået. Han rystede langsomt på hovedet, for så at dreje sig, så han stod med siden til hende, og kiggede ned på hendes, med sine sorte tomme øjne.
"Vil have dig til at åbne dine blinde øjne. Rive dit blinde had væk.. jeg både så, og følte det havde du havde til.. Min søster.. Et... Blindt! Had.. Der skyldes, en enkelt persons, uretfærdige handling... Den person du stirede i, havde intet, med denne... Ondskab.. At gøre.. Derimod, når du stier i disse, ser de en, der har gjort, nettop sådanne uacceptable gerninger.. Ikke Janet.. Janet er et simpelt, uskyldigt barn... Ser man ikke nogen børn, nogen stæder, sparke katte, fordi de ikke ved bedre? Jo... Det gør man... Janet har aldrig pint nogen af sine ofre, og har aldrig, taget en uskyldigs liv..." Karaktars stemme, var langt fra so rolig og blød, som den plejede at være. Den havde taget præg, af den han måtte være overfor sin artsfælde, og så også af hans lettere skuffelse, og vrede. Efter han havde sagt alt dette, trak han langsomt vejret igennem næsen, og lod det flyde ud, i et langsomt, og stille suk.
"Og så Vahida.. Hendes reaktion, var grundet det der blev taget.. Du ville aldrig kunne forestille dig, hvordan en nyfødts tørst virker, medmindre de kan huske den korte tid, efter de forlod din moders varme krybe... Den æder os op, og lader os ingen klare tanker have.. Ja, det efterlader dem et 'monster' i en tid.. Men så udvikler de sig, og kan blive som Janet.. Harmløs, medmindre du truer, hvad hun elsker.." Hans stemme var langsomt begyndt at blive rolig igen, og var blevet forvandlet til den rolige fløde stemme, endnu engang.
"Det du så, var en familie.. En familie med børn, i forskællige aldre.. Ja, de har en nådesløs fader, men skal det fordømme dem?" Spurgte han, med et rejst øjnbryn.
"Hvis du mener dette, er det nærmere dem, jeg ville kalde.. Et bæst.. Vi er dyr.. Præcis som alle andre.. Vi lever ikke et liv i idyl, hvor vi blodt kan.. Dræbe og æde, som vi lyster.. Vi er jagtet.. Dem du så der, er hvad der er tilbage, af en befolkningstal, over de tusinder.. Alle nedslagtet.. Var.. Vladimirs grådighed, begrundelse nok til dette?" Hans ord flød igennem luften, præcis som den plejede, og han kiggede dybt i hendes øjne, efter den konkrete sandhed, og ikke blot lyttede efter hendes ord. Hun kunne tale så meget hun ville, han ville se hendes sande tanker. Han ville se, om hun var til fare for hans familie...

Karaktars fraværende blik bemærkede Eleanor ikke i begyndelsen. Hendes sind var et virvar af tanker, den stadig pulserende adrenalin løb igennem hendes åre og sansernes skarphed fik hende til at suge alskens indtryk til sig. Men hun så ham ikke rigtigt. Tunnelen virkede levende imod hendes bare fødder, de skarpe sten berørte nerver, hun ikke vidste hendes ynkelige menneskeskikkelse besad. En strøm af luft bragte lyde med sig fra grotten, de kom fra, dele af stemmer og udbrud, latter og musik. Lugtene... tørheden blandede sig med den efterhånden tilvendte fornemmelse af råddenskab sammen med en indtørret bloddunst. Den sidste tids forbedring af hendes sanser overraskede hende. Måske satte den tilbagevendende angst hendes mentale udvikling i sving. Hun opfattede trods alt sig selv som mere dyrisk end menneskelig, og racernes forskelle var ganske enkelt deres evne til at tilpasse sig. Frygten for Karaktars race, som i højere grad stammede fra hendes overlevelsesinstinkt end en egentlig skræk for andre væsener, havde tvunget hendes krop til at præstere sit yderste.
Og da så hun ham rigtigt. De bevægelser han foretog - en rynkning ved øjnene, en let hoveddrejning - forekom rolige, men tøvende. Som overvejede han situationen påny. Hendes tænder mødtes i en let snerren uden lyd. Instinktet sagde hende, at dette ikke lovede godt.
Hans ord om retfærdighed forekom hende dybfølte. Han mente hvert et ord og forsøgte med en desperation at vise hende sandheden i sin verdens overbevisninger. Men hans tale om uskyldighed bundede i en sikkerhed, hun ikke kunne lade være med at spørge sig selv, om han var berettiget til at besidde. Den forrige nats samtale om hendes behov for at gøre sig selv til overdommer spøgte endnu i tankerne. Havde nogen af dem overhovedet ret til at tage stilling? Men hvad var der ellers at gøre? Alternativet var at leve som umælende dyr, som kun kæmpede for egen overlevelse i et univers, hvor intet var rigtigt og forkert og kun den stærkeste overlevede. De måtte tage stilling.
