The Days Of Joy - Dean

Vinden blæste langsomt hen over jorden, og greb omkring nedfaldende blade, og skidt som der skulle ligge der på. Et stille suk gled igennem en piges læber, som stod ved siden af et stort træ, der bøjede sig hen over legepladsen, med dens lange grene der bølgede i vinden, og skabte en form for kuple rundt omkring sandkassen, dog gik nogle af rødderne ned i asfalten uden for legepladsen. Faktisk var det eneste sted denne kvinde holde virkelig af, legepladsen, nok det eneste sted hvor at tingene stadig var nogen lunde intakte og ikke fuldstændig forfaldende, et sted hvor at børn faktisk kunne få lov til at være børn. Dog ikke længe af gangen, da kvinderne kiggede lidt rundt, og begyndte at genne deres børn hjem, de havde ikke en gang været der en halv time. Frygt, ja det måtte man sige der herskede over dette sted. Da børnene var gået vågede Haze sig langsomt ind på grunden, ved at kravle over stakittet, da hun ikke gad at bruge tid på, at skulle gå hen og igennem lågen, nej dette var nu meget sjovere. Med et grin på læben, gik hun over til vipperne og satte sig ned på enden, hvor det hurtigt gav et 'knok' fra sig, da den ramte det halve dæk, som var blevet gravet ned i jorden. Et fredfyldt suk gled langsomt ud af læben, inden hun lagde sig hen over træpladen, og lukkede øjnene. Dagen i dag, kunne bestemt ikke blive meget bedre. Hendes brune blafrede lige så stille i vinden, og skabte en dejlig fornemmelse, der gled ned af kroppen, nej, dagen i dag ville ikke blive bedre.

Dean sad under et tilfældigt træ, han var næsten lige vågnet, han havde været på arbejde hele natten og var træt. Han havde brug for at slappe af og få tankerne en smule væk. Verden var ond inde i hans hoved, jo mere han prøvede at forandre sig og jo mere han prøvede at få sit liv ind på det rette spor, jo mere kom det den forkerte vej og jo mere fuckede han op, nu havde han gjort det igen og tingene forsvandt bare mere og mere. Han havde et skønt arbejde, men det var vel også ca. der glæden sluttede. Han skuffede folk han kunne lide, han sårede tilfældige mennesker og han prøvede på at holde alle mennesker væk fra at kende sit indre.
Han mente ingen fortjente at kende ham, ingen fortjente at kende sådan en... djævel. Inderst inde var det hva han følte sig som, en djævel fra helved der bare skulle brænde op og aldrig mere se verdens overfalde. Han sukkede stille og kiggede ned i jorden imens han sukkede, han plukkede let et par græstotter som han sad og rev i stykker mellem fingrende, sådan var hans liv også, klar til at blive revet i stykker og smidt i skraldespanden. Idag var bestemt ikke en god dag, det var enndu en af de mange dårlige dage der snar thavde været i hans liv, måske Gud faktisk bare hadede ham.
HAn fremdrog en pakke prince fra sin inderlomme og valgte nøje en smøg som han puttede i munden og med en grim grøn lighter med en nøgen dame på tændte. Han pustede langsomt den grå røg ud imod de glade mennesker og han følte han sad i sin egen lille bobble langt fra andre, men han var ligeglad; de kunne alligevel rende ham.