Hun kendte Vahidas dyriskhed alt for godt, men hendes egen kom ikke til udtryk i et blodbad. Ikke nødvendigvis i hvert fald. Den manglende kontrol viste sig i problemerne ved at opretholde sin menneskelige skikkelse og følelsernes alt for store magt over hendes fornuft. En let hovedpine voksede frem under pandelappen; hun skar irriteret ansigt.
Hans spørgsmål fik hende til at stirre ham stift i øjnene. "Åh, ja. Jaget vildt. Som vi andre. Men skulle mennesket mon have en grund til at afsky os? For min race kan jeg sige, at før i tiden og skam også den dag i dag nød flere at rense tænder med menneskeknogler. Indbyrdes kampe har udløst nedbrændte byer og skove, kedsomhed er resulteret i jagte på de sårbare. Hvad ved jeg?" Det forekom hende, at han ikke rigtig lyttede. Livet i de sorte øjne havde et andet fokus end hendes ord. Hun spærrede langsomt øjnene op, idet det gik op for hende, at han læste noget ud fra andet end hendes verbale udråb. I et øjeblik fik en spirende panik pulsen til at banke hårdt, da hun per refleks forsøgte at skubbe sine tanker væk fra hans rækkevidde. Hun havde vænnet sig til, at han - muligvis grundet respekt eller en gennemtænkt strategi - holdt sig ude. Så rettede hun sig op med knyttede næver og panden hævet. Han måtte kunne mærke viljen til livet i hende som en brændende flamme, der voksede sig større. Enhver forhindring ville blive forsøgt forceret uden tanke for konsekvenserne. Tænderne skar mod hinanden, og hun lod blikket stirre intenst ind i hans. Hvis han frygtede for sin art, ville hun ikke kunne sige, om hun var en potentiel fare. Han havde aldrig udtrykt andet end en foragt over for hendes evner. Overlevelsesinstinktet, som et hvert levende væsen besad, var uden tvivl problematisk. Havde hun ikke set en større sikkerhed i at undlade at trække sin kniv mod Vahida før, ville hun havde skåret halsen over på vampyren for at redde sig eget liv. Hun udfordrede ham med bitterheden stikkende i halsen.

Karaktars øjne, blev knebet en anelse sammen, da hun talte, men lyttede knapt nok, men opfangede hendes tanker. Hun svarede ikke direkte på hans spørgsmål, men talte nærmest i stedet om mennesket. Hvad havde mennesket nu med dette at gøre? Mennesket afskyede Karaktars klan, mindre end deres egen race. Det had der var pålagt dem, var ikke fra dem der var dem svagere, men dem der var dem stærkere. Menneske jagtede ikke Nosferatuer, mere end andre racer. Tit, var de anset som et 'mercy kill' af tilfældige jagere, som fangede dem et svagt øjeblik, men Nosferatuerne, havde holdt dem selv fri for menneske, andet end når du skulle have føde.
Eleanor's reaktion på hans øjne, fik Karaktar til at dreje sit hoved, og knurre lavt, imens han rystede på det.
"Nartuligtvis, har de en god begrundeles til at hade vores race... Præcis, som 'folk' ville mene, at jeg havde en god grund til at hade!" Han lagde stort tryk på ordet 'hade', og drejede sine øjne tilbage på Eleanor. "Dæmoner... Men det, en af denne race gjorde ved mig, er oldtidshistorie. Det kan jeg ikke dømme hans race på.. Og hvem snakkede om menneskende? Det er ikke dem, der er os svagere, der jagter os.. Og afskyer os mest.. Det er vores artsfælde.. Dem, der burde være vores brødre og søskende.. Ventrue.. Malkavian.. Tremere. Største delen, af de andre klaner, afskyer os, pågrund af den, vores første var.." Han lavede en fagt med sin ene hånd, og drejede om på hælende, så han stod med ryggen til Eleanor, og sukkede så igennem næsen. Han blev så stille, i en tid, og stirede tomt ned i jorden.
"Men nej.. Jeg vil ingen tåre græde, for oldtidens fejl.. men i stedet, forme den fremtid jeg har mulighed for, uhindret af fortidens billeder.. jeg forventer aldrig, at de vil kunne forstå mine holdninger, og forsøgere ikke, at indoctrunere dem i dit hoved.. Ønsker blot, at du skal åbne op for det jeg fortalte, og tage de til dig.. Ikke alle Vampyre, er den der tog din moder. Og din fremtid, behøves ikke at være præget af din fortid." Hans stemme var igen blevet rolig, og omfattet. Som var han begyndt at slappe af igen, efter at have været vred. Han havde ikke været vred, men blot desperat. Fortidens sår, var ikke nogen han ønskede at åbne op, og var hvad han havde gjort. Først nu, begyndte dette at dulme igen. Han stod fuldstændigt stille, med det tomme sorte blik imod jorden, og de lange arme, ned langs hans sider. Hans fingre spjætede en anelse, inden han ranket sin ryg op, og foldede sine hænder bag den, endnu engang.
"Nosferatu klanen, er ikke ufejlbarlige engle.. Men det er der ingen der er. Lige meget, hvor meget de ønsker det. En enlig moder, til to børn. Hun stjæler, for at brødføde dem. Dræber rige mennesker, efter at have forført dem, og tager deres penge.. Hun er en synder, og en desperat moder. Er det endeløst forkert.. Eller blot et sidste håb, om at kunne fortsætte med at leve? En Vampyr, må dræbe, og drikke af en anden, for selv at kunne leve.. Er dette forkert, eller endnu engang, blot en kamp for livet? En mand arbejder hårdt, for at give familien mad på bordet. Han har et smil udadtil, men inden I, er han udbrændt. Når han kommer hjem, tæver han sin kone, da han ikke kan klare, og holde det inde mere. Han kan ikke leve med det, og tager livet af sig selv. Efterlader derved sin familie, uden en forsørger, og må håbe 'staten' tager sig af hans efterladte familie. Gør den det? Nej, moderen bliver nød til at stjæle, og dræbe for at skaffe penge til sig selv, og familien, da et job, heller ikke er til at finde, i denne tid.. En mand bliver en Vampyr's offer, på vejen til at røve en bank, og måske også dræbe nogen, i sin desperate angst. hans død, reddede måske dem i banken, men hvad med ham? Var det fair, han skulle være et offer, endnu engang?" Karaktars stemme var kortfattet, og rolig igen. Han stod med ryggen til Eleanor, imens han snakkede, og stirede tomt ud foran sig, uden at focusere de sorte øjne, på noget som helst.

Hendes pande rynkedes i en afbildning af den indre stemning. Frustrationen over hans overskridning af hendes mentale barriere frembragte en stikkende fornemmelse i halsen. "Jeg ved ikke, hvad en dæmon har gjort dig. Og ja. Mennesker. Denne race har påtaget sig arbejdet som vampyrjægere i oceaner af tid. At I slår hinanden ihjel indbyrdes, har aldrig været noget, jeg eller mine er blevet indviet i. Men det lyder som en ugerning, der var menneskeracen værdig." Hun kunne lade være med at stikke til ham, det vidste hun inderst inde. Men hans tidligere kontrol virkede langsomt til at glide ud i sandet, for at lade en skikkelse fyldt med smerte, minder og vrede stå tilbage på det støvede klippegulv. At Karaktar havde en historie, en smertefuld en af slagsen, havde hun allerede fået en fornemmelse af den forrige nat, men der lå tydeligvis mere til den, end han sagde.
Hun bed sig hårdt i læben, pludselig bevidst om hans tilstedeværelse i hendes hoved. Luften undslap langsomt munden, idet han vendte ryggen til hende, men trygheden indfandt sig endnu ikke i hendes bryst.
"Tårer over fortiden vil flyde i mange år endnu. I modsætning til flere af dine artsfæller har jeg ikke haft min gang på jorden i så mange år. Du vil måske sammenligne mig med din vampyrkvinde Vahida ud fra den logik, du benytter, følelsernes magt, som du ser i mig. Men forskellen er, at jeg er bevidst om problemet. At det så tager år at ændre er en anden sag." Hendes blik blev hårdt mod hans ryg. "Hvor mange år tog det dig at nå frem til den sandhed, du mener at bære?" Hun hævede en knyttet hånd og placerede den på brystet, som for at mærke efter, hvad hun egentlig ønskede at sige. Usikkerheden om, hvorvidt ord overhovedet var nødvendige, hvis han betragtede hende som et manipulerende og farligt væsen, frembragte en tøven. Alligevel lod hun dem slippe over sine læber ét for ét. "Måske ønsker du at ændre verden. Alt hvad jeg i første omgang kan tilbyde er et åbnere sind. Men du må være parat til at møde de væsener, du ønsker at berige med viden på halvvejen. Belæring ved ord er udmærket, men handling, tillid er vigtigere. Jeg tvivler ikke på, at du er i stand til det. Men efter i dag virker det ikke til, at din race er."
Han havde tydeligvis genvundet kontrollen over sig selv; stemmen forekom rolige, og ordene havde fået sin styrke igen. Hun lod en finger skubbe en hårtot om bag øret. "Måske er dine fæller fordomsfulde på samme måde, som jeg bliver betragtet af dem. Og måske har vi alle grund til at være mistænksomme. Jeg ved det simpelthen ikke